Ædelsten og andre mysterier - Vlad

Tid: Klokken nærmer sig midnat, og solen er sunket ned bag bjergene, og har været forsvundet i en times tid
Sted: De gamle miner.. Nærmere beskrivelse kommer
Vejr: Udenfor er der tåget, og vejret bærer nattens dug med sig, og gør at alt bliver fugtigt.. Samtidig blæser der en svag storm igennem arealet omkring grotten
Omgivelser: Beskrivelse kommer
Dato: 2. april...

For to timer siden var solen på vej ned bag horisonten, og bjerget skabe lange skygger henover de nøgne træer, der gjorde sig et ihærdigt forsøg på at overleve i det barske terræn. Stedet befandt sig nogle kilometer væk fra Terre, og byens larm, hvilket skabte en del frem og ro.. Ro til at tænke, til at arbejde. Engang var grottens skakter fulde af liv, men af årsager, som denne person endnu ikke kendte til, var dværge nu en uddød race.. Mere eller mindre. Aldrig havde hun set et lille menneskelignende væsen rende rundt, og den eneste grund til at hun troede på de fandtes, var fordi Vahida havde lært aldrig at tro på det, som kun ens øjne så. Hvordan kunne hun også det, når hun selv udøvede magi der ikke engang var kendt blandt mennesker, og endnu færre ville tro på det. Hendes forældre havde forsøgt at få hende indlagt i deres mangel på viden omkring det mørke legetøj hun bevægede sig rundt med.
Den høje kvinde.. En højde på 176 cm, bevægede sig nu ind igennem den bagerste del af grotten, hvor den skrånede stejlt nedad. Hvis myterne talte sandt, ville hun være i stand til at finde ædelsten. Sten der i hendes verden, indeholdt magisk kræft og let kunne bruges i den sammenhæng også. De grønne øjne afsøgte hver eneste tomme af grotten, i håb om et glimtende skær, som ville blive reflekteret i lyset fra den lommelygte hun holdt i højre hånd, men intet skete. Det eneste der faktisk lyste op i mørket var det kridhvide hår, der hang ned langs ryggen, og stoppede ved lænden, mens den lange sorte kjole, der var dækket af en ligeså lang sort kappe, gjorde hendes krop næsten usynlig for det menneskelige øje.
Et sekunds uopmærksomhed bragte dog kvinden ud af kurs, og det skridt hun lige havde taget frem for sig, resulterede i et fald, da foden ikke havde regnet med at grottens udmunding endte i den stejle udgravning. Med et hvin væltede hun forover og kurrede ned af den sleske jord, som hun klemte øjnene hårdt i, eftersom farten fik tårekanalerne bragt til live, og de begyndte langsomt at glide ned over de blege kinder.
Turen tog noget der mindede om en evighed, men varede dog kun otte sekunder, og med et brag gled hun ud for enden, og eskalerede med en gammel minevogn, som vippede faretruende under det kraftfulde brag med hendes krop. Denne vogn stod på skinner, der førte langt ind i bjergene.. Faktisk var hun flere meter under granitmasserne, og mørket omringede hende, eftersom hun havde tabt lommelygten under faldet, og den lå nu og lyste langs skinnerne, ind i mørket, indtil den ikke rakte længere, hvorefter alt bare blev sort.. Og stille.
Et advarselsskrig skar igennem luften, et skrig der ikke kom fra hende selv, hvorefter en række baskende lyde fik stilheden til at ophøre med det samme. Samtidig tog Vahida sig diskret til skulderen, som havde kollideret direkte med vognen, og bemærkede dog at den ikke var alvorligt skadet, men bare øm. Hun blev dog liggende på jorde, med baghovedet hvilende mod den hårde underflade, og stirrede stift op i 'loftet' af grotten, hvor de baskende lyde fortsatte, og til sidst afslørede at hun havde vækket en flok flagermus, som måske ikke havde været klar til at flyve ud i natten endnu. At dømme ud fra deres adfærd, virkede de utilfredse med denne forstyrrelse, og Vahida lod automatisk være med at røre sig, i håb om at de bare ville falde til ro igen.

Karaktar havde haft ret. Disse miner, var perfekte.. De ville ikke skulle bruges endnu. Slet ikke.. Måske først langt ude i fremtiden. Men nu, kendte han til et sted de flytte, hvis dette nogensinde skulle komme på tale. Hvilket han havde på fornemmelsen det ville.
Den høje mands hoved, drejede langsomt rundt, og kiggede rundt i den store tunnel, han stod ved mundingen i.. Han kiggede ud i en halv stor grotte, lavet af de mange minearbejder, dengang minen var i brug. Perfekt til en hoved sal.
"S.. Så.. Jeg.. Jeg har.. Har vist dig vej.. Vil.. Vil.. Du.. Du så.. Lade mig gå? J.. Jeg ber dig herre. Jeg.. Jeg har a.. A.. Arbejdet hårdt, og.. Og loyalt.. F.. For dig i.. I grotterne.. Og.. Og nu.. Vist.. Dig her hen.. J..." Han blev afbrudt af et højt hvæs fra den høje mand, og i det han vendte sig, lavede hans lange brune trench coat en bue bag ham. Manden der før havde stået, havlt krøbet sammen, klynkede, og tog et par hurtige skridt væk, og nikkede undskyldene flere gange.
"U.. U.. Undskyld.. Vladimir. J.. Jeg ber.. S... Nej! Nej undskyld! Jeg.. Jeg mente Rasputin! Undskyld Ra..." Hans sætning, gled ud i en rallen og gurglen, da blod hurtigt fuldte hans mund. Fire lange klør, havde boret sig ind i hans mave. Ikke et sted, hvor de med det samme ville have dræbt ham. Et sted, hvor det ville påføre ham stor smerte, inden han ville dø.. Den høje herre, stadigt gemt fuldstændigt væk i mørket. Endnu et hvæs kom fra herren, og hans tænder blev med det samme boret i mandens hals.

Få minutter senere, rev herren sit hoved op, fra liget han havde tykket kød fra. Han stirede op igennem tunnelen, da han lugtede noget. Og i det, hørte han også et hvin, og han vendte sig hurtigt imod lyden. Han snuste så et par gange mere, og et sadistisk smil, bredte sig langsomt over hans blege læber, og han begyndte at gå op igennem tunnelen.
Da et lys faldt ned, et godt stykke fra ham, stoppede han op, lidt uden for dets rækkevide, så lyset kun fremviste hans trench coat, højde og figur. Han kneb sine øjne en smule sammen, og stirede på den kvinde der nu kom faldene ned. Han så hende tydeligt, da hans øjne ikke havde de samme problemer som menneskenes. Han fnøs lavt, hvilket ikke kunne høres over flagermusenes skrig. Han holdt så sin arm en smule tilbage, og kastede det lig, han havde haft med sig siden han havde spist, imod flagermusende, som baskede rundt over Vahida. Dette ramte nogen stykker, men gjorde også at liget fløj over Vahida, og få dråber blod, dryppede ned over hende.
Flagermusende baskede stadigt rundt i kort tid, inden herren sendte et højt, og dominant hvæs igennem tunnelen, der hurtigt fik Flagermusende til at flyve deres vej. Men selvom de var væk, blev herren bare stående hvor han var, og forblev stille. Lyset gav ikke genskær i hans øjne, og gjorde dem synlige, da de var mat hvide, nok til at de ikke engang sendte skær tilbage, fra lys.

Øjnene åbnede og lukkede sig et par gange, mens hun prøvede at fokusere på det samme sted, indtil hendes syn langsomt indtog den skarpe kant igen, og lod det tågede slør forsvinde. Endnu et af menneskets små fejl, en tanke der ofte havde strejfet hende, og bare blev ved med at vokse sig større inden i hende.
Dog nåede hun ikke at tænke ret længe over menneskets svagheder, da små dryp ramte hendes ansigt, og tøjer hun havde på. Undrende kneb hun af refleks øjnene sammen, for at holde dem rene, mens hun hørte de baskende lyde komme nærmere. En dråbe landede på hendes læber, og forsigtigt lod hun tungen strejfe den røde masse, for at smage på den, samtidig med at dumpet af liget kunne høres, da det ramte jorden lidt fra hende. Smagen var genkendelig.. Den rustne, men stadig sødelige smag af blod, og jo mere sikker hun blev, des mere overrasket blev blikket, der nu slog op og stirrede på de flygtende flagermus.
Hun sagde ikke en lyd, men de hastige bevægelser afslørede hendes nervøsitet, da hun famlede sig op på alle fire og kravlede hen til lommelygten, som hun greb fast omkring for derefter at lyse i retningen af det dump hun havde hørt. Samtidig kravlede hun hastigt hen imod kroppen, der langsomt fik flere detaljer, jo nærmere hun kom og da hun ikke var andet end en halv meter fra den, genkendte hun den sammenrullede kødmasse, som en krop.. Ikke bare en død krop, men et lig, et lig der manglede lunser af kød flere steder, efter voldsomme bidemærker.. Som et rovdyr ville have gjort det.
Først nu gik det op for hende, at lyset havde vist hende en silhuet af en person før hun tog lommelygten, og langsomt gik det op for hende, at der var andre til stede i minerne. Endnu langsommere rejste hun sig op på benene, for derefter at glide en halv omgang rundt, så hun stod med fronten mod mørket, hvor silhuetten havde befundet sig. Uden at sige noget, lyste hun ind i mørket, selvom det ikke nåede langt nok ind.. Hvad havde hun at tabe? Hvis der var en kunne vedkommende tilkendegive sig selv, og hvis ikke.. Så vidste kun hun det.
"Hvem der!" råbte hun lavmælt, med sin mest fattede stemme, der dog dirrede meget svagt, eftersom overraskelsen stadig ikke havde lagt sig. Hun stirrede stift ind i mørket med forventningen om at nogle ville træde ud.. En eller anden, og for at vise at hun ikke frygtede det ukendte, trådte hun bestemt et skridt fremad.
Det betød dog ikke, at hun ikke var nervøs.. Bange var overdrevent, men nervøs var hun.

