Welcome home // Privat - Vahida //

Igen blev hendes spørgende kommentar om slaver overhørt. Hun var dog sikker på, at hun nok skulle nå at se det for sig selv inden natten var endt.. Næsten, eftersom han jo havde påpeget at det var der de skulle møde det sidste medlem. Også kun af den grund, spurgte hun ikke ind til det igen, for at fremtvinge et svar, men hævede istedet kort øjenbrynet, da hun blev bekræftet i hendes spørgsmål. Legesyg.. Det kunne man vel godt kalde det, selvom hun nok ville have brugt at andet udtryk for netop den opførsel.
Hendes koncentration vendtes istedet mod det der skete nu..
Blikket fortsatte med at hvile på kæbepartiet, velvidende at han undgik hendes blik med vilje, men alligevel tog hun ikke chancen. Janet, der åbenbart havde stillet sig imellem, skældte ud.. Eller sådan lød det i hendes ører. Hun var den eneste der ikke vidste hvad det gik ud på, og fraværende gned hun øret igen, som for at fjerne de sidste rester af oplevelsen, som om den bare kunne forsvinde hvis hun gnubbede det længe nok.
Hun mærkede grebet omkring skulderen, og vendte kort blikket for at se på Vladimir, der kom med en ligeså ikke informerende forklaring, som da hun slet ikke havde noget at gå ud fra. Egentlig ville en advarsel have gjort godt, eftersom chokket ville kunne have været undgået ved dette, men nej.. End ikke det havde hun fået denne gang. "Jeg.. forstår ikke" svarede hun langsomt, og vendte blikket mod Karaktar endnu engang, da han undskyldte. Det lød oprigtigt i hendes ører, og et kort øjeblik overvejede hun, om hendes opførsel havde såret ham, da det ikke var meningen.. Hun var bare overrasket, meget, men havde ikke lidt nogen yderligere skade af det.
Hun hørte den stemmen igen, og blikket blev undrende, mens hun lod ordene synke ind. Tænkte over hvad det var hun havde fået plantet i sit sind, og om hun måske bare havde været en utaknemlig unge, nu hvor hun kendte grunden.. Eller i hvert fald hvad dette satte ham i stand til. "Jeg.. " Hun valgte sine ord med omhu, men var langt fra sikker på hvordan hun skulle formulere sig, og svaret endte med at blive en smule.. vattet. "..Går ud fra, at det er en god ting?"
Hun flyttede sig ikke for berøringen, men lod den finde sted. Endelig kom der en forklaring på nogle af de lydløse spørgsmål hun havde stillet sig selv sekunder før, uvidende omkring hvad der var sket, men at få bekræftet at det ikke ville ske igen, var en kærkommen bemærkning hos hende, hvilket endda frembragte en smule ro over hende, for derefter at nikke let. "Det.. tvivler jeg ærlig talt.. stærkt på" bemærkede hun, og hævede kort øjenbrynet, da samtalen lød på det kunne være behageligt. Men sådan var det vel med alt. Det skulle afprøves før man vidste det, men hun var ikke sikker på hun ønskede at få be- eller afkræftet om Janet talte sandt.
Det beroligede hende dog yderligere at mærke hendes hånd på skulderen, og blikket blev vendt fremad, mens hun nikkede lidt. Jo hun talte vel sandt. Der var ingen grund til ikke at gøre det, og selv da hun hørte hans stemme igen, kunne hun ane undertonen, eller det hun troede det var. "Det.. Er ligemeget.. Det er.. Ovre nu?" Egentlig var bemærkningen en konstatering, men hun havde alligevel brug for en sidste bekræftelse af, at der ikke var en eller anden eftervirkning på vej, som negle der ville bore sig igennem hendes sind, for at finde en bestemt tanke, eller noget lignende.
Der var det igen! Denne gang fik ansigtet en stædig facade, da hun åbnede munden. Igen havde de snakket om en søgen, og hun anede stadig ikke hvad det gik ud på. Stædigheden havde fået hende til at åbne munden, men hun nåede ikke at sige noget, før ravnen igen materialiserede sig foran hende og de andre, for derefter at flyve ud gennem kloarktunellen, som han var kommet fra.
Forbandet! Det fik hende til at vende sig, så hun kunne betragte dem begge på en gang, for derefter at lade hænderne glide om foran sig, og vride fingrene mod hinanden, mens hun kort ventede.
"Hvilken søgen!?" spurgte hun bestemt, og det stædige drag kunne let ses omkring læberne, hvor den nederste igen var stoppet sin bløden fra bidet. Hun havde ikke tænkt sig at rykke en tomme, før hun fik svaret på spørgsmålet denne gang. Alt skulle trods alt skæres ud i pap for hende, og det gjorde det ikke bedre, at hun hørte bider, som slaver.. Søgen.. Ord hun kendte, men ikke forstod i sammenhængen.

Janet nikkede blot til hendes konstatering, og smilede igen beroligende og venligt til hende. Hen fjernede sin hånd fra Vahida, og klukkede en smule af hendes tvivlen.
"Skriget kommer ikke igen, søde.. Fra nu af, er det kun den behagelige ro, som han lader falde over dig.. Dulmer sanserne. Afslapper dine tanker.. Gør det nemmere at focusere... Ahh.. Tror næsten jeg vil spørge om han ikke vil gøre det for mig i aften.. Hehe" Hun fniste en smule, og rystede på hovedet, med et blik op imod Vladimir, som langsomt nikkede.
"Det.. Er ovre.." Sagde han beroligende. Janet smilede og nikkede, for så at kigge ned på Vahida. Hun skulle lige til at sige noget, inden Vahida tog et skridt væk fra dem, og endeligt stillede sit spørgsmål ordentligt. Janet sukkede en smule, men smilede dog stadigt blidt, mest pågrund af hendes standfastighed. Vladimir derimod, tabte helt sin rolige, og behagelige mine, og så straks en smule vred ud. Vreden var ikke rettet imod Vahida, men sig selv. Han følte at det var ham selv der fejlede, hvilket havde resulteret i, at en af hans elskede døtre var forsvundet. Janet tog et par skridt over til hende, og lagde sine hænder oven på Vahidas, i et blidt greb, og skulle til at svare, inden Vladimir gjorde det, med en hårde stemme end normalt.
"En.. Af dine søskende.. Olga.. Olga Ravenfeather.. Er blevet.. Væk.. Og.. Jeg... Vi.. Ved ikke hvorfor.. Det.. Kan jeg ikke.. Leve med.. Det er mine børns.. Egne valg.. Om de vil blive.. I Nosferatu Rest.. Blive.. I deres hjem... Men.. Hvis de forlader det.. Vil.. jeg vide det... Olga har ikke.. Givet os.. Et grundlag.. Og... Og d.." Vladimir stoppede, og blev nød til at synke en klump blod, der havde formet sig i hans hals, og han kiggede væk, og op imod et kloarkudspring. Janet så en smule trist ud, og kiggede ned ved sin side, imens hun nikkede et par gange.
"Mhm.. Den.. yngste af dine søskende.. Tror.. Selv hun vil være en lille søster til dig.. Heh.. Men.. Det værste var, at hun aldrig har udvist lyst til at ville forlade os.. Så.. Derfor tror vi, at hun måske er i problemer.. Og.. Det kan vi ikke leve med.." Sagde Janet stille, og kiggede tilbage på Vladimir. Han kneb sine øjne en smule sammen, med sit hårde og vrede blik. For Vahida ville det sikkert virke som om hans vrede blev rettet imod dem. Man Vladimir havde aldrigt været god til følelser. Vladimir kiggede så over på Vahida, og så skiftede til at se trist ud.
"Jeg.. Vil også.. Starte min søgen.. Janet.. Vil vise.. Dig rundt.. Jeg.. Er for restløs.. Til at blive.. Er.. Det okay?" Spurgte han, med en mere rolig stemme. Han ville virkeligt ikke lade det gå ud over hende, men blot det at have snakket omkring emnet, havde fået ham til at savne Olga, langt mere, end noget andet.
Janet kiggede tilbage, op på Vladimir, med en trist mine. Hun kiggede så ned i jorden ved sin side, inden hun kiggede op på Vahida igen, og smilede venligt.
"Jeg skal nok vise dig lidt rundt søde.. Svare på alle de spørgsmål du skulle måtte have.. Skylder vi dig, naturligtvis.." Sagde hun med en rolig stemme, og det samme smil..

efter at nysgerrigheden var faldet på et andet emne, kunne hun ikke lade sig selv tænke mere over oplevelsen med skriget. Det var ovre, og skete forhåbentlig aldrig igen. Hun havde heller ikke tænkt sig at lade denne Karaktar berolige hende, selvom Janet fortalte, at det åbenbart skulle være ret så behageligt. Faktisk så hun ikke hvorfor det skulle være nødvendigt, men på den anden side.. Alle kunne vel have perioder, hvor rastløshed og andre ting, påvirkede dem så slemt, at det var umuligt at slappe af, så hvorfor skulle de ikke også kunne få det.
Hun nikkede kort, og troede på ham, da han fortalte at det var ovre, men det ændrede stadig ikke hendes stædighed for at få et svar på hendes andet spørgsmål. Hun ville altså vide hvad det var for en søgen de havde gang i. Det behagede hende, at spørgsmålet ikke fik Janet til at ændre udtryk specielt meget, men da hendes blik faldt på Vladimir, åbnede hendes øjne sig en anelse, da hans vrede kunne anes. Hun måtte have gjort noget forkert igen.. Det var bare så typisk.
Det fik hendes samtidig til at lade den ene fod glid bagud, så hun hurtigt kunne træde et skridt væk, hvis han havde tænkt sig at gribe fat i hende, og ruske af al kraft, fordi hun stak sin næse i ting der vel ikke vedkom hende overhovedet. Hun lod dog alligevel Janet ligge sine hænder om hendes egne, og hendes blik drejede mod kvinden kort, da det så ud som om at denne rent faktisk ville besvare hendes spørgsmål, men det var Vladimirs hun hørte.
Svaret var langt fra hvad hun havde forventet. Hun var sikker på at det havde været en eller anden form for.. Udtryk for noget andet, men ikke en decideret søgning. Hendes blik fløj kort tilbage mod ham, mens hun lyttede, for derefter at lade det glide til siden, for kort at kigge ind mod en af væggene. Selvom hun ikke havde mødt denne, eller overhovedet vidste hvem det var, kunne hun ikke lade være med at føle sig trist over at hun ikke var her, at hun var væk. I hendes ører var der to muligheder, som blev listet op allerede af ham. Kidnapning eller fri vilje. Hvilken der var den rigtige vidste hun ikke, men at dømme ud fra dem, var det tydeligvis den første.
Blikket vendtes tilbage mod Janet, da denne talte og forklarede Olgas personlighed. Den yngste, og en der ville opføre sig derefter. Hun havde ellers opfattelsen af at de alle var gamle og vise på forskellige områder, og hun.. Anede intet om noget som helst. Dog nikkede hun kort, sikker på at hvis hun ville tale på nuværende tidspunkt, ville der hænge en snert af frygt, grundet Vladimirs blik, og hårde stemme der havde lydt.
Da han talte til hende igen, vendtes opmærksomheden og blikket mod ham. Hun så ændringen, der var gået fra vred, og over i en tristhed, mens hun begyndte at kradse neglene mod kinden, der ikke var nær så vansiret, som den i den anden side. Hun forstod godt hvorfor han også ville søge.. Jo flere des bedre. De ville kunne afdække større områder på den måde, og udelukke steder hun var. Selvfølgelig foregik søgningen om natten, men det ville have været en fordel også at kunne lede om dagen, hvor hun ikke ville bevæge sig. Selv de havde blokeringer, måtte hun indse.
Hun nikkede forsigtigt som svar til at det var okay. "Jeg.. Kunne hjælpe.." hviskede hun langsomt i et forsigtigt tonefald, for ikke at støde nogle af dem, og vidste allerede fra første ord at det var løgn. Hun vidste ikke hvem det var, og at sende Vahida op på jorden, blandt så mange dufte, og så meget mad, ville være direkte tragisk. Det ville ende galt, men hun ignorerede den del. Et lig hist og her var vel ingen høj pris for at finde et familiemedlem.
Hendes opmærksomhed vendte sig dog mod Janet, da denne talte. Hun var ikke sikker på om hun ønskede svar på flere spørgsmål, efter allerede på den anden nat, at have ramt et ømtåleligt emne. Uvidenhed var bare bedre nogle gange. Alligevel fremtvang hun et lille smil på læben, og klemte blidt kvindens hånd, hvis hun ikke havde fjernet den endnu, for at nikke endnu engang. Der var trods alt stadig en person hun endnu ikke havde mødt.
En tanke sneg sig over hende, og huskede hvad Karaktar havde fortalt tidligere. "Hvorfor kalder hun ikke bare.. på.. Ham?" spurgte hun langsomt, og havde glemt sin egen regel om ikke at stille for mange spørgsmål, men han havde jo selv sagt, at han ville kunne høre det. Det ville jo være det nemmeste.. Hun kunne fortælle hvor hun var, eller måske vidste han det allerede når han kaldte? Vahida vidste det ikke, men hun syntes det virkede.. logisk.

Vladimir lagde godt mærke til Vahidas reaction på hans blik. han forbandede hans mangel på følelses grimasser. Vrede, var simpelthen det eneste han kunne nære sig, imod situationen med Olga. Vrede imod sig selv. For at have glemt noget. Glemt at sige noget til Olga. Det måtte han jo have gjort... Hun kontaktede ikke Karaktar, og tillod heller ikke ham at kontakte hende.. Så det var hendes eget valg. Og hun var ikke død, det ville Karaktars ink kunne fortælle.. Nej, det var ikke det. Så måtte det jo være hendes eget valg. Og så ikke at fortælle dem det? Nej, han kunne ikke forstå det.
Da hun svarede, var hans blik faldet imod jorden, men det blev rejst tilbage på Vahida. Hans vrede facade, blev kort brudt, i et mindre smil. han tog så et par skridt nærmere Vahida, langsomme skridt for ikke at virke agressive, eller på andre måder truende, og lagde en hånd på hendes skulder.
"Det.. Er en god tanke.. Min kære.. Men.. Ikke i nat.. Du.. Skal ikke.. Ud af Nosferatu Rest.. Før.. I morgen aften.. Da.. Skal du nok.. Få lov.. At være med.. I en søgen.." Sagde han, med en rolig stemme, og hans faderlige udtryk var vendt tilbage. Han smilte venligt, og nikkede en enkelt gang.
"Men.. Du skal også.. Have en jagt.. Før du skal søge.. Alt.. Til sin tid.. Nu. .Vil jeg forlade dig.." Sagde han, og lagde sine kolder læber imod hendes pande, og kyssede hende blidt, inden han fjernede hånden, og drejede bredt om på hælene, så hans lange trench coat lavede en bue omkring ham. han tog et par hastige skridt, inden han forsvandt i en tyk røg, og en Flagermus skar ud af denne, for at flyve imod grottens loft, og så ud af en tunnel der var aller højest.
Janet kiggede op efter ham, med et let smil, og et ryst på hovedet. Hun kiggede så ned på Vahida igen, og smilede venligt.
"Er glad for at du viser interesse for Olga.. Vi er alle meget nervøse for hende.. Og ja, hun ville sagtens kunne kontakte Karaktar.. Hvis hun ville.. Men.. Hvis vi vil, kan vi også lukke helt af for ham. Hvilket gør at han ikke kan føle hvor du er, eller høre hvad du siger.. Og heller kan han kontakte hende.. Hvilket.. Er grunden til at vi er nervøse.. Det betyder at hun ikke vil lade os kontakte hende.. Og.. Vi vil bare gerne vide hvorfor.." Sagde hun med en rolig stemme, imens hun gengældte trykket imod Vahidas hænder. Hun så en smule trist ud et kort øjeblik, inden hun slap Vahidas hænder, og lagde en arm omkring Vahidas ryg igen, og begyndte lystigt at lede hende en bestemt vej igennem grotten.
"Nå.. Men lad os lade det vente.. Du mangler stadigt at møde Dakar, se slaverne og ja der er massere af ting du ikke har set endnu, og som jeg syntes du skal se.." Sagde hun, med sin genfundene gnist af glæde. Hun begyndte så at lede Vahida i den retning, hvor flest dufte kom fra.

