Dark night at the beach //Avery//

Sted: Stranden.
Tid: klokken 21:00.
Omgivelser: Charlie.. og hvad der ellers befinder sig på stranden.
Vejr: Mørk himmel med lidt få stjerner fremme, stille blæst.
Dato: En onsdag.

Stranden.. et sted hvor de fleste kom om dagen, men når man var en af de nattens børn og ikke kunne tåle så meget sollys igen.. blev man nød til at vente til det blev aften, som Charlie gjorde. Hun stod der allerede, og hørte på de svage bølger som der stadigvæk var.. hvor længe hun havde været på stranden.. vidste hun ikke og det betød heller ikke noget, specielt ikke når hun ikke havde et sted at bo.. eller et mere fint sted i stedet for et skur som hun boede i et sted i Logement. –
Hun trængte at komme lidt væk fra det bolig kvarter, og derfor havde hun valgt at tage en beslutning om at tage en lille tur på stranden, uden at vide om hun ville møde nogen.

Den svage vind tog af og til fast i hendes små hårtotter, mens at hendes lange blonde hår sad lyst ned af ryggen med pandehåret sat til den ene side, så det ikke skulle irritere hende. – Hun vendte blikket ned mod jorden og betragtede lidt det bløde sand som hun kunne mærke imellem tæerne, da hun havde bar fødder. Hendes sko og strømper stod et stykke længere oppe og kun et lille stykke væk fra vandet hvor hun også havde et håndklæde liggende, som hun kunne sidde på hvis hun havde lyst og selve pointen ved også at have håndklæde med var selvfølgelig at så hun kunne tørre sig med det.

Hun havde sin fine sorte detaljerede kjole på, der havde en fin udskæring til hendes kavalergang, som betød rigtig meget for hende, af en eller anden grund syntes hun at kjolen gjorde det at hun kom til at ligne en rigtig vampyr som hun jo var.. Hun prøvede at gå i det tøj som passede til den person som hun nu var. Hun havde ikke noget make-up på. Hun havde en naturlig skønhed udover den blege og kolde marmor hud, som var et tegn på at folk kunne se at hun var en vampyr. Mens at hun selvfølgelig også havde hugtænder, der gjorde at hun kunne bide i sit bytte, når hun fandt et. Hun overvejede om hun skulle tage en svømmetur.. inden under havde hun en bikini på.

Det var atter en aften med stilhed og fryd hen over de travle gader hvor lygterne skinnede deres sorgløse lys ned imod beton fortovet som strakte sig I en fin lige række hen imod de mange ukendte, men lige så mange kendte, som man nu engang stødte ind i flere gange i træk. Selv syntes han at dette var en underlig ting, men man var vel levende. Tiden gik afsted imens hans mørke klæder sad godt på den muskuløse krop der vandrede imod de fjerne ender der endnu ikke var set endnu. Han havde rejst langvejs fra det rige som nu lå flere mil borte. Den tavse rejse, havde kun bestået af nogle korte ophold i skoven, ellers havde de mange nætter og dage gået med at komme længere og længere fremad, imod den by hvor hans herre boede så godt og vel i. Han anede ikke hvor mange der var i dette land som han endnu ikke kendte. Anede ikke om hans veje ville ham vel i dette lange liv som han nu engang levede.

Der gik ikke lang tid før end den gamle sort elver var kommet til en ukendt sti, men hvad var endnu ikke ukendt for denne mand i denne rædselsvækkende by? Alting var uhyreligt grimt, efter hans mening, ja, han foretrak ligefrem sine skove, og de telt pladser de havde haft i blandt de mange træer, ikke nok med de huse der var bygget rundt omkring træstammerne. Men han var nu langt hjemmefra, og der var ingen vej tilbage, desuden ville han stå ved sin herre’s side, stå ved den øverste magthævende mand han endnu længe havde set. En dag, måske ville han komme til at blive lige så almægtig som den herre, der ville overtage den kultur stad han befandt sig i lige nu, eller også ville han tage tronen, med alt held selvfølgelig. Et dystert suk gled ud fra denne fremmede, denne ny ankomte mand som ingen kendte til ingen andre end den herre han tjente hjemme i skovene.

