Forgot to Lock the Door - Vandalism will be my next choice. //Åbent Emne//

Skriiiiiiiiiiiiiii
Båret af de mange skrig, stak en metalskraldespand igennem luften og slog en rude til tusinde stykker, før den blev standset. Den klirrende lyd af knust glas blev overdøvet af et forfærdet, rædselsvækkende brøl. Det mindede om en vred ulvs, bare mere menneskelig i dens agrassive hyletone. Storcenteret vrimlede med masser af godt skræmte folk, fra 4 til 80 år. Alle var de mennesker og alle var de bange. De havde så sandelig også en god grund.
Igen lød brølet gennem gangene, slikkede sig ind til folks frygt og fremsagde paniske reaktioner. Nødudgangene blev flittigt brugt, der blev mast og kvast, trampet og råbt, bare for at slippe ud i nattens ly og sikkerhed. Det satte igang i folks selviske holdninger og selv da en mor mistede sit barn, blev det lille væsen bare trampet ned for at folket kunne redde sin egen røv. De skulle ikke nyde noget af at blive fanget hos monsteret i tøjbutikken.
"Mit barn! Åh gud, så red dog mit stakkels barn!"
Moderen kæmpede sig bravt imod den paniske flok mennesker, der trods alt gav hende flere slag og senere hen, en masse blå mærker overalt på kroppen. Stadig uskadt, sad barnet længest væk på gulvet, skiftede imellem at tude og hyle hysteriskt op. Stadig var ccenteret over halvt fuldt, da der lød et kæmpe smæld. Alt blev stille og alle var paralyzeret. En høj, smertefuld stønnen og skraben hen af gulvet blev højere, mere klart for kvinden, der igen omfavnede sit elskede barn. Ikke kun hun kunne lugte dyrets afstand fra dem blive nærmere, de kunne alle se det. Et syn, der gav et forfærdet gib i alle, selv de modigste unge mænd i den kæmpe fladmaste flok mennesker.
Dyret var kæmpe, nej gigantisk! Dens krop var effektivt kraftig og musklerne var markeret med grove træk. Halsen gik op i en skræmmende klam hovedform. Snuden var som kløvet halvt over på en ulv, imens at snuden var en slags størknet sort. Det dryppede let fra den og ned til det groteske gab. En hel del grove hår tildækkede alt udover de hadefulde, kødtørstige øjne. De så sultent på kvinden, der bemærkede flere detaljer. Godt nok var kroppen stor og en smule bred, men de varulve man så i tegningerne.. Var da meget mere brutale og fladere ved brystet. Der hang ligesom to bryster, som to buler, under den stride, mørke pels. Ud af det åbne gab, flød en ulækker stank og slim, fra at være dødsulten. Det samlede sig som en stor klat spyt, hungrene efter kvindens og barnets blod, og især, flæsk.
Kvinden rystede stadig skrækslagent, klemte endnu hårdere om det stadigt grædende barn. Fra begge de sammenlukkede øjne flød tårene som en evig strøm, først lukket da varulven endelig rørte på sig. Den åbnede kæften helt og et brutalt hyl skød igennem centerets gange. Den gik nærmere og snappede næsten efter luften, men retningen var altid imod kvinden og barnet. Hun så forskrækket på uhyret, hev sig let i håret og trak sig bævende tilbage med kun en hånd og barnet i den anden. Igen snappede varulven efter hende, det eneste medlidenhed lå allerdybest inde, lukket, indtil den tog sin menneskelige form i sollyset. Baxie, pigen med forbandelsen. Baxie.. Der selv kendte til en myrdet moder og fader. Baxie.. Der efter korte åndedrag angreb kvinden, mæskede sig i kødet fra begge lig og ignorerede de markant skrigende mennesker, flygtende ud af nødudgangene, nu fuldstændig ligeglad med alt andet end sikkerhed.

