en stille nat

T: 23.00
O: ingen
V: stjerneklart
S: skoven





Mikala sad uden for sit telt som lå i den mørke skov det var hun født og opvokset sammen med sine forælder hun sad og sang stille i natte som var lun og stille det var en behaglig stilhed som bredet sig over hele skoven kun dyren lavet lyd i den ellers stille nat

Damias yndefulde slanke skikkelse bevægede sig elegant og lydløst gennem skoven som var hun slet ikke til stede. Hun kastede kort med sit lange flammerøde hår der nu hang ned over hendes ryg som tusindvis af smukke flammer der havde deres helt eget liv. Selv i mørket så det livsfuldt ud. Hun var iført et par sorte jeans og en grå nedringet skjorte hvor hun kun havde bh på indenunder. Kavalergangen var synlig men det lod ikke til at genere hende det mindste. Hun kunne gøre hvad hun ville havde de sagt til hende dengang. Hun er skabt som hun er. Damias unaturlige lyse øjne gled rundt igennem skoven for at se om der var nogen i nærheden. Det var vel heromkring hun havde hørt om *aha* tænkte hun da hendes øjne havde opfanget et telt længere væk hvor en pige sad ude foran. Sandsynligvis 2 år yngre end hende selv. Damia lukkede kort øjnene og koncentrede sig om sit sind - eller hovede eller tanker som man også kalder det. Straks blev de fyldt med venlighed. Hendes tanker. Pigen virkede sød. Måske kunne de faktisk blive venner? man kunne aldrig vide. Damia begyndte straks at gå så man kunne høre hendes skridt i stedet for den før lydløse gang som ikke ville have afsløret noget som helst. "Heys" Damias fløjlsbløde venlige stemme gled gennem natten som det smukkeste tykflydende guld. Tiltrækkende og venligt på sammetid.

" hej kom og sæt dig ned " sagde mikala hun sad ved et lille bål og lavet mad hun hade mad nok til to eller flere hun støj sit sølvfavrt hår om på ryggen hun så ind i ilden hun selv hade lavet med sine hænder hun hade små bræde sår på hænderen og nogen får i ansigert eller linde hun en drøm det hade Inuyasha sagdet at hun gjore hun fandt 2 tallerkner frem samt glas og hænde frisk kildevand op i dem hun hade køne lilla jen med et strif af rød

"wuii!!" hvinede hun som en rigtig teenager pige plejede at gøre det når hun havde set noget interessant. "Ej tusind tak! vi kender knap hinanden" hendes guldflydende stemme forførede.. lokkede på en sød og venlig måde. Der var ingen onde hensigter i hendes tanker. Kun ren glæde. "Hvad hedder du?" Spurgte hun med et smil og satte sig ved siden af pigen mikala og strakte sine arme. Hun lod blikket glide ind i bålet. Den ene halvdel af hende var ild dæmon så derfor elskede hun ild. Damia løftede en finger og drejede kort med den hvorefter en mini drage af ilden kort fløj rundt om Mikala og derefter fløj rundt mellem de mange flammer. "sejt ikke?" spurgte hun med den fløjlsbløde stemme mens hun iagtog den lille mini drage der nu fornøjet dansede rundt mellem flammernes i forvejen vilde dans. Flammer var smukke men også virkelig farlige. Det vidste Damia.

" jeg hedden Mikala og jo det var sejt se så her " sagde Mikala og lavet en ilddrage som fløj rundt over dem hun smilede hun elsker selv ilden hun så ned på sinr små hænder og ned på brændsåren hun sukke # hvorfor skade min elsker ild mig så meget som den gøre # tænker Mikala stille

