Alene igen(Ma´lakel=privat! xD)

Han stillede sig parat i kampstilling.
"Så du er en af Zane's lakajer!? I så fald vil jeg befri Kajika fra dig... forbered dig på at dø, dit svin!!"
Han skulle lige til at angribe Ma'lakel, da han så Kajika.

Kajika stod der helt uskyldig bagved ma´lakel i hans lille skjorte der knap nok dækkede hendes lår og tog blidt fat i enden foran og bed sig i underlæben mens hun flovt så væk fra velarians blik og sagde stille men dog meget nervøst og ømt i tilfælde af at ma´lakel ville rase ud på hende eller velarian ville stikke af eller i det hele taget de bare ville flyve på hinanden"vil i... ikke godt? stoppe altså... killingerne bliver bange og piver meget så jeg tænkte vis i nu skal slås? kan i så ikke finde et andet sted hvor der ikke er små uskyldige kilinger til stede.. de ryster meget ser i" hun så stille ned i gulvet og sagde ikke det var ma´lakels fordi det måtte hun bare ikke sige for ham ellers vidste hun at hun fik med ham at bestille sener sikkert

Der gik et stød igennem Ma'lakel da han mærkede hendes tilstedeværelse bag ham. Han så sig over skulderen og de hårde, kolde øjne stirrede brat ned på hende i det hun nævnte killingerne. Hun havde godt nok ikke sagt noget om at de var hans, men en hver der ikke var idiot ville kunne regne ud at de var, siden de jo var det sted Ma'lakel midlertidig kaldte for hjem. Hans øjne lynede men han så ikke ud til at ville skade hende, endnu! Han knurrede utilfreds og så over på Velarian med had i blikket i stedet for sadistisk nydelse, som om alt det her lige havde udviklet sig til et skuespil han hadet end et skuespil han elskede! Han så på elveren, som om han forventede møj dyret ville springe på ham alligevel, men han vidste godt at han ikke ville gøre det. Tøse elveren var jo forelsket i pigebarnet.

,, Gå ind med dig igen!", kommanderede han til Dådyret.
Med en stemme der var hård og mørk! Som en far ville tale til sin datter der havde gjort noget slemt og han sendte hende op på sit værelse så som straf!

Han hvæsede rasende.
"Hvor vover du at kommandere rundt med Kajika!?" råbte han vredt.
Han knyttede næverne, og en flammende, blå aura dannedes omkring ham. Luften glimtede af iskrystaller omkring ham.

Kajika så lammende på Ma´lakel og tænkte*ååårh! nej... nu har jeg afsløret det årh hvor er jeg dum skal jeg lyve og sige det mine killinger... nej jeg kan ikke lyve jeg har aldrig løget i hele mit liv!!* hun sukkede i det han så på hende med sine dræber øjne og kajika kunne mærke det inde i sjælen det var virkelig skræmmende at se ham sådan her endnu en gang, og det fik hende til at huske han alligevel ikke var så menneskelig eller bare for den sags skyld, fra hospitalet af til dette sted han havde virket så anderledes men nu var han vel sig selv igen..

Kajika gik stille bagud og sagde"Undskyld... mester det var ikke med vilje ... jeg ber jer vil i ikke nok lade vær med at slåsse" hun slap skjortens ende i det hun lukkede øjnene i flovhed og gik stille hen nær kanten og spredte vingerne lidt ud og ville til at flyve ned igen

Da han hørte at hun kaldte ham for mester, slog det klik for ham.
"Kajika! Ingen kontrollerer dig!" og med de ord, slyngede han to blå ildkugler efter Ma'lakel.
Ilden var så kold som is.

