Terre By Night. (Ailince, men andre er velkomne :P)

S//Terre centrum
V//Overskyet
T//midt om natten
O//ingen
D//irl

______________/

Terres gader var endelig tomme efter fest og fulde folk.. og så endda på en hverdagsaften. Byen lå nu tyst hen og det var på tide for de mørke og finøjerlige ansigter at træde til. Et ansigt var dog nyt i Terre. Meget nyt. Hun havde fundet sig selv i Terre for mindre end en uge siden og havde allerede gjort sig fortroeligt med byens gader og værdier. Specielt værdier. Hun måtte jo leve af noget.
Den lille rigmandsjuvelshop lå på hjørnet af en af de sydøstlige gader fra centrum. Butikken lå mørk hen, men små spots skinnede på diamanterne der lå i vinduerne. Et lyst ansigt kom frem fra mørket bag butikken. En pige. En ung kvinde med et rødt outfit på. (Se ava) hendes korte sorte hår var blankt og glat med en anelse af blå skær og hendes øjne var isblå med et twist af tyrkis. Hun havde øje på isen i butikken. Det ville gå som varmt brød på det sorte marked..

Ailince kom gåene fra en bygning som var meget nedslit, hun vinkede og sagde noget med "Vi ses i næste uge" hun havde en smuk og blid stemmende, hun så sig omkring lettet over at de fulde menensker var væk, hun havde været utrolig uheldig fortiden, første en voldtager og derefter en slutten vampyr, disse tanker gik gennem hendes hovede, da hun tænkt vampyr, rødmede hun pludslig, tanken om Alaric var utrolig stræk i hende, hun elskede ham, en vampyr af alle væsner, hun begyndte nu at gå ned af gaden og høret sin skridt mod sten, hun var langt fra lydløs og hun drømmet pludslig at være lydløs og utrolig elegant, Det sjove ved denne tanke var at hun havde et meget elegant udseende , hendes bevægelser var som om hun dansede hen ad gaden selvom hun gik.... Ailince havde en lyserød kort nederdel og stort stømpebusker på som havde små holder i, hendes sko var små støvler og hun bære en hvid top og som altid sin playboy halskæde, hendes røde hår duftede utroligt rent i forhold til denne gade, Ailince var en sand skønhed

Et par behandskede hænder rørte ved butikkens kolde glas. Et smil bredte sig på den unge kvindes kyndige rosenrøde mund. Hendes navn var alt hun havde husket om sig selv. Hun hed Anthonia, men hun kaldte sig selv for Anthon. Hun gad ikke det pokkers feminime navn, trods hendes kølige skønhed klædt i passionens røde farve. Hun smilte endnu engang kærligt til diamanterne inden hun søgte ned i tasken, som sad fastgjort i hendes læderbælte på siden. Hun tog en lille penlignende genstand op med en ussel usleben diamant i toppen. Hun skar det imod glasset i en cirkel med hendes armlængde i diameter. Nok til at snuppe diamanterne uden skrubler. Hun så sig kort omkring diamanterne. Fandt elektriske alarmer og metaller. Et blink. Strømmen og alarmerne gik med et og hun tog en efter en diamanterne ud og placerede i samme taske med et smil. Hun drejede om og gik væk fra butikken.. imod den fremmede pige, som hun endnu ikke havde set.

Ailince stoppede op og havde opdaget hvad pigen havde gang i, hun sukkede *flot* tænkte hun og kom til at gå inden i pigen, Ailince havde nu diamanterne og forsættet , hun gik forbi stømmerne og de bukkede hovedet til hende og sagde "Malady Withson" og forsætte deres arbjede, Ailince var en rigmænds datter, hun vendt blikke mod pigen og man kunne se hun havde noget som hun skulle løs med den fremmende pigen, Ailince gjorder tegn med hovedet så den fremmende pige forstå hun skulle fløgede med, hun forsætte nu ned af gaden og drejde til hjørner, de stod nu ved parken indgang og Ailince sætte sig elegant på en sten, hendes rød hår bevægede sig i vinden og hun så utrolige smuk ud, der hvor hun sad, hun kastede noget op i luften med en let bevægelse ...... Det var den diamanterne pigen havde tagt fra Butikken

Anthon gippede kort da pigen havde stødt ind i hende. Han vendte hende et blik med et iltert udtryk inden hun så hende vinke hende med. Anthon lagde armene over kors i en tid, men betragtede hendes taske med diamanter som pigen havde taget. Storsnuede rigmandstøs!
Hun begyndte da at gå efter hende indtil hun satte sig.
Hun stoppede op da hun så Ailince smide diamanterne op i luften. Hun satte brat af og hoppede op over Ailince og greb den med en fandens præcis nøjagtighed inden hun landede på benene med diamanterne i favnen og kiggede på Ailince med et irriteret udtryk. Hun holdt fast i dem, så Ailince ikke kunne tage dem igen medmindre Anthon selv var med på ideen. Og lige nu var hun særdeles ikke. "Stik ikke næsen i mine sager!" sagde hun så med et koldt blik på rigmandstøsen inden hun tjekkede om alle diamanterne var der. Fem seks syv otte... jep.. alle ni var der endnu. Hun så kort op igen.

