Flogging Molly - Ophelia

S: Irsk pub i Terre centrum
T: 02:00
V: Stadig stjerneklart - efterhånden køligere
O: Ophelia, gæster og pubbens medarbejdere

Det blege ansigt, der tilhørte Liam krakelerede i et bredt smil. Egentlig var der ikke spor at smile over, intet var blevet sagt, ingen jokes eller noget andet, som kunne vække en flække over hans fjæs. De havde bare gået i et langt stykke tid i stilhed. En stilhed, der bare hang om ørene på dem, og fik en stemme i Liams hoved til at plapre løs som en anden diva. Han diskuterede en masse ting med sig selv. Installationen af det nye køleskab, om han skulle skifte rytmen af sin gang eller ej, hvorfor han ikke sagde noget og om det mon var muligt at få varmet sin rødvin en anelse på denne pub. Han gled usikkert på de glatte brosten i gaden og uden hans accept skiftede hans gang rytme.
Musikken fra pubben slikkede ham i øregangen. Allerede udenfor, hvor de døde vandrede rundt, kunne man høre hvor munter stemningen var bag de røde døre. Det hev og sled i Liams hjerne for at få ham til at lade være med at løbe i forvejen. Det var bare så uhøfligt. Men for helvede, det var omkring 10 århundrede siden at hans mor havde fortalt ham hvordan han skulle opføre sig. Nok mere vigtigt; hvordan man ikke skulle opføre sig. Og man stak altså ikke i forvejen, når man havde en engel med sig. Det gik i mod alt hvad der forekom logik for Liam.
"Jeg håber ikke, at du er sulten. Jeg har hørt, at drikke på tom mave skulle være så usundt." Han sendte hende et lusket smil og stirrede så på pubben. Ydersiden dækkede et meget lille stykke af gaden, og var malet i rød. Hvor passede det hele dog bare sammen i farverne, tænkte han ironisk og tog fat i dørgrebet.

Det sparsomme lys, der omfavnede Ophelias ansigt, kom til dels fra stjernehimlen over dem og til dels fra de fedtede gadelamper der sad med nogle meters mellemrum på husmurene og kastede et blødt, orangefarvet skær over omgivelserne. Det var rart at bevæge sig rundt i Terres gader. Legepladsen havde været for klaustrofobisk og for indskrænket, med sin kun ene udgang. Her var der bedre plads og luft at indånde, og Ophelia mærkede, at hendes krop var langt mere afslappet. Hun strakte armene ud til siden og svingede dem distræt, så hendes venstre hånd strejfede en vindueskarm, idet de passerede et hvidkalket hus.
Hun skævede til Liam, der gik ved hendes side med et stort smil og blikket rettet mod en lille pub med en rødmalet dør, hvorfra musikken nåede dem båret af natteluften. Ophelia var ikke i tvivl om, at det var her, deres destination lå, og hendes blå øjne lyste begejstret op samtidig med hendes ansigt, da et smil smøg sig omkring hendes blege læber. Hun elskede musik, da det som regel varslede om sjov i gaden, dans og folk i feststemning. Som regel var et sted med musik et sted med masser af glæde, og det var den slags knudepunkter, der som engel tiltrak hende mest.
,,Bare rolig," svarede Ophelia og gengældte Liams smil med øjenbrynet løftet let, ,,jeg kan holde til mere, end man skulle tro." Det var ikke engang løgn, tænkte hun, imens hun med en lavmælt latter rettede på håret, da det ramtes af et vindstød, hendes krop optog ikke rigtig mad og drikke optimalt. Hun holdt meget af at spise, men det var kun for at få de forskellige, spændende smagsindtryk, for det påvirkede ikke rigtig hendes krop, da hun jo som sådan ikke længere behøvede føde i sit system. Det svarede til at have en uhørt høj forbrænding. Spændt fulgte hun med øjnene Liams hånd, beklædt med de funklende fingerringe, tage fat om dørhåndtaget og skubbe til. Et pust af varm, ølduftende luft og i massevis af stemmer slog imod hendes krop fra døråbningen, da den åbnedes og sendte en del lys ud på brostenene.

"Aha-aha-aha!" Han lagde nakken bagover og så besværligt på hende med et galt smil. Det var som om at den blotte tanke om at være blandt så mange mulige legekammerater gjorde ham vildt som et lille barn, hvilket bestemt ikke var første gang denne nat. Da lyset fra det larmende lokale ramte hans ansigt fortrød han øjeblikkeligt sin handling. For hvad nu hvis andre vampyrer befandt sig på pubben, denne herlige nat, hvor stjernerne glimtede som diamanter under et svagt slør af dissede skyer? Hvis han havde været et menneske - tanken fik ham ikke denne gang til at smile - ville han være bleg fra top til tå ved frygten for at have lukket Ophelia ind i hvad der let kunne resultere sig i et blodbad. Heldigvis var han bleg i forvejen, men de mørke øjne, der plejede at glinse, var slukket som ild med vand.