Herren kneb sine øjne langsomt sammen, og curvede læberne i endnu et sadistisk smil. Han stirede imod menneske kvinden, der langsomt fik rejst sig, og slikkede sine tænder i mørket, så Vahida ikke ville kunne se det. Blod drev stadigt ned af hans hage, og der var også utalige blodstæng over hans overkrop, fra manden han havde dræbt.
Han fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig. Og den frygt. Ikke helt blindt blussende endnu... Men denvar der. Det havde han savnet. Han havde ikke haft tid til at.. Nyde. De små ting i hans jagte, disse tider. Offerets fryg, som var det bedste ved jagten, specielt. Herren rystede langsomt på hovedet, da lommelygten lyste imod ham. Menneskendes.. Primitive behov for lys, var endnu en af deres svagheder. Og ikke en lille en af slagsen. Uden den lommelygte, ville det ynkelige kreatur, intet stille op.. Vente på 'nattesyn' men det ville stadigt ikke give hende det nødvendige udsyn.
Vladimir fnøs lavt af hendes ord, og kiggede ned på hendes fod da hun tog et skridt, for så at hvæse højt, en enkelt gang, truende, som for at få hende til at stoppe, og blive.
"Bliv.. Der.." Sagde han stille. Kun højt nok, til at hun lige ville kunne høre det. I sekundet efter, hvæsede herren igen, og hoppede med urealistisk hurtighed op i loftet, og kravlede hen af dette, som var tyngdekraften holdt en pause. Da han ikke var mere end en meter fra hende, faldt han ned fra loftet igen, og landede på jorden, med den minimale afstand af en meter, hvis ikke at hun allerede havde skyndet sig væk.
Da herren landede på jorden igen, greb han hastigt ud efter Vahidas lommelygte, i et forsøg på at ligge sine abnormalt lange fingre omkring, og holde lyset fra at lyse op på hans ansigt. Han var tæt nok til at hun ville kunne skimte hans ansigts vansirede udseende. I lyset fra lommelygten, kunne hun se hans grålige hud, da hans trench coat ikke var lukket, og han ikke havde en skjorte under. Hans brystkasse var let spættet med blod pletter, og den hånd han havde grebet ud med var fuldstændigt indsmurt i det. Hans krop lignede et udmagret ligs, og det havde utallige flodser, der kunne ligne, at han havde ligget og rådnet i en kiste, i flere måneder.
Hans smil var nu forsvundet, og han kneb sine øjne sammen, i en skærende stiren.

Ved det ene skridt frem, bragte hun automatisk lyset tættere på ham, selvom hendes syn dog stadig ikke gjorde hende i stand til at se ret meget, kunne hun dog ane en smule af hans silhuet igen. Hendes bevægelser frøs dog hurtigt, da han bad hende om at.. stoppe.. At blive, og hun makkede ret som en anden hund. Stemmen havde virket truende, selvom hun måtte anstrenge sig kort for at høre ordene, og ligesom han kneb hun nu øjnene sammen for at skule ind i mørket. Men ligemeget hvor meget hun så anstrengte sit syn blev silhuetten ikke tydeligere, og et kort øjeblik var hun sikker på den forsvandt.
Han landede kun en meter fra hende, trådte ind i den usynlige fase der omgik mennesker, og med et hæst gisp vaklede hun et skridt tilbage i forskrækkelse ved synet af ham der.. Han havde jo lige været.. Imens flakkede hendes blik mod hans ansigt, og tilbage i mørket hvor han vist havde stået,
I samme øjeblik mærkede hun et greb omkring lommelygten, og langsomheden samt styrken fra et menneske, gjorde det umuligt for hende at protestere, da han drejede den væk fra sit eget ansigt. Som blev hun brændt, trak hun hånden til sig, og lod lys være lys, som hun med glæde overlod til ham, for at slippe for at komme i kontakt med den sygt udseende hud, der lignede noget der kunne falde af når som helst. Aldrig havde hun set noget så.. Anderledes, grufuldt.. Ikke i Di Morga. Alle væsner her var kønne, alt for kønne og alligevel fandtes der personer som ham.. Personer der trådte ind i de mareridt hun havde om natten, ligesom ethvert andet svagt menneske.
Vahida vaklede endnu et skridt tilbage, mens hun forsøgte at få hold på sig selv. Hendes ansigt lagde sig langsomt, meget langsomt tilbage i de udtryksløse folder, mens de grønne øjne hvilede mod hans, udelukkende af den grund, at hun nægtede at se på blodet der flød fra hans mund, og stænkende på dette væsens krop. Selv hun kunne ligge to og to sammen, og det fortalte at han havde dræbt kødklumpen bag hende.. At han havde spist de flossede mangler der var.
Den stirren hun modtog fra ham, gjorde det ikke just bedre, og med, i hans øjne langsomme, bevægelser trådte hun til siden, og stillede sig så minevognen stod imellem dem, hvis denne ikke flyttede sig inden, mens hun gengældte hans stirren med en tom skulen. "Hv.. Hvem.. Hvad er du?" hviskede hun diskret, med en undrende undertone, og et snert af frygt over synet, mens hun krampagtigt greb fat omkring kanten på vognen, som var hun klar til at kaste den mod ham, hvis hun havde besiddet den fornødne styrke.

Vladimirs øjne åbnede sig envidere, da hun begyndte at trække tilbage. Som kom der rivende op af hans strube, begyndte en vred og truende knurren. En knurren der næsten flød over tunnelen, som en bølge. Området, var også med til, at gøre lyden fra hans strube, endnu mere gennemtrængende, pågrund af rumklangen. Selvom han knurrede, rørte han sig stadigt ikke. Stod blot helt stille, som en statue. Han holdt stadigt lommelygten foran sig, så det samme af ham var tydeligt til syne.
Endeligt lavede han en bevægelse, da han smed lommelygten til sin side, så den ramlede ind i siden af tunellen, og faldt ned på liget, så lyset nu pegede opad, og oplyste området imellem dem. Hans ansigt kunne nu bedre ses, og han hvæsede vredt, i det han rakte imod vognen imellem dem, og tog et fast, greb i selve siden, hvilket gav en skrigende lyd, af metal der blev klempt, og hårdt nok til at bøje metalet. Han trak så i vognen, i en hurtig og hård bevægelse, hvor hvis hun ikke gav slip, ville hun blive hevet fremad. Og hvis ikke hun gav slip, ville hun så blive løftet, da Vladimir nu lyftede den tunge metaliske vogn, for så at kaste den væk bag sig, så den fløj igennem tunnellen, for at hoppe nogen gange, inden den rullede det sidste stykke, og den øretævende larm endeligt stoppede.
Vladimirs øjne blev nu knebet sammen, samtidigt med at knurren udviklede sig til en lav hvæsen, og så ord.
"Jeg bad... Dig om.. At blive.. Menneskebarn..." Sagde han, med sin hæse, ru og hakkende stemme. Der indikerede, at hvert af hans ord måtte kæmpes forbi hans læber. Da han havde talt, blev han tavs igen, og stirede imod Vahida, med et fast blik.
"Mit navn.. Er dig ikke.. Nødvendigt at vide... Du vil.. Ikke.. Nå at bruge.. Det til noget.. Alligevel..." Sagde han, og hvæsede lavt, med et sadistisk, lumskt smil. Han fnøs så lavt, og rystede på hovedet, for så at lade sine øjne stire andre steder.
"Og hvad.. Jeg er? Hmf.. Engang.. Vidste.. Et hvert... Menneske... Hvad.. En Nosferatu var.. Vidste de.. Hvad det betød.. At møde en..." Sagde han, med et tydeligt had i hans stemme. Som om at nævne dette, frembragte minder, der gav ham mest lyst til, at angribe Vahida, og flå hende i flere stykker, end han havde med sit tidligere offer.. Men nej.. Ikke denne gang.. Denne gang, ville han have sjov, inden han blev færdig..
Hans hoved drejede så imod hende igen, så hans tomme øjne, igen stirede imod hendes.
"Hvad laver.. Du her?" Spurgte han så, med en hvæsende stemme. Han måtte vide, om dette var et ofte udnyttet sted. I så falde, var det ikke et sted han kunne flytte sin elskede familie til. I hvert fald ikke, for at gemme sig..

