Witch!! Witch!! / Sonja//

Det var tidligt på eftermiddagen og solen var knapt nok fremme, da der var en masse skyer på himlen. det så ud til der ville begynde og regne senere, men det vidste man aldrig. Der var en masse råben for fodet af bjergene da, der var en stor folkemængde der var efter en ung dame, som var heks og de mente hun skulle fordrives fra Terre og for den sags skyld, Di Morga. Disse folk råbte en masse ting efter hende. Hun var hun et pænt stykke væk fra dem og fandt en lille sti der lagde ved bjergene og gik op af den " Jeg.. Har.. brug for vand..." gispede hun og faldt til jorden og så sig omkring og så om hun kune finde noget vand i nærheden, men da hørte hun menneskerne komme nærmere og tvang sig op og stå og begyndte igen at løbe, indtil hun ikke kunne mere. Efter ca 10 minutters løb faldt hun sammen og kunne ikke mere, hun blev hurtigt omringet af menneskene, som stod og råbte af hende " HEKS!! UD AF VORES LAND!" råbte de i munden på hinanden og så ned på hende med vrede i deres øjne. Denne unge kvinde der blev beskyldt for at være heks, hvilket hun egentlig var, hed Dakotah og var vanddæmon. Hun var dog ikke en af de hekse der gik og lagde forbandelser over folk, tvært imod så hjalp hun faktisk mennesker der havde en uforklarelig sygdom eller noget ligende. På en eller anden måde ville Dakotah bare ønske at disse mennesker kunne lade hende være i fred og passe sig selv, men nej, for mennesker er nogle der tror de skal blande sig i alle folks ting. " Skrid med jer i bæster" hvæsede hun og så vredt rund om sig. En af de små piger der var gået med for at se hvad der skete gik ind til hende og satte sig ned ved hende " De gør dig ikke noget" sagde hun og smilte til Dakotah " Jeg stoler ikke på mennesker og heller ikke børn" vrissede Dakotah af barnet og skubbede hende væk fra sig, men da hendes far så det, sparkede han jord over mod Dakotah " Æd det og lad min datter være!" råbte han og fik hevet sin datter ud af flokken og stillede sig tilbage og stirrede ned på hende, stadig med et vredt blik.

