Pretty Piano [Andy!]

// Hej lille Andy. *evil smiley* Here we go.//


Antionette havde siddet foran klaveret i 33 minutter og 33 sekunder nu, men hun havde ikke lagt en eneste finger på de smukke tangenter. Det harmoniske mønster fascinerede hende stadig lige meget, sort, hvid - ying, yang - ondskab, fred. Antionette havde alle de enskaber, men der var mange andre hun ikke besad. Kærlighed var lige nu den mest fremtrædende.
Da de 33 minutter og 33 sekunder var passeret, lod hun sine tynde fingre glide ned på tangenterne. Hendes to armbånd slog mod hinanden, så da hun spillede, lød også en forsigtig plingren. Det var gik hurtigt Antionette på nerverne, så hun tog dem af og lagde dem på det sorte flygel. *Pudsigt navn til et klaver,* tænkte hun, samtidig med at hun spillede yndefuldt. Det var et stykke, hun selv havde skrevet. Hun havde også lavet en tekst til, men da hun aldrig var blevet tildelt en smuk sangstemme, undgik hun at synge. Det varede dog ikke længe før, hun ikke kunne modstå de musikalske fristelser.
Hun endte det ud i en mumlen, da hun godt kunne høre, hvor skinger hendes stemme var, ikke køn - langt fra. Hun fjernede en hånd fra flyglet, hvilket resulterede en meget skæv tone, da hun skulle klø sig i øjet. Antionette havde grønne øjne, men folk lagde sjældent mærke til dem. Der fandtes pænere og langt mere interessante piger, men Antionette kunne også godt lide at falde lidt i baggrunden. Det var bare ikke altid, at hendes personlighed kunne holde sig på det standart.
I dag havde hun taget et par mørkeblå jeans på og en oversite t-shirt med et gammelt punk band. Hendes jakke og taske lå lidt længere væk, det havde hun bare smidt, da hun var ankommet på teatret. Døren havde hun selv dirket op. Hun havde lovet sig selv at være ude inden nogen kom.

//Ups, far har lavet aftensmad. Men jeg vender tilbage inden for cirka 20 min. Trust me! //

//*Bliver skræmt over der står sit navn i overskriften xD* Ehm..Det går nok :3 skal nok også selv snart æde med familien.. God spisning!//

Håret var sort. Kulsort. Ikke farvet. Eller jo det var det egentligt men siden at den naturlige hårfarve var meget mørk i sig selv faldt den i de sorte omgivelser. Tøjet var rent. Ny vasket og det eneste snavs der befandt sig på de sorte skinny jeans og den ternede skjorte var det der kom fra komoden der hjemme og det var havde pålagt sig gennem dagen som nu var så godt som overstået. Skoene var slidte ad H til. Men så stadig ud til at sidde godt nok fast på de størrelse 41 fødder. Alt dette og mere til tilhørte denne unge mand der for sig selv bevægede sig gennem gaderne.
Andy, som denne fyr havde blevet kaldt, gjorde sig meget umage ved at få sit lange pandehår til at dække for de underlig nok smukke brune øjne så snart at der bare kom et hint om at folk så mod ham mens han gjorde det samme. En lyd blev fanget i hans hørelsesnet. En smuk lyd. En klingende og perfekt lyd. Musik. Spillet nu. Direkte. Han stoppede op. Som havde musikken gjort så han kom i trance. Han løftede endelig sit hoved og kastede sit hår væk fra sit ansigt så godt kan nu kunne. Så rundt. Lyttede efter lyden. Lukkede øjnene og fandt vej mellem alle de andre lyde der var omkring ham. Han så mod Teatret. Ikke langt fra ham. Omkring 5 store skridt. 5. Hans lykke tal. Så bevægede han sig forsigtigt mod bygningen.
Da han trådte ind med lydløse skridt kunne han mærke et sug i maven af nervøsitet. Han blev mere og mere usikker på dette jo flere skridt han tog hen mod den dør han syntes at kunne høre det. Så stoppede det! Han ærgede sig lidt. Men det gjorde ham også mere nervøs. Ville der komme nogen? Klokken var klart over lukketid. Men han stoppede ikke helt op. Åbnede meget langsomt døren og så ind. Uden selv at blive opdaget. Han fik med det samme øje på denne pige der sad helt roligt ved klaveret. På scenen. Lyset der faldt på hende gav hende et køn skær og det fik en varme til at stige op i Andy's kinder. Han rødmede. Som han jo altid gjorde. Det var pinligt efter hans mening. Han trådte længere ind men som den idiot han var trådte han i sit løse snørrebånd og væltede så lang han var. Efter hans krops bump kom den skarpe lyd af døren der smækkede i også. *Fuck!*

