I'm not lost... //Dean//

Dean smilede bare let til Eti, han ville uden tvivl lyve for sig selv hvis han ikke indrømmede at den lyshårede dreng, Eti, som han jo hed. Så ret så kær ud, og Dean ville da heller ikke afvise at det var en af grundene til han overhoved hørte efter hvad han sagde, han var normalt ikke så god til at høre efter hvis personerne ikke interesserede ham, så var det mere bare som en hyle lyd for ørene. Ligesom når stripperne på baren prøvede at tale med ham imellem deres billige danse. Han ville se på deres røv, han ville ikke høre dem snakke. MÅske en smule egoistisk, men sådan var han bare desværre. Eller... Han mente nu ikke desværre, i det mindste var han da ærlig omkring det.
Dean smilede bare let."Try me" sagde han og lænede sig let frem:"Du kan ikke have været værre end mig" sagde Dean og tænkte på hvorfor han var flyttet, egentligt ville han ikkke så gerne snakke om det, men han var alligevel så nysgerrig på Eti at han gerne byttede sin historie væk:"Ryger du?" sagde Dean og fandt en pakke smøger frem fra sin jakke lomme, det gjorde han desværre, en dyr last havde han efterhånden fundet ud af.
"Jamen du kan da få et opryder job på stipbaren, hvis du altså er til nøgne piger" sagde han og smilede drillende til Eti, man vidste jo aldrig.

Etienne bemærkede godt, hvordan Dean kiggede på ham og smilede til ham, men han sagde ikke noget til det. Han ville ikke lyve; han nød opmærksomheden, egoistisk som han til tider kunne være, og hans glæde kunne tydeligt ses på det skæve smil, der hvilede på hans lyse læber.
”Nå, så det mener du ikke?” Han kiggede op på den mørkhårede med et udfordrende blik, der dog hurtigt blik mere mildt, idet han fraværende kiggede hen imod det nærmeste træ. ”Nej, min historie slår nok ikke din… Jeg flyttede på grund af familie problemer og sådan, du ved.”
Først da ordene havde forlodt hans mund, gik det op for ham, at Dean alligevel havde fået lokket ham til at fortælle sin grund til, at han flyttede – i hvert fald lidt af den. Han kunne have pandet sig selv en, men blev heldigvis afledt, da han fik stillet endnu et spørgsmål.
”Til tider gør jeg… Det kan jeg vist ikke helt komme udenom,” svarede han. At ryge var en dyr last, ja, og det var da også derfor, at han ikke havde gjort det til en vane at ryge. Han røg for det meste kun til fester eller når han blev tilbudt en smøg.
Han hævede et øjenbryn, da Dean foreslog, at han kunne få et opryder job på stripbaren. ”Jeg hverken til piger eller det, at rydde op efter andre,” lød det fra ham. Han havde det svært nok ved at skulle rydde op efter sig selv i sin lejlighed, så tanken om at skulle rydde op efter en masse mænd, der havde drukket sig halvfulde og smidt rundt med deres glas, var ikke ligefrem tiltalende. Og piger… Nøgne eller ej, så havde de aldrig interesseret ham specielt.

Dean smilede let for sig selv og lod en hånd glide igennem sit mørke hår der pjusket faldt til alle mulige underlige sider. Han smilede let for sig selv og kiggede på ham imens han lyttede til hans meget forenkelte historie:"Nå... Nogett du... Vil fortælle om?" sagde han en smule skåret ud i pap:"For min historie i store træk er bare at jeg skred for ikke at få bank" sagde han med et skævt smil, det var vel at fortælle lige så meget som han selv gjorde, grunden og historien var noget længere, men den va rnu heller ikke særlig sjov og Dean skammede sig en del over den. Han vidste ikke hvorfor, det var jo bare sådan tingene var, men Dean vidste godt at han var en nar og en person som nok ikke ret mange ville syntes om, ihvertfald ikke dengang, idag havde han jo efterhånden mange venner og også folk som kendte til hans fortid, men Dean var overbevist om det skyldtes at han havde forandret sig en smule efter han var flyttet til Terre.
Dean kunne ikke lade være med at blive en smule glad da han sagde han ikke var til piger, det havde han vel inderst inde også håbet en smule, intet værre end lækre drenge der så også var hetro sexuelle:"Jeg er til det hele" sagde Dean bare med et flabet blik og tog en tår af sin øl som han efterhånden havde drukket det hele af. Dean kiggede på sin smøgpakke og åbnede den:"Hvad ryger du?" sagde han og tog en joint frem. Dean røg selv lidt af det hele, både normalt smøger og det lidt vildere, men joints var hans fortrukne, istedet når han gerne ville slappe af.

