Solens sidste stråler - Aaron

Sted :: Parc D'Attractions
Tid :: Omkring kl. 20:00
Vejr :: Solen skinner stadig en smule, en let kølig vind og dejlig lunt
Omgivelser :: Faldefærdige forlystelser, beskidte telte og små gamle bode

Solen kastede nogle af sine sidste stråler over den gamle forlystelsespark. Den store rutsjebane kunne falde sammen, hvert øjeblik det skulle være, de beskidte telte var - ligesom alt andet - ved at falde sammen, og alt føltes så fredfyldt og roligt. Måske var det bare ikke det...? En let kølig brise fik et, par blade til at rulle hen over jorden.
Forladt. Dét var ordet der så ivrigt blev søgt efter for at beskrive stedet. Op ad et gammelt træ-skur stod en ung pige og betragtede karrusellen. Hendes øjne gled interesseret op og ned, fra side til side på den. Hun strøg lidt af det røde hår bort fra øjnene og lagde hovedet let på skrå. Dette var Junie. Af en eller anden grund var hun virkelig facineret over de forskellige ting, der bare stod og samlede støv. Det var altså synd, at alle disse forlystelser var blevet efterladt, og hun forstillede sig, hvor smukt det havde været før. Hun forestillede sig, hvor mange folk der måtte have været. Hvor sjovt de havde haft det og, hvor sjovt det måtte have været at kunne køre i rutsjebanen og alle de andre ting.
Junie sukkede tungt. Hvilken grund var der dog til at det hele var blevet forladt? Et spørgsmål hun desværre ikke kunne få svar på, medmindre det stod skrevet et eller andet sted, eller tilfædigvis mødte en person der havde forstand på det. Selv vidste hun ikke så meget om byen endnu, men var nysgerrig efter at få meget mere at vide.
Man kunne kalde det, at hun var blevet sendt. Hun vidste hvad hun gik efter, men om det ville lykkedes, vidste hun jo selvfølgelig ikke endnu.
Junie var iført sin typiske hvide kjole og de tynde hvide nylon gamacher. Hun mærkede den forholdtvis varme jord under sin fod da hun trådte et skridt fremad. Et kort øjeblik overvejede hun at se sig lidt mere omkring, i stedet for at hun bare stod her og så sig omkring. Hun gik et par forsigtige skridt mere fremad, men stoppede op. Dér stod hun nu og betragtede lyset fra solen, der ramte rustjebanens spinkle ben.

Aaron kom kørende på hans motorcykel. Det var en Kawasaki Ninja. Aaron havde brug for at komme væk. Han havde lige udslettet to Dæmoner i forsøget på at finde den Dæmon der dræbte hans mor. Aaron var vred. Delvist over han havde dræbt dem, men også delvist over at han stadigvæk ikke havde fundet noget spor efter den Dæmon. Aaron kørte gennem forlystelsesparken. Den var jo forladt. Det var det perfekte sted at få tænkt over ting. Aaron kørte op hen foran det forladte spøgelseshus og gik ind. Han kravlede op på taget og lagde sig der. Tænkerne ville ikke falde til ro i hans hoved. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han følte at han gik i mørket. At alt ingen mening gav. Han boblede med had men også med skyldfølelse. Mest af alt bebrejdede han sin Far Ærkeenglen Michael. Hvorfor havde han ikke reddet Aarons mor. Hvorfor blandede han sig ikke. Var det meningen at Aaron skulle klare alverdens problemer alene. Ikke nok med han var den eneste af hans slags, han skulle også leve med at hans familie ikke blev beskyttet af dem der var mægtige nok til det. Aaron havde mest af alt lyst til at skrige. Men han var også gal på sig selv. Hvorfor havde han ikke været der. Hvorfor var han ikke kommet hjem før, så kunne han måske have reddet hende. Hvorfor havde Michael ikke lært ham at bruge sine evner til fulde. Asmamix havde været en fantastisk mentor. Men som hun sagde, hun vidste ikke hvilke evner der lå gemt i Aaron. Hun havde aldrig set så stor en styrke i en person. Hun havde aldrig set en med Ærkeengle kræfter. Dog havde hun sagt det der havde lagt allermest pres på Aarons skuldre ’med store kræfter kommer et stort ansvar’. Aaron sukkede en smule.

