Titans Start - Battle of Titans Special //indledende match//

S :: Den nybyggede arena "Drake stadium".
T :: Aften efter det er blevet helt mørkt.
O :: Omkring de 82.000 der er plads til i stadionet.
V :: Det er helt mørkt og stjernerne er på himmelen.

Mørket var totalt, men larmen så enorm at flere af de væsner der havde følsom hørelse havde fået udleveret høreværn, ikke destro mindre var larmen stor og nu og da kom der glimt fra kamera blizer der gik af, stemningen var høj og det virkede som om at alle væsner mens de var på stadionet havde bilagt de stridigheder de nu engang havde for at se den storslåede kamp som snart skulle gå igang. Som sagt var larmen utroligt og det totale mørke der lå henover stadionet gjorde at forventningerne var meget større når der engang ville begynde at ske et eller andet, bookmakerne var ved at se rødt fordi de havde så meget at holde styr på, en offentlig kamp med kongen og en ellers ukendt person var noget der selvfølgelig ville få den indre ludoman frem i de fleste og med rette, biletterne var blevet revet væk til det der formentlig ville blive årets kamp og så havde de enda været gratis.

Med et stoppede larmen da et lille rødt laserlys begyndte at danse rundt nede i midten af arenaen, men forsvandt igen et kort sekund efter og så med et begyndte musik at gjalde i hele arenaen.

Folk gik amok, der blev lys i hele arenaen da et lysshow af dimensioner gik igang, folk skulle sandelig ikke snydes for den oplevelse som de ventede. I takt med at bandet spillede begyndte en piedistal med en person rejse sig fra jorden til den til sidst var godt og vel 30 meter over jorden, den var i en højde så alle kunne se hvem det var og dem der sad på dårlige pladser kunne se på den enorme storskærm for at få et bedere overblik.
Alexander var iført en læderjakke og et par lette træningsbukser samt nogen sko af ubetydelig klasse, hans syregrønne øjne kiggede ud mod publikum som med det samme kom med et brøl da de var helt sikker på at det var deres konge der stod foran dem, Alexander smilede og holdt en mikrofon op foran munden i det sekund bandet stoppede med at spille og der igen blev ro, med sin sædvanlige charmerende stemme begyndte han at snakke så alle kunne høre ham,

"Det er med stor ære at jeg byder alle her velkommen til årets største kampe hvor den sidste vinder af de indledende rundter vil komme til at møde enten mig eller min kære med arrangør af denne storslåede event. Disse kampe vil IKKE blive til døden da hverken i eller jeg kan stå indenfor noget som det tidligere styre tvang ned i halsen på os. I den første og indledende opvisningskamp vil jeg og min medarrangør ligge ud. Men uden yderligere omsvøb vil jeg igen byde jer velkommen, LÆNGE LEVE DI MORGA!".

Derpå begyndte piedestalen at glide ned igen og en flodbølge at lys kom fra folks kameraer mens Alexander forlod banen der nu var oplyst som var det den klareste dag, da Alexander forsvandt henover den støvede bane for at nå til hans klargørings område standsede han kort og holdt hænderne oppe i gestus så der igen kom et kæmpe brøl. Inde i hans område stod en masse folk klar til at gøre ham i stand til at kæmpe, de fjernede hans jakke så hans sorte tanktop blev synlig, hans sko blev taget af så hans fødder var bare under træningsbuskserne og på hænderne fik han et par handsker hvor fingrende var frie og en meget lille pude var på knoerne. Ikke så meget som et nervøst suk kom fra imens, hvis han var noget var det spændt, det var første gang at han ville komme til at kæmpe offentligt på denne måde og han måtte indrømme at det var en meget fed oplevelse.
Da Alexander igen kom ud fra sit område hørtes en kommentators røst, "I den blå ende af arenaen har vi, med en totalt kampvægt på 83 kilo og en højde på 1.86, han er vampyr og kendt som helten af Abbadon, han er kendt under navnet Scars... Det er Alexander Lazarow! KONGE OG LEDER AF DI MORGA!". Jublen brusede ind over banen og Alexander rejste den ene hånd i vejret og vinkede kort rundt, det var kun Taioro der manglede nu.