Etienne rystede blot på hovedet, så det lyse hår stod som en glorie om hovedet på ham i et kort øjeblik. Det var ikke ligefrem noget, han gad forklare nærmere, så han var glad, da Dean også fortalte lidt af sin historie, for det gav ham nemlig mulighed for at stille spørgsmål og aflede Deans opmærksomhed.
”Hvem ville dog give dig bank?” spurgte han og trillede om på siden, så han bedre kunne tage Dean i øjensyn. Han arbejdede på en stripbar og røg joints og virkede som en af de typer, der hang ud med folk i gademiljøet. Måske havde han roddet sig ud i problemer der…? Man havde før hørt om folk, der var kommet op at toppes med en og senere havde fået en hel bande i hælene… Etienne rystede på hovedet og skubbede sine overvejelser ud af hovedet. Det var dumt at finde på sine egne historier, når han lige så godt kunne høre den rigtige fra Deans mund – hvis fyren da vel at mærke havde tænkt sig at fortælle den.
Etienne kiggede hen på Dean, men kunne ikke helt lade være med at lade sin opmærksomhed aflede af jointen, Dean netop havde fundet frem fra pakken.
”Mest bare smøger,” svarede han. ”Men du er måske også til det hele i denne sammenhæng?”

Dean grinede bare let:"Aa... Jeg vil ikke fortælle min hvis du ikke fortælle din" sagde han med et udfordrende blik i øjnene og lænede sig let frem i mod ham som en hentydning til at han skulle begynde at tale. Dean kom pludseligti tanke om vodkaen som lå ved siden af Eti og han fik hurtigt taget den op i hænderne og begyndte at åbne den:"Lige hvad jeg har brug for" sagde han og tog en slurk, hans ansigt ændrede sig en smule da han havde taget en slurk, så godt smagte vodka nu altås heller ikke og Dean åbnede derfor hurtigt endnu en øl som han kunne skylle den grimme smag ned med."OKay ikke så fedt som jeg husker" sagde han med et lille grin og lagde stille flasken på græsset.
Dean smilede let og overvejede et stykke tid sit svar. Han havde været til alt, alle former for alkohol og stoffer, men efter han var flyttet til Terre havde han prøvet at holde sig på måtten:"Well ikke mere" sagde han og besluttede sig dog for at være ærlig imens han tændte sin joint, det kunne han godt bruge, lige hvad han manglede. Han smilede let for sig selv og tog et pa store sug da den, han elskede den søde duft som langsomt spredte sig omkring dem. Dean rakte den over imod Eti som en hentydning til at han gerne måtte ryge:"Det er godt" smilede han og nikkede en smule for at bekræfte det han sagde.

”Ååårh, kom nuuu, Dean!” Etienne puffede let til den mørkhårede og sendte ham sit mest bedende blik med de mørkebrune øjne. Han havde ikke spor lyst til at fortælle sin historie, men nu havde Dean gjort ham så nysgerrig efter at få den andens at vide. Han tænkte slet ikke over, at Dean blot var en fremmed, som han måske aldrig ville se igen, og at hans historie nok ikke ville have nogen betydning for ham i fremtiden. Men alligevel, alligevel følte Etienne sig lige nu som et lille barn, der inderligt bad og tiggede om at få fortalt endnu en godnathistorie.
Han så opmærksomt til, da den anden tog en tår af vodkaen. Da han så Deans ansigt efter at have smagt på væsken, kunne han ikke holde et grin tilbage. Noget sagde ham, at han ikke selv havde lyst til vodka lige nu.
”Ikke mere…? Så du har altså røget alt muligt underligt?” spurgte han.
Han indsnusede den sødlige duft, der bredte sig omkring dem, og kunne ikke lade være med at rynke lidt på næsen. Det kom noget bag på ham, da Dean rakte jointen til ham og forsikrede ham om, at det var godt. Etienne hævede mistroisk det ene bryn, men tog dog imod jointen.
”Er du nu også sikker…?” Han førte jointen op til munden og tog forsigtigt et stort sug. Det smagte så grimt, efter han ikke havde røget noget som helst i hundrede, at han ikke kunne holde en voldsomt hosten tilbage. Han rakte jointen tilbage til Dean, imens hans ene hånd greb en øl og fumlede med den for at få den åbnet. Han skulle bare have skyllet smagen ned med et eller andet, og han var så desperat, at han næsten turde skylle det ned med vodkaen.

