Feeling Damn Good - Annabel

Sted: Porten – Havnen
Omgivelser: Skibe, få biler, træer, sten ellers ikke så meget andet.
Vejr: Køligt, aften, tidligt forårs vejr.
Tid: omkring 18.

Langsomt vuggede de lige så stille frem og tilbage som om vinden og bølgerne vuggede dem stille hen i en søvn han end ikke kendte til, en søvn der aldrig havde været i nærheden af ham, aldrig havde været en mulighed for hans stille og ganske triste liv. Langsomt blev øjnene lukkede, og den røde farve var atter væk da de blev åbnet igen, en mørkblå farve skar sig igennem luften, og kiggede ud imod horisonten hvor solen havde ladet sig ligge neden under, den havde været væk i en halvtime, og det var der han havde ladet sig vandre ned imod dette sted, forklædt som en skygge, gemt væk i mørket, og medbragte kulden med sig, som kunne få folks hård til at rejse sig, som om der stak uendelig mange nåle af is ind i dem, og fik smerterne til at vokse, fik frygten til at sejre, fik dem til at krybe for mørkets herre. Langsomt forsvandt han, dukkede op et andet sted, forsvandt atter igen og dukkede nu op helt nede ved kanten til havet der skvulpede op imod de mægtige sten som holdte det tilbage fra byens overflade så der ikke kom oversvømmelse, og skabte total ødelæggelse over den store by, det store land, det var lige før man kunne kalde det, det fyldte næsten hele Frankrig, faktisk det halve af det, og om nogle ti år ville grænsen fra den normale til den overnaturlige snart være rykket højere op, og længere ind over Spanien hvis han ikke tog meget fejl. Et stille suk gled igennem hans læber, og tankerne gled hen på hans lille ankomst til dette, lille rige der var her, før hen havde han boet i den nordlige del af Frankrig, militæret var ved at blive stram om næbet, og begyndte at tjekke familierne for overnaturlige, så han havde taget benene på nakken og flyttet ned til den sydlige del af Frankrig hvor Di Morga lå, sammen med hans mor og yngre bror.

Mørket havde lagt sig over Di morga, for en halv time siden. Synet af solen gå ned, havde endnu ikke været noget, som hun havde set i sit liv. Og hun havde det som om, at hun faktisk manglede noget, at hun ikke oplevede det i sit liv, som hun burde. Hvornår at disse følelser, egentlig var begyndt at spille ind, vidste hun ikke rigtig, hun havde prøvet alle mulige ting. Hun havde læst omkring ritualer, som plejede at få hende i bedre humør, hun havde endda gået så vidt, at brudt ind på biblioteket, hvor hun kunne se en solnedgang. Men intet gjorde hendes liv bedre, hvordan hun var begyndt at se på sig selv, omkring hendes undseende, hun lignede en lille pige. En lille pige på ti år, hvor hun faktisk var seksten, hvorfor skulle det være så svært for hende? Hvorfor kunne hun ikke, ældres lige som alle de andre fuldblodsvampyre? Det var de tanker, som gled igennem hendes hoved på det seneste, nogle tanker som aldrig nogen sinde havde været der før, og de blev bare værre og værre. De var alt opædende, især fordi hun vidste at hun slet ikke burde tænke sådan, og hvis denne forfærdelige hemmelighed, nogen sinde kom frem i lyset, ville hun være en skændsel for hendes familie. Hvilken vampyr, ville bytte sit liv, for at blive et menneske? Selv hun fandt det afskyligt at tænke på. Måske var det af den grund, at denne pige, eller kvinde kunne man vel også kalde hende. Var endt nede på havnen, af alle steder. Hvad hun lavede her, vidste hun ikke en gang selv, men luften gjorde godt, mod den uendelige tanke gang. Iført var denne pige en hvid trøje, som var lettere gennemsigtig, hvor der ikke var et blomsteret mynster, så man kunne se noget af den sorte bh inden under. Selvom at det ikke støttede op omkring særlig meget, som sagt var hun ikke den flotteste pige på seksten år. Der ud over, var den hvide trøje stoppet ned i nogle sorte stramme shorts, som sad lidt over midten af låret. På sine fødder var der nogle læderstøver der gik til midten af hendes skindeben. Det lange sorte hår, blafrede langsomt i vinden, og kastede sig som slanger hen over hendes smalle perlemor hvide hud. Det var faktisk et meget smuk sted, og lyden af bølgerne der langsomt skvulpede op af kajen var afslappende, hvorfor havde hun ikke tænkt på at gå her ned noget før? Hun følte sig næsten som et barn igen, med et lille grin, hoppede hun i gadedrenge hop hen mod kanten af havnebassinet. Hurtigt lagde hun sig fladt nede på maven, og stirrede forundret ned i det mørke vand, som langsomt dansede frem og tilbage, op af de rå kanter, som den efter længere tid var begyndt at blive slidt ned. Vand havde en utrolig nedbrydende effekt når alt kom til alt. Alt i denne blindhed, over hendes nye fund af det smukke hav, havde hun end ikke lagt mærke til at der var andre til stede, at der endda var en anden vampyr til stede. Optaget af dette fenomen, som hun næsten intet kendte til, måtte hun i sit stille sind gøre sig klar på, at dette var noget hun skulle hjem og studere, hvordan var vand lavet, hvor kom det fra? Og hvorfor, hvorfor var det så smukt. Hun havde så meget lyst til at glide ned i det, og lade det opslutte hendes nøgne krop. En let blussende rød farve af blod der strømmede til hoved, kom til syne i kinderne, da hun tænkte over at være nøgen, muligvis havde hun levet længe, men mange ting var blevet hende nægtet, aldrig havde hun været særlig meget uden for, og at trodse hendes fader og tage med ham, til Lazarus, var noget af en bedrift. Det hun havde set, var deres slægts slot indvendig. Og haven når natten var faldet på. Så mange uopdagede ting, hun måtte tage sig til at beundre.

