Flytte Kasser..(Velarian)

Tid = 17:43

Sted = Hotellet i Di Morga Quatre

Vejr = Solen er fremme, skyerne er borte, gr,23 Ingen blæst

Omgivelser = Få folk, de fleste tager snart på ferie, andre tjekker ind

Udseende = Stramme Jeans rykket i stykker over knæene,(lys blå)
Stram hvid T-shirt der viser lidt mave, Håret sat op i en knold(med totter ned
af siden af ansigtet)


Kajika stod foran hotellet Quatre og sukkede stille, nu var hun alene endelig alene på sine egne to fødder, hun skulle bo helt alene for første gang siden hun kom til Di morga. Fordi vis hun ikke havde boet ved Velarian i sit eget telt, eller boet sammen med sin tidligere fyr Zann eller Boede ved sin mester Ma´lakel så havde hun egenlig aldrig boet alene??.
Kajika smilede stille i det hun gik indenfor og så rundt hotellet var så stort med guldfarvede guldfarvede gulv, med røde tæpper ned af siden som var det et eksotisk kongelig hotel.
Meget dyrt. Kajika gik stille hen til receptionen og stillede sig i det hun ringede på klokken for at få sin nye suite nøgle til øverste sal med balcon

Velarian sad oppe på taget af en bygning og kiggede ned på hende.
"Jeg ser dig..." hviskede han, men han havde ikke rigtig lyst til at hoppe ned til hende. Han vidste faktisk ikke engang helt hvorfor han var fulgt efter hende.
"Jeg ser dig... men du ser ikke mig." hviskede han så.

Kajika så stille rundt i det hun kiggede op mod ham og smilede stille i det hun gik indenfor igen efter at ha været ude og hente sine flytte kasser, Kajika tog 3 kasser ind i elevatoren og tog den helt op til den sidste etage hvor hendes Værelse kun var og lukkede sig ind og begyndte at slæbe kasserne i det hun syntes at se en eller anden ude på balkonen fordi at der var kun hendes suite tag at være på og der var noget der spejlede sig i hendes glas rekværk.. hun gik stille hen til balkon døren og skubbede den til siden og gik udenfor mens hun så rundt i det hun så mod taget

Han smilede krafteslødt igen da hun smilede til ham, men han blev siddende selv da hun gik ud på sin altan.
Han så på den skyfri himmel og sukkede stille.
*Hvad ska jeg gøre? Og hvad laver jeg her?* tænkte han.

Kajika vendte sig stille om og opdagede Velarian og stod der stille og anede ikke om hun skulle gå hen til ham eller hun bare skulle blive og kigge på ham. men hun valgte til sidst så at åbne sin mund og der kom nervøse ord ud af hendes mund. Kajika rødmede let og sagde"øøøøøhhhmmm ?? Velarian ... hvad laver du her?? altså ikke fordi du ikke må være her Darion" hun fik et lille skævt smil ved at sige hans falske navn og gik stille hen mod ham i det hun trådte op på gelænderet og stille gik op på taget med et smil til ham og satte sig et stykke fra ham på kanten

Uden at se på hende, begyndte Velarian at tale: "Ved du hvorfor jeg løj om mit navn? Fordi jeg havde en naiv idé om at du ville kunne leve uden at kunne huske al den smerte du har, og alt den ondskab du har været igennem. Det var tåbeligt af mig."
Han drejede hovedet, og så hende direkte i øjnene. Hana øjne var fulde af kærlighed.
"Hvis du ikke vil se mig, sp forstår jeg det godt." sagde han så.

Kajika så på ham og rødmede let i det hun løb hen til ham nærmest kraglede som en hund og tog blidt om ham i det hun ikke græd men rystede stille og sagde"ååårh!!! velarian.... jeg vil altid være der ved dig, så længe du vil se mig eller bare være nær mig så ! lover jeg dig så får vi hinanden at se og vi kendes ved hinanden og jeg vil altid være der for dig min elskede ven" hun strøg ham blidt over håret

Han gengeldte ikke hendes omfavnelse. Han kunne ikke. Han sad bare og stirrede ud i luften mens hun talte til ham og strøg ham over håret.
Han vidste godt at han var nødt til at komme videre. At komme over hende så de bare kunne være venner.
"Tillykke med... Ma'lakel." sagde han så, med en tonløs stemme.

