Forbandelse eller mirakel... bestem selv //Demetric//

Han kiggede op, da hun kom ind. Hans øjne fulgte alle hendes bevægelser med sammenpresset læber. Da hun satte sig ned foran ham, lod han blidt en finger glide hen over hendes kind, og turde knap nok trække vejret. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, men lod blot sin finger glide ned af hendes hals, før han lænede sig ind over hende, og kyssede hende blidt, men inderligt. Han trak vejret dybt. "undskyld ... nej, bare gør det her, hvis du helst vil." Han skar en grimasse ved tankerne der kom ind i hans hoved. Han lage sit hoved på hendes skuldre, og lukkede øjne, mens han lod tiden gå lidt, før han kiggede på hende. "Det er svært at forklare, men ... det er noget man gør med en kasse, som tager et billed, ligesom et billed man maler, men man trykker bare på en knap, og så er det taget, man skal ikke stå stille i lang tid." Prøvede han at forklare hende. Han kyssede hende kort igen, før han rejste sig op og tøvede. Han tog hendes hånd, og trak hende med ind i stuen, hvor han tog et digital kamara som lå på et bord. Han stak det i hånden på hende. "Det der dét her." Selvom hun nok ikke kunne bruge det til meget, så var det nok den bedste måde at forklare 'kassen' på. Han kiggede på hende, mens hun undersøgte kassen, eller hvad hun nu gjorde. Han smilede halvhjertet for sig selv, og sukkede, med blikket stadig rettet mod hende. Han gik hen til sofaen, og satte sig, uden at vige blikket fra hende. Han kiggede på hende som om hun var noget meget vigtigt, som kunne forsvinde hvert øjeblik det skulle være, og det var det jo også. Det var utrolig hvor meget ens kærlighed til en person kunne vokse på kort tid, men sagde man ikke kærlighed har ingen grænser?

Sonja kunne mærke varmen fra energien sprede sig i hendes som ringe i vandet og hun havde svært ved ikke at holde et højt støn af smerte tilbage, men hun var nød til at holde hoved koldt bare lidt endnu så hun i det mindste kunne får snakket lidt mere med Demetric og få taget det der billede han snakkede om. Hendes hjerte hamrede og Demetric kunne uden tvivl mærke hvordan hendes blod kogte i hende som om det var i flammer, men hendes animagus for gjorde vel også at dette var muligt, men hun tænkte ikkeover dette ligenu, der var ting der var langt vigtigere for hende end at skulle til at holde en mulig forvandling tilbage. Hun lod sig lydigt følge med Demetric da han hev hende efter sig tilbage ind i stuen og stak hende en lille kasse i hånden af et materiale hun ikke kendte særlig godt, men vidste var plastic, hun lod hånden glide hen over det og uden at opdage det kom der et blitz lys og et mere eller mindre dårligt billede af Sonja kom frem på den lille skærm, Sonja fortsatte ufortrødent med at pille ved kameraet i et stykke tid inden hun gav det tilbage til Demetric, "Kunne du så tage et billede af mig?", hun lød en smule underlig, men stadig ikke nok til at det ville afsløre at hun havde smerter. Inde i hende kunne hun mærke hvordan portalen langsomt voksede i hende og åndeverdenen mere og mere smeltede sammen med hende så hun kunne fungere som et medie hvor de tog spædbørn kunne klemme sig igennem til den virkelige verden, om få minutter ville Sonja ikke være i stand til at gøre andet end at virke som dette medium og det vidste hun, med en grødet stemme der nu afslørede at hun havde ondt begyndte hun at snakke med mange stop imellem hvor hun tog sig til maven, "Demetric... det kan godt være... vi ikke har kendt hinanden... særlig længe, men jeg ved at du bliver en fantastisk... far... Du har stjålet mit hjerte og du skal vide jeg elsker dig og havde jeg kunne gøre det anderledes havde jeg gjort det... men lov mig du passer på vores unger og intet ondt nogensinde må røre dem". Sonja faldt på knæ mens hun kom med et skrig der skar gennem marv og ben, hun var nød til at bide sig selv i læben så en lille stribe blod kom til syne for at få styr på sig selv et øjeblik endnu, "Demetric, jeg elsker dig, mit hjerte er hos dig", hun så ud som om hun mistede bevidstheden mere og mere, "Kald dem Helio og Valentin".

Han fik knap og nok trygget knappen ned, så billed blev taget, før hun begyndte at snakke. Han smed kameraet over i sofaen og lyttede til hvad hun sagde, mens han kigget chokeret på hende, mere eller mindre lammet af chok. Han satte sig blidt foran hende, da hun faldt på knæ, og støj hende over kinden. Han vidste hverken hvad han skulle tænke, sige eller gøre rigtig, så han stirrede blot på hende, hvilke fik ham til at føle sig som en idiot, men han vidste ikke hvad mere han skulle gøre. Han tog blidt fat i hende, og trak hende ind til sig, mens han blidt hviskede hende i øret. "Jeg elsker også dig." Han nikkede kort til hendes anmodning, og blev blot siddende helt stille, og følte at hele hans verden faldt sammen over ham.
De røde dråber gled stille ned af hans kinder, men han fjernede dem ikke, han magtede det ikke, han lod dem løbe, med duften af blod efter sig, mens han blot kiggede op kroppen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige, men der var vel nok heller ikke så meget andet at gøre, end blot at se det hele styrte i grus foran ham. Selvom hun havde sagt hvad de skulle hedde, og det faktisk var det de havde snakket om det sidste stykke tid, så var de gemt langt væk, ligesom alle hans andre tanker der for en gang skyld efterlod hans hoved tomt og koldt.

