Nattens mysterier, skal forblive mysterier. - Chase.

Sted: De Jeux - Legepladsen.
Tidspunkt: Meget sent om natten. Omkring klokken 3.
Omgivelserne: Gynger der svagt svajer, fordi vinden får dem til det, en vippe, en rutsjebane og ellers bare et lille legehus.
Vejret: Vejret er egentlig bare sådan lidt vådt, efter et regnskyl, ellers mørkt og koldt.

Om dagen var legepladsen virkelig ulidelig for unge mennesker; Små skrigende møgunger, der skulle have hjælp til alt og deres omsorgsfulde forældre. Det gav jo en lyst til at løbe skrigende væk, hvis ikke man bare proppede noget i kæften på dem, for at få dem til at holde kæft. Sådan havde Shane det i hvert fald. Men, når det var om natten, var det en helt anden sag. Om natten var legepladsen et godt sted, at sidde og ryge, drikke eller sælge og købe narko. Denne nat var der dog helt øde, udover Shane, som langsomt trådte henover sandet. Han havde været her tidligere, sammen med hans lillesøster og hun havde tabt sin bamse hernede. Så nu, gik han underligt nok og ledte efter den. Okay, hans lillesøster var nok også den eneste i familien, som han sådan rigtigt elskede. Han fik så øje på den lille hvide bamse, som nu var fyldt med sand. Gik hen, samlede den op og børstede sandet af den. Han betragtede den lille bamse og sad så bare der, på knæ, ned mod sandet med sin søsters bamse i hånden. Han rejste sig så op, rankede ryggen og gik hen til vippen, satte sig på midten af den og puttede så bamsen i lommen, idet han trak en smøg op og begyndte at tænde den. Han ville ikke tænke, bare leve i intetheden, indtil det blev lyst, hvis det altså var muligt.

En netop hørlig og ru, lidt rungende lyd blev budt velkommen af de mørke omgivelser, blev blandet med den sagte nattevind, der fik diverse træer og buskes blade til at røre på, idet der blev sparket til en tom flaske, der sikkert tidligere havde været fyldt med et eller andet sprut - alkohol, men som nu var helt tømt for hvilken væske, der så end måtte have været i den. Lyden af flaskens glas der livligt rullede afsted hen ad den hullede, støvede asfalt stoppede efter få sekunder, hvorpå en ny lyd trådte frem. Noget der lød som to tykke, stabile stålplader, der blev skrabet mod asfalten udenfor legepladsens område. Tydeligvis et par plader der var blevet naglet fast under et par sko; i dette tilfælde to brede, opsnørrede militærstøvler, hvor der ganske rigtigt var blevet sømmet blanke stålplader under selve skobundene, men også foran på skosnuderene, der derudover havde nogle små, spidse pigge siddende på sig på selve metalpladerne. Det var ikke ligefrem de allerbedste listesko, men det var heller ikke en nødvendighed lige nu. Hvem skulle dog opdage ham? Opdage dén forskruede psykopat af et væsen, der luskede rundt ude i nattens skumle, sorte hjørner. Ingen. Især ikke på dette tidspunkt af natten og på sådan et sted. Ikke hvad han troede i hvert fald. Havde ikke regnet med at møde nogle på sin vej. Chase, som denne halvvampyr hed, standsede brat op ved at sætte hælene i jorden for en kort stund, i det øjeblik han havde rundet et lille, blødt hjørne og nu stod med front mod dén jernlåge, der førte ind til De Jeux. Et sted der somregel vrimlede med små, larmende og direkte møgirriterende snotunger, men ikke nu. På denne tid var det eneste, der var tilstede, de ting der normalt underholdt de legende børn; såsom en vippe, et gyngestativ og hvad der nu ellers hørte en legeplads til. Med et ret uopmærksomt, sløvt blik fæstnede han den ene af sine handskebeklædte, behændige hænder på toppen af lågen, lukkede sine fingre en smule omkring den, før han med en langsom bevægelse skubbede den op og efterfølgende trådte ind på det forholdsvis store areal, der udgjorde stedet, De Jeux. Han knejsede kort med nakken, inden han smækkede jernlågen i med sin ene fod, hvilket fik hængslerne på den til at udstøde en skinger, klagende og rusten