Ikke længe efter ankom han dog til den lokale strand der strakte sig ud til kystlinjens vej, imod deres ende ved bjerge og grænser. Et ufatteligt syn måtte man vel sige, men ikke desto mindre ganske ødet efter hans synspunkt, de lyseblå øjne kiggede imod det man ikke skulle have troet at se, den flotte himmel, hvis dybblå farve kredsede omkring jorden, inden dets farvel til den livgivende planet, gik hen og blev overtaget af universets stjernedrys. Den muskuløse krop kom hen imod strandkantens begyndelse, og stoppede atter en gang op hvor at de unikke øjne betragtede det del hav der herskede hen over det store atlan. Avery tog en dyb indånding inden hans øjne fik øje på noget så bemærkelsesværdigt som denne kvinde der stod i den fint udskåret kjole, enkel, elegant, utrolig klassisk. Det ene bryn hævede sig fra den gamle sort elver der betragtede kvindens glamourøse stilling og gang.

De fleste som kendte hende, betragtede hende nok som en moden kvinde og lidt mystisk, men vampyren havde også en anden side.. og alle havde vel forskellige sider af sin personlighed. Et lydløst suk undslap fra hendes læber, da hun regnede med at hun ville være alene på stranden denne aften. Ikke fordi det gik hende så meget på.
Uden at hun havde lagt mærke til at der var nogen til stede, strejfede en ukendt lugt hendes næse, som gjorde at hun blev nysgerrig. Hun bed sig lidt i underlæben, dog ikke sådan at der kom et sår i huden.

I starten blev hun stående hvor hun stod, mens at hun lod sine øjne glide rundt en omgang for at se om der overhovedet var nogen, eller om det blot var en indbildning.. Hun hævede det ene øjenbryn da hun fik øje på en fremmed skikkelse. Sandt nok kendte vampyren ikke så mange endnu, selvom hun efterhånden havde været i byen i et stykke tid. Hun tænkte over om hun skulle vinke personen hen, eller lade den fremmed om at komme til hende.

Hun vendte sig om og begyndte at gå hen til sit lille sted på sandet, hvor hun havde lagt sit håndklæde, og satte sig ned letter elegant. Inden at hun kiggede tilbage mod personen hun havde lagt sin opmærksomhed mod, langsomt hejste hun sin ene hånd i vejret og vinkede den fremmed hen.
Kun et spørgsmål om tid om hun ville få selskab eller ej.

Den gamle elver, sagde ikke noget, han holdte sig rolig, og uden at sige en lyd, han vart ikke lige typen der gik rundt og råbte omkring hans ankomst, lidt diskret kunne man vel godt være, den eneste der virkelig skulle vide at han var ankommet var hans herre, fra den velkendte sortelver klan D'tarion, hvor mændene herskede over kvinderne, til modsætning for mange andre elver klaner, var det kvinderne der bestemte skovens ynde og orden, for ikke at tale om mændenes muskel natur. Han så op til denne mand, til denne Zane der havde hersket over dette rige, der gik under navnet Di Morga, en dag ville han sikkert få muligheden, men den tanke var allerede tænkt.

Langsomt glippede han med øjnene for at vågne op til den verden som han nu selvfølgelig befandt sig, en kaotisk verden der blev styret for de gode medborgere, og prøvede at få de onde til at vige tilbage, men af alt godt, voksede alt ondt. Et bittert smil gled frem på hans ene mundvige, men det forsvandt lige så hurtigt som det nu også var kommet. Blikket lagde sig på kvinden der havde spadseret hen imod hendes leje som var blevet med ført til stranden. Hvad hun var, kunne han ikke sige, men bestemt ikke noget menneske, efter den ligblege hud at bedømme. Bevægelserne var for yndefulde til at kunne sammenlignes, med en dæmon, menneske, djævel, eller spøgelse for ikke at glemme det. Elegant var hun bestemt, så hvad han gættede sig frem til at hun var, var højst sandsynligt vampyr, eller muligvis en lyselver, men det tvivlede han nu på.

