Endnu en dag men måske et nyt drama :: Annabel / Lazarus

Ludo ting .
(Mig der har svaret nu. Lazarus og så Annabel :D
Kaji-Laza-Ana ^^

tid : 21:31

Sted : lazarus slot

Vejr : udenfor temmelig lunt egenlig skønt solen er væk.

Omgivelser : ingen i nærheden sådan helt at se.

med en gylden halskæde hængende og et smil deprimerende at se på, ja ak hun havde ikke smilet meget på det sidste efter et sammenstød med en vis Lazarus på værelset eller da han fik hende til at gå i udbrud og siden da havde hun ikke rigtig set til ham??, hun havde adlydt ham som hun nu gjorde når han beordrede hende noget men samtidig var hun igang selv med at planlægge noget, hun ville vise Lazarus hvor Royal hun var og at hun havde været det hele tiden og så ville hun vise at selv om hun var et stinkende menneske kunne hun sagtens klare alt og alle de kunne bare komme an hun skulle nok sætte dem på plads, hun skulle nok vise sit værd og gøre Lazarus stolt af hende.. ville han nogen sinde se anderledes på hende end som et legetøj.. det kys han gav hende det var så fuldt af passion og følser men da hun tilstod under hans evne der virkede han helt lammet og utilfreds og kom med alle disse sårende ting, men hun var åbenbart ikke speciel nok for ham, det var os derfor hun altid lod sig selv blive i skyggen og intet sagde mere, hun var ikke den her flabet tøs mere der sagde lige hvad hun ville til tidere, fordi hun snakkede aldrig med nogen hun kom altid hjem iført sin skole uniform og løb altid oven på så Lazarus ikke så hende i den, fordi på en eller anden måde så elskede han åbenbart uniformer på piger skønt han ville sikkert nye at se den på sin dejlige ninja slut af en klans overhovedet ting der holdt øje med ham og sørgede for han ikke blev såret.
Hun sukkede stille i det hun åbnede døren og sagde til butleren"jeg er hjemme" hun strøg let det hvid platinske hår til siden der var blevet farvet for nylig så det havde sit helt eget lysskær og gangene lyste let op da hun kom ind og dørene blev lukket efter hende. Et suk slap hendes læber i det hun gik ud i køkkenet og rettet på den hvid blå ternet mini skirt der gik til midt på lårene dog var intet tydeligt at se?.. hun tog blaizeren af og stod der i skjorte i hvid nu og nederdel og fiskede nogen ting op hun selv havde købt, hun var jo menneske og skulle spise som et jo? der var intet andet at gøre end at lave sin egen mad og være alene så meget.. på en måde savnede hun blot selvskab, og det var ikke rigtig fordi hun aldrig havde brudt sig om Lazarus men han var så dum og hun var så naiv og dum skam os så hun ville blot holde sig på afstand fra nu af.
Hun sukkede og lod læberne blidt glide i et trist smil i det hun begyndte at lave en ret med salat over panden med lidt kyllingekød..
Hun så på det og puttede det så på en tallerken og gik op af mod sit værelse..."endnu en kedelig dag.."

Lazarus sag i stuen og funderede over tingene. Hans lillesøster Annabel havde spurgt om hun ikke kunne leve hos ham et stykke tid. Det undrede ham en del. Annabel havde altid været en bog Lazarus havde svært ved at læse. Dog havde hun ikke prøvet at vælte ham af sin post som arving. Det havde deres to brødre. Det var også derfor Lazarus havde accepteret hendes ønske. Lazarus kunne ikke lade være med at tænke over hvad Annabel dog ville her. Men han havde altid haft en respekt for hans lillesøster som ikke var blevet knækket. Han vidste hun var en af de klogeste i Klanen hvis ikke den klogeste. Lazarus ville dog ikke indrømme at hun måske en da var klogere en ham på visse punkter. Lazarus sad i sin trone og kiggede ind i pejsen. Han havde ikke set meget til Kajika. Det var som havde hun mistet sin glød. Havde han været for hård ved hende. Det var lige meget. Hun var en stærk pige, hun skulle nok klare det. Nu hvor Annabel også var her ville hun have en at snakke med og måske ville det bringe hende i bedre humør. Lazarus havde ikke tid til pige problemer. Der var en trone der skulle overtages. Dog mente han at lidt familie hygge eller hvad man kunne kalde det var på sin plads. Så hvis Annabel og Kajika havde nogle planer ville han ikke sige nej med det samme. Lazarus tog en slurk af sit glas med blod. Der var stille i huset. Kun de svage skrig og klages støn kunne høres en gang i mellem. Det var en helt normal nat på Palæet. Det var helt sikkert. Mon der ville se noget sjovt og spændende. Chancen var der nu hvor Annabel var tilbage.