Til Junies store overrraskelse, hørte hun lyden af en motercykel. Hurtigt drejede hun hovedet mod det sted hun var sikker på motercyklen befandt sig. Hendes blik søgte ivrigt. Endelig så hun, hvor den lige nu stod. Kun lige netop nåede hun at se den unge fyr gå ind i Det gamle Spøgelseshus. Et tilfreds smil bredte sig på hendes læber, mens hun gik på de bare fødder over mod motercyklen. Var han den person, hun var blevet sendt ud for at snakke med? Der var kun én måde at finde ud af det på! Hendes øjne fulgte hans bevægelser oppe på taget. Han så frustreret og vred ud. Det var helt sikkert ham. Junie førte en hånd op til sin hals, hvorefter hun tog fat i et lille hjerte. Hjertet snoede sig, derhvor stregerne ramte hinanden for oven. Kæden så gammel ud, og det var den bestemt også. Hun havde gået med den i omkring de hunred år!
Hvilke følelser udviste den unge fyr? Vrede... Frustration... Sorg... Det var det hun kunne læse ud fra ham, mens han gik deroppe. Da han så lagde sig ned, satte det fut i hendes tanker. Junie ville gå derop, men samtidig ville hun lade den unge fyr opdage hende først. Det var blot ikke sikkert han så hende. Men, hvis han gjorde, gjorde han jo det.
Hun trådte hen til motercyklen, studerede den kort, hvorefter hun lod blikket finde tilbage til taget på spøgelseshuset. Hun strøg en blid finger hen over styret på motercyklen og sukkede dybt. Måske var han slet ikke den person hun ledte efter? Måske var han blot et ganske almindeligt menneske, der kun var der for... Ingenting? Men han virkede så oprevet. Han var rasende... Det var Junie næsten sikker på! Hun var næsten sikker på at hun havde fundet lige netop den person...
I et øjeblik overvejede hun at gå derop. Overraske ham med et tumpet spørgsmål. det var blot ikke lige det hun gjorde. Hun blev stående hvor hun var. Hun kiggede kun få gange op på ham, for at sikre sig at han stadig var der. Ellers stod hun bare og gloede tomt omkring sig.
Der var en vis stilhed over stedet. En stilhed Junie godt kunne lide... Hun sukkede let, og førte blikket ned i jorden. Et øjeblik lukkede hun øjnene i. For at nye øjeblikket... Men alligevel irriterede det hende, at hun bare stod der! Hun ville selv gerne skride til handling, men hendes ben ville ligesom ikke rigtig flytte sig. Suk...

Aaron lagde mærke til at Junie stod ved hans Motorcykel. Han rejste sig langsomt op og kiggede ned mod hende. Han vidste hun ikke var et menneske. De ville ikke bare stå sådan og glo. Den rolige og næsten salige måde Junie stod på fik kun en tanke gennem hans hoved. Det måtte være en engel. Men hvad lavede en engel her og hvorfor stod englen og rørte ved hans motorcykel. Aaron stillede sig over til kanten af taget og kiggede ned mod Junie. Hans himmelblå øjne lyste faktisk svagt op i det han ved hjælp af sin Telepath evne langsomt svævede ned til hende. Han landede blidt og elegant foran Junie. Hans øjne stoppede med at lyse og han stoppede sine hænder i lommerne på sin læderjakke. Hans blik vandrede op og ned af hende. Der gik lidt tid før han åbnede munden. Han havde en blid stemme som ikke rigtig passede til hans mere rough apperence. Han havde en sort læderjakke, sort pjusket hår og snakebite ’’ Goddag.. Engel.. Hvorfor er det lige du står og piller ved min motorcykel.. Jeg går ud fra der er en grund til du har vist dig for mig ’’. Aaron fnøs let og sagde ’’ I har det jo med kun at vise jer når der er noget i vil have ’’. Aaron var ikke direkte sur på engle men han var bare så frustreret. Det var nok derfor han kom med den spydige kommentar. Aaron satte sine arme over kors. Han havde mest af alt lyst til at skrige. Han havde så meget vrede inden i og han vidste ikke hvem han skulle fokusere denne vrede på. Han havde ændret sig meget i de to år Asma ikke havde set så meget til ham. Hans evner var dog som de plejede. Hans stærkeste evne var nok stadigvæk hans Holy Blood. Men det var jo en passiv evne. Aaron var efterhånden blevet en kriger. Men han så ikke det større billede som englene gjorde. Han forstod ikke at man ikke kunne redde alle mennesker. Han var af den holdning at hvis man ikke kunne redde alle hvorfor så overhovedet prøve at redde nogen. Han var naiv dog hård. Selv om han stod helt afslappet og virkede stærk og rolig var han et virvar af følelser inden i der bare rev i ham for at komme ud.