Det gav i sæt i den spinkle krop, der sad på skammelen foran flyglet, og hun gispede sagte. En høj lyd hørtes. Først et bump og så en dør, der blev smækket. Hun så først, automatisk, ud mod baglokalerne. Antionette havde aldrig haft særlig skarp hørelse, så hun kunne langt fra finde ud af, hvor lydene stammede fra. "Øh, hallo?" Lyden af hendes forsigte stemme kune høres som et svagt skælvende ekko. Den slags ekko, der gav en gysen i kroppen. Det gjorde det også i pigen. Hun rejste sig langsomt og kom i sin klodsethed til at støde ind i klaveret, så en ny lyd fløj i gennem lokalet. En falsk tone.
Hun trådte fri fra klaveret og ud på gulvet. De skarpe scenelys blændede hende godt og grundigt, så hun havde næsten ingen mulighed for at se, om der var kommet nogen eller noget. Hun kørte en lyshårtot om bag ved sit ene øre, en normal reaktion, når hun blev smånervøs. "Undskyld mig, er her nogen?" Hun sagde det højt og tydeligt, hvilket resulterede endnu et ekko. "Bloody hell," mumlede hun så sagte og gik med hurtige skridt hen mod sin taske og sin jakke. En tanke strejfede hende. Det kunne være dusørjægere, og hun kunne være deres mål. Det kunne også være teatrets ejere, der ville smide hende ud. Inderligt håbede hun på den sidste mulighed, men det gjorde hende dårligt tilpas at hun ikke kunne vide det med sikkerhed. Derfor greb hun fat i sin sønderrevede taske, der var fyldt med lapper. I sin taske havde hun en flaske vand og en kniv. Hvis hun kunne få fat i kniven, havd ehun måske en chance. hun vidste alerede, at hun ikke kunne nå at bruge magi mod dem, hvis hun havde fået ti minutters advarsel, kunne hun måske. Jakken tog hun også, og hun slyngede den over sin højre skulder, men hun glemte præcis de dyre ædelstens armbånd, hun havde lagt på pianoet. Hun gik med hurtige, nervøse skridt der over og tog. Men hun standsede da hun var nået der over. Hendes blik vandrede rundt. Der var stadig ikke kommet noget svar fra vedkommende, der havde lavet lyden. "Jeg.. Jeg har en kniv?" Det lød næsten som et spørgsmål.

Så var han opdaget. Underligt nok. Han havde jo lavet ufattelig meget støj bare ved at komme inden for. Hvorfor fanden var han også altid så klodset. Han skulle måske begynde at binde sine sko bedre som alle de andre hele tiden sagde til ham. Måske skulle han hører mere på hvad andre folk havde at sige til ham. Så ville hans liv nok blive lidt nemmere. Bare en lille smule.
Han rejste sig stille og roligt op igen. En dunken kunne med det samme mærkes i hendes hoved. Han mente da ikke at han havde hamret det i gulvet. Men han havde landet hårdt. Det tæppe der udgjorde gulvet var blot et meeeget tyngt stykke stof for at gemme træet neden under. Eller var det beton? Det føltes i hvert fald sådan. Hans ben rystede lidt under ham men han kunne nu sagtens stå oprejst. Han børstede med hurtige bevægelser den smule støv der havde lagt sig på hans bukser og hans elskede skjorter. Ingen skrammer.
"Hey hey...!! Den kniv..læ-læg den! De er skarpe og...kan nemt skade enten dig eller..mig..!" sagde han noget nervøst mod pigen der stadig stod helt forvirret på scenen. Kunne hun ikke se ham. Han kunne mærke en usikker stige i sig. Knive var ikke noget han kunne lide. Han kunne ikke lide lyden når den blev svunget i luften og specielt ikke når den blev slebet. Det betød jo den blev skarpere. Og det ville give mulighed for at skærer gennem noget nemmere. Han knugede sine hænder da de nærmest havde gået grasat. Så meget rystede det. Viberede. Sitrede. Så fik han mere kontrol. Begyndte at bevæge sig nærmere scenen. Ned af trappen. Havde hele tiden de brune øjne rettet mod trinene på trappen. Ville ikke falde igen. Han havde slået sig nok for nu. Han håbede lidt at hun havde hørt han ikke ligefrem var en voldtægtmand. Han sank en klump der sad fast i halsen på ham. Lyset der blev reflektere i knivens blad gjorde ham dårlig..

Den fremmede stemme reagerede ved kniven. Hendes udspekulerede blik gled igennem lokalet, men blev stadig blændet af lyset. Men en silhuet var nu til at skimte, det gjorde hende ikke just nervøs, fordi hun hørte, hvor skælvende stemmen var. Den måtte have tilhørt en ung drengs, måske en teenager. Det var svært at sige. Hendes blik faldt på den lille kniv, der ikke udviste stor fare, den skræmte hende ikke engang. At den fremmede blev skræmt over den bette størrelse, fik hende til at smile, så hendes hvide, perlemorstænder lyste skarpt, da lyset reflekterede dem, ligesom med kniven. "Jeg kan sagtens håndtere en kniv." Det lød lidt overlegen, men det var sandt. "Desuden, hvis jeg lagde den, kunne jeg sagtens fælde dig på alverdens andre måder." Et smil igen. Det overraskede hende lidt, at hun kunne smile i en sådan situation, men alt var vel muligt. Stemmen blev igen forvandlet til en kold, barsk stemme. "Hvem er du? Hvad laver du her?" Hun følte sig ret magtesløs, da hun ikke kunne se vedkommende, truslen. "Det er et lukket teater."
Hun løftede en brynene prøvende, men det blev mere til en grimasse. Tænk, hvis han havde hørt hende synge, det ville have været pinligt.
Silhuetten kom tættere og tættere på. Nu da hun nærmere kunne se ham, kunne hun også bekræfte, at han var en dreng, hvilket hun hellere ikke var i tvivl om, men det var dejligt at vide det med sikkerhed.