//sorry skal smutte skal hente min kæreste ved toget og så skal jeg spise :D, svar når jeg komme på igen//

//jep//

//fortsætte?

//ja .. sorry , mit krea forsvandt bare lig :D///

//KK

Ailince så hun hoppede over hende og sad stadig helt rolige... Hun havde det sjovt.... og var ikke bange af sig selvom hun bare var et lille skrøbeligt menneske som ikke kunne forsvar sig... Ailince vendt kun blikkede mod pigen og så hendes had til hende "Rolige nu" sagde hun og træk på skuldre "vis jeg ikke havde taget den vil politi havde taget dig og hvad for du ud af det" spurgte hun venlige og vendte nu ansigt mod hende... Hendes rolige og blid blik mod pigen var rart og beroligende.. Ailince så hun tallet og sukkede "vil ikke ha dem, så hvorfor skulle jeg havde taget flere end den jeg sad med i hånden " påpegende hun

Anthon rynkede kort sin fine lille næse og så på hende. "Politiet er kurrupt og gør kun hvad de højestbydende siger." sagde hun med et koldt had. ikke til Ailince, men åbentbart til byen. "Desuden er disse ikke til mig, hvor meget jeg end gerne ville beholde dem. Den butiksejer er en svindler med for meget gæld på hænderne. Enten er det hans diamanter.. eller hans hænder." sagde hun med en hensigt over at det ikke var hendes værk. "Jeg parrere bare ordre." sagde hun så og kiggede på rigmandstøsen med et kort blik.
"Jeg vil blæse på hvor mange diamanter du har." sagde hun så. "Glitter er ikke lige mig."

"Nul " sagde hun til hende og hentyd til hvor mange hun havde.... Ailince rejste sig elegant og og smilede venligt til pigen foran sig "Jeg vil ikke ha nogle, så de stoppede med at gi mig dem... Jeg smider sådan nogle ting væk.." hun stoppede op og kiggede på pigen "Åhh ja du var lige glad, my bad" sagde hun og kløede sin nakke og små grinte "du er ikke beder en politi så... i gør det sammen... gør hvad jeg øverste bifaldne siger..." sagde hun og træk på skuldre "om i vil det eller ej, har i ikke noget valg... HUSK det før du fortbedømmer folk"

"Jeg bedømmer ikke." sagde hun så og smilede skævt, men hemmelighedsfuldt. "Jeg har aldrig ment jeg var bedre end nogen alligeveld. Jeg er måske korrupt og måske har jeg fået en skæv start." sagde hun og betragtede Ailince i en tid. "Man skal betale sin gæld. Den mand havde mere blod på sine hænder end jeg nogensinde kunne få, så jeg gør hvad der falder mig bedst ind. Jeg går efter mavefornemmelse." sagde hun så og vendte kinden til. Hun så lidt ud igennem den mørke nat med et stillestående isblåt blik. Hun havde ikke brug for diamanter.. det kunne let ses. Hun var gudesmuk i al sin enkelthed. Trods hendes smudsige tøj og hendes skrammer over kinden, var hun stadig uberørt skøn. Man skulle tro at en stor robust mand ville gøre hendes job imens hun færdiggjorde en uddannelse, men nej.

Ailince så mod pigen og rystede på hovedet "selvtillid mangler du vis ikke" sagde hun og sukkede dybt "synes ikke om person som dig" sagde hun så og bevægede sig langsomt over til hende selvom om hun lige havde fornærmet pigen... som helt klart var stærkere end hende selv... Hun havde opdaget hende smukke udseende... Men var vantil smukke væsner omkring hende... Ailince så ikke skønhed som andre gjorder... Ailince så det indre, selvfølgelig så hun det at folk var smukke og overnaturlig, men hun var lige glad... hun synes ikke om hende mod at snakke på .... Hun kiggede så mod nogle træer da hun stod ved siden af pigen ... Ailince skønhed var lige som pigen... man kunne ikke sættet orde på det ....

Anthon betragtede Ailince og lod ikke til at blive fornærmet over hendes formaning. Hun smilte skævt og kiggede ud til siden. "Det forstår jeg godt." sagde hun så og sukkede lydløst. *Det ville jeg heller ikke..* tænkte hun som en mental fortsættelse. Hun betragtede derefter Ailince bevæge sig hen til hende og kom kort til at smile igen. Ailince virkede på en måde som en modsætning af hende selv. Afbalanceret, Opretholden, veletableret, og køn på en lys måde, hvorimod Anthon nærmere kunne beskrives som en mørk side af månen. Mørk men alligevel lys. Det eneste lys som kom fra hendes glasklare isblå øjne. De var ikke helt menneskellige og havde på en måde noget helligt over sig, selvom det ikke var noget hun selv så. Hun troede selv at hun var et menneske.