"Din Wannabe!" Drillede Damia og lænede sig tilbage på albuerne mens hun så på ilden. "Mit navn er Damia.." hun tog blidt fat i Mikalas hage med et venligt smil der beviste hun ingen onde hensigter havde. Hun lod sine øjne glide ind i Mikalas og ind bag hendes øjne. For øjnene var sjælets spejl.. øjnene var livets diamanter. Hun huskede det digt hun selv havde skrevet da hun havde været lidt yngre end nu. Et digt der gav hendes øjenevne mere styrke end den havde haft i forvejen. "Du er halv heks.. og halv dæmon.." Damias øjne var blevet anderledes. læsene men man kunne stadigvæk se den venlige del i hende. "Du har haft forvirrende stunder.. du har været ude for.." Damia gispede og trak sine øjne ud fra Mikalas hovede. "undskyld.. dit smil.. jeg troede ikke du havde haft dårlige minder" Hendes stemme var oprigtig og undskyldende. Den måde hun sagde det på. Det usikre blik. Man kunne ikke blive sur på hende. Hun så virkelig godt ud. Og alligevel virkelig sød ud på sammetid. Hun ville bare se hvem Mikala var. Ikke kende til hendes minder på den måde.

" det er okey du er ikke den første som se min fortid i gemmen mine øjne " sagde mikala sukken hun så ned i græsset hun hade haft der sværet i den sidste tid hun hade være på fluget fra dæmonjæger og en store flok præster som alle hade forsøget at dræbe hende bare fordi hun var datte af dæmone Belsibab

Damia rystede kort på hovedet med et undskyldende smil. "Det var ikke kun din fortid men også noget af din seneste tid.. søde jeg har ondt af dig - virkelig" sagde hun den den fløjlsbløde guldflydende stemme. Umulig at være sur på. Damia havde set nogle ting der var sket i dette telt. Hun havde nærmest FØLT Mikalas smerte. Det var synd for hende ikke sandt? tænkte hun for sig selv. Det velkendte ansigt hun havde set gennem Mikalas øjne. Et navn der var dukket op og havde formørknet tilværelsen i Mikalas liv. Flere ting nævnte hun ikke for Mikala. Mikala havde ikke fortjent det. Pigen havde ikke været ond på nogen måde. Og Damia begyndte allerede at føle at hun måtte gøre noget. At hun på en måde burde forsøge at hævne sig. Ikke kun pågrund af Mikala men også pågrund af sig selv. Det ville betyde at planerne nu var ændret. Men pyt. Hun var dæmon. Damia tog tingene som de kom.

//skal lige have frokost kommer igen

Mikala så ned i græsset tåren trille ned hvor hun dog hadet Zero og deres paget hun ville helst bryde den men så kom det til at gå d over Inuyasha Mikalas kærste som hun elske af hele sit hjerte

Damia tørrede blidt Mikalas tårer væk fra øjnene. "Ikke græd søde.. jeg vil hjælpe dig det lover jeg - jeg skal nok sparke ham hele vejen tilbage til helvede og hvis der er fyldt op dernede skal jeg vise ham ind i MIT personlige helvede" der var SÅ meget sandhed i hendes stemme. Damia's stemme var giftig, faretruende, og alligevel umådelig smuk. Nå man så hende med disse giftige øjne virkede hun farlig. Nej ikke bare farlig hun virkede som en man skulle passe på med at blive uvenner med. Og en man skulle prise sig lykkelig for ikke stod imod en selv. Damia havde et rødglødende had rettet mod Zero og hun kunne næsten ikke vente med at flå ham i tusinde små stykker og æde ham derefter. Kun for dramatikkens skyld.

De giftige øjne forvandlede sig til et undskyldende smil i stedet. "Det er ikke for at virke skræmmende men jeg har et regnskab der skal gøres op med den knægt" forklarede hun undskyldende. "Jeg vil hjælpe dig.. "

" du kan ikke hjælpe mig han er min herre han hade en paget med mig se selv " sgade mikala og skubbe sit pandehår væk et dæmonmærke var meget synlig i hendes blege pande hun hade fat feber efter hun hade får den og hade det stadig væk