Sonja knugede sig ind til Demetric som var han et anker der holdt på hende bare et øjeblik længere, hendes egne tåre gled i en stille strøm ned af hendes kinder, hun kunne mærke hvordan Demetric også græd de mørkerøde tåre som vampyre jo gjorde, hun havde ikke mere at sige, der var ikke mere at sige for hende, det hele ville i løbet af den næste time være slut og hun ville hvis hun var heldig få lov at se sine egne børn i et par minutter inden hendes sjæl synede hen og hendes krop ville blive efterladt som en tom skald, til minde om det der engang havde været indeni. Endnu en skarp smerte skød igennem hende og hun slap Demetric i et kort øjeblik inden hun kyssede ham, det ville blive den sidste gang hun gjorde det så det skulle tælle, hun lagde hele den kærlighed hun nærede til både sine unger og Demetric i det kys, om han så forstod det eller mærkede det kunne hun ikke sige, men hun kunne selv mærke det var en god måde at sige farvel på. Smerten skød igen igennem hende og hun kravlede baglæns og lagde sig fladt ned på ryggen mens hun skreg som en vanvittig, hvis der boede nogen nedenunder Demetric ville de tro der var ved at blive begået et mord eller noget andet voldsomt deroppe, langsomt begyndte tatoveringen der var på hendes mave at dreje rundt og hænderne der var afbillede begyndte at flyde sammen til en stor sort cirkel, der blev koldt i rummet som om al varme var blevet trukket ud og man kunne høre lyden af børn der grad i det fjerne, men samtidig brøl fra noget der lød som en løve eller et andet stort og vredt dyr. Sonja skreg igen og hendes øjne begyndte at lyse i en klar hvid farve og ud af hendes mund og næse kom det samme klare hvide lys, lyden af barnegråd blev større og det samme med brølene som nu helt sikkert ikke var dem fra en løve da de lød meget mere skingre og modløse. Ud af Sonjas mave kom et lille hoved og derefter resten af kroppen, han havde lukkede øjne og et stort grumt smil på læberne som om han havde det sjovt, men mistede smilet da han hørte en af Sonjas skrig. i sin hånd holdt han sin lillebror og selvom de lignede almindelige menneske babyer ligenu kunne man fornemme det forbund der allerede var imellem dem. De to små babyer faldt med et lille blødt bump ned ved siden af deres mor som blev ved med at skrige og derfor også fik dem til at skrige. Sonja kæmpede med de ånder som prøvede at komme ud sammen med hendes unger, de pressede på for også at få en fysisk form, men det ville formentlig resultere i at hun skadede hendes egne unger så hun kæmpede med alt hvad hun havde kært for at lukke portalen til åndeverdenen. Der lød igen et brøl og en klolignende sort hånd skød ud af Sonja som om den prøvede at finde en af ungerne og bringe den tilbage til det andet rige. Sonja skreg "I rør dem ikke!", med en enorm kraftanstrengelse lukkede hun portalen om den sorte arm som forsvandt som røg for vinden. Sonja trak knap vejret da hun drejede hoved og kiggede på de vrælende børn som blev stille da de kunne fornemme deres mor kiggede på dem, "Hvor er i smukke", mere kunne hun ikke sige før hendes ord blev slørede og hendes sjæl begyndte at forsvinde, hun rakte armen ud mod Demetric og smilede i et sekund inden det blegnede og hendes ellers klare hvide øjne blev grå og hun standsede med at trække vejret.

Dmetric sad lammet, og gloede på fødslen. En menneskefødsels plejede i hans øjne at se enormt smerteligt ud, men denne dette så ud til at kunne overgå det ud over alle leder og kanter, men han vidste intet om det selv. Han kravlede hen til Sonja, eller rasterne af hende, og støj det mørke hår væk fra hendes ansigt. Han kyssede hende let på de køligere læber, før han han rejste sig op, og skilte børens hænder ad, så han kunne få dem pakket ind i noget stof. Baby tøj havde han jo ikke i huset. Shoppe! Åh suk, det var vel mere kaldt røveri i menneskes øjne, men han kunne jo ikke komme udenfor en dør om dagen, så det blev om aften. Han løftede dem op i sofaen, før han tog sig af kroppen, og bar den ind i soveværelset, og dækkede kroppen til med dynen, før han lukke døren. Han stod lidt udenfor tænksom, mens han fik fik styr på sig selv. Han sukkede, og gik ind til ungerne som han havde kastet alt den kærlighed til Sonja over dem, da det var det eneste hun havde efterladt ham, hvis man kunne sige det på den måde, ud over sit hjerte. Han gik ind i stuen igen, og var lidt på bar bund med hvad han skulle gøre. Han betragtede derfor ungerne med et vagt smil. Det var ikke ligefrem fordi de lignede hinanden, den ene med maskuline træk der allerede bevidnede om at han ikke ville blive en eller andet slasket fyr, men den anden havde nogle noget mere feminine træk over sig, som dog ikke kunne sige det ene eller andet. Navne stod allerede klart for ham. De var klart at den maskuline, efter Sonjas ønske skulle hedde Helio og den letter feminine Valentin.