Ma'lakel havde sit fokus på elveren hele tiden. Han hørte Dådyrets undskylden, og hendes ord der bad ham lade være med at slås, og kunne mærke hun bakkede bagud. Hendes angst var velfortjent i hans øjne, hvis der var nogen hemmelighed han holdt mere nær så var det at han havde killinger som han værnede om. Elveren kunne sagtens finde på at gøre noget dumt som han havde gjort på det tidspunkt med Zann, og hvis han brugte killingerne imod ham ville Ma'lakel være nød til at slå dem alle sammen ihjel i frygt for at de ville blive brugt imod ham igen.
Han undvig med perfektion de to is kugler da han som sagt havde stået og holdt godt øje med elveren, og var forberedt på angreb. Derefter bevægede han sig hurtigt, faretruende hurtigt imod ham og rakte sin venstre hånd ud for at gribe fat om struben på elveren! Hans greb var hårdt og brutalt, som en ørn der havde grebet fat om en mus med dens klør.
Med en hård og lige så kommanderende stemme snakkede han til Velarian:

,, Jeg kontrollere ingen, møg elver. Og hold din kæft, inden du laver flere dumheder som sidst! Egoistiske tøsedreng!"

Derefter kastede han elveren ned på tagets klinker og vendte sig halvt om for at gå men han vidste ikke om møj elveren ønskede at kæmpe yderligere eller om han ville opfylde Dådyrets ønske om at stoppe, så derfor ventede han kun og så ned på Velarian, afventende. Hvis han intet gjorde ville han tyde det som et "nej", hvis han gjorde mine til at bevæge sig ville det være et "ja" for ham!

Kajika så på is kuglerne der kom og bukkede sig ned til tagrnderne og så op på velarian og ma´lakel overraskende og tænkte*Så!! det nok jeg.... jeg går* hun var ligeglad om hun intet sted boede mere hun ville bare væk nu... hun var bange for Ma´lakel og hvad han ville gør når Velarian og ham var færdig efter som hun havde kommet til at sige hans hemmelighed på en måde men det lignede ikke at velarian havde opfattede at det var ma´lakels killinger.

Kajika skyndte sig neden under unden at sige noget og kiggede efter sine ting tøj og mobil der lå ved killingerne i det hun ville gå nu, hun turde ikke være der når kampen var færdig eller vis den begyndte, hun så ned i den tomme papkasse og så der ingen rigtig ovenlig bund var. hendes jakke var rigtig blød inden vendig og meget dyr, hun lagde den stille ned i papkassen og lagde dem blidt ned i papkassen og sagde"bliv her og uanset hvad der sker går i her fra" hun stillede papkassen et trygt sted så de ikke fik tagrander eller bræder ned i sig vis husets tag skulle styrte og gik stille hen til døren for at gå sin vej

Han gispede efter luft da han landede på taget.
"Kajika..." hviskede han da hun gik.
"Din forpulede..." hvæsede han rasende til Ma'lakel og rejste sig op.
Han sendte Ma'lakel et dræberblik, og trak sit sværd.
"Frostfire Blade..." mumlede han, og hans aura bredte sig så den nu dækkede sværdet.

Ma'lakel så koldt ned på elveren og med stor ligegyldig stod han stille som om elverens forberedelser på at angribe var noget han havde regnet med. Mørk elveren var ikke særlig god til at styre sit temperament kunne han se, og et eller andet sted i Ma'lakel's underbevidsthed irriterede det ham grænseløst at han ikke forstod hvad det var Ma'lakel prøvede på! Han trådte et skridt tilbage og gjorde sig klar til at undvige det hug eller det magic der højst sandsynligt ville komme imod ham om ikke så længe. Imens han gjorde dette snakkede han selvfølgelig:

,, Du er dum. Du lyver for hende med hensyn til dit navn for at slippe af med hende, og nu mister du besindelsen fordi hun forlader dig... hvilken stille helt du er. Kan du ikke se det selv? Er du virkelig så blindt et væsen?"

kajika sukkede i det hun gik ud af døren tog hun sig til armene det var godt det stadig var lidt lun ellers havde hun frosset ihjel, hun så stille op mod taget og sukkede i det hun begyndte at løbe i sine sandaler hen til hospitalet igen kun iført skjorte desværre efter som alt det andet tøj var så beskidt og blodigt. Kajika kom endelig til hospitalet og alle gloede bare på hende pigen med det smukke prinsesse agtige blonde hår og stod der i undertøj/skjorte der dækkede røven og med bandage om hovedet, en kvindelige læge kom hen til hende og kajika snakkede lidt med hende efter som hun ikke havde fået lov at gå der fra. de nikkede og var glad for hun kom tilbage og spurgte til beklædningen hun fortalte det var en ven og hendes shorts var til vask så hun kunne kun gå sådan..