"Noget for noget" sagde Dean bare med et drillende smil og hævede let det ene øjnbryn imens han kiggede på ham:"Kom så... Dig først" sagde han og smilede let:"Jeg skal jo vide om du pludseligt voldtager mig og slår mig ihjel eller hvad du er for en" sagde han og smilede let for sig selv imens han endeligt besluttede sig for at rette let på det mørke hår som efterhåndens strittede ud til alle sider.
Dean smilede da Eti grinede af ham, Vodka var ikke noget der smagte specielt godt det havde han da ihvertfald fundet ud af nu, han plejede også at drikke rom, det var langt bedre, det var han ihvertfald overbevist om. Han smilede let og kiggede så ned i jorden:"Røget... Sniffet... Spist... Everything" sagde han bare og kiggede en smule pinligt op på Eti:"Fortid you know..." sagde Dean bare, det var dog ikke derofr han var flyttet og man kunne vel sige at det var held i uheld at de mange itng var sket hjemme i england, var det ikke sket havde han nok aldrig fået sig et liv der ikke handled eom stoffer og alkohol, men på den anden side så kunne han godt have undgået den turbulente tid.
Dean smilede let for sig selv og kiggede ned i jorden da han igen tog imod jointen og selv tog et sug af den, han kunne allerede godt mærke hans hoved snurrede en smule, han elskede den følelse og han kunne mærke hvordan han fik en helt rar følelse inde i kroppen:"Fortæl mig det nu" sagde han med et skævt smil og tog endnu et sug.

Etienne fik endelig åbnet øllen og tog en ordentlig slurk af den, så den grimme smag forsvandt. Han kiggede op på Dean over dåsens kant og stirrede vantro på ham. Skulle han voldtage ham og slå ham ihjel? Et fnøs lød fra ham.
”Helt ærligt, hvad tror du om mig?” spurgte han og sendte Dean et spørgende blik.
Han lyttede til, hvad Dean havde at sige, alt imens han sad og pustede ned i øllen i mangel på andet at give sig til. Hans fingre trommede let på dåsen, da han ikke anede, hvor han ellers skulle gøre af sine hænder.
”Mhmm,” lød det fra ham. Et andet og mere intelligent svar kunne han ikke umiddelbart diske op med, så han holdt sig til den monotome, intetsigende lyd, der fungerede godt i næsten en hvilken som helst situation.
Da Dean endnu engang bad ham om at fotælle, rystede han stædigt på hovedet. ”Nu stopper du altså!” lød det fra ham, og denne gang kunne man godt høre på ham, at han efterhånden var begyndt at blive irriteret. Han lagde sig tilbage med et suk og lod endnu engang sit blik søge op mod himlen, der havde antaget en mørkeblå farve. Når han virkelig anstrengte sig, kunne han lige skimte den første stjerne, der blinkede stædigt bag de mørkegrå skyer.
Uden at tænke over, hvad han sagde eller hvorfor han sagde det, røg det bare ud af hans mund: ”Har du nogensinde tænkt på hvordan det er… deroppe?” Han rakte sin hånd op og pegede op imod himlen.

Dean smilede bare:"Du skal ikke fortælle noget, jeg sagde bare noget for noget" sagde Dean og håbede lidt at den del af samtalen nok var lukket der, for hvis ingen af dem alligevel ville sige noget var der jo ikke så meget at sige. Dean smilede bare let og kiggede ned på Eti's tommelfinger der bevægede sig rundt på hans øl.
Da Dean kiggede op imod himlen smilede han let og kiggede over på Eti. Han tog langsomt sin jakke af og knappede sin skjorte op som han lagde på jorden så han sad i bar overkrop, de fleste ville nok undre sig, men Dean gjorde det ikke for sjovt, han lukkede langsomt øjnene imens hans store hvide vinger foldede sig ud på hans ryg, han havde efterhånden ødelagt en del skjorter på at folde dem ud, så når han havde tid havde han lært at tage skjorten af, han orkede ikke at gå rundt med flere ødelagte skjorter:"Ja det har jeg da" smilede han bare let imens de store vinger stod højt bag ham, de gik langt over hans hoved og lå let hen af jorden fordi de normalt ville gå helt ned til hans knæ, men fordi han sad måtte de bøje sig fint henover jorden:"Jeg døde for 2år siden" pointerede han i tilfælde af at Eti var itvivl og troede at han allerede var blevet fuld og så syner. Dean hadede det faktum at han var engel og det var faktisk først efter at han havde mødt Maila at han var begndt at acceptere sig selv som det væsen han var blevet efter sin død.

