Eftermiddagssol. - Ophelia

T: 17:00
V: Eftermiddagssol
S: Bordene udenfor ved Bon Appétite
O: Enkelte andre borde, dog tomme.

Bon appétite var en af de lidt heldigere restaurenter i Terres bymidte. Den var placeret således, at den kunne fryde sig i eftermiddagens sollys, da den - i modsætning til restauranterne, der var placeret i gågaderne - lå ud til torvet. Det var da også derfor at valget var faldet på denne, for så kunne man sidde udenfor, og Russell kunne nyde sin mad uden at sætte sin hund af derhjemme. Det var på en og samme tid rart og uhyggeligt at se hvordan usædvanligt mange væsener var fremme den dag. Russell var godt nok ikke særlig god til at skelne folk fra mennesker, men der var jo disse helt unikke, der skilte sig ud. Som forbipasserende ville det vel være et dejligt syn at se, at folk kunne leve siden om side, men når man tænkte over grunden til at alle var presset sammen, var det næsten ikke til at holde ud. Alle engle, aspara, animaguser og mennesker proppede dagligdagens gader i disse tider nu hvor man ikke måtte forlade zonerne efter mørkets frembrud. Russell kunne ikke holde den nye statsmagt ud. Heldigvis var det sommereren over Di Morga, så dagene var lange og frugtbare og gjorde at han ikke behøvede at tilbringe mere end 4-5 timer i de 'beskyttende' zoner.
Russell fjernede det pyntende dild fra sin ret, lagde det på kanten af den tallerken der skånede bordpladen for et luftigt pitabrød og flettede sine fingre om det glatte bestik. Han havde valgt en sikker ret. Hummus. Det smagte ens ligegyldigt hvor man spiste det, omtrent ligesom gin og tonic. En kølig brise fra den nærmende aften fangede et par af de lokker, der ikke var holdt tilbage af den violette elastik, og fik ham til at virre med hovedet så han slap for at få skovlet hår med ind i sit sultne gab. I det han mærkede den guddommelige smag fra maden sprede sig i munden fik han lyst til at jage gafflen ned efter en ny mundfuld, men så var det ,at det lille kræ, der sad sammenkrøllet under bordet hvor han sad, begyndte at pibe. Det var en hund på størrelse med en ræveunge, var af racen Jack Russell Terrier, og derfor skulle den selvfølgelig hedde Jack. Omhyggeligt trådte den hvide terrier med det brune hoved ham grundigt på foden, i det den møvede sig ud fra sit skjul for at kunne tigge ordentligt.
"Jack..." mumlede Russell med en lav stemme, da andre ikke behøvede at opfatte, at han talte med sin hund. "Du kan jo ikke lide hummus, hold op med at få mig til at se grådig ud." Uden at se ned i de brune øjne tog han endnu en mundfuld, og da Jacks snor, der var låst fast om stolebenet, rykkede på sig, gik Russel ud fra, at han havde sat sig et stykke væk med ryggen til i håb om at det skulle bringe en dårlig samvittighed frem i Russell.

Den lange kjolekant strøg kærligt om Ophelias alabasterhvide ankler som en elskovssyg kat, hver gang hun trådte et skridt på de nedslidte brosten. Silke var i grunden et fantastisk materiale. Det reflekterede sollyset på en ganske særlig måde, der havde det med konstant at fange hendes forfløjne blik, duftede vidunderligt og føltes som let vand, der bølgede over huden. Englen havde desuden iført sig et gyldent hårbånd, der havde til opgave at holde det tykke, hvidblonde hår væk fra ansigtet, da hun ønskede mere end noget andet at mærke denne eftermiddagssol over Terre på næseryggen og kinderne.
Fluer summede, stemmer pludrede fra samtlige verdenshjørner og forskellige, krydrede dufte snoede sig vej op i Ophelias næstebor fra tilfældige restauranter og boder, hun passerede. Det hele fangede hendes sarte opmærksomhed, og det blonde hoved virrede fra side til side, til hun ikke kunne ligne andet end en forvirret, grænsende til psykotisk, femårig, der var blevet væk fra sin mor i storcentret.
En sart piben skilte sig dog alligevel ud i hendes forfinede øregang, idet de lange silkegevandter strøg imod et tilfældigt bord foran restauranten Bon Appétite. Ophelia morede sig altid barnligt over, hvordan 'Appétite' var stavet sådan, at det var i hunkønsform, selvom det jo åbenlyst var grammatisk ukorrekt. Eller hed det ugrammatisk korrekt? Nuvel, maden fejlede ikke spor, og så kunne det i grunden være ligegyldigt, om stedet var ejet af analfabeter. Hun så i retning af lyden, som hun kun havde opfanget, fordi at den stammede fra et dyr og ikke et menneskeligt væsen.
Englens krystalblå øjne faldt omgående, som blev de tiltrukket af magneter, på en lille hund med det mest bedårende udtryk i ansigtet som en blanding af gavtyveri og underdanighed. Omgående fald hun på knæ, uden at skænke det før så dyrebare silke en tanke, og rakte ud efter dyret med ivrige fingre og en barnlig begejstring. Så tøjlede hun sig selv, da det gik op for hende, at hundens ejer befandt sig et sted oven over dem og måske ikke ville finde dette prisværdigt.
Hun så op på en lyshåret kvinde med rene træk, der sad og stak i en ret, der mest af alt lignede grågrøn mos. Ophelia rømmede sig og spurgte, med et strålende smil: ,,Godeftermiddag, Mademoiselle. Forholder det sig sådan, at jeg kan undgå henrettelse, selvom jeg klapper Deres hund?"

I et håbløst forsøg på at lade tankerne hvile andetsteds lod Russell sit blik falde på en kvinde, der sad med ryggen til ved et af bordene foran ham. Hun var i følgeskab med en mand, der satte sig ved samme bord efter at have hjulpet sin kvinde til rette som en sand gentleman. Kvinden var slank, hendes ryg var pæn og muskuløs, og manden - hvis ansigt var så mørkt, at han måtte være sydfra - syntes at være så forelsket i hende, at han blot kunne nikke sammentykkende og håbe på en dag at kunne stoppe hendes talestrøm med et langt kys.
Han hørte godt den skrigende silke, men stadig betragtede han kvinden med det korte sorte hår klippet i en skarptskåret frisure, som tilsyneladende var kommet tilbage til Paris som et hit netop nu. Da det ikke længere var de skrøbelige råb fra dyrt tekstil, han kunne høre, vendte han blikket i Jacks retning. Mademoiselle? En besynderlig skyldfølelse rev i Russells indre. Han lukkede i et kort øjeblik sine øjne, så stive og tunge under det redunante lag pudder, og ønskede at han bare havde elimineret sig selv i morges med sin chemise.
"Henrettelse?" Louises stemme blev overfaldet af et lille knæk, og hun var klar over, at hendes øre skiftede til en svag lyserød farve. Men det kunne jo lige så meget være varmen, som det kunne være nervøsitet. "Det skal du nok slippe for..." Hun forsøgte at holde sin stemme så dæmpet som muligt i et forsøg på at gøre den lige så blød som den silke, der omslugte kvindens krop. Der var et eller andet besynderligt over hende. Så lille og skrøbelig - nærmest som et lille barn, men samtidig så kvindelig og selvstændig. Louise følte sig allerede tryg i hendes selskab, hvilket måske var en anelse naivt, men det var trods alt sandt. Intet over den fremmede kvinde indikerede, at hun var en, som hun skulle frygte.
"Kan jeg byde Dem på noget? En kop te, måske?"