Der var en del gæster, men eftersom at klokken var ved at være mange, varede det vel ikke længe før hele bundtet blev smidt ud. Når den tid kom kunne Liam vel altid bevæge sig tilbage til Aba og se dårlige quizprogrammer i fjernsynet. Han lod sit blik være rettet direkte mod bartenderen til fordel for at lade sine øre svæve rundt i lokalet. Der var så meget støj, at det var svært at skille alle lydene fra hinanden, og musikken hvor en irsk stodder sang om alkohol, opkast og dårlig sex i en baggård, fik ham til at dirre let med det ene øje. Målbevidst gik han over det ru trægulv, hvor hans sko hult klukkede, og satte sig med en smule besvær op på den høje barstol. Han var ikke særlig høj, men det var oldtidsmennesker som ham generelt ikke. Takket være hans krøller følte han sig 1-2 centimeter højere end Ophelia. Men så heller ikke mere.
"Hvad er du til?" spurgte han og gjorde en ligegyldig gestus.

Ophelia traskede efter den leende Liam - hvis rungende latter stadig gjorde hende bekymret for hans mentale vé og vel - ind i et røgfyldt lokale, der lugtede interessant af øl, sved og en masse blandede dufte fra de forskellige folk til stede. Hun havde aldrig været god til at skelne det ene væsen fra det andet, men hun kunne dog lugte den fugtige odør fra en jorddæmon og mente at genkende et par elvere ved hjørnebordet. Hun forsøgte at undgå øjenkontakt med resten af de tilstedeværende af frygt for pludselig at se en vampyrs blege ansigt eller at høre en djævels knurren i nærheden.
,,Bloody Mary," svarede hun distræt på Liams spørgsmål, travlt optaget af at studere en samling imponerende platter bag bardisken med en nysgerrig rynke på næsen og et barnligt glimt i øjet. Hun hørte ikke, hvad han selv bestilte, men lidt efter hørtes lyden af et tykbundet glas, der skurrede over trædisken, og hun tog taknemmeligt imod sit høje glas med den blodrøde væske, hun holdt så meget af. Hun havde lært at drikke den dengang på Harry's New York Bar i Paris under sit korte ophold i 1921.
Ophelia pillede hurtigt bladsellerien i toppen fra og hævede sit glas mod Liam. ,,Za vashié zdarovié," sagde hun hæst og blinkede, før hun nippede til glassets indhold. Det var det russiske udtryk for "Skål". Hun strøg sit lyse hår om bag ørerne og så opmærksomt på sit nye, blege bekendtskab med de fyldige krøller.
,,Fortæl mig, hvor du bor," bad hun og trommede blødt med fingrene på stolekanten, imens hun nysgerrigt afventede hans svar. Hun havde aldrig før sludret så afslappet med en vampyr før, da dette i det hele taget var første gang, hun ikke var stukket af hurtigere end man kunne sige "måneskin" ved synet af de forfærdelige tænder, og hun mærkede pludselig en barnlig ivrighed efter at lære racen at kende, blandet med en gammelkendt usikkerhed og frygt for at komme til at være ubehøvlet.

Liam så rundt i de tætte omgivelser og vrængede en anelse næse. Ting virkede så beskidte at han prisede sig lykkelig for at have sat sig ved en af barstolene, der forekom en smule mere renlige end resten af stedets inventar. Sådan var det vel, spildt sprut i løbet af aftenen kunne man ikke undgå, men man kunne i det mindste gøre sig den ulejlighed at rydde op efter sig, specielt nu hvor han selv... Ligegyldigt. Han stirrede på den klumpede drink hun bestilte og sendte hende et 'Du lægger selv op til det'-blik. Han samlede hænderne under sin hage og fangede bartenderes øjne. Han åbnede sine læber og skulle lige til at sige "B rhesus negativ" da han kom i tanke om hvor han befandt sig. Hurtig lod han sin tungespids stikke undrende ud, strøg kort hen ad en tyk ring fra oldtidens Sverige og placerede derefter sit hoved i hænderne som en lille barn, der skulle til at tigge om en cykel.
"Rødvin?" Hans stemme var sukkerstød og ligeså klistret som noget af det citron sprøjt ungdommen gik og drak, som han ved en fejltagelse engang havde smagt. Det havde mindet ham om, hvor umenneskelig han egentlig var, og hvis det ikke var fordi han sad plantet på en barstol og ikke var spor kristen ville han af ren og skær lykke lave korsets tegn for sit bryst. "Hvor jeg bor?" spurgte han hurtigt og så på Ophelia ud af øjenkrogen. Han flyttede igen sine øjne på bartenderen.
"Fransk eller spansk?" Var det virkelig det eneste barene i denne by havde? Tænkte Liam irriteret. Gang på gang blev han spurgt om det skulle være fra Frankrig eller Spanien og det gav ham en trang til at svare "B rhesus negativ, fra dig". Men hvad lød mest eksotisk? Fransk eller spansk?