"det kan du ikke mene!? Jeg sagde jeg skulle have det inde for imorgen, og nu siger du til mig, at der slet ikke vil være færdig, før næste uge? Jeg skal da nok lige fortælle dig, at din røv bliver sparket så langt, at du ender oppe på dværg planeten Jupiter.." måske ikke den bedste replik at komme med, men lige nu, var den lille pige meget sur, og når Annabel blev sur, var der ikke ret meget at gøre, end at være tålmodig ind til at det stoppede igen. Med en enorm kraft smed hun den lille idiotiske telefon ned i sengen, hvorfor havde hun i det hele taget fået sådan en? Måske var hun den klogeste, og derfor en af de få, som der blev ved med at følge rundt i nutiden, men telefoner, skabte virkelig ikke andet end problemer.
Lige som hende selv, hvis man spurgte hendes brødre. Måske hadet de hende, for at være på så god fod som hun var med Lazarus, som hun var. Hvis de idioter dog bare havde tænkt over at de skulle lade deres ældste bror være, og lade selve hans arv være, i stedet for at kæmpe omkring den? Så kunne det jo havde været, at de ville få en plads lige som hun havde fået, men så igen, hun havde ondt af dem, hun havde ondt af manden som hun lige havde skældt ud, det var jo ikke deres skyld at de var så dumme, at de ikke kunne finde ud af noget, og ikke var så kloge som hun selvfølgelig var. Men alt i alt, sådan var det jo.
Hun rynkede panden lidt, da hun lugtede duften af mad, ude fra det køkken, hun ikke rigtig forstod at Lazarus i det hele taget havde et, det var jo ikke lige frem fordi at han havde brug for det, men så igen. Det var i grunden ret smart at have det, eftersom .. næ, hun ville have sagt, så menneskerne ikke stillede spørgsmål, men folk vidste jo at de fandtes nu, de var ikke bange for vampyrerne, som de havde været en gang, for længe siden. Ja det havde været tider, hvor folk troede man kunne slå dem ihjel, i stedet blev de selv taget, slagtet spist, og drukket af. Mennesker var og blev dumme. Derfor forstod hun hellere ikke helt, hvorfor at denne kvinde Kajika, gik rundt i huset, men hendes bror havde vel en grund til at lade kvinden blive.
Da hun gik forbi værelset, kunne hun ikke undgå at høre det som der blev sagt, og puffede langsomt døren op, med et smil på læberne "Dage behøver ikke være kedlige min kære, med mindre du gør dem kedelige" grinede hun munter, og smilede det sædvanlige ung pige smil, hele sit liv havde Annabel altid været den nuttede, den lille pige som ingen kunne stå for, og når hun var sammen med mennesker, var hun sød, og venlig. Men, så snart man pissede hende af, var det en meget anden sag, så var det ikke længere søde lille Annabel.

Kajika så undrende mod Annabel i det hun undrede sig over hvor hun var kommet fra?"Ah Annabel så er du os flyttet ind på ubestemt tid, det glæder mig at se dig igen" hun smilede og kiggede lidt rundt og sagde"Hm? så må jeg dog ha gjordt min dag kedelig, det kan jeg vel kun takke mig selv for, men hvad skal vi mennesker dog os gøre, vi blot svagelige og kedelige ikke os" hun sendte Annabel et drilsk glimt fra hendes kolde isblå øjne der så lettere kølige og ligeglad ud dog havde de dette drilske glimt i dem lige nu men det forsvandt hurtigt i det Kajika forstummet let og så rundt i det hun sagde"så? din bror han har ikke sagt hej i nu eller har i allerede stødt på hinanden" hun rømmede sig let og huskede at hun var Lazarus helt og ærligt nu og ingen andres.
Kajika havde lidt blod hen af sin arm i det hun havde været oppe at slås over i skolen hvilket ikke var gået for godt, han havde cuttet hende en gang med en kniv over armen nær skuldren(overarmen) .
Kajika lod sit blik betragte Annabel i det hun roede sig i det hvide hår og sagde"så Annabel hvor lang tid bliver du egenlig?" hun sendte hende et sødt smil og virkede til at respektere annabel meget.
Kajika tog sin hvide skjorte af og tog så gaflen og tog en bid af sit salat med en kylling til og tyggede så lydløst i mens hun ledte i skabet med ryggen til Annabel der stod der, men det var jo en pige så det gjorde intet hun så hende i Bh jo?, det var noget helt andet vis Lazarus var kommet havde hun skriget og dækket sig til som en eller anden eskimo..
Hun strøg let håret til siden og iførte sig en stram sort trøje der gik med lidt lange ærmer ned til hendes håndryg nær fingerne, så det meste af hånden var dækket, og så var stoffet af lidt strik agtig, dog ikke tyk men tyndt strik i kuld sort. den dækkede det halve af den hvid lyseblå ternet nederdel, dog var skuldrene blottet, og overarmene lidt men så heller ikke mere... Hun så lidt på Annabel da hun havde iført sig den og fået plaster på såret og sagde"Så? hvor er Lazarus egenlig?"