Sneen lå som et tykt tæppe så højt oppe på bjerget og solen skinnede ned på Sonja fordi hendes hjem lå over skylinjen, hun sad i skrædderstilling og mediterede, omkring hende svævede sten og andre ting rundt i luften som om der ikke var nogen tyngdekraft, hun var i et med den vindånd som hun var besat af og styrede på den måde det vacum som var omkring hende. Sonjas koncentration blev brudt da ånden begyndte at reagere som om der var en trussel i nærheden, hun mistede koncentrationen og der lød et enormt brag da luften kom tilbage i hendes lille meditations cirkel, men der skete ikke noget med hende selvom hun havde siddet midt i cirklen hvor sne nu fygede om ørene på hende, hun rejste sig med et dybt suk og holdt den ene hånd ud i luften mens hun mumlede noget, kort efter kom et silkebånd ud af hånden på hende og manifesterede sig nok til at hun kunne tage det på. Efter at have taget sit silkebånd om øjnene begyndte hun af begive sig ned af bjerget mens hun samlede energi i form af de stærke vinde der altid blæste på toppen af bjerget, hun kunne intet se, men hun havde gået på disse stier så ofte før at hun vidste præcis hvor hun var og hvor langt der var til det næste sving eller hul hvor hun kunne falde i. Mens hun gik undrede hun sig over hvor urolige ånderne var omkring hende, det var som om de prøvede at fortælle hende hun skulle gå tilbage og at det ikke var sikkert at gå længere frem, men nysgerrigheden var for stor til hun kunne lade være og samtidig var det sjældent hun mødte nogen så en lille social kom sammen ville være dejligt, så gode som ånderne var kunne de ikke svare når man stillede dem simple spørgsmål, de havde af en eller anden grund behov for altid at snakke i tåger som gjorde dem både elskelige og utroligt irriterende. Ved lyden af råb gemte Sonja sig bag en klippevæg og lyttede til det der skete, der var en masse mennesker der råbte noget der var næsten utydeligt på grund af vindretningen, men hun fik fat i ordet heks da der var nok der råbte det på samme tid, hun stivnede, kunne det være? Kunne det være en anden Apostat (<--Udtales på engelsk), måske enda en af hendes egen slags, hun drømte sig tilbage til de tidligste minder der var i hendes hjerne, hun havde set mere end 20 føniks i skyerne over hende, det havde været så smukt et syn at selv hendes far der var kriger havde fået tårer i øjnene, men sammen med de gode minder kom de onde og hun standsede da hun fik kraftige smerter i øjnene ved at tænke på det. Langsomt trådte Sonja frem fra sit skjul bag klippen, vreden var enorm og hendes krafter fik selve fjeldet til at skælve under hende, hun løftede sig fra jorden så hun svævede godt en meter over den, hun holdt begge arme ud til siden for beder at lade vinden bærer hende. hendes blinde øjne begyndte at lyse så man kunne se det igennem silkeklædet hun havde bundet om øjnene, med en stemme der var forstærket af vinden brølede hun med en stemme der lød som om flere dybe overlappede hendes smukke, "Forsvind fra mit hjem, pigen er under beskyttelse af Bjergets dronning!", hun på en måde der bedst kunne beskrives som en der river neglene ned af en tavle, dog var det meget højere og mere dyreagtigt, Sonja begyndte at nærme sig menneskene som så forstenede af skræk på hende, en mand var dum nok til at gå til angreb på hende med et sværd, men han nåede ikke længere end et par skridt inden han blev samlet op af vinden og kastet mod klippevæggen så der lød en modbydelig lyd af knogler der knækkede, han blev liggende stille på jorden uden at rejse sig bagefter. Menneskene var ikke langsomme til at komme væk mens de skreg i vildens sky at de ikke ville dø og at Bjergets dronning havde vist sig for dem, Sonja gik hen til der hvor menneskene før havde været, men opfangede stadig en enlig energi, pigen måtte altså stadig være i live, hun gik i knæ og søgte i sneen med hænderne indtil hun fik fast i pigens arm og rystede for at være sikker på at hun stadig var i live og at det ikke blot var de sidste tilbageblivende energier, "har du det godt, gjorde de dig noget?", hun lød venlig og imødekommende og ikke vred som hun var før, hendes bløde hænder søgte efter et ansigt at genkende, hun håbede stadig på at det var en anden Apostat.

Dakotah så op idet hun hørte en vred stemme, men hun kunne ikke se nogen da menneskerne havde stillet sig ind foran hende og skyggede for hende, men hun blev også liggende da hun knapt nok kunne få vejret. Efter noget tid hørte hun noget det blev kastet mod klippevægen og lyden af knogler der blev knust * godt det ikke var mig* tænkte hun og prøvede at komme op og sidde, men dumpede ned i sneen igen. En pludselig råben og skrigen kunne høres omkring dem, da menneskerne løb tilbage til byen og efterlod Dakotah liggende i sneen. Hendes knald røde hår var næsten blevet hvidt af alt det sne der var faldet omkring hende. Uden videre kunne hun mærke en blid berøring på hendes arm og så op og fik øje på en ung kvinde på omkring de 20 år, hun ruskede i hendes arm og sagde nogle ord " Ja jeg har det fint, de gjorde mig ikke noget udover at smide småsten efter mig" svarede hun og så op på kvinden og lagde mærke til det silkebånd hun havde for øjnene og gættede på at hun var blind eller havde skadede øjne. Dakotah satte sig halvvejs op og så omkring sig for at være sikker på der ikke var flere mennesker der ville råbe af hende og kalde hende de værst tænkelige ord. " Hvem er du?" spurgte Dakotah med en rolig stemme og så på kvinden med et blidt smil. Hun vidste godt at de ikke kunne se det, men derfor gjorde hun det stadig af venlig hed. Hun rystede kort på hovedet og så manden der lagde ved foden af en klippe " Hvordan gjorde du egentlig det der?" sagde hun og så stadig over på manden og tænkte at det måtte have været smertefuldt, men okay han døde jo sådan set med det samme.