Damen nikkede stille i det kajika gik sin vej igen med et tæppe om sig hun havde fået lov til at låne af hospitalet tilbage på vejen og tænkte på om de slåset stadig eller om der var sket noget med huset eller nogen af dem eller de var flyttet et andet sted hen at slåsse??

Hans aura forsvandt omgående, og hans øjne blev fyldt med tårer.
"Du fatter ikke en skid!!" råbte han med tårerne løbende ned ad kinderne.
"Jeg elsker hende!! Jeg gjorde det kun for at beskytte hende!!! Hun er ALT for mig, fatter du det!? Og INGEN skal nogensinde ødelægge hende!!"
Han huggede ud efter Ma'lakel, men slaget var så ynkeligt at han ikke ville kunne ramme. Derefter kastede han sværdet fra sig og faldt på knæ.
"SATANS!!!" skreg han.

Ma'lakel slappede af i kroppen og betragtede den ødelagte elver. Han så ned på sværdet og puffede det længere væk med støvlen efter han var gået tættere på. Han grinte ikke af ham, eller virkede til at han ville håne ham på nogen måde selvom hans flæberi gav han en sindssyg hovedpine. Sikke en helt han var, og sikken dejlig smerte han følte. Denne kærlighed, den var nok noget af det mest ødelæggende han nogensinde havde set. Hvordan den kunne gøre væsener kuldrede og glade, men også få dem til at vride sig i smerte og gråd. De grønne øjne stirrede ned på ham, tomme og ufølsomme, som var han blot en dukke.

,, Jeg ved det...", sagde han med en stemme der var mindre hård men stadig den mørke Ma'lakel stemme. Han vidste at elveren elskede hende.
,, Men du ødelægger hende ved at prøve for hårdt.. du ødelægger hende ved at pine dig selv, da hun ser på det. Du er destruktiv, og fare frem uden at tænke dig om. Din kærlighed til hende må ikke sluge alt, så ender den med at destruere dig. Elsk hende på afstand hvis du vil, men inderst inde flygter du bare fra det du egentlig har lyst til, og det vil skade jer begge to i sidste ende. Du er som den... dæmon (Zann) blændet så meget at i ikke længere kan tænke på den i elsker.. men skaber en illusion om hvad den i elsker vil have, og så undskylder i jeres handlinger med dem. Når kærlighed er ugengældt er den værre end et sværd stukket igennem brystet, du dør hurtigt hvis du bliver gennemboret af et sværd, men dør langsomt dag for dag, af kærligheden hvis du lader den. Jeg har aldrig elsket... men jeg har set folk elske, og vid at mine ord ikke bare er opspind men erfaring fra tusinder af mænd og kvinder der er faldet på knæ som dig, grædende og lidende som en ulykkelig hunde hvalp.."

kajika gik stille ind i huset igen og man kunne høre døren stille blive lukket i efter hende, killingerne piv meget da hun kom ind i huset de så mod døren og hoppede alligevel op af kassen og vraltede nærmest hen til hende mens de stille miwavede på deres bedste vis de havde lært af deres mor før de blev taget væk.. kajika grinte sødt og satte sig nede ved dem med tæppet om sig og frøs stille men killingerne lagde sig op af hende og hun følte en vis tryghed og varme fra dem i det hun var sikker på de virkelig holdte af hende og ikke ville kaste sig hovedløs omkuld for hendes skyld... hun ville for alt i verden ønske hun ikke var sådan en drenge magnet eller at hun bare kunne forsvinde altså stadig leve men forsvinde når sådan nogen problemer som disse dukkede op og nu som ma´lakel havde sagt hun ville være var hun alene i denne store tomme verden... kajika nussede stille en af killingerne der var til at nå i det hun komme høre en mumlen oppe fra taget af og fik et lille uskyldigt og håbfuldt smil i det hun inderligt ønskede de var stoppede og bare snakkede nu

Han vendte ansiigtet mod den mørke himmel, og skreg. Han skreg ad sine lungers fulde kraft. Skreg al sin smerte og sorg ud.
*Det er... nok* tænkte han. Han rejste sig op, undlos at samle sit sværd op, og sprang ned fra taget. Så begyndte han at løbe umenneskeligt hurtigt ud mod skoven.