"Spansk... nej Fransk... nej spansk..." bartenderen stoppede med at rykke sine fingre frem og tilbage på flaskerne og sendte ham et skarpt blik. "Hvilken en er varmest?" Han vred sine hænder under hagen og blinkede en helt masse gange for at hive op i humøret på manden med de brede skuldre. Hans ansigt fortrak sig en smule og man kunne nærmest lugte sveden pible frem på ryggen af ham. Han hadede når han gjorde folk så bange at de ikke kunne udføre deres arbejde.
Glasset der blev sat på skranken foran ham var et af de sædvanlige, store rødvinsglas. Han satte en finger på det gennemsigtige materiale og konstaterede, at varmen fra det nok nærmere stammede fra den mellemstore industrivaskemaskine, det var blevet hevet ud af. Han stirrede ned i sin manglende B rhesus negativ.
"Et stykke ude fra byen," startede han og satte sin negl ned i en af skrankens sprækker. "Landevejen... en af dens markstier." Egentlig svarede han ikke på hendes spørgsmål. Der var jo trods alt en del landeveje og millioner af markstier, der førte ud til et eller andet hus. Selv med den nye information ville hun være rådvild hvis hun blev sendt ud for at finde ham. Han hævede glasset i en gestus og satte det ned igen. Af ren og skær høflighed skulle han til at spørge hvor hun opholdte sig i dag- og nattetimerne, men så kom han i tanke om hvor hele deres aften havde startet.
"Hvor har du så tænkt dig at bo nu?" Han så på hende med et blik, der ikke antydede andet end tvivl og dinglede med sine ben under sig.

Ophelia skævede til Liams glas, mens hun funderede over hans vage svar om hans opholdssted. Rødvin, konstaterede hun opmærksomt, altimens hun tryllebundet betragtede væsken, som havde samme farve som hendes umoderne gevandter, skvulpe dovent rundt i det rummelige glas, før Liam satte det på skranken igen. Ophelia selv holdt meget af duften, men kunne i praksis ikke fordrage smagen af vin. Liam, bemærkede hun, havde også endnu undgået at sætte glasset mod læben, og hun kørte fingrene igennem håret altimens hun spekulerede på, om han overhovedet holdt af at drikke andet end... ja, blod, og om det fyldte glas var for nydelsens skyld eller bare spil for galleriet.
Hun havde så mange spørgsmål, men turde alligevel ikke drømme om at spørge mere ind til hans opholdssted, end hun havde gjort. Måske var det en særlig karakteristisk ting for vampyrer at beskytte deres skjulesteder, men når hun tænkte efter, var det de færreste væsener, der, inden for enhver race, uden videre gav den slags oplysninger til fremmede, især ikke i disse urolige tider. Selv havde hun heller ikke ligefrem forsynet Liam med et hav af informationer eller et vejkort til sit eget opholdssted, hvis hun da stadig kunne tillade sig at betegne det sådan. I samme øjeblik stillede Liam sit spørgsmål med skræmmende præcision, og hun så frygtsomt på ham med de blå øjne vidt åbne, imens hun krydsede fingre for, at han ikke besad den ubehagelige og dybt uhøflige evne til at læse hendes tanker.
Ophelia lagde det ene hvide ben over det andet og lod distræt sin finger danse i cirkler på barskrankens træoverflade, altimens hun anspændt overvejede sit svar. Hun flyttede intenst blikket til bartenderens ølvom, der svajede fra højre mod venstre, når han lænede sig ind mod kunderne for at høre, hvad de sagde. Hans beskidte skjorte var en smule fugtig af sved på ryggen, og efter at have langet en pint øl over disken til en skummel fyr med bleg, voksagtig hud, betragtede hun ham med forbløffelse nærmest flygte ud i baglokalet.
,,Jeg regner med at... du ved, tage tilbage på kroen en gang efter morgenmadstid," svarede hun langsomt og så ham kun flygtigt i øjnene. Hun smilede skamfuldt og nippede til indholdet i sit eget glas, inden hun lavmælt tilføjede: ,,Det er som regel det, jeg plejer at gøre."

Liam vendte sig på stolen, så han sad med fronten mod hende og med sit hoved støttet i hånden. Han betragtede hendes bevægelser, men i flere sekunder var hans øjne bare klæbet fast til de glatte ben hun havde lagt over hinanden. Hans ubehøvlede side forsøgte konstant at få ham til at spørge om hun havde underkjole på, men det virkede bare så skuffende usandsynligt. Der havde trods alt været intet at se, da hun havde knappet sig op på ryggen.
