Fuck, i'm freezing... - Dave

Tusmørke. De mørke skygger vred sig i forvredne stillinger i vinden, som denne aften var en anelse hård, men stadig blød når den strøg hen over drengens ansigt.
Han var høj og bredskuldret, med en lysegrå hættetrøje trukket godt op over hovedet, og med hænderne i lommen skridtede han hen over en af parkens mange stier. Hans navn var Cameron. Cameron Selestial. Han var sytten år, og boede på et børnehjem da hans forældre for elleve år siden døde i en brand.
Han snøftede opgivende, og med bagsiden af hånden tørrede han noget snot ,der begyndte at løbe fra hans næse og ned til hans mund, væk.
Resten af solen prøvede forgæves at lyse så meget af himlen op som muligt inden den ville forsvinde for istedet at blive afløst af månen, som kun lige var begyndt at titte frem bag nogle skyer. Himlen var klar med nogle få stjerner der svagt blinkede. Cameron satte kursen mod skoven i parken, og de mørke stammer opslugte alt levende lys da han begav sig ind imellem dem. Men dog afgav de få gadelygter der var placeret rundt omkring, et svagt falsk lys.
Cameron begav sig hen mod en bænk i nærheden, og stadig med hænderne i lommen satte han sig ned.
Han begyndte lidt efter lidt at ryste af kulde, og hans tænder begyndte at klapre. Natten blev koldere og koldere. Men Cameron var ligeglad. Hellere her ude i natten end på det åndsvage børnehjem. Måske var han så heldig at han blev syg til imorgen. Så kunne han bare blive 'hjemme' og pjække, og senere tage op i spillehallen.