Ophelia traskede glad rundt i måneskinnet og morede sig med at plaske i vandpytterne på asfalten. Hun var på vej hjem, men havde glemt alt om at skynde sig, da hun havde fået øje på sit eget spejlbillede og var begyndt sin leg. Hun holdt en pudderblå hat i venstre hånd, der matchede hendes silkenederdel og sågar de blå øjne, som strålede muntert.
Pludselig styrtede en mand og en kvinde forbi hendes over hals og hoved, og mange, paniskslagne skrig nåede Ophelias øregang, hvor de lod til at sætte sig fast og vokse og vokse. Hun kiggede rundt og opdagede, at hun befandt sig foran et storcenter af en slags, og indenfor lød det, som om et hylekor gav koncert. Hun slap hatten af bar benovelse, og før den var dalet helt ned for at kysse asfalten, var Ophelia henne ved indgangen, hvor flygtende mennesker nær havde væltet hende om kuld. Hun svang sit lyse hår over den ene skulder og trådte indenfor. Hun var både drevet af nysgerrighed og frygten for, at nogen var i fare for et eller andet alvorligt derinde.
Synet, der mødte hende, fik hende til at hvine højt. Folk løb hinanden over ende, trampede på glas fra butiksruder og væltede de opstillede bænke i et blindt forsøg på at komme ud af centret. Hun nåede netop at høre en kvinde skrige noget om sit barn, da hun, Ophelia, fik øje på den egentlige kilde til al denne forvirring. Hendes hvin steg til et regulært, knoglefrysende skrig, idet varulven langede ud efter kvinden og hendes unge og flåede en stor luns kød af en af dem. Fuld af væmmelse vendte hun sig væk.
Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op, men fik pludselig øje på en gammel mand, der i samme sekund fik frarøvet sin stok, så en anden kunne bruge den til at slå folk af vejen med. Mekanisk satte Ophelia kursen mod ham, hjalp ham op at stå og fik ham hastigt bugseret de få meter hen til udgangen. Skulle hun følge efter ham og skynde sig væk? En kold rislen strøg ned over hendes rygrad, idet det fik op for hende, at det var hendes pligt at redde liv. Ophelia sank en klump og vendte sig om mod uhyret.

//OoG: Ophelia bliver nok nødt til at få hjælp fra nogle andre til at bekæmpe varulven, da hun ikke selv er en særlig stærk modstander. Er der andre, der kunne tænke sig at joine?//

Phoenix trak sin sorte jakke tætter omkring sig. Han holdt blikket nede i jorden og undgik at kigge på sig selv i de jævnligt spredte vandpytter der lå spredt ud over vejen. Han var pænt træt af det samme igen og igen. Der måtte gerne snart ske noget. Han stoppede overrasket op da han så en hat der lå på vejen. Hvem havde dog glemt denne fine hat? For første gang i længere tid kiggede han op, ikke meget, men bare lige et par meter længere hen af vejen og så lige de løbende fødder inden han blev ramt af en skrigende kvinde. Hun skubbede hårdt til ham så han næsten væltede. Han kiggede undrende op og så der kom flere fra hendes side af. Hvad skete der lige? Han hævede blikket mere så han kunne se hvor han var endt henne. Centret? Han fik lige redet sig i land, før der kom en støre flok mennesker. Det var først nu at lyden af en ... ulv? nåde hans øre. Han sukkede højlydt. Varulve var det vel, en normal ulv ville ikke selv gå der ind. Hvad pokker var der galt med det menneske? Han kom sikkert helt hen til centret. En kraftig stank af blod og lig slog ham i møde. Han fik mast sig ind og kiggede på de paniske mennesker. De så alle bange ud, ikke overraskende, der var kun en kvinde der stod henne ved en ældre mand der så ud til at vide hvad hun skulle. Hans blik gled hen til den store ulv der stod med to ... mennesker? Han rynkede næsen i afsky.

