Endelig ses vi igen (Privat, Alyn)

s: skoven
t: eftermiddag, snart aften
o: træer
v: lunt men med en halvkølig vind

Monieco gik roligt på en af skovens mange stier.
Han kendte skoven godt og gik tit bare rundt og kiggede, havde faktisk mødt mange spændende personer i skoven.
På han havde som altid sine hvide, posede bukser og den hvide trøje, han havde bare fødder, hvor han kunne mærke den bløde mås under sig, og hans unaturligt lange, hvide hår var sat i en hestehale i nakken mens hans pandehår hang ned om hans ansigt.
Han gik roligt, med sænkede skuldre og tænkte.
Alle han havde mødt som han havde holdt af var alle forsvundet på et tidspunkt, for det meste uden et ord.
Men dette her virkede anderledes...Mere...rigtigt.
Han gik faktisk lige nu i skoven af en grund, han håbede at se hende her, i skoven, han elskede skoven og havde fået den fornemmelse af at det gjorde hun også, så hvorfor skulle hun ikke være her et sted?

Piiiiiiv. sluuuuuuuush. Oiiiiiiiiii
Disse mærkeværdige unaturlige lyde kunne høres igennem skoven. Var det et underligt væsen der rendte rundt og lavede disse ørerskærrende lyse?
Mærkeligt væsen kunne man godt sige tjek til. Men det var ikke hendes normale måde at kommunikere med folk på.
Hun havde bare kastet sig over endnu et af elvernes besynderlige genstande.
Hun var faktisk ingen ringere end det sjældne måske eneste ekspemplar af resultatet mellem Sort og lys elver blandet sammen i en omgang celler.
Alyn.
Den smukke sorthåret elver sad lige under et hasseltræ med et opgivende udtryk. Et udtryk man ikke så så tit i det blegblålige ansigt. Kun når hun havde med elverting at gøre, som fx. denne knoglefløjte. En fløjte lavet ud af hjorteknogler.
Og Alyn kunne ikke få en ærlig tone ud af denne dims.
Hendes ellers så gode tålmodighed var brugt op. Hun tyrede den af al kraft ind i skoven. Gad ikke engang at hører på den bump der ville lyde, når den ramte jorden eller balderede ind i et træ.
Hun lagde sig ned på de faldne blade, som var begyndt at falde ned fra trætoppende. Hendes kjole mathcede perfekt til. Brun læderoverdel, men en underdel af udelukkende gul og rød silke.
Hendes blik gled op i himlen, eller det hun nu kunne se for grenene der strakte sig ud i det endelige.
Hun kiggede intresseret på hvordan bladene dallede ned. Ikke som i october hvor blade ville falde non-stop ned. Dette var den blide måde.
Hun skulle også snart få sig en ny hue. Det ville snart værer umuligt at gå rundt i hendes elskede skov uden at få blå mærker af nedfaldsfrugterne som nødder og æbler. Og grene selvfølgelig.
Man kunne mærke på vejret der var ved at skifte. Der var koldt hele tiden. Eller ikke i de to eftermiddagstimer. Ellers var der bare køligt. Behageligt.
Hun lukkede øjnene og døsede hen i lyden af skovens stilfærdige lyde.

Han stoppede op med et ryk da han hørte lyden som om et dyr var kommet slemt til skade eller noget lignende.
Han kiggede den vej lyden var kommer fra, fordi han havde god hørelse kunne lyden godt komme et godt stykke fra hvor han stod.
Men det kunne også være tæt på, det havde jo lydt ret tydeligt.
Han gik ind mellem træerne for at se hvor lyden kom fra...Han kunne mærke på sit bankende hjerte at han inderst inde håbede at det var Alyn, men det ville jo være som at finde en nål i en høstak.
Pludselig stoppede lyden, men han fortsatte lidt alligevel da han pludselig fandt en smal, hvid tingest på jorden.
Han samlede den op, det var en fløjte, en fin fløjte...nu hvor han tænkte over det mindede det om sådan en lyselverne kunne finde på at bruge.
Det var sikkert den der havde kommet med lyden, men hvor var personen der havde prøvet at spille på den?
Det kunne være sjovt at se om han selv ville kunne få nogen gode toner ud af den, men han var ikke særlig musikalsk anlagt.
Han fortsatte lidt frem da han snart så en lysning foran sig.
Der sad en person i lysningen...inderst inde håbede han... han trådte ud i lysningen med fløjten i hånden og kiggede på personen foran sig.
Han havde fundet nålen! Der sad hun jo, eller var det en drøm? En ond illusion? som straf for et eller andet....
Hun var smuk, virkelig smuk.