En tjener kom ind til Lazarus med en lille flaske i hånden, på flasken stod der nogle underlige tal og tegn. Lazarus kiggede på dem. Før havde der stået på flaskerne hvad det var. Men nu hvor Annabel var flyttet ind ville han ikke lade hende vide hvad der stod på dem, skulle hun snuse rundt i hans kælder. Lazarus vidste hun ville regne ud hvad han havde gang i hvis hun fandt ud af hvad disse flasker indeholdt. Annabel var den kloge pige. Faktisk den eneste der havde vundet over Lazarus i skak. Lazarus var en strategisk person med et stort overblik og sans for at regne modstandens næste træk ud. Dog var Annabels tankegang og måde at spille skak på noget han aldrig havde set før. Hun vandt flere gange en han havde lyst til at tænke på. Lazarus hadede at tabe. Dog lærte han en smule om hendes person hver gang de spillede. Han brugte ofte skak spillet til at vurdere hendes intellektuelle tanke bane. Dog var han ikke sikker på om hun vidste han gjorde det. Annabel var en klog person og den eneste i Familien som Lazarus faktisk ville diskutere taktik med. Men han stolede ikke på hende. Hvad havde hun gjort for ham de sidste 1000år. Intet. Dog havde hun heller ikke været imod ham. Det var på tide Lazarus fandt ud af hvor hans lillesøster stod i alt dette her. Desuden var hun den Lazarus ville have skulle tage over skulle han fejle i sin plan om at overtage Di Morga og dø. Lazarus tog flasken og satte den i lommen på hans frakke. Han viftede tjeneren væk med sin hånd. Lazarus kiggede ind mod pejsen igen. Han kunne lugte at Kajika og Annabel var i samme rum nu. Et svagt smil kom over hans læber. Hans tidligere Child og hans lillesøster. De to kvinder han så som familie. Han vidste de sikkert snart ville komme ind til ham. Han havde ikke rigtig fået snakket med Annabel så meget i nu. Han så frem til deres snak, eller leg som det jo faktisk var. Det var aldrig til at vide med hende om hvad hun sagde var sandt eller en del af hendes plan. Lazarus vidste faktisk ikke om hun havde nogen planer i nu. Måske sagde magt hende ikke så meget. Lazarus var opsat på at lære mere om hans søster nu hvor hun faktisk skulle bo hos ham i ubestemt tid. Lazarus havde sat en skak spil frem. Han vidste ikke om de skulle spille eller ej. Dog havde han sat det frem for en sikkerheds skyld.

Hun trak en smugle på skuldrene da der blev spurgt, om hun også var flyttet ind, det gav vel i grunden sig selv, når hun nu stod her i hendes dørkarm, og snakkede med Kajika. Men ja, nogen gange sagde man jo dumme ting, bare for at have noget at snakke om. Smilet på læberne, afslørede dog ikke de tanker som der gled igennem hendes hjerne, det var egentlig sjovt, en af de mennesker som hun havde mødt, der tydeligvis havde betrødt dette område med tanken om at dræbe det han kunne komme i nærheden af, var begyndt at diskutere med hende, omkring hvad ynkelig var, og at han ikke var dum.
Man kunne jo hurtig modbevise dette faktum, eftersom at mænds hjerner godt nok var større end kvinders, men gennemsnitlig, brugte de kun en tiendedel af den. Men så igen, man havde aldrig helt kunne finde ud af, hvad hjernen egentlig var for en tingest, nogen mente af det blot var et instrument, en dumt objekt, som man kunne bilde alt muligt ind, og til sidst ville hjernen tro på det. Og i grunden var det jo også rigtigt, eftersom at man som menneske, kunne gå og sige til sig selv, jeg er syg, flere gange om dagen, og til sidst ville dette væsen også blive syg. Ynkelige hjerne, og ynkelige mennesker. I alt den tid, hvor at Kajika havde snakket til hende, havde hun ikke rigtig været opmærksom, og løftede først hoved, og kiggede hen på hende, da hun spurgte om hun havde snakket med hendes bror.
"nah, kun kort, men den tid vil komme, når der er noget at snakke omkring, skal du nok se, og du burde virkelig få nogen til at se på det sår der, der kunne gå infektion i det, og vi ved alle hvad der først sker, når mennesker for blodforgiftning" kom der afslappet, og venligt fra den lille pige, som var et år yngre end Kajika, i kropdsalder. Faktisk så, så Kajika meget ældre ud end Annabel, men det havde nok noget at gøre med, at Annabel ingen former havde, overhoved.
Annabel undertrykte et lille grin "oh, jeg troede allerede du havde stemplet mig som at jeg skulle være her, til ubestemt tid?" sagde hun drilsk, men trak efter noget tid på skuldrene "Well, jeg skal ingen steder lige forløbelig, nu vil jeg bare lige finde ud af, hvor jeg i det hele taget er kommet hen, se om jeg kan hjælpe min bror, måske på tide at jeg gjorde noget for ham" sagde hun stille, og nikkede sammentyggende, men mest for sig selv. De katte grønne øjne, blev slåret, som de meget tit gjorde, når hun stod og tænkte over noget vigtigt.
Hun rystede lidt på hoved, og kiggede hen på den anden pige i rummet, og smilede "jeg tror han er nede i stuen, vil du gøre mig selskab der ned? Eller vil du blive her, og spise resten af din salat?" et smil bredte sig hen over hendes fyldige rosen røde læber, hvor at spidsen af den ene hjørnetand kom til syne. Eftersom hun var fuldblods vampyr, var hendes skarpe tænder altid til at se, faktisk havde hun ikke så meget respekt for de vampyrer som havde været andre væsner inden da. Men sådan var det jo, nogen gange gik det galt, og vampyrer fik medlidenhed med deres offer, se, det var også ynkeligt. Langsomt drejede hun ud af døråbningen, og gik elegant ned af trappen mod stuen.
"Greetings Brother" sagde hun med en meget formel stemme, og bøjede hoved i respekt, ingen tvivl om at der var stor respekt til Lazarus, hun havde i grunden altid holdt meget af broderen, da hun slet ikke kunne tage de andre, de var alle sammen en folk røvslikker, og backstapper, og det var for meget for hendes smag. Hun havde set til mange gange, hvordan de havde prøvet at vælte deres ældste bror af tronen, en skamplet, noget hun aldrig ville tilgive dem for.