lyd, der skar i ørerne. Derefter vrissede en lidt muggent, sænkede blikket en kende og løftede en hånd, som han førte op til lynlåsen på hans old-school, sorte læderjakke, greb fat om jernstykket og lynede jakken lidt ned, indtil cirka midt på brystkassen, så en mørkerød t-shirt med et eller andet sort tryk kom til syne. Lod sin hånd søge ind under den - jakken - og rodede rundt i nogle af de inderlommer, der var i den, men fandt åbenbart ikke det han ledte efter, og det forårsagede at et ualmindeligt utilfredst, lettere arrigt suk slap ud imellem hans blege læber. Så havde han kraftedme glemt det hjemme på køkkenbordet. Forhelvede, virkelig flot, virklig. Han vendte med stor irritation det hvide ud af øjnene af sin egen dum- og glemsomhed, - og det var først dér, at han vågnede lidt mere op og spottede en anden skikkelse. Henne på dén vippe, der stod placeret på legepladsens grund. Det var en lille smule svært at se, om væsnet var af hunkøn eller hankøn i denne belysning, men efter at have knibet sine øjne sammen for at skarpgøre synet og set personen an i noget tid, kunne han konkludere, at det måtte være en dreng. Eller ung mand. Om det var en han kendte eller havde set før, det kunne han gøre op med sig selv. Men i stedet for at gå hen og se efter, eller hilse, blev han blot stående. Krydsede sine arme så de blev korslagt og skød et af sine mørke øjenbryn i vejret, ventede på at vedkommende skulle opfange hans tilstedeværelse.

Lyden af en flaske - lavet af glas - hørtes svagt, nåede svagt hen til legepladsen, men det var dog ikke noget, som Shane tog sig synderligt af. Altså, vinden kunne have fået den til at rulle rundt? En person kunne have sparket til den. Og hvad så? Ragede det ham? Ikke en skid. Han lagde heller ikke rigtigt mærke til de tunge metalplader der skrabte hen af jorden, han var nok mest i sin egen verden. Og selv hvis han havde lagt mærke til lyden, der skar igennem hans dybe rolige stilhed, tænkte han ikke over dette fænomen. Som regelt, befandt ingen andre sig på legepladsen, ikke på denne tid af dagen, eller måske nok nærmere natten. Han inhalerede dybt, lukkede med et saligt smil sine øjne i, mens lydene bare forsvandt fra hans verden, gled ind i intetheden, der hvor der ikke rigtigt var noget der betød noget, eller noget kunne komme til at betyde noget. Der hvor alting bare flød sammen, ondskab og godhed, alt det der lort midt imellem, som om det hele bare smeltede sammen til en stor masse inde i intethedens tomrum. Og så, så lød et smæk med jernlågen, som fik ham til at åbne øjnene og dreje hovedet mod lågen, denne gang var det noget hårdere end et vindpust der bare havde fået den til at klappe i. Den var blevet smækket i, ellers ville den ikke lyde så beklagende og skinger. Og så fik han øje på den skikkelse, som måtte være trådt ind lige for to sekunder siden. For, der havde været helt stille, for et minut siden. Han sad bare stille på vippen, så hen over sin een skulder, kun med diskrete blikke, ikke noget med at vende hovedet og glo som en gal, for at se hvem eller hvad der var derhenne. DEt ville virke som om man bare var en panisk unge, der var tæt på at blive opdaget i at tage narko, eller andet lort, som ens forældre havde forbudt en. Det arrige suk, kunne svagt anes der hvor Shane sad og han rettede sig op, rejste sig op, så han stod mere op end han sad. Han rettede også ryggen og vendte sig så om, som om det først var nu han så personen, hvem det så end var. Så gik han, uden videre hen mod personen, nærmede sig lidt, men gik ikke lige hen i armene af ham - eller hende. Og da han kom nærmere, virkede skikkelsen bekendt, lidt for bekendt. Chase. Der var den. Det var Chase der var dukket op, på denne nat. Selvfølgelig, typisk. "Chase Terror, hyggeligt at se dig igen," brummede han så roligt. Som om de mødtes sådan her hver dag og hver nat, over en bajer og spillede kort, eller noget.