Hendes hånd gled igennem det uglede hår. Blade og kviste grassede mod hendes fingre. Den normale Alyn frisurer.
Uden nogle som helst orden. Bare en ordenlig omgang kagemand i hendes hår.
Hun kunne hører bløde skridt på skovbunden. En hjort måske?
Det ville ligne dem at rende rundt her.
Hun nynnede. Ikke sang. Hendes evner var rimelig ringe på den musikalske side. Hvilket folk havde drillet med.
Hendes øjne var halvåbne. Kiggede lidt til siden af og til. Hendes bryst hævede og sænkede sig i takt med hendes åndedræt.
Hun kunne svagt ane en skikkelse i udkanten af det hele. Hun zoomede ikke rigtig ind på væsnet.
Hvad var grunden?
Men der var alligevel noget bekendt. Det lange hvide hår.
"jamen dog" Hendes stemme var svag, men kunne høres alligevel.
Hun rettede ryggen lidt op. Ikke så hun sad op, men så hun bedre kunne se ham. Et smil trådte frem på hendes ansigt

Han gengældte smilet da han kunne se hun også genkendte ham.
Hans hjerte hoppede af sted som om han lige havde løbet en lang tur.
Han gik hen til hende, overrasket over han kunne være så rolig, og satte sig foran hende.
"Alyn...Jeg troede ikke jeg ville finde dig her" smilte han, det lød lidt dumt da han jo havde ledt efter hende og hvorfor lede et sted vis han ikke regnede at finde hende?
"altså...jeg har set efter dig" han så på hende, hans mørke øjne strålede på glad måde, noget som spredte en sær skønhed over ham.
Selv om hendes hår sad på en uglet måde, gjorde det ham ingenting, han kunne lide det....Det klædte hende, det klædte hende at være sig selv.

"Ledt efter mig?" et lyd af overraskelse røg over hendes stemme.
Var hun virkelig så god til at gemme sig? Hvis hun ville finde nogle fandt hun dem bare. En 'lille' stædig trold fik altid lavet tingene meget hurtigere
Hendes fingre gled opaf hans hals. Hun løftede hans hage
"Tror ikke jeg er så svær at finde. Du skal bare følge efter uheldet" Hun slap hans lige hage og hev endnu et par torne ud af hendes hår.
Hendes blik gled let undersøgende hen af hans hår
"Hvordan holder du dit hår så rent og glat?" Lidt misundelse røg over i hendes stemme.
Hun vidste godt det var normalt at holde orden på det hele. Men alligevel.
Hendes hår var vildkvindeagtigt, mens hans bare var perfekt.
Hun gravede ned i den bløde jord og dryssede jord ud over hans hovedbund.
"Sådan. Nu er du fin" Hun trak det sidste ord lidt ud, mens hun rodede lidt i hans hår, så det ikke sad så unaturligt pænt. Og så så hår bare endnu mere rodet ud når det sad i hestehale. Hvis det altså var rodet.
Hun lagde sig ned på ryggen igen og sendte ham et optimitisk smil
"Det er dejligt endelig at kunne se dig, uden tågen slørede det hele" Hvad skulle hun ellers sige nu?

Han grinte og løsnede sit hår fra hestehalen, så det gled ned rundt om hans krop og lagde sig i små snoninger på jorden.
"Det ved jeg ikke, måske er det magi" smilte han og studerede hver lille bid af hende.
Det var så sandelig noget andet at se hende uden for tågen.
"Jeg var nu alligevel glad for tågen var der" smilte han
"Hvem vidste om vi havde mødt hinanden vis den ikke havde været der?" sagde han og trak blidt en lille kvist ud af hendes hår og lod så en finger glide ned langs hendes kæbe i en blid bevægelse.