Blikket hævede sig yderligere da han opdagede hendes op strakte hånd, der vinkede imod ham, havde han stirret for længe i hendes retning? Eller var han bare et tilfældigt valg til hendes kedsomheds veje. I bund og grund ville der ikke ske det store, var hun en varulv eller vampyr, og ville gå efter hans hals til et drabeligt bidemærke, ville han nok om muligt hugge hovedet af hende, med den dolk han havde siddende i den ene side. Han var ikke den store elsker af blodsugerne, og kødæderne, som der vandrede rundt på må og få. Så længe de holdte sig væk fra hans hals, eller andre legemes dele var han godt tilfreds med det.

Der gik dog noget tid inden Avery besluttede sig for at gå hen imod hende, holdte sig kløgtigt omkring to meter væk fra hende, af ren og skær sikkerhed for sit eget kød og blod. Langsomt betragtede han hende, studerede den struktur, der formede hele hendes tilstedeværelse, hele det hun var. Hænderne blev placeret i lommerne så han hurtigt og let kunne få fat i sin dolk, svær, eller ranger claw, som han havde bag på. Ellers måtte han bruge sine kræfter, selvom han var mest af alt for at slås med de barer næver, og nogle våben uden at skulle nedbryde sig selv psykisk på grund af overbelastning af evne forbrug. Han fugtede langsomt sine læber, inden han kiggede lidt rundt men så så hen på hende, for at se om der var noget hun havde tænkt sig at sige fra den mund hun nu ejede. Neutral i udseendet, dog en del mere glamourøst end hvad et normalt menneske ville besidde sig af. Han var fast og holdent bevist omkring at det han stod overfor var en vampyr, ikke blot på grund af udseendet men også af den kulde afgivende atmosfære og sorte aura der omgav dette væsen der sikkert en gang havde været varmt og livsgivende, men nu var dødt og følelses koldt som var det en istap.

Charlie, den mere eller mindre uerfarne vampyr lod sine øjne, med grønlig skær hvile sig på havet, imens at hun prøvede på at slappe af og nyde denne stille aften, selvom hun godt nok, inderst inde gerne ville have noget underholdning, men hvis hun skulle have det, skulle hun også arbejde for det, eller bare.. løfte en lille finger for at der skulle ske noget. Charlie var ikke sulten endnu og derfor var hendes øjne ikke røde.. den blodige farve, som man kendte til hos vampyrer.
Hun troede nu at hun var alene, at den fremmed sikkert havde vendt sig om og var gået tilbage til det sted hvor han end kom fra, men det overraskede hende en del da hun havde vendt sit blik en anelse mod den retning hvor hun tidligere havde studererede ham lidt og han stod der endnu. Hun hævede en smule tænkende det ene øjenbryn, hvorfor blev han stående sådan? Hvorfor rørte han ikke på sig eller sagde noget? Hun rystede kort på hovedet inden at hun undslap et lille grin, der ikke betyd noget; måske stod han også bare i sin egen verden og tænkte? Selvom det ikke gav nogen mening for hende.
Hun glippede med sine øjne inden at hun opdagede at manden endelig havde taget en beslutning.. da han var begyndt at gå hen imod hende. Hun fugtede let sine læber.. Hvorfor vidste hun ikke.. fordi det ikke nyttede at hun gjorde det, når hun var en af nattens børn, et dødt vandrende lig på jordens overflade. Det var en dårlig vane da hendes læber alligevel ikke kunne blive mere bløde i det, når hendes tungespids rørte hendes underlæbe.
Hun rejste sig langsomt op og rettede lidt på sin kjole, da den var blevet en smule krøllet, mens at hun sad ned. Hun rettede blikket atter mod skikkelsen, skulle hun vælge at gå ham i møde, i stedet for at han nåede helt hen til hende?
Charlie tænkte lidt over det, inden at hun besluttede sig for at gå hen til ham. Hun løb ikke, eller luntede, hun ville ikke gå hen til ham så det så ud som om at hun kendte ham, når hun ikke gjorde. ”Godaften?..” kom det fra hende, da hun lige så stille nærmede sig ham, inden for hans rækkevidde. - Det undrede hende at hun ikke længere var alene på stranden. Mon den fremmed også var en af nattens børn? Hun vidste ikke hvilken race personen var. Dog kunne hun bare mærke at hans aura ikke var så kold så som hendes.. så måske ikke.