Læberne blev langsomt fugtede, og blikket blev drevet hen imod de evige klagende fugle der skreg efter maden der aldrig rigtig syntes komme, ind i mellem dykkede de fiske glade måger ned i dybet og fangede en sild eller to, hvorefter de fløj afsted mod deres rede, gav ungerne noget eller beholdte det for sig selv. Han brummede en smule, gik en smule længere hen imod kanten til skibskajerne, som tårnede sig op imod den ene til den anden, med deres høje master der langsomt viklede sig ind i hinanden den lette vind. Langsomt lukkede øjnene sig, og blikket gled hen imod lyden af trappende fødder ned imod asfalten som en hurtig march der ikke rigtig kunne bedømmes. De mørke blå øjne gled rundt, og gled derefter hen og landede på en yngre kvinde, hun så i hvertfald sådan ud, efter hans synsfelt, dog kunne der tydeligt mærkes på luften at kvinden, dette modsatte køn end det han selv var. Var en vampyr i første klasse. Uden nogen form for angivelse om han var glad eller sur i ansigtet gik han længere hen ad imod kanten, forbi pigen der nu havde lagt sig ned på jorden, som om hun ville tiltrække jordens sten til sig, og bruge det til et beskyttende skjold over hende, og derefter kaste der afsted i tusind former for missiler der rev sig igennem hver evigeneste lille form for genstand. Ufattelig tanke gang han havde, en ufattelig totur, han kunne bruge inden længe. Langsomt satte han sig ned og lod sine ben lægge sig hen over kanten, og kiggede derefter hen imod horisonten som så ud til at række ud imod det uendelige. Og selvom han kunne se længere end de fleste andre væsner, syntes denne horisont bare at blive ved uanset hvad. Han sagde dog ikke noget, tavs som var det hans død, han altid havde levet i.
Den simple påklædning bestod ganske enkelt af en, læder jakke, og derefter nogle tæt siddende skinny jeans, som fremviste hans muskuløse ben, og en simpel mørkegrå trøje, inden under som sad lettere løst på hans overkrop. Endnu en dyb indånding, hvorfor han gjorde det havde han ikke svar på, det var rart at der faktisk var noget inden i ham der virkede. Uendelig mange spørgsmål som han kigget på, søgt efter, og ikke mindst efter svaret som aldrig syntes at dukke op. Fordi der var så mange andre mulige svar, og alle virkede så sandsynlige. Alligevel havde han også overgivet sig til historien og dets fortællinger omkring det hele. Og hvordan racerne stod til, men nok mest fordi hans egen familie var så tæt på den almægtige, der nu lå gemt nede i grotterne, på nordpolens mørke dystre underverden. Hvor han hvilede til evig tid. Han var vidst ikke død, så vidt han huskede, men man kunne aldrig vide, men nogle millioner år var han vidst. ”Hvem er du?” spurgte han så og hentyde til pigen der lå på jorden og betragtede oceanet som lå henkastet foran dem som var det himlen.

Endnu havde hun ikke lagt mærke til, at der var andre til stede. Hun elskede dette, og ville ikke gå glip af et enkelt minut, lige nu var hun ligeglad med hvad folk ville tænke omkring hende, når man så hende, ligge det. En adel vampyr som havde smidt sig selv ned på jorden, hvor ville hendes far dog havde været rasen hvis han havde set hende, og kæftet op omkring, at dette ikke var en måde man opførte sig på. Hun havde endnu ikke opfanget at der var en anden til stede, og hun plejede ellers at have en utrolig god lugtesans, i det hele taget var hendes sanser utrolig skabe. Men lige nu, var hun mere optaget af vandet som der skvulpede frem og tilbage, hvordan at det opslugte bådende, og lod sig glide tilbage. Lysten til at bare forsvinde nede i havet var stor, men var det farligt? Hvor vidste hun dog lidt, omkring verden uden for. Hun for sammen med et set, da hun hørte en stemme, som spurgte hvem hun var. Som et lyn var hun oppe og stå igen, klar til hvis hun skulle blive angrebet. I stedet så hun den unge mand, som tydeligvis var vampyr som sad ikke så langt fra hende, og først der sivede ordende ind i hendes hoved "Det har ingen værdig for dig" sagde hun, med sammen knebene øjne, og havde det ikke særlig godt med dette, hun havde aldrig før mødt en anden fuldblods vampyr uden for hendes fars fire vægge. Dette var en stor begivenhed for hende, og.. utrolig underligt. Og som nysgerrigheden hopede sig op, havde hun svært ved at holde spørgsmålende tilbage. Hun følte sig som om hun kun var 100 år, og ikke over 1500 år. Dette var forvirrende, alt, alt forvirrende. Hvorfor havde ingen forbedret hende på sådan noget?