Sonja åndede lettet op da hun kunne høre og mærke der var liv i pigen, hun ville have hævnet dette tusindefold mod menneskene hvis hun havde været død, dog blev hun en smule skuffet da hun kunne høre det ikke var en anden føniks, men godt selskab skulle man vel ikke kimse ad når man ikke havde snakket med andet end ånder og bøger i meget lang tid. Sonja lagde en hånd på kvindens skulder mens hun langsomt begyndte at smile mere og mere til hende, "Jeg er Sonja La Villette, det er mig der er dronning af Ur Minour som er bjerget du befinder dig på, jeg er det man kalder en Apostat eller medium, jeg styre de vindånder der befinder sig overalt omkring os", hendes stemme var blid og imødekommende indtil videre, kvinden havde jo ikke gjort noget mod hende og hun virkede ikke til at være en af dem hun uden videre ville skubbe ud over klippen uden at skænke dem en tanke mere. Sonja rejste sig igen og kiggede efter menneskene, det ville ikke vare længe inden de ville komme tilbage i et forsøg på at redde deres vens lig eller måske enda forvilde sig ud i et forsøg på at angribe selve bjerget for at dræbe både hende og kvinden, men der var stadig tid til lidt small talk, "Hvordan jeg gjorde? Det kan jeg fortælle dig hvis du altså ikke har noget imod vi flytter sammentalen til et andet sted, mine evner er ikke uendelige og det tager en del at kaste et voksent menneske mod klippen hårdt nok til at han ikke rejser sig igen, du kan komme med eller løbe væk af en anden sti, valget er dit", mere havde Sonja ikke at sige før hun begyndte at bevæge sig ned af en smal sti som førte rundt om bjergsiden og begyndte at føre opad mod skyerne hvor folk siden gammel tid havde frygtet at bevæge sig op da det meget ofte gik til at dem der gik derop aldrig kom ned igen.

Dakotah nikkede kort til hende da hun fik hendes navn " Hyggeligt at møde dig Sonja. Mit navn er Dakotah Millinium" sagde hun og smilte blidt til hende. Hun kørte en hånd gennem sit hår og tænkte over hendes tilbud " Jeg tager gerne med dig" sagde hun og fulgte med hende ned af den smale sti " Hvor længe har du været her oppe?" spurgte Dakotah med al sin nysgerrighed plantet på denne unge kvinde som åbenbart boede oppe i disse bjerge, men utroligt nok vidste Dakotah intet om hende, trods at hun var heks og vidste det meste. Hendes kjole var næsten hvid af al den sne der var faldet, og hendes hud virkede endnu mere bleg, da den næsten så ud som sneen gjorde. " Jeg er glad for at du redede mig fra de menneskene" sagde hun og tog sig til nakken og så på hende. Hun var nærmest løbet tør for ord, trods at hun var så nysgerrig som hun nu var.

