Ved Søen.. - Haze

Haze kom gående ned mod søen, han var i sin mande skikkelse. Han kiggede sig omkring ud sukkede. Han fik hurtigt øje på kæresteparret og smilede koldt. "Jeg tænkte nok der var nogle her omkring.." sagde han stille til sig selv og legede med det lange hvide hår. "Men.. hvor?" spurgte han og kiggede sig omkring, hans lilla øjne skannede området omkring søens bred indtil han fik øje på hende. "Halløj der" sagde han muntert, men koldt og gik hen mod hende. Hans lange jakke flagrede bag ham som en lang sort kappe og det store kors omkring hans hals viste sig kortvarigt da jakken blæste bagud.

Haze stillede sig lige foran hende og kiggede på hende med de rolige men kolde, lilla øjne. "Har du gjort dette?" spurgte han og nikkede mod de to døde mennesker i vandet. Han smilede ondskabsfuldt til hende og satte sig ned lige foran hende. Han hviskede nogle ord på et oldgammelt sprog, hans hviskende stemme kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver. Han lukkede sine øjne mens han hviskede resten af remsen for sig selv. Da han var færdig åbnede han øjnene igen og kiggede på hende med et spørgende blik.

Hun så lidt på ham med sit hoved let på skrå. "Øhm..Kan du se andre små søde og uskyldige piger men som alligevel lige har leget med maden?" Hun grinte svagt et øjeblik og svang sig så op at sidde på grenen og så selv ud over søen mens at hendes smil bare voksede. Hun gabte kort og så igen på ham. "Men altså for at svare på spørgsmålet så ja det var mig der gjorde det og jeg fortryder intet. Og så er jeg ikk bange for at deres sjæle vil hjemsøge mig da jeg allerede har gjort det af med dem" Hun så lidt ned i sit skød så hendes pandehår lagde en mørk skygge for hendes øjne men hendes smil var der stadig. Så lænede sig sig tilbage og brød ud i en uhyggelig og ondskabsfuldt latter.

"Jeg skal bruge dig.. jeg har brug for en vampyr i min nye verdensorden.." sagde han og smilede ondskabsfuldt, han kørte noget af det hvide hår tilbage og sukkede. "Jeg forstår godt hvis du ikke vil, men jeg har virkelig brug for en til at.. hmm.. 'Overtale' folk og dine tænder skulle gøre dette" sagde han stille og betragtede hende kort mens han igen begyndte at hviske ramsen for sig selv.

Macha's smil forsvandt lidt og hun fik et undrende og forvirret blik i hendes øjne mens at hun løftede det ene øhenbryn. "Det vil jeg lige tænke over.. Jeg hader at arbejde. Jeg gør ikk det der fordi at jeg har brug for deres blod men fordi jeg elsker at lege med maden istedet selv om at de ikk er særlig gode til andet ind fangeleg" Hun sukkede lavmælt og så mod søen med et nu roligt blik. "Men altså.. Jeg hedder forresten Macha.. Macha Xenia Ziip Katomika Ichigo" præsenterede hun sig for ham

"General Haze "Ace" Malfurion" præsenterede han sig selv og smilet forsvandt langsomt. "Lege.. huh? Jeg lover dig, du får nok af mad at lege med hvis du slutter dig til mig, og det er ikke så meget arbejde, mere bare sjov" sagde han og grinede ondskabsfuldt. Han kiggede op og ned af hende mens han prøvede at vurdere hendes alder i tal. Hans læber blev ved med at ramse de gamle ord op, det virkede næsten som om han ikke selv kontrollerede sin mund.

"Åhr det lyder faktisk lidt kedeligt efter min smag" Hun lænede sig lidt tilbage som om at der var et ryglæn. Så så hun lidt overrasket på ham. "Sagde du lige Ace?" Hun lagde sit hoved let på skrå og så en mule forundret på ham. Hun sagde ikk selv mere før at hun ville få svaret som hun allerede kendte. Dog var der ikk rigtigt noget smil der voksede frem på hendes læber ihvert faldt ikk hendes søde og varme smil som havde været væk i ret lang tid. Dog kom det frem af og til men så var det egentligt bare en smule falsk kunne man vel kalde det.

"Ja, jeg er altid blevet kaldt Ace.. også da jeg levede" sagde han og smilede venligt til hende. Han lagde sine ben over kors så han nu sad i en meditativ stilling. "Hvorfor spørger du?" spurgte han og hævede et øjnbryn ligeså stille. Han slikkede sig om læberne og blinkede et par gange med øjnene, da han følte sig en lille smule rastløs i denne situation.