De oppustede, øresprængende lyde fra de mange væsner var overdøvende, og alligevel ikke til at skille fra hinanden. Hvordan de forskellige toner gik op og ned, distraherende for enhver, der ønskede koncentration, eller bare det mindste fokus. Banken på en egetræsdør lød ind til ham, midt i det hvidmalede rum, kun få meter fra den gigantiske arena. Mange af væsnerne havde ikke idé om, at de sad direkte over hovedet på den mystiske udfordrer. Han, som havde fået denne fikse lille idé, ved hjælp af en tør joke. Noget som folk aldrig ville tro på, medmindre at selve kongen fortalte dem det med en kniv for deres strube. Det de nød til fulde drag, var bare en flygtig tanke, fra en kedsommelig joke om sten. At de fest og farver, der erobrede hele stedet kom fra noget så dødt, var nærmest en joke i sig selv - denne gang en god en.
Taioro sad på en gammel slidt træstol, det bedækkede sædes stof var ikke mindre fyldt op med huller, end der var træsplinter udstående fra de fire, ret så skævpressede ben. Kroppen lå bøjet fremad, understregede de tankespind, der kørte i ham som sorte strejf af fremtid. Masken lå nær hans ene fod, bar, ligesom Scars' på den kolde arenaflade, lavet af massiv marmor. Noget af det eneste, der bare svagt skulle kunne tåle de slag, titanerne ville lave om sekunder. Taioro var ikke sikker på det hold, der senere hen skulle samle brudstykker af hvidt marmor sammen. Det var en dyr smag, Scars havde, især når hans egne vaner var indkluderet. Disse samlere, kunne rent faktisk være det bogstaveligt talt. Mange på det sorte markede ville sikkert gerne have dette ekspensive materiale, for at sælge det til overvurderede priser - en hån mod de oprindelige skabere af det værk, blodet fra titanerne skulle plette med mørk væske, en tyk væske.
Overkroppen lå bart, havde kun den passive kulde at holde sig til, sammen med de usynlige neutrale gasser, der kortsluttede ethvert system i kroppen, hvis det bare var kropsnært nok til at de kunne sive ind i den fremmedes blod, forurene det, men uden at svine overhovedet. Politiet ville få et mord, der ikke kunne opklares: luften ville være væk, ikke tage andet fra væsenet, end livet. Sjælen. Den blå buksekant nåede så langt, at der var dybe markeringer i siderne af maveregionen. Hvis nogen trak den så emget som 3 centimeter ned, ville man vide hvorfor. Han var kun tilstrækkeligt dækket, af tyndt bomuld, der ikke havde kostet ham mere end en fremstrakt finger. En lille hemmelighed, Scars helst ikke bør vide, siden handleren nu lå savlende på borddisken. En svag fornærmelse, et fnys og overanstrengte følelsessving, skylld i et hurtigt dødsfald i genbrugshandelen.
Han løftede kort hovedet, fik nakken til at lave et tyndt knæk fra presset. Højtaleren... Scars, eller Alexander, som kun Tai kunne sige så personlighedspræget, fik selv en mekanisk oversætter til at lyde flydende i andres ører. Ikke uden evner, det var kongen da, den respekt havde Taioro overfor ham. Han nikkede to gange, vidste ikke rigtigt hvorfor, før at stolens nederste søjler sled imod det gamle asfaltgulv. Det eneste billige, i hele denne nye bygning, Scars havde fået konstrueret på næsten sekunder. Utroligt, selv med de arbejdere, så var det ufatteligt og rattere uhyggesskabende. Magten var stor... Næsten for stor.