Under andre omstændigheder ville hun normalt kunne have frembragt en klangløs latter over hans knurren, som et andet dyr. Hvad var det med disse væsner.. Hun syntes altid de havde et eller andet instinkt, der indikerede at de var meget tilbøjelige overfor instinkter end deres tankegang.. Logikken. Under disse omstændigheder blev latteren dog lav og hul, som om den ikke rigtig fik frembragt den rigtige følelse, som den normalt ville have gjort. Alligevel mærkede hun stilheden og fik langsomt fornemmelsen af, at dette væsen ikke var meget af en social person at være.. Han talte jo knap nok.
Da lyset fra lommelygten skiftede retning, fulgte hendes blik automatisk dens skær, indtil den lå stille, og spredte lyset imellem dem, så hun nu var i stand til at se hele hans ansigt, langt bedre end før.. Og hvad hun også så, var hånden der greb fat omkring vognen, som hun selv holdt ved. Det forpurrede lidt den hurtigste mulighed for hende at flygte, og hun nåede kun lige at slippe kanten, før han rev vognen op i luften. Usikkert kæmpede hun kort for at genvinde balancen, mens hun hørte de bumlende lyde, der fortalte at den hoppede nogle gange, for til sidst at ligge stille i mørket.
Ordene kunne let høres for hende, og pauserne imellem dem, gjorde det langt nemmere at tænke over hvert eneste af dem. Dog svarede hun ikke på det.. Det var ikke nødvendigt for hende.. Eller ham for den sags skyld.
Hun gjorde mine til at sige noget mere, da han igen lod ordene komme imod hende, og et diskret fnys undslap hende, da han påpegede at det var ligegyldigt hvem han var. Fnyset indikerede tydeligt, at hun mente han spillede mere grum end han var, men det var en refleks.. En hun brugte overfor alle der var sådan.
Nosferatu.. Hun overvejede ordet, men mindedes på intet tidspunkt at have hørt om det. Aldrig faktisk.. Men at dømme efter hans ord, var det noget folk frygtede.. "Så du siger, du vil være mit værste mareridt" bemærkede hun ligegyldigt, inden hun diskret trak blikket væk fra ham, og lod det glide ned langs skinnerne, der forsvandt i mørket længere fremme. Tankerne løb hurtigt igennem hendes hoved, og da spørgsmålet ramte hende, trak hun let på skuldrene.
"Jeg er ganske enkelt på.. Opdagelse" svarede hun lavt, inden hun glanede tilbage mod ham i et kort sekund, ".. Og jeg skal.. Videre" tilføjede hun kort efter, og satte i løb, langs skinnerne, mod mørket i den overbevisning at han ikke havde i sinde at følge efter hende. Hun løftede op i kjolen med hænderne, for ikke at falde i den.

Vladimirs øjne kneb en anelse sammen, af hendes latter. Af hendes ord... Men i stedet for at frembring vrede i ham. Frembragte det fryd. Hendes.. Overlevelses instinkt, blindede trofast sandheden. Men inderst inde. Vidste hun allerede nu, at Vladimir ikke ville lade hende slippe væk. At hun ville dø her... Det var Vladimir helt sikker på. Men da hun så begyndte at sætte i løb, kneb han sine øjne en anelse sammen, og lænede sit hoved lidt tilbage, imens øjnene stadigt stirede efter hende. Han hvæsede lavt, og hans læber blev adskildt, imens hans tunge slog ud, og slikkede noget af det, nu kolde, blod, på hans læber.. Han satte så straks en hård mine på igen, og begyndte at gå efter hende. Med faste, hurtige skridt.
"Hvor.. Skal du hen? Kender.. Du overhovedet.. Vejen.. Ud?" Kaldte han efter Vahida, med sin hæse, og nu næsten hvæsende stemme. Inderst inde, kunne Vladimir hoppe i glæde. Var længe siden han havde været så.. Glad...
Vladimir satte sit tempo en smule op, for at kunne følge efter hende bedre, og han hvæsede hidsigt, og truende en enkelt gang.
"Hvor... Vil du.. Løbe hen... Menneskebarn!? Og.. Kan du.. Overhovedet.. Se? Nej.. Kun lidt... Giv op.. Indse det.. Du.. Kommer ikke.. Ud..." kaldte han imod hende, og hvæsede endnu engang, imens han satte sit tempo op, for at nå nærmere, men stadigt ikke for at fange hende.
Imens han løb bag hende, hvæsede han, og strakte en arm ud imod hende, og udstrakte sine fingre. I det han gjorde, slog der lange klør ud fra hans fingre, og han rev hurtigt ud efter hende. Han sigtede ikke efter hende, men blot hendes kjole. Et forsøg, på at lave ridser i denne.. Endnu et forsøg på at knække hendes tvangstanker. Der desperat fortalte hende, at der var en vej ud. Hun kunne slippe væk. Vladimir ville se den gnist forsvinde. Se hende give fuldstændigt op.. I både hoved og sjæl.. Og han ville nyde det.. Han var ikke engang sulten... Han havde ingen grund til denne jagt.. Og hvad havde han sagt til sine børn? Ikke fråde? Men. Hans instinkt, sagde at han måtte gøre det.. For at kende sig selv.. Og. Der var altid noget andet, det kunne ende med? Men det var ikke sikkert Vladimir ville.. Eller overhovedet var interesseret i... Men jagten var stadigt ung.

Den ene fod foran den anden. Sådan foregik det, og da hun langsomt faldt ind i en bestemt rytme, vågede hun er hurtigt blik over skulderen, for at få bekræftet tanken, der nu smuldrede i hendes sind. Han havde ikke i sinde at give op så let.. Hvis bare hun fandt ud.. Udenfor ville hun kunne finde dække... Finde hjælp i form at andre væsner, men herinde..
Hastigt rystede hun på hovedet, da hun hørte hans stemme og nægtede samtidig at svare. Hvordan skulle hun kunne kende vejen ud? Hun var jo røget ned i minerne ved et uheld, og han havde været der.. Været der næsten ligeså længe, måske endda længere. Men hun var vel gået ud fra, at ud måtte være den vej han var kommet ind? Derfor måtte vejen være den vej han var kommet fra. Stadig uden at svare, fnøs hun endnu engang af hans kommentar, mens hun nåede det buldrende mørke, som omkransede hende langsomt, og til sidst var det næsten umuligt for hende at se frem for sig. Hvorfor fanden havde hun også ladet lommelygten ligge? Mørket tvang hende til at sætte farten en anelse ned, og hun måtte koncentrere sig hårdt for ikke at vælte. Et par gange snublede hun over sine egne fødder, men det lykkedes hende dog, at forblive oprejst under sin fremmarch.
Endnu engang hørte hun de svage lyde af ord, der nu var tættere på. Giv op.. Du kan ikke komme ud.. Ja det sagde han godt nok, men uden at prøve var der vel intet håb? "Jeg.. Skal nok.. Komme.. Ud" svarede hun lavt i små stød, der fortalte at hun på ingen måde var vant til at bevæge sig på den måde, men hun fortsatte dog.. Tvang kræfterne ud af sig selv, ved tanken om hvad hun kunne forvente..
Det gik ikke op for hende, hvor tæt han rent faktisk var på, før hun mærkede de fingrelignende kløer flænse igennem kjolen. Utroligt var han ikke gået så langt, som til at ramme huden under den, men lange åbninger i stoffet, afslørede den svagt blege hud underneden, og et gisp kom fra hendes læber. Samtidig afsøgte hendes blik mørket, mens hun holdt højre hånd fremstrakt ud til siden, og lod fingrene røre ved minernes væg hele tiden. Planen var simpel, og hun fokuserede kun på hvor hun placerede sine fødder i det langsomme løb, samtidig med at hun fulgte murens retning blindt.
Hendes frie hånd greb fat om sølvhalskæden om hendes hals, som hun rykkede af med et hårdt vrid. Nogle væsner kunne ikke tåle det, men om han var en af dem, vidste hun ikke. Ligegyldigt hvad, svang hun armen i en vandret cirkel, og kastede kæden bagud mod ham. Dog ventede hun ikke på at se om den ramte, men fortsatte næsten blindt igennem det sorte ydre.

En kvalt klukken kom fra Vladimir, da hun nævnte sine, strænge chancer. Selv hvis hun kom ud, ville hun ikke kunne gemme sig. Som menneske, stank hendes blod endnu mere end de fleste andre racer.. Deres blod lugtede stærkere, end selv engle. Og engle var nogen af de mest delikate... Men nej, menneskende var uffateligt nemme at lugte sig frem til. Og så dybt de var i skoven, var der ikke nogen der vile kunne hjælpe hende.. Selv dyrende holdt sig væk fra minerne. Ikke af angst, men af mangel på føde.
Vladimir kneb sine øjne sammen, da han så hun kastede noget efter ham. Han tog ikke chancen, og forsvandt hurtigt i en sort røg, og hans fodtrin forsvandt. Halskæden skød så igennem røgen de var efterladt, og det eneste der var nu, var en lav basken, som fra en Flagermus.
En Flagermus skød hurtigt forbi Vahida, hurtigere end hun ville kunne nå at reagere på det. Og så, mange meter foran hende, skød en sort røg frem, og Vladimir tog et skridt ud af røgen, og hvæsede hidsigt imod hende, så hans skarpe, uordnede tænder. Et kaos af dem, best sammenlignet med en hajs. Hvis ikke hun stoppede, og hurtigt, ville hun løber ind i ham, hvilket ville sende hendes hoved imod hans brystkasse, of formegentligt få hende til at falde. Vladimir rejste sig så normalt, og kiggede ned på hende, med et ryst på hovedet.
"Nej.. Min lille.. Ven.. Du.. Kommer ingen vegne.. Du.. Slipper.. Ikke ud.. Slipper.. Ikke væk.. Fra mig.." Sagde han, og stirede blankt ned på hende. Lange klør, groede også langsomt ud af hans fingre, og han bølgede dem, imens en lav knurren begyndte igen.
At lege var sjovt.. Men nu måtte han snart vælge, hvad han egentligt ville.. Dræbe hende, ville være så simpelt.. Torturere hende var smagsløst, og ikke noget Vladimir normalt spildte sin tid med..
Men Vladimir valgte at gemme det. Gemme valget. Nu ville han arbejde det nærmere. At knække hende...