Chase lod sit hoved falde en smule på skrå til den ene side, så en del af hans halvlange pandehår faldt ligeledes faldt til side ifølge af tyngdekraften, hvilket synliggjorde hans blege ansigt lidt mere, eftersom der ikke længere var noget hår, der hang og blokerede hans syn foran hans øjne, der nu var blevet sømmet helt fast på vedkommende henne på vippen. Netop som personen begyndte at røre yderligere på sig og rejste sig halvvejs op, inden han dernæst bestemte sig for at lunte hen til ham, løsnede han langsomt sine arme, slappede af i dem, så de til sidst faldt på plads ned langs siderne. Først da fyren var med rolige skridt nærmede sig ham, blev han mere og mere bevidst om, hvem det var. Eller sådan da. Ansigtet virkede i hvert fald bekendt; men et navn der matchede til det, kunne han ikke lige komme på med det samme. Med skuldrene løftet en smule stak han begge sine hænder ned i de forreste lommer på sine tætsiddende, sorte, læderlignende bukser, hvorefter han fik skilt sine læber lidt ad ved hjælp af tungespidsen, som han efterfølgende kørte hen langs underlæben et par gange, før han atter lukkede munden. Hvor fanden var det, han havde set dét der ansigt før? Han fik vippet sit hoved på sned til den modsatte side, præcis i samme nu som han hørte sit eget navn blive sagt. Af ham - knægten, der tydeligvis ikke var andet end et sølle menneske, pff. Men så, lige efter han var blevet færdig med sætningen, lyste et navn op i hans hukommelse. Ah, Shane. Det var dét, han hed. Shane. Han fortrak sine mundvige i et ualmindeligt gement og djævelsk smil, der normalvis kun var til at se på nogle af de værste tegnefilmsskurke på fjernsynet. Det så næsten helt kunstigt ud, - som om han faktisk var sådan én. En ussel tegnefilmskarakter. Hvilket naturligvis var i den helt gale ende, selvom det nok var dét, de fleste ville ønske, at han var. Noget, der kun fandtes i fantasiens verden i tegnefilm i tvkassen om fredagen, og som man bare kunne slukke for, hvis det blev et alt for grimt syn. Hans smil bredte sig en anelse, da han trak hænderne op af lommerne, rettede hurtigt på de sorte handsker med de manglende fingerdele og lynede derpå sin jakke op igen. Trådte et enkelt skridt i retning af mennesket og stoppede så atter op. "Shane," mumlede han som det første med endnu et af sine sædvanlige, ulæselige smil, der genspejlede sig i hans øjne og gav dem et lettere hemmelighedsfuldt glimt. "Jamen, jeg kan da kun sige i lige måde," tilføjede han så få sekunder efter med et svagt løftet øjenbryn og var allerede nu fast besluttet på, at han nok skulle få ham til at trække de ord tilbage. Hyggeligt at se dig igen. Det kunne han eddermaneme bande på, at det i hvert fald nok skulle blive, - sandsynligvis ikke for ham, men det kom vel heller ikke som nogen særlig stor overraskelse. Det var ikke ligefrem fordi, at folk var så ellevilde, når han - Chase - først havde bestemt, at sætte fut under tingene og startet en af sine, muligvis lidt psykotiske/forskruede, lege, der somregel kun var sjove for ham. Hans udvalgte legekammerater lod aldrig helt til at forstå morskaben i hans små julelege; hvilket blot var med til at gøre det meget, meget sjovere.