"Hey Cornfez'l!! Du skal op lige med det samme, Scars og publikum venter og det går snart helt til det gale" Det var en højrøstet stemme, åbenbart forstod ejeren stadig ikke, at han rent faktisk havde en konge, der var ven med en fra samme race, som den hersker han hadede. En vanskabning af en dæmon, uhyrligt og burde slås ihjel. Uden at se mandspersonen, kunne Taioro gætte sig til det, ud fra de lettere skjulte fjendtlige toner, i hans råben.
Han slentrede fjernt hen imod dørens svage åbning, fik den slået længere til siden, bevægede sig så imod arenaen. Et roligt tempo, hvor ingen tegn på svaghed eller frygt, var tilstykket. Ikke engang fortrydelse, selvom det at skulle kæmpe med en royal vampyr, gav noget af et adrenelinsus. Især, når denne vampyr, ikke behøvede hverken varme eller lungernes funktion. Mildt sagt, var alle odds imod Taioro. En ting, der kun løftede hans tanker til det glædelige. Det var ikke hver nat, man oplevede dette, kun uden det fornødne publikum.
Taioro nåëde ud i det gigantiske arenabælt, hvor Scars stod i det blå hjørne, åbenlyst ventende kun på sin kammerats fremtræden fra det skjulte. Fødderne gled yndefuldt hen over det glatte gulv, det eneste der forsikrede om fodfæste, var de to modstanderes evne til en surrealistisk balancestand. Normale mennesker, eller andre klunsede monstre, var gledet ned af trapperne i første forsøg på en oprejsning, eller bare et lille bitte skridt, der så ud til at være sikkert - men dér, skjulte sig en dyb varslende ironi. Han kiggede frem, havde næsten med vilje glemt at medbringe sin maske, så alle for første gang, selv Alexander, kunne se hans ansigt uden skjul.

Håret var sort selv i det enorme lysfald, svunget tilbage og stak ned af skuldrenes forende, spidserne så skarpe som en nåls ende, selv de små tråde var nærmest dødbringende. Panden lav, afslørede dog et par klart tilskuelige øjne, få centimeter fra de slanke øjenbryn, ligeså mørk som pupillerne, omringet af den værste farve, et væsen kunne komme ud for. En kuldekrybende nuanceblanding imellem giftig, tåget violet og stænk fra sumpet, jordfarve. De pragende øjne stak ikke kun igennem åndedratsbehøvende eksistenser i dette lokale, kameraerne zoomende ind i dem, men også de mest stenkolde udøde, der nogensinde havde set et uhyggeligt syn. Det var ikke bare en blanding imellem to monstre, han var på sin vis, sin egen slags. En ny race, kunne man fornærmelsesvist sige, hvis man ønskede at gøre ham rasende. Munden var smal, det eneste præg, var den lidt længere bredde, læberne formede, som var de designet til at sluge hele ofre råt. Lade tænderne bore igennem alt, fra hud til knoglemasse, med et enkelt groft bid, så blodet ikke engang ville kunne nå at falde, før tungen havde fanget det.

"Alexander.. You are prepared I see.. Think about all those creeps, sitting and watching you and me, thinking about how lucky they are: Wondering, if i'm going to kill you and make them go free. Sounds disgusting, right?" Taioro kendte Alexanders vaner og endda også delvis af hans tankegang. Et smil var bredt, dog kun for Alexander at se, at han kun tænkte på det, der om få tidsbestemmelser, ville opstå i denne gigantiske platform, kun løftet 43 centimeter fra gulvet. Larmen stadig højthyssende, men dog dæmpet en enormt, siden at Taioro kom ind med et ansigt at skue: Hvor publikum havde troet, at han ville bære maske, som på plakaten. De ville endda tvivle, om dette var den rette mand. Om han, virkelig var Taioro Firea Cornfel'z. Enhver tvivl, eller bare enhver tanke, blev i samme nu slettet fra alles sind. Helt væk, uden en undtagelse. Overhovedet. Alt stille, kun lyden af skridt gennembrød det ekko-genskabende overklasse rum. Højt til loftet, ingen anden lyd og så marmor imod biologisk væv - denne ildevarslende melodiske klingen, der endnu engang lød for.