Havde hun ramt? Nysgerrigheden dvælede lige under huden, og en indre stemme blev ved med at sige, at hun skulle tage et hurtigt kig over skulderen for at se udfaldet. Men nej, hun kunne ikke lytte til den indre stemme, ikke nu og bestemt stirrede hun frem for sig, mens hun blev ved med at lede sig frem ved hjælp af hånden mod væggen. Bare.. Et kig, lokkede stemmen blidt, og mere overtalelse skulle der ikke til, før hun forsigtigt lod blikket glide over skulderen en gang til, for at se.. Ingenting. Hvor var han?
Lyden af en susende krop nåede hendes øre.. svagt, og hun tog ikke videre notits af den, men mumlede irriteret over hans evne til at kunne forsvinde. Det ville gøre det langt sværere for hende, at slippe væk. Jo hun holdt stadig fast i håbet om at komme ud, og finde hjælp ligemeget hvad han mente. Det skulle nok lykkedes på en eller anden måde. Imens gled hendes ansigt fremad en gang til, og et kort triumferende smil krusede over hendes læber. Han kunne jo også have opgivet forfølgelsen, hvilket var en tanke hun valgte at klamre sig fast til.
Grundet mørket havde hun endnu sværere ved at se hans skikkelse materialisere sig foran hende, og da hun endelig var tæt nok på til at se denne person, var det for sent. Selvom hun straks stoppede med at løbe, sørgede den fart hun havde på, at hun ramlede direkte sammen med han, hvor hendes hoved ramte mod brystet, for til sidst at lade hende falde bagover og ned på jorden, hvor hun landede på det nederste af lænden, mens armene dirigerede hænderne ned mod jorden, for at afbøde faldet. Hans hvæsende lyde kunne sagtens høres, selv af hende, og selvom hun lige nu kiggede ned i jorden, vendte hun langsomt blikket op imod ham, og stirrede indædt tilbage, mens hun selv begyndte at fremtrylle nogle hvislende uforståelige bemærkninger, samtidig med at hendes hånd fandt frem til den lille læderpose, der hang omkring halsen på hende. Den var ikke større end en knyttet næve, og Vahida åbnede for posen, og greb en miniaturedukke, der mindede om hende selv, mens et svagt smil trådte over hendes læber.
"Jeg slipper ud.. Og.. Jeg slipper væk fra dig" svarede hun vredt, men stadig ikke højere end en hvisken, mens hun trak sig en anelse væk fra ham, uden at rejse sig, mens hun hele tiden holdt et vågent øje med ham, på hans bevægelser, og aflæse mulige træk. Hun var dog ikke i tvivl hvad der skulle gøres, hvis det endelig blev nødvendigt, og derfor knugede hun svagt den lille dukke ind til sig.

Vladimir rokkede sig ikke det mindste, da hun ramlede ind i ham, og kiggede bare ned på hende, med et hårdt og tomt blik. Hans øjne blev knebet sammen, da hun begyndte på den lave hvislen. Kort, så han tænkende ud, og lagde sit hoved, ganske lidt på skrå. En hvislen som denne, virkede til at minde ham på noget. Men ikke noget han kunne få fat i. Hans øjne faldt ned over dukken, som hun nu havde taget frem. Et lavt fnys passerede hans læber, imens han tog et skridt imod Vahida.
Nu klamrede hun sig til en dukke? Som et lille barn... Ynkeligt.. Men.. Måske var der noget andet, med den dukke? Hans øjne faldt ganske kort på den igen, men da han kiggede op fra den denne gang, hvæsede han hidsigt, igen så hans tænder blev skudt frem. Han tog så et par hurtige skridt, så han nu stod over Vahida, for så at knæle sig ned, så hans ene fod stod ved siden af hendes liv, og den ande på den modsatte side af hendes ben. Han gik hurtigt på huk, og slog sine læange klør frem for sig, i retningen af Vahida. Men i stedet for at borde dem ind i hende, borede han dem ned i jorden ved hendes side.
"Hvordan! Hvordan.. Vil du slippe ud? Du.. Er et menneske.. Du.. Har.. Ikke.. Sådan et.. Lille smart.. Trick.. Som kan hjælpe dig væk.. Du.. Som alle mennesker.. Er.. Udulig.. Og din død.. Trækker sig nær.." Hans stemme var lav, og imens han snakkede, nærmede han sit ansigt imod hendes, gradvist, for først at stoppe det en ti centimeter fra, eller så. Han kiggede så ned, på hendes dukke, og kneb igen sine øjne sammen, inden han kiggede tilbage, op imod hendes øjne.
"Vil du.. Virkelig.. Gerne.. Forlade.. Denne grotte? På begge ben... Hvad.. Ville du offre.. For at kunne.. Forlade grotten.. Med bare.. Det mindste.. Hint, af liv?" Hans snakke var med en lav hvislen, og et tomt udtryk. Ingen følelser bag. Tankerne flød igennem hans hoved, men det der dominerede mest, var forvirelsen over den dukke.. Kvindens alder, tillod hende ikke ligfrem, at være en der legede med dukker.. Men samtidigt, var der mange tvangstanker, der kunne ende ud iopførsel som den. At knytte sig til en dukke.. Men.. Vahida virkede ikke mentalt forviret.. Indtil vidre, havde hun virket som et almindeligt menneske. Bange og svag..
Vladimir ville før knække hendes mod. Hendes styrke. Men nu fik han lydst til at sigte imod noget andet.. Hendes morale.. Hvor meget, hun klamrede, sig, til sin svage menneskekrop. Hvor meget hun ville afvige, fra en forbandelse fra hans.. Og så måske, tvinge hende ud i det, om hun vælger for, eller imod.. Men lige meget hvad, forlod hun ikke grotten i live.. Jagten var slut.. Nu var det bare spørgsmålet om at afslutte den.. Og på hvilken måde, dette skulle udføres..

Hvad han tænkte omkring det interesserede hende ikke, og imens hun lod ham have det flukse øjeblik at undren over dukken i hendes hånd, begyndte at hun mumle på et fremmed sprog. Et sprog man ikke talte i Europa, og navne Loa dukkede flere gange op i sætningenerne. Hun bøjede hovedet forover, så håret faldt frem og skjulte hendes ansigt, mens hun fortsatte sin bøn om at blive beskyttet mod dette væsen. Personen hun sendte disse bønner var Exu. Loa'en der var på samme niveau som djævelen i den kristne tro. Hvad havde hun at miste?
I slutningen af sin mumlen, mærkede hun denne mandslings nærhed, og forsigtigt kiggede hun ud igennem håret, der stadig dækkede ansigtet, mens hun let hævede det ene øjenbryn. Da hans tænder skød frem, kom endnu et lavmælt hvin fra hende, og Vahida opdagede for første gang hvad han mindede hende om. En vampyr.. Af alle væsner skulle hun selvfølgelig rende ind i sådan en. Hun trak ansigtet væk fra hans, ved at læne sig bagover, mens hun skar en irriteret grimasse. Et kort øjeblik troede hun dog at det var sket, Da denne borede sine tænder ned i jorden ved siden af, og langsomt overvejede hun hvorfor han havde gjort det.. Hvad skulle det til for?
Med sin frie hånd fra håret, fremtrak hun en tynd og sylspids nål, som hun holdt over dukken.. Det sted hvor hjertet ville sidde. Hun var ikke sikker på hun kunne gennemføre sin idé, men det var værd at prøve hvis hans planer var uudholdelige for hende. "Måske er jeg et menneske, men det betyder ikke jeg er uduelig" svarede hun langsomt til hans kommentar, og lod den hvile imellem dem, mens hun vendte blikket mod hans endnu engang. Ligegyldigheden hvilede i hendes grønne øjne, og ikke engang da ordet død blev nævn, rystede hun eller afvigede fra det. Døden var bare en start til et nyt liv.. Det troede hun på, og det ville hun blive ved med indtil andet blev bevist overfor hende.. Hvilket ville sige, den dag hun selv måtte tage turen.
Langsomt lod hun nålen vende sig mod dukkens ene arm, mens hun overvejede om det var det værd. Hun lod nålen ridse overfladen, så en lille aflang åbning kom til syne. Samtidig indtrådte den samme handling på hendes egen arm, hvoren en rødlig væske let flød ud af såret i virkeligheden, mens et let smil gled over hendes egne læber. Duften var tung og sødlig, og hun indsnuste den med tilfredshed, hvorefter blikket intensiverede på ham, for at se hvilken reaktion det ville frembringe ved en sådan omvandrende død person.