"Jeg havde ellers fået det indtryk af at du var flygtet fra netop et sted som det..." Han så på hende. Var engle som hende gift? Var engle som hende gift med en voldelig mand, som hun blev ved med at vende tilbage til? Det var jo så menneskeligt som noget kunne være, at det næsten brækkede to af hans ribben i et forsøg på at holde latteren inde. Tanken om at guddommelige skabninger som hende skulle have lyst til at leve side om side med mennesker (og så den ufattelig dårlige af slagsen) morede ham. Han smilte bredt og samlede sig en smule da en vind blæste til ham i samme sekund en dør i baren blev smækket.
Han vidste, at de fleste engle havde lært sig at sove. Havde hun også lært at spise en smule? Hvis hun kunne drikke Bloody Mary, kunne hun vel også spise andet mad. De mange spørgsmål han sad inde med overvejede han næsten at skrive ned på et stykke papir, som han kunne udlevere til hende som et slags spørgeskema. Hvis verden dog bare fungerede så skide enkelt, tænkte han til sig selv.
"Fortæl mig, hvad du gør om morgenen når du står op," bad han og rankede op i ryggen, der var begyndt at hænge en smule. Der var et eller andet over hende, der ikke stemmede overens med det indtryk han havde af engle. Hun havde en sær duft. Måske var det bare den tykke stank af øl og sved, der hang i lokalet som distraherede ham. Normalt når han tænkte på engle, dækkede de over begrebet "skønhed". Hun var smuk, selvfølgelig, men skønhed blev somregelt tilbedt med alle livets goder. Så hun ville altså luske tilbage til en kro omkring morgenmadstid? Og hvad bestod denne morgenmad så af? En vandet grød? Han tog glasset op til sin mund, skød tænderne frem og druknede dem i den røde masse. Rødvin ville aldrig være det samme, så han forsøgte at dække den hæslige, kolde smag med lidt fantasi.

Ophelia plantede albuen på skranken og plantede derefter sin kind i håndfladen med et eftertænksomt blik i de isblå øjne. ,,Flygtninge længes som regel altid tilbage," svarede hun vagt og undgik hans blik ved at tømme sit glas i én, heftig mundfuld. Ikke fordi, at hun på nogen måde længtes tilbage efter snavsede sengelinneder eller det prustende svin, de tilhørte, men fordi hun længtes efter idéen om et hjem, hvis mindste musehuller og krinkelkroge var velkendte, og hvor hun aldrig blev ladt alene igen. Hun så i smug, hvordan Liams læber krængede opad i et smil, og fortsatte med at kravle tørstende opad hans ansigt indtil hun så ind i hans brune øjne med øjenbrynet hævet og kommenterede med en, for hende, unaturlig kulde i stemmen: ,,Morer det dig?" Hun holdt hans blik et par sekunder og blev kort distraheret af farvespillet i hans pænt formede øjne. De fleste vampyrer, hun havde holdt stirrekonkurrence med i årenes løb, havde haft enten kulsorte eller rødlige øjne. Til sidst smilede hun med påtaget munterhed og svang rastløst sine ben frem og tilbage som pendulet i et ur. ,,Det burde det også." Hun var udmærket klar over, at det var absurd ikke at kunne løsrive sig og bare starte på en frisk et nyt sted, men selv da hun var i live, havde Ophelia været længe om at træffe beslutninger og også været typen, der altid desperat klamrede sig til det velkendte med næb og kløer, ligegyldigt om det velkendte var behageligt eller ej.
Hun rodede sig paf i håret over hans spørgsmål. Hvorfor helvede interesserede han sig for det? Hun kunne godt lide spørgsmålet, temmelig meget endda, og hun rynkede nysgerrigt på næsen i forundring over hans anderledes tankegang. ,,Det kommer an på natten. Hvis jeg drømmer, og det gør jeg sjældent, skriver jeg det ned som det første, når jeg står op. Jeg har haft 696 drømme i alt, siden jeg døde." Hun slikkede en rest tomatjuice af overlæben og så med et drømmende blik ud på gaden, da døren åbnedes og lidt efter svang i igen efter et par kvinder i alt for høje stilethæle. Hun vidste ikke, om dette var normalt, om det var meningen, at engle overhovedet skulle drømme. Der var i grunden mange ting, hun ikke vidste, og et langt stykke tid sejlede hendes skrøbelige bevidsthed rundt mellem alt disse ting, som for eksempel hvad kvadratroden af pi var og hvordan man tilberedte flamberede frølår. Og om en sådan ret fandtes.
Det gav instinktivt et lille sæt i hende, da Liam pludselig viste tænder, men han dyppede dem blot i vinen, som om han forsøgte at drukne dem. Ophelia forsøgte ikke at stirre på ham og fikserede i stedet blikket alle andre steder, som for eksempel de interessante udskæringer i loftets mørke træbjælker eller sømmen på en forbipasserendes skødefrakke. ,,Drømmer du nogensinde, Liam?" Hun var godt klar over, at vampyrer som sådan ikke lagde sig ned og sov, og tilføjede med en pudderlet latter: ,,Jeg mener, om at være et andet sted. Eller om at genopleve fortiden?"