”Ja… hvad rager det mig?”… sagde han så og trak på skuldrende, hvor efter han kiggede på hende, og lagde hurtigt mærke til de forblivende hugtænder imens hun talte, ”Men fuldblods skal jo kende hinanden ikke?” kom det så fra ham, med et skævt heh, i den ene mund vige, og lukkede øjnene imens hænderne forplantede sig ned i buksernes lommer, og stillede sig solidt, med det ene fods tæer imod jorden, så selve skoen bøjede sig skarpt fra vandret til lodret, hvor med den anden fod stod fladt ned imod jorden. Vinden trak let i hans hår, og drev det væk fra ansigtet, hvor efter de mørkeblå øjne åbnede sig, og kiggede direkte ind i hendes katte grønlige øjne der skinnede svagt i den tyste aften mørke, roligt gik han hen imod hende, tog hendes hånd op imod hans mund imens ryggen bukkede let, ”Tillad at introducere mig selv… Dary Sky Capere… Og De Frøken?” Kom det så fra ham lod sine kolde læber hvile imod hendes, hvor med de to hugtænder pressede sig imod hans tynde hud, som var læberne. Slap efter en tid hendes hånd med mund og hånd og lod den komme frit afsted, og hans egen skikkelse rankede sig op til en lige position, og betragtede hende lige så stille. Selv var han en af de mange i hans klan, som levede i Spanien, og styrede store dele af stedet, havde faktisk en rimelig god indflydelse på stedet der nede, og selvom at de mange som troede de styrede landet prøvede på at bryde Capere familien ned, lykkeds det aldrig. Og selvom de ikke ville indrømme det, gjorde fuldblods slægten Spanien en stor tjeneste. Men sådan var det vel, verden kunne ikke acceptere alting. Roligt lod han hænderne endnu engang glide ned imod sine lommer.

"undskyld.. mister, men rager er et meget hadefuldt ord" mumlede hun, og følte sig som et meget lille barn i hans nærvær. Aldrig havde hun mødt en anden fuldblodsvampyr som sagt, og dette var, noget som der gjorde at det prikkede over det hele. Som hvis at man ville begynde at svede, og ikke kunne lade være med at stamme, af nervøsitet. Hvorfor hun sådan her? hun burde virkelig tage sig sammen, inde i hendes hoved, kunne hun høre hvordan at faderen skreg af hende, og sagde hun skulle tage sig sammen. Men hun kunne ikke, hele hendes mund var pludselig så tør, som havde hun spist en masse sand, stemmen var forsvundet, og hun ikke længere kunne finde ord, som vidste hun ej hvordan man skulle tale. Hun var lige ved at rive sin hånd til sig, og sende en syngene lussing direkte imod hans ansigt, dog der fik hun fatningen tilbage, og stirrede bare tåbeligt på ham, da hans læber ramte hendes håndryk, sendte han tusinde af kuldegysninger igennem hende. Hvor kom alt dette fra? Det var ynkeligt, og hun måtte virkelig tage sig sammen, lige nu! Men det skete ikke, der stod hun som lammet til stede, og hørte knap nok hvad han sagde til hende, kun lige opfangede hun hans navn, men så var resten også tåget. Først da han havde givet slip, og hånden af hendes var faldet ned langs siden igen, at hun ligesom begyndte at vende tilbage til verdens overflade, efter at være fanget i hendes eget tankespil.
"Annabel Chimera, datter af regenterne over Italien, hvis man så bort fra dæmon familien Lemoris der prøvede at overtaget det som er vores" for et sekund, blev hendes øjne helt blodrøde af raseri, inden at det vente tilbage til den normale grønne farve "Hyggeligt at møde dig, vil jeg tro" sagde hun med et stille, og sit sædvanlige nuttede ung pige smil, som hun havde det med at kunne fremstille. Hendes forældre havde altid svært ved at stå for det, hun havde da også scoret mange gode ting, ved at være den eneste pige i børneflokken. Hurtig rystede hun tanken fra sig, og lod langsomt de slanke marmor hvide hænder børste de mange sten og andet der var kommet på hendes ben og tøj.

