The darkness around us (David)

Den pinende lyd fra lågen, det var en forfærdelig lyd i hendes følsom øre, hun åbnede dog sine øjne langsomt op efter lidt tid, hun så mod den nu overskyet himlen som dækkende den ellers så smukke mørke himlen med små lys på, et lille suk kom fra en hendes røde læber, hun lod en hånd gled over sin panden og tog hendes pandenår med i bevægelæsende så hendes blege hud var mere synlige folk som gik forbi.
Vinden tog stille fast i hendes hår så det bevægede sig som små dansende bevægelser, hun gik med langsomt og elegant skridt videre inden på kirkegården mørke, hun gik målrettede mod en af det kæmpe gravstene, som hun stoppede op foran en med en navn som ikke kunne læste mere, det lige dog et R også et E, mer kunne ikke rigtigt se, du kunne gætte dig til R**E, men der kunne ses en måne i sten, hun gik hen og lagde en hånde på den, hun ligne en som bed til et eller andet.
Der efter sprang hun op og stod elegant på toppen af gravsten og sætte sig med krydse ben udover kanten med blikke mod resten af kirkegården, hun lagde bare en kjole til let over hendes knæ, den var lidt lyserød, hun rettede på sin ene halskæde som var et skeledehovede (Eller resten på Ava uden vingerne) hun så udover kirkens skønhed *Så smuk* tænkt hun og et lille smil kom frem på hendes læber, men dog kort så forsvandt det igen, i hendes ene arm var der en gammel bamse med en højhat på

Der lød et lavt vindpust da David kom flyvende ind over kirkegården med sine sorte vinger spredt ud. Han lande på taget af kirken og stod lidt og kiggede over den tomme kirke, efter hvad han lige kunne se. Han kiggede rundt, før han gik ud til kanten, og fløj ned på jorden. Han trak de sorte vinger ind i ryggen igen, med et let glidende bevægelse hvor efter han tog den stor sorte frakke der havde hængt over hans arm på. Han lod den stå åbent da han ikke orkede at lukke den. Han havde inden under en sort t-shirt, sorte bukser og sko. Sort fra trop til tå i tøj. Hans grå øjne gled hen over kirkegården. Han begyndte at gå. Lange skridt, efter andre folks mening, men han mente selv de var normalt, og passede til en mand på næsten to meter. Han lod en hånd glide igennem hans lyse krøller, og gik ned af en allé med træer på hver side. Han vidste ikke hvor han skulle starte, så han gik bare ned, og håbede han måske faldt over noget.
Hans letter blege hud lyste næsten op i mørket da han passerede forbi de mange grave med navne han ikke kendte. Da han kom ned for enden, drejede han om, og gik ind mellem gravende. Han var slet ikke sikker på at han kunne finde noget her inde, men han måtte prøve. Han havde ikke været der før, og han havde været omkring kirkegården ofte, så han forstod ikke hvorfor det først var nu, han endelig tog sig sammen og kom der ind.
Han hade begravet sine kæmpehænder, som godt nok passede til hans størrelse, men de så store ud i andres øjne, ned i sine jakkelommer. Jakken flagrede bag ham, og hans sko gav en knasende lyd af de små sten der lå under hans fødder. Altid grus. Han passerede flere flotte grave, med flotte sten, nogle få af marmor, men de fleste var af granit eller sten arter han ikke kendte. Han stoppede op ved en grav, og gik nærmere. Han havde set at stenen var helt sort, man kunne ikke se der stod noget på den. han gik ind på pladsen, og satte sig ned på hug, mens han lod sin fingere glide over stenen og mærkede der stod noget, men hans øjne, som godt nok var bedre end menneskers, men ikke så gode som andre væsners. Han hev sin mobil op fra lommen, og trykkede på en knap så displayet blev tændt, og han kunne læse teksten fra det svage skær fra mobilen. Sofia Black Hunter stod der på graven. Det var det eneste. Der stod ikke mere. Han tøvede og rejste sig op, og kiggede på de omkring liggende grave, så han kunne finde tilbage her til. Han drejede rundt for at gå tilbage.

Sewa blik gled over himlen da han flyv over kirkegården, så ikke ud til han havde opdaget hende sidde på en ret store gravsten helt hvid af marmor, men teksten var forsvundet med årende gangen, da drengen havde sæt sig ned for at se nærmer på en gravsten, lod hun sig faldende ned på jorden uden en lyd, men i sjov lavede hun en knasende lyd mod nogle blade.
Men ingen var til at se, andet vis de havde god lugtesans, hun man dufte vampyr i luftende hvor hun havde stået ved den hvid gravsten.
En lyd kom fra en af buskene ved siden af den sort gravsten, han havde siddet ved. bladende bevægede sig som om noget kravelede rundt derinde, en lille snude kom frem og derefter kom en ikke ret sort sort kat til syne, den gik hen til den sort gravsten og gnid sig op af siden efter opmærksomhed fra drengen, den miavede og gnid sig mere op af gravsten

//ups det bliv ikke så meget :D haha//

Han vendte sig om da han hørte lyden af blade der bevægede sig. Han kiggede ned på katten der bevægede sig op og ned af gravstenen på en rigtig katte måde. Han vendte sig om, og fortsatte uforstående med hvad en kat dog skulle lave sådan et sted. Han gik videre uden et ord, til han nåde op til kirken, hvor han stoppede, og gik hen mod kirken, og kiggede om den var låst. Ja, desværre. Han sukkede og trak sin jakke af i en glidende bevægelse. Han havde håbet han kunne en, han kunne godt, men der var noget andet der havde vakte hans indteresse. Han lage sin jakke over armen og drejede om på hælen, mens hans sorte vinger endnu en gang kom til syne på hans ryg. "Hvad laver du her?" Spurgte han kvinden som havde været så fin at larme da hun ellers hoppede ned fra gravstenen. Selvom han ikke var aura mester, kunne han med det samme se hun var vampyr, på hendes holding, og den måde hun gik på, og ja, den letter kejtet måde hun havde lavet en lyd i gruset med. Det var nok ikke tit hun gjorde det, eller også var det bare fejlet for hende. Han børstede en tåt hår der havde vlæret så frækt at falde ned i hoved på ham væk.
"Er der noget du vil?" Han spredte sine vinger klar til at flyve hvis hun ikke snart kom med et svar. Han havde travlt og ville ikke bruge aften på at snakke med en vampyr hvis det ikke var fordi hun ville ham noget.
//Np, skriver normalt heller ikke så langt ... gik bare lidt i selvsving, men elsker når det sker xD//

Katten så sig forvirret omkring da han snakkede til en, den drejede hovedet omkring for at se hvem han snakkede til, katten lignede en som forstå hvad han sagde, men der var ingen der. ikke en eneste, udover katten og ham på kirkegården.
Den sort kat så mod ham med sin blå øjne og miavede til ham.
Men den duftede utroligt meget af vampyr, faktiske var det den selv sammen pige som havde larmet for, den gik hen og aede sig op af hans ben og lavede nogle lange miavede lyde, den sprang derefter frem og stod bag ham og så mod han stor sorte vinger. med et meget overnaturlig hop sprang den op på hans skulder og aede sit ansigt mod hans.
Miavede sagde den igen og flettede sig inden i hans hår, Sewa var ikke rigtigt ude på noget kun morskab og få at se hvordan han tog at en vampyr var så tæt på ham *Lad os se hvad de gøre* tænkt hun men hun forsætte sit skuespil som kat på drengen skulder

Han kiggede på katten. Der gik lidt tid før han fik lagt to og to sammen. Han trak sine vinger ind igen, og flåede katten ned fra sin skuldre, hvor efter han tog sin jakke på. Han drejede om på hælen og gik mod udgangen, som lå i den anden ende af kirkegården. Han gad ikke til at snakke med en vampyr, ikke sådan en kælepot som denne. Han følte selv han havde bedre ting at tage sig til end at lege med en kat.
Hans lange skridt førte han med utrolig fart tætter og tætter på lågen. Hvis vampyren ikke var stolt nok til at vise sig for ham, ville han ikke bruge tid på den, da det blot ville være spild af tid at ævle med en kat. Han håbede på en måde den ville følge efter ham, for så havde han en god grund til at kaste sig over hende, men han ville alligevel ikke op at slås, så det var halvt om halvt.
Han lukkede sin jakke og var snart henne mod udgangen, og glæde sig til at kunne knalde lågen i hoved på katten, som sikkert bare ville hoppe væk, eller smutte under lågen.

hun bliv smidt hen ad jorden af ham og fik en lille skamme over det ene ben, hun sætte sig op i sin normale form og så mod ham "Aw det gjorder ondt, halv engel halv dæmon" sagde hun men råbt næsten hvad han var mens hun så mod ham med lidt sur øjne, hun var i alder 16, utrolige smuk, men var alle vampyr ikke det og sad der sad hun i en kort kjole.
hun rejst sig op og børstede jorden af sig, hun gik nu efter ham med nogle lav tung skridt, hun gjorder det med vilje så han stoppede op "Hej vent når jeg snakker til dem" hun havde ikke set en gravsten som stå i vejen, da hun faldt over den, BANK hun slå hovedet ned i jorde
"Ahhh, jorden er vis tiltrækkede af mig i dag" halv skrig hun lidt sur over sig selv og sin klodste bevægelse. Sewa så mod ham med det selv samme blå øjne som katten havde, hun sukkede dybt *sikke et første gang indtryk* tænkt hun og så mod jorden

Han drejede omkring da han hørte en kvinde råbe efter sig. Nå, så vampyren var en kvinde? Han kiggede på hende med irriteret øjne. "Hvad vil du?" Halvt snerrede han.
Han kiggede på hende da hun væltede over kantstenen og morede sig over hendes halvt skrigende kommentar. Et let fnys kom fra ham. "Jeg troede i var lette til fods, men det er vidst ikke alle der er det." sagde han hånligt og ventede på hun kom op at stå. Han hjalp hende ikke eller noget, han kiggede blot på hende mens hun kom op at stå. "Men hvad vil du tale med mig om?" hans stemme var blevet neutral nu og hans øjne gled kort over hende.
Han vidste ikke helt hvad han syntes om hende, klodset men meget køn da. Han overvejede om han ikke bare skulle skride, men blev stånede, bare for at være høflig.
//Goodnight :)//