Hans smil var erstattet af et nærmest fjernt udtryk, kun med de særprægede øjne til at bryde den, íkke så vigtig som det han nu agtede at gøre. Afstanden var formindsket med minimum 21 fodlængder, afslørede at nu var kampen igang. Skudt ind, uden lyden af en kanon, hvilket man mindst ville forvente af Scars, eller Alexander, som Tai nu engang foretrak det.
Armen var hævet, intet omgav den, udover vindens modstand. Den svang direkte imod Scars, i en typisk bevægelse, knoer og resten af hånden, udækket af stof. Han hjavde aldrig brudt som om beklædning omkring sig, og det ville ikke blive ændret nu. Håndens sammenpressede fingre, direktion imod selve Scars ansigt med løftet albue, gemte for alle andre det blik af længsel og dog sorg, der kunne spores i hans ret så maskuline men flotte karakteristik. Mange ville bruge ham som forsiden på en berømt manga, hvor alle mænd var overnaturligt flotte: her var hovedkarakteren bare morderisk, hvis modet da kom højt nok til dette.

Alexander smilede da han kunne se Taioro komme til syne i det røde hjørne af banen, han var sikker på at denne kamp ville blive som ingen anden han nogensinde havde kæmpet før, men det var vel allerede sket, han skulle kæmpe foran 82.000 af Terres indbyggere der var kommet fra nær og fjerne for at se deres konge og en masse andre kæmpe om titlen årets 'Titan'. Tai så ikke ud til at ville give kommentatoren chancen for at presentere ham og det passede Alexander fint, det begyndte at klø i fingrende på ham for at vise Taioro hvem der var stærkest, for siden de havde mødtes havde det ikke været andet end blær foran hinanden, men så havde Taioro halvt i sjov foreslået en duel så alle i hele Terre kunne se hvem der var den bedste, Alexander var straks hoppet med på idéen til Tai's overraskelse og i løbet af blot to måneder var et kæmpestort stadion der mest af alt mindede om 'Old Treford' eller en af de andre store fodbold stadions rundt i verden, den eneste forskel var dog at der ikke var græs nede på banen, men en blanding af støv, sand og enkelte sten af ubetydelig størrelse. Alexander kunne ikke holde et lille smil væk mens Taioro kom nærmere og han bukkede sågar en ganske lille smule med hoved i respekt inden han stillede sig i kampposition.
Alexander kunne se Tai åben munden, men han kunne ikke høre en lyd over den enorme larm der var fra tilskuerne, så han kunne ikke rigtigt komme med et svar, men det havde også været overflødigt, handlinger sagde mere end ord ligenu. Taioro kom nærmere og nærmere mens han hævede sin hånd i hvad Alexander næsten ville kalde en doven bevægelse, hvis han skulle slå Alexander var han nød til at være noget mere kreativ end bare detder, for så længe det handlede om råstyrke kunne der vidst ikke være tvivl om at det var Alexander der have den klare fordel. Da Taioro endelig svang hans arm mod hans ansigt kom der et forsigtigt smil.
I det Taioros knyttede næve var et par cm fra hans ansigt slog han 'Bullet time' til så det hele gik noget langsommer, i en blød bevægelse der fik det til at se ud som om Taioro ramte drejede han hoved, dog uden rigtigt at blive ramt, men for Taioro ville det bestemt se og føles sådan på grund af luftmodstanden. Alexander så ud som om han var ved at ryge i brædderne, men fra den blinde vinkel i Taioro's blik ville hans venstre fod komme bragende med syndsyg fart i kurs direkte mod Taioro's kæbeben. På grund af Alexanders enorme styrke kunne han aldrig mærke om han ramte eller missede så for at skabe lidt afstand mellem dem lavede han nogen rul væk fra Tai for igen at skabe noget plads imellem dem som han ville kunne bruge til sin fordel, det handlede om mere end bare sjov dether, det var ære og håneret der var på spil, så Alexander var klar til at rulle de helt store taktiske manøvre ud hvis det var det der skulle til for at vinde.
Publikum var gået så meget amok efter at de første slag var blevet sendt afsted, den ene side af arenaen heppede klart på Alexander, mens den anden heppede på Taioro, det var godt der ikke var alt for stor tilslutning til den ene af dem da det godt kunne have været overvældende at have 82.000 mennesker og væsner til at råbe og buhe af en.