"Nåeh ikk noget.. Det var bare at jeg havde en bror som plejede at blive kaldt for Ace..og som faktisk også hed Haze men ham tror jeg nok døde for ret godt stykke tid siden nu" sagde hun bare helt ubekymret og tænkende. Hun ahvde sagt det som om at det var det mest naturelige at sidde at sige til en person som faktisk virkede fremmed og så ikk alligevel. "Min krop var vist lige fyldt 15 år og det var lidt efter at jeg fik den her" Hun løftede lidt op i sin bluse og afslørrede en tatoveret skrift hvor der stod 'Black 'n' Crazy'.

"Hed din bror.. Haze McLockwood..?" spurgte han stille og så en smule skræmt ud. Var dette hans søster!? Han vendte sig om og viste hende sin egen tattoo hvor der stod "Haifisch - 666" og en stregkode. "Jeg husker at jeg fik denne lavet den dag jeg døde.." sukkede han og vendte sig om igen. Han kiggede på hende med et roligt men stadig lidt skræmt blik og dog et lille forsigtigt smil.

"Ja det gjorde han men jeg er helt sikker på at jeg dræbte ham og gjorde det helt af med hans sjæl" Hun så så over mod ham igen og fik øje på hans tatoverint hvor efter at hun sprrede sine øjne op. Hun havde fået sin på samme dag som ham. Så forsvandt hun og stod nu på en anden gren i et anden træ tæt ved ham. Hun ahvde også selv et lettere skræmt blik i sine øjne et kort øjeblik. "Hvor-Hvor-Hvordan kan det dog lade dig gøre!!!? Det må bare være et tilfælle!" udbrød hun højt og så lidt fortumlet ud. "Neeej!! Det kan ikk være dig!! Jeg ville jo ikk se dig igen efter det jeg gjorde!!" Hun var helt fra den og begyndte så at springe fra træ til træ ind i skoven.

Han sukkede og rejste sig, han forvandlede sig til hvid røg og fløg efter hende mens han ubrød "Jeg takker dig for at dræbe mig! Jeg er mere magtfuld end nogensinde før, takket være dig min kære søster! Og jeg har savnet dig stump!". Han spejdede rundt mens han prøvede at få fat i hende. "Macha.. kom tilbage, jeg beder dig" sagde han så og blev til sig selv mens han stoppede.

"Forsvind!!!" Hun blev bare ved med at bevæge sig utrolug hurtigt gennem skovens tæthed. "Hvordan kan du i det hele taget være et spørgelse da jeg gjorde det af med sin sjæl?!! Jeg gjorde det fordi jeg ikk ville se dig igen!! Jeg følte skam for første gang siden min forandring!! For står du ikk det!! Jeg dræbte dem alle!! Dig, Min pleje familie og mine venner!!" En lille dråbe vand glimtede efter hende i skæret fra månen. Hun ahvde ikk tænkt sig at stoppe. Hun var ligeglad om hun havde gjort ham en tjeneste. Hun kunne nu gå igennem den periode af hendes liv der havde være den værste igen.

"Jeg havde ingen sjæl Macha." sagde han og stod nu lige foran hende, svævende som en stor hvid sky. "Du bliver nød til at se mig i øjnene Macha.." sagde han så og de lille rolige øjne dukkede op midt i skyen. "Se på mig Macha.. se på din bror" sagde han koldt og smilede. Skyen begyndte at forme sig som Haze men derefter til en piges skikkelse og de lilla øjne blev røde. Hans stemme blev til en piges mens han sagde "Kig på din søster"

"Neeeeeej!!" Hun sprang bare dirkete sin i ham eller hende og derefter videre. Han var ikk Haze troede hun da han ahvde kunne skrifte form. Det var bare en af de åndsvage vampyrejægere der havde været efter hende siden den gang hun sad på den lukkede afdeling. De havde dog begyndt at bruge hårdere midler. Hun vidste selvfølgelig ikk bedre. Hun gled på en af grenene og faldt mod jorden. Hun fik dog så gjort at hun landede fint på benene. Hun sad så lidt sammenkrøllet og trak vejret. Hev efter vejret. Græd.

Han dukkede langsomt op igen, nu i Haze form igen. Han sad ved hendes fødder og smilede venligt. "Du kan ikke løbe fra mig Cha, jeg kender dig alt for godt. Jeg døde den dag, men fordi jeg valgte at dø. Da du gik fra mig lig, der var jeg ikke død.. Kun skinddød. Men jeg besluttede mig for at gøre det af med migselv, ligesom Far havde gjort.." han trak sit ærme op og viste et ar i form af et hagekors hen over det der var pulsåren. "Det du gjorde ved min sjæl, var blodt en illusion, jeg har ingen sjæl"

Macha så ikk på ham. Hun lod så for første gang i næsten 100 år sine tåre falde. Selv der så hun nuttet og lille pige agtig ud. "Men..Men så er jeg jo ikk fri.." Hun sagde det svagt for sig selv. "Så vil jeg stadig ikk kunne være andet en den forbandede vampyr der tilfældig har en åndsvag dem.." Hun nåede ikk at sige færdig før et krafigt stød gik gennem hendes krop og hun holdt derefter sin mund. Hun hav endnu mere af vejret nu og pressede en hånd ind mod det mellemrum der var mellem hendes bryst og hendes hals lige under hendes kraveben.