Etienne kiggede noget forbavset på Dean, da denne pludselig begyndte at tage sin skjorte af.
”Umm, Dean…?” lød det usikkert fra ham. Det kunne da ikke være, fordi han frøs, at Dean tag skjorten af. Nej, der var nok nærmere fordi jointen og alkohollen havde påvirket ham, at han gjorde det, selvom Etienne syntes, at det var lige lovligt tidligt til den slags.
Han fik svar på, hvorfor den anden havde taget skjorten af, da han så de store, hvide vinger folde sig ud bag ham. Hans mørke øjne blev store og han satte sig forskrækket op, idet han fulgte vingernes runde former med blikket. Det var ikke til at tro, at den mørkhårede var et af de lyseste væsner, men overhovedet kunne finde.
”Du… Du er en engel!” lød det fra ham, og det var tydeligt at se på ham, at han var forbavset, ja, ligefrem overrasket over den drejning, situationen pludselig havde taget. Han rakte en rystende hånd ud for at røre ved den ene vinge. ”Død…” gentog han. Ordet lå så underligt på tungen, og han gøs let. Det var helt uvirkeligt at Dean var død og alligevel sad lige her ved siden af ham som et ganske normalt levende væsen.

Dean blev en smule pinligt berørt og slukkede sin joint ned i græsset, han kunne mærke han rødmede en smule, det gjorde han ofte over sine vinger, han syntes de var pinlige, han vidste godt de var flotte, me han var ikke selv fan af dem. Han foldede dem stille ind igen og tog sin skjorte på igen:"Well... Ja" sagde han bare med et lille smil. Da Eti nævnte døden med Dean helt stille igen, han vidste ikke hvorfor men han kunne ikke lide tanken om at han var død, et lig, ulækker og langt væk. Han syntes det va rmærkeligt og selvom Maila havde prøvet at forklare ham at tingene nok ikke var som han selv mente så var det svært for ham at acceptere.
Han smilede bare til Eti da han igen langsomt fangede hans blik:"Ja livet er hårdt, men jeg kan da i det mindste ikke dø igen" sagde han og prøvede at se det på den lyse side imens han rakte ud efter vodkaen og tog en slurk, den havde han brug for lige nu. Han tog til slut sin sorte jakke på og smilede igen bare til Eti.

Etiennes blik søgte ned mod hans fødder, idet han hev endnu en tot græs op af jorden. Han rev hvert enkelt græsstrå i små, bitte stykker med en heftig bevægelse, så stumperne dryssede ned over hans hvide T-shirt og fik den til at se ud, som om den havde fået nogle fancy grønne pletter.
”Nå nej… Det er selvfølgelig en god ting,” lød det fra ham. Det var da godt, at Dean så på det fra den lyse side, selvom han ikke virkede til at være specielt glad for sine vinger. Etienne kunne ikke forstå ham. Han ville langt hellere være død og blive til en engel, der kunne vandre omkring på jorden som et hvilket som helst levende væsen, end han ville være det, han var nu. Et bæst. Han kastede de sidste stykker græs fra sig med en lidt for voldsom bevægelse. At være en varulv var ikke ligefrem noget, han var stolt af. Han havde været det så længe, han kunne huske, og altid havde han ønsket, at hans far ikke havde bidt ham. Det var som en forbandelse, og lige meget hvor meget han søgte efter en kur, fandt han aldrig en.
Han sukkede og trak sine ben til sig, så han kunne ligge armene omkring dem. Nogen gange ville han ønske, at han var en fuldblods aspara. Så ville han slippe for alle de problemer, hans varulve side voldt ham, og at han havde en masse fravær fra skolen en gang om måneden var et af de mindste problemer.