Kajika så undrende på Annabel i det hun grinte let og sagde"det blot en lille skramme jeg har oplevet meget være end det tro mig, det slår mig ikke ihjel?" hun grinte let og smilede til Annabel og sagde"tak for bekymring eller omtanken angående det Annabel" hun viste at hun respekterede hende opmærksomhed på hende men at den dog ikke var nødvendig eftersom kajika mente hun let kunne klare sig selv og især så lille en rift, selv om den dog ikke var så lille. Men Kajika var ikke megen for andres hjælp i hendes kvaler.. Kajika bed sig let i underlæben i det hun betragtede Annabel og sagde"Hmm? jeg fortrækker min salat frem for selvskabet med herren" hun smilede sødt dog mente hun hvert et ord, hun havde ikke kunnet komme godt ud af det med Lazarus på det sidste og eftersom Barishan havde vist sig så havde hun det lidt splittet inden i selv om hun tilhørte Lazarus på alle måder og han havde ønsket det af hende så kunne hun stadig ikke holde tanken for meget ud?.
Hun sukkede for sig selv og rettet på sin tshirt i hvid og tog så nogen jeans bukser i mørkeblå på og med hvide kalk pletter her og der.
Hun gik stille neden under i det hun tog sin jakke på i falsk sort læder der stoppede under hendes barm. Hun havde mobil i den og alverdens andre ting. Hun tog halskæden på og smilede i det hun vinkede til de andre da hun gik forbi dem og sagde"farvel jeg smutter lige" hun ville ikke havde det for godt i selvskab med to fuldblods vampyr ikke fordi hun hadet Lazarus eller Annabel men hendes hjerte kunne ikke klare Lazarus blik lige nu eller nærvær og Annabel virkede ikke til at være yderst tilfreds med hendes menneskelighed nu.
Kajika satte håret op i en elastik i det hun trådte ud af døren for at se lidt rundt omkring og slappe af på græsplænen lidt med varulvene måske vis de kom. Hun havde fået et lidt nært forhold til dagvagterne af Lazarus. Hun smilede for sig selv og lukkede stille øjne og tænkte på alt muligt...

Lazarus bukkede galant da Annabel kom ind. Han gjorde gestus til hun kunne tage plads i en af lænestolene i stuen. Lazarus smilede svagt ’’ Godaften lillesøster.. Hvordan har du haft det her indtil nu.. Jeg håber ikke at de mennesker der befinder sig her går dig for meget på nerverne ’’. Lazarus rejste sig og ventede med at sætte sig før hun havde sat sig. Han havde gode manere. Lazarus gjorde tegn til at en tjener skulle hente hende et glas blod. Lidt efter kom en tjener ind med et smukt guldbelagt krystal glas fuldt med hjerte blodet fra en nyfødt. Lazarus smilede igen kort ’’ Kun det bedste til dig min kære lillesøster ’’. Lazarus sad lidt og betragtede hendes bevægelser. Han vidste stadigvæk ikke hvorfor hun var her. Han tog en slurk af sit glas og kiggede mod pejsen hvor ilden buldrede svagt ’’ Går tingene ikke godt i Italien eller skulle du bare væk fra Fader og alle hans gammeldags regler ’’. Lazarus grinede sagte i få sekunder før hans adfærd og ansigt atter gik tilbage det det kolde og følelsesforladte. Lazarus kiggede da Kajika kun hurtigt viste sig og gik igen. Lazarus kneb sine øjne sammen en smule da hun var gået ’’ Jeg ved virkelig ikke hvad der går af det menneske for tiden ’’. Lazarus smilede igen og lænede sig frem i sin trone og kiggede på Annabel med hans mørkerøde øjne ’’ Nok om det.. Fortæl mig.. Hvad er dine planer så for dit besøg her og kan jeg gøre noget for dig for at gøre dit ophold her mere behageligt ’’. Lazarus havde altid behandlet sin lillesøster med respekt. Mest af alt fordi hun altid havde vist ham det. Lazarus ar ikke en man der tilgav folk hvis de ikke viste ham den respekt han fortjente. Som Vampyr jo lever evigt så bære de ofte nag i flere år af gangen eftersom år jo ikke betyder så meget for dem. Lazarus havde dog lært at man måtte følge med tiden og det kunne godt være svært for en Vampyr.

