Ædelsten og andre mysterier - Vlad

Vladimir lagde sit hoved en anelse på skrå, og kneb øjnene sammen, da hun trådte væk. hendes hvæs, blev endnu engang returneret med endnu et hvæs. Endnu en gang dominant, men denne gang lavere, og mere for at sætte et punktum, ikke for at stamppe det fast.. En lav knurren kom nu fra ham, og forblev der, imens hans øjne stirede dybt i hendes. Men hans knurren dulmede langsomt, da hun nævnte familie, og han nikkede langsomt, og hans smil curvede sig til et mere brtrykkende et. Han tog så et skridt frem, og endnu et, for at komme et skridt nærmere, end han var før. Og hvis hun fortsatte med at tage afstand, ville han langsomt ryste på hovedet, og få et mere trist udtryk.
"Det.. Er ikke mig.. Du skal frygte.. Jeg ber dig.. Lad være.." Sagde han stille. han havde sænket sin stemme, så hendes sanser ikke blev tæstet af den. Hans stiren imod hende, havde også gjort at han opfattede hendes reactioner. Specielt på lyset. Han gik langsomt til siden, indtil han stod i vejen for det skarpe lys. Han rystede langsomt på hovedet til hendes spørgsmål.
"Selvfølgelig.. En dag.. Vil du.. Være mere fri.. End.. Du nogensinde.. Har været.. Men.. Dog ikke.. Om dagen.. Solen.. Dræber dig.. Ikke.. Over tid.. Vi forkuller.. Meget.. Hurtigere.. End andre, af vores race.." Fortalte han langsomt, og stille, imens han kort kiggede ned på sit håndled, og slog en klo ud fra hans anden hånd. han skar endnu en tynd revne på den store blodåre, og holdt armen en smule ud, dog ikke langt fra sig.
"Kom.. Drik.. En smule mere.. Og.. Så tager vi.. Hjem.. Til dine søskende.." sagde han, med en næsten faderlig stemme. Hvis hun tog imod dette tilbud for blod, ville han blidt stryge eh hånd ned af hendes hår, og skube lidt af det til siden, for at få det fra hendes ansigt. Efter, stod han stille, og ventede på at hun fik drukket.. Drukket hvad hun skulle have.. Så de kunne vende tilbage til hans hjem.. Til hendes.. Nye hjem..

Hvad kunne man have forventet? Hun vidste at hans reaktion ville være lig den hun havde modtaget før, og holdt brat inde med at beklage sig på den dyriske måde, da han hvæste. Hun følte dog en hvis usikkerhed da en knurren blev ved med at hænge i luften fra ham, og underligt overvejede hun mest af alt at stikke halen mellem benene, indtil den.. stoppede, og istedet lod et svagt smil komme frem. Hendes blik var fokuseret på ham igen, og da han trådte et skridt frem, overvejede hun selv at træde tilbage, men endte med at blive stående, på grund af det betryggende udtryk han havde anlagt sig.
Hun.. Han.. Ordene virkede ligeså betryggende, efter at tonefaldet var blevet lavt, og det ikke længere irriterede hendes øre. Det var en befrielse at hans stemme ikke var som glas i dem, og automatisk, da han rykkede på sig, fulgte hendes blik ham, og hun så ham.. Intet flakkende lys længere, eftersom det var blevet dækket, og denne gang kunne et smil langsomt forme sig på hendes læber.
Han svarede på spørgsmålet, og hun vidste ikke om hun havde udtrykt sig klart nok.. Hvornår var en dag? Hvordan var deres forståelse for tid? For, for hende virkede en dag som ret langt væk. Hun havde dog indstillet sig på aldrig at se sollyset igen, og det tog hun ikke for tungt.
Da han ridsede håndleddet endnu engang, havde hun allerede lagt hænderne omkring det, i samme øjeblik som han tilbød det til hende. Blikket var blevet sultent igen, og uden at tøve lod hun læberne synke over åbningen endnu engang for at mætte sig selv. Sultent drak hun, men denne gang med mere overblik, og havde derfor også overskud til at bemærke berøringen hans hendes hår, som virkede.. kærlig.

Vladimir kiggede ned på hende, stadigt med sit beroligende, og næsten faderlige smil. han kørte sin hånd ned af hendes hår en sidste gang,, for så langsomt at lade sin arm falde, og hvis ikke hun gav slip, ville han blidt skubbe hende, og kun en anelse, så hendes greb faldt.. Hans hånd rakte imod hende igen, men holdt sig et stykke fra hende, denne gang for at vise, han ikke ville hende noget ondt, men også for at vise, hun ikke var tvunget, til at tage imod hans gestus. Han lod så blidt sin hånd ligge på hendes skulder, og knuge den. Han nikkede en enkelt gang, og begyndte så langsomt at gå forbi hende, imens, hvis hans hånd var blevet tilladt, hans hånd strøg om på hendes ryg, for så at dreje hende imod udgangen, lede hende få skridt, for så at lade hende være. han lod afslappet sine arme falde ned langs hans sider, og gik roligt imod udgangen.
"Alt.. Vil blive forklaret.. I god tid.. Du.. Har.. En meget lang.. Eksistens.. Foran dig.. Lær med det samme.. At.. Du aldrig har travlt.." Sagde hans beroligende stemme, med en blidt og rar klang. Hans skridt var faste, og ikke for langsomme. Han ville have dem hjem, så hurtigt så muligt.. Så Vahida kunne møde sin familie, inden hun måtte sove.. Den første nat var nødvendig, da hendes tænder ville gro ud der, og nogen af hendes muscler vil også blive fastere, og mere veludviklede under den søvn..

//Skal vi starte et nyt emne, hvor de ankommer til Nosferatu Rest? :) Eller vil du gerne have rejsen med? Og undskyld det korte indlæg.. Heh//

De sultne slurke svandt langsomt ind, og blev overtaget af lysten til bare at drikke, selvom hun ikke havde brug for det. Selv da han trak hånden væk fra hende, ville hun ikke give slip, hvilket resulterede i at hun modtog et skub, der tvang hende væk fra hans håndled. Med et let klynk kiggede hun en sidste gang ned mod det, inden hun vendte blikket mod hans uden at fjerne blodresterne der ville sidde omkring hendes mund.
Da hans hånd holdt stille lidt fra hende, kiggede hun kort mod den, men gjorde ikke mine til at reagere på samme måde som før, men lod ham istedet ligge den mod hendes skulder, for derefter at lade sig blive drejet rundt da hun mærkede den mod sin ryg. Hendes skridt slog følgeskab med hans, mens hun kiggede en sidste gang over skulderen.. Mest af nysgerrighed for at se om lyset stadig var der, og til hendes overraskelse skar det let i hendes øjne, hvorefter hun vendte ansigtet fremad endnu engang.
Husk.. Aldrig at være utålmodig.. Hun noterede dette i hendes hukommelse, for at være sikker på ikke at glemme det, inden en mmh'lyd kom fra hende, for at bekræfte at hun havde hørt efter hvad han sagde. Hun bemærkede at farten blev sat op, og faldt automatisk i trit med hans hastighed for derefter at glide ned igennem mineskakten sammen med ham...

//Njøøh ^^ Skal vi ikke bare tøffe direkte derhen i et nyt emne.. xD Rejsen er jo irrelevant..
Og hvad.. En afslutning skal være kort xD

And that's why i'm writing "Out" n__n'//