Dean sagde ikke noget men kiggede bare let op imod himlen, Dean huskede faktisk ikke ret meget fra de sidste år han levede, måske det var fordi at det hele var så tåget, man kunne jo ikke ligefrem sige at han havde været god ved sig selv:"Well... Jeg døde af en overdosis, så meget for fedt liv..." sagde Dean bare, hans død var ingen hemmelighed og vel skammede han sig over den, men han kunne jo ikke helt skjule at der var en grund til han var død, det var der jo altid. Desværre var det hans egen fejl, han havde slået sig selv ihjel også selvom det ikke var tiltænkt sådan.
Han forsøgte stille at møde Eti's blik imens han tog endnu en slurk af vodkaen, han kunne godt begynde at mærke det og han smilede skævt over imod Eti:"Jeg tror jeg er ved... at blive fuld" smilede han imens han let lukkede sine øjne for at mærke den snurrende fornemmelse der var omkring ham. Et lille smil kom frem på hans læber da han kunne mærke hvordan jorden under ham snurrede og han kunne fornemme hver eneste lille muskel i sin krop, som om han slet ikke sad der, i parken mere, men som om han svævde langt oppe i skyerne. HAn åbnede stille øjnene igen og kiggede med et grin over på Eti, han havde det fantastisk og han elskede den følelse af frihed alkohol og stoffer gav ham, også selvom det denne gang i han shoved var hvad han kaldte en uskyldig joint.

Etienne sagde ikke noget. Han sad bare og kiggede ned på sine fødder, som om de var det mest interessante i hele verden. Han flyttede ikke sit blik en milimeter, i hvert fald ikke før Dean påstod, at han var ved at blive fuld. Etienne kiggede op og så ham sidde med et tumbet smil på læberne.
”Måske skulle du holde lidt igen,” lød det fra ham, og han snuppede vodkaen ud af hænderne på den anden. Han tvivlede ikke et sekund på, at Dean talte sandt, da han sagde, at han var død af en overdosis. Det undrede dog bare Etienne, at han så ikke var mere påpasselig med, hvad han røg og drak. Men så igen… Han kunne jo ikke dø to gange.
Der den unge aspara rystede opgivende på hovedet, idet han knugede flasken med vodka ind til sig. ”Ikke mere alkohol til dig,” sagde han, og først da gik det op for ham, hvor voksen han lød. Han var kun sytten år, men alligevel var det ham, der sad og rettede på en 22årig, der havde drukket for meget. Han masserede sine tindinger med den ene hånd og måtte igen ryste let på hovedet. Nogen gangen burde han virkelig lade være med at være så anspændt og i stedet prøve at slappe lidt af, ligesom Dean gjorde.

Dean kiggede en smule chokeret på ham da han tog vodkaen:"Well... Bare rolig, efter jeg er flytte hertil har jeg taget den meget mere med ro" sagde Dean med et lille skævt smil og trak så på skuldrende. Det var jo sandt, da han var hjemme i London var det byture hver dag og alt for mange stoffer, nu var byturene og generelt bare druk nede til at være noget der skete af og til, en gang om ugen or so.
Han kiggede op på Eti med sine store brune øjne:"JEg kan så konstatere at du ikke er flygtet hertil pga. alkohol og stoffer" snøvlede han let, han var ikke så fuld så han ikke kunne gå,k men han havde den fornemmelse han elskede, når verden blev mindre og når han turde flere ting, den der følelse der fik ham til at glemme Leva, Gregory og alle de andre ting hjemme i London som han ellers næsten tænkte på dagligt, de ting som pinte ham om natten og de mange ting der gjorde at han af og til slet ikke kunne fungere:"Life's hard, we just have to live with it" sagde han og trak på skuldrende, der var jo ikke andet at gøre. Dean grinede let for sig selv imens han lukkede øjnene:"Vil du virkeligt gerne høre hvorfor jeg er flyttet?" sagde han og kiggede med et lidt voldsomt hovednik op på Eti, en ting alkohol også kunne give folk, åbenhed... Ikke at Dean ikke altid var åben, men af og til var ting bare en smule nemmere at sige hvis man lige havde drukket lidt af en vodka flaske først.

”Hvorfor skulle jeg også det? Bare fordi du gjorde det, betyder det ikke, at det også var min grund til at flugte.”
Etienne himlede med øjnene. Han blev ikke spor overrasket, da Dean begyndte at kaste om sig med poetiske ord og pludselig gerne ville fortælle om, hvorfor han var flyttet. Selvom Etienne før så ivrigt havde forsøgt at få ham til at fortælle, rystede han nu afvisende på hovedet. Det var før Dean blev fuld og begyndte at ryge, at han gerne ville vide det, men ikke nu. Nu var stemningen ødelagt, og han følte, at han ikke kunne være mere ligeglad med at høre den andens livs historie. Nu virkede det mere som om, at Dean bare var ivrig efter at få fortalt lidt om sig selv, men hvis Etienne var kommet for at høre noget om andre, ville han have fundet ne pige, så han kunne høre om alle de sko, kjoler og ligegyldige ting, hun havde spildt sine penge på, samt alle de skrækkelige ting, der skete i hendes liv, såsom at hun netop havde flækket sin lillefingernejl eller at hendes yndlingstaske var blevet væk.
”Helt ærligt… Så nej,” svarede han.