"Jeg tror alligevel vi ville have haft lettere ved at finde hinanden, hvis den ikke havde været der"
Angående tågen. Og løftet
"Jeg ved vi vi skal lave idag" Hendes blik rettede sig hurtigt mod ham
"Eller hvad du skal" Hun lagde en hånd over hans, der var gledet ned af hendes kæbe
Hun rettede sig op og satte sig ved siden af ham.
"Dit lille løfte, hvis du husker" Et englesmil gled hen over hendes ansigt. Ildevarslende.
Det var nok ikke det han havde tænkt på mens han søgte hende. Synd for ham. Nu ville hun piller detaljer ud af hans liv. Hvis hun altså fik lov.
Og hvis ikke. Ville hun nødig være i hans sko.
Hun pillede ved hendes lange klaverfingre. Dog havde hun aldrig spillet klaver. Og hun ville skam heller ikke prøver. Det var jo musik

Først forstod han ikke hvad hun mente, han havde glemt alt om det løfte, men pludselig var der en hammer der faldt.
Han sukkede lidt og lagde sig ned på ryggen, da han følte sig det beghageligst og bedst at ligge på ryggen, så han kunne kigge op i himlen, selv om træerne skærmede for det i denne omgang.
"Det kan jeg nok ikke løbe fra" svarede han og kunne se på hende at han ikke ville slippe fra det med livet i behold.
"Giv mig lige et øjeblik til at tænke på" sagde han og begyndte at studerede bladene over ham, hvordan de blidt bevægede sig mod hinanden, mens han tænkte tilbage til hvad han selv kunne huske og på hvad han ellers havde fået fortalt.

Alyn smilede. Stort faktisk. Efter et stykke tid hoppede hun op og satte sig på hans mave. Kiggede på hans ansigt. Og frem for alt. Hans smukke mørke øjne, hvis farve ikke rigtig kunne beskrives.
Lænede sig over ham, så hendes ansigt skyggede for den himmel han stirrede op på.
Hendes fingre gled ned af hans kindben.
Hun sagde ikke noget. Lod ham bare tænke. Tænke.
Alyns forbandede nysgerrighed. Men han kunne jo ikke løbe fra hende. Så hurtig var han jo ikke.
Hendes fingre gled bare ned af hans smukke ansigt, som var lidt lettere at se nu.
Og så lignede hun en elver. Ikke en lyselver, ikke en neutralelver, ikke en sortelver.
En blanding.
Hendes ører opfangede hver lyd fra skoven der omgav dem. Den stille og rolige skov, der nogle gange kunne udvikle sig til et rent marridt.
Hendes næse tog imod duften af skov. Træernes bark, de våde blade, mosset, den bløde skovmuld og alle de andre ting som skoven var blandet i.
Men frem for alt. Isho

Mens han tænkte mærkede han pludselig noget tungt på hans mave som besværede hans vejrtrækning en smule, men så heller ikke mere.
Snart kom det elskede ansigt til syne, det kære ansigt han havde tænkt på hver dag.
Han smilte lidt og kom i tanke om fløjten i sin hånd.
"Fandt forresten denne her" sagde han og viste hende den inden han lagde den ved siden af dem, det var jo ikke fløjten det skulle handle om nu.
Han sukkede blidt og så på hende for at se om hun var klar til en lettere lang historie.

Alyn skulllede ondt til fløjten. Hendes hånd greb om den, og med en lynhurtig bevægelse kylede hun den tilbage i skoven, hvor den nu skulle leve.
Hun stoppede med at kærtegne hans ansigt. Sendte ham et hurtigt smil og kiggede så spændt på ham. Satte sig lidt mere behageligt.
Hendes øjne glitrede spændt. Ny viden længe leve. Hurra Hurra Hurra
Hun følte sig igen som den lille pige, der satte sig til rette på en træstub for at hører den ældste fortælle historie.
Hun rystede håret vildt, så det gled rundt om hendes ansigt.
"Im ready" sagde hun så, efter et lille stykke tid

Han kiggede lidt på hende, men så op mod træernes kroner igen.
"Okay...." man skulle jo begynde et sted og starten var vel bedst.
"Min far var dæmon, ligesom mig selv, men min mor var menneske..." de fleste ville nok tro han kom fra en familie af ren dæmoner....
"De havde en lettere uheldig affære, min mor elskede desværre min far mere end min far elskede hende...Han så det nok mere som en mulighed, at få familien videre, han havde nok tænkt sig at forlade os nå han var sikker på jeg var født og havde det godt.
Men i hvert fald fandt nogle præster frem til ham, ingen har kunnet lide dæmoner i lang tid og de slog ham ihjel" han sagde det netop som om det var en historie, men han kendte jo ikke far og var ikke engang født på dette tidspunkt, så hvordan kunne han andet?
"Min mor var der...hun græd, men sagde ingenting, hun ville ikke også risikere mit liv, men hun var højgravid og havde store smerter allerede der...Men tit ved folk mere end hvad man tror og de vidste hun bar dæmonens barn, derfor skulle hun dø, så hun løb.
Min mor løb alt hvad hun kunne, ud af byen og ud i skoven, med den halve landsby i hælende.
Det begyndte også at regne og mor faldt i det våde mås, hun lagde sig på ryggen og kunne bare føle sig udmattet, hun så op på himlen da hun pludselig skulle føde" han tøvede lidt
"Vi springer lige lidt.
Et barn ligger forladt på skovbunden, mens moren slæbes med tilbage til landsbyen, død.
En kvinde finder et barn i skovbundet og tager det med sig, mens hun kigger efter de hidsige lyde fra landsbybeboerne..."

