A Night on the Beach (Ophelia - Jass - Love - Balthazar)

Ophelia studerede på én gang vagtsom og helvedes nysgerrig djævlen, hvis navn hun ikke kendte. Det irriterede hende, for hun frygtede næsten det ukendte mere end noget andet. Så snart hun fik lov at sætte navn på tingene, blev de straks mere håndterbare. Han virkede ikke farlig eller i et særligt ondt lune, faktisk var han, til englens fortrydelse og fornøjelse, temmelig humoristisk. Hun spidsede ører ved de franske fraser, der flød fra hans blege læber, men uden at blive mere overrasket end hvad der kunne illustreres med et hævet øjenbryn. Trods alt var Di Morga temmelig tæt beliggende på Frankrig, så mange kunne tale sproget. Dette var også den absolut eneste grund til, at hun havde besværet sig med at lære det, selvom hun foretrak russisk og aldrig helt kunne give slip på det.
,,Enchanté. Det går strålende, selvom jeg ærligt ikke ved, om jeg skal kaste op af skræk eller frydes over denne brogede forsamling, monsieur!" Svarede hun med en stædigt løftet hage efter lidt indre diskussion om, hvorvidt det var klogt at svare en djævels ord og derved skabe kontakt. Hun endte med at udforme ordene på hæst, accentpræget engelsk, så de andre trods alt kunne deltage i samtalen. Og så det blev vanskeligere for ham at true hende, hvis det skulle falde ham ind.
Hun udstødte en lille forbløffet lyd over Zanes ord, imens hun ventede på djævlens reaktion. D'tarion, hvorfor lød det så bekendt? Ophelia havde en hukommelse som en si, og det eneste, hun kunne huske var, at det navn var vigtigt. Måske ville en af de andre vise genkendelse og kunne give hende et praj. I stedet fokuserede hun bare på elverens sidste, spottende bemærkning og betragtede samtidig hans hår danse lidt i aftenbrisen, der lige var skyllet ind over stranden. ,,Åh, du ville blive overrasket over, hvor tit det i grunden hænder. Måske ender jeg endda med at have opfundet mit helt eget sprog." Ophelia havde undergået så drastiske, personlige forandringer efter vingerne, at hun somme tider godt kunne blive ræd for helt at miste sig selv. At klynge sig til modersproget som en livline var hendes barnlige håndtering af denne angst. Hun tog langsomt den sorte hat af og rystede sit platinblonde hår ud. På den måde følte hun sig bedre beskyttet, selvom det jo var vanvittig irrationelt at tro, at nogle få, skrøbelige hårstrå skulle kunne modstå meget mere end vindens leg.

Hvis det ikke havde været for djævlen der kunne give lidt modvægt på vægten, var han nok skredet. Vampyren som han stadig ikke havde forstået en prik af, hun ville ikke drikke selvom hun var vampyr, og sulten, englen, som tydeligvis levede op til de mest normale engle ting, flygte fra fysiske konflikter, sprede deres fine hvide vinger ud, og så sætte til vejres med alt hast, men trods det tit kunne ses som noget dårligt, at stille halen mellem bene, var der da flere gange han ville ønske han var en engel, så han blot kunne skride til vejres. Men det var dog mest elveren der prikke til ham med en nål. Den evige høflighed der lå i hans stemme, og tro på at han var den stærkeste fik ham til at bestemme sig for djævlens parti hvis det kom så langt, og hvis det blev nu. Hvis - Zane? Nu kunne prøve at indse at han måske var den svage i denne forsamling, kunne det da være han trippede der over, men nu fortrak han djævlens tydeligvis mere hård side, selvom han også lød som om han kunne ligge hele jorden ned med en lillefinger.
Han valgte at blive stående som den tavse del af den lidt underlige samtale som de havde sat igang, da han ikke fandt nogle grund til at åbne gabet, da de jo klarede sig udemærket uden hans hjælp, og han blev vidst heller ikke den eneste tavse partner i dette selvskab. Love så også ud til at holde gabet lukket.