Dean lænede let hovedet op af træet med et suk:"Fair nok... Du er sur" sagde han bar og kørte en hånd igennem håret imens han tændte en smøg, det kunne han godt lige bruge lige nu, enten havde han selv drukket for meget eller også havde Eti drukket for lidt, hvilken af tingene der var det rigtige vidste han ikke helt endnu. Han kiggede ned af sit sorte tøj, det var tydeligt at han havde været på arbejde med de små alkohol pletter der var på hans bukser, han drak aldrig når han var på arbejde, det var lidt svært at styre fulde mennesker hvis mans selv var fuld.
Dean sad et stykke tid i sine egne tanker og lod sig svimle hen af de mange tanker der pludseligt vandrede forbi hans hoved, han kunne godt fornemme han mulighed var en smule yngre end Eti, ihvertfald af opførsel, men det rørte ham ikke så meget. I følge ham selv fejrede han bare livet og kunne ikke tænke sig at leve anderledes end han gjorde, ihvertfald ikke lige nu hvor han alligevel ikke havde nogen grund til at ændre sig, han ville jo ikke blive et mindre røvhul af at blive sød ved folk eller stoppe med at drikke, også selvom det ikke var så ofte mere. Da han let vågnede op af sine tanker og kiggede over på Eti var der kun et lille ord der stod i kø i hans mund:"Sorry..." sagde han bare og trak på skuldrende, han vidste ikke helt hvad han undskyldte for, men af en eller anden grund var det på sin plads, det var dog heldigvis noget han havde lært af Maila, ordet undskyld, da Dean boede i London brugte han aldrig det ord, faktisk havde han aldrig nogensinde sagt undskyld til nogen, men det hele var pga. Maila, hun havde bar fået ham til at forstå at det var fint nok og at man ikke blev et svagere menneske af at sige undskyld og det havde Dean nok altid opfattet det som.

Etienne rynkede lidt på brynene, da Dean kaldte ham sur. Sur kunne man vist ikke ligefrem kalde det, han var nok nærmere bare… Irriteret. Der var ikke noget, han hadede mere end folk, der bare sad og plaprede løs om dem selv og hele tiden skulle gøre opmærksom på, hvor slemt deres liv var – eller død i Deans tilfælde.
Et dybt suk gled over hans læber, før han selv tog en ordentlig tår af vodkaen. Han fik vist lidt mere ned, end han lige havde regnet med, for da han fjernede flasken fra sin mund, kunne han nærmest føle, hvordan det snurrede i hans tunge. Han bed tænderne sammen og kørte sin tunge op mod sin gane. Føj for en smag…
Hans brune blik blev vendt imod Dean, da denne igen talte. Denne gang var det kun et enkelt ord i stedet for en hel talestrøm.
”Jeg overlever nok…” lød det fra ham, og det var sandt nok; han havde prøvet ting, der var tusind gange værre, så at Dean kaldte ham sur, rørte ham ikke spor. Måske kun en lille smule… Men, overbeviste han sig selv om, det var også kun fordi han havde snakket med Dean så længe og faktisk var kommet til at synes helt godt om ham.
Han forsøgte ihærdigt at skubbe tanken ud af hovedet igen, før han tog endnu en tår, denne gang en lidt mindre en. For fanden da også...

Dean sad bare en smule akavet imens hans hoved lå lænet op af træet, han vidste ikke helt hvad han skulle sige og han følte pludseligt at situationen var blvet en smule akavet:"Så bor du alene eller?" sagde han som en hentydning til om han var flyttet hjemmefra eller om han mon boede med en kæreste eller noget.
Dean kunne næsten ikke engang huske hvordan det var at bo med andre menneske, han kunne godt lide bare at bo for sig selv, såv ar der ingen regler og dem der var kunne han selv lave om på, der var ingen der skulle bestemme hvad han måtte og ikke måtte, han hadede når folk satte begrænsninger for ham, hvorfor skulle man havde begrænsninger i sådan et liv. Dean tog et sug af den harmløse smg og pustede stille den grå røg ud:"Vil du have en?" kom han pludseligt i tanken om og smed pakken den ene meter der var over til Eti, hvis Dean huskede rigtigt røg han vidst, dog ikke så meget. Dean lukkede kort øjnene igen og mærkede igen verden snurre, da han igen åbnede øjnene og så Eti tage et par tåre af flasken smilede han bare let for sig selv, der gik vel heller ikke så længe før hans verden snurrede, men det gjorde nu ikke så meget, følelsen var fantastisk og Dean vidste han ikke kunne komme igennem en måned af året uden.