"Nej Min kære broder, det har været yderst tilfredstillende at være i dit selskab, og i dit hus.. jeg er meget beæret at jeg fik din tilladelse at flytte ind, hvilket jeg er dig utrolig taknemmelig.." sagde hun i den fine tone, som var blevet dem lært da de var små, en vane som der ikke ville gå væk, trods det ikke længere var således nutidens børn snakkede. Nu var det mere groft og råt i det, og hun elskede når hun disse samtaler kunne bevare. Langsomt satte hun sig ned, da hun ikke ville lade sin elskede broder stå oppe for længe, men hun var glad for at han respekterede hende, ikke noget hun så særlig tit hos deres fælles brødre. Hvor hun dog hadet dem, for deres næsvise opførelse over for dem begge, så grodige de var, altid skulle de have mere. Og jo, hun havde selv meget brug for magt, men hun havde ikke tænkt sig at tage det fra hendes eget familie medlem, der måtte være en grænse et eller andet sted, ellers ville det bare gå hen og blive uhumsk, og som det var børn hele bundet. Nej det kunne hun virkelig ikke have. Hendes kattegrønne øjne, som hun var så heldig at eje, når sulten ikke stod for døren, vente sig over mod Kajika, da hun meddelte at hun ikke ville gøre dem selskab, men ville gå sig en tur, hun nikkede stille, men følte ikke rigtig hun havde så meget at sige i denne sag, det var jo Lazarus gæst, og ikke hendes, det eneste hun ville gøre, var at være en smugle venlig over for menneske pigen. Stadig forstod hun ikke idéen om at have en kvinde som Kajika i huset, eller Lazarus angivelige kone Angelie i huset heller, men sådan var det jo, alt kom til sin ret, og hun var sikker på at hendes bror havde en meget god forklaring på det, hvis hun skulle finde lysten til at spørger ham. Langsomt vente hun tilbage til hendes broder, med glasset i hånden som var blevet hende skænket, og nippede lidt til den, yderst tilfredsstillende smag, der gled ned af hendes spiserør, hun havde nu aldrig smagt noget bedre, end blodet fra en nyfødt. "Det er både og, min kære broder. Dæmon familien Lemoris.. prøver stadig at overtage vores territorium, i Itailen, og jeg må sige, at det var noget af en overraskelse da jeg opdagede at herskeren her Malakel, er i familie med de usle dæmoner, som har prøvet at tage Italien fra os i årevis. Men ud over det, så ja, jeg er bange for at vores fader har trukket sit sidste strå, jeg er så træt af, ikke at opleve noget, at han ikke lader mig komme ud for palassets fire vægge, og det driver mig til vanvid, at jeg ikke kan læse omkring de ting, der vækker min nysgerrighed.. ikke alt kan læses i bøger desværre, man har også brug for at opleve tingene.." hun grinede sin klingene barnelatter og rystede en smugle på hoved, og sin utrolig fjøllede tanke gang, men sådan var det nu, og hun ville så ment ønske hun ikke havde alle disse drømme, og hendes fader ville være stolt af hende, men de vidste vel alle sammen, at sådan lå landet ikke.
"hun er vel bare forvirret såment, jeg vil gætte på" brummede hun ned i glasset, da endnu en slurk blev taget, "sådan er det med kvinder, de tænker over for mange ting, og snakker for lidt omkring det.. det som der som man skal være mest opmærksom på, er at de for det meste skylder skylden på dig, fordi du ikke så at der var noget galt. Så mit råd, trods du ikke har bedt mig om det, ville være at snakke med hende, om hvad der foregår. For noget foregår der."
Hun lod sig dog hurtig rive over i det andet samtale emne, omkring hvad hun i det hele taget havde af planer jo, det var vel meget simple "lære ting, jeg ikke kunne der hjemme, og blive bedre til at forstå de ting jeg læser omkring, men selve licensen af mit besøg, den tror jeg, jeg beholder lidt endnu, men, jeg føler også, jeg mangler at gøre noget for dig broder, nok har jeg aldrig prøvet at vælte dig af stolen som arving, men jeg har hellere aldrig gjort noget for dig, og det.. vil jeg mene var på sin plads at gøre noget ved, så er her vel også.. for at se om jeg ikke kan gøre nytte her" hun løftede glasset og drak lidt mere af den fortryllende drink.

Kajika sad stille udenfor og nød den dejlige sol der så frisk stod højt på himlen og lod ingen berør den eller dække den, denne specielle dag, hvor hun netop havde stødt ind i to fuldblods? hvilket var en yderst sjældenhed?, dog var dette ikke så tungt lagt i Kajikas hoved, det var mere alle de sædvanlige ting fra skolen der plagede hende og så de dumme mareridt om hendes død? ikke en nej 3. Hun bed sig let i underlæben og betragtede Varulvene og elskede at drille dem lidt ved at tage halskæden af og på af og på så de troede de måtte spise hende og så alligevel ikke og så igen?. Hun smilede lidt over det, dog 2 af dem angreb slet ikke hver gang hun tog den af?, nej.. de havde skam snakket i noget tid hende og de 2 varulve, ham der var leder over dem og så lederens støtte. Det var de sort brune varulve, de var de mest smukkeste når de var ulve. Hun smilede lidt over det og strøg let håret til siden og lagde sig så ned på græs plænen og mærkede solens stegende hede der var det stærkeste våben mod en vampyr. Hun så let på det sorte mærke fra hades, hendes forbandelse der ikke tillod hende at være over middel af et almindeligt menneske eller vise en anden form for dyrisk natur end menneskets natur, eftersom Kajika aldrig havde været menneske og så nååårh ja nogen gange gik mærket på hendes håndled på størrelse med en tommeltot? amok og angreb hendes nerver så de gik i spas..
Hun lyttede let i det hun hurtigt satte sig op og gik indenfor døren og stoppede op overfor Lazarus og Annabel, hun kunne skam se dem derfra hvor hun stod ude ved gangen. Hun betragtede dem stille i det hun bed sig i underlæben og gik stille hen af mod dem og sagde"Godmorgen Lazarus eller god eftermiddag? " Hun smilede halvt til ham og så temmelig neutral ud i ansigtet dog en smule glad. Hun så stille på dem begge to og sagde"frøken Annabel" hun gav et let hovednik fra sig eftersom de havde set og hilst på hinanden jo?.
Dog Kajika lod hendes blik betragte dem og sagde formelt"Må man være med i samtalen ?"