Han ville kunne forstå hvad hun sagde, hvis hun havde flygtet fra et land med krig og ønskede at vende tilbage, men dette? For ham var hendes stemme endt over i ligegyldigt vrøvl, for sproget hun talte forstod han ikke. Hvordan kunne man dog have det behov at vende tilbage? Det var som at være et lam, der havde flygtet fra ulvens kløer, og så derefter havde vendt snuden tilbage fordi dens pels egentlig havde været ret blød. Det var som at han selv, Liam, gik ud i solen fordi han gerne ville have de solbriller, han var blevet så glad for, på. Hans ansigt rykkede en smule på sig da hun mæskede drikken i sig.
"Om det morer mig?" Retorisk spørgsmål. Da hun så gav udtryk for at han havde været underlig, hvis ikke det morede ham, spidsede han tænkende læberne. Hvad ville hun have ham til at tro? "Jeg er bare overrasket." - og væmmes af din afhængighed til underklassen, men de ord valgte han at holde inde i sin klukkende hjerne hvor de kunne forblive hemmelige.
Han brugte stilheden til at berede sig på hendes svar. Måske lavede hun slet ikke noget? Måske stod hun bare op og forsvandt ud af døren og lavede alle de dersens gode gerninger en engel formåede at udføre i løbet af en dag. Han så skjult ned på hendes ben der svang de blodfyldte stænger frem og tilbage. Lysken var nok hans yndlings.
Det var som om at hans forrige svar omkring hans bosted havde startet en skjult leg. En leg, der gik ud på at svare mest afvigende som muligt, for godt nok fortalte hun ham noget, men hun fortalte ham kun hvad hun lavede hver 365endes morgen.
Han satte glasset på bordet. I mange år havde Liam ikke selv haft nogen drømme. Sådan noget skete bare ikke for døde som ham, og da Ophelia så pludselig spurgte om han oplevede det samme skulle han lige til at komme med den lange videnskabelige forklaringen i det hun ændrede spørgsmålets betydning. Tænderne nåede lige at blive skudt op inden han smilte ned til sine skinnende sko.
"Jeg kan tage hen hvor det passer mig så snart mørket falder på. Jeg kan rejse over adskillige landegrænser før solen igen kommer frem. Nej, jeg har ingen drømme." og ved denne erkendelse forekom hans liv besynderligt tomt, som om han aldrig havde tænkt over det før. Det havde han jo egentlig ikke og ingen havde nogensinde spurgt ham om det. "Der var engang hvor jeg nok ville ønske, at jeg kunne rejse tilbage og rette op på alle de ting jeg havde gjort. Men efter 1. og 2. balkankrig... slaget ved Bouvines... syvårskrigen... slaget ved Lützen... 1. og 2. verdenskrig..." han viftede rullende med sin hånd for ikke at skulle forsætte med at opremse alle de krige han havde overværet "... så er man ikke den samme." Han tog en sippet tår af sin glas for at dække over sin egen bitterhed. "Nej, jeg har ingen drømme," gentog han og satte glasset tilbage på disken. Den sarte fod flækkede og et stykke af glasset skilte sig fra resten. Dette fik det hele til et vælte ind over skranken hvor det endnu engang blev knust en anelse. Han stirrede på skårene, der nu havde den røde væske smurt på både inder og yderside.
"De fleste piger ønsker sig en pony - hvad drømmer du om?" Han kastede bomben videre over i hendes favn og ignorerede glasset som om intet var sket.

Hans svar var forudsigeligt, og hvis Ophelia bare havde gidet gøre brug af den fluebøtte, der var indersiden af hendes kranium, have hun ikke behøvet at kede ham med sine trivielle spørgsmål. Hun smækkede med læberne og lyttede intenst til hans opremsning af de mange krige, stadigvæk med hovedet i hånden og med adskillige kampscener flimrende for sin indre skærm imens, og det gik langsomt op for hende, præcis hvor gammel han i grunden måtte være. Så tror da pokker, at det ikke kunne betale sig at spekulere i fremtiden eller hænge sig i fortiden, når begge dele var lysår væk og når tidens stilstand gjorde alting muligt her og nu.
Egentlig var de ikke så forskellige, hun og Liam. Jovist, hans tandsmil adskilte sig fra hendes, og Ophelia ville aldrig kunne påstå at have hungret efter uskyldiges blod mere end efter et shot ren rottegift, men de var begge dømt til på samme måde at traske rundt i mange evigheder uden at ældes, uden langvarige venskaber og uden at dø i fred. Hvem havde de - og alle andre udødelige for den sags skyld - ud over hinanden?
