Just once please ~ David privat

Mørket havde endnu ikke lagt sig over Di Morga endnu, men alligevel var der mørkt, men det var takke været de mørke regn skyer, som hang over byen. Mange ville sidde indenfor og slappe af med noget varmt at drikke, nogle ville være på et diskotek og danse sig til varmen, mens andre ingen steder ville gå hen. En af dem der bare gik hvileløst rundt var en ung kvinde der gik roligt gennem gaderne, hvor hun var på vej hen vidste hun ikke, men det ville hun sikkert finde ud af. Hendes blik faldt op mod bjergene og udstødte et svagt suk inden hun fortsatte med at gå. Inden længe stoppede hun op og så sig omkring, der var ikke en levende sjæl omkring hende hvilket fik hende et smil til at komme frem på hendes læber. Hun så over sin skulder og bed sig kort i underlæben idet hun mærkede hendes vinger komme ud af ryggen af hende, hvilket langsomt fik hende til at smilte igen. Inden længe svævede hun over jorden, trods hun kun havde basket meget lidt med hendes vinger.

Nogle minutter efter blev hun nødt til at lande, hun var blevet træt og der var begyndt at regne, hvilket gjorde så hendes tøj og vinger blev ufatteligt tungt. Hun landede på den kolde jord og så sig omkring, stadig ingen, hvilket hun egentlig også forstod med det vejr, som var udenfor nu. Hendes blik faldt på en åbning i bjerget, hvor hun ville søge ly, bare indtil regnet var væk og hendes tøj nogenlunde tørt, men der ville sikkert gå et stykke tid. Hun gik længere og længere ind i denne grotte for at udforske den, selv om hun vidste det ville blive risikabelt, men hun tog chancen.

P: Rustning, en grøn kappe og halskæde
http://85.114.128.13/dlCart/dlimages/elfnoble_nut_br01.jpg
http://rodes.dk/images/products/rollespil_kappe_gron_1.jpg
http://www.badalijewelry.com/images6/elven090905.jpg

Dryp dryp dryp. Det var det eneste man kunne høre inde fra grotten. Det kom fra en klippespids som vendte nedaf. Vandet gled ned fra den fra huller i grotten hvor vandet sivede igennem men til sidst alligevel endte som dråber som ramte stengulvet med et utroligt højt plask. Alt lyd blev forstærket derinde. Der var intet til at stoppe lyden. En ung elver sad henne på en sten og mediterede. Da lyden af skridt kom frem over det hele. Langsomt rejste elveren sig lydløst op. Tankerne om hvad det var der var på vej var ufattelig mange. Men det der blev ved med at ramme først i hans hoved var selvfølgelig. *assassiner*. Langsomt tog elveren sin bue fra jorden og listede sig i ydrekanten. Hvor klipper som stak lige op i jorden dæmpede lyden. Med meget lidt besvær kom han bagved personen. Han opdagede hurtigt det var en kvinde. Han var ærefuld så han ville ikke bare dræbe hende. Men han kendte hans klan godt nok til at vide de kunne sagtens finde på at sende kvindeassassiner efter ham. Vingerne opdagede han først efter kønnet. Han smilede svagt. En engel. Kløgtigt at bruge sin skjulte magi til at kopiere en engels udseende. Langsomt tog han en pil fra sin holder og satte på buens skaft og satte fast til strengen. Han rejste sig op og gik ud hvor det larmede bag hende så der ingen vej ud var kun en vej ind. Med et roligt smil sigtede han på hende med sin pil. Og ventede nu bare på at hun reagerede på lyden. Elverens ansigt var skjult i en grøn kappe men selv med kappe på kunne man se hans sværd på højre side af hans liv og hans pile på venstre side af hans liv samt hans rustning.

Hun så op i loftet af grotten og bed sig kort i underlæben, det var ikke lige dette hun havde ønsket sig da hun gik ind i grotten, men hun var selv ude om det. Stille fortsatte hun med at gå ind i grotten og anede slet ikke hvad der kunne vente inde i denne grotte. Lyden af fodtrin bag hende fik hende til at stoppe op. en af dråberne fra loftet ramte hende i hendes lange blonde hår og bredte sig ud i hendes hår. Hun vendte sig langsomt om og så en stå i åbningen til grotten og sigtede en pil mod hende. Det løb koldt ned af hendes ryg.