Etienne var glad for, at Dean brød stilheden. At sidde og glo ud i luften på denne måde uden at sige noget var virkelig alt for akavet, så han ville med glæde svare på alle spørgsmål, der blev stilt ham, hvor dumme og ligegyldige de så end var.
”Jep,” svarede han. At bo alene var fint, men til tider kunne det godt blive ensomt, især når man kom fra en stor familie som hans, hvor han var vant til altid at være omgivet af en milliard andre mennesker. Derhjemme havde han kun sit værelse for sig selv – her havde han hele sin lejlighed, hvor han kunne rodde så meget, han ville, og leve efter sine egne regler, uden at nogen rettede på ham. Til gengæld var der heller ikke nogen, der samlede al hans tøj op efter ham eller tog opvasken, når der ikke var plads til at stable flere beskidte tallerkner på køkkenbordet. ”Lad mig gætte, du bor også alene?” Hans opmærksomme brune øjne blev vendt imod Dean, og hans blik flakkede kun en anelse efter alt det, han havde drukket. Englen virkede ikke som typen, der havde en kæreste at bo sammen med, og Etienne kunne gætte sig til, at han ikke boede sammen med sine forældre længere.
Han så pakken med smøger, der blev kastet hen til ham, og han forsøgte forgæves at gribe ud efter den. Den fløj lige forbi hans hænder, der rakte ud en halv meter ved siden af. Den lyshårede mumlede nogle irriterede ord for sig selv, før han fumlede efter pakken, der var druknet et sted i græsset.
”Jeg må hellere lade være,” lød det fra ham, da han endelig fik fisket den op. Han kastede den tilbage til Dean, men den ramte træet i stedet. Igen forlod et par lavmælte bandeord hans mund. Hvorfor blev hans evne til at bedømme afstande så dårlig, når han havde fået lidt at drikke? Han turde da slet ikke at rejse sig op – han ville nok dejse omkuld igen, lige så snart han prøvede-

Dean smilede bare let da Eti svarede, han syntes også selv det at bo alene var det bedste overhoved. Han havde ikke boet sammen med andre siden han var helt lille og boede med sin familie, han var ikke typen der kunne holde andre mennesker ud så længe af gangen og det var også en af grundene til at han ikke havde boet sammen med nogle af sine kærester. Lige for tiden boede Kajika dog jemme ved ham men det var mest fordi hun intet sted havde at bo også ville Dean være venlig, men de to var kun venner og han var også ret sikker på at de aldrig ville være mere. Men det passede ham fint nok, han kunne godt overleve at have hende boende, hun var alligevel altid vågen når han var på arbejde og sov når han havde en dagligdag, sådan var vampyre jo nok, de sov på nogle lidt underlige tidspunkter og det havde Dean det egentligt ganske fint med.
Dean grinede let da han kastede med pakken, han var muligvis ikke den kommende håndboldt spiller, men hvem gad også være det? Dean havde altid hadet sport, det sagde ham absolut intet, sport var bare noget man lavede når man kedede sig og ikke havde andet at give sig til og Dean mente da selv han sagtens kunne finde sjovere ting:"Hvad har du så? Søskende? Forældre? kæreste?" sagde Dean og slukkede stille sin smøg ned i græsset, han kunne ikke ryge mere, han følte næsten at hans lunger var ved at drukne.