,,Kæmpede du nogens... chyort voz'mi!" Hun krympede sig en smule over den sidste ordlyd, et mindre feminint, russisk bandeord, der i hendes forskrækkelse var skøjtet over de ferskenblege læber. Hun havde hørt hans tyndstilkede glas knække, før hun havde fået øje på glasskår og vin i et kæmpemæssigt rod, men det faldt hende end ikke ind at rykke sig før efter adskillige sekunder, da synet distraherede hendes tankespor fuldkomment. Hun ville meget hellere sidde her og følge dråberne af mørk, udenlandsk vin sno sig ned ad skranken og gemme sig i revner og sprækker i træet undervejs i en evighed. Lyden af Liams henkastede stemme i hendes øregang virkede dog så malplaceret i situationen, at hun reagerede og fandt ud af at flytte sig, før den mørke væske ramte hendes kjolestof og i stedet bare landede blødt på hendes alabasterfarvede håndled. Hun så på det og blev klar over, hvor tæt hun sad på skarpe stykker af glasskår, der nemt kunne få det virkelige blod til at strømme, og slog en smule nervøst armene omkring kroppen, som et barn, der beskyttede sig mod kulden. Ophelia lo højt og en smule skingert, både på grund af Liams ord og fordi at skrækken over det smadrede glas stadigvæk gnavede i hendes bryst, der hævede og sænkede sig under kjolestoffet i stød.
,,Jeg kan ikke fordrage lugten af hest, så ponyen for lov at blive i fordommen," bekendtgjorde hun med et ironisk smil i øjnene. Ophelia så vurderende på ham. Hun var ærlig talt ikke typen, der veg tilbage fra at være åbenhjertig, og Liams vage svar havde irriteret hende grænseløst. Hun trængte til at lette sit hjerte, og derfor slikkede hun sig beslutsomt om læberne og kastede al forsigtighed over bord. Så måtte et lyn slå ned fra himlen og pulverisere hende som straf, eller en eller anden mægtig magt måtte pille vingerne af hende som en flue. ,,Min drøm er en dag at få lov til at dø," sagde hun alvorligt og fulgte distræt bartenderen rydde op efter Liam uden at se på denne. Hun hørte straks selv, hvor fatalt sætningen var blevet konstrueret, og hun uddybede hastigt med et advarende smil: ,,Altså, jeg er taknemmelig for den nye chance, jeg fik for at leve livet igen, uden tvivl, og jeg fortsætter, så længe vingerne kan bære mig! Men hvis jeg kunne gå tilbage til den dag, jeg døde, ville jeg være mere taknemmelig for bare at blive begravet hjemme i Rusland og forblive i jorden."

En konstant stirren fra Liams side hægtede sig på de følgende hændelser. Blodet flød improviserende af sted som en å i skoven. Isolerede overfladens sprækker, udglattede dens hud og blev ved med at gøre den langt, langt smukkere, selv efter åen havde nået verdens ende og dryppede ned. Ned. Liams mørke øjne kradsede på Ophelias lyse hud, der ligesom bordpladen forekom langt smukkere nu, hvor blodet udglattede alle hemmeligheder og gjorde alt andet så ligegyldigt. Nej, vinen. For første gang denne nat følte han trang til at have en vinglas ved sin side, der ikke var smadret, bare for at kunne vende tilbage til det og lade som ingenting. Ignorere det undertrykte og løsrive sig de glinsende dråber.
Det eneste han kunne hænge fast om var hendes skarpe kommentar omkring heste. Et påtvunget smil skød frem på hans læber, mens han rastløs flettede sine fingre sammen i skødet. Han havde selv haft en del heste i løbet af middelalderen, men det overskred dog ikke det enorme antal af kameler han havde haft i løbet af tiderne.
Hun sprang hans tankestrøm som en boble da hun lagde op til at fortælle om sine egne drømme og ønsker. Måden, hun havde tænkt sig at gøre dette på, fik en strøm af noget ubeskriveligt til at drive ud i fingerspidserne på ham, og instinktivt rakte han ud efter hende. Ikke voldsomt, bare en hurtig bevægelse, der fik hans hånd til at sitre få centimeter fra hende. Han mærkede luften fra de uvirkelige ord ramme hans ansigt, så tætte var de. I de vidunderlige sekunder han kunne hænge i hendes blå øjne, lod han tænderne skyde frem fra sit skjul men så... Forklaringer. En syndflod af hurtigt sammensætte ord rungede i hans øre og tvang ham til at slutte sine fingre om Ophelias kæbe - medmindre hun selvfølgelig nåede at rykke sig - og så på hende. Havde han brudt sit løfte om ikke at røre hende uden hendes tilladelse? Nej. Hun havde jo lige bedt om at dø og der var bestemt ingen grund til at skulle trække det i langdrag.
En raslende lyd, udsendt fra et sted dybt i Liams bryst, druknede da hans læber omsluttede hendes hals. Der gik en lille bølge af vanvid igennem ham da han følte sine tænder glide igennem det tynde hud og mærke de gyldne dråber mod sin tunge for første gang. Han anede pludselig ikke hvorfor han aldrig før havde smagt engleblod, det forekom så uvirkeligt at han, en af de ældre, skulle have undgået denne vidunderlige fornemmelse i så mange år. For sine øjne så han sit bytte løbe, og han mærkede ophidselsen ved dets frygt; forfølgelse, ben der pumpede af sted, lyden af blodet der dunkede i byttets årer og det gav ham bestemt ingen grund til at stoppe.