//sry har lidt krea svigt >.< //

Sonja gik roligt afsted mod toppen og kunne høre hvordan Dakotah fulgte efter hende, hun havde på det sidste haft flere gæster end hun nogensinde havde kunne huske, den bløde sne var kold om hendes bare fødder hvilket fik hende til at gå endnu hurtigere. Sonja blev lettere irriteret, det var svært at holde fokus på hvor hun gik og det var besværligt at skulle til at svare på spørgsmål så med en let gnaven stemme begyndte hun, "Lad os sige jeg har været her siden før du var et glimt i din mors øjne", hun blev overrasket over Dakotah's ordvalg, hun fik det til at lyde som om Sonja havde givet hende et ultimatum om at enten fulgte hun med eller sluttede sig til de mange andre der var faldet ud over kanten af bjerget ved et 'uheld', men sådan forholdte det sig jo ikke, hun havde givet hende tilbuddet om et sikkert sted for et par timer indtil menneskene difinitivt var væk, eller hun kunne have forladt bjerget. Sonja kunne ikke fatte hun gik og tænkte sådan, Dakotah havde jo ikke gjort hende noget, det var nok vreden over menneskenes uvidenhed og brutallitet der stadig flød lidt rundt i hende, "Du skal ikke tænke på det med menneskene, de er uvidne og modbydelige skabninger der har snydt og bedraget sig til den magt de har i verden, de er ingenting og fortjener på samme måde ingenting, hverken medlidenhed, venlighed eller sågar hjælp... det eneste der kan ske ved at stole på mennesker er at de såre en på enten fysisk eller psykisk plan og ud fra erfaringer foretrækker de fysisk smerte". Sonja standsede og drejede hoved mod Dakotah, "Hvad gjorde du ved menneskene der gjorde dem så sure? Eller rettere hvad gjorde du ikke for dem der gjorde dem sure på dig?"

Dakotah fulgte efter hende så godt hun nu kunne selv om hun gik lidt hurtigt, men det kunne nu også være fordi Sonja havde bare fødder. Jeg giver dig fuldstændig ret, de skal ikke have hjælp eller noget som helst" sagde hun og så på Sonja og strøg sit røde hår væk fra hendes ansigt. HUn hrte Sonja's spørgsmål og så ned i jorden " Jeg har ikke gjort dem noget. Jeg var ude og købe nogle urter, men fordi de ved jeg er heks så ville de have mig ud af Terre by" sagde hun og så ned i sneen, dog var det meget hårdt for øjnene, da det nærmest lyste mere end noget andet i denne verden. Dakotah vidste ikke hvad hun skulle sige og holdt derfor sin mund og ventede bare på at hun blev snakket til eller måske blev bedt om at snakke

Sonja standsede og drejede sig rundt mens hun tog fat med sine hænder om Dakotahs ansigt, "Jamen vad i den almægtige ånds navn drev dig da også til at lade menneskene vide om dine krafter? Du burde da som alle andre med ekstraordinære krafter vide at mennesker ikke bryder sig om det der ikke ligner dem, de er modbydelige væsner uden empathi eller evnen til at huske", Sonja slap efter hendes lille lektion i menneske forståelse Dakotah igen og begyndte igen at trave op ad bjerget i høj fart for at ligge så meget afstand som muligt ned til menneskene der formentligt allerede var begyndt at kravle forsigtigt op ad bjerget igen. Efter godt en times konstant opstigning nåede de til et platout hvor skyerne ikke længere forstyrrede for udsynet til solen og det smukke syn som alle bjergtoppene var, heroppe var de i sikkerhed, menneskene ville ikke våge deres liv ved at bevæge sig ind i skyerne hvor Sonja havde meget større magt og ville kunne skubbe dem ud over en kant eller lade en lavine opsluge dem så man aldrig ville se eller høre om dem igen. en lille stencirkel var lavet på en forhøjning, en pude var diskret sat frem, den var mere end stor nok til at to personer kunne sidde på den, denne cirkel var en af Sonjas efterhånden mange meditations cirkler hvor hun kunne lade op og få kontakt med større ånder end dem hun kunne styre samt ånder som ikke var forbundet til vinden, så som ild,jord og lyn. Med et tungt bump satte hun sig ned i den ene side af puden og begyndte at meditere, hun havde mere end indikeret at Dakotah var velkommen til at følge hendes eksempel hvis hun havde lyst.