Han trak langsomt på skuldrende til det med at ’rager’ var et hadefuldt ord, og kiggede lidt på hende inden han smilede skævt, ”Det kommer vel så meget an på hvilken sammenhæng du bruger det i… ikke?” Blikket betragtede hende roligt, hvor efter øjnene gik hen i en mørkrøde farve da han ikke havde grund til at skjule sin rigtige identitet, selv den på sin hvis var rimelig svær at skjule når hans hugtænder sådan set var forblivende. Langsomt nikkede den noget yngre vampyr, til hans ligemand, mere over det som hun sagde, omkring at hun hed Annabel, og var en af de mange regenter i Italien. Han trak på skuldrende til det sidste hun sagde omkring, at hun ikke var sikker på at hun var glad for at have mødt ham, stort set gjorde det ham ikke det store, ”Når… så regenterne fra England, og Italien er her os… hmm så mangler vi lige de andre europæiske lande…” sagde han så, og kiggede lidt rundt hvorefter blikket lagde sig på en bænk der var en smule længere væk, og gik der hen hvor han så fik sat sig ned på den, hårde træ overflade der udgjorde sædet, og lænede ryggen op af træ lænet. Livet var nu rimelig indviklet, også på sin vis var han rimelig glad for det ikke var ham det gik ud over, og å en eller anden måde… ville han ønske han rent faktisk kunne mærke hans hjerte banke, på en eller anden måde, også igen gad han ikke engang have det til at være der. Men som sagt… vampyrer var vel på sin vis også meget menneskelige, med eftertanke omkring at de rent faktisk kom fra dæmoner og mennesker.

Nysgerrigt løftede hun blikket, og lagde hoved lidt på skrå, mens at tænderne let satte sig i den ene side af underlæben. Den venstre for at være helt korrekt. Hun tog en dyb indånding, og skubbede alt det med at være formel, og adel væk fra sig, og gik langsomt efter ham, og satte sig pænt ved siden af ham. Med det ene ben lagt blødt ned af det andet, som lå de i en bue, og foden støtte på den fod som der var plantet søllidt nede på betonens ru overfalde. Lige som hendes moder altid havde lært hende at sidde. Hun sukkede stille, og lod tænderne spille dens tag rundt omkring hendes bløde læbekød "Hvad mener du med, at Prinsen af England er her på stedet? Er han virkelig det? Og hvad med Spanien? Er de her også.. siden vi mangler resten af de europæiske lande, hvilke altså er ret mange, så ville egentlig hellere sige, at vi mangler dem fra U.S.A.. ikke for at være uhøflig" sagde hun venligt, med et sødt smil hen over læberne, mens at de store øjne, betragtede ham af nysgerrighed.
Mange gange fandt folk hende nedladende, fordi at hun altid skulle rette, måske nogen gange i grammatik, andre gange fordi at det de sagde, ikke var korrekt. Men hun gjorde det jo for det meste altid i god mening, det var vel i grunden ikke hendes skyld, bare fordi at hun vidste mere end dem? Hun havde jo oprindeligt ondt af dem, selvom det i sig selv, måske var lidt ondt at sige, at man havde sympati for dem som der ikke var lige så klog som en selv. Men hvad, hun mente det for det meste godt. "Er du også prins?" kom der igen nysgerrigt, mens at smilet på læberne, blev en smugle større, mens den ene hånd, begyndte at vride lidt i fingrene på den anden, noget hun gjorde, når spændingen og nervøsiteten startede. Faktisk, ville hun gerne blive venner med denne mand, der var noget interessant over ham, og hun ville godt finde ud af, hvad det var, som der gjorde ham så fandens tiltrækkende.

”Heh…” kom det fra ham, og kiggede på hende med halvt lukkede øjne og betragtede hende lidt, imens de mørkerøde, syntes at blive mørke, lige før man kunne se dem flamme ganske varmt, alligevel var de lige så almindelige som alle andres, ”Prinsen af England er ham skam… Lucas Raguel Kain Connelly…” endnu et ’heh’ gled ud af hans mund da hun nævnte Spanien, og betragtede hende lettere intenst i et kort øjeblik og trak lidt på skuldrende bare for at spille lidt komedie, han så ikke den store grund til at skulle røbe sig selv fuldstændig, ”Well… hvad tror du selv, Senõrita?” kom det så fra ham med et skævt spøgende smil, som i at hun burde gætte sig til hvem han i grunden var, og lænede sig tilbage og lagde armene om bag hans nakke og kiggede på hende med et stille smil, hvor med han kiggede lidt rundt uden at sige yderligere omkring sin identitet, og lod sig bare trække tiden ud og slappede af i den friske aftenbrise der skød hen over den åbne havn hvor måger og skibe skreg og knagede. Langsomt los han en hånd glide igennem det mørke hår, og kiggede lidt rundt, og nød bare den udsigt der var rundt omkring dem, et stille suk gled ud af hans læber, imens han tænkte over det, inden han åbnede munden, men det var sådan set mere for at gabe, og tage lidt søvn ud af det ene øje da han lige inden var taget afsted ned imod havnen havde taget sig en lille lur, mere for at få tiden til at gå, i stedet for at læse et par utallige poesibøger som han havde liggende rundt omkring i sin reol i det kæmpe studie, rum han havde der hjemme, det var mere eller mindre et bibliotek af poesibøger, trods hans gamle alder var han ikke nær så gammel alligevel, ikke efter hans mening, han syntes selv han var frisk som en havørn. ”Dejlig aften ikke?” spurgte han så med et lidt muntert smil på sine læber og kiggede lidt rundt inden han kiggede tilbage på hende og smilede en smule til hende, og betragtede det mutte ansigt hun kom med. Trods for at Dary var vampyr, var han ganske munter over for andre fuldblods… så dog ned på alle andre som ikke var det… men sådan var det vel… sådan var han født det var hans race, og han havde en højere stilling end de fleste andre i hiarkiet… så han ville nyde hans post der hvor han nu sad. Ventede i langtid før han rent faktisk gad at svarer på om han var prins eller ej, men lod sig så røbe, da han syntes han havde trukket det for længe ud. ”El día que de hecho sería aburrido si no era yo la señorita, qué no demasiado?” besvarede og spurgte han med et roligt smil på hans læber, og håbede hun fattede hvad han pointerede til.