Vinden trak langsomt mere eller mindre til, og trak bladende af grenene for saa at kaste dem væk som havde de aldrig eksisteret. For hver gang han trådte et skridt ned, åd sandet hans fødder. Vinden førte de mange sandkorn væk, når han trådte op fra denne masse af knuste sten, der havde over mandet hans bedækkede læder fødder. Dog var han ikke alene om at gå kvinden i møde længere, nu gik hun også ham i møde, som en form for gensidighed. Han var dog stadig på vagt, muligt hendes ekostiske ydre kunne få en hver mand til at vende øjnene, og derefter sprænges i luften over synet af dette vidunder, men han ville under ingen omstændigheder dø på sin færd, imod sin overmand, sin mester.

"G'Aften..." kom det fra ham da han hørte hendes stemme glide ud i et med de mange parktikler som vinden den bar i sine molekyle stoffer. Mere yndefuld end dette havde han ikke set, ikke siden Dolores, var trådt ind og ud af hans liv. Han mindes hendes slanke kropsbygning, hvordan hun var gået med ynde hen over en hvilken som helst sti der var at finde, et hvilket som helst bjerg man kunne støde imod. Han betragtede hende roligt, forsat, og ustandseligt, indtil han tog sig sammen og kiggede den anden vej, det nyttede ikke noget at holde kæften åben bare pågrund af én kvindes ynde og skøndhed, han måtte vide bedre. Et dybt suk gled ud igennem hans næsebor, og lukkede langsomt sine øjne, inden han kiggede hen på hende, var forbeholdt tavs, uden at sige noget, han så ikke rigtig den store grund til at sige noget, allerede nu havde han gættet sig til at hun var Vampyr, eller en eller anden form for det, inden for den gren.

En færges hylden lød i det fjerne hav, hvor et automatisk blinkende forsatte et stødte sendekald i rødt, skibet forsatte videre fremad imod den havn man endnu ikke havde set. Måske havde det været forkert at gensidige hendes hilsen, måske havde alt dette været forkert, men efter hans lange betragtning var han ganske sikker på at hendes race, og at sulten endnu ikke havde sat sine bidende skår i hende. Hvilket i sig selv var en lettelse for hans vedkommende, men man kunne aldrig vide sig sikker, hvilket var en af de grunde til at han ikke lod sig selv blive for afslappet i hendes nærvær, det ville være for risikabelt.

// beklager længden -.-''

//Det er i orden//

"Hvad laver.. en mand som dig, her.. på denne tid?" Uden at tænke over det var det måske dumt af hende spørge ind til det. Hun fugtede sine letter rådne læber.. Inden at hun besluttede sig for at gå tættere på ham, mens at hun opdagede hvordan han egentlig kiggede på hende, end til at han kiggede væk.. Et smil formede sig på hendes læber. "Leder du efter nogen?" - Hun kunne ikke tie stille. Hun var nysgerrig. Alt for nysgerrig, mens at hun nærmede sig den fremmed mand, hun ikke kendte.
Hun stillede sig så tæt på ham, hun kunne, så der ikke var nogen mellemrum imellem dem, mens at hun prøvede på at fange hans øjenkontakt. "Charlie.." præsenterede hun sig, mens at der kom et ganske nok irriterende grin fra hende, som de fleste ville undgå at høre, hvor nogen ville komme i tvivl om det var sandt eller falsk. "Eller.. du kan kalde mig for Deniella.."

Hun blev kaldt noget forskelligt, det kom an på hvem hun var i selskab med og derfor nævnte hun også sit andet navn. "Hvem er du?.." Det var først spørgsmål om tid før at det ville vise sig om denne mand ville sende et vredt blik og sætte en stopper for hendes.. flabenhed?.. Umodenhed?
Charlie var mere moden end det, men lige ved dette møde, kunne hun ikke lade være med at spille op til noget.. så der skulle ske et eller andet uventet.. hun ville have at der skulle ske noget morsomt.. i stedet for at det blev en kedelig aften. Til hendes status som foldblods vampyr, skulle hun også være den erfarne vampyr, som hjalp andre der var en del af nattens børn.