// Jeg må ha lidt søvn :) Vi skrives! //

Ma'lakel lå hovedet på skrå og så elveren forsvinde.
*Hvilken... sinds forvirret knægt.. måske er Dådyret faktisk succubus..*
Han skulle lige til at vende sig og gå da han fik øje på sværdret der stadig lå på tag-klinkerne. Han bukkede sig ned og samlede det op. Knægten ville sikkert vende tilbage efter det igen, og så kunne de have den kamp der blev stoppet på grund af Dådyret. Han tog det med sig og svang sig ind igennem det øgelagte vindue. Han stod i det øverste værelse og så sig omkring efter Dådyret. Så råbte han højt nok til det kunne høres neden under!

,, Dådyr, kom her op!", han lød ikke vred, men der var ingen tvivl om at han ville have hende der op nu!
Han satte sværdrene op af hinanden på væggen og faldt ned på madrassen, hvor han sad og lænede sig op af væggen.
*Satans til møj dag!!*

kajika lå med lukkede øjne i det hun stille hørte lyden af glasset og det ødelagte vindu falde mod det gulv hun havde ryddet op på det meste af dagen, stivnede hun inderligt i det han råbte på hende så højt og hun frygtede virkelig det værste men snart ville han os slippe for hende snart flyttede hun på hotel når hun fik sine natte vagter på baren. Kajika rejste sig hurtigt op i det hun lagde tæppet til de klistrende killinger der sad og spandt på tæppets ende i forvejen og de var sååååå! nuttede så hun kunne ikke nænne at flytte dem fra deres nuværende sted på tæppet.

Så kajika gik hurtigt op af de knirkende valkende lidt skæve agtige trapper der føltes mærkeligt selv i sandaler at gå på, i det hun stille viste sit ansigt ved dør karmen og så på den vrede ma´lakel eller hun troede han var vred eller ikke bare vred men rasende på hende.. hun kom stille frem i dørkarmen iført den korte hvide skjorte og strøg blidt det blonde bølge hår til siden i det hun strøg fingerne igennem det og sagde nervøst"Ja ? mester.... du kaldte??" hun bed sig let i underlæben og stod der og steppede lidt op og ned

Han så ikke op på hende men viftede hånden imod hende som tegn på hun skulle komme derover. Elveren havde tydeligvis ikke tænkt særlig langt og havde ikke sat de to brikker omkring killingerne og ham på plads, så der var sådan set ingen skade sket. Men han måtte alligevel gøre det klart for hende at hun aldrig måtte nævne killingerne og forklare hende hvad han blev nød til at gøre hvis nogle satte brikkerne sammen!

,, Sæt dig!", kommanderede han.

kajika så nervøst på ham og gik med varsomme skridt over til ham som om han var en stor løve der ville æde hende med det samme vis hun sagde et eneste ord eller bevægede sig med tunge skridt så gulvet ville knirke efter hende.. Kajika satte sig stille ned med dirrende øjne af skræk og rystende ben og hendes tænder sammen bidt fordi der kom en lang eller delvis kort tale om hvor ubrugelig eller dum hun var og at hun aldrig skulle nævne sådan noget eller sige k ordet igen altså killinger.. hun tog sin finger op til munden og bed blidt i den i det hun så på ham uskyldigt og prøvede at få sit hår til at skygge hendes ansigt så man ikke kunne se det under håret...