"spændende, jeg har altid gerne ville se verden, desværre fik jeg aldrig lov af min far, før jeg for nogle dagen siden besluttede jeg ville flytte ind hos min far" sagde hun stille, og spillede lidt ved en løs tråd, ved det ene bukseben på de korte shorts hun havde på. Hun hold dog inde med at snakke for meget, fordi hun havde på fornemmelsen at det var det, som gjorde at hun skræmte mange folk væk. Hun havde jo prøvet at komme ud med dem, som hendes fader havde introducerende hende for, hun var jo altid set som den, der skulle føre navnet Chimera videre, ved at få børn. Men aldrig havde hun formået at finde en, som faktisk havde ville gøre noget ud af hvem hun i det hele taget var, og gået i dybden med hende. For slet ikke at sige, at faktisk holde ud af at hun var den person som hun nu en gang var. Og det havde efterhånden gjort, at enden så var hun drøn hamrende irriterende, eller også så holde hun bare sin kæft omkring de ting der kværnede rundt i hendes hoved. Men hendes stædighed var aldrig blevet taget væk fra hende, dog nogen gange kunne hun godt sætte sig ned og tænke en ekstra gang om, før hun gjorde noget, eller snakkede over sig, men for det meste, blev hun bare ved med at plapre løs omkring alt muligt, som folk ikke en gang gad at høre om. "Jeg ved ikke selv hvad jeg synes, det er jo derfor jeg spørger dig? Har hørt omkring prinsen fra Spanien, men har aldrig fået hans navn at vide, nogen siger også at det slet ikke er en prins med en prinsesse, så ved slet ikke hvad jeg skal tro på" mumlede hun stille, og trak på skuldrene, nogle gange så lyver bøger, selvom jeg for det meste retter mig efter hvad der står i dem, måske en af grundene til jeg flyttede her til, fordi jeg også gerne ville have lov til at være lidt mere inde i teknologien, det er jo fantastisk hvad en computer kan.." hun stoppede sig dog igen, for ikke at begynde at fable op omkring, hvordan at man bare kunne så de mindste ting op, også kunne man finde flere tusinde artikler omkring det. Virkelig utroligt, sådan en maskine, noget hun ikke rigtig havde haft adgang til, når hun var hos hendes far. Gamle sure irriterende vampyr. Hun brummede lidt, og kiggede derefter over på denne Dary, for at se om han faktisk havde tænkt sig at sige til hende, hvem det var, som var prinsen af Spanien, men af hvad hun kunne se, ville det slet ikke komme. Så hun begyndte langsomt at lytte til de lyde der funklede rundt omkring hende, naturens mirakler, som så mange tog forgivet, faktisk var det mest menneskerne, dem som der bare skulle igennem livet så hurtigt som muligt. Tænk, hvis de bare stoppede op, og kiggede rundt omkring dem, fandt alt det smukke i livet. Alt det som der var lige foran næsen på dem, frem for at vinde lykken et sted, som måske slet ikke fandtes. Det var egentlig tragisk, men de var mennesker, hvad skulle man forvente af dem?
Hurtigt vente hun hoved, da hun så at Dary's læber skiltes ad, i håb om at det nu endelig ville komme, sandheden om at Prinsen var her i landet, og at han vidste hvad han hed. Men der, måtte hun blive utrolig skuffet, irriteret skød hun underlæben ud, da han bare spurgte hende, om det ikke var en smuk aften, eller hvad det nu end var han faktisk spurgte hende om, irriterende underlige vampyr dreng, mand, what ever. "Den er vel fin nok" brummede hun mere eller mindre irriteret, og vente hoved den anden vej, han var sikkert en af dem, der mente at kvinder ikke havde så meget at sige i sådanne sager. Eller også fandt han det yderst morsomt at være irriterende, og presse andre folks nerver til det yderste. Hvor hun dog hadet sådan noget, hvorfor var hun dog overhoved begyndt at snakke med ham? Hvorfor lyttede hun dog aldrig til hendes instinkter, når det kom til disse ting.
Langsomt drejede hun dog hoved, da der kom nye ord ud af munden på fuldblodsvampyren ved hendes side, og hun hævede det ene øjenbryn, da det var spanske ord der kom ud af munden. "Du kan godt lide at være gode fuld var?.. Og jeg er ikke helt sikker på, hvem det dog skulle være der var prinsen, mit spørgsmål i første om gang, var.. om han i det hele taget var i Di Morga? Jezz" hun rystede på hoved, men et lille smil dannede sig på læberne, "men ud fra din accent, må jeg dog indrømme, at du tydeligvis er fra Spanien, du kan bedre spansk end jeg kan.." sagde hun med det nuttet smil. Ja hendes smil var nuttet, det med sexet, og frække smil, passede bare ikke på hendes barnlige ansigt. Der var en smugle buttet, med et lille hint af æble kinder. Hvor hun dog virkelig håbede at hun en dag, ville begynde at vokse til den kvinde, hun ønskede at være.