Det blev svært for hende at snakke, da hans stærke fingre lukkede sig om hendes kæbe, og noget sagde hende, at det netop havde været formålet. Hun snerpede læberne sammen, men kun for sekunder senere at skille dem igen og skrige højt og meget rent, da en gennemborende smerte, som langt overgik noget andet, hun i sit liv og sin død til sammen havde oplevet, bredte sig fra et punkt på halsen og ud i hele kroppen.
Lige, da hun havde mærket Liams kolde læber mod sin hals, havde Ophelia været naiv nok til at tro, at han blot kyssede hende, som om han bare var endnu en mand fuld af begær af typen, hun var så vant til fra sine mange nætter i Ruslands gader. Men han var lige præcis ikke en mand, han var en vampyr, et ubehøvlet uhyre med en uhyggelig blodtørst og et par hugtænder, der i dette øjeblik borede sig dybt ned i hendes hvide kød, og Ophelia forbandede sig selv for at have glemt dette et eneste øjeblik. Hun viftede panisk med armene og endte med simpelthen at gribe hårdt fat i Liams skulder med begge hænder og neglende begravet i hans trøje, altimens hendes skrig ebbede ud i en ynkelig klynken, som når man trådte på en killing. Hun spændte alle musklerne i halsen og hev og sled for at komme til at flygte, samtidig med at skarpe jag af smerte for op og ned af hendes rygrad, der for hvert sekund føltes mere og mere som en lang vingummislange. På trods af sine anstrengelser mærkede Ophelia alligevel, hvordan hun langsomt men sikkert blev mere og mere ør i hovedet, til hun til sidst nærmere støttede sig til Liam fremfor at skubbe ham væk.
Hendes barnlige naivitet, hendes så nemt vundne tillid og hendes nysgerrighed havde ført hende ud, hvor det var umuligt at bunde og så var fælden klappet om ørene på hende med et skæbnesvangert smæld. Hun turde ikke tænke på hvor latterlig, hun lige nu måtte se ud i Liams øjn... og så slog det hende. Liam fortjente at blive knust under en sten, skudt med en strømpistol i lysken eller kastet ud fra en høj bygning for det, han gjorde lige nu, men han fortjente under ingen mulige omstændigheder hendes sympati eller hendes ivrighed efter at gøre ham tilfreds.
,,Du gav mig dit ord, svoloch'," spyttede hun hæst og stønnede inderligt af smerte, idet hun med sine sidste fysiske kræfter prøvede at vride sig fri. For alle andre på pubben måtte det sikkert se ud, som om de blot delte et øjebliks ømhed for hinanden, så tæt som de sad, men Ophelia kæmpede en intens kamp for overlevelse. Hun mærkede, hvordan en oprigtig følelse af harme og had pludselig pulserede gennem hendes årer, da de latterlige, barnlige ord forlod hendes svulmende læber, og så skete der noget underligt.
En melodisk brusen som fra et vandfald flød i hendes øregang, hendes syn blev pludseligt sløret og alle farverne flød ud mellem hinanden, imens hendes egne ord lød fremmede og metalliske, som om hun for anden gang i hendes eksistens befandt sig i en sø. Kun Liams hæsblæsende smukke ansigt stod klart for hende. Ophelia anede ikke, hvad dette skyldtes, men det kunne meget vel være sådan, man reagerede på blodtab. Muligvis var hun enden nær, for smerten begyndte at stilne af, næsten som om Liam havde besluttet at trække tænderne til sig. Krampagtigt slap hun hans skulder og knaldede hårdt armen ned i diskens mørke træ, hvor hun blindt lod hånden danse som en blind edderkop, og selv hendes bevægelser var hæmmede, som om de mødte modstand fra en understrøm i luften. Så lukkedes hendes hånd pludselig om noget hårdt, der muligvis var halsen på en massiv glasflaske, hvis man skulle dømme efter den bløde korkprop i toppen. Ophelia lukkede de krystalblå øjne, bad til Gud om styrke og svang så flasken i en skarp bue mod Liam. Smerten i halsen var for længst hørt helt op, men alligevel kolliderede objektet i hendes greb sekundet efter med hans kindben, da Ophelia rystende af både skræk og hævntørst ikke ænsede noget som helst mere. Måske var hun endelig blevet gal.

Måden hun krampagtigt vred sig i hans greb overraskede ham en anelse. Så hun var altså ikke en af de blodpulere, der let kunne få en orgasme ved den blotte tanke om de spidse hjørnetænder boret dybt i huden på dem? Han vidste nu heller ikke helt hvad han havde forventet, men han havde dog haft et lille snert af håb der gik til at hun helst af alt skulle værdsætte hans handling. Måden hun panisk strammede hårdere og hårdere om hans skulder og måden hun pludselig virkede til at slappe af overgik hver en form for logik, der fandt sted i Liams hjerne.