Hvis Alyn havde haft bare en lille gnist af fysisk medfølese, var hun nok begyndt at tude og kramme Isho nu. Men Alyn var bare skide kold i røven. Det var ikke fordi historien ikke rørte hende.
Personligt ville Alyn foretrække at folk holdte masken, hvis hun fortalte dem noget.
Og hun regnede da også med at Isho ville have det bedre, hvis Alyn ikke begyndte at tude.
Hun lod dog en finger glide hen af hans ansigt. Trøstende
Men Alyn var ikke en engel, der brugte 10 timer på at forsikre folk at alting var okay, selvom huset var brandt ned og vennerne var døde.
Hun kunne jo ikke sige at 'alt er okay' når det jo egentlig er stik modsat.
"Det lyder ikke rart" sagde Alyn så bare "Og hvad skete der så"
Alyn ville huske alting, præster, bål, far, mor, Isho, dame, landsby. Stikord til det hun havde hørt.
Hun smilte derefter til ham.
"Du må unskylde hvis jeg er en rådden trøster." vedhæftede hun

"Jeg vil ikke have trøst, vis du vil have historien skal du have den uden alt det finurlige" svarede han blidt og smilte lidt til hende, dette her var jo ikke engang noget han selv kunne huske.
"Men altså...Der gik nogle år.
Kvinden opfostre mig, lære mig forskellige ting.
vi bor sammen i hendes hytte uden i skoven og alle lader os i fred og tænker ikke over jeg er der.
Jeg lære af overleve i skoven, at kæmpe og alt muligt andet af hende, hun er virkelig god.
Især holdt jeg af at løbe ud på engen, lægge mig i græsset og se op på himlen eller ligge med lukkede øjne og slappe af..." ved mindet lukkede han sine øjne og lå lidt og bare slappede af, så fortsatte han med lukkede øjne.
"...Der går flere år, indtil en dag hvor jeg vil vide noget mere, jeg sidder i køkkenet sammen med hende, jeg spørger og hun giver mig svar.
Hvorfor ved hun min mor ville have jeg hedder det jeg hedder, hvorfor sit og dat, på et tidspunkt havde hun fået nok...Hun tog mig med udenfor og gav mig sin halskæde på, en halskæde jeg vidste betød meget for hende og indeholdt en underlig magi.
Den forvandlede mig til en hund og kvinden fortalte mig om at være dæmon....
Der går endnu nogle år og imens kan jeg da tilføje at allerede dengang lod jeg mit hår vokse sig langt.
Hvidt som min fars, blødt som min mors.
Pludselig en dag hvor jeg ligger på engen høre jeg råb, skrig...Lugten af røg vækker mig fra min halvsøvn og jeg løber hjem....til kun flammer" sagde han og åbnede øjnene og så op mod træernes kroner

//Jeg ved du har ventet længe på det her svar. Men jeg har simpelthen ikke haft tid eller lyst til at være på computeren i lang tid. Du kan læse min rådne unskyldning på fravær//

Alyns fingre pressede sig pludseligt mod hans læber. Efter han havde talt færdigt. Hun var egentlig lidt...kold eller hvad man kunne sige overfor resten af hans ordstrøm. Men noget klingede inde i hendes hjerne
"Hørte jeg ordet 'hund' passere dine læber?" Hendes stemme brød tavsheden, der havde hersket efter hans lille historie. Det var det sædvanlige klokkespil, som hun ønskede at sparke af pommeren til.
Hendes krop dirrede spændt og hun lænede sig forover. Noget der kunne minde om et smil satte sig fast på hendes ansigt.
"Forklar" et ord, der var rimelig krævende af et sølle ord at være. I øvrigt et ord hun havde benyttet rimelig tit.
Hendes finger gled ned af hans kæbe, ned af hans hals. Standsede. Hvilede der et sekund, hvorefter en velkendt kølighed samledede ved spidsen. Med hendes svungne håndskrift skrev hun Nu.
Det var ikke noget der kunne ses. Kun føles af ham. Måske?
Hendes finger fjernede sig. Så trykkede hun den derefter mod hans bryst som et punktum.