Han fugtede læberne og nikkede en smule til det hun sagde, syntes selv at computere var et utroligt meganisme, en utrolig videnskabelig ting, selvom han dog selv havde rimelig mange problemer med dette apparat, som der var blevet lavet. Han kunne ofte ikke forstå det, og ind i mellem blev raseriet for at det ikke gad det han ville for meget, og endte med at blive smadret… Et lille smil dukkede op på hans ene side, og kiggede hen imod hende, da emnet skiftede over til at han var gådefuld, og trak lidt på skuldrende, imens han smilede, dog gled smilet en smule væk efter lidt tid og blev så alvorlig, ”Hvis jeg er gådefuld må du være elendig til at kunne løse den slags ting… men hvis du ikke helt gik fat i det jeg sagde… så ja.. det er mig der er prinsen af spanien…” kom det så fra ham, og kiggede på hendes barneagtige smil, og grinede lidt af hende, men kiggede lidt rundt derefter, og lod sig rive ind i sin egen lille verden, hvor der ikke ligefrem skete det store. Langsomt fugtede han læberne og tog en dyb indånding, og kiggede på hende, betragtede den blege hud, der lignede den var hvidere end hvad den i grunden burde være. ”Hmm…” brummede han stille og trak håndledet frem fra jakken og betragtede de to visere lidt, hvor efter han så rejste sig op og strakte sig en smule, ”Du burde få noget man Senõrita…” sagde han så, og kiggede lidt rundt, inden han lagde blikket på hende, og rakte hende en hånd så hun kunne komme op, dårlige manerer havde han da ikke kunne, hvilket man tydeligt burde have lagt mærke til allerede ved første hilsen. Roligt kiggede han rundt for at se om der skulle være nogen i nærheden, og betragtede så en yngre pige omkring de… 25 hvis han ikke var helt forkert på den, men i det tilfælde ville hun ikke være en pige men en kvinde, dog var det heller ikke ligefrem ham der skulle have noget lige nu, ”Der går en længere henne…” sagde han så som intention til at hun skulle få noget blod fra hende, da han var sikker på at hun ikke ville drikke fra ham af, så noget andet skulle man vel gøre. Roligt knækkede nakken sig, da han strakte det mod højre, hvor så efter det gik imod venstre, og videre til fingrene, der alle sagde knæk som var det, fingre der gled hen over et klaver. Hvorefter hænderne gled ned langs hans sider.

"Måske er jeg elendig til at løse gåder lige nu, men det er måske på grund af min sult, og at jeg ikke rigtig har fået noget ordenlig søvn." grinede hun, og trak på skuldrene, men hurtigt ansigtet imod ham, da han sagde at han var prinsen af Spanien, og hun kom hurtigt op på begge fødder, og nejede pænt for ham, en normal gestus når man mødte en som var af kongeligt blod, og sikkert var næst i linje til at overtage fra sine forfædre. Ikke lige som hende selv, bare et nul, intet i forhold til hendes brødre, og hun ville jo aldrig arve noget, selvom at hun ønskede det. Men for at vende tilbage til noget helt andet, bare for at få tankerne væk omkring, hvordan hun havde det med sin familie, så gik det hende faktisk ikke så meget på, at hun ikke kunne regne ud at han havde været prinsen, måske havde hun allerede vidst det et eller andet sted, men lige nu var hendes tanker bare ikke særlig skarpe? Var det overhoved muligt at sige sådan noget omgang ævl. Hun sukkede stille, og lod blikket glide hen over de mange skibe der lå ved land lige i øjeblikket. Der var både fragt skibe, der var sejlbåde, små fiskerjoller, der langsomt gyngede i deres lejre. Ubetydelige ting, også alligevel så betydelige. Hvis at fiskeren ikke havde sin jolle, ville han ikke kunne skaffe penge ind til hans familie, på den måde han vidste bedste. Fragtskibende ville ikke komme med de mange ting som man brugte i byerne, hvis de ikke kom, ville maden løbe ud. Og man måtte jo se i øjne efter at franskmændende gjorde alt for at få fat på Di Morga, da de alligevel fyldte sådan en stor del af Frankring, nok større end man lige gik og troede. Hun satte sig efter noget tid ned igen, for at åbenbare at hun ikke fik lov til at sidde der særlig længe. Da han rakte hånden frem, efter at have sagt hun havde brug for noget at spise, og selvom hun havde, følte hun sig ikke særlig tilbøjelig for at gå ud og jage med ham, hun kendte ham jo knap nok. Men sulten tog over. Hun smilede stille, og lukkede øjnene, og skyggerne omsluttede hendes krop, og fik hende til at forsvinde fra stedet, og med et dukke op bag ved kvinden, med et hurtigt træk, knæk hun halsen på den stakkels femogtyve årige kvinde, og trak hende ind i læ af nogle bådhytter, for at få noget privatliv med dette .. offer.
Efter nogle minutter kom hun ud igen. Nogle blodpletter var at spore på den hvide blomstret trøje hun havde haft på. Og hånden gled langsomt hen over hendes mund, for at fjerne af hvad der nu skulle være af blød tilbage. Hun havde ikke den største lyst til at blive taget igen, for at have dræbt nogen. Hvilket hun ikke ville kalde det, bare et need of food. Intet andet. Dræb ville jo være, at lade mennesket blive liggende blødende. Hun drak jo af det, hun var bare højere oppe i fødekæden. "Tak." mumlede hun stille, og de nu utrolig lysende grønne kiggede betaget på ham, mens at et lille smil gled op på det barnlige ansigt.