//Ja, her kommer der lidt hjælp//

Yuki holdt sig godt sjult bag en halvmur. Hun lod en hånd glide igennem sit sorte hår, som sad i en kæmpe høstak, eller sådan følte hun det sad. Hun sad med en pose med tøj i, noget hun lige havde været nede at købe, men nok spilte penge, da hun havde en plan om at få varulven væk. Hun vidste ikke om hun kunne dræbe den, men hun håbede hun i det mindste kunne jage den afsted.
hun var ikke bange for varulven, det var da hendes mindste problem, nej, det helt store problem for hende var alle de mennesker der løb skrigende omkring og så det at varulven lige havde fået sin middag, og politiet fra hele byen nok snart ville komme, eller skulle man håbe at der var for meget panik i folk?
Hun kiggede op over halvmuren og så en kvinde, som ikke virkede helt så panikslagen som alle de andre. Hun lignede faktisk en der ville hjælpe, menneskerne, men hvad med ulven? ville den ikke sætte tænderne i hende? Skulle det være hendes tur nu? Yuki bed sig i læben, da en underlig tanke pludselig poppede op i hoved på hende. Kunne det ikke være at denne kvinde også var en dæmon som hende selv? Og ville hjælpe folkene ud, og så derefter kaste sig over varulven. Det ville blive en sjovt, for kvinden lignede ikke ligefrem en kæmper, men hvad vidste Yuki om det? Måske var hun en kæmper, bare med dække? Det ville kun blive sjovre.

De mange hyl gjorde kun middagen til en endnu større nydelse. Baxie rystede kort hovedet, så de mange hår strøg i vilde piskeslag om den grålige, cremefarvede hud. De lange knoglede fingre, der klemte resterne af den store luns kød, revet direkte af fra kvindens ene lår, borede sig dybere i det saftige, røde måltid. Hun valgte instinktivt at løfte hovedet og lade blikket synke på den første indtrædener.
En kvinde... En meget velduftende kvinde! Den lille luns blev sluppet og huden om munden blev trukket sultent tilbage. Tænderne var blottet og Baxie rejste sin enorme krop i sin fulde størrelse. Halsmusklerne og armene blev betydeligere større og kraftigere, arbejdede for fuld tryk. Spyttet hang og kraftige hvæs blev nærmest kæmpet ud af den groteske mund. Ørene svang sig faretruende bagud og øjnene klemte sig aggrasivt sammen til to små streger. Utilfredst blev tænderne fremvist endnu klarere i deres lysgule, sylespidse facon. Kun lige kantet havde antydningen af en pæn, klar hvid. Lige inden at det første skridt imod kvinden blev taget, fløj ørene op og øjnene blev åbnet mere. Baxie stod opmærksomt og snuste de mange dufte ind, med en lav grynten. Frygtløsheden blev endnu engang højere og nu faldt blikket på en dreng, ligeså sød i duften som kvinden. Alt imens at den småflåede kvinde og barnet flygtede over liv og lemmer med smertefulde tårer og støn, lød et gennembrydede brøl af raseri og galskab. De lange arme var slået en smule tilbage, neglene pegende imod håndfladerne. Ørene lå så langt tilbage, at de lignede omvendte pile. Brystet skød hidisigt frem og blev bredere og tyndere, for hvert sekund der gik. Der blev taget dybe åndedrag, der fremhævede den overdrevent afmagrede torso. Ribenene var skudt frem og mavens indeklistrede hud, fik hende til at ligne et år gammelt lig. Den lange, buskede hale slog smæld omkring og var ligeså nervøs og anspændt, som alt andet i hendes krop. Uden at tage hensyn til den tredje der viste sig længere væk, blev snuden rettet helt op imod loftet og et sejrshyl lød igennem gangene, i et ekstraordinært ekko. Advarslede om varulvens næste træk.. Men ikke sidste, for denne kamp, ville blive noget helt særligt for alle.. Især ofrene.

//Vi tager bare Ludo-reglen: Baxie, Ophelia, Phoenix & Yuki. Vi starter med den her post :3
Ps. Der må gerne komme flere til! Jo flere des bedre. ^^//