//Det var hans klør, der var blevet boret i jorden.. Heh..//

Vladimir, trak langsomt sine lange klør op fra jorden, og strakte sine fingre, i det hans øjne, faldt imod dukken, da hun tog en nål frem, og han kneb øjnene en anelse sammen. Nu var hun pludseligt interessant, og han holdt sig fra at få hende til at tie stille, da hun begyndte at udsige, hvad der for ham, mindede om en fortryllelse. Hvad var det? Hun var et menneske, det var der ikke noget at tage fejl af... Det kunne lugtes tydeligt af hendes blod.. Måske var hun bare en dum lille kvinde, der troede hun kunne udføre magier og fortryllelser, som kun andre væsner kunne?
Vladimir kiggede igen ned på dukken, da hun var færdig med sine ord, og nålen nærmede sig dukken. Hans øjne kneb undersøgende sammen, da hun skar dukken, men de blev hurtigt åbnet vidt, da han så lugtede fritladt blod, og kiggede imod såret.
Det tog ikke Vladimir mere en få sekunder, at gribe ud efter begge Vahidas håndled, og dele dem fra hindanen, så dukke og nål, var på lang afstand, hvis altså han fik fat i hende. Han hvæsede så af hende, i det hans øjne skød tilbage imod hendes, og stirede indædt på hende. En heks? Vladimir fik en klukken inden i, men hans ansigt forblev hårdt, og truende.
"Dumme.. Lille.. Menneske... Tror du.. Din sjæl.. Vil være bedre.. Stillet.. I de.. Mørke kræfter. Du sælger dem til.. Nu?" Et fnys kom fra ham, og han rystede langsomt på hovedet.
"Du.. Regner.. Vel ikke med.. Du for lov.. Til.. At bruge deres.. Kræfter.. Uden en pris? Hmh.." Han slikkede sine tænder, imens han let drejede hovedet, og langsomt rystede på det.
"Nej.. Du.. Er faldet.. Alt for dybt.. Hvis.. Du dør nu.. Vil din sjæl.. Lige meget hvad.. Blive udleveret.. Til dem.. Formegentligt.. Evig.. Pinsler.. Vil du.. Virkeligt.. Gerne det?" Der virkede ikke til at være nogen løgn i hans ord. Og det var der heller ikke.. Følgte han i hvert fald ikke selv.. De hekse der havde prøvet at forvise ham, fra hans rige, i fortiden, var alle endt i helvedet. Deres sjæl solgt igennem deres mørke nætter, med bønner til den anden side..
Men Vladimir stod stadigt uden svar, på sit tidligere spørgsmål, og hvæsede igen af hende.
"Du.. Svarede.. Ikke på mit spørgsmål! Vil du.. Forlade grotten.. På to ben... Eller aldrig?" Knurrede han, og kneb sine øjne sammen igen. Han havde truffet sit valg. Lige meget hvad hun svarede. Og om hun afklarede sig selv med det, og accepterede at skulle blive forvandlet, eller ej, ville hun ikke kunne huske sit nej.. Formegentligt ville størstedelen af hendes livs minder, også forsvinde.. Som genfødt.. Uden en fortid.. Men det var forskelligt, fra Nosferatu, til anden. Men en ting var sikkert.. Hun ville glemme denne nat, så længe hun var nyskabt.. Da hun i den tid, ville have et hjerteskærende behov, for Vladimirs blod, og hans tilstedeværelse..

//Guargh.. Fail.. Jeg var vist et andet sted, da jeg skrev det ord ._. Der skulle have stået kløer O.o//

Reaktionen var mere eller mindre som hun havde håbet på. Øjnenes udvidelse udtrykte overraskelse, eller det var i hvert fald hvad hun troede, men uheldigvis nåede hun ikke ret meget mere end til at fryde sig kort over det, før hun mærkede grebet omkring begge sine håndled, og styrken bag fik hende til at slippe nålen, mens hun havde ekstra godt fat omkring dukken. Hvæsende stirrede hun indædt ind i hans blik, mens hun rev voldsomt i armene, for at få ham til at slippe grebet.
Tvunget til at lytte til hans ord, vrissede hun irriteret af ham, mens hun fortsat kæmpede imod grebet, ved at rykke væk fra ham gentagne gange, mens hun hørte sætningen. Sælge sin sjæl.. Pff.. Faktisk havde han en pointe, for det var vel mere eller mindre hvad hun havde gjort.. Hver gang, og et stykke var faldet fra den samtidig, men alligevel gik hun oprejst. Den dag hendes liv var ovre, ville det være en enkeltbillet i de evige flammer og det vidste hun. "Jeg er aldeles ikke faldet for dybt.. Jeg trækker stadig vejret, Jeg har stadig et pumpende hjerte.. Du.. Du har intet af det, og den dag du vil dø, vil du ende op samme sted som mig" svarede hun hviskende, med en kold undertone, for derefter at ryste let på hovedet, som i en.. Hvorfor fortælle ham det.. Han er vel ligeglad, bemærkning.
Det overraskede hende kort, at hun modtog to muligheder, og langsomt overvejede hun hvilken der ville egne sig bedst til denne situation. Sjælen havde hun mere eller mindre tabt, så det var vel intet tab for hende. Hun ville dog ikke kunne gå i sollyset længere.. Hun ville kunne hævne sig på .. andre og mere.. voldsomme måder.. Og alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke om det var det værd? "Har jeg overhovedet noget valg?" svarede hun irriteret, og stoppede nu sin nyttesløse kamp for at komme fri, mens hun kort vendte blikket tilbage mod liget fra før. Den person havde ikke haft noget valg.. Men tanken om at se sig selv i den tilstand var.. Forkert.. Hun ønskede ikke at rådne op i minerne, selvom hun var alene i verdenen. Men ønskede hun at rådne op ligesom ham, i en tilstand af en levende død?
Hun ventede på det uundgåelige, og nægtede at svare yderligere på spørgsmålet.. Nægtede at give ham en tilfredsstillelse af at fratage hendes sidste ønske.

Vladimir fnøs lavt af hendes kommentar, om ham selv, og hans egen 'sjæl'. Det var alt for sent for ham, og efterlivet, havde han skimtet før.. Det var ikke en tanke, der hvilede i hans baghovede længere. Heller ikke noget han sigtede efter at ende i.. Døden var ikke en faktor, for de udødelikge.
Vladimir løsnede ikke sit greb, men stramte det næsten, så det gjorde mere ondt, da hun holdt op med at kæmpe. Og da han blev stillet et spørgsmål tilbage, hvæsede han truende, løftede hendes venstre hånd, for så at hamre sin hånd ned, så den klemte hendes håndled, imellem det, og den hårde jord. Slaget var så hårdt, at det ville være tæt på, at kunne brække knoglerne i hendes håndled.
"Selvfølgeligt! Har du et valg.. Når.. Jeg stiller dig to! Hvad.. Tror du.. Jeg er!" Brøllede han vredt, og næsten fornermet. Inderst, smilede han. Han havde ikke tænkt sig at give hende et valg. Men behøvedes hun jo ikke at vide. Han knælede sig så nærmere ned over hende, stadigt med hendes øjne rettet imod Vahidas øjne. Han lagde sit hoved en anelse på skrå, og kneb sine øjne sammen.
"Som.. Et udskud.. Af din egen race... En.. Heks.. Ofte ganske hadet... Må.. Du jo vide.. Hvordan.. Det.. Er at være alene?" Sagde han, fremkæmpet forbi hans læber, og over hans stemme bånd.. Han rystede langsomt på hovedet, og drejde det på skrå den anden vej.
"Helvedet.. Er.. Ikke anderledes.. Men.. Hvis.. Du acceptere min.. Forbandelse... Vil.. Du ikke kun blive meget.. Stærkere.. Men.. Du ville modtage.. En.. Familie.. Et bånd.. Stærkere.. End nogen andre..." Hans hæse stemme, og blik, virkede ikke til at han løj. Og et hvert ord han sagde var også sandt.. Det bånd han havde til sine skabninger, var stærkere end blodt behov og kærlighed.
Han strak sit hoved, så det stod lige igen, stadigt med øjnene fikseret det samme sted.
"Sig.. Blodt til dig selv.. At et sådan.. Bånd.. Ikke er.. Nødvendigt.. Men.. Lyv.. Ikke for mig... Så.. Forsvinder.. En.. Af dine valg.. Ganske.. Hurtigt..." Sagde han, imens hans fingre strammede en tand mere, omkring hendes håndled, inden de igen slap en anelse. Når hun ville blive forvandlet, ville al nuværende skade, alligevel blive healet af Vladimirs blod, men den tid han søgte at skræmme hende, var ovre. Nu gik han mere efter, at se hende acceptere et valg, kun de færeste ville.. Specielt af hendes race. At modtage vampyrens forbandelse, var en ting.. Men at acceptere Nosferatuernes forbandelse... Var en helt anden...