Han betragtede hende lidt da hun nu rejste sig og begyndte at neje for ham, mens et forsat lille smil var på hans læber over det hun gjorde, i grunden gjorde det ham ikke så meget om folk bukkede eller ej, han kunne godt lide at folk var ubevidste omkring hans stilling. Blikket gled derefter hen på mennesket der gik noget længere fremme, og ikke havde bemærket noget som helst af det der skete omkring den. Han brummede lige så stille, kiggede langsomt rundt, uden at sige det store, ventede på hun blev færdig sådan set. Tankerne gled lidt rundt inde i hans hoved omkring hans dejlige varme og lune hjemland, som lå ganske få kilometer borte, alligevel syntes det at være så langt hjemmefra at han ikke anede hvordan han kunne tage her hen. Men nok om det. Imens han ventede gik han hen til murens kant, og satte sig ned, på den hårde jord, der hvor det var den holdte imod vandet for tsunamier, der muligvis ville komme. Efter noget tid kom hun dog til syne igen, og han kiggede op på det barnlige ansigt, og de store øjne, og smilede skævt, ”Så lidt, Annabel..” sagde han så og tog en dyb indånding hvor efter han kiggede ud over farevandet, ”Men hvad laver en som dig, så langt væk hjemmefra Italien?” spurgte han så og kiggede hen på hende med et hævet bryn og afventede tålmodigt hendes svar, med et roligt smil, selv syntes han at dette sted, Di Morga var langt væk fra hans hjemland, selvom det nok var tættere på end ved de fleste steder, men sådan var verden vel bare indrettet, alting kunne ikke ligefrem gå efter ens hoved, og indimellem måtte man vel bukke sig for dem der vidste mest, mens man andre gange måtte stå ved sin vilje og holde hovedet koldt. De mørkeblå øjne gled rundt omkring ham, betragtede alverdens ting, betragtede dets skønhed, og hvor stjernerne langsomt var ved at komme frem, hvor med skyerne stille og roligt trak sig tilbage så månen kunne bryde ud med sit svage og dog alligevel så utrolige lys. Det var lige før den var magisk. En stille hovedrysten kom til, som fik tankerne rystet af ham omkring det der med at den havde et utroligt lys, og så meget mere som i grunden ikke var værd at tænke over. Han tænkte for meget, det var han godt klar over, men hele hans liv havde stort set ikke fyldt andet end det på grund af dets længde, og umulige ende som det nok aldrig nogen sinde fik, før end han trådte ud i sollyset eller at en eller anden huggede hans hoved af. Så få muligheder, alligevel var de yderest lette når alt kom til alt, men det kom vel an på hvor stærk vampyren nu var, og det hele, alting kunne jo ikke ske ved et trylleslag, selvom man nogen gange ville ønske det. Den følelse havde han faktisk selv rimelig ofte, følelsen og håbet af at nogle ting bare kunne ske, uden man selv havde gjort noget som helst, men sådan var verden desværre ikke indrettet, ikke i hans verden i hvert fald.

