varulv og vampyr er fjender Manda(privat)

T: 23:00
O: ingen
V: halvmåne
S: skoven



Vladcela gik i skoven. Det var halvmåne i aften og hun var alene endnu men det kunne hurtig ænder sig, hun var ikke den som blive bange for noget men ting kunne skræme hende var varulve. De hade en gang sloge hendes familie ihjel for mange år siden da hun var lille, og siden hade hun ikke kunne lige dem iog ville aldrig komme til det igen med. Mindter en af dem en dage reddet hendes live

Der gik en skikkelse gennem skoven, en lidt stor skikkelse med hale og pels. Det var en varulv, den gik roligt på fire da det var nemmere end at gå på to ben. Den lugtede lidt og ørerne løftede sig op, den kiggede rundt og kunne genkende lugten, en vampyr. Hmmm... Den lagde sine hænder ved hovedet og knurrede lavt over sig selv. Den ville ikk angribe en uskyldig vampyr men nogle gange havde varulve siden lidt andre planer end menneske siden. Den besluttede at forvandle sig til menneske igen. Der gik lidt tid før kroppen begyndte at blive mindre og pelsen forsvinde. Det blev til en ung, let bygget mand. Han gav et anstrengt støn fra sig og faldt ned at side. Det var nu hårdt med en sådan forvandling på kommando. Han sukkede lavt og gned sin nakke før han rejste sig igen. Han lagde hånden i skyggen og ledte lidt i den efter en trøje. Han smilede let og fik den frem. Han fik en T-shirt på og rejste sig igen. Hans bukser var lidt i stykker, men det kunne ligne det var meningen med dem. Han gik så småt videre og så vampyren fra før. Hans gule øje gav et koldt skær fra sig, men han forholdt sig ganske rolig. Han smilede let, "Hey, hvad laver du ude så sent?" spurgte han med et let smil og gik hen til hende.

" gå bare og tænket ikke. Andet og hvad med dig selv på denne tide af dagen " sadge Vladcela, og snuste svaget inde * nej ikke en varulv åååh nej hvorfor skal mit første. Møde også være med en varulv hvorfor ikke en djælve * tænket hun stille, hviorfor skulle hun altis være i nærheden af varulve hvorfor altid dem. og ikke en dæmon eller en engle men sådan skulle det slet ikke være, hendes live var forbandet fra den dage hendes familie var blive dræbet. Lige foran øjen på hende da hun var ganske lille pige

Han kiggede stille og grinte let, "Jeg gik bare en tur..." sagde han roligt. Han blev overrasket over hendes tanker, hun hadede varulve... Ikk godt... Han sukkede lavt og tog hendes hånd. Han bukkede hovedet og kyssede hende blidt på håndryggen. "Det var ikk for at skræmme dig eller gøre dig fortræd jeg kom frem...2 sagde han roligt og slap hendes hånd igen med et let smil. "En varulv ved når det er en ven eller fjende, men de vælger selv om de vil angribe..." sagde han roligt og rakte hånd. "Jeg hedder Manda..." smilede han og håbede ikk hun ville dømme ham for hans race. Han kendte godt det med striden, men op i røven med den, hvis en vampyr kunne ignorerer det og redde hans liv, så kunne han også ignorerer det og være venner med vampyrer.

" jeg er ikke så glad for din race. Men det skal du ikke ha skylden for da du ikke ved hvorfor jeg gøre det " sadge Vladcela, og rømde svaget hun følde sig flov over at han kunne. Læse hendes tanket hun viste at ikke alle varulv var onde men det var mange som var det, Men ikke Manda " jeg hedder Vladcela og er ret bange for ander. Men det ænde sig nok med tiden " sadge Hun stille og nejet svaget for ham,

Han stod roligt og kiggede på hende mens hun forklarede lidt om det. Han nikkede let over det, "Et uheld med en varulv?" spurgte han roligt. Han sukkede opgivende og trak på skuldrene. Det var typisk at det var sådan noget, så det var et meget godt gæt. Nogle varulve kunne trods alt ikk styre sine instinkter. Han kiggede på hende med et let smil, "Pænt navn." sagde han roligt og blev stående. Han tænkte lidt, "For andre, ikk så godt." smilede han opmuntrende. Han grinede da hun nejede, "DU behøver ikk være høflig, jeg er det kun for dem der er bange for min slags, de skal ikk tro jeg er ustabil."

" nej jeg gjore det for at være venlig. min mor sagde altid at jeg skulle være søde over for ander jeg møder, også varulv, hun og resten af min familie døde da jeg var ganske lille endnu. Jeg var se meget tæt på at død af min sår men så stak de af, og jeg var heklt alene med min døde familie i flere dage ind til nogen fra et børnehjem fandt. Mig lille tæt ind til min mors krop hendes krop vcar stadig væk varm nok, til at holde mig i live ind til de fandt mig " sagde Vladcela

Han kiggede stille på hende. Han gik hen og krammede hende blidt til sig. Han aede hendes hoved, "Gør mig ondt..." sagde han stille og kiggede på hende. Det måtte være hårdt at leve med sådan et syn. Han kunne ikk selv så godt huske sin barndom, men død og mord var del af det. Han slap hende igen og smilede opmuntrende til hende, "Måske finder du dem og kan hævne dig." sagde han opmuntrende. Han vidste overhovedet ikk hvad han skulle gøre, men han prøvede sit bedste. Han tænkte lidt, "Men uanset hvad må du jo prøve at klarer dig."

" jeg midste alle ellers næsten alle. Min lillebror leve endnu så vidt jeg husker han fik en ny familie, men det gjorde jeg ikke for jeg var over de 3 år da det skete så jegf leve. På børnehjemmet alene og uden at vide hvad det var sket med min elske lillebror, jeg ved ikke en gang hvad han hede eller noget som helst " sadgre Vladcela. Of så ned i jorden i mens en tåre af blod trille ned af hendes kinder

Han kiggede stille på hende, han fik hende ned at sidde ved sig og holdt armene om hende. Han aede hendes hoved, "Det gør mig ondt..." sagde han stille og kiggede på hende med et opmuntrende smil. Han aede hendes nakke lidt og vuggede hende en smule fra side til side, han vidste hun var ældre end ham, men alle havde brug for en trøst en gang i mellem. Han kiggede på hende, "Du er nødt til at være stærk Cela, ellers kan du ikk klare det. Men hvis du ikk kender hans navn, hvordan ved du så at han eksistere?"

" jeg ved det baree. For vis han ikke gjore ville min halskæde ikke gløde på den måde som den gøre, så jeg ved at han lever et sted der ude men hvor ved jeg ikke " sagde Ceka og sukke. va´´Svaget og stille hun viste at han var i live et sted i byen, men hvor han var viste hun ikke endnu men hun skulle nok en dagn finde ham og så skulle. De altid være smamen og aldrig mere skildes af igen

Han kiggede stille på hende, han smilede let og aede hendes ryg. Han fik sine hænder ned og havde dem om hendes liv. Han aede fortsat hendes ryg og kiggede på hende, han kiggede så på hendes halskæde og fik et lidt undrende udtryk. Han tog blidt hånden op til den og rørte den forsigtigt. "Interessant halskæde..." sagde han stille. Han kiggede på hende igen og smilede let. "Jeg kan ihvertfald fortælle at det ikk er mig, jeg mindes ikk at have en søskende. min mor sagde godt nok jeg havde, men ikk hvem."

" nej det kan ikke være dig for han er ogaå vampyr lige. Som mig så vidt jeg husker men det at mange år siden, han har set noget til ham, og nogen andet af min slages. og jeg ved iike en gang hvor mange af min familie som overhovedt levet endnu " sagde Cela og nikke , hun visre ham sin halskæde den lyste rødt når hendes lillebror var i nærheden. Men lige nu lyste den blå for en ven ville være tæt på hende,

Han smilede let, "hey, jeg husker ikk engang at jeg har været varulv nogensinde..." sagde han opgivende og sukkede lavt. "Den eneste grund til jeg ved det er fordi jeg vågnede en nat til det." sagde han stille og kiggede på sin hånd. Han tænkte lidt, "nogen jeg har mødt fra min fortid siger jeg også har været vampyr." sagde han lidt undrende. "Det er bare underligt at jeg så stadig lever da en varulv og vampyr i samme krop aldrig kan gå sammen uden at bryde kroppen ned..." mumlede han. Han kiggede på hende igen og smilede let. "Det ved man aldrig, men du skal nok finde bare noget der kan føre dig til din familie."

" måske en dag om mange år. jeg har slet ikke lyst til at keden til min familie ud over min lille bror, han er den eneste jeg vil hende til og ikke anadet for jeg ved slet ikke om der. Er ander end min lillebror og mihg tilbage i familien " sagde Cela og sukke stille, hvorfor kunne hun bare ikke finde sin højt elske lillebror nogen steder.

Han kiggede på hende og aede hendes hoved, "måske er det der lidt koldt..." sagde han roligt og kiggede stille. "alle har brug for familie end kun én." sagde han roligt til hende og smilede let. "Desuden har du måske større chance for at finde dem end din bror, så du burde finde dem og se om de kan hjælpe med at finde din brir ved at give dig forslag..." sagde han roligt og prøvede lidt at overtale hende, hun måtte også være realistisk.

" jeg vil kun har min bror. Og ikke alle de ander de er så tralse og lade altid de mindste gøre som de vil, da mig og min bror var små måtte vi ikke en geng gøre som vi ville gøre. Næ nej vil skulle bare side og se søde ud når der kom gæster " sagde vladcela