Hun så op på denne fremmede, trods hun ikke rigtigt kunne se noget, takke været den kappe han bar. Hun så ned i jorden og bed sig i underlæben " Det... Det var ikke min mening at... Jeg smutter bare nu" sagde hun og gik over mod udgangen, hvor denne fremmede stod, om hun måtte komme ud, måtte han afgøre. Egentlig havde hun ikke lyst til at gå, men denne fremmede fik hele hendes krop til at ryste endnu mere end den gjorde på grund af regnen, men lige nu ville hun hellere ud i regnen i stedet for at være i grotten med ham, for dette væsen skræmte hende

Der gik ikke lang tid før lyden af en pil igennem luften kom. Og lige foran hende ramte en pil stengulvet så hårdt at det revnede og pilen stak op fra gulvet hele spidsen kunne ikke ses så meget kraft var der kommet i den. Hurtigt som lynet vendte han sig og mumlede nogle magiske ord. Klipper voksede frem og dannede sig rundt om udgangen så hun var fanget. Han tog en pil mere og hurtigt vendte sig mod hende og sigtede på hende igen med pilen. Langsomt sigtede han på hende men efter lidt tid tog han pilen ned i holderen og buen med. Derefter trak han sit sværd og gik mod hende mens klingen rørte gulvet med nogle metaliske kling.

”Vis du rør dig angriber jeg dig men vis du står stille vil jeg ikke skade dig jeg vil skam bare tjekke dig for våben”. Langsomt nåede han hen til hende og satte sit sværd i holderen og trak i stedet for sin elverkniv på cirka 10 centimeter frem fra en holder som sad på lænen bag sin kappe. Hvorefter han placerede den ved hendes hals og lagde hænderne på hendes hofter rundt om hende ved lænen. Og osse foran lige lovlig tæt på underlivet. Hvorefter han kørte hånden op lige under brysterne og tjekkede om der ikke var en skjult kniv og så om ved skulderbladene. Da han havde tjekket hende for våben fjernede han kniven og satte den i holderen på ryggen før han tog sin hætte af så hans smukke ansigt kom frem. ”vis du ikke er snigmorder hvad laver du så her”.

Hun så på pilen der nu sad i stengulvet, hvilket fik hende til at synke en klump hun havde i halsen. Hun kunne lige havde set det for sig at hun var blevet ramt af den pil og forbløde. Hun skulle lige til at tage et skridt mod udgangen idet hun hørte nogle ord fra ham og så klippevæggen komme op fra jorden og lukke udgangen så hun ikke kunne undslippe. Da hun vendte sig om, faldt hendes øjne straks på sværdet der gled over stengulvet og gav en hæslig lyd fra sig.

"Hvad skulle en engel med våben? " sagde hun og hævede det ene øjenbryn. Hun var en af de engle der ikke havde forstået meningen med våben, heller ikke dengang for 11 år siden den gang hun blev dræbt af sin egen far. Hun mærkede hans hænder over hele hendes krop, hvilket fik hende til at gyse, dette var hun slet ikke vandt til, at have en mands hænder på sin krop før. Da han fjernede sine hænder fra hende og lod hætten falde så hun på ham med et svagt smil " Jeg var på vej op i bjergene, men så begyndte det at regne og så søgte jeg ly her" sagde hun og så ned af sig selv. Hendes hvide kjole var næsten helt gennemsigtig takke været regnen og vandet i grotten

Blikket stod stift på hendes ansigt. Med en let hvisende stemme som om det var en hvisken og dog alligevel ikke sagde han ”Det er ikke sundt for en engel at være i en grotte hos en fremmed elver”. Et ondt smil kom frem på hans læber og han bukkede sig frem mod hende ved hendes øre ”men nu når du er her kan du gøre mig den fornøjelse og ære at holde mig ved selvskab”. Hviskede han blidt i hendes øre og lod en hånd glide ned af hendes skulder ned af hendes arm men slap så igen og vendte hende ryggen for at gå væk roligt. Længere ind i grotten mens hans magiske magter fra hans hviskende stemme gled ind i hendes øre op mod hjernen for at tage kontrollen. Når først han havde hvisket i ens øre ville man ha svært ved at lade være med at gøre hvad han sagde. Normalt ville han egentlig ikke bruge evnen men hun var noget anderledes. Måske skulle han undersøge hende lidt nærmere.