De ord som havde strømmet ind i hans øre var ligegyldige. Det var bare sludder. Alt omkring ham forekom som sludder, nu hvor han sad som en bjørn med sin sødeste honning og pludselig strøg en tanke ham om at han bare skulle forsætte. Forsætte indtil hun bare var et stykke tomt, tørt kød. Indtil hver en dråbe var væk og oplagret dybt i hans krop i stedet. Han kunne jo gå i flere måneder uden trang til blod på den måde. Nej, det ville jo ikke gå, bestemt ikke. Så ville han jo miste en af sine mest dyrebare og… eller havde han allerede det?
Det var da noget i ceremonien tog en besynderlig drejning, at han firede grebet om hendes bløde hud. Det var som om, at den lille mundfuld af blod som han havde skrabet til sig begyndte at udvide sig, hvilket gjorde det nærmest umuligt for ham at synke. Han var udmærket klar over hvor meget blod han tog af gangen, men den mængde han følte i munden var hel absurd. Det var ikke i frygt for at blive kvalt, bestemt ikke, for sådan noget skete bare ikke for vampyrer, han havde jo ikke engang brug for at trække vejret, men det var i frygt for, at der var noget grueligt galt, at han langsomt trak sig ud af hende. Bare så munden nu befandt sig få centimeter fra hendes hals, hvor de to små huller gav sig til at heale i et langsomt tempo. Kun få dråber af det søde blod havde fået presset sig vej ned i hans hals før det begyndte at skvulpe besynderligt.
Han forstod pludseligt at hvis han havde været et menneske, så ville han have været død. Druknet i sin egen grådighed. Så Gud havde skænket hende et forsvar mod vampyrer? Mod nattens skabninger. Djævlens. Hans hjerne klukkede en anelse, men et smil blev ikke ligefrem bragt frem på Liams læber af den grund. Den klæbrige masse sivede langsomt ud af mundvigen på ham, og lod lange, tynde stimer falde ned i sælsomme klatte på delvist ham selv og delvist Ophelia.
Han hørte hvordan hendes muskler spændtes, hvordan fugtig hud omsluttede sig noget hårdt og så det elegante sving i form af en perfekt bue i hans retning. Han nåede kun svagt at rykke på sig før han mærkede sit kindben blive knust sammen med en døende flaske. Før skårene nåede at falde til jorden sprang Liam op. Han nåede lige at gribe fat sin tidligere siddeplads’ stoleben så den med en stor styrke blev slynget over i en af rummets brune bjælker hvor den splintres. Fyldt med irritation væltende ud af øjnene, stirrede han direkte på Ophelia.
”Du bad om at dø!” Hans stemme rungede dystert igennem det nu meget stille lokale. Bag ham forsøgte nogle af de sene gæster at snige sig uden om problemerne ved at forlade baren, men det dalende publikum gjorde bare Liam mere irritabel. Hurtige bevægelser førte til en hurtig kidnapning af en af de unge fyre før han nåede ud af døren som den sidste af flokken. Ingen af kammeraterne vovede at åbne barens dør igen, for at se hvor deres manglende medlem blev af. Knurrende holdte Liam fyren nede på gulvet med en af de sorte laksko presset mod siden af hans svedige hoved.
”Ser du…” sagde han mildt ned til ham og satte sig overskrævs på hans ryg så han kunne bukke sig ind over hans øre og sukkersødt hviske: ”Min forrige legekammerat, Ophelia, fortalte mig at hun gerne ville dø.” Han holdte en kunstpause hvor han fniste lidt. Han slikkede blidt på en lille skramme fyren havde på den øverste del af øret og greb derefter fat om hans svedige hårlokker i et knap så blidt greb. På den måde tvang Liam hans forvredne, svedige ansigt op fra gulvet.
Uden at skænke Ophelia noget af sin opmærksomhed forsatte han rasende: ”Men det ville hun så ikke alligevel, så nu står vi i grueligt gæld til kælderetagen. Og kan du gætte hvad jeg så tænkte? Jeg tænkte, at du da sagtens kan erstatte hendes plads? Ikke?” Han kyssede sveden på hans pande og med en stiv hånd hamrede han fyrens ansigt ned i gulvbrædderne. Langsomt rejste han sig op. Lyden af en næse, der måske brækkede kildede ham i øret, men han rørte ikke på en eneste muskulatur i sit ansigt.
”Jeg finder selv ud,” sagde han til hende med en stemme, der opførte sig som om der ikke lå en mand for hans fødder og klynkede gispende.
Han drejede om på hælen og greb fat om det kolde dørgreb. Udenfor blinkede stjernerne desperat igennem et slør af skyer, og da døren lukkede sig bag ham og lyset fra åbningen forsvandt, hørte han raslende lyde og mærkede derefter den brændende følelser af de glinsende kæder mod sin hud.