Love vidste skam godt at hun ikke have fortalt hvad hun hed. Det var der flere grunde til. Selve hende navn kunne virke underligt. Som var det blot et kaldenavn hun havde fået. Men andre kunne også se det som misbrug af ordet. Men hun kunne nu stadig godt lide det. Ville ikke have andre kaldte hende andet. Og så var der hendes usikkerhed. Hun ville ikke kunne få ordene frem i en herlig flydende strøm som de andre. Hun kunne umuligt undgå at stamme. Hun havde altid haft det udtale problem. Og hun var for gammel til at man kunne gøre så meget ved det nu. Hun kunne gå i træning men det ville bare være spil af tid. Hendes stemmebånd havde udviklet sig. Og så var der stadig nogle lidt mindre og nok lamme grunde. Men stadig. Hun ville ikke virke uhøflig og så ikke sige det. Der var kun en der kendte til det. Og den mand så ikke ud til at ville gøre så meget lige nu end at stå hvor han nu gjorde. Og hans læber var solidt lukket sammen.
Vinden vendte. Og slog nu mod hendes kønne ansigt. Fik blæst lidt hår væk og fremviste mere af det som lignede gudsværk. Bare ud over den meget blege hud og de mærkelig farvede øjne. Og hun kunne heller ikke selv tillade sig at sammenligne sig med Ophelia. Engle forblev de nogle af de smukkeste væsner. Sammen med asparas. Duften fra de andre kom som et hårdt slag i hende. Før havde hun ikke blevet generet af det. Hun havde kunne styrer sig selv. Men den fantastiske blanding af racerne var næsten uimodståelig. Hun kunne næsten selv forestille sig hvordan af deres varme blod ville glide ned igennem hendes hals og videre ned i hendes noget tomme mave allerede. Det ville være som tuttifrutti. Flere forskellige smage. Det havde hun aldrig prøvet før. Hun havde holdt sig til folk der helt frivilligt gav blod ud. Og det var mest mennesker. Havde kun smagte en aspara én gang. Da hun var helt nyfødt og ikke havde kunne kontrollere sig det mindste. Hun kneb sine øjne lidt i og mindede sig selv om at blod smagte forfærdeligt. At det blod var en klam føde der ville give hende kvalme og mere til. Det hjælp på hendes sult. Og nu havde hun jo også drukket meget lidt af sig selv lige inden hun var kommer til strande. Bidemærkerne kunne endnu skimmes på hendes bare håndryg.
Stilheden der igen var samlet om dem var både beroligende og ubehageligt. Nu var der ikke flere fremmede ord. Nok var hun tæt på Frankrig. Men stadig kunne hun hverken tale eller forstå. Så det var blot volapyk der kom ud af de andres mund som ord. Ikke helt betryggende. Hun vidste jo ikke hvad de snakkede om. Men nu hvor det kun var blikke der blev uddelt kunne hun mærke hvordan at den tykke spænding spredte sig. Som lige før en kamp. Hun så frem og tilbage mod djævelen og elveren. Ingen tvivl om at der ville opstå noget. Og de ting de sagde til hinanden var vel kun til for at gøre den anden mere ophidset. Men hun ville ikke se dem kæmpe. Ville ikke se deres blod eller hører deres slag mod hinanden. Hun sank en mindre klump for sidste gang inden at der endelig kom lyd fra hende. Hun så først ned og trådte et lille bitte skridt bagud. Tog en dyb indånding som bare var en menneskelig vane for hende og så så op igen. Med et lille smil. Fortryllende. Som at se et lille barn smile for første gang. Det var forsigtigt. Men det var der og man kunne se det. "..Je-Jeg er Love." kom det så fra hende. Hendes stemme klingede som nydelig musik selv om at hun stammede. Og lyden og suset af at hun havde fået sagt noget fik hendes smil til at vokse en lille smule. Hun ført sine ene hånd op i sit hoved og så lidt væk. "Eller jeg er ikke.."lo-love" men jeg he-hedder Love.. Ro-Rosbell" Hun smilede og fnisede lidt fjoget og genert mens at hendes kinder føltes kogende. Mens hun både havde Det var lidt befriende at kunne havde fået det på det rene. Og det havde været det hun havde set som en løsning på denne kampdygtige energi der havde svævet omkring dem alle sammen i lang tid. Da hun havde snakket og smilet og alt det havde alle af fri adgang til at se hendes tænder. Det hvide og velplejede tandsæt. Men det der lyste mest frem var hendes syle spidse hugtænder der var fremme. Som var hun parat til at indtage føde. Men det var ikke hendes plan. Igen tog hun sin hånd ned og så op på folk. Ventede blot på deres reaktion.