”Jeg har både forældre og søskende, men ikke her i byen,” svarede han. Tanken om hans forældre, der havde smidt ham ud hjemmefra, fik ham til at rive en håndfuld græsstrå op af jorden i ren og skær indvendig frustration. Hvis han blev ved på den måde, ville det da ende med, at der slet ikke var noget græs tilbage omkring ham. Han lagde græsset tilbage, hvor det kom fra, og klappede let på det i et håbløst forsøg for at få det til at sidde fast igen. Noget måtte alkohollen have påvirket ham, for normalt ville han ikke kunne finde på at gøre noget så latterligt.
”Og kærester… Dem har jeg ingen af,” fortsatte han. Hans blik fulgte fraværende en forbipasserende flok fugle med øjnene. De fløj over deres hoveder højt, højt oppe og lignede nærmest sorte skygger mod den stadig mørkere og mørkere himmel. Tænk at kunne flyve som dem… bare sprede vingerne ud, sætte af og så svæve af sted. Hvem der dog bare havde friheden til at gøre det… Og tanken slog ham – Dean havde jo vinger. Pludselig blev han igen bevidst om, at han ikke var helt alene, og kiggede hen på den ældre fyr. ”Du fortalte mig aldrig, om du bor alene.”

Dean nikkede bare og lyttede for en gangs skyld itl hvad Eti sagde, han kunne efterhåndne mærke at hans hoved blev en smule lettere, han var stadig fuld og han kunne også godt mærke røgen i sine lunger, men han havde ikke den trætte og ligegyldige følelse mere, heller ikke selvom hans hoved endnu snurrede en smule og han havde også på fornemmelsen at hvis han ville rejse sig op så ville han falde.
"Kærester?" sagde Dean med et skævt smil:"Er du da vant til at have flere?" sagde han og grinede let for sig selv, nok havde Dean haft et par kærester i sit liv, men han havde ikke ligefrem haft flere af dem, han havde det fint med en a gangen. Der var engang at tingene måske var gået lidt dobbelt til, men ikke som kærester. Dean rystede let på hovedet for at stoppe de tanker der begyndte at komme til ham, han hadede når han kom i tanke om fortid og han prøvede derfor altid at ryste det af sig så godt som han kunne.
Dean smilede let for sig selv:"Officielt så bor jeg alene, men for tiden bor der en vampyr pige som ikke har noget sted at være, så hun låner min sofa" sagde han med et lille smil, der havde ikke været noget imellem ham og Kajika overhoved, hun havde bare fået den ekstra plads han nu havde og han havde udelukkende gjort det for at være venlig. Han havde ondt af hende på en måde, at hun på den måde have stoppet hendes forhold til ham hun kaldte sin hærsker og han ville derfor gerne støtte hende, også selvom det kun var med en sofa at sove på.

Et tumbet grin lød fra Etienne, da Dean spurgte ham, om han var vant til at have flere kærester. Han kunne lige forestille sig det; hans lejlighed fyldt op med kærester, han konstant skulle opvarte og købe gaver til… Nej, det ville nok ikke gå. Det ville blive alt for besværligt i længden.
Og alligevel gled et drillende smil flygtigt over hans læber, idet han spillede med på legen. ”Mhm. Jeg tror, jeg har været oppe på fem på en gang.” Han kløede sig på læben og lagde ansigtet i tænkende folder, idet han agerede at huske tilbage på tiden med sine ikkeeksisterende fem kærester.
Han lyttede opmærksomt til, hvad Dean sagde, så opmærksomt som han nu kunne i sin lettere slørede tilstand.
”En… vampyr pige?” gentog han. Han gøs bare ved tanken. Vampyrer var ikke lige hans smag, hvilket nok havde noget at gøre med, at han var halv aspara og derfor ikke kunne tåle deres bid. Han lod blidt sine fingre kærtegne det stykke af halsen, vampyrer plejede at bide i. Som andre asparaer døde han ikke af vampyrbid, men han kunne i værste tilfælde risikere at besvime.

Dean grinede let af ham:"5?" sagde Dean og kiggede en smule mistrorisk på ham?"Seriøst?" sagde han. Godt nok havde Dean haft gang i den rundt omkring og det ville han da heller ikke lægge skjul på, men ligefrem 5 kærester, det havde han dog ikke lige været ude i:"Alle drenge, eller er du til begge dele?" sagde han med et lille smil og kiggede på ham imens han lagde hovedet let på skrå.
Dean nikkede da han spurgte til pigen, hun var bestemt vampyr og Dean kunne slet ikke tåle det, han ville lyve hvis han ikke indrømmede at smerte var noget han var stor fan af og hendes bid på hans hals og skuldre kunne han kun elske.
Han kiggede let ned i jorden:"Jeg har så kun haft to kærester i mit liv" sagde han med et lille smil og nikkede konstaterende. Den ene havde være ten pige og den anden en dreng, men de var begge gået galt så Dean havde med tiden besluttet sig for bare at holde sig fra begge dele.

//SOrry længden er i skole xD //