Han så på hende og smilte lidt.
Han nød hendes hænder mod sig.
"Jeg kan blive til en stor hund, eller måske en slags ulv, har ikke helt klassificeret det" sagde han
"Det lyder måske ret nuttet, men kan godt være ret farligt...Stor, hvid og med gyldne øjne" smilte han og lod en hånd glide over hendes hår og lægge sig mod hendes skulder.
Hvor dejligt at vide hun virkelig var der, her, sammen med ham.
Han havde mærket hendes lille nu og så op på hende.
Han tænkte igen på Asma...På den diskussion de havde haft, om kærlighed...Han sukkede lidt.
Han vidste ikke engang hvad han skulle kalde det her, eller hvad hun følte.

//Det overlever jeg nok, kan godt forstå det, kender det selv, dog bare ikke i så lang tid//

//når jeg strejker, strejker jeg.;)//

Alyns læber spidsede sig let. Tænkte på de ord der kunne beskrive ham som hun
"Skal vi sige Hulv?" Hun vidste ikke rigtig hvordan ordet var poppet op i hendes bevidsthed. Men et var godt dækkende. Bortset fra hun kom til at tænke på kedelige ting som hulk og høvle.
Hendes blik gled drømmende op på de store trækroner. Hendes ene øre opfangede et svagt suk. Langsomt lod hun hendes blik falde ned på ham.
"noget der tynger dig?" Hendes spørgsmål var ikke rigtig et spørgsmål. Mere en konstatering.
Hun lagde sit hoved på skrå og kiggede med et undersøgende blik på hans ansigtstræk som kunne afslører lidt om hvad der foregik bag det snehvide hår.
Hun lænede sig endnu engang frem. Hendes hænder hvilede pludselig på jorden, ved siden af hans ansigt. Hun holdte sig oppe, mens hendes blik undersøgte hans ansigtstræk.
"Du skal bare hoste ud. Eller lade være" Det var egentlig hans egent valg. Men det kunne måske være en lettelse at komme ud med det der tyngede bevidstheden
Hun smilte beroligende til ham

Han så op på hende, hendes smukke udtryk, hendes lidt viltre hår.
Han grinte blidt da hun kom med sin ide.
"Det kunne man måske" svarede han og lod sig forsvinde ind i hendes øjne.
"Faktisk..." han vidste ikke helt om han skulle sige det, Asma var jo det tætteste han kom på en rigtig ven og han vidste ikke helt hvordan de to havde det sammen, de kendte hinanden og var vist venner, ja, men andet vidste han ikke og han ville nødigt sige noget forkert.
"...Ved jeg det ikke helt" sagde han så og fjernede blidt noget hår fra hendes ansigt og om bag hendes øre.

Hendes finger røg i vejret. Nærmest som en ivrig skolepige. Bortset fra at Alyns efterligning mindede om en sort svanes opstigning til himlen
Hendes blik vedhæftede sig hans for en kort bemærkning. Hun ville ikke vente til at han lod hende spørger.
"Du ved altså ikke hvad det er der tynger dig?" Mistroisk var hendes stemme. Hun troede ikke på ham. Og det var endnu engang en konstantering.
Hun sendte ham et som-om smil.
Hun rettede sig op og lod armen synke ned på hans ansigt.
Alyns øjne rettede sig ud i skoven. Halv fraværrende, men stadigvæk sådan at han kunne høre hende.
Et sælsomt drømmende smil opstod på de følsomme rosa læber

han lod en hånd glide over hende hoved og ned over hendes kind, ned til hagen.
"Hmm... Du er ikke nem at narre..." smilte han, han kunne godt lide det.
"...Det er Asma, jeg har haft en lidt...uenig samtale med hende" sagde han
Vis han skulle fortælle hende mere ville han blive nød til at fortælle hende om sine følelser for hende, hvordan han faktisk holdt af hende.
Og på en måde ville han gerne have det ventede lidt endnu.

Et særligt hævngerrigt smil gled hen over Alyns glitrende øjne, da Ismas navn blev nævnt. Hvis hendes øjne altså kunne smile, hvilket hun af og til tænkte på.
"diskuterede dig og Asma om mig?" Hendes stemme var rimelig neutral, men der var et spor af munterhed i den.
Hendes øjne blev nærmest skiløjede, da hun så væk fra skoven og fokuserede på hans fingre om hendes ansigt.
Hendes øjne fjernede sig fra hans fingre, da hun kunne mærke en svag banken, melde sig i hendes baghoved. Istedet fokuserede hun på de alt for mørke øjne, hvor man dog så lys i. De var som en tæt nåleskov, i tusmørke
Hun løsrev sig og smilte halv-lallende til ham
"Dig og dine alt for pæne øjne" Hun bankede ham blidt en over hovedet.

"Ikke på nogen ond måde eller noget" sagde han hurtigt, i frygt for hun ville tro han gik og bagtalte hende eller noget.
Han gengældte hendes grønne øjne.
Han grinte lidt af hendes kommentar.
"Dine øjne er også smukke" svarede han
"Den dejlige grønne farve, bestemte men alligevel fuld af liv"
Han kunne høre nogle fugle der sang et eller andet sted, og den sædvanlige puslen af liv rundt omkring i skoven.
Han kunne lige se himlen gennem bladene i trætoppene, men han lagde ikke så meget mærke til sine omgivelser, han koncentrerede sig mest om Alyn.
"Hun sagde du havde en at være sammen med, som du nok ikke ville forlade?" han kunne huske sidste gang han var sammen med Alyn, men han kunne ikke helt huske om hun havde nævnt noget om at hun allerede var optaget.

Alyns øjne kneb sig sammen og på hendes pande viste der sig en tænkerynke.
"Jeg kan ærlig talt ikke huske noget om at jeg har noget forhold. Og den fakta om at jeg skulle have sagt noget til Isma, ligger fuldstændig uden for min hukommelse" hendes stemme var ikke forvirret, men der var noget tænkende over den.
Med et gik det op for hende. Hendes tænkende udtryk forsvandt fra hendes ansigt, men efterlod det misbilligende
"Uh. Jeg tror Isma prøver at fortælle dig, at hun ikke synes det vil være en god ide at være sammen med mig" Hun sprang op og gik hen til det nærmeste bøgetræ, som hun lænede sig op af.
Hun kiggede ikke på Isho. Kiggede ikke rigtig på noget
"Jeg tror jeg skal have en alvorlig snak med miss engel" sagde hun lavmælt til sig selv. Rundt om hendes håndled dukkede de sortem blæk frem. Ikke noget der havde at gøre med hendes sortelver blod. Bare et løfte Isma havde givet hende. Hun stirrede intresseret på det.
Men. Det ville være dumt. Utroligt dumt at udfører det. Og det ville måske være for let. Og for tideligt?
Hendes tanker snurrede rundt, og et glædeligt smil dukkede frem på hendes ansigt.
Så vendte hun sin fulde opmærksomhed over på Isho
"jeg tror isma bare gerne vil understrege at hun har sin mening om hvem jeg skal være sammen med"
Hendes stemme var let og hverdagsagtig, selvom lidt had måske hang ved.
Hun pustede irriteret på blækket, som straks fløj væk fra hendes yndefulde håndled.

Han satte sig op og så lidt på hende, rejste sig så helt op og stod bare lidt og så på hende.
"Jeg ved ikke helt hvad hun prøver at sige... Det kom da vi snakkede om...Kærlighed...Hun har åbenbart nogle underlige tanker med sådan noget og mener alle andre skal følge dem.
Hun mener ikke man kan holde så meget af nogen, når man allerede har været gift, hun mener Izayoi stadig er min eneste kærlighed og jeg derfor ikke skal holde af nogen andre" sagde han
"Men Izayoi forlod mig, bare lige, først uden et ord og lidt efter sagde hun til mig at det var slut, at hun forlod mig... Og jeg har ikke tænkt at sidde og glo ud i luften, have ondt af mig selv, jeg ville videre...Men det mener Asma ikke" han havde inte imod Asma, hun var jo hans bedste ven, men Alyn kunne lige så godt vide det, enden hun huggede hoved af Asma eller hvad hun nu havde tænkt sig?
Han så lidt på Alyn.
Han vidste at det han havde sagt til Asma var sandt.