Kajika så overrasket på velarian og slap ham med det samme og så helt fornærmet ud i det hun vendte hovedet til siden og sagde"Jeg har intet med Ma´lakel han er min herre og sådan! er det... og jeg vil aldrig nogen sinde ha noget med.... med ham at gøre!!!" hun strøg sit hår til siden og så stille på ham og sagde"jeg ikke sammen med nogen mere Velarian jeg... jeg bare alene jeg bare single jeg bare mig...." hun sukkede og strøg ham over hagen og så ham blidt i øjnene og lidt såret over han havde troede det om hende og sagde"Jeg har intet med nogen Velarian så bare rolig...."

*Hvordan skulle jeg kunne være rolig når jeg bare ønsker at du var sammen med mig?* tænkte han, men han sagde ikke ordene højt.
"Jeg forstår." sagde han.
Hans blik blev dog en anelse hårdt.
"Ma'lakel har Zane's sværd.. han siger at Zane var hans herre. Hvorfor har du dog ham som herre? Hvorfor har du i det hele taget en herre? Har du ikke lyttet til mig overhovedet?"

Kajika sank hovedet og sagde"han gjorde mig til halv demon mod min vilje velarian han er min mester ikke min herre og sådan er det og han er Zane´s tro tjener af en slags derfor har han hans sværd og vil vække ham desværre" hun sukkede stille og strøg hovedet stille ned og sagde"Ååårh søde..... hvorfor skal vi have så mange problemer og du stikker ikke af igen vel???" hun så stille på ham og sagde"Jeg bange for du ikke kan li mig mere velarian siden du stikker af hele tiden"

Han var ved at kvæles da hun fortalte at Ma'lakel ville genoplive Zane. Alligevel var det ikke det emne han begyndte at tale om da han greb blidt fat i hende, så hende i øjnene og begyndte at tale:
"Kajika... du må aldrig nogensinde tro at jeg ikke kan lide dig. Du.. kender mine følelser for dig. Du ved at jeg kæmper med at få dem lidt ned, men lige nu er de... dybere end venskab."

Kajika så på ham og tænkte stille*Måske burde jeg ikke ha sagt det med Zane han er vist helt oppe i flippen nu.... måske kan jeg opmuntre ham vis han bliver helt ned i kuld kælderen eller?? hvad...* hun så undrende på ham da hun så ham i øjnene og rødmede over hele ansigtet og kunne ikke lade vær med at lægge en hånd blidt på hans kind med et smil over læberne og tog blidt om ham nu og knugede sin krop ind til ham og lagde hovedet blidt på skuldren af ham og sagde"Jeg troede du hadet mig og ikke ville se mig mere og at det var derfor du gav mig falsk navn Velarian!!! ååårh hvor er jeg dog glad for du ikke hader mig" hun var ved at græde af glæde næsten. der kom en kølig lille blæst den første på dagen og fik blidt hendes hår til at flagre og velarians med

Endelig lagde han armene om hende, og det føltes som om en kampesten faldt af hans hjerte.
"Kajika.. jeg vil aldrig kunne hade dig. Og jeg arbejder virkelig på det andet der... så vi bare kan være venner. Men det er bare svært." sagde han til hende.
Han strøg hende over håret og var lige ved at begynde at nusse hende på ryggen, men han nåede at stoppe sig selv.

Kajika rødmede i det hun så på ham med rødmende kinder og med øjne der glinsede i solens skær og huden der smukt nærmest glimtede i solens smuke belysning som om det var mening den ville ramme hende så hun lyste op som en gudinde, hun strøg ham over håret igen og sagde"velarian du så sød jeg ville ønske at... du ikke led sådan" hun så flovt væk i det hun var bange for at se ham for meget i øjenen fordi hvad vis det nu endte måske med hun blev lidt forelsket i ham. hun huskede tydelig kysset og krystallerne og bladene om dem vinden der piskede elektrisk om dem og deres læber der havde mødtes de bløde blanke læber

Han lukkede øjnene i et øjeblik.
"Der er ikke noget at gøre ved det søde... jeg skal nok klare det. Og når jeg er kommet videre, behøver du aldrig være bange for at jeg.. kysser dig igen." han forsøgte at få sin stemme til at lyde nogenlunde glad. Han kunne ikke bedømme om det lykkedes for ham eller ej.