//Det blev lidt kort. Ups, jeg ser Cry baby. <3 Med Johnny Depp!

//Det er okay xD Jeg skriver altså heller ikke så meget! Og undskyld jeg skriver så langsomt!! Tåger VF og sådan ._____.''//

"Jamen så kan du stadig komme..til at skade..mig!" Andy følte sig lidt mere usikker. Hun virkede ikke som en der kunne finde ud af at holde en samtale uden at sende ham i undegrunden af flovhed. Eller hvad det nu skulle være. "så lig dog den kniv væk hvis du kan fælde mig uden! Den skræmmer fandme livet af mig!!" Han stivnede lidt. Det havde med sikkerhed lydt mere ynkeligt i hendes øre end i hans. Han kunne igen mærke varmen stige i hans kinder. Gav en kraftig rødmen. Hvorfor havde han ikke kunne holde sin mund lukket. Han kunne se smilet på hendes ansigt. Hendes ellers meget kønne ansigt. Men det smil klædte hende ikke. Det var nu ikke noget han kunne fortælle hende. Ikke nu i hvert fald.
Han gik ned til den først platform på den lange trappe. Hun ville sagtens kunne se ham. Hans hænder bare ikke trukket i lommerne. Men hang afslappet ned langs tiden. "Hvem..Hvem jeg er?? Jeg er..Andrew....Dé'vil" fik han frem. Han havde altid svært ved at sige sit navn til piger. Eller drenge. "Jeg...Jeg hørte musik..og..det førte..mig her til.." svarede han ærligt og stadig lidt usikkert. Men han fik da svaret. Og det skulle han bruge en del energi på
Han fik endelig taget sig mere sammen. Trådte tættere på scenen. Mod pigen der stod på den. Klar til at flå ham op med den lille lommekniv en rigtig mand ville have overset så nemt som ingenting. Stod nu på gulvet lige foran den høje scene. Så op. På hende. Hans brune øjne var helt fremme nu af den rundt. Håret var faldet til hver sin side og gjorde hans ansigt frit. Han udstrålede nærmest af uskyldighed. Men så alligevel ikke. Der lå noget under alt det. Han sank endnu en klump. Den ville bare ikke væk. "Jeg..Jeg er ked af hvis...jeg skræmte dig på..min måde at komme..ind" Han lagde sit hoved en smule på skrå. Ingen tvivl om at han faktisk ikke var vant til dette. Det var ikke altid ham der tog modet til at snakke. Eller nærme sig en person..

Antionette blev ret overrasket over, at vedkommende rent faktisk trådte op på scenen. Han var ung, men ikke så ung, som hun havde forestillet sig. Han havde en afslappet holdning, men hans stemme skælvede på en ret ynkelig, men nuttet måde. Hele det nuttede blev ødelagt af hans udseende, der var mere råt. Øjnene var stadig de samme, store, brune.
Efter at have set længe på ham, folder hun kniven sammen med skærer sig på kniven. Ikke noget dybt eller alvorligt. Kun en lille dråbe rejser sig i åbningen af såret på hendes finger. Det ser ikke ud til at genere hende.
"Ehm, Hej Andrew, tror jeg." Det lød også mærkeligt i hendes mund, men det var vel en normal hilsen. "Du skræmte mig ikke." Et forsigtigt smil. Det var helt afgjort en løgn, men hellere lyve end at virke svag. Hun puttede langsomt kniven ned i tasken og lukkede den forsvarligt. Så svingede hun den over skulderen. Hendes armbånd havde hun nu fået på, så de dinglede svagt hver gang, hun bevægede sig. "Jeg var på vej aftsed, hvis det er du skal bruge klaveret.." Hun kløede sig klodset i sin hår, der modsat fra drengens var i den lyse afdeling. Hun kunne godt lide den måde hans hår faldt på, det fremhævede hans ansigt. Hun blinkede med øjnene, da det gik op for hende, at hun stirrede, og at hun ikke havde præsenteret sig. Hun overvejede at give hånd, men det virkede akavet. "Ehm, jeg glemte helt at fortælle mig navn. Typisk. Ups. Jeg hedder An.. Tionette. Antionette. Bare Antionette." Hun havde forlængst lagt efternavnet fra sig.

//Hmm, godnat. Jeg går i seng nu. Håber at vi ses snart. ps. du må meget gerne svare dette emne, så jeg kan svare det i morgen tidlig. xD See ya//