Han fulgte bare Chase med øjnene, ligesom det langsomt gik op for ham at det rent faktisk var denne fyr, som han havde mødt. Igen. Den fyr, som egentlig havde villet voldtage ham, den fyr han havde fortalt at han elskede. Og det gjorde han også, på en eller anden syg måde. Han stod bare stille et par meter fra ham, nu var det hans tur til at ligge armene over kors, han knejsede kort med nakken, inden han så bare fæstnede sit blik på ham igen, der var skam ingen frygt, egentlig bare rastløshed. Han ventede dog tålmodigt på et svar, da han havde sagt at det var hyggeligt at møde ham - igen. Det var jo ikke første gang og at kalde det hyggeligt at være i selvskab med Chase, man skulle vel være godt blæst. Ja, så måtte Shane jo være godt blæst i sit lille fordrejede hoved. Da han så lagde mærke til hvordan hans læber trak sig op i et djævelsk og gement smil, stod han bare der, lod så sin tungespids fugte både over - og underlæbe. Og så gled hans ene mundvige en smule op, hvorfor fanden han smilede, kunne han hverken forklare Chase eller ham selv. Men, han vidste bare at han skulle træde varsomt, præcis ligesom at spille skak. Bortset fra, at her var det rigtigt liv eller død, det var det hele med blod, voldtægt og mord, som stod på spil, hvis du trådte forkert. Han strøg så en hånd igennem håret, alt omkring dem var stille, bortset fra gyngernes knirken som lød engang imellem, når blæsten fik dem til at svaje i vinden. Eller lågen, som blev ramt af et kraftigt vindstød, som fik hænglserne til at knirke, beklage sig. Da Chase så trådte et skridt nærmere, for så at hviske hans navn, nikkede han bare kort, en enkelt gang vippede hans hoved, men dog et bekræftende nik. Shane, ja, det var det han hed. Det var han blevet døbt. Han fulgte det ulæselige smil, og glimten i hans øjne. "Det er altid hyggeligt for dig, at møde nye legekammerater," sagde han kort, med et svagt smil, mens han løftede det ene øjenbryn, lod kort blikket glide rundt og så på alt det der befandt sig her. De var på en legeplads. Plads til at lege. Ironisk nok, var det sikkert lige netop det med sproget, og betydningen at Chase elskede at lege med. Altså, når han fik tid, og ikke legede med sine venner. Han stod dog bare der, og så så hen mod Chase, hans ansigt var ulæseligt. "Nå, hvad laver du af alle, her på sådan en fin nat?" spurgte han så, mens han løftede det ene øjenbryn, utroligt nok, spurtede han ikke for at komme væk. Det ville ikke hjælpe alligevel.

Chase lod blot det ikke specielt behagelig smil brede sig - folde sig endnu mere ud, indtil hans læber ifølge trækningerne i hans mundvige blev skilt ad, og det nederste af hans to, hvide og sylespidse hjørnetænder kom til syne under overlæben, netop som Shane kom med hans lille bemærkning angående legekammerater. Valgte at lade være med at kommentere det. Tav bare løftede en gang imellem en af sine hænder for dernæst at køre fingrene igennem sit tofarvede hår, der dog bestod mest af den sorte, matte grundfarve, der ganske vist var hans oprindelige - ægte - hårfarve, men som han i ny og næ fik farvet op, eftersom det var med til at give det lidt mere spil, liv. Det changerede ligesom mere. Det var først ved det sidste, der slap ud imellem Shanes læber, han reagerede verbalt på. "Jeg kunne spørge dig om det samme," svarede han blot, enormt simpelt. Skød tilmed et øjenbryn i vejret og hans smil falmede så en kende. Ikke betydeligt meget, men hans to skarpe hugtænder forsvandt lige så langsomt og blev atter gemt væk, da hans mund lukkede sig i. Derpå tog han det første rolige skridt efter det andet hen mod ham, fortsat med blikket fæstnet på ham uden at flytte det så meget som én eneste gang, som om det havde været sømmet fast. Stoppede ikke før det kunne var sølle ti centimeter, der var med til at skille dem ad og krydsede kort efter endnu en gang sine arme, inden han lagde vægten over på det ene ben. Han havde åbenbart selv glemt dén begivenhed, der var opstået ved deres sidste møde, - det var i hvert fald ikke noget, han gad at skænke en tanke; og han - Shane - kunne lige vove på at bringe det på band. Efter en del tid intens studeren pustede han halvirriteret til en generende hårtot, der havde forvildet sig ned foran et af hans øjen og hang og blokerede halvdelen af hans udsyn til det unge menneske, der stod lige for næsen af ham. "Burde du ikke ligge hjemme i din seng og sove?" brummede han sagte som en tilføjelse og tilsendte ham et lidt skjult, drilsk smil, hvorefter han adskilte sine arme og lod dem falde slapt på plads ned langs siderne igen, inden han fik kridtet sine sko og listet om bag ham, hvor han kun få sekunder efter plantede en af sine hænder på Shanes ene skulder. Kuplede hånden omkring den ved at forsigtigt at lukke fingrene om den og gav den et ikke særlig skånsomt klem. "Nu skal jeg vel ikke til at følge dig hjem endnu en gang, vel?" Han fik lagt en lille dæmper på et lavmælt, skadefro grin, men det kunne stadigvæk sagtens høres. "Du burde have lært fra en gammel lektie, at det er uklogt at bevæge sig ud helt alene på sådan et tidspunkt af natten ..." Denne gang blev ordene hvisket. Eller de lød nærmest som en giftig hvislen. Som om at det havde været en slange, der havde stået bag ham og mumlet ordene med den tvedelte tunge stukket ud ad munden.