Kajika betragtede ham stille undrende med hovedet let på skrå i det hun rødmede mere og stille nærmede hendes læber sig hans men i stedet for at kysse ham direkte på læberne kyssede hun ham ved læbernes begynden i siden og blinkede til ham i det hun lod sin hånd stryge over hans kind blidt og sagde"jeg ikke bange for dine kys kun disse følser der gør mig mere knyttede til dig" hun rødmede let og vendte siden til ham og vinden fangede magisk hendes hår og hun så helt vidunderlig ud sådan som håret glansede i solens skær og øjnene var blanke som himlen var blå

Han var ikke helt så chokeret som han havde forventet at han ville være.
"Hvad mener du Kajika Guldhjerte?" spurgte han. På trods af at hun næsten havde kysset ham på munden, var han i stand til at kontrollere sin stemme nogenlunde.
Nu var han bare forvirret, og nysgerrig.

Kajika rødmede let og sagde stille men dog meget snu og udspekuleret"Tjaa?? det ved man jo aldrig hvad jeg mener med det Darion" hun blinkede til ham i det hun måske ville kalde ham Darion frem over fordi han sådan havde løget for hende den gang og nu drillede hun ham lidt ved at gør det til hans kælenavn.. Kajika rejste sig stille op og hoppede ned på sin balkon

// Stemme.. (Fordi jeg er en bitch..)

,, Hvor sødt, så nu hopper du på elveren?... Hvilken dejlig fryd.. ja ja gå amok med at ødelægge hinanden; det skal nok blive mit ynglings afsnit! Dejlige lille møj elver!"

Han kiggede efter hende, spekulerende.
Han sad og overvejede hvad han skulle gøre.
Han kom frem til at det afhang af hendes næste træk.
*Fjollede pige... og fjollede mig!* tænkte han og kunne ikke lade være med at smile.

Kajika sukkede stille og vidste ikke helt rigtig hvad hun selv mente. hun stillede sig op af muren ved sin skyde dør i det hun bed sig let i underlæben inden hun hørte stemmerne i hovedet(Ma´lakel´s) sukkede hun og tænkte*Jeg!!! kan ikke fatte han troede at mig og Ma´lakel havde noget kørende hvordan skulle jeg dog ha noget kørende med ham det ville være unormalt ingen normale ville gør det??!!! eller unormale for den skyld...* hun kiggede stille mod taget i det hun udtødte et klage skrig fordi hendes hoved stadig gjorde ondt lidt og gik ned i knæ og skrig"ArgH!!!!" hun lukkede øjnene og tænkte*Ma´lakel!!! ud af mit hoved LIGE NU!!!!! ..... eller bare jer stemmer jeg kan ikke holde til det argh!!!*

Han sprang omgående ned til hende, knælede og lagde hænderne på hendes skuldre.
"Kajika?" spurgte han bekymret.
"Hvad er der galt søde??"
Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre.

//Ma'lakel din... Ting! xD //

// Jeg elsker også dig velarian <3 ^__^.. Stemme:

,, Nuurh se nu kommer han dig til undsætning! Hor er det dog kært??! BADR!!"

Kajika bed tænderne sammen og tænkte*NEEEJ!!! Ma´lakel gå ud af mit hoved jeg kan ikke klare det.... argH!!!* hun så stille på velarian og bed sig i underlæben i det hun begyndte at se dobbelt og man kunne se hendes hoved blødte lidt bagved igen efter som hun pressede sit hoved for meget ved at skrige og presse ind i ørene og prøve at undgå at stresse over smerten...

Kajika så stille på Velarian da der blev stille igen og sagde"Av.... det bare... det ingen ting Velarian det bare siden jeg slog mit hoved??? øøøhmm har det ikke været helt normal og der har været en del smerter ser du??"