Ma'lakel vendte sig imod hende, hans øjne lige så hårde og kolde som de havde været da han så på hende oppe på taget. Han tog fat om den hånd hun havde ført op til munden og tvang den væk fra hendes læber hvorefter den anden greb fat om hendes hage og underkæbe i et stærk greb for at sikre sig hun ikke vendte hovedet. Hans stemme var hård men behersket, hvilket nok ville være det mest skræmmende.

,, Du må aldrig, aldrig, nævne killingerne overfor nogen! Forstår du det?! Hvis nogen finder ud af noget omkring, vil de måske bruge dem imod mig og så ville jeg være nødsaget til at dræbe dem alle sammen for at rydde ....", han stoppede da han ikke ville sige ordet "svaghed". ,, ... dem af vejen... Forstået?!"

kajika ville ikke se på ham når han var så vred det skar hende helt i hjertet hun ikke havde tænkt sig om og i det han tog fat i hendes håndled prøvede hun at tage det til sig mens hun sagde"slip.... av" hun kiggede på ham fast da han tog under hendes hage og tænkte*åååårh..... nej bare han ikke gør mig noget!!!.... eller?? vent han ser ikke rigtig sådan sur ud.... hmm måske er jeg alligevel lidt heldig og dette ikke ender i vold eller noget?* kajika nikkede i det han sagde aldrig så hårdt og lyttede med fordi hun ville for alt i verden ikke forstyr ham, da han endelig var færdig fjernede hun hans hånd blidt og sagde"vis det nogen sinde ville ske så vil jeg tag dem til mig" hun rødmede let og så flovt ned i gulvet efter som i starten da hun kom her ville hun aldrig ha drømt om at rør sådan nogen væsner?? men nu holdte hun vel ligeså meget af dem som ma´lakel gjorde undtagen han elskede dem vist aller mest og det var jo forståeligt.

Kajika rødmede stille videre og betragtede ham i det hun rejste sig op med vaklende ben og prøvede at undgå at virke nervøs over for ham i det hun sagde"jeg .... forstår udmærket Ma´lakel men jeg vil bare sige nu jeg er her at jeg sover neden under jeg vil nødig være til besvær og ja jeg er alene og det helt fint med mig forresten tak for lånet af skjorten selv om den er meget meget kort" hun grinte sødt som om intet var hændt og gik hen mod døren

Ma'lakel rystede på hovedet til det hun sagde. Hun havde tydeligvis ikke forstået alvoren i det! Det nyttede ikke noget at hun tog dem til sig, så længe de var i live havde Ma'lakel en svaghed, og det kunne ikke rettes op på med mindre han tvang svagheden til at forsvinde. Han rakte hånden ud efter hende efter hun havde rejst sig og sat kurs imod døren. Han greb var hårdt og fast, det trak hende ned til ham igen. Men denne gang ikke ved siden af ham eller lidt væk fra ham, indtil ham så hendes rumpe lande lige på det stykke madras der var imellem hans ben og hun sad med ryggen til hans højre side og havde bene over hans venstre lår. Han slap derefter og tog fat op hendes ansigt igen med begge hænder. Hans øjne var lige så hårde og tomme som de havde været før. Men han lukkede dem og vippede hendes hoved ned af imens nogle af hans lange fingre strøg hendes pandehår bagover og han lod sin tunge glide over hendes pande igen. Imens hans hænder stille nussede hende, som da hun lå i hospitals sengen. Han satte panden imod hendes og så hende direkte i øjne imens han sagde:

,, Du er kun så alene som du vil være, tøs. Følende og tænkende væsener kan ikke leve alene det er de ikke skabt til, og man burde aldrig gå imod ens natur uanset hvor meget man så vil!... Du sover her oppe i nat, der er for koldt dernede".

Denne pludselige handling, pludselige gengivelse af den venlighed han før havde vist skyldes måske at han prøvede at opmuntre hende? Selvom han var ufattelig dårlig til det. Den måde han så på hende på var umulig at fejl tolke, han kunne næsten se ind i hendes sjæl og udpege alle de ting hun var ked af, alle de ting der var sket som hun havde fået traumer over! Men kun hans blik røbede det!