Hans øjne fulgte hvordan smilet på hans - Chase - blev bredere, og nok endnu mere skummelt, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Og det var det jo så, for nu var hans tænder også synlige, det skræmte ham ikke, det var bare forkert i hans øjne. Forkert, at han havde sådan et smil. Han ventede så på, at han ville kommentere det han havde sagt. Det, om legekammeraterne. Men at dømme ud fra, hvordan Chase så ud lige nu, ville han ikke rigtigt få noget svar, på lige netop dén kommentar. Ellers stod han bare der, løsnede langsomt sit greb, lod sine arme hænge langs siden, afslappet, mens hans brune øjne bare fulgte Chase med øjnene, uden at det flyttede sig en eneste gang. Og sådan stod de så, indtil Chase svarede til det med, hvorfor han var her. Eller, nok nærmere bare kastede spørgsmålet tilbage i ansigtet på ham. "Jeg tror godt, du kender mit svar," smed han den så tilbage i hovedet af ham. Han havde godt lagt mærke til, at hans tænde ikke længere var til syne, det var vel en god ting, mente han. Og så begyndte Chase at gå hen imod ham, han gjorde intet, han rykkede sig ikke ud af stedet, kiggede ikke efter flugtveje. Han var ikke specielt bange, bare nervøs for hvad han skulle være med til idag. Han regnede ikke med at han ville slippe, ligesom sidst. Med at skulle trøste, istedet for at blive voldtaget. Næh nej, idag ville der ske noget slemt, det var han ret sikker på. Og ligesom hans eget blik havde fæsnet sig på Chase - hans ansigt - lagde han mærke til at det samme tilfælde var sket, for Chase. Han blev begloet, overbegloet af en dreng, som var ret så meget ustabil og sikkert kunne finde på hvad som helst. Fucking yay? Han havde ikke tænkt sig at nævne deres sidste møde, for, det kunne sikkert få Chase til at flippe totalt ud. Chase stoppede heldigvis op, inden han vadede direkte ind i ham. Da han så spurgte om han ikke burde ligge derhjemme og sove, rystede han på hovedet, bare en svag hovedrysten. "Jeg burde nok - men det betyder ikke at jeg gør det." svarede han så, mens han skød et øjenbryn i vejret, havde godt set hans skumle smil. Og nu var det igen: Denne nats leg. Og ganske, som han havde forudset, stod Chase nu bag ham, eller han listede sig ind på ham, og begyndte at lege med ordene, begyndte at sende advarsler ud, selvom han - Chase - godt vidste, at selv hvis man gjorde mine til at gå, ville man ikke slippe. Han sukkede kort, da han mærkede den kolde hånd, lukke sig om hans skulder, mærkede hvordan han gav den et uskånsomt klem. "Hvis jeg ville hjem, var jeg gået for flere timer siden." påpegede han ham, mens han svagt drejede hovedet og så på ham. "Så, ingen skal følge mig hjem, jeg gider ikke derhen anyway." Han trak vejret dybt, da hans hvisken så løb gennem luften, den hvisken, som mindede ufattelig meget om en hvislen, han kommenterede det ikke. Stod bare der, med rank ryg, og forsøgte nærmest at ignore at Chase var der.