Hvad havde hun forventet? En reaktion måske, men det eneste hun fik var et sølle fnys.. Typisk. Dog gav hendes næste kommentar en reaktion, dog ikke den hun havde forventet. Da hendes håndled blev hamret mod jorden, med et sådan kraft, at hun forventede at mærke knoglerne splintre inde under huden, kom et smertende klynk fra hende, mens hun kneb øjnene hårdt sammen. Hun vidste ikke om hun burde svare på spørgsmålet, om hendes svar måske bare ville gøre at håndleddet rent faktisk blev brækket næste gang.
Langsomt vendtes hendes blik mod hans igen, da han kom tættere på, men denne gang modstod hun fristelsen om at rykke sig væk i foragt for ham. Hendes ansigt ændrede sig kort, overfladisk, og viste at han havde ramt et ømt punkt inden i hende. Hun var alene, og havde været det længe efterhånden. Igen svarede hun dog ikke på hans kommentar, og forholdt sig i stedet for passivt.. Ventede på at han ville slippe hendes håndled, og lade hende komme op i en mere behagelig stilling, end den halvt foroverbøjede som hun sad i nu.
Ændringen i hendes ansigt var tydelig, da ordet familie blev nævnt.. Hun ville være som andre, blive accepteret af en anden flok og ikke være udenfor længere.. Ikke længere være alene. Det var ikke noget, der havde været med i hendes overvejelser, og langsomt begyndte dennes tilbud at virke mere lokkende. Hun overvejede det, og blikket blev langsomt fjernt, mens hun igen tog tingene op i hendes hoved.
Nærværet kom dog sammen med det ekstra klem omkring håndleddet, og endnu engang gispede hun af smerte, inden hun fokuserede på ham igen. "Vil.. Det gøre ondt?" spurgte hun neutralt, mens hun trak håndleddet til sig, og gned den modsatte hånds fingre hen over stedet han havde holdt. Mærker var allerede begyndt at træde frem omkring det, og en hævelse havde indfundet sig. Hendes ord kunne velsagtens betragtes som en bekræftelse på at hun ville acceptere det. Selvom andre væsner ville afsky hendes udseende, så ville hun stadig have det hun hungrede mest efter lige nu.. En familie.. Folk som hende. Det var værd at opgive så meget andet for.
Når hun sagde ondt, mente hun selvfølgelig noget der virkelig kunne mærkes.. Noget værre end bare en brækket knogle, eller et slag i ansigtet. Hun mente noget utænkeligt.. Så smertefuldt, at det ikke kunne beskrives. accepteringen kunne ses i mørket, det lyste ud af hendes øjne, og for at bekræfte det yderligere, gav hun et diskret nik fra sig. Derefter rettede hun let på sin placering, og satte sig bedre til rette på jorden, mens hun afventede hans beslutning.

Vladimirs læber, skar ud i en, næsten blid, kurve, og formede et mindre smil. Et smil, man satte på når man havde fædiggjort noget. Da han så ændringen i kvindens ansigt, var det tydeligt, at hun allerede havde truffet et valg. Hun havde været alene. Som de fleste andre hekse. I landet, Di Morga, var dette åbenbart normalt. For det samme havde de andre tre, han havde forvandlet, hungret efter. En familie. Præcis som han også selv havde.
Vladimir gav langsomt slip, fra hendes håndled, og lod hende sætte sig ordentligt, imens han satte sig bedre på hug, og hvilede sine håndled på sine knæ. han lagde sit hoved på skrå af hendes spørgsmål, og måtte nu smile halvt, ud i det sadistiske igen. Som om svaret morede ham. Han nikkede så langsomt, imens hans læber begyndte at tale.
"Oh ja.. Det.. Vil gøre ondt.. Det.. Vil.. Med stor sikkerhed.. Være det værste.. Du har prøvet.. Du.. Vil dø.." Sagde han, med en stemme, der virkede som om han forsøgte at lyde blid.
"Jeg.. Er af Nosferatu klanen.. Min.. Gift.. Kommer ikke.. Igennem mit... Tandsæt." Sagde han, og klikkede en af hans lange klør, imod sin ene tand, og rystede på hovedet.
"Nej.. Min.. Velsignelse.. Ligger.. I mit blod.. Så.. Jeg skal dræne dig.. Tømme dig, for alt det blod, der holder dig i live.. Til.. Kun de mindste.. Dråber.. Er tilbage.. Og.. Dit hjerte.. Stopper.." Han rakte langsomt ud imod hende, imens han talte, og gled bagsiden af en klo, ned af hendes ene kind, så den ikke ville skære. Hans gestus, var næsten kærtegnende, og hvis ikke hun fjernede sig, da han havde gjort det, lagde han sin finger, under hendes hage.
"Og så.. Vil jeg endeligt.. Velsigne dig.. Med forbandelsen... Og det, er det, der vil gøre ondt.. Du vil vogne.. Tids nok.. Til at mærke.. Din egen krop.. Ændre sig.. Blive.. Stærkere.. Men smerten.. Er slet.. Ikke det værste.. Det værste.. Vil være din sult.." Han talte stadigt blidt, og næsten som om han skulle forklare en elsket datter, eller andet familiemedlem, at denne store smerte, snart ville falde over dem. Som om, hun allerede var forvandlet..
"En hjerteskærende.. Hungren.. Som.. Et menneske.. Uden mad.. I flere år.. Men stadigt ikke.. Død af sult.. Nej.. Ikke engang.. Det.. Kan ikke sammenlignes.. Er noget.. Du først vil forstå.. Når du står der.. Men du vil ikke.. Kunne sætte den selv.. Da.. Dine tænder.. Ikke gror ud.. Før nogen tid.." Afsluttede han så endeligt talen, omkring hvad der ville ske.. Hvilken ubehagelighed, hun ville skulle igennem. Vladimir angrede at hans døtre og sønner måtte gå igennem dette, da han selv, tydeligt, kunne huske den hungren. Man vågnede med. Hvis hun ikke havde fjernet hans hånd, fra hendes hage, ville han gøre det nu, for så at køre en fingre hen af hendes pande, for at skubbe nogen få khaotiske lokker, væk.
"Men.. Når dine smerter.. Dine behov.. Er ovre.. Vil du være en del.. Af noget.. Der heller ikke.. Blot.. Kan beskrives med ord.. ikke.. Sammenlignes.. Du vil have søskende.. Der, med tiden, vil elske dig.. Vil give deres eget.. For at dit.. Liv.. Kan fortsætte.. En beskyttende ramme.. Og.. Du vil blive.. Stærkere.. Hurtigere.. Ikke.. Holdt tilbage.. Af den.. Svage skald.. Du krammer livet til.. Og du.. Behøves ikke engang.. At ofre din sjæl.. For det.." Sagde han, med et kortfattet hint, imod dukken i hendes hånd..
Vladimir slappede af i kroppen, imens han lod sine håndled hvile imod sine knæ igen.
"Hvad.. Bliver.. Dit valg?" Spurgte han så endeligt, da kreterier var sat på plads. Svaret på hendes spørgsmål, værende et stort ja, var han spændt på, om hun var klar til at gå igennem dette.. For endeligt at komme frem til målstregen, og stå med et familiebånd, der på få dage, ville minde om et bånd, der var blevet styrket, over en livstid..

Hendes blik hvilede stadig på ham, da smilet trådte frem. Utroligt.. Forandringen var tydelig, han var tilfreds over hendes mentale nederlag, og selv da han begyndte at forklare.. Hvor ondt det ville gøre, forklare hvorfor det ville være sådan, fortrak hun ikke en mine. Ikke et eneste smil eller tegn på at det rørte hende. Derimod nikkede hun bare kort, som for at vise at hun var med.. Hun forstod det ville være ubeskriveligt, måske selv bagefter, men noget man aldrig ville glemme, men alligevel fortsatte han med at snakke. Om hvordan det ville foregå, hvordan hun ville blive tømt, og en grimasse løb over hendes ansigt, en der sagde at hun godt kunne have undværet de slibrige detaljer.
Da hun mærkede kloen mod sin kind, gik en kort kuldegysning igennem hende, men hun fjernede ikke hovedet.. kiggede i stedet ned i jorden, mens hun tænkte. "Jeg.. Kunne godt have undværet den information" mumlede hun lavmælt, inden hans finger fik hende til at se op igen, efter endnu en bunke detaljer have ramt hende. Vahida brød sig normalt ikke om løgne, men i dette tilfælde ønskede hun, at han bare.. havde gjort det, i stedet for at skære hvert eneste sekund ud i pap, så nervøsiteten kunne springe frem.. Så hun måske ville ændre mening i sidste øjeblik.
Sult.. Den havde hun allerede set komme. Det var logisk at hun det første stykke tid ville føle den banke i sig, men hvordan var det muligt at.. blive mæt uden tænder? Det spørgende udtryk i hendes ansigt, fortalte allerede hvad hendes spørgsmål gik ud på, og derfor sagde hun ikke ordene. Hun regnede vel med at han kunne gætte sig frem til det.
De forvildede lokker af håret, blev strøget væk fra hendes ansigt, og hun vendte automatisk blikket mod dukken, mens grebet strammedes endnu mere omkring denne, da han nævnte den.. Og hendes sjæl. Næh, hun behøvede vel ikke rykke sin indre sjæl i stykker længere.. Den ville bare.. forsvinde. Han havde ledet det over på familietalen igen, og tvivlen, der før havde været i hende, var nu.. på vej væk igen. Intet var bedre end en familie, end andre der holdt af en, og ønskede at hjælpe i enhver situation. Det var noget alle kunne relatere til, ligegyldig race og tro.
Endnu engang kom spørgsmålet, og hendes blik vendte sig imod hendes knæ, som hun havde trukket inde til kroppen. En pegefinger prikkede til det i en fast rytme mens hun tænkte. "Den er vel bare.. midlertidig" bemærkede hun, mest af alt henvendt til sig selv, inden hun lukkede øjnene, så hun ikke kunne se ham, eller noget andet. "Bare.. gør det.. hurtigt". hinderne gled væk fra hendes øjenlåg, så hun kunne kigge på ham. En svag blank hinde havde lagt sig over det grønne skær i dem, og igen nikkede hun, uden at bruge ord.