Hun betragtede ham stille, med let løftede øjenbryn over det han havde sagt: En som hende. Måske var det ikke ment som en fornærmelse, men i helhed så var det en. Selvom, man også kunne se det som at hun var af kongelig ed, så hvad lavede en af så høj status som hende her, alt kom jo an på hvordan man tog det.
Hun sukkede stille, og fugtede langsomt læberne, hvor der stadig sad en smugle mere blod tilbage, fra hendes måltid. "Hvad jeg laver her, det har ingen interesse for dig, vi har alle vores grunde, og nogle er noget jeg holder for mig selv, og min familie, og jeg er meget ked af det, men så godt kender jeg dig desværre ikke" sagde hun smilende, og knækkede lidt med nakken, mens at hun betragtede denne fuldblods vampyr, det var nu i grunden fascinerende sådan som man kunne være anderledes, hun havde altid troet at alle vampyrer ville være ens, men der havde hun taget fejl, det var lidt lige som mennesker, forskellige skikke, forskellige holdninger, og forskellige måder at opfører sig over for hinanden på.
Han var sikkert mere den casual type, som ikke gik helt så meget op i traditationer, som hendes egen familie og hun gjorde. Jo vidst, gik han meget op i det at være fuldblods vampyr, og at ingen væsner var lige så højt stillede som ham selv, men selve hans status havde ham ikke særlig stor værdig, han var sikkert en af dem som mente, at være vampyr i sig selv, og så endda fuldblods vampyr, var stort nok i sig selv.
Måske hun burde tage hans måde at leve på til sig, egentlig ikke fordi at hun vidste så meget omkring, om det var rigtig det hun antydet, så godt kendte hun jo ikke denne herre. "Hvad laver de måske selv så langt hjemme fra? Du virker ikke som en, der lige frem elsker at tage væk fra det, man kalder hjem" sagde hun stille, strakte sig en smugle, noget søvn snart ville ikke være helt så slemt, faktisk var det en ret tillokkende idé, men natten var ung, og nu ville hun se hvad denne Dary havde at tilbyde hende.

”Måske…. Måske ikke…” sagde han så og trak lidt på skuldrende til det som hun sagde, ”Men du kunne vel sige det hvis du ville…” sagde han så med et lettere frydende smil på sine læber, imens han kiggede lidt rundt også på hende endnu en gang, hvor efter han lod sin pegefinger lægge sig under hendes hage og tommeltotten over den, og trak hende tættere på hvor med hans egen mund åbnede sig ganske let, og utalte med en perfekt præsensation i den lettere dybe og mandlige stemme; ”Permite que usted, señorita?” spurgte han så hvor efter hans mørke blå øjne kiggede ind i hendes katte grønne og smilede ganske skævt over det ansigts udtryk der gik ham i møde, hvor efter hans læber pressede sig imod hendes og fik fat i den manglende blod som hun ikke selv havde haft mulighed for at fange med hendes egen tunge. Længe varede det, denne form for fodring, mellem to vampyrere, for et fremmet øje ville det vel ligne et ungt kæreste par, men i virkeligheden var det noget helt andet. Roligt slap han hendes læber og trak sit hoved tilbage, imens ryggen rankede sig til dets fulde længde, og smilede let til hende, “Gracias..” kom det fra ham, som betød tak på hans moder sprog. Stille lo han over hendes spørgsmål og trak let på skuldrende, imens hovedet lagde sig let på skrå og betragtede hende roligt med nogle varme øjne, “Hvad jeg laver her... er vel en form for besøg i mit nabo land..” sagde han og gik derefter hen til bænken igen og satte sig, inden han lod en hånd glide ned som tegn på at hun godt måtte komme og sætte sig ved hans side. Om det var hvad hun ønskede hadvde han ikke nogen anelse om, men verdenen spillede sit eget puslespil.

Hun skulle til at åbne munden, og sige at dette ikke var således man snakkede til andre fuldblods vampyrer, med mindre man ville have skåret sit hoved over. Men hun nåede aldrig at komme så langt, før at hun mærkede hvordan at han greb omkring hendes hage, med pegefingeren, og tommeltotten. Hun bed sig hårdt i læben, og betragtede ham med store øjne, da hun virkelig ikke anede hvad det var han havde tænkt sig at gøre, hvad han ville. Dette var meget, meget sjældent at hun kom så tæt på andre folk. Eller at folk på så kort tid ville tillade sig at træde ind over hendes sikkerheds zone, og den var langt overtrådt. Men hun kunne ikke gøre noget, hun var fanget i hans spil i dette øjeblik, hvor alting rundt om hende snorede som sindssyg, mens at hun prøvede på at få jordforbindelsen igen. Hun rynkede langsomt brynene, og åbnede let munden da han spurgte om hun tillod. Tillod hvad, om man måtte spørger. Men hun nåede aldrig at sige at han skulle gå væk fra hende, før at hans læber blev presset imod hendes. Trods for at være vampyr, og trods for at hun ingen følelser burde have. Kunne hun ikke lade være med at tænke på, at hendes første kys lige var blevet taget af en fremmet, en kys hun havde værnet om så længe. Så mange bøger hun havde læst om rigtig kærlighed, historie bøger, omkring lykke. Noget hun aldrig rigtig kunne føle, men noget som hun vidste hun manglede. Inde i hendes hoved, mente hun, at kysset til den rigtige person, måske ville sætte hende fri. Men der skete ikke noget, fanget i sit eget tankespil og bøger. Og det eneste denne mand var ude efter, var det overskydende blod som var på hendes læber, intet andet. I chok da han slap, lod hun hoved falde en anelse ned, og det lange sorte hår skærmede hendes ansigt. Mens hun bare stod der, stod der uden at vide hvad hun skulle gøre, eller tænke. "Farvel.." kom der som en stille ryst fra hende, inden hun drejede om, og begyndte at løbe fra stedet.