Taioro havde med vilje lavet så forudsigeligt et træk, at der nærmest var en hån gemt i selve betydningen, af et slag, der aldrig ville finde sted. Den blinde vinkel ville Scars slå til, det vidste de begge udmærket, men at der kom en parade imod foden, ville også være for gammeldags - han tog imod slaget. Det fik alle i salen til at gispe højlydt, hvilket tilføjede en klam undertone til det knæk, der lød, når et kæbeled gik fra hinanden på den ene side. Imens at Alexander sørgede for at rulle lidt tilbage, skabe en intens grund imellem dem, standsede Taioros ene fod cirkelbevægelsen fra mødet med fodskalpellen.
Taioro tog sig til kæben, den smertede sindsygt, normale mennesker var gået død af bare et smæld, men han forblev stående - smilede svagt. Alexander mente det, ville ganske enkelt vinde for øjnene af alle, hvor selv de trofaste til Taioro, ville overveje muligheden af et stort tab af de penge, der skulle gives ud. Det var ikke fordi overkroppen var noget specielt, eller ansigtet for den sags skyld, men hånden løftede sig alligevel på en måde, satte kæben på plads, som om det ingenting havde gjort. Et såkaldt "crash", der nu var forvandlet til støv i hans hukommelse, en ubetydelig snavsning, i det ellers rene lokale. Det mørke hjørne, hvor rengøringmidlet aldrig nåede, forladt, til fordel for resten af det skinnende rums vægge og indmad.
De violetbrune øjne så på Scars, ikke hånfuldt eller latterigt, ej heller var de sorgfulde eller magtesløse. Der var en anelse ignorance, gravet frem fra sandets skjul, tyngdet den længere og længere ned, lige indtil at den rette ånd ville løfte den med vinger af det rene ingenting. En tyk væske gled fra kæbepartiets ene side, der hvor foden havde ramt. Blodet beviste at han ganske vidst ikke var usårlig, ikke engang tæt på. Slaget havde gjort helvedes ondt, ikke indsat frygt, men bare gjort ondt. Det svage smil, der ikke udviste glæde eller andre følelser, lod læberne skilles og afsløre tungen, der var blevet indsmurt halvt i hans egen væsketab. Der var dannet en lille pyt i midten af tungens dybde, sagde at Taioro ikke så dette for en venskablig gestus længere - men som et ægte drama, imellem to mænd, der endelig skulle slå rigtig fra sig. Bruge deres rigtige sanser. Udnytte enhver svaghed og gemme sine egne... Gøre hvad der skulle til, hvis bare regelen blev overholdt, kunne han slå sig løs. Taioro sænkede blikket fra sin kammerat, alle tilskuerne begyndte imens at råbe efter nye angreb, de kedede sig bare 20 sekunder efter sparket og slaget. Men Taioro forblev tavs, havde ganske vidst forventet utålmodighed, både fra dem og han, som stod overfor. Ivrigheden trængte ikke ind, selvom luften var skabt af netop det: længsel efter mere blod. Flere sår. Mere psykotisme.