I morgen aften.. Ordene satte sig fast i hendes erindring, og et lykkeligt smil brød langsomt frem i hendes ansigt. Hun var ikke længere i stand til at være trist over denne persons forsvunden, for hun skulle allerede i morgen ud blandt andre.. Ud at hjælpe hendes familie med at lede efter Olga.
Hans næste ord nærmede sig hende, og håbet sank en anelse.. Der var ordene igen. Alt til sin tid.. Tålmodighed var ikke noget der lå til hende på nuværende tidspunkt. Hun ønskede at afprøve sin nye krop og sind. Ønskede at se hvad hun nu var i stand til, når hun ikke længere var et underdanigt menneske. Men hun skulle på jagt først..
Et suk gled over hendes læber efter hans ord, og hun nikkede diskret til dem. "Selvfølgelig" mumlede hun, og skuffelsen krængede svagt igennem stemmens tonefald, mens hendes blik kort blev vendt mod jorden.
Dette gjorde at hun ikke bemærkede det faderlige udtryk, men hun gjorde intet for at undgå ham, da hun mærkede den kølige hud mod sin pande, i form af hans læber. Kort lod hun i stedet øjnene glide i imens, inden hun kort lagde armene omkring ham, for at klemme sig ind til ham et kort sekund, og derefter give slip, lige tids nok til at se ham glide rundt på foden, og materialisere sig ind til en flagermus, for at se ham forsvinde ud i natten.
Hun hørte Janets stemme i det fjerne, men Vahida trådte nogle skridt frem, for at bøje sig ned, og samle trench coat'en op. Den skulle da ikke ligge der og blive beskidt. Da hun havde den i favnen, foldet sammen til en klump, drejede hun ansigtet og kiggede på Janet. Hun forstod bekymringen over for denne person, men det virkede ikke helt optimalt i hendes hoved. Det var jo tydeligt at denne pige, ikke ønskede at blive fundet, så hvorfor ikke lade det ligge, indtil det blev muligt for dem, at kontakte hende. Man kunne vel ikke opretholde sådan en psykisk barriere for altid. Hun nikkede dog bare, inden Vahida forsigtigt satte tænderne i sin underlæbe, mens den klingende lyd igen kom mod hendes øregang. Under al denne samtale, havde hun ikke lagt specielt meget mærke til den, men nu var den tilbage og irriterede lidt hendes sarte ører.
Vahida trådte tilbage ved siden af Janet, så denne kunne ligge armen omkring hende, inden et halvt forventningsfuldt blik kom igennem de røde øjne. Hun mærkede presset mod ryggen, der automatisk fik Vahida til at bevæge sig fremad i den forudbestemte retning, mens blikket blev vendt mod den grotteåbning, som de nærmede sig. Det var derinde.
"Hvilke.. slaver er det I holder?" spurgte hun forsigtigt, og koncentrerede sig om vejen frem, da en forhammer ramte hende i ansigtet. De klingende lyde voksede i styrke, og lagde sig som en irriterende hinde over hende, som om den formede sig til en tinitus, der aldrig ville forsvinde. Det var dog ikke hvad der havde hendes opmærksomhed. Det var duftene.. Mange af dem, og .. Anderledes. Hun snuste ind, og kunne svagt fornemme at hendes tænder måtte løbe i vand, da duftene tydeligt indebar levende føde.. Eller slaver, så hun måtte vel ikke.. mæske sig i den.
Hendes muskler spændtes automatisk, for at tilbageholde sig selv, mens øjnene kneb sig sammen til små, smalle sprækker. Hendes tidligere spørgsmål var kort forsvundet fra hendes erindring, mens hun stoppede op, og trak vejret dybt. Hun fornemmede at duftene ville blive kraftigere, og derfor tog hun en pause, for at kontrollere sig selv, inden hun igen satte sig i bevægelse ved siden af Janet, hvis hun var stoppet op, eller efter hende, hvis hun havde fortsat. Spørgsmålet vendte langsomt tilbage i hendes erindring, og hun klemte tøjbylten tættere ind til sig, da dennes duft dulmede de andre en anelse.
"Hvilket dyr kan du blive til?" Spørgsmålet lød svagt og usikkert. Vahida var på intet tidspunkt sikker på, at alle kunne blive et dyr, men måske kunne Janet også. Det så under alle omstændigheder besynderligt ud, men også fascinerende, når de forvandlede sig.

Vladimir så ned på Vahida, da hun lod sit hoved bøje, og han smilte en anelse, og så en smule stolt ud, af hendes svar, som om det var en selvfølge. Et hint af sentimentalitet, da hun lagde sine arme om ham, og hans hastige svingen, var nok mest for ikke at lade dette spejle frem over hans ansigt, alt for længe.
Janet smilede blidt af de to, og kunne ikke lade være med at fnise. Hun fulgte Vahida med øjnene, imens hun smilede, og lod sin hånd blidt glide om bag Vahidas liv, og trak hende blidt med sig. Hun slog med sit hoved, så hendes hår røg hen på den modsatte side af hendes hoved, og luntede så glad afsted. Hun kiggede kort imod Vahida, og så hendes ansigt ændre sig en smule, da de kom nærmere larmeriet. Hun så så ud til at tænke på noget, og så hørte de en stemme i stedet.
"Gerh.. Stop! I har åbenbart fået en pause!" Kom den hvæsende stemme. Stemmen indede en anelse om Vlads, dog kunne ordene udtales, uden at det skulle kæmpes frem. Hakkeriet stoppede så fuldstændig, og hvis hun lyttede efter, ville hun kunne høre nogen lave suk. Som de bevægede sig imod den tunnel der ledte ind imod grotten, begyndte der pludseligt at komme skikkelser ud af, der bevægede sig langsomt over imod den ene side af grotterne. Janet smilede så, og kiggede tilbage på Vahida, lige tids nok til hendes spørgsmål. Hun kiggede så imod skikkelserne, og pegede imod dem.
"Vi har nogen dværge, et par elvere og en dæmon. De er alle under Karaktars 'kontrol' og kan ikke bruge deres evner.. Jeg.. Bryder mig personligt ikke så meget om at drive slaver, men vi er altså ikke nok, til at kunne udvide vores grotter selv.." Sagde hun, med hendes rolige, og venlige stemme. Hun fortsatte så at lede hende imod grotten, hvor slaverne netop var gået fra. Hun rejste let et øjnbryn, til Vahidas spørgsmål, og smilede, nærmest lumskt imod hende, og en lav hvislen kom fra hende, da hendes tunge blev en anelse tyndere, og hendes øjne formede en mørke rød pupil, nærmest som en streg verticalt igennem den røde masse af hendes øjne, som en slanges, og hun lod en nu slange agtig tung, lege omkring hendes underlæbe.
"Ssslange.." Sagde hun, med en hvislende stemme, inden hun fniste, og kiggede frem for sig igen, og hendes øjne og tunge blev normale igen, imens hun rystede på hovedet. Hendes øjne kiggede en smule imod Vahida imens hun fortsatte med at lede dem ind af tunellen.
"Glæder mig til at se, hvad du kan blive til.." Sagde hun med et blidt smil. En brummend eog irriteret mumlem kunne høres inde fra grotten, og en lav hvæsen kom, lige så, der fra.
"Hvorfor skulle de stoppe Janet? Kan hun ikke kontrolere hendes sanser endnu?" Kom det hæst og koldt fra den mandlige stemme, tilhørende den som nu hoppede ned fra nogen sten, og landede i den grotte udmunding, der var i gang med at blive lavet. Han bar en sort læder vest, og uden en trøje under den åbne vest. Han bar så sorte læder bukser. Hans hude, var meget som Vladimirs. Forråden og flodset. Men ved hver af hans flodser, var der en rød hvæske, der syrede frem fra sårende. Det forlod dog ikke flodserne, men lå blot med dem. Hans mørke røde øjne stirede så imod Vahida, og blev knebet sammen en anelse, tydeligtvis ikke i et godt humør.
"Dakar.. Tag nu og lad dit attityde ligge, og lad være med og lade som om du ikke selv har været igennem det..." Sagde Janet, med en lav hvislen. Dakar fnøs, og rynkede en anelse på næsen, imens hans blik kort stirede imod Janet.
"Ti, Janet.. Jeg ønsker ikke din tilstedeværelse her... Ligesom jeg ikke ønsker hendes.. Fader er alt for hurtigt til at forvandle menneske.. Forstår ikke hvad han ser i dem.. De bliver aldrigt lige så mægtige som os... Og hvad så den dag Ma'lakel vender sig imod os, så..." Dakars hånende stemme, var langt fra som nogen af de andre Nosferatuers, og der var intet drillery i hans opførsel. Han mente hvert et ord. Janet hvæsede som en slange, og afbrød ham.
"Hold din kæft, din usling.. Vladimir selv, var også menneske en gang, hvis han hørte dig tale sådan til din søster, ville h..." Janets hvæsende ord, blev hårdt afbrudt da Dakar rejste sin hånd, som skulle han til at slå hende. Janet klynkede lavt, og afværgende med en hånd. Det var tydeligt at Dakar egentligt havde mere at sige, da Janet, med det samme blev stille, efter at have været blevet truet.