Vladimir opdagede godt nok hendes spørgende blik, men svarede ikke, da hun ville se, og forstå alting når forbandelsen havde bredt sig i hendes blod, og at det også havde ætset hendes sind. Det behov hun ville få til Vladimir, ville være så stort, at hvis tænderne, og krafterne, ville komme med det samme, ville hun straks forsøge at flå ham i stykker, og grådigt drikke fra hans lig. Det skulle ikke misforstås, hun ville stadigt elske ham, og helt sikkert fortyde hændelsen bag efter, men hendes behov for hans blod, og kød, ville være alt for stort, og en desperat kat, med midlerne til at besejre den truende hund, ville ikke kunne stoppe sig selv.
Vladimir kiggede ned på hende, da hun trak sig sammen, og da hun endeligt gav hendes svar, kurvede hans smile en anelse støre. På et splidt sekund, var han kommet om bag hendes ryg, for så at side på hug der. Han satte sig på sit ene knæ, og lagde så sin venstre hånd, imod hendes venstre ide, og kørte den blidt ind over hendes talje. Han trak hende tættere imod sin krop. Han lagde så sin kind imod hendes tinding, for så at skubbe hendes hår væk fra hendes hals, ved en nænsom bevægelse af hagen og hovedet. Med sit eget hoved, skubbede han så blidt hendes til siden, for så at blive mødt, af hans stadigt frie hånd, som lagde sig imod hendes kind, og hans tommeltot strøg kærtegnende op og ned, imod den.
Vladimir åbnede sin mund, og der kom knækkende lyde fra hans kæbeparti, og hans tænder, da hans tænder, langsomt rettede sig op, og nogen lagde sig. Hans tandsæt, gik fra et kaotisk sæt, skabt til at flå igennem byttets kød, og dræbe med et enkelt bid, til et fint, og lige tandsæt, hvor tænderne var nærmere skabt til at spide finde huller i byttet. Af disse, var der også to tænder, hvor med han kunne suge hendes blod ud.. Disse var nødvendige til forvandelsen, da hans almindelige tænder, ikke ville kunne få det ud hurtigt nok.
Der kom så et lavt hvæs fra ham, inden han hukkede sine tænder i hende, og straks begyndte at drikke. Overordnet, var det ikke tænderne der udgjorde smerten, med hans grådige sugen. Men dette var for hendes skyld.. Jo hurtigere han fik det gjort, jo lettere var det at komme igennem.. Kunne selv han huske.
Vladimir knugede Vahida tæt ind til sig, imens hendes blod flød igennem hans strube. Hans øjne flakkede, af den store mængde blod, han blev velsignet med. Den fantastiske, og livgivende smag.. Men hans øjne focuserede hurtigt, da Vahidas blod mangel, var på et farligt stadie. Han stoppede ikke med at drikke, men blev ved, indtil hendes sidste hjerteslag var slået. Inditl hun lå død op imod ham, og kun ganske få dråber af blod forblev i hende.
Da hun lå død imod ham, lagde han hende blid imod sit knæ, imens hans hånd, holdt hendes hoved fra at falde bag over. Vladimir spildte ikke sin tid, da han vidste hans gift skulle ind hurtigt, for at nå og fange hendes sind, i hendes døde krop. Han holdt sit venstre håndled foran sig, og brugte nu sit knæ til at holde hende sidene. Han drejede sit håndled, så hans store blodåre pegede opad. han lagde sin ene tand imod denne, og skar en lang fin streg, hvor blod straks fodsede ud. Han åbnede så hendes mund, med en finger, for at holde sit blødene håndled over den åbne mund, så det tykke blod fodsede ned i hendes mund. Blodet, som fortryllet, fandt sig hurtigt vej igennem hendes åre, og straks gik forvandlingen igang.
Ganske få sekunder, efter blodet var begyndt at fodse igennem hende, ville hun igen vågne. Stadigt i hendes egen krop. Og det var først nu smerten kom.. Hendes krop ville begyndte at vride, og skrige, da hendes muscler, blev tvunget til at forme sig anderledes, og lige så alt andet. hendes øjne ville brænde, i det de ville få en af forbandelsens, velsignelser. Et bedre syn. Vladimir kiggede ned på Vahida, imens forvandlingen gik igang, og et kurvet smil, bredte sig langsomt over læberne. Han nød ikke hendes smerte.. Ikke denne gang. Angrede den derimod.. Men det var 'fødelsen' af hans nyeste datter, der frembragte hans smil.

Tankestrømmen i hendes indre, gjorde at hun ikke bemærkede at han undlod at besvare hendes spørgende bemærkning, og i stedet sad hun stille, mærkede ham bag hende, som havde han siddet der hele tiden. Selv da hans hoved fik hendes eget til at vippe på skrå, lod hun det bare følge med, for derefter at hvile det mod hans hånd, og lod halsen være blottet. Nu var det bare at.. Vente. Hendes fingre knyttede sig sammen til næver, som hun lagde mod jorden, mens hun ventede på smerten der ville skyde igennem hende.
Da hun mærkede tænderne synke ned i det bløde ud, spærrede hendes øjne sig automatisk op i overraskelse, for derefter at løbe over i et smertende udtryk. Hun mærkede hvordan hver dråbe blod forlod hendes krop, og smerten var voldsom nok til at få hende til at spænde i musklerne. Det varede dog ikke længe.. jo mere blod der forsvandt, des svagere blev hun, og til sidst var Vahida ikke andet end en skal.. Hun lå op af ham som en kludedukke, ude af stand til at røre sig, og blev kun holdt oppe på grund af hans greb omkring hende.
Hjertet pumpede langsommere og tungt inden i hendes krop, og tvang sig selv til at fortsætte, selvom blodet svandt ind med en utrolig kraft. Dette organs sidste bank var anstrengt, og derefter stoppede det med at holde hende i live. Meneskekroppen havde opgivet, og Vahida var nu bare.. død.

Forandringen begyndte, og smerten da blodet havde forladt hende krop, var intet i forhold til hvad hans blod gjorde ved hende nu. Kroppen ændrede sig, og hendes fingre blev længere, huden var ligbleg og død at se på. Et prik kunne velsagtens få den til at krølle sammen som et stykke brændt papir. Hendes øjne spærrede sig op, og de grønne øjne, blev langsomt indrammet af en rødlig ring, der endnu langsommere overtog øjenfarven, og til sidst lignede disse bare størknet blod.
Skriget skar tørt igennem hendes brændende hals. Det føltes som om en sandstorm havde tørret den ud, og stemmen var hæs både af anstrengelse og tørsten. Imens kastede hun sig frem og tilbage i kramper, som om hun havde fået et epileptisk anfald, selvom dette skyldtes forandringerne, og den følelse de bragte med sig.
Det hvide hår ændrede sig også.. Farven sort trængte igennem hårrødderne og farvede dette, så huden så endnu mere syg ud end den havde gjort før.
Efter flere minutter i smertende vrid, lå Vahida stille.. Hendes øjne var åbne, og den nye følelse skræmmende. Sanserne var skærpede.. Alle sanser, og det eneste hun tænkte på var den duft der stod ud i rummet.. Duften af blodet i nærheden, og som et andet vilddyr sprang hun på benene, og lokaliserede ham i løbet af ingen tid, for derefter at sætte i et nyt spring med fingrene krummet sammen som ørnekløer, og læberne trukket tilbage over tænderne, mens en hvæsen undslap hende.