Da ulven lagde nakken tilbage og hylede, frøs al blodet i Ophelias krop. Hun mærkede, hvordan musklerne i nakken, overkroppen og benene spændtes kampberedt, idet hun klynkede svagt og puffede et ungt par - hvoraf manden var besvimet og blev båret i kærestens arme - hastigt ud af døren. Skrigene rungede i hendes øregang og gjorde Ophelia helt ude af den, imens hun holdt sig på sikker afstand af uhyret og samtidig spejdede rundt efter folk, der ikke selv var i stand til at flygte, enten på grund af deres angst eller fysiske tilstand.
Hendes blik slikkede over et blegt ansigt af mange, men noget oppe i hendes hjerne beordrede hende til at se ordentligt efter. Noget dybt, dybt nede i underbevidstheden var blevet aktiveret ved synet af en ung, mørkhåret mand. Han så meget bekendt ud, og det gik op pludselig for Ophelia, at hun ikke længere var den eneste engel i nærheden. Dette var nok til, at hun med beslutsomme, takfaste skridt skråede over til ham med øjnene spillet vildt op af skræk. Hun rykkede blidt i hans jakke for at fange hans opmærksomhed, og efter en del mimren fik hun formuleret en hel sætning: ,,Du må hjælpe mig. Alle de mennesker... jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal... chyort voz'mi!" Det sidste var russisk, men betydningen burde være klar nok sammen med det tryglende blik, hun sendte ham.
Lugten af våd hund rev hende i næsen. Var den kommet tættere på? Ophelia vovede at kaste et blik ud af øjenkrogen på dyret, der havde rettet sig op. Ørerne lå fladt ned over hovedet, samtlige sener i kroppen var spændt til bristepunktet og brystet hævede og sænkede sig som besat. Den lignede et rovdyr på vej til at springe, og instinktivt jog Ophelia fat i englemanden med det bekendte ansigt og trak dem begge om bag en halvmur for at komme i dækning. Hun skulle lige til at åbne munden og spørge ham, om han havde en eller anden genial plan, da Ophelias blik blev fanget af en kvinde med et stort, sort hår, der også gemte sig her. Den fremmede kvinde virkede underligt rolig, og dette fik automatisk Ophelia til at slappe lidt mere af. ,,Du burde se at komme væk, hvis ikke du har tænkt dig at hjælpe til!" Sagde Ophelia højt for at overdøve larmen af glas, der blev knust i deres umiddelbare nærhed.

Phoenix havde en kamp bare om at blive inde, så til sidst hoppede han til side, så alle de skrigende og råbende mennesker kunne komme væk. Da han stod tæt på indgangen var det umuligt for ham at hjælpe, da han bare ville blive trampet ned, og det ikke var det han havde mest brug for, når der stod en sur varulv og havde middag. Han fik dog hjulpet en lille pige og hendes mor op, inden de blev trampet ned, men det var også det. Han skævede flere gange op på ulven som blev mere og mere vred. Var det kvinden med det lyse hår? Han fik knap nok tænkt tanken færdig, før hun var kommet hen til ham, i strømmen af mennesker og begyndte at fægte med armene og kiggede på ham med bedene arme. Krops sproget forstod han til en hvis grad, men da der kom lyde ud af munden på hende blev han en smugle forvirret. Kendte han ikke damen? Det der russiske der kå som et tykt lag over hendes stemme, og som ikke kunne undgå at gøre hvis man lyttede og forstod hende.
Han skulle lige til at åbne munden for at besvare hende, da hun greb far i ham og hev hende om bag en halvmur. Nok så hun ikke ud til at være noget, men hun var stæk, og hurtigt, ikke dårlige enskaber, måske var det fordi hun nok var en engel. Da de havde gemt sig godt væk kom den kom der den russisske stemme igen, men ikke til ham. Han drejde hoved halvt og så overrasket på en pige, eller kvinde, eller hvad hun nu var.

Yuki sad helt stille og kiggede på den vrede ulv, hvis øre var flade, og kroppen spændt, klar til kamp. Hun havde aldrig slåset mod en varulv, og havde enlig heller aldrig troet hun skulle, da hun for det meste holdt sig på god god med disse bæster. Ud af øjenkrogen så hun mørkhåret fyr stå klemt op af muren, mens han kiggede på de skrigende mennesker der væltede afsted ved siden af ham.
Han måtte være en engel, for han havde skønheden til at være det, elegant og smuk. Pludselig kom der en kvinde hen til ham, var hun nu også en engel?! Var der flere af den slags? Det så ikke sådan ud, da kvinden begyndte af vifte med hænderne. Hun lignede en der havde brug for hjælp. Man skulle lige til at svare, da han blev revet med af kvinden, hen mod hende!
Yuki trak sig tilbage fra sin udkigs post og glemte sig op af muren. De to engle kom væltende om bag muren.
Kvinden begyndte at tale, en underlig stemme som hun ikke helt forstod noget af, men hun forstod da meningen i det hun prøvede at fortælle, troede hun.
Hun vidste ikke hun var demon? Nå, skidt pyt, det gjorde heller ikke så meget. "Jeg skal nok hjælpe." Sagde hun med hævet stemme for at overdøve de høje brag og lyden af splintret glas.
Hun vendte sig om, og kiggede på ulven igen. Havde den set de to engle løbe der om?