Kajika mærkede grebet "argh... Mester slip bare jeg overlev!??? heeeeeeeeeeeeeey!!!" hun røg bagud kunne hun mærke og lukkede øjnene i det hun mærkede madrassen rødmede hun meget og da hun nu sad over for ham .... og så ham direkte i øjnene igen som på hospitalet og han sådan havde blidt fat ved hendes hoved og hun næsten kunne smage hans læber kom der en uskyldig rd nuance over hendes kinder der med let hed kunne gættes til at det var fordi hun rødmede og var flov måske..

Det var som om det røde bånd var om dem igen som om de var forbundet og det var de os på en måde det halve af hendes sjæl var jo egenlig hans og hans dna var i hende, men det var nok ikke derfor båndet var så knyttet mellem dem. kajikas hår lagde sig stille på hendes ryg og man kunne se hvordan det stille bevægede sig i takt med blæsten der sneg sig ind og stille kildede dem med sin ven over hårene på armene. Kajika bed sig let i underlæben og lukkede flovt øjnene da hun mærkede hans tunge igen på sin flade pande og kunne mærke ham stille nusse hende i håret igen, trods hendes bandage var røget af, gjorde det stadig lidt ondt.

Kajika kunne ikke flygte fra hans ord han havde ret og hun kunne heller ikke flygte fra den position de var i nu, den måde han havde trukket hende ned som var hendes verden gået i slowmotion og hendes dådyr øjne bristede næsten af at se ind i de tomme grønlige dyriske øjne der næsten ikke fortalte hvad han tænkte eller følte. Hun ville sige noget kunne man se men hun kunne ikke ordene slog knuder i hendes hals og hun kunne ingen gang sige til ham at han ikke behøves at trøste hende,"jeg.... okay jeg sover her oppe og jeg skal nok prøve at være så usynlig som jeg kan være mester" hun huskede alle minderne med ham der havde mindet og dette magiske bindende øjeblik der blot gjorde hendes sind mere fortabt i at vide mere om ham eller være ved ham og se hvad der mund ville ske... alt dette mystik og denne følse af forståelse var så tryk aat hun bare ville ønske den aldrig forsvandt

Ma'lakel rynkede med brynene over hendes sidste ord, og ville have knurret hvis det ikke var fordi der var noget indeni ham der sagde det var upassende at begynde på. Han forstod ikke selv hvorfor eller hvad der skete, men han kunne ikke lade være med at fornemme at der lå et eller andet over dem i det øjeblik. Noget sært og mærkeligt, der på en eller anden måde virkede afslappende selvom det fik noget indeni til at gå amok! Bide, kradse og sparke til ham i protest over den ynkelig behandling han gav hende, som var hun noget andet end et legetøj han brugte. Men han undrede sig, var forvirret over de følelser der afspejlede sig i hendes øjne. Han kunne knap rive dem frem, og læse dem, men det var svært lige indtil han opdagede hvad denne følelse var: tryghed! Han ville have skubbet hende af sig med det samme, bandet som en i bare helved af hvor ulækker og uduelig hun var! Hvor meget han hadet synet af hendes lyse hår, og blå engle øjne, hvor meget han afskyede hende helt ind til skelettet. Men... han gjorde det ikke, han sad der og betragtede de skiftende følelser fra tryg til nysgerig der dominerede i hendes øjne. Med sin mørke stemme talte han til hende på en måde der lød som om han skulle tvinge sig selv til at sige det.

,, Spørg..", var det eneste han sagde, men han var overbevidst om hun vidste hvad han mente.

Han var vendt tilbage til huset efter bare et par minutter. Først havde han tjekket taget for at se om Ma'lakel stadig var der, og da han ikke fandt hverken Halvdæmonen eller sit sværd, besluttede han sig for at udspionere Ma'lakel en smule.
Han havde kigget ind ad vinduet, skjult af natten, og det han havde set havde fået ham til bare at sætte sig op ad muren og stirre på himlen. Totalt ligeglad med om han blev opdaget.