"Okay, hør her søster. Du har egentlig ikke noget valg, slut dig til min hær.. og du vil få chancen for at dræbe min datter overtager verdensherredømmet fra mig" sagde han og stirrede på hende med et koldt og beregnende blik, hvilket ikke lignede den levende Haze. "Enten det.. eller jeg må brænde dig i benzin.. Dit valg" sagde han og grinede ondskabsfuldt. Det var som om han var en helt anden person end den Haze fra ligefør.

Macha så helt overrasket på ham da hun kunne mærke hans pludselige forandring. Så rejste hun sig stille og roligt op mens at hendes hår faldt end som et slør der dækkede hendes ansigt. Hun førte sin ene hånd op og tørrede sine tåre væk hvor efter at hun så på ham. Hun elskede det. At se ned på andre. Hendes smil voksede stille og roligt frem på hendes læber igen. "Hvorfor skulle jeg gøre som du sagde? Enten er du Haze eller også er du min far som uheldigvis havde taget bolig i min bror..? Jeg stoler kun få og der er kun en der kan få mig tilbage som jeg var før..og det er Haze. Lige meget hvad. Brænd mig. Skær mig i små stykker. Opløs mig i syre. Gør hvad du vil men du vil aldrig kunne så skovlen helt under mig" Så forsvandt hun igen.

"Forbandede unger!" mumlede han til sig selv, hans stemme skiftede så til pigestemmen "Slap nu af Haze..". "Okay da!" sagde han med sin egen stemme og begyndte at gå mod skovens udgang. "Men hvis hun ikke slutter sig til mig, så skal hun altså svømme i benzin" sagde han grumt hvorefter pigestemmen svarede "Nej Haze, hun er din søster, lad være med at opføre dig som din far..". "Du kendte ikke engang min far!" sagde han surt og ventede på svar, men det kom ikke. Han fortsatte med at vandre indtil han kunne se søen igen.

Macha havde siddet i et træ ikk langt fra ham og hørt efter hvad han ahvde stået og snakket med sig selv om. Hun havde intet smil på læben. Intet kunne hun mærke i sit bryst. Ingen varme men heller ingen kulde. Stikkende der var kommer før havde lammet hendes hjerte for en stund. Hun vidste ikk hvad hun nu skulle gøre. Hun forstod ikk hvorfor at han bare ville have hende med i en eller anden gruppe. Hvorfor lige hende. Hun ahvde altid arbejdet alene siden den gang for mange år siden. Hun huskede tydeligt den dag. Hun var vågnet og ikk følt andet end en utrolih blodtørst efter at dræbe. Alle minderne dukkede nu op igen. Dem som hun ahvde prøvet at glemme. Hun havde nemlig glemt hvad hun selv plejede at sige til sine venner. 'Du må aldrig prøve at glemme nogel af dine minder ligemeget hvor meget de før ondt. For der til altid komme et tidspunkt hvor de ikk vil skade dig mere' var det hun havde sagt den gang.

Han forvandlede sig til sin pigeskikkelse og gik ned mod søen. Hun stod i noget tid bare og kiggede ud over søen, hun frøs ikke, men alligevel rystede hun, Haze kæmpede for at genvinde kontrol, men hun stod imod. "Haze.. du får ikke din Krop tilbage lige foreløbig.. du fortjæner den ikke" sagde hun stille og smilede kært mod kæresteparet i vandet. "Jeg er DIN mester nu Haze.. indse det.."

Macha havde ikk fulgt efter ham men forblev siddende på grenen. Hun hamrede hårdt sit hoved ned i træets stamme men hun kunne stadig intet mærke. Det var næsten som om at hun avr tom inden i. Hun vidste ikk havde hun skulle gøre nu. Hun følte sig helt..død. Men det var hun selvfølgelig ikk. Hun lukkede sine øjne og kunne så høre hans samtale med en anden. Måske en anden personlighed. Men hun forstod ikk det med at den ene var den andens herre. Selv havde hun ingen. Havde hun troet. Hun havde troet at den dæmon der levede i hende var væk fordi at hun ahvde gjort hvad den sagde hun skulle for at hun kunne komme af med den. Hun havde dræbt sin bror som havde været hendes sidste rigtige familiemedlem, hun havde dræbt sin plejefamilie og sine venner hun havde på skolen for år tilbage. Men alligevel var hun ikk fri for den dæmon da hun ikk selv havde dræbt sin bror.