//OoG: I morgen vender jeg snudeskafet mod Berlin med mit kor - sådan, ude i den virkelige verden - i en tre dages tid. Derefter går turen til Jylland, hvor jeg måske eller måske ikke har internet resten af Påskeferien. Skal forsøge at få svaret før feriens udgang - forudsat, at Baxie har svaret - men jeg tør ikke love noget. Skal selvfølgelig nok få bagdelen i omdrejninger så snart, jeg er hjemme igen :D Ha' en go' ferie//

//Jov tak, ilm :) Jeg er ikke videre sikker på hun svare ... men vi kan jo godt vente. God tur!//

//I må alle SUPER undskylde jeg endnu ikke har svaret! Min mor konfiskerede pc'en midt i indlægget i flere dage... men er tilbage i fuld baxie-stil :D Undskyld endnu engang! tager mig sammen til at svare senere i aften ^^//

//Lyder godt :) godt du så har fået pc'en tilbage, vi andre (nu kan jeg selvfølgelig kun snakke for mig selv, men jeg vover pælsen og snakker for os andre tre ^^) glæder os meget til varulve galskab :P

//OoG: Uha, bad timing xb Jeg er ked af, at emnet jo så kommer til at trække lidt ud på grund af mig D: Men burde altså have net i sommerhuset ovre i det mørke Jylland, så vi snakker højst en fire-fem dage (://

//Hey hey! Så mørkt er jylland alså ikke !! ^^ //

De massivt anstrengte muskler, blev for en kort stund dæmpet, da de to engle løb. Det var ikke, at de løb, der fangede hendes opmærksomhed. Det var duften af dem. Den hang fra hvor de havde været, til hvor de var, som en tynd, savlfremkaldende streg af lækker aroma. Det fik mundvandet til at drive, fingrene til at knuge sig imod håndfladerne og de hæse støn, til at hæve sig betydeligt.
"AUUUUUUUUUUUUUUH!" Begge arme var løftet og blikket slog imod deres skjulested, hvor øjnene var dybt længselsfulde, tydede på at hun vidste hvor de var. Hylet fik lungerne til at krølle sig helt sammen, så hele brystkassen virkelig så afmagret ud. Hvis man kiggede rigtig godt efter, kunne man ane det, som en gammel egypters, bare mere mager, pjusket og beskidt.
Det tog ikke mange skridt imod gulvet, der fik stedet til at lav en metallisk klirren, før at Baxies snudeskaft var rettet nedaf, imod de intet anende hoveder. Savlet ville på et tidspunkt afsløre hendes position, hvis ikke stilheden, der brat tog til i centerets dramatiske gerningssted. Det eneste man kunne høre, var et tungt åndedrag og de fjerne skrig, der kun blev smallere og smallere, indtil de helt forsvandt fra høresansen. Hun stod med hele munden, som en ulvs, bare cuttet halvt over, imod den ene kvindes ene kind. Så snart en af de andre ville vende sig, imod den anden side af muren, ville den lidt over to meter høje Baxie, blive vist midt i et grufuldt, blodfrysende knurren. Den ene pote ville blive løftet og være klar til at svinge sig dødeligt imod en af dem, hvor halvdelen af alle kræfterne ville blive lagt i, i det ene, varslende angreb.
Hvis centeret ville styrte sammen, ville det være begrund af det slag, hvis alle undgik den. For hvis de gjorde på utrolig vis, ville den smadre direkte ind i en af de bærende stopler, og muligvis lægge det østlige sted i ruiner. Selvom risikoen stadig var usandsynligt lav. Hvis der flød skrig, ville Baxie bare slå med den ene fod imod gulvet, for at skabe endnu en metallisk trampen.