Nær hende kunne han mærke uskyldighed. Da han kropsvisiterede hende kunne han mærke de underlige fornemmelser om hun aldrig er blevet rørt før på den måde. Selvom hun var engel var det underligt. Det gjorde ham nysgerrig. Måske skulle han se hvor langt han kunne få hende til at gå med hans evne. Med et blidt smil gik han hen til en klippevæg og lagde hånden på den hvorefter den delte sig i to. Langsomt gik han indenfor i den lille dør som kom frem. Inde bag ved var der en cirkel med et tegn på gulvet af et ørnehoved. Han gik roligt hen og tog sin kappe af og hang den op på et lille stykke ude i siden. Langsomt knappede han sin rustning op og satte den op på en maniquin dukke han havde taget fra en kiosk nede i byen. Derefter var han i bar overkrop og sorte bukser lavet af ren stof fra vildsvin som han havde fanget og dræbt for at få mad. I midten af ringen var der en knæpude og for enden af rummet var der en statue af en ørn med vingerne ud til hver side i sin storhed. Det var smukt og rent. Alt var uskyldigt derinde. Intet var dræbt eller ødelagt forgæves. Langsomt åbnede han sit bælte lavet af vildsvinet’s seje hud og sat sammen foran med en vildsvine tand. Han lagde våbene på en række hen af væggen og så kniven. Derefter gik han ind i midten og knælede for ørnens stolthed og storhed. Hvorefter han rejste sig op og vendte sig mod englekvinden. ”Velkommen til min ydmyge hule. Der findes intet renere sted i verdenen end her”. Han bukkede roligt for hende hvorefter han rettede sig op for at kigge på hende med et roligt smil.

Hun mærkede hvordan usikkerheden bredte sig i hende på den måde han sagde hans ord, hvislende som en slange. Hun mærkede hans hånd på skulderen og gøs, hun var ikke lige frem vandt til den nærhed, men hun var jo også forholds ny, i hendes eget hoved i så fald. Hans hviskende stemme sivede gennem hendes øre op i hendes hjerne, fortryllende hende nærmest og gjorde hende til hans lille dukke. Det var skræmmende, men hun skulle nok klare den, troede hun.

Hun bed sig kort i underlæben da hun gik gennem døren og ind i det store rum og så sig omkring. Det var ufatteligt, faktisk meget anderledes end hun havde forstillet sig en elvers bolig, men ak ja, der var pænt, rent og ryddeligt, hvilket var nøgleord i hendes hoved " Mange tak.. Her er meget fint" sagde hun med et smil på læberne og lod kort en hånd glide gennem hendes lange blonde hår inden hun gik lidt omkring og studerede sine omgivelser. Et svagt suk kom fra hende da hun så tegnet på gulvet, en ørn, hun elskede ørne, det var nok et af de væsner hun elskede aller mest udover heste. hendes blik blev vendt mod elveren mens hun stod et stykke fra ham " Hvor længe har du egentlig boet her?" spurgte hun og lod kort sin tungespids komme ud og fugte hendes læber så de ikke længere var tørre.

Et blik gennemtjekkede hendes ansigt detajlerne i ansigtet de blide træk de smukke øjne det lyse hår og den udødelighed og guddommeligheden. Selvom begær var ulovligt hos elvere. Men han var ligeglad de havde forrådt ham. Han havde en indre vrede mod dem. Med udødeligt liv kunne han vente til de var døde alle sammen og komme tilbage til lejren. Han savnede sin lejr meget. Men han kunne ikke gøre noget ved det nu. Han kunne ikke gøre andet end at gøre alt hvad han kunne for at overleve. Om så han måtte dræbe sine tidligere medsoldater.

Langsomt gik han hen ved siden af hende og lagde sin hånd på hendes skulder og bukkede sig ned og hviskede i hendes øre "vil du have noget at spise" spurgte han roligt med et roligt smil og lod sin hånd glide ned af hendes ryg ned mod hendes røv men stoppede ved hendes læn og fjernede hånden med et roligt smil før han med svage skridt gik hen og åbnede et skab hvor der var en stor stamme som han løftede hen foran hende og satte det var snittet sådan at man kunne sidde behageligt ved det ved at skære indaf med stammen. Hvorefter han gik hen til skabet igen og fandt 2 små stupper og bar dem hen og satte dem som små stole. Hvorefter han gik hen og fandt brande og kastede dem ind i en stenudhuling hvor der var hul hele vejen op og så pludselig skrot ind så hans røg blev blandet med damperne fra vulkanen så de andre elver ikke kunne se hans røg udefra. Han satte en stang op med noget kød som de kunne spise når det var stegt