Damia lo en anelse hånligt.. (ikke af mikala) "Jeg er halv ild dæmon og halv skygge dæmon.. den sidste med skygge dæmon blod i årene" Forklarede damia kort og lænede sig hen over Mikalas mærke og strøg blidt en finger hen over det. "Du kan måske intet gøre men det kan jeg.. men jeg må ikke afsløre andet end det." Sagde hun til pigen og strøg en hånd gennem Mikalas hår. Hun skulle nok gøre noget ved Zero - og om det ville blive svært eller ej var hun ligeglad. Han vandt kun sidste gang fordi hun havde troet han var et menneske. En stor fejl fra hendes side af måtte hun indrømme. Men det var fortid nu. Hun så mod fremtiden. Selvfølgelig skulle noget af fortiden kort hævnes og derefter gik man videre hen af den skyggefulde vej som hun selv havde lavet. Som hun selv havde kastet sin skygge over. Damia var stærk. Hun var ikke som alle andre. Godt nok var hun ikke stærkere end alle i hele verdenen men hun havde noget hun kunne gøre. "Jeg kan give dig mit mærke.." Sagde hun og så afventene på Mikala. "Det betyder du er under mine vinger og jeg vil hjælpe dig. Du vil kunne høre min stemme i dit sind selv når vi er længere fra hinanden men kun til en hvis grænse - det kan også kaldes telepati men det her er lidt anderledes, lidt svagere end normal telepati. det her foregår gennem mærkets øjne." Forklarede hun. Mikala ville sandsynligvis ikke forstå det hele men noget af det ville hun vel forhåbentlig forstå.

" bare jeg slippe for Zero men hvad vil han så ikke gøre ved min Inyasha " sagde Mikala mikala ville heller være under Damia´s vinge end Zero jerngreb

"Du bliver nød til at give mig et billede af ham.. giv mig Inuyashas telefonnr. eller et eller andet. jeg er nød til at få snakket med ham også for at jeg kan være sikker på at holde styr på jer begge to" Fortalte Damia til Mikala med et skævt selvsikkert smil. Hun lignede en der ikke troede på at hun selv nogensinde ville ligge med døden foran sit blik. Men hun var trods alt FØDT som dæmon. Hun var tættere på Djævlen end Zero. På en måde i hvert fald. For djævelen var dæmonerne hans brikker. Men der var den gamle myte. Den myte der nogengange fortalte at de græske guder - deriblandt Hades som i dette tilfælde skulle forestille djævelen - nogengange kom ned på jorden for at morer sig. Forklædt som mennesker selvfølgelig. Damia havde bogen derhjemme. den med myterne i. "men du er nød til at acceptere mit mærke.. vil du det?"

//mærket gør at hun er en del af den gruppe som Damia starter. Men medlemmerne er som sagt under hendes vinger. De udvalgte kalder hun dem.

" ja bare det ikke er så øm så det her og Inuyasha og også¨halv dæmon han vil gøre at for at beskydter Mig i mod alle amder som vil mig ovet han hade sløvfatev hår lige som mig men har øre og en hals" sagsde Mikala

Damia nikkede med et smil. "han er din vigtige person i livet ikke sandt? Den du elsker?" Dania smilte skævt og rakte sin hånd over mod Mikala. "Det bliver måske også en slags pagt men det er ikke sådan at jeg TVINGER dig til at gøre noget - jeg er ikke som Zero. Jeg er ikke en super-player-boy som kun er ude efter hård sex" Damia lo kort for sig selv. Mikala havde fået en værre omgang end hende selv. Og Zero ville få mere end 10 gange så meget tilbage i se eget fjæs som han havde stukket op i deres. "Vil du Mikala? Skal jeg hjælpe dig og din vigtige person?" Spurgte hun med intense øjne. Venlige. Stemmen var ligeså guldflydende og fløjsblød som før. Umulig at modsige. Der var ingen trylleglans over hende det var en normal stemme hun brugte. Damias normale stemme i hvert fald. Hendes øjne strålede af hjælpsomhed mod mikala og Had mod 0'et.

" ja det vil jeg og det vil Inuyasha også og ja han er mit et og alt " sagde Mikala