Lazarus kiggede ikke på Kajika men det han sagde så ud til at være rettet mod hende ’’ Du kan være med i samtalen.. Dog forventer jeg at du intet siger til andre om hvad denne samtale omhandler ’’. Lazarus smilede da Annabel sagde hun ville gøre noget for ham. Det var som en vigtig brik i hans plan nu var blevet en del nemmere. Lazarus nikkede mod Annabel og sagde blidt ’’ Kære søster.. De ære mig ved at tale således… Jeg har skam en område jeg ønsker deres ekspertise på.. Ser de.. Jeg har hørt rygter om at fire magiske sværd befinder sig i Di Morga.. Barishans sværd, mit sværd og de 2 sværd Zane engang havde... Legender siger at disse fire sværd faktisk er fire dele for et samlet sværd.. Et sværd hvis kræft er uovertruffen.. Dog ved jeg ikke om disse legender er sande eller ej.. Det er der du kommer ind i billedet min kære søster.. Kan de undersøge sagen.. Finder de ud af at legenderne er sande.. Så må jeg bede dem om at klargøre det ritual der samler disse sværd ’’. Lazarus tog en slurk af hans glas med blod i og smilede dystert ’’ En konge har jo brug for et mægtigt våben der indgyder frygt og rædsel i hjernerne på alle mine kommende undersåtter.. Som de nok ved kære søster, så ønsker Fader at jeg overtager Di Morga.. han vil vide jeg kan regere et rige før han gør Klanen min.. Jeg har tænkt mig at regere Di Morga i mit billede… Jeg vil skabe et land hvor alt håb bliver kastet ned i mørket… Hvor den eneste glæde i livet ville være døden.. Jeg vil lære folk at de skulle have værdsat Zane og Malakel som konger… For nu vil en ny ære starte.. En ære som aldrig før ’’. Lazarus øjne lyste nærmest op. Det var som så han frem til denne dag. Det var som havde han uendelige mørke og ondskabsfulde planer. Han ville bringe Di Morga ind i en tidsalder hvor Kongen var aktivt set omkring… Hvor man aldrig kunne vide sig sikker for hans inkvisition.. Lazarus ville skabe et land styret med en koldhed og fordrejet ondskab som selv Zane og Malakel tilsammen ikke ville kunne have skabt. Han var overbevist om dette var muligt for ham. Lazarus havde også afsløret en del af hans plan. Han ville åbenbart samle et legendarisk våben. En våben der ville give ham overhånden mod Malakel. Dog virkede det som om dette våben kun var en lille del af hans plan.

Med hensyn til at Kajika nu følte for at skulle deltage samtalen, sagde hun intet til, i denne sag havde hun faktisk intet at sige. Det var hendes bror som bestemte her, og det ville være hans opgørelse om menneske pigen skulle deltage i samtalen, eller blive sendt op til hendes værelse. Hvad det blev, var faktisk Annabel ligeglydigt. Hun var her for at snakke med hendes bror, også måtte venskaber komme i anden rækker, anderledes kunne det bare ikke være. Og det måtte selv en som Kajika forstå. Det burde alle forstå som der involverede sig i familier som Chimera. Det var ikke bare nogen man blev en del af, man skulle virkelig gøre sig fortjent til det. Og hvad denne menenskepige havde gjort, og var for hendes broder var hende et mysterium, og hvis hun skulle være ærlig over for sig selv, var det ikke noget som interesseret hende særlig meget, selvom hun var ret sikker på at denne kvinde, pige, havde en vigtig del i alt dette med at overtage Di Morga.
Hun rystede langsomt tankerne ud af hoved, og vent opmærksomheden tilbage på det, som den hele tiden skulle have været på, nemlig hendes højt elskede broder, og lyttede intenst efter, da hun havde på fornemmelsen at dette var noget der ville sætte hendes værdighed, og ligeledes hendes loyalitet på prøve. Og dette skulle ikke, kunne ikke fejle. Dette var noget hun skulle finde ud af, men først skulle hun vide hvilket slags ritual han havde i tankerne, inden at hun begyndte at tænke på noget andet, og så ledes blev det. "Hvis jeg må være så.. uhøflig, at spørger om hvilket ritual du havde i tankerne, inden at jeg påtager mig denne opgave. Selvom jeg ikke skulle mene at det ville være noget problem for mig at finde ud af om dette skulle være sandt eller ej.. men spørgsmålet er også, hvor diskret vil du have jeg skal være?" hun lænede sig længere frem ad, med vinglasset i et løst håndled, mens hun svingede væsken lidt frem og tilbage, inden hun atter placerede sig tilbage i den stol hun sad i, og drak noget mere af denne velsmagende drik. Ja, hun fik virkelig kun det bedste. "Men jeg må give dig ret min kære broder, ingen kongen burde gå foruden et mægtigt sværd. Og et mægtigt sværd skal vi nok få skaffet til dig." et stille smil dannede sig hen over hendes læber, da hun så hvordan at Lazarus øjne begyndte at lyse op, endelig fik han en chance for at vise deres fader hvad han duede til, og for at nå dette mål, ville hun helt uselvisk hjælpe ham. Eller, helt uselvisk, kunne man vidst ikke kalde det. Men det ville jo komme senere, der var ingen grund til at løftet slåret for hvad hun tænkte, og hvad hendes planer var. Men man måtte jo se på, at alle vampyrer ville have mere, og mere. De havde så lang tid til at leve i, at man kunne nå det hele, så hvorfor ikke få så meget ud af det, som man kunne. Og hun var sidst i arverækken til at få noget som en lille del af pælasset, så hvorfor ikke gøre sig gode venner med den person der stod til at arve det hele.. hvis han altså fik dette til at lykkes.

Kajika betragtede Lazarus og nikkede stille dog havde hun egenlig ikke den store interesse i at blande sig i deres lille magt snak og hvad der ellers måtte findes i denne snak om krig og troner samt hærdømme. Hun strøg let håret til siden og trådte så stille hen til en af reolerne der stod inde i stuen nær pejsen og trak så en bog ud og satte sig stille i sofaen og læste i bogen mens hun halvt fordybede sig i den og halvt smugelyttede til Annabel og Lazarus samtale?, skønt den dog ikke virkede spændende for hende, den virkede mere... kedelig og det samme grå hul som altid, overtage det ene og herske over det andet, skønt hun udemærket forstod selveste planen og os at Lazarus ville være hersker, dog var det ikke så vigtigt for hende eftersom hun stadig var et ubetydeligt menneske for hele verden omkring hende skønt... Hades havde mærket hende men dette mærke var kun til smerte for hende og ej til gavn eller mutant kræfter som i X-men eller tegnefilm, spiderman?. Hun sukkede let og lukkede bogen sammen i det hun stille så over mod de store bogorme fra flere årtier og sagde stille dog nervøst for deres svar"så?.. jeg tænkte når det bliver aften vil i så med udenfor og gå en lille tur, i ved... få rørt os, måske opdage mere af dette land end blot byen og forstæderne?" hun smilede let for at lette stemningen og prøvede at virke imøde kommen for Annabel men samtidig os virke åben for hele denne plan"Så er der intet jeg kan hjælpe med angående denne storslået plan, har jeg en plads i den.."

Lazarus nikkede til Annabel. Så kiggede han mod Kajika ’’ Jeg går ud fra vi kan tage en enkelt aften uden at snakke om planer.. Det er lang tid siden jeg rigtig har kunne snakke med min kære lillesøster.. hvor er mine manere sådan at bryde ud i snak om mine planer når de næsten lige er ankommet.. Der vil blive tid nok til at snakke planer senere ’’. Lazarus klappede let Annabel på hovedet som var hun en lille pige. Lazarus satte sine hænder i lommerne på sin frakke og hævede et øjenbryn. Et svagt falsk smil viste sig på hans læber. Annabel havde tit set dette smil. Lazarus smilede næsten aldrig oprigtigt. Da han var yngre havde han sagt ’ Smilet er en latterlig ting.. Dog har det en brugbar effekt ’. Lazarus sagde køligt ’’ Jamen siden det virker til vores samtale keder vores dødelige lille menneske pige.. Så må hun jo have en god ide til hvordan vi kan underholde Annabel her ’’. Lazarus rystede på hovedet let og kiggede på Annabel igen og smilede svagt igen ’’ Lillesøster.. Har de nogle ønsker af underholdning.. Måske et smut forbi Terra.. Et hurtigt måltid.. Sig endelig frem og de vil få det som en gave for at beære mig ved at jeg må have dem boende.. Og fordi jeg har din støtte i at overtage Tronen ’’. Lazarus stoppede sig selv da han igen skulle til at komme ind på emnet om den Trone. Lige siden Annabel kunne huske havde Lazarus altid haft meget svært ved at bryde fri for hans planer og arbejde. Han var en arbejdsnarkoman. Ligemeget hvor eller hvem han var sammen med tænkte han ofte på disse planer. Det gjorde når andre havde det sjovt virkede han fjern og ligeglad. Der var meget få ting der kunne få ham til at slappe af og nyde en aften.