Zane så koldt på Balthazar, og fnøs.
"Provoker løs, djævel. Jeg har ikke tænkt mig at spilde min tid på dig. Find hellere en anden at slås med..." sagde han, halvvejs advarende.
Han var ikke ude på at slås... men hvis denne djævel blev ved med at være så provokerende...

Zane sendte et smil mod Ophelia.
"Sprog er svære, og når man kan mange af dem, så sker det vel at man kommer til at blande dem sammen." sagde han høfligt, før han så over på vampyrpigen, der endelig havde fundet modet til at tale.
"Love..?" sagde han mens han betragtede hende.
"Det er vel meget passende... fordi du er nydelig at se på... og så er det måske alligevel ikke passende, fordi kærlighed er noget der brænder og stormer og er fuld af passion. Og det virker du ikke til at være." sagde han med et lille smil.

"Alt kan dog læres... jeg fornemmer din usikkerhed og din manglende selvrespekt... og måske kan jeg endda hjælpe dig." sagde han og så hende i øjnene.

//OoG: Vil lige nævne, at jeg har brugt de sidste par dage på eksamenslæsning. I morgen har jeg den sidste eksamen, og så er jeg fri til at svare herinde igen - jeg beklager den lange ventetid (://

Hvad var der i vejen med vampyren? Af alle væsener på Guds grønne jord var de blodsugende bæster dem, der kunne skræmme livet af Ophelia mere effektivt end nogen andre, men dette stammende, klodsede eksemplar virkede bare skrøbeligt og en smule ynkeligt. Englen var klog nok til ikke at stryge hen og give vampyrinden en venskabelig krammer, men hun var altid hurtig til at lade sig lulle ind i en fornemmelse for tryghed, der kunne være farlig. Det var jo ikke til at sige, om denne usikkerhed bare var spil for galleriet, der dækkede over en blodtørstig dræbermaskine. Uanset hvad smilede Ophelia jovialt til den eneste anden af hunkøn i forsamlingen og hilste med en spøgefuld undertone godt skjult bag accenten: ,,Godaften, Lo-Love."
Englen mærkede, hvordan hun begyndte at få bedre og bedre styr på situationen. Den stille varulv i baggrunden havde endnu ikke mælet en eneste, hørbar stavelse og virkede afmålt og ganske i kontrol af sig selv. Elvermanden, hvis violette øjne reflekterede den nedgående sol og konstant tiltrak sig hendes opmærksomhed og distraherede hendes tanker, virkede nedgørende med også underligt fredelig. Han besad den ophøjede ro, hun elskede ved elverfolket og også misundte dem. Vampyrinden virkede i dette øjeblik ikke mere som en trussel end Ophelias egen bedstemor med knoglegigt ville have gjort, hvis hun stadig levede, og djævlen var på en gang frastødende og tiltrækkende med sin humor.
Han udvekslede adskillige bidende kommentarer med elveren, jovist, men så længe de to bare opførte sig som hanekyllinger, var hun ikke målet, og derfor satte hun sig prompte ned i sandet og omfavnede sine knæ i en langt mere sårbar stilling, end hun hidtil ville have vovet. De glinsende øjne, med samme kølige farve som isfuglens fjer, inprentede sig deres ansigtstræk efter tur. Hun forsøgte at aflæse deres følelser, afmålte deres sindsstemninger, så hun ville blive forvarslet, hvis mundhuggeriet skulle udvikle sig.

Han stoppede op, tænkte sig kort om, før han kom frem til at det nok var bedst at forsvinde. Chancen for at det blev til en kamp var stor, hvilke ikke overraskede ham, så efter en et hurtigt valg, vendte han om på hælen, uden at sige mere, for at forsvinde og lade de andre klare sig af tingende, hvad der nu ville komme til at ske.

//Undskyld folkens, men min kreativitet er ikke særlig god lige for tiden, og for at i slipper for at sidde i lang tid at vente, trækker jeg mig ud af emnet.//