Chase skød et af sine øjebryn i vejret, alt imens han med spidsede ører og lukket mund lyttede til Shanes ordstrøm, der ord efter ord gled ud imellem hans læber og brød stilheden omkring dem. Det - hans øjenbryn - faldt først på plads, da det lod til, at Shane ikke havde mere at sige, hvorpå han kørte dén hånd, han havde kuplet på hans skulder, længere ned. Stoppede ikke før han nåede ned lige oven over albueledet, hvor han fæstnede sin hånd. Lukkede fingrene omkring den, - eller så meget han kunne. Rykkede helt op ad ham; dræbte den luft der var imellem dem ved at trykke sig op af ham. Han bøjede sit hoved en anelse forover, pustede en enkelt gang til Shanes hår, så det blev blæst lidt væk fra hans øre. "Sikke et held ..." startede han ud med at sige; hviskede atter ordene, før han kort efter greb fat i menneskets anden arm med sin frie hånd. Strammede taget om den, inden han fortsatte. "Så kan du passende blive her hos mig ... jeg mangler en at lege med til nattens begivenheder ..." Hans sygeligt blege ansigt blev kun få sekunder efter flækket i et aldeldes ubehageligt, gruopvækkende smil, der med øget hastighed bredte sig og hurtigt blev udviklet til at endnu større og bredere tandsmil, så hans to, sylespidse hjørnetænder kom til syne og blev blottet for omverdenen. Efter smillet var falmet en del, ikke synderligt meget men de skarpe hjørnetænder var igen blevet gemt bag overlæben, hvornæst det lykkedes en dæmpet, djævelsk latter at slippe ud og bane sig vej ud imellem hans læber. Han lod sin mund forblive svagt åben, efter grinet var forstilnet og kørte noget tid efter spidsen af sin tunge op langs den ene side af Shanes hals. "... Så hvad siger du? Vil du være min legekammerat? ..." Med et rimelig selvtilfredst smil løsnede han grebet om Shanes arme, men slap dem aldrig helt. Sørgede for at det var så tilpas stramt, at han ikke bare sådan uden videre ville kunne rive sig løs. Undslippe. "Jeg lover dig ... at det nok skal blive ... hyggeligt ..." hvislede han med et skråtstillet, modbydeligt smil, der absolut ikke lagde skjul på, hvad han havde i tankerne. Mend et havde sikkert heller ikke haft nogen særlig stor nytte alligevel; Shane havde sandsynligvis allerede lært hans ikke helt raske tankegang at kende, ved deres sidste og første møde.

Han vidste ikke hvorfor han sagde disse ting, det virkede vel bare mere beroligende, end at den faretruende stilhed ville lægge sig omkring dem som et tæppe, ikke de der hyggelige tæppestunder, hvor man varmede sig, nej, der hvor man ikke kunne finde ud af at komme ud fra sin hule igen, efter den var faldet sammen. Han kneb øjnene en smule sammen, da han mærkede hvordan han kørte hånden ned og fæstnede den ved hans albue. Han brød sig ikke om den måde han tog fat om hans albueled, eller så godt han nu kunne få fat. Og at han så trykkede sig ind mod ham, skar han kort ansigt, trådte et lille skridt frem, for at undgå at have Chase helt op af sig, det gav ham en følelse af at en slange slangede sig op af ham, parat til at bide ham, lege med ham, indtil den ville kvæle ham. En svag gysen løb ubevidst igennem hans krop, da Chase så hviskede i hans øre, små brudstykker af sætninger, som tilsammen ville give et godt indtryk af, hvad der senere hen ville ske. Og så mærkede han hvordan hans anden arm, også blev taget fat i, et ret uskånsomt tag. Han kkommenterede ikke til hans ord, forsøgte egentlig bare at lukke smilet og hans latter ude af sine tanker, gøre sig immun. Som om nogen kunne det, mmen det skadede da ikke at prøve? Men, det hjalp ikke det mindste. Den djævelske latter noget hans øre og fik ham til at rynke utilfredst på næsen, nok mest med en form for afsky. Da han så mærkede hans tunge glide op af hans hals, skar han ansigt af afsky. "Ikke i aften, Chase." svarede han så, hans stemme var umådelig klar og bestemt, idet han trådte et lille skridt frem, for at undgå igen at mærke den klamme tunge snige sig om af hans hals. Chase havde stadig fast i hans arme, hvilket han ikke brød sig synderligt om. Da han så konkluderede at det nok skulle blive hyggeligt, fnøs han bare kort af ham. Hyggeligt som ind i helvede. Tænkte han for sig selv, mens han ellers bare så neutral ud. "Chase, Slip." sagde han så, mens han vred sine arme et kort øjeblik, stoppede så igen. Chase ville bare stramme sit greb og synes at det var endnu sjovere. Men han var ret sikker på, at han vidste hvilke ord han skulle bruge, for at få ham til at stoppe.