"Hvad i ønsker... Skal i få"
Ordene kom ud i rummet, men blev ikke hørt, selv ikke for Scars, den nærmeste fysisk og psykisk. Kontakten imellem de to auraer, der ville spinde sig sammen og nærmest skabe en forstyrrelse i rum og tid-kontinentet, en farlig risiko, selv når det galdt dem, der ville kunne skabe dette problem.
NU blev rummet stille, idet at Taioro igen lavede en bevægelse, tydelig og dog så svær at fatte. En helt normal kniv stak frem fra hans fingres stramme greb, skæftet dækket til af det organiske væv. Blikket i de dødsskabte øjne, var seriøst, nænnede ikke at fjerne sit målsigte fra skiven - fra Scars. Det blad, skabt af noget så helligt som titanium og rustfrit stål, en nyfødt blandingsproces der virkede efter hensigten og endda mere, borede sig ned igennem det platin beige skind, forbi de sitrende hår der omgav det skinnende objekt. Det var ikke armen, som normale mennesker med store problemer foretrak, ej heller benet. I det hele taget var det ikke en af de store legemsdele, der blev skåret åben for hans egen hånd, fra hans egen vilje. Det bløde kød, der åbnede sig modvilligt for knivens nedadgående opriven, stammede fra toppen af øret, helt til selve kraniet, sprættede ikke kun det spiselige op, men lod også blodet falde i lange striber. Gisp, endda nær-og-hel besivmelse generobrede salens luftrum, udover aromaen af nyt væske, sivende tykt ned af bladet, hånden, armen og så lige det glatte gulv, der tillod det at sprede sig, helt til kanten af det grusede sand. Selv Scars ville sikkert så forbavset, eller så ville han vær tæt på at tisse i bukserne af grin - alt efter hvilket humør han nu lå i, på det tidspunkt, hvor Taioro slap den indsmurte kniv. Den klingende lyd kunne høres, selv i de bagerste rækker som en smal latter flød efter den. Hæs, dog smurt så vel som en oliebelagt maskine, på dens første dag, hvor alle mekanikerne ville spinde under dens neutrale, dog adrenelinopvækkende melodiske tonefald. Det stammede fra Taioro, der spøjst nok ikke smilede selv med mundvigene åbne og pegende direkte op imod de glitrende øjensten, men derimod på en rettere ironisk måde: Det så ud som om han græd. Der var ingen perler, der normalt ville glide hele vejen ned til buksernes flossede kant, mixe sig derind og derved fordampe, når nye hastige bevægelser blev skabt. Men har nåede de end ikke at blive skabt, dertil heller ikke at gøre den proces, der var normal for alle. Ihvertfald de fleste.
Lugten af bræk begyndte at trænge imod næsen, prikkende til enhver pore, der var til fordel for at kunne lugte sig frem - nu var den bare irriteret, forstyrret af en frastødende stank. Det var som om alle i lokalet kastede sin hotdog eller sodavand op, så snart de fik øje på kraniet, der nu stod frit til skue udover det udpumpende blod. Ingen satte sin opmærksomhed på selve Taioro selv, hvordan hans ansigt havde formet et vredt udtryk, som en løve før sit brøl. Tænderne stod til skue, formet halvt som et menneskes, halvt som en djævels. De før blegviolette øjne, med jordbrune stænk, begyndte at flyde sammen til ét mix. Nu var han klar.

Alexander rejste sig efter sine rul og børstede lidt støv af kinden mens et syret smil begyndte at danse på hans læber, Taioro var blevet stående hvilket var intet mindre end et mirakel taget i betragtning af at han åbenbart havdet taget Alexandes spark direkte, et klippestykke ville have været røget flere meter hen af jorden, men Taioro havde knapt flyttet sig, havde han ramt dårligt? havde han ramt overhoved, eller legede Taioro bare såret?
Alexander ville være sikker på at Taioro kom til at slikke jorden denne gang så han måtte vel hellere skrue lidt op for magt demonstrationen, han lod hans fysiske styrke forøge sig til de unaturligt høje, selve hans krop begyndte at skælve mens hans muskler voksede og han kom til at se endnu stærkere ud en han gjorde før, han var stadig ikke på fuld styrke, men hvis det ikke havde været nok til at bringe Taioro i gulvet før ville der nok være større chance nu. Alexander spredte benene mens han langsomt lod hænderne glide op i en kampposition, det ville blive en sjov kamp, ingen tvivl om det og selv hvis det utænkelige skulle ske og Alexander tabte ville han være glad for at det var Tai han tabte til, det ville have været direkte pinligt, hvis det havde været en anden der havde slået ham i den indledende kamp, men til alt held var det en ven og betroet medarbejder og ikke en eller anden tåbe der var vandret ind fra gaden.
Alexander knyttede kort hænderne så der kom en høj lyd der mindede om en lårbensknogle der blev knust, han åbnede igen hænderne og så ud som han løsnede lidt op i fingrende. Ud af det blå og i en fart der ikke var sanselig for det menneskelige øje og utrolig svært at se for andre racer, ikke destro mindre havde Alexander bevæget sig den korte afstand med unaturlig fart og havde sendt en knyttet næve direkte op mod mellemgulvet på Taioro.
I det øjeblik Alexander sprang frem havde han også gjort sig delvist usynlig hvilket havde fået det til at se ud som om det gik endnu hurtigere, hans plan var at hugge så hårdt han kunne i Taioros Mellem gulv lige under de første ribben, føre slaget igennem så han løftede ham op i luