Tænkepause //Cricker//

Sted Forêt - Skoven
Tid lidt hen på aftenen - omkring klokken 19..
Vejr Lidt småkøligt, men ikke nok til at man skal bruge varme trøjer
Omgivelser Skov? nogle enkelte dyr rundt omkring.

"Pip, kan du ikke gå over og give din bror sin tandbørste og nattøj? Han er ovre hos en ven" Det var sådan ordren havde lydt fra moderen til drengen der nu gik sig en lille tur. At Pip så bevægede sig rundt i skoven - efter at have givet sin bror tandbørste og nattøj - det var en anden historie. Han gad bare ikke rigtigt hjem. Der stank af røg hvilket han absolut ikke fandt rart. Og dog fik det den lille teenager til at føle sig hjemme.
Drengen var ikke specielt høj, og heller ikke buttet på nogen måde. Tvært imod var han utroligt spinkel og hvis det ikke var for den stil han havde kunne han have gået i 6. klasse eller sådan noget. Men nu var det jo ikke lige sådan at han bare gik med det tøj hans mor købte til ham. Nej, han gik med store hættetrøjer, sorte bukser, med noget sort stof der gik lidt ned over hans lår og fik det til at ligne at han havde nederdel på udover, samt en sort og en lyserød converse. Pips hår sad pjusket, og lidt tuperet, hvor det røde af hans hår gav en effekt som var han en lille hundehvalp med store øre. På mange måder var der en der gav andre en ide om at Pip - eller Philip - var en ret speciel dreng, der godt kunne lide at skille sig ud fra andre.
Han var dog heller ikke dum. Han gik ikke midt inde i skoven, men lidt udenfor, da han ikke havde en voldsomt trang til at fare vild i skoven. Dog var det heller ikke sådan at han ville gå på gaden sammen med alle andre - hvilket nok havde været lidt mere sikkert. Ligenu havde han bare lyst til at gå lidt for sig selv.. tænke lidt over forskellige ting. Han var næsten lige flyttet til.. tja.. hvor det her nu var.. Med sin familie.. Eller det meste af den. Så en dag som den dag, var det rart bare at kunne gå rundt og tænke, mens man kunne ane enkelte dyr, der nysgerrigt tittede frem, nu hvor der ikke var længe til at solen var helt væk.

Cricker havde fået øje på en dreng i skoven, hvad pokker lavede han mon her på den her tid? Vidste han ikke hvilkefare det lurede herude. Cricker rystede på hovedet og valgte at holde øje med ham. Han var i sin dæmon form igen, det var han tit efterhånden.
Han havde grønne drage vinger og en grøn drage hale som stak ud fra lænden og næsten ned til jorden. Hans arme, hænder og skuldre var dækket af barkhud, lige bortset fra et sted på den venstre biceps, der var intet, men det var en længere historie.
Cricker hodlte sig til træ toppene hvor det ikke rigtig var til at se ham. Det var godt nok ikke helt mørkt endnu, men der kunne stadig være farligt, solens stråler kom ikke ind alle steder, så vampyrer kunne sagtnes være herude, men hvis Cricker var heldig, så skulle han ikke støde på dem i aften. Cricker kiggede sig omkring, han skulle ikke miste endnu et barn, ikke igen.. Ikke til en vampyr, hvis det skete så vidste Cricker ikke helt hvad han skulle gøre.. Han ville gå amok. Han betragtede fortsat drengen.

Pip stoppede kort op og så op imellem bladene hvor kun meget lidt lys slap ind - det så utroligt flot ud efter hans mening. De enkelte solstråler, hvor man nærmest kunne se lyskeglerne der også lagde lys på jorden. Men de skabte også flere skygger - ikke noget han brød sig om. Det var ubehageligt for Pip så ikke godt i mørke - desvære. Men sådan var det vel med de fleste mennesker ikke?
Pip vidste som sagt godt at de ikke var helt sikkert at være ude i skoven hen på aftenen, men ikke af den rigtige grund. Han mente bare at det var ubehagelige personer der var her, men det var jo så egentlig vampyrer, varulve, dæmoner og hvad der nu ellers i hans hovede ikke fandtes.
Han strøg en tot af sit hår til siden, noget der havde sat sig foran hans øje, og gik så lidt videre. Egentlig gik han bare frem og tilbage. Ikke hundrede procent, da han nogle gange bevægede sig lidt længere ind i skoven og andre gange næsten helt ud, men han var hele tiden i det samme område.

