special war emme - the art of war.

Sted: en lille gyde i terre, der ligger et lille stykke væk fra hovedgaden.
Tid: 00:43
Vejr: overskyet, kølig, med begyndelsen til sne.
Omgivelser: en mørklagt ensom gyde. med huse på begge sider.

krigens rædsler var begyndt at sprede sig, som den propaganda, der var begyndt at lyde i det skjulte af denne by. som starten på dens forfald. de mørkeblå øjne så kort imod den sne, der var begyndt at dale ned fra den mørkegrå himmel, der strakte sig langt ind over byens tage. der med deres sorte og grå facon matche de sneflugt, der faldt og som lignede aske. før de ramte de kolde brosten, hvor de langsom var begyndt at samle sig som en en halv gråt, sort tæppe. de mange kvinde skrigene var forlængst holdt op, selvom et svagt genlyd, stadig kunne høres i den kolde vind, der trak sig igennem den smalle gaden, der endnu ikke bar det ar, som hovedgaden gjorde. ikke et lys brændte i de mange mørke vinduer, der dannede stor firkanter på hvert side af de grå murer. som overvåget usynlige øjne hvert et skridt. kun en enelig gammel lygtepæl, prøve i nu at holde stand imod den krig, der slet ikke skulle have været her . den hvide pærer, der sad øverst i lygten, kastede et mat koldt skær, få meter ud foran sig, i en cirkel, som kunne en diva hvert øjeblik indtage den ligesom de stor scene i paris. de blege læber vendte sig kort op i et halv sarkastisk smil, der ikke nåede øjne. hun gik langs den mørke mur, hvor store plasma af mug, svagt kunne anes, som en grim gevækst, der voksede uhæmmede op af. bag den blege kvinde, hvis navn var kendt i det mest af den franske underverden, folde et mærkelig mørke sig, der i et synsbedrag virkede levende. kvinden stoppede på rangen af lyset fra lygtepælen, så lyset svagt kunne skimmes igennem det blonde hår, som det næsten farvede hvidt. hun så kort ned i jorden og huskede pludselig i dette guds forlade stund, en lille tekst, der en gang var blevet sagt foran hende, som barn:

Hvis du kender fjenden og kender dig selv
behøver du ikke at frygte resultatet af hundrede slag
Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden
ville du for hver vundet sejr, også lide et nederlag
Hvis du kender hverken fjenden eller dig selv
Du vil bukke under i hver en kamp.

for det var hvad dette her var. en krig, en kamp, som hun nu ville blive en del af.
og der var derfor hun havde kaldt sammen, denne nat.

Gyderne var totalt mørkelagt udover en lille forbandet lygtepæl. Det lange hvide hår med de lysebrune spidser blev kastet rund i vinden, det samme med hans sorte læder frakke, øjnene skindede en mat lilla farve. Alt dette tilhørte en ung mand ved navn Shiro. Hvad lavede han i gyderne? når ja, han skulle mødes med hans herre, som sikkert stod og ventede på ham der inde i de tomme gyder.

Shiro gik med rolige og selvsikre skrid ind i gydeerne for at finde sin herre og for at vide hvad hun ville. Denne kvinde havde mange navne, men hun var bedst kendt som hende der lagde planer om en kidnapning af en fra slottet, hvilket nok skulle gå godt, så længe hun havde sin ydmyge tjener, Shiro. Han strøg en hvid tot pandehår væk fra ansigtet så han kune se bedre og fik så øje på den blonde kvinde.

"Ser man det" sagde han og så på kvinden og bukkede svagt for hende, hun var jo trods alt hans herre. " Hvordan kan det være De ville have mig helt her ud?" spurgte han og så diskret på hende med et koldt smil. Shiro afventede hendes svar. Han så op på himlen og fik et snefnug i øjet og så derefter ned på jorden. Han kunne ikke se hvorfor det var ligepræcis her de skulle mødes, hvorfor ikke Terre by? Eller metroen?

den svage lyd af sneen, der knagede under par sko, fik langsom kvinden til at vende sit ansigt, så det lange blonde hår, der virkede hvide i skæret fra det blege lys, et øjeblik bølge. et kølig hånlig smil bredte sig ud over hendes læber, som den eneste genkendelse på den person, der kom imod hende. selv mørket bag hende viste et enkel tegn på genkendelse, der de rørte let på sig, i det dæmonen bukkede for hende, som lo de hånlig af hans optræden, selv forblev det kølige smil på hendes læber. mens et stille mørke begyndte at sprede sig i dem. hun lagde armene over kors med elegant bevægelse og vendte endelig sin fulde opmærksomhed imod shiro..

"det glæde mig at se at du fandt gyden" sagde kvinden med en sarkastisk tonefald. hendes stemme var lavmælt, men lys og elegant, der var som silke imod ørerne. hun fik med en håndbevægelse skyggerne bag sig til at stå stille. og de mørkeblå øjne vendte tilbage til shiro.

"ganske enkel på grund af denne krig. hvis du ikke har set den.. den der allerede kostede så mange liv, uskyldige, børn, kvinders.. uvidende mænds. det er den eneste grund til at dette møde skal forgå her ude i mørke. men selvfølgelig hvis du er bange for mørke, kan vi godt søge andre steder hen?"

blikket gled langsom over shiros ansigt. mens et hånlig smil begyndte at bryde frem, i det den sidste sætning havde forladt hendes læber.

" Jeg er ikke så dum so jeg ser ud " sagde Shiro koldt og så på kvinden som et eller andet sted var totalt ligeglad med ham. Han rejste sig atter op og strøg igen det hvide pandehår væk fra hans øjne. Han så på de skygger der var bag hende som nærmest hånede ham over at han havde bukket for denne kvinde, men det havde han altid gjort.

" Du er vel godt nok sjov hva? Selvfølgelig er jeg ikke bange for mørke, din krage" sagde han koldt og gik et stykke væk fra hende. Shiro så op på himlen, som ikk så vildt spændende ud. Overhovedet! Der var totalt overskyet og man kunne ikke se det mindste af himlen. Hans øjne gled forbi en gadelygte der kæmpede en brag kamp om at ville overleve. Shiro kløede sig i baghovedet og så atter på kvinden " Hvad er planen så?" spurgte han og afventede hendes svar