Hun lagde sit hoved en smule på skrå igen, mens at hun bed sig lidt i underlæben med et strejf af sensualitet.

Begge bryn hævede sig op i panden på ham som om han ikke fattede hvad kvinden der havde gang i, hendes krop kom yderligere tæt på hans i en snert af forlystelse, og begær… et legende begær, der ikke syntes at ville lade ham gå førend hun vil sit snit til at gøre det af med hans indre væsen, eller de ædlere dele. Han anede det ikke, men han følte sig svag, som en pind der kunne knækkes midt over. Blikket fæstnede sig på hende, og besluttede sig for at lege lidt med, det skadede vel ikke, så længe han ikke lod sig hypnotisere, af hendes katte kælende nærvær, og sukkersøde stemme. ”Avery…” sagde han blot som om det var nok, som om det var alt hvad hun havde behov for at vide omkring hans fredgivende mørke natur. Undlod at fortælle hvilken stamme han kom fra, hvilken klan hans rødder var ved, hvor han var på vej hen, og hvor han ville hen. Samt de mål han allerede havde sat sig for livets gang, i hans hoved. Det hele lå der, det hele var parat. Der kom ingen kommentarer omkring hendes to navne som hun fremsagde, end ikke det grin som var utroligt irriterende i de spidse øres indgange. Hun havde været død i mange år, hvis ikke altid, det kunne ses. Måske havde hun ligget i bunden af en kiste og ladet sig rådne op som var hun et lig, hvilket hun i realiteten også var. Hendes oprindelse var død.

Hendes tilstedeværelse, og nærvær satte mange spørgsmål i det hoved, i den hjerne der atter herskede i hans hoved, styrede alle nervebanerne, alle følelserne og begæret der nu end herskede i hans krop, kunne herske i denne mørke nat. Hvor kun det hvid, grålige hår prægede sit svage skær ud i natten, samt de isblå øjne, som lyste skæret af intetheden. Ingen vidste helt hvem han var, andre end ham, men selv ikke han, vidste hvad hans liv var ude på, hvad hans tilstedeværelse nu ville på denne planet han havde befundet sig på igennem to hundrede og fireogtres år, som udgjorde hans eksistens, og indre adfærd.

Den kolde kvinde, hvis hud var som marmor, syntes at være som den alt afgørende i hendes skønhed, men ikke blot det, også holdning, kæbe, og kindben syntes at have dette ultimative præg, på kvindelighedens smykke, og guddommelighed. Pandoras perfekte frigørelses hersker, det var hvad man sagde, at kvinderne var de laveste rankede, og mændene de højeste, dette var en direkte omgearing af det der stod i elvernes rang arkiv. Kvinderne havde det alt afgørende ord, men i hans stamme, D'tarion klanens herskende position og fremgangs mål ville inden længe også røre andre klaner, i elvernes verden. Under verden som oververden.

Spørgsmålet omkring hendes begærende udstrålings tørstende sind, var stadig et spørgsmål for ham, han tænkte over det, som var det en hverdags ting, en ting der ikke ville slippe ham, men det var med til at vække mistanke omkring de gifttænder hendes mund besad af. Hvis hun da var i denne kreatur, ligende race vej.

