fooling around - ophelia

For at være ærlig var Andrew ikke lige typen, der fandt en fryd i at mænge sig med bøger i en kontinuerlig strøm. Læsning var generelt ikke hans ting. Jovist kunne han finde lidt trøst fra kedsomheden, hvis han faldt over en sensationelt god bog, men ellers var de indbundne objekter ikke mål for hans nysgerrighed. På trods af dette faktum havde den mørkhårede hybrid alligevel fundet sin vej hen forbi biblioteket et sted hen af slutningen på den gåtur i det gode vejr, han havde startet nogle minutter tidligere. Et hurtigt blik op på et mellemstort ur, der hang på gavlen tilhørende en stor bygning, afslørede for ham, at det var hen af formiddagen. Han besluttede sig for, at det da var et besøg værd. Om ikke andet kunne han vel finde et roligt sted at sove - én af de få positive ting, der var at berette om biblioteker: der var altid en så fantastisk ro.

Det hele havde været en smule mere storslået, end han først havde regnet med. Det var jo voldsomt stort! Bogfyldte reoler overalt, ældgamle optegnelser og skriftruller stoppet ind på hylder, ja, der var knap nok noget sted, hvor man rigtigt fik lov at se væggene. At det var så satans stort havde vist sig at udvikle sig endnu mere til hans fordel. Efter at have faket interesse for et par reoler i nogen tid, var han kommet til det bageste af bygningen, hvor der var helt stille. Han kunne ikke lade være med at finde den velkendte biblioteks-atmosfære så fandens hyggelig, hvorfor han inden længe fandt sig et lille hulrum mellem en væg og den ene ende af en enorm reol, hvor han satte sig. Der var fint plads til, at han kunne sidde med fødderne i jorden og bøjede knæ, der pegede op i luften. Med en hurtig bevægelse hapsede han en tilfældig bog indenfor rækkevidde og bladrede op i den cirka midt i.

Biblioteket var et eventyrland, og Ophelia var en opdagelsesrejsende fra de varme lande. Hun var iklædt en enkel, azurblå sommerkjole, tætsiddende som hun foretrak det, og havde endda en hvid bonderose gemt godt et eller andet sted i den platinblonde høstak, man kaldte hendes hår. Hun havde selvfølgelig været her før, men hver gang var en ny oplevelse, og hun blev altid lige overrasket over stedets størrelse hver eneste gang. Alle de gamle bøger på de endeløse, støvomfavnede hylder fascinerede hende grænseløst, og de kunne fange hendes flyvske koncentration længere end noget andet med de indtagende titler og den appetitlige duft af læder.
Englen medbragte dog af en eller anden grund altid sit eget læsestof, fordi at det ikke varierede synderligt, hvad hun læste. I dag var det Shakespeare. Det var altid Shakespeare. Ophelia bar den gamle bog med største forsigtighed af frygt for, at den pludselig skulle begynde at smuldre i hendes sarte greb, og de lyse øjne løb rundt i alle krinkelkroge og omkring høje reoler i en vild dans på jagt efter et godt sted at sætte sig ned for at nyde det spektakulære steds magiske stilhed, hvor tankerne forhåbentlig ville forholde sig stille for en stund, frem for at flakse rundt i fluebøtten som forvirrede møl.
Ophelias fødder, der var omfavnet af sarte, hvide sko i ruskind, drejede om en reol og havde nu et tæppe under sålerne. Et ægte, persisk tæppe med rige udsmykninger. Hun fulgte med en barnlig iver tæppets bane ned gennem det højloftede bibliotek, indtil det stoppede ved endevæggen. Hun genvandt sit fokus og mindede sig selv om, at hun var på skattejagt efter et sted at sidde ned. Efter en del intens spejden fik hun øje på et ganske lille hulrum mellem en reol og den ru væg. En lille oase, godt gemt væk fra verden, hvor hun ville kunne lege eremitkrebs og blive siddende lige, til månen stod op uden for de kuplede vinduer højt over hendes hoved.
Hun slog en lille, selvopfunden trille og vandrede let i retning af sit udsete sted. Hun skulle lige til at klemme sig ind forbi reolen og plante sig op af væggen, da hun fandt sig selv bøjet over en høj mandsperson med markante muskler og grålige øjne og måtte støtte sig med et fast greb til reolen, for ikke at falde helt forover og lande på staklen, der var fordybet i en bog. Ophelias hår faldt frem over hendes ansigt, idet det fløj ud af hende: ,,Chyort voz'mi! Beklager, jeg troede, at jeg var den eneste, der var smart nok til at finde dette sted." Hun smilede fåret og bad til, at den fremmede ikke forstod de russiske bandeord, der i starten havde undsluppet hendes ferskenfarvede læber.

I adskillige minutter gled Andrews blik hen over de mørke bogstaver på et par sider uden rigtigt at indprente sig dem. De gled bare forbi som ubetydelige klatter, mens hans tanker cirkulerede andetsteds. Han havde ikke været i byen særlig længe, men alligevel kunne han nu meget godt lide stedet. Gennem årene havde han besøgt et utal af byer med beliggenhed rundt omkring i hele verden. Han havde set en masse vidundere; oplevet en utrolig masse. Alligevel var der hidtil ikke rigtig noget, der slog hans besøg i Di Morga på trods af den ringe varighed. Bare det at så mange af 'hans slags' var samlet på ét sted, havde han ekstraordinær tiltrækningskraft på ham. Det var ikke just, fordi han havde gjort sig tanke om, hvor længe han ville blive, men han kunne så småt begynde at slå fast, det ikke ville blive noget skræmmende kort besøg. Der var simpelt hen så mange ting, han blev nødt til at se, høre og føle - det hele var så nyt for ham! Om end han normalt blev frustreret, så snart han blev stillet over for ting, på hvilke områder han kunne betegnes som uvidende, følte han sig i dette tilfælde som et lille barn en juleaften; de utallige gaver var lige for næsen af ham, og han kunne ikke vente med at flå indpakningen af. Nu var det ikke just, fordi så mange af Di Morgas skønne væsner var så ivrige efter at spytte ud med fortællinger omkring det hele, men det var jo bare en sjov, lille forhindring, der skulle passeres.

Hybridens blik havde endnu ikke fået mønstret tilpas med koncentration til at dekryptere de sælsomme bogstaver, der ikke gav, som de burde, mening automatisk i hans hoved. En analytisk del af hans hjerne gjorde opmærksom på, at han havde vendt nu femten sider uden at forstå så meget som ét ord. Skæbnen skulle desuden vise sig ikke at ville give ham chancen for dette: netop som de tunge tanker blev skubbet væk, faldt en skikkelse ind over hans synsfelt, skarpt forfulgt af få ord på et sprog, Andrew ikke forstod - var det bare ham, eller lød det russisk? Per automatik sprang hænderne op for at forsvare mod et eventuelt angreb, som ikke desto mindre aldrig viste sit bumsede ansigt.
"Ingenlunde, kære frøken. Jeg er voldsomt begavet!" proklamerede han efter et sekund eller to, der havde vist sig nødvendig for lige at genvinde fatningen. "Men jeg skal beklage dybt, om jeg er kommet til at overtage Deres private gemak." Et undskyldende buk med hovedet efterfulgt af et lille smil.