Vladimir lænede sig en anelse tilbage, da hendes forandring begyndte. Han lagde en hånd imod hendes mave, for at sørge for hun ikke faldt, men stoppede ikke hendes spjætten. Det var en nødvendighed, for at hendes krop kunne klare de massiver ændringer. Han stirede på hende, og opserverede hendes ændringer. Hans læber, formede et mere sørgmodigt smil, af den smerte hun skulle igennem, og han rystedelangsomt på hovedet, da minderne kom tilbage fra hans egen forvandling.. Dette var et væld af år siden, men smerten er aldrig glemt.
Da hendes forvandling nærmede sig det endelige stadie, fjernede han sån hånd fra hendes mave, men lod ikke håndledet heale. Han lod det blive ved med at bløde, da han allerede havde overfloder af det, og han ville tilbyde det til Vahida. Han strøg kort en finger over hendes kind, inden hun hoppede op. Vladimir fulgte hende med øjnene, og rejste sig langsomt. Han stillede sig op me drang ryk, og kiggede ned på Vahida. Da hun hvæsede, sendte han et retur. han hvæsede højt, og dominant, så hans stemme gled igennem tunnelerne, og gav genlyd i de tomme rum. Det var en hvæsen, for at sætte fast, hvor hun stod. Hans øjne stirede indædt imod den nyfødte Nosferatu, for at se om hun havde forstået det. Chancen var, at tørsten stadigt dulmede alle andre tanker, men dominans skulle tæskes ind, inden hun blev tilbudt noget.
Han afventede kort hendes reaktion, og hvis hun gav hentydninger til at forstå, ville han række sin arm ud imod Vahida, så det stadigt let blødene håndled, var opad, og blev vist.
"Velkommen.. Mit.. Kære barn.. Kom.. Tag imod.. Min gave.. Men vær ikke grådig.. Sulten vil ikke fortære dig.. Og.. Du vil gro tænder.. Du kan jage med.. I løbet.. Af din første.. Søvn.." Fortalte han langsomt, og tilbød stadigt hans håndled. Hvis hun hoppede imod ham, og var alt for grådig, ville han stoppe hende.
"Men i nat.. Vil jeg.. Sørge for dig.. Sætte din tørst.. Så vidt.. Det.. Er muligt.. Kom så.. Ta imod mit tilbud, min kære.. Og fortæl.. Mig dit navn.." han bælgede let med sin hånd, som hinting, for at få hende over til sig.. Det var først nu, hendes navn havde en interesse for Vladimir.. For chancen var, at hun ikke huskede sit tidligere navn. og så var hun fri, til at vælge hendes eget. Han selv, havde glemt sit, men blev navngivet af hans skaber..

Hun bøjede sig en anelse forover i en angrebsstilling, mens hendes hvæs blev ved med at blive sendt imod ham. Sulten brændte allerede i hendes hals, og hun havde brug for at mætte den. Det kunne han vel forstå?
Da hans dominerende hvæs blev bragt tilbage til hende, flakkede hendes blik et kort øjeblik, og overraskelsen kunne svagt anes.. Som om noget indeni hende forstod at det ikke var ham hun skulle lægge sig ud med. Men hun var sulten.. utrolig sulten, og da duften igen ramte hendes næsebor var det næsten ubærligt. Dog bemærkede hun det fremstrakte håndled.. Et bytte hun ikke engang selv skulle nedlægge.
Hans ord nåede ikke engang hendes øre, og hun var ligeglad med hvad han sagde, eller hvorfor for den sags skyld. Alt hun kunne tænke på var blodet, der måtte dryppe ned på jorden og gå til spilde, og alt hun kunne sanse var duften og synet af dette. Da vridet kom, var det uimodståeligt for hende, og hun sprang frem imod ham igen, men denne gang uden at gøre mine til at angribe, i stedet stillede hun sig foran ham, og tog et greb omkring det fremstrukne håndled.
Kort lod hun tungespidsen glide over sine egne læber, inden hun satte munden for det åbne sår, og.. sugede. Blodet, der flød i strømme ind i hendes mund, var en ren nydelse for hende, og grådigt sugede hun, mens begge hendes hænder holdt om henholdvis hans hånd, og omkring hans håndled længere nede.
Jo mere hun fik stillet tørsten, des mere klarede hendes hoved op, og hun begyndte at lytte efter hvad han rent faktisk sagde til hende. Da samtaleemnet faldt på hendes navn, lavede hun en underlig grimasse. Hun havde da et navn.. Det..
Hun stoppede med at drikke fra ham, efter at have fået stillet tørsten, og lod let bagsiden af sin hånd, efter hun havde sluppet hans arm igen, glide henover sine læber, for at tørre det værste blod væk fra dem. "Vahida" svarede hun med en hæs stemme, som for at fortælle hvad hendes navn var inden hun nikkede let med hovedet.

Vladimir stirede ned på hende, da hun hoppede imod ham. hans stadigt frie hånd, slog ud, og hans lange klør kom frem, med en flodsende lyd. Han stod med den truende, for en ekstra sikkerhed, imod hendes grådighed, hvis hun ikke kunne holde sig i skindet. Vladimir opserverede hende med øjnene, og så hendes sult, ganske langsomt dulme. Kunne lugte blodet, langsomt blive hendes eget. Hvordan hans, gav liv til hende. Et lille smil bredte sig over hans læber, og hans klør forsvandt fuldstændigt.. Han rejste sin hånd, og lod en fingre føre noget af hendes sorte hår, væk fra hendes ansigt.
Da hun fjernede sit hoved, virkede han næste overrasket, og kneb sine øjne en anelse sammen. Men kort efter, rystede han en smule på hovedet, og smilede. Til hendes svar, nikkede han en enkelt gang, og lod sin arm falde ned langs hans side. hans håndled heales, lige så hurtigt som det var blevet lavet, og han havde stadigt en del blod tilbage.
"Vahida.. Er det så.. Du bor.. Nu i Nosferatu Rest.. Med.. Din nye familie.. Når.. Du er klar.. Rejser vi.. Straks der til.. Ønsker.. Du mere blod.. Vil jeg tilbyde mere.." Han talte roligt, men med et hårdt blik, der indikerede at hun skulle lytte efter..
Vladimir tog et par korte skridt imod Vahida, og kiggede dybt i hendes øjne. Som ville han analysere hendes sanser. Han kendte det udemærket godt, hvordan det var at vågne sådan.. Med et hvæl af nye sanser.. Fuldstændigt ude af kontrol.. han rejste langsomt sin ene arm, for ikke at signalere agressivitet, så hun ikke missforstod håndens hensigt. hvis ikke hun fjernede sig, lagde han hånden imod hendes kind, og strøg den kærtegnende frem til hendes hage, for at slippe hende igen..
"Rolig.. Min kære pige.. Dine sanser.. Vil snart.. Slappe af.. Og du vil få.. Klart syn.. Er du.. Indforstået med.. Hvad jeg har sagt? Der.. Er ikke længere.. Noget for dig.. Ude iblandt andre væsner.. I Di Morga.. Din familie.. Venter dig.. I Nosferatu Rest.. Vores.. Hjem.." Sagde han roligt, med sin hæse og ru stemme. Hans arm faldt ned langs hans side, imens han kort betragtede Vahida, med et veltilfreds smil. Nu var det bare, at afvente, om hun ville acceptere hendes nye ydre.. Og acceptere sit nye hjem.. Acceptere hendes familie.. Ingen af hans børn, havde indtil vidre gjort dette, men chancen var der stadigt.. Det var hendes valg.. Ikke hans.. Og hvis hun ikke ville bo ved hans familie, ville han ikke have hjerte til at stoppe hende. Dog ville hun stadigt være afhængig af ham, i en uges tid, inden hun ville kunne klare sig, uden hans blod. uden det, ville hendes system ikke komme til at virke ordentligt, og hun ville miste al forstand. Blive være end Vladimir, og i så falde, måtte Vladimir dræbe hende.. han kunne ikke lade sit kuld blive feral. Ville han ikke kunne leve med..

Da han igen begyndte at tale, blev hendes tanker distraheret påny, og hun hørte kun efter med et halvt øre, mere interesseret i at finde ud af hvordan hun skulle tackle de her nye.. sanser, forberede var måske mere det rigtige ord. De var kraftige, og lyset fra lommelygten skar nu i hendes øjne og gjorde hende mere irritabel.. Lydene var alt for høje for de sarte øre, og lugtene.. Et stort kaos af forskellige dufte der ramte hende. End ikke hans hårde blik kunne få hende til at fokusere fuldt på ordene, der lød fra hans mund. "Rejse.." mumlede hun diskret, mens blikket flakkede mellem hans og skæret fra lommelygten. Mere mad! Nøgleordet i hans sætning, og dette fangede hendes interesse, det ville altid fange hendes interesse at få mere.. Tanken om det fik den brændende følelse til at vende tilbage i hendes hals, og et sultens skær gled igen igennem hendes røde øjne. Da han løftede hånden mod hende, sendte hun den et skarpt blik, som for at se hvad meningen med bevægelsen var. Den virkede dog ikke fjendtlig, men alligevel føltes det.. underligt at lade ham røre ved hende. Derfor trådte hun et skridt tilbage, så hun var uden for hans rækkevidde, for derefter at hvæse en anelse prøvende, men stadig advarende igen. Uden hans lokken med blodet, ville hun ikke acceptere berøringen.. acceptere at han bestemte.. Hun ville gøre alt for en godbid, præcis som en hun.
Et klart syn.. sanserne ville slappe af.. Hvornår? Det hele fik det til at gøre ondt i hende, og han fortalte at alt nok skulle.. gå? Men hun ville acceptere familien.. Det var derfor hun havde gjort det.. Familie var vigtigt for enhver person, ligemeget hvem man var. Derfor nikkede hun let, som for at vise at hun vidste hun boede der.. At hun accepterede at bo der sammen med andre.
"Jeg.. har.. en familie?" spurgte hun dog forsigtigt, inden et kort glimt af klarhed kom over hende. Det havde hun aldrig overvejet før.. ikke påny, som hun gjorde nu. Faktisk havde hun mest af alt forventet at se ham efterlade hende.. Lade hende klare sig selv, men nej.. Det virkede som om han rent faktisk.. ville tage ansvaret for hende.
"Jeg må ikke.. gå rundt ude i byen?" tilføjede hun undrende, da han nævnte at intet kaldte efter hende der længere. Hvordan kunne hun så få stillet tørsten? Skulle hun drikke fra.. ham, resten af livet..