Utroligt nok besvarede han ikke på hendes spørgsmål, men han
nævnte godt nok sit navn. Hun tyggede lidt på det. ”Avery..” mumlede hun lavt
som en hvisken så han næsten ikke kunne høre det, og sådan at hun kunne huske det til næste gang, hvis der skulle blive et andet møde. Hun trak sig svagt på skulderen så det næsten ikke kunne bemærkes mens at hun lod sine øjne glide rundt en omgang før at hun rettede sit blik tilbage på den stadigvæk fremmede mand, som stod foran hende. Ham, som hun selv havde betragtet inden for sin egen rækkevidde. ”Du ville ikke svare på mit spørgsmål.. om hvad du lavede her?” kom det fra hendes læber, fyldte mørkerøde læber der bar en svag råddenhed som resten af hendes krop. Langsomt førte hun sin ene hånd hen mod hans kind og berørte den med et kort strejf så han kunne mærke en kulde fra hende, et tegn på at hun ikke var et levende væsen og Avery havde sikkert allerede fundet ud af hvad hun var, og derfor passede han på.
Men han behøvede ikke at være så forsigtigt, hun var ikke sulten lige nu, da hun havde fået noget at spise, så trangen til at sætte hendes hugtænder ned i hans hud var der ikke.
Hun lod et lille smil komme op til overfladen mens at hun
studerede ham, uden at give ham det direkte elevator blik, som folk kaldte det,
samtidig med at hun ikke flyttede sig ud af stedet, hun blev stående, en smule
tæt op af ham og lod sin ene hånd der førhen havde berørt hans kind, glide ned
af hans hals. ”Hvis du tror at jeg vil give dig to guddommelige ar omkring et
sted på din nakke så behøver du ikke at tænke på det, fordi jeg har spist… og
der går lang tid før at min mave begynder at rumle og lysten til blod vil
begynde at stige…” sagde hun roligt og kiggede ham ind i øjnene. ”Medmindre..
at du vil have jeg skal gøre noget.. du ikke vil have, for at få dig til at snakke..
så har det strejfet mig..”
Hun så på ham med et gennemborende blik og ventede på at hun
ville få et svar fra ham. Charlie vidste ikke hvordan han ville reagere på hendes
berøringer, men hun kunne selv ikke lade være, alt det som hun havde lyst til
og ikke kunne forhindre i at det skete. Måske var hun svag et sted inden i men
det ville hun ikke indrømme. ”Avery…” gentog hun, selvom hun ej kendte ham. Han
var ikke en ven af hende endnu, da det var deres første møde, men alligevel
ville hun få ham til at snakke.. være mere selskabelig, af en eller anden grund?
Et lydløst suk undslap hendes læber.

// beklager længden -.-'''

”Jeg kunne have været her af så mange grunde, af at du skal vide det, kan jeg ikke se grund til at fortælle…” sagde han så og kiggede roligt hen på hende uden større form for beslutsomhed til at sænke skjoldende, hans hoved var dog tomt, da han mente det var nytteløst at tænke når hun alligevel bare ville tankelæse ham, eller noget i den stil, hvad nu disse Lamias kunne finde på at udrette med ham. Eller udnytte, ham til med hendes hypnotiserende tilstedeværelse. Roligt sukkede han ud igennem næsen imens han spillede en rolig og typisk elver sang i sit hoved, hvor de naturinstrumenter, gav genlyde i hans hoved, det beroligede ham, men fik ham også til at være lige så årvågen som altid.

Langsomt sukkede han lige så stille, og kiggede roligt omkring sig med en rolighed man nærmest ikke kunne måle sig til, alligevel var han anspændt, og oppe i det højeste gear for ikke at miste besiddelse af sin egen sjæl. Roligt betragtede han hendes bevægelser, den måde hun kom frem på, forførte folk på. Hovedet blev lagt let på skrå over det hun sagde, omkring at give guddommelige ar, og lod så sit ansigt glide helt tæt på hendes øre, og hviskede sagte, ”Det skal stadig ikke holde mig fra at være på vagt…” sagde han fløjsblødt imod det øre hun brugte til at opfange lydende omkring hende. Han flyttede sit ansigt væk fra hendes øre, og sagde ikke noget til det med om han ville have hun gjorde noget som han ikke selv brød sig om, han mente ikke hun var sådan. Muligt hendes race var en kold og morderisk slægt, men han tvivlede på at hun ville kunne nå at sætte tænderne i ham, førend han forsvandt.

Måske var hun ikke klar over hvad hun i grunden var oppe imod, men det vidste han sådan set heller ikke, hvilket bare var en af de, mange grunde til at han var lidt ekstra forsigtig, roligt stillede han sig lidt væk fra hende, for så at sætte sin mås ned i den kolde sandgrund, som sikkert havde flere års leve tid end han nogen sinde ville kunne regne ud. Men hvad fanden måske var det også for det bedste at der var noget der kunne have sine ældre alderdom frem for andre, det var jo det der skabte en evig balance i livets svælgene gang.