Damia nikkede og hendes øjne blev pludselig alvorlige. Hun lænede sig over mod pigen og trak lidt ned i hendes kjole og satte en flad hånd på siden af hendes hals. "Det kommer måske til at gøre lidt ondt" Advarede hun kort før hendes hånd fik et uhyggeligt blåligt skær rundt om sig. Et skær der løftede sig rundt om hånden som flammer der var lige ved at gå ud. Tyde flammer. Gennemsigtige som røg. Det varede i 5 minutter og en smerte i Mikas(nemmere at skrive) hals blev værre og forsvandt så ligepludselig. Det havde følt som om at levende flammer havde slikket sig op af siden på hendes hals men nu var smerten helt væk. I stedet havde hun efterladt et lille sort dragemærke der godt kunne minde om en tatovering. Dragen vogtede over et stort A som stod for Ambrosia. Immortal på engelsk og Udødelig på dansk. "du er nu det første medlem af den gruppe jeg sværger at vogte over" Damia blinkede let med det ene øje. Drilskt men alligevel med lidt alvor i stemmen. "Hvis Zero kommer til dig en dag så skal du lukke øjnene og sætte to fingre på mærket - hvorefter du skal lade dit indre blik glide ind i mærket nærmest. Din energi hvis du hellere vil kalde den det. Og så skal du hviske - eller sige Ambrosia. Til at starte med vil det blive for svært for dig at tænke ordet." forklarede hun.

Mikala nikke hendeshals var stadig væk øm efter det hun så ned i jorden hun så bange men underlig ud hun følde at hendes krop delet sig i to en af Zeros og en af Damias det gjore ondt i Mikalas krop og sinde

Damia smilte. hun forstod Mikas splittelse. "Husk på Zero ejer dig ikke du ejer dig selv. Men det er sandt at så længe du selv sværgede det ejer han en del af dig. På en måde. men dine tanker er stadigvæk dine egne" Fortalte Damia og så med et bekymret blik på Mika. Hun fandt en lille flaske frem fra sin bukselomme der havde et sort indhold. "Her drik lidt af det men du må ikke drikke alt. En lille slurk vil være nok til at din krop vil føles hel og ren" Forklarede Damia da hun rakte Mika flasken. Hun lod blikket hvile på Mærket som ved en lille bevægelse ville blive skjult bag pigens lange sølvhvide hår. Tingene gik præcist som hun havde håbet. Og snart ville Zero indse at Damia var et lille skridt foran ham denne gang.

Mikala nikke og tog en lille slurk hun reget den tilbage til Damia Mikala gnyste svaget hun lag sig ned hun hade feber igen men ikke af mærket men af den drik Zero hade hældt i hende tidliget på ugen

Damia tog flasken og så spændt på Mikala. I flasken havde der ikke kun været midler der skulle til for at hendes krop føltes hel men der var også lidt af hendes eget blod. Det gjorde ikke at hun fik Damias evner men derimod at Damias blod ville kunne ætse den anden væske i Mikas krop op så det forsvandt. men det ville mindst tage en time før funktionen var slut og indtil da ville Mikas krop forsøge at kæmpe imod hvilket ville gøre at hun ville få yderligere feber. "Sådan Mika.. du må hellere få sovet fordi virkningen vil tage lidt tid inden den slutter" Hun strøg en hånd hen over pigens pande og smilte for sig selv. Tingene gik lige som hun havde håbet. Intet kunne stoppe hende når først hun havde iværksat en plan. Men først måtte hun få Mika til at nævne for Inuyasha at Damia havde mika under sine vinger og dermed havde brug for at vide for Inuyasha befandt sig for at holde styr på begge parter så der ikke ville ske nogen af dem noget. Eller.. det var i hvert fald hvad hun havde sagt.

Mikala faldt i søven hun lå og ryste af feber som var meget stærk for hende

Damias skuldre begyndte svagt at ryste mens hun blidt strøg sin hånd hen over Mikas hår. En svag lille latter begyndte at undslippe fra hendes mund. Pludselig forvandlede den sig til en sindssyg latter der virkede uhyggelig. Den passede ikke til det søde smil hun før havde haft på læben. Mika ville ikke vågne før timen var forbi og sandsynligvis ikke før der var gået 3 timer cirka. Damias latter tændte flammerne i hendes lyse øjne der kort blev rubinrøde.. Skinnede som rubiner men havde blodets tykke farve og uhyggelige skær. Latteren fortsatte. Latteren satte sit mærke på Damia der strøg Mikas hår som var det en lille pige hun var sat til at vogte over. Som om hun var den sindssyge mor der havde gjordt sin datter syg. Kort efter forsvandt latteren og Hendes unaturlige lyse øjne blev kølige mens de granskede den sovende pige. Latteren og smilet var væk. "Jeg holder hvad jeg har lovet dig.." hviskede hun svagt for sig selv.