Cricker skulle lige til at sige noget højt da drengen kiggede op eftersom at det var i det træ Cricker sad, men han nåede i det mindste lige at fjerne sig så han ikke blev set. Han kiggede lidt længere fremme, var det nogle vampyrer han så? Nej det var nok bare hans fantasi, men måske skulle Cricker tage derned og kontakte knægten. Ikke i sin dæmon form selvfølgelig, men i sin menneske form, der var jo ingen grund til at skræmme ham når nu at det var så sent, mon ikke også hans forældre var bekymrede for ham? Eller havde han overhovedet nogen? Cricker havde jo været ude for før at der var et barn herude som ikke havde forældre. Selvom at ham her så noget ældre ud, men man kunne jo aldrig vide. Han var jo stor, så mon ikke han var det som menneskene kalder for teenager?
Cricker rystede på hovedet og landede så at drengen ikke kunne se ham. Han forvandlede sig til menneske. Han havde en lang sort jakke på med hætte, men som ikke var trukket op, han havde grønne militær bukser på og sort kondi sko, han gik stille hen til drengen og sagde forsigtigt. "Hey, det er da sent at rende rundt herude helt alene er det ikke?" Cricker kiggede på ham og gav ham et venligt smil, han ville ikke gå alt for tæt på eftersom han ikke ville virke fjendtlig.

Han sukkede kort og så ned på sine fødder. Han havde vel egentlig bare lyst til at finde en eller anden at snakke med, men der var ikke nogen. Det var dog ikke noget han sådan rigtigt var ked af, men han elskede at snakke, så det ville han gerne, men han ville som sagt også være alene. Damn, svære beslutninger.
Dog hørte han kort efter en stemme, og så en fyr der dukkede op ud af det blå. Det virkede lidt mistænkeligt.. Men han havde da en venlig udstråling? Og hvorfor dømme folk, før man havde snakket med dem? Sådan havde han altid set på det - i hvert fald efter at folk begyndte at dømme ham. "Jo, det er det vel" Svarede han og stak på skuldrene. "Men nu er du her også, så er jeg jo ikke alene" påpegede han med et smil spillende om læberne.
Lidt tøvende kom han nærmere hen til fyren. Nå ja, han så ud til at være ældre end ham, men han tog sig ikke af det. Han kunne altså godt klare sig selv, og han havde massere gange haft venner der var ældre end ham selv. Det var lidt forvirrende, men Pip havde jo ikke rigtigt nogen venner her.
"Forresten, mit navn er Philip, men jeg bliver kaldt Pip" Han kløede sig i nakken, med et varmt smil om læberne.

Cricker grinede en smule. "Nej det er rigtigt, men du ved vel godt hvad der er herude ikke?" Spurgte han ldit efter og kiggede på ham. Han var ikke særlig gammel kunne han se, men han havde ikke forstand på den der menneske alder.
Cricker bukkede og lænede sig derefter op af et træ. "Philip hm? Mit navn er Cricker, jeg bor herude i skoven" Sagde Cricker og kiggede op i træet, det så ud som om der var nogle frugter deroppe, men han ville ikke tage dem, de sad for højt oppe og det betød at han skulle skifte til dæmon form, og det havde han ikke rigtig lyst til foran drengen bare sådan uden videre. "Bor du herude alene?" Spurgte Cricker lidt efter. Det ville da være mærkeligt at en knægt på hans alder ville bo herude alene, men hvem skulle Cricker dømme? Han havde boet herude alene siden han selv var ung, og måske så mennesker anderledes på alder end dæmoner gjorde. Han vidste det ikke, han havde aldrig haft tid til at studere mennesker, kun hans far havde fortalt ham historier. Cricker kiggede på drengen igen.