Et overrasket hop, fortalte at Vahida havde hørt den vrissende stemme. Den virkede ikke videre venlig, og mest af alt vidste hun allerede hvem den tilhørte. Hun var ikke sikker på, at hun ønskede at møde denne person længere, slet ikke hvis han ville vrisse af dem på samme måde, som han havde gjort af slaverne, der havde fået.. pause. Et kort øjeblik troede Vahida, at de ville støde ind i dem, men da de selv nåede tunnelen var denne tom, og slaverne var.. hvorend de nu holdt pause henne.
Hendes blik fulgte den retning, som Janet pegede i, og så også skikkelserne, imens disse blev remset op. Typiske slaveracer så vidt hun huskede, undtagen dæmonen. En besynderlig person at holde som slave.. Så vidt hun huskede, så lå de ellers øverst i hierarkiet. Blikket flød langsomt tilbage mod Janet, mens hun lyttede. Hvis Karaktar kontrollerede dem, hvorfor var det så ikke ham, der stod derinde lige nu? Så mange spørgsmål.. Og alligevel stillede hun det ikke.. Hun ville vel finde ud af det tids nok, og egentlig ønskede hun ikke at kende svaret. Hendes tanker faldt istedet på den sidste bemærkning..
"Hvorfor skal grotterne udvides? Der er da.. meget plads allerede" mumlede hun i det spørgende toneleje, inden blikket vendte sig søgende over Janets ansigt, som det forvandlede sig langsomt. Hendes øjne udvidede sig voldsomt, mens hun betragtede de slangelignende pupiller og tunge. Svaret kom samtidig, og en dæmpet fløjten kom over hendes læber, mens hun nikkede. "Vent.."
Ordene rungede i hendes indre.. Glæder mig til at se hvad du kan forvandle dig til.. Det var bestemt en bekræftelse på at det ville ske for alle.. Så måtte de andre også have en form. "Det.. glæder jeg mig også til.. Selvom.. jeg ikke ved hvordan man gør" svarede hun, og smilet brød endnu engang frem, og blottede de skarpe tænder, der befandt sig i hendes mund, for første gang siden de var blevet vist frem tidligere.
Det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet, da den hvæsende stemme slog imod hende. Det måtte være Dakar, og igen fortalte tonen, at dette var en person hun ikke ville bryde sig om. Blikket fæstnede sig automatisk på skikkelsen, der hoppede ned fra stenene, og hun stoppede automatisk op, mens hun undgik dennes øjne. Dels fordi hun ikke ønskede at se dem, men også grundet de tidligere erfaringer hun havde modtaget ved øjenkontakt. Hun bemærkede den rødlige væske, der flød fra hans flodser, og kort sank hun en klump i halsen, mens hun lyttede til deres.. samtale.
Ordene sank ind, og hun hørte tydeligt hans foragt for mennesker, og det at hun var forvandlet. Det fortalte samtidig, at han havde været et væsen inden sin forvandling, medmindre han ejede en hvis mængde af manglende morale for sin egen tidligere race. Hun troede dog på den første del. Samtalen havde flere brudstykker hun ikke forstod. Malakel.. Så vidt hun huskede, var det ham der herskede over landet. Så de arbejdede for ham? Hun gemte spørgsmålet væk bagerst i hovedet, for at huske det til senere, inden hendes blik, endelig vendte sig mod dennes.
Janets ord fløj mod ham, og Vahida så da han løftede hånden. Hun reagerede og stillede sig ind foran Janet, mens hun hvæsede lavt af ham, samtidig med at hun igen krummede sig forover i en beskyttende position. Selv vidste hun jo intet om hvem der stod over hvem her, men hun tvivlede et eller andet sted på, at vold blandt familien var tilladt, eftersom hun flere gange var blevet stoppet i at sprinte afsted, for at drikke af disse, dagen før.
Blikket var indædt, mens hun tvang sig selv til at se ind i denne mands, hvis han kiggede på hende, og nægtede at flytte sig, selvom hun vidste at hun muligvis ville høste slaget, der havde viftet truende mod Janet. Hun kunne trods alt lige hende, og man beskyttede vel folk, som man holdt af.
"Man slår ikke familie" hvæsede hun irriteret, og kneb øjnene sammen til smalle sprækker. Om muligt kunne hun endnu ikke kontrollere sine sanser, men hun kunne stadig skelne mellem rigtigt og forkert.

Dakars røde øjne, slog ud i en voldsom storm, da den røde vøske i hans øjne spant sig rundt i cirkler, for så at stoppe, og boble som om det kogede, og de rakte med det samme imod Vahida. Han forholdt sin hånd hvor den var, og han skød sine tænder frem, med et voldsomt hvæs, og det var tydeligt at en hver fiber i hans krop ville have ham til at svinge hånden, og lade den hamre imod Vahidas kind.
Janet drejede hovedet, og kiggede op imod Vahida, som havde stillet sig imellem hende og Dakar, som et skjold. Hun smilte blidt, og mærkede hvor meget det varmede. Og hendes ord gjorde præcist det samme, og hun kiggede så forbi Vahida, og op på Dakar, som stadigt stod med sine tænder skudt frem, og trak hvæsende vejret. Hendes øjne formede sig til de slange agtige igen, og hun smilte bredt. Dakar kneb sine øjne sammen, og stirede imod Janet, kort, inden hans øjne faldt over Vahida igen.
"I.. Er det næsten vær, at blive straffet af Vladimir, for et.." Knurrede han, og rejste sin hånd, som om han endeligt skulle til at udføre slaget. Janet stillede sig hurtigt tæt bag ved Vahida, og lagde en arm om hendes liv, for så blid tat trække hende et par skridt tilbage, og pegede imod Dakar.
"Du gør det ikke... Vi går nu, Dakar.." Hvæsede hun vredt, så hendes overlæbe rejste sig. Hvis Vahida kæmpede imod Janet nu, ville hun hive en smule hårde, for at hinte Vahida, at de skulle gå. Dakar var endnu den stærkeste der var i grotterne, foruden Vladimir og Karaktar, og Janet havde intet hun kunne gøre imod ham. Dakar fnøs, og rejste sin næse.
"Hvordan i er kommet af Vladimir.. Er mig en gåde.." Sagde han brummende. Janet stoppede med at bakke dem tilbage, og kneb sine øjne sammen, tydeligtvis i vrede, som Dakar vendte sig, og begyndte at gå længere ind i den mindre grotte. Janet ledte Vahida rundt, så de begge stod med ryggen til Dakar, og hun ledte i sin ene lomme, for så at tage to små specielle ørepropper frem. Hun holdt dem ud med flad hånd imod Vahida, og hviskede så blidt i hendes øre.
"Tag dem lige i søde.. For din egen skyld.." Hun smilede så lumskt til Vahida bag efter, og ventede på at hun gjorde det. Øre propperne var ikke ubehagelige, men de lukkede fuldstændigt af for alle lyde omkring hende. Da hun så havde gjort det, vente hun sig hurtigt om på hælende, samtidigt med, at hendes kæber lavede knækkende lyde, og hendes mund åbnede sig abnormalt, og hendes, nu slangelignene, tunge skød ud af hendes nu meget vidt åbne mund. Dakar nåede kun lige at kigge tilbage, og hvæse af Janet, inden et øredøvende skrig passerede hendes læber Dakars ansigt skar ud i en rasssende grimasse, imens han lagde hænderne for sine øre, og han hvæsede hidsigt. Janets skrig gjorde ikke specielt ondt på Dakar, men det forstyrede hans sanser enormt, og gjorde ham næsten blind.
"Graarh, Janet! Jeg... Flår dig for det her!" Hvæsede han hidsigt, imens han tumlede rundt fra side til side. Janet smilte lumskt, imens hendes kæbe gik på plads. Hun kiggede så tilbage på Vahida, og nussede blidt hendes øre, for at få den ene øreprop ud, som hun bare lod falde til jorden.
"Kom med mig.." Sagde hun, og lød så ud af grotten imens hun fniste. Dakars hvæsen og irriterede kradsen, blindt ud for sig, kunne høres bag dem, imens Janet løb, dog ventede hun på Vahida, hvis hun sakkede bag ud, eller ikke kom med. Janet vinkede så tilbage imod Dakar.
"Tænkt to gange inden du spiller for kæphøj, Dakar!" Råbte hun, fniste og fortsatte med at løbe.
Hvis Vahida fulgte med uden at stille spørgsmål, ledte Janet imod den anden ende af grotten, hvor hun løb ind imellem en sprække, der stort set ledte helle vejen til grottens loft. Her inde kunne den blide lyd af rendene vand høres, og da de kom ind, kunne der ses en hel masse rendene vandfald, der slog imod klippebunden. Vandet samlede sig så i et par pøle, der hver var dybe nok til at rumme en stående person i.

Det føltes som om sekunderne blev langsommere med tiden som hun stod der, beskyttende med fronten mod denne mand, som hun på ingen måde brød sig om. Hvorfor var han i det hele taget så egoistisk og bedrevidende.. Ingen af de andre havde været sådan, men på den anden side havde alle familier vel et sådan medlem. Den der bare skulle ruinere alt det sjove. Hun hørte hans stemme, og kunne ikke undgå at lade et fnyd undslippe. Hvorfor var det, at de skulle straffes.. Det var ikke fordi de havde gjort noget forkert.
Hun lod sig på nuværende tidspunkt ikke mærke af den arm, der sneg sig rundt om hendes talje, og Vahida stod fast, da der kom et lille ryk i den, som en indignering til at de skulle smutte. Hendes øjne var intenst vendt mod hånden, der havde hævet sig en anelse mere, som om han havde besluttet sig for, at det endelig skulle ske. Det betød dog, at hendes koncentration på hånden, tillod Janet at få trukket hende nogle få skridt tilbage, mens hun hørte kvindens hvæsende stemme.
Rykket i hende var blevet kraftigere, og denne gang gled Vahidas blik væk fra Dakar, og tilbage mod Janet, mens hun lod sig trække afsted. Hun hørte hans bemærkning, og var på nippet til at komme med en skarp kommentar, da Janet drejede hende omkring, og rakte nogle.. var det ørepropper? Hvad skulle hun dog med dem.. Frem. Hun tvivlede dog ikke et sekund på hendes dømmekraft, og uden yderligere spørgsmål tog hun ørepropperne, og satte en i hvert øre, for derefter at mærke hvordan enhver lyd forsvandt. Det var ligesom at miste sansen, hvilket var endnu en omvæltning, nu hvor den var blevet skærpet så meget.
Hun betragtede hvordan Janets ansigt forvred sig, og åbnede sig mere end hvad normalt var, og øjnene blev store af ærefrygt. Selvom hørelsen ikke var der, kunne hun nærmest fornemme hvordan skriget vibrerede igennem luften, for at ramme den pågældende, der slog hænderne for ørerne. Hvorend hun gerne ville, kunne hun ikke lade være med at lade små klukkende lyde komme igennem læberne, mens hun hastigt smækkede en hånd op for munden, for at dæmpe disse. Hun så at han sagde noget.. Råbte måske endda, men igen kunne hun ikke høre det. Desuden var hans fuldemandsbevægelser nok til at få hendes små klukkende lyde, til at ændre sig ind til en lavmælt latter.
Hun fjernede ikke ørepropperne, men mærkede hvordan Janet fik nusset den ene ud. Samtidig tog hun selv den anden, og smed den på jorden, mens hun lyttede. Alle lydene væltede igen imod hende, selvom hendes tanker var fokuseret på det der lige var sket. Bag hende hørte hun hvordan denne Dakar kradsede og hvæste af dem, og hun var ikke sen til at følge efter.
Hendes bevægelser satte igang, og kort tid efter Janet, var hun bag hende i det samme tempo, mens hun smilede stort. "Hvad gjorde du dog ved ham?" spurgte hun hastigt, mens hun kort skævede over skulderen, for at se om han var kommet sig over det, og ville følge efter dem. Det passede med, at Janet på det tidspunkt råbte sin advarsel, og hun var ikke helt sikker på om det var et godt eller dårligt træk. Han virkede trods alt skræmmende stor i forhold til de andre.
Da de nåede sprækken, stoppede Vahida kort op og kiggede mistroisk på den, mens Janet ubesværet gled igennem. Sekundet senere fulgte hun så efter, mens hun automtatisk lod blikket glide omkring, mens hun mærkede hvordan stigningen fandt sted. Øjnene så det ikke endnu, men lydene af vandet, der løb ned langs væggene fortalte hende mere end rigeligt.
Hun stoppede op foran en af disse pøle, og kiggede mistroisk ned i vandet, mens hun huskede gårsdagens episode inden hun var kommet ind i hulen. "Jeg hopper ikke ned i de der!" sagde hun bestemt, og pegede ned på vandet, mens hun svagt kneb øjnene sammen, og sendte Janet et mistænksomt blik, som om hun forventede at hun ville skubbe hende ned i dem om nødvendigt.

Janet fniste og ruskede en smule i hendes løse, røde hår, og kiggede tilbage imod Vahida, da hun kom ind af sprækken. Hun smilte, og blinkede en enkelt gang, inden hun gik hen imod et af de små vandflad, uden at tage hænderne ud af sit hår.
"Jeg blindede bare barnets sanser. Han skal lære at opføre sig pænt, det for han også af vide af far når han kommer tilbage.. Men han har det fint igen, lige om få sekunder.." Sagde hun, og lænede sit hoved ind under vanfaldet, så det ramte hende, og det våttede hendes hår, imens hun rodede blidt rundt i det med fingrende. Hun kunne sagtens høre Vahidas stemme fra hvor hun stod, og hun kiggede til siden, og skubbede det hår der gik ind over hendes ansigt, ti lsiden, så hun kunne se over imod hende. Hun smilte, og fniste en smule, inden hun fjernede sig fra vandet, ruskede i håret igen, og slog det så om bag hovedet, så de våde lokker lå ned af hendes ryg.
"Behøves du skam heller ikke, søde.. Dakar er rad for at bevæge sig her ind.. Han kan ikke tåle vandet.. Kan du heller ikke det?" Spurgte hun, og bevægede sig langsomt hen ved siden af Vahida, uden at lave for mange hurtige bevægelser, for så ikke at skræmme Vahida. Hun kiggede ned i vandet, og så op på Vahida.
"Lad os se om du kan.." Sagde hun med et smil, og kiggede ned imod sine egne føder. Hun rystede sin ene sko af, og dyppede tærene i vandet, og kiggede så op på Vahida, og nikkede imod vandet..
"Prøv." Sagde hun med et venligt smil. Hun observerede så Vahida, for at se om hun turde, og hvis hun gjorde, kiggede hun nysgerig ned imod Vahidas fod, så hun lænede sig en anelse ind over pølen, for så samtidigt at holde balancen.
"Tilbage til arbejdet!!" Kunne Dakars hvæsende stemme høres, godt nok langt fra dem, men det gik stadigt tydeligt ind. Janet så forundret ud imod sprækken, og smilede lumskt. Hun kiggede så ned på vandet, og satte sig, så hendes ene ben stak ned i det kølige vand. Dets kølighed, berørte dog ikke Janet, og ville nok heller ikke Vahida, pågrund af deres races egen meget kolde tilstand. Hun fjernede så sin anden sko, og lod det andet ben dyppe ned i vandet, med et lættet suk, inden hun kiggede imod Vahidas føder igen. Og hvis Vahida kunne tåle vandet, så klappede hun på stenene ved hendes side, som for at hinte Vahida ned at side.
"Du skal ikke tage dig af alt det lort Dakar spyttede ud med.. Han blev født af Vladimirs kone, kort tid inden han blev forrådt, af Dakars storebror.. Han føler sig en anelse bedre pågrund af dette.. Og han er der også stærkere end os andre, men han har ingen ret til at behandle dig sådan, søde.. Vi skal nok få ham il at behandle dig ordentligt.. Er sikker på Vladimir ikke vil tillaede den opførsel.." sagde hun med et smil, og kiggede op på Vahida, imens hun lod benene langsomt sparke i vandet, så det lavede små bølger over det klare vand. Det vand der førte ind i denne grotte, kom fra den klare sø inde i skoven. Det var ikke rent hæld de havde fundet denne kilde, det havde de gjort ved Karaktars hjælp. Karaktars ekstreme ørelse, gjorde det muligt for ham, at kunne høre de små sprækker, som vandet gled igennem bag vægende. Og så havde de blot gravet der ind, og gjort nytte af det. Overordnet pågrund af Janet og Olgas klagen om manglende badefasiliteter...

Vahida var ikke sikker på hvad hun skulle mene om Janets ord.. Hun havde 'bare' blændet hans sanser. I hendes ører lød det som en ret brutal evne, og den var tydeligvis effektiv. "Jamen Hvordan?" spurgte hun forundret, og betragtede kort hendes røde lokker, som de slog sig ud fra hovedet, inden Vahida igen fokuserede på selve samtalen. "Er det også noget.. jeg vil lære?" Hun kunne ikke lade være med at komme med spørgsmålet. Der var så meget hun skulle lære allerede, og skulle der nu hæftes endnu en ting på alt det? Hun sukkede diskret og kiggede væk, da Janet vaskede håret i vandfaldet. Selv undgik hun pr automatik at komme for tæt på vandet, der flød omkring dem. Det havde brændt natten før, så hun tvivlede på det var anderledes denne nat.
Hun fik dog forklaringen på hvorfor de gemte sig et sted med vand, og Vahida måtte indrømme at den strategi var aldeles klog. Selvfølgelig ville han ikke komme kravlende herinde, hvis han frygtede det der rindede ned langs væggene hele tiden. Det ville være som at træde direkte ind i løvens hule. Hun rystede dog langsomt på hovedet, som for at svare på Janets spørgsmål. "Det.. brændte sidste nat" forklarede hun og kiggede kort ned på sine fingre, for at tjekke efter om der egentlig var kommet mærker efter det. Hun så dog intet, men huskede stadig følelsen af hvordan små bobler havde sprunget omkring på hendes hud, da denne havde berørt vandet.
Hun flyttede sig ikke da Janet nærmede sig, og kiggede så hen mod hende, da denne talte igen. Bestemt rystede hun på hovedet, og trådte et skridt tilbage og væk fra Janet og vandhullet. "Jeg.. vil helst være fri" svarede hun, og smilede en anelse usikkert, mens hun holdt hænderne op foran sig i en afværgende bevægelse. Hun så hvordan Janet fik sparket skoen af, for at røre ved vandet, og Vahida klemte øjeblikketligt øjnene sammen, og ventede på at høre et smertenshyl uden lige. Problemet var bare.. At det aldrig kom. Hendes mistænksomme blik forvandlede sig langsomt til nysgerrighed.. Ikke for selv at røre vandet, men hvorfor Janet kunne, når hun ikke selv kunne.
Hendes blik fløj tilbage mod indgangen, og sendte det lange sorte hår i en bue rundt omkring hendes ansigt, mens Vahida kiggede sig over skulderen, da stemmen buldrede. Lod han virkelig sit raseri gå udover slaverne? Hun kneb øjnene en anelse sammen, mens hun halvt forventede at høre brækkede knogler ramme klippevæggene.
Langsomt sukkede hun, og gled fremad igen, inden hun satte sig ved kanten, med benene bøjet indtil kroppen, for derefter at ligge armene omkring knæene. Hun rørte ikke vandet på noget tidspunkt, men kiggede i stedet for ned i det, mens Janet endnu engang talte. Hun trak bare på skuldrene, mens hun smilede forsigtigt. "Jeg bryder mig ikke om ham" svarede hun, mens hun lyttede til fortællingen. Igen var der flere faktorer under den, som at Vladimir havde været gift. "Besides.. Jeg regner ikke med at være meget i nærheden af ham, så han kan vel opføre sig som han ønsker" mumlede hun og lod hovedet falde ned mod knæene, mens hun kiggede over mod Janet.

Janets blod røde øjne kiggede ned i vandet, som var hun fortryllet af det, imens hun lavede flere bølger, med hendes bare skinneben. De røde øjne's kaos, der var blevet fremprovokeret, af deres korte flugts adrenalin. Hun fik et smil på sine læber, og virkede næsten som i en trance, imens hun rokkede en smule frem og tilbage, imens hun lyttede til Vahida. Hun fniste en enkelt gang, og kiggede over på Vahida igen, imens hun skubbede nogen våde lokker om bag sit øre.
"Jeg gjorde det ved at udnytte min.. 'Evne'.. Som Karaktar kalder det.. Det var også ham der hjalp mig finde den.. Og nej, jeg tror ikke du lære at gøre der, søde.. De fleste af os, for.. Evner, ud fra vores personligheder.. Far er... Skræmmende stærk.. At sige jeg har set ham vælte huse, ville ikke være en overdrivelse.. Men.. Tilgengæld.. Er far... Ja.. Lidt.. Langsom.. Når det kommer til at tænke.. Hvis.. Du forstår.." Hun holdt sin ene hånd ud til sin side, og lavede en lille afstand imellem sin tommeltot og pegefinger, da hun sagde lidt.
"Men det må du ikke sige at jeg har sagt..." Sagde hun så med en falskt bange stemme, og grinte så, med en glad latter, og rystede kort på hovedet, inden hun lagde sine hænder ned på jorden bag hende, så hun lænte sig en smule tilbage, og det våde røde hår hang ned bag hendes ryg. Hun rystede sit hoved en smule, så det røde hår lavede bølger, inden hun kiggede over på Vahida igen.
"Jeg kan skrige med så høje toner, at det vil døve de fleste. Men med os, kan det også blinde os, fordi det river så meget i vores følsomme øre.. Og ja.. Det gjorde da ondt på ham.. Og han vil da sikkert også give mig en lærestreg senere... Men.. Gør han ikke så tit mere, fordi han ved jeg bare nyder det..." Janet smilede lumskt, inden hun fniste, og kiggede ned imod sine føder, og strakte benene ud, så hendes tå spidser stak op af vandet, og hun vippede dem frem og tilbage for at lave bølger.
"Søde du burde prøve hvordan din hud reagere på vandet i dag.. Kan jo godt være det bare var din nye følsomme hud, der reagerede hidsigt? men det skal du først gøre når du tør.. Men der er en chance for at din første søvn hjalp.." Hun smilede så blidt tilbage på Vahida, og strakte sin ryg en smule. Hun kiggede så tilbagei vandet, og smilede, med et lavt kluk, imens hun rystede langsomt på hovedet.
"Mig og Ronnie bryder os heller ikke om ham.. Men.. Han kan jo heller ikke lide os, og åbenbart heller ikke dig, så bliver ikke noget problem at ignorere ham, da han prøver, så vidt som muligt, at ignorere os.. Så jeg tror ikke at det bliver noget problem.." Sagde hun, og smilede, med et lavt fnis. Hun lagde sit hoved en smule på skrå, imens hun fortsat stirede imod sine tær, der lavede cirkler i vandet.
"Glæder mig også til at se hvad du lære.. Du kan snakke med Karaktar om at finde ud af det hurtigere, hvis du vil.. karaktar er rigtig god til at komme ind, og finde ens... Ja.. Alt.. Heh.." Janet rømmede sig en smule, og kiggede lidt ned, og rundt i cirkler, imens en let rødmen viste sig på hendes kinder, og hun kiggede ned på sine tær igen, imens hun bed sig i læben, og så ud til at lade minder falde over hende.

Langsomt begyndte Vahida at kigge lidt frem og tilbage mellem Janet og vandet. Hun var ikke sikker på om hun troede på hendes ord, om at vandet måske ikke ville gøre ondt idag, og hun havde bestemt heller ikke tænkt sig at finde ud af det nu. Det kunne vente, eftersom et langt mere interessant emne var blevet bragt på banen.. Evner.. Hvad det så end var, eller.. Hun havde da en vis fornemmelse, eftersom hun havde set Janets ene evne i aktion.
Opmærksomt lyttede hun til kvindens ord, men pustede opgivende ud, da hun sagde at Vahida ikke ville lære at gøre det. Selvfølgelig. Der skulle jo være en af dem, som ikke kunne en skid, så hvorfor ikke hende.. Hun var jo i topform til at være anderledes allerede. Hun nåede dog heller ikke at protestere yderligere, eftersom Janet fortsatte med at fortælle. Yes! Hun ville have evner, måske havde hun dem allerede.. Hvem ved. Hun lyttede ikke specielt meget til resten af Janets ord, eftersom Vahida allerede var travlt optaget af hvad hendes evner nu kunne være.
I sin tankegang bevægede hun sig langsomt om bag Janet, hvor hun satte sig på hug, stadig med et tænkende, dybt blik i de røde øjne. Hun ville sidde bag hende lige som Janet havde rystet håret fri af skuldrene, i en hugsiddende stilling, for derefter at tage en dyb indånding. Diskret lod hun forsigtigt fingrene glide ind i hendes hår, som højst sandsynligt stadig var vådt, eftersom hun tænkte at den mængde vand nok ikke ville være ligeså ubehagelig som den mængde der var i selve vandhullet. Hun mærkede dog intet, men trak istedet på skuldrene, da Janet forklarede hendes evner for hende.
"Hvor.. sejt" mumlede hun tænkende, og måtte endnu engang overveje hvad hendes egne evner ville blive, mens et fremtrædende smil begyndte at kravle over hendes læber. Et smil der lovede drilleri og løjer til den uforsigtige. Et fnis kunne svagt høres fra hende ved ordet om afstraffelse. Hvordan man kunne nyde det var hende en gåde, men på den anden side.. Hun havde da hørt om folk der kunne lide det.. hårdt. Det var dog alligevel et spørgsmål hun ikke havde tænkt sig at diske op med, og derfor lod hun kun fniset forklare at hun fandt den sætning morsom.
Hun ventede indtil Janet havde talt helt ud denne gang. Også omkring hendes evner, mens hun undlod at kommentere på snakken om vandet. Hendes fingre gled fri af Janets hår, hvis ikke denne havde rykket sig, mens hun brummede diskret. "Jeg ved ikke om jeg ønsker at snakke så meget med ham.. Karaktar lige nu" mumlede hun indrømmende og lod diskret en finger glide op og kradse i et af de åbne sår, som var kommet på hendes kind efter forvandlingen. Hendes blik stirrede frem for sig, og hun bemærkede ikke Janets ændring i ansigtet.
"Men.. Måske" mumlede hun, som for at vise at hun ville overveje det. Faktisk kunne hun godt få sig selv hen til ham endnu engang, for at få den oplysning. Hun var nysgerrig efter at lære det.
Smilet blev en smule lumsk, da hun vendte blikket mod Janet, og opdagede at denne var gået i en form for mindetrance. Langsomt hævede hun det ene øjenbryn. Hendes hænder slog blidt mod ryggen af Janet, for at få skubbet denne ned i vandet. Der var kraft nok bag slaget, men om kvinden havde set det komme vidste hun ikke. Hvis denne ville falde i vandet, ville Vahida slå en tilfreds og munter latter op, mens øjnene spillede let.
Under alle omstændigheder ville hun rejse sig, og sætte i løb mod stedet de var kommet ind, for at komme væk fra Janet, der muligvis ville have hævn plantet i hovedet, efter hendes lille forsøg på drilleri.
Hun gled ud igennem sprækken og tilbage i det store rum. Kort måtte hun stoppe op for at orientere sig, inden hun satte i løb mod hulningen lige overfor, selvom hun ikke huskede hvad der var derinde.

Janet fniste også en smule da Vahida gjorde, og tyggede blidt på sin underlæbe, imens hun lukkede øjnene, og læste sit hoved en anelse tilbage, og en lav knurren kom fra hende, imens Vahidas hånd, rørte hendes hår. Den knurren der kom, var bestemt ikke truende, eller på nogen måder negativ, så det var tydeligt, at hun bare nød at blive aet. Hun fniste så lidt, og kiggede tilbage imod Vahida.
"Se? Vandet er slet ikke så slemt.." Hun smilede blidt, for så at kigge ned imod vandet igen. Hun klukkede en smule, og vippede med sine tæer.
"Mhm.. Ronnie han kan.. Lave lyde, der minder om instrumenter.. Er blot en bonus, men er også en fed bonus... Han har lært sig selv, at lave toner, der passer til, hvad jeg spiller på mit instrument.. På den måde kan vi være et omvandrende band... Det har vi leget meget med.." Hun klukkede så en smule igen, og fortsatte med at stire.
I hendes trance, var hun i dybe tanker, tilbage fra den gang, før Vladimir blev forrådt. Den gang det var meget nemmere.. Disse dybe tanker, gjorde også at hun absolut ikke kunne nå at reagere på Vahidas skub, og hun snappede straks ud af hendes tanker, inden et kort vin undslap hendes læber, og hun sank ned i vandet. Hun pladskedet forvillet i ganske kort tid, inden hun slog hovedet op fra vandet, og hvæsede kort, inden hun begyndte at grine, og en masse lokker lagde sig ind foran hendes ansigt. Hun pustede noget vand ud af munden, og lige så nogen lokker væk.
"Oorrh du! Kom tilbage!" Råbte hun, med en blid latter, før hun kravlede op af pølen, og slog sit hår tilbage, så lokkerne var væk fra hendes ansigt, og hun løb så hastigt efter Vahida.
"Når jeg fanger dig, skal vi nok finde ud af, om du kan tåle vand!" Råbte hun, med en sarkastisk stemme, og hun lo så blidt, imens hun klemte sig igennem sprækken. Hun løb hastigt imod nogen klippeudspring, som hun hoppede op på, og hoppede så fra spids klippesten, til en anden, alt imens hun kiggede ned efter Vahida, og hoppede så ned på den sti hun løb på, og fulgte efter, med en kort afstand.
Den side hun rendte imod, var Janet, og Ronnies, mindre gråtte, som kun bestod af et lille rum, og en enkelt kiste. Kisten var godt nok bygget til en temmeligt stor person, men den var perfekt til det 'unge' par. Men hvis ikke hun stoppede op, og tog en anden retning, ville hun ende i en blindgyde. Hvis hun drejede af en mindre stil der førte til højre, ville det lede imod en lang tunnel, som hun ikke var blevet fortalt om, men der var ingen andre veje hun kunne løbe.
Janet lo stadigt glædeligt, imens hun jagtede Vahida. Vahida mindede hende en anelse om den hun havde manglet fra Olga. Den varme dejlige veninde, som hun kunne bruge noget af alt hendes energi på. Hun minedes kort de mange dage, hvor Olga og hende havde snakket, i stedet for at sove. Det varmede hendes kolde hjerte, at have en veninde igen. Savnet var der stadigt, men Vahida hjalp hende med at overkomme det, og ikke fortabe sig i manglet.. Alt dette betød vahida, og så enda dette, på blot en enkelt aften.
Oppe ved en af kloarkindgangende, trådte Karaktar frem, og han stirede tomt ned imod de to. De tomme sorte øjne, fulgte Vahida på hendes vej, og han klukkede så lavt at de ikke ville kunne høre det, og rystede så kort på hovedet, inden han hoppede ned fra den kant han stod på, og bevægede sig imod slavernes arbejds område, med hans lange rolige skridt.

Janet havde ret.. Det var ikke ubehageligt at røre ved det våde hår, men tanken om stadig at dyppe fingrene i vandet, huede hende ikke det nærmeste. Egentlig ville hun helst undgå dette, hvilket hun gjorde på en ret god måde, ifølge hende selv i hvert fald. Hun lyttede opmærksomt til snakken om levende musikinstrumenter. Det lød vidunderligt, og noget hun måtte opleve en dag.. En dag når chancen tilbød sig. Dog var hun mere interesseret i at vide, hvad hun selv ville lære af magi. Slå andre ihjel med et blik? genoplive de døde? I hendes hoved var der ingen grænser for hvad man kunne, og selvfølgelig ønskede hun at kunne noget oversejt.
Latteren slog op i gyldne toner, da hun hørte hvordan Janets krop faldt i vandet, og plaskede vand over det hele. Det skæve smil sad fast på hendes læber, inden hun vinkede teatralsk til den rødhårede vampyrkvinde for at glide ud igennem sprækken, og sætte i løb. Det havde nok været mere held end forstand, at Janet havde siddet i sine egne tanker, da Vahida valgte at skubbe hende i vandet, men ikke desto mindre nød hun, at planen var lykkedes.
"Aldrig i livet" råbte hun hurtigt over skulderen i et muntert tonefald, mens hendes nye synssans hurtigt gled igennem den store klippehulning, som hun stod i. Hun vidste at en opstopning ville resultere i, at Janet ville fange hende, og derfor fortsatte hun fremad, mod den mindre hule. Dog opdagede blikket også, at der stod en kiste derinde. Hun huskede Vladimirs havde været lukket uden flugtveje, og det samme ville denne nok være. Dette og så tanken om at infiltrere en andens soveværelse, fik hende til at dreje mod venstre.
"Så er det heldigt du ikke kommer til at fange mig!" svarede hun muntert tilbage, og tillod sig at skæve en enkelt gang over skulderen, for at se hvor denne vampyrkvinde befandt sig i forhold til hende. Det mærkelige var bare.. Hun så ingenting. Undrende kneb hun øjnene sammen, da Janet så hoppede ned på den samme sti, og blikket åbnede sig en anelse ekstra, inden hun satte farten i vejret, for at fjerne den afstand, som hendes uopmærksomhed havde forkortet.
Hendes blik vendtes stadig fremad, og Vahida nærmede sig det område, som havde været stedet med slaverne. Hendes blik lagde sig i genkendende folder, og hun stampede hårdt fødderne i jorden, for at stoppe op, mens hun gled en anelse fremad, og derefter fik overbalance, for så at lande ned på bagen med et diskret bump.
Hun vidste, at hun havde tabt kampen om at løbe fra Janet ved denne handling, men på den anden side.. Hellere en tur i vandet, end en tur ind til denne mugne Dakar igen. Blikket hævede sig en anelse, da hun så en skikkelse hoppe ned. Hun havde ikke bemærket denne før, men siden hun sad og gloede direkte ind i hulningen til det område, kunne hun ikke undgå at se, at Karaktar var vendt tilbage fra søgningen.
"Karaktar!.." sagde hun en anelse for højt, da hun huskede på noget Janet havde fortalt tidligere. Hastigt fik hun møvet sig op på benene igen, og støvede diskret kjolen af, der havde modtaget endnu flere flænger efter løbet igennem klipperne, hvor den havde siddet fast, og igen var blevet flået op visse steder. "Hvorfor passer.. ham der Dakar på slaverne, hvis de er dit ansvar?" Hun pegede mod indgangen, og spærrede øjnene op i nysgerrighed, mens blikket fæstnede sig på denne.
Hvis han var stoppet op ved hendes ord, ville hun blive stående, og hvis ikke, ja så ville hun følge efter ham derind, af den overbevisning at Dakar ikke ville opføre sig på samme måde, som han havde gjort tidligere, hvis han var med.

Janet fortsatte med at følge efter Vahida, og hun forsøgte at sætte sit tempo op, selvom hun ikke havde meget at gøre med. Janet var ikke en specielt hurtigt Nosferatu, i forhold til de fleste af deres race. Hun var en af dem, de kaldte for Magi. Dem var der kun få af, og det var sjældent man så Nosferatuer med magi'er.. Og disse havde for det meste oftret deres styrke, eller hastighed for dette. Janet havde mistet sin hastighed, men bibeholdt sin styrke og adræthed. Hun lo endnu højere, da hun så Vahida falde, og satte farten en anelse ned, imens hendes latter langsomt blev til en lav fnisen.
"Der ville du ikke hen, var?" Sagde hun, og klukkede et par gange mere, inden hun kiggede imod Karaktar, som kom gående imod Vahida. hun tog et par trippende, hurtigere skridt, for at nå over til Vahida, inden Karaktar gjorde. Hun smilede så lumskt, men gik forbi hende, i stedet for at ville gøre hævn, og hun drejede omkring, og gik baglæns, da hun kom forbi Vahida, for så at tale til hende.
"Jeg skal nok få min hævn senere, du..." Hun bredt sit smil, og fniste så lidt, inden hun stoppede op, da Vahida talte til Karaktar.
Karaktar satte kort sit tempo ned, for at kigge imod Vahida, med hans tomme sorte øjne. Han lod dog hurtigt sine øjne sænke, for ikke at stire i Vahidas øjne, da han stadigt regnede med at hun havde noget imod det.. Inden han svarede, talte Janet hurtigt og luntede hen bag Vahida.
"Er det okay jeg forlader dig lidt? Jeg vil gerne lige ud at jage lidt med Ronnie.." Hun smilte venligt, og lagde en blid hånd på Vahidas skulder, for at få hendes opmærksomhed. Hånden var stort set tør, og kun lidt vand dryppede ned på Vahida, hvis da ikke hun fjernede sig. Hendes våde tøj, havde suget sig fast ind imod hendes krop, men selvom alt dette, virkede hun ikke kold. En af de positive ting, ved ikke at kunne føle, hverken kulde, eller varme. Janets hånd knugede blidt Vahidas skulder, imens hun ventede på et svar. Og hvis hun fik et ja, smilede hun venligt, og vente sig så om, for at løbe et par skridt, inden hun knælede en smule ned, og greb fat i en læder snor, der havde sidet slynget omkring hendes lår, og da hun hev i denne, viste det sig at være en lang pisk. Hun smilede så lumskt over sin skulder, og lavede et roligt huk med pisken, så dens ende, svirpede imod Vahidas lår, og hvis ikke hun hurtigt fjernede sig, ville det ramme, og bestemt snere, dog ikke så slemt, på grund af hendes nye hud. Janet grinede så højt, om det ramte eller ej, og kiggede op imod en tunnel, der sad langt over hendes hoved, og hun slog så pisken imod en klippe der stak ud ved sien af indgangen, og hev sig selv op, da det fangede. Hun forsvandt så hurtigt ind i tunnellen.
Karaktar havde imens fortsat sin gang, og da pisken snerrede efter Vahida rystede han langsomt på hovedet, og tog sig endeligt til at svare på Vahidas spørgsmål.
"Det er fordi, jeg i på starten af aftenen, skal indlede den søgen vi påtager os, og forsøge at få fat i din søster.. Er på vej for at erstatte ham nu.." Han kiggede efter Janet da pisken bliv svunget, og rystede kort på hovedet, inden han fortsatte. Han gik stadigt med sine hænder foldet bag sin ryg, og med langsomme skridt.
"Håber ikke din hvileløse søster, Janet, har irriteret dem for meget med hendes drilleri.." Sagde han med sin rolige stemme, og fortsatte, imens han begyndte at klikke sine negle imod hinanden.

Som hun sad der, og lyttede til Janets latter, kunne hun ikke lade være med at overveje, om det måske ville være en idé, at se til denne hidsige mand inde i slaveområdet, nu hvor Karaktar rent faktisk var dukket op. Hun gad godt se ham prøve på noget med ham i nærheden.
Hun trak let på skuldrene, og fniste diskret over Janets kommentering. Kvinden havde trods alt ret. Hun ønskede ikke rigtig at komme derind.. ikke alene i hvert fald. Hendes blik faldt langsomt tilbage mod hende, da hun hørte Janets skridt nærme sig, og hun holdt et årvågent øje med denne person, eftersom hun måtte ønske at hævne sig.. bare en smule, efter Vahidas lille skub, så hun var blevet våd.
Ja.. Hun hørte ordene.. de ord, der dækkede over en direkte trussel, men en venlig en af slagsen. Denne fik derfor Vahida til at putte et yderst uskyldigt smil over læberne, inden hun langsomt hev sig selv op på benene, for derefter at børste det værste støv, af den allerede ødelagte kjole, som ikke var blevet udskiftet siden hun var igennem sin forvandling, hvilket også kunne ses på den efterhånden.
Hurtigt nikkede hun, og mærkede Janets fingre omkring skulderen, inden hun vendte blikket mod kvinden igen. "Selvfølgelig.. Smut bare" svarede hun og viftede kort med den ene hånd, selvom hun ikke vidste hvad hun så skulle give sig til.. Hun var aldrig god til a underholde sig selv. "Måske får jeg også snart lov.." Tanken blev tænkt højt, og et kort drømmende udtryk gled over hendes ansigt, inden et svirp brat fik rykket hende ud af den stadige trance, da Janet trak en.. pisk frem. Vahida var bestemt ikke hurtig nok til at reagere på piskens smæld, der ramte hendes lår, og sendte en syngende lyd igennem grotterne, blandet med en snerren fra hendes egen side. Reflekserne fik hende til at gribe omkring stedet, hvor pisken havde ramt, og hun kneb let øjnene sammen. "Jeg skal nok få dig når du kommer tilbage" hviskede hun.. Tonefaldet kunne opfattes som alvorligt, men en undertone bar over, at hun stadig fandt legen underholdende.
Hun så Janet forsvinde, og vendte derfor sin opmærksomhed kom Karaktar, som var fortsat med at bevæge sig, hvilket resulterede i, at Vahida hurtigt rystede piskens smerte af sig, og småluntede efter ham, for at nå op på siden af denne, mens det nysgerrige blik gled stjålent mod ham. Hun havde ikke glemt deres sidste møde, ej heller den dårlige samvittighed hun havde haft. Måske det var muligt at rette op på dette.
Hun vidste hvad der ventede hende denne gang, men alligevel var duften fra de levende racer overvældende og et kort øjeblik måtte hun stoppe op, for at få kontrollen over sig selv. Hun havde fået mad, og fået at vide at det skulle holde hele natten, men sæt nu hun ikke kunne.. Hvis han stoppede op, ville hun blive stående, hvis ikke, ville hun bide kæberne hårdt sammen, og følge efter.
Hun nikkede forstående til hans ord. Det virkede også usandsynligt at gnavpotten derinde skulle vandre rundt på jorden blandt andre. I hendes øjne mindede han mest af alt om en, der ville æde enhver i sin nærhed.
Latteren slog dog uvilkårligt igennem hendes stemmebånd, da Karaktar nævnte Janet, for derefter at ryste ivrigt på hovedet. "Nej nej.. Det var sjovt.. Jeg gav hende et bad" svarede hun hurtigt, inden Vahida nåede at lægge bånd på sig selv. Janet måtte have påvirket hende med sin snakken, for Vahida bemærkede at hun selv lod munden plapre løs i visse situationer.. allerede.

Janets fnisen, kunne stadigt høres et stykke tid, inden hun var noget langt nok ind igennem tunnellen, til at det ville kunne høres, og stoppede lige så, også der, dog stadigt med et stort smil. Hun havde savnet nogen at 'lege' rundt med.. Hun havde sjældent været gladere..
Karaktar stoppede ikke med at gå imod slavernes arbejds område, og klikkede sine negle imod hinanden en sidste gang, inden han kiggede over sin skylder, med et rejst øjenbryn. Der kom så et lavt, men venligt, fnys, et ryst på hovedet og et skævt smil.
"Det er jeg glad for at høre.. Måske du, kan brænde noget af den unge kvindes energi.. Hun har været en tjørn i siden på mange af os andre, når vi har forsøgt at udføre vores arbejde.. Ikke for at sige vi er trætte af hende.. Men har været.. Nedtrykende, at se hende kede sig.. Hun har behov for at bruge sin energi.." Sagde han roligt, og nåede endeligt ind i grotten. Dakar sad i et hjørne, og så noget så ligeglad, og kedsommelig ud. Da Karaktar ankom, sukkede han tilfreds ,og hoppede op fra hans siddende stilling.
"Endlig! Var ved at være bange for, jeg blev nød til at tage for mig, af retterne her inde!" Brummede han irriteret, og gik imod udgangen, Karaktar og Vahida nettop var kommet ind af. Slaverne sukkede også lige så, og flere af dem, så lettede ud. Da Dakar så Vahida bag Karaktar hvæsede han lavt, og kneb sine øjne sammen. Men han fortsatte bare forbi dem, og knurrede vredt, da han passerede Vahida, og stirede intenst ned på hende. Karaktar fulgte Dakar med øjnene, og snakkede så lavt.
"Pas på.. Dakar.. Du kender bege jeres pladser.." Dakars blik, blev drejet op imod Karaktar, og han fnøs hånligt, med en ligegyldig fagt imod ham.
"Hold dig ude af det, gamle gnir.." Sagde han, og fortsatte ud af grotten, for at forlade Karaktar og Vahida. Karaktar sukkede lavt, og rystede så på hovedet, imens han kiggede over på slaverne, som det var tydeligt, var overbelastede. Karaktar lavede en fagt med sit hoved, imod grottens udgang, og den høje Dæmon, nikkede en enkelt gang, med et taknemlig smil. Hun lavede så nogen fagter med sine muskuløse arme, og snakkede til de andre slaver, og de bevægede sig så på vej ud af grotterne.
Karaktars sorte øjne fulgte Dæmonen på hendes vej ud med de andre slaver, og rystede så langsomt på hovedet, imens han bevægede sig over imod den modsatte væg af grotten, imens han kiggede over skulderen, på Vahida.
"Jeg håber du hurtigt lære at ignorere Dakar.. jeg skal også have lært dig, at bruge dit Mind Link, til mig.. Så jeg kan hjælpe, skulle han træde over stregen.. Hvilket han har gjort ganske så ofte.." Sagde han. Han lød langt fra beroligende, men i stedet advarende. Som om det var fakta, at Dakar ville blive værere.. Han satte sig så på en sten, og lod endeligt sin faste, og ranke stilling falde, og lod sit hoved synke. Han hvilede sine albuer på sine knæ, og gnubbede sine håndflader imod hans ansigt, imens han lavede en lettere smertefuld grimasse.