En latter blev slået op fra den lille pige, da hendes bror begyndte at snakke om, at det var ham uhøfligt at bryde ud i hans planer, om overtagelsen af tronen. "Du har intet at undskylde for min kære broder, det er sådan vi kender dig bedst, snakke omkring de bedrifter du har tænkt dig at udføre i løbet af den kommene tid, jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ville kende dig, hvis du ikke havde indledt mig i dine planer, selvom at det vel også kunne have været en tegn på, at du ikke ville indblande mig.." hun smilede stille, og en rystelse på hoved blev bragt frem, da hans hånd lagde sig på hendes hår, og klappede hende let; Som var hun en lillepige. Alt i alt, var hun jo den yngste i børne flokken på fire, den eneste pige, og den eneste med det ravne sorte hår, det samme som hendes fader havde.
Nok den eneste der overhoved tilknyttede hende faderen, nej hun havde tilbragt mere tid sammen med hendes bøger, dukker og spil, end at være sammen med hendes fader og brødre. Det var dog først for nogle måneder siden at det var begyndt at gå hende på, at alt hvad hun gjorde bare ikke var godt nok, det sorte får i familien. Det var vel det man kunne kalde hende. "Jeg høre at der vil være en forårsfest igang, det ville faktisk være mig en stor fornøjelse at komme lidt ud, og jeg ville mene at smutte til terre og få noget at spise, ville være meget uhøflig for vores unge menneske pige her.. og jeg har nu aldrig været til en fest før, med andre mennesker, end vores familie, så ville du gøre dig den ulejlighed, at eskorte os til denne fest? Eller, ville det være for stor en ubelejelighed for dem broder?" hun vente de katte grønne øjne over mod Kajika, og smilede venligt til hende, for at se hvad hun fandt om denne idé, at tage til en fest som denne, der ville sikkert være mange væsner, væsner som før hen var blevet hende nægtet at færdes med. Måske dette kunne være en opløftende mulighed.

Kajika mærkede et lille stik i siden i det hun hørte fest, den eneste fest hun havde oplevet var skam den på skolen de havde holdt sammen med en anden skole?, og det var på en idræts dag efter den skam. Hun så let mellem Annabel og Lazarus i det hun bed sig stille i underlæben ikke meget, blot for at få lidt af den trykkede stemning glemt fordi den fyldte så meget, at den ligefrem pressede på hendes følelser der fik hendes indre til at eksplodere efter luft for at komme ud. Hun så lidt til siden og betragtede langsomt de mange bøger på reolen og derefter den smukke pejs og overvejede lidt om hun måske blot skulle trække sig tilbage, disse fuldblods når de var samlede, de virkede ikke til at være yderligere for gæstfri til et svageligt menneske som hende.
Hun betragtede dog Annabel da hun nærmest mærkede en glare hende i nakken og hendes øjenbryn løftede sig i det hun sagde"Hm en fest, lyder meget passende for i dag?" hun så lidt på Annabel og sagde"Så har du aldrig set Terre før?" den jordbær røde tunge slikkede sig let om læberne dog blot for at fugte dem så det var skam ikke en langsom og forførende process.
De lange finger strøg igennem hendes farvede blonde hår skønt hun havde en lettere lys blond farve i forvejen så havde det ikke været hvid blond, men tsk hva kunne farve ikke gør nu om dags?.
Kajika rejste sig stille op og strakte sig i det hun ikke kastede et blik mod Lazarus foreløbig, dog var dette ikke med vilje men hun var blot mere nysgerrig angående den nye gæst end Lazarus tilstedeværelse, alt gik ikke op i mænd hele tiden.
Hun smilede til Annabel og lod blidt øjnenes blik glide mod Lazarus dog med et smil os over læberne.
Dog anede hun ikke hvad hun skulle sige.

Lazarus kiggede på de to unge damer, skønt Annabel faktisk ikke var så ung. Det var hun dog i hans øjne. Hun ville altid være den lille pige der altid holdt sig for sig selv mens hendes brødre var ude og more sig. Lazarus var glad for hun nu faktisk udviste interesse for andet end bøger og magi. Da snakken om forårs festen blev fragt på banen kunne Lazarus ikke lade være med at tænke over det. Det ville nok ikke være smart for ham at vise sig der. Malakels mænd ville sikkert være over det hele og det var sikkert et vattet forsøg på at lokke hans fjender ud af skyggerne. Dog kunne han ikke se hvorfor Kajika og Annabel ikke kunne tage af sted. Lazarus kørte en hånd gennem hans hår og hans mørkerøde øjne vendte sig mod pejsen ’’ I to unge damer kan tage af sted.. Sådan en event er ikke smart for en der vil overtage tronen at deltage i… Dog syntes jeg at i to skal anrette en fest her på.. Ja slottet.. Jeg ved hvor meget du har set frem til at møde nogen af Di Morgas beboere, kære lillesøster.. Derfor vil Kajika hjælpe dig og lave en gæste liste over de folk hun finder det klogt at du lærer at kende.. Hun vil derefter også lave en kort beskrivelse af disse gæster som du kan bruge.. Jeg ved jo du elsker at vide alt om folk før du overhovedet snakker med dem.. Alt i alt.. Kajika.. Hjælp min søster med at planlægge en lille fest ’’. Lazarus stak sin hånd ned i sin inderlomme og trak et bundt penge frem. Lazarus kiggede på Kajika med et køligt blik ’’ Der burde være penge nok her.. Jeg forventer at Annabel har det sjovt med at lave denne fest.. Sker det ikke vil du blive straffet menneskepige ’’. Lazarus vendte sig om og satte sig over i hans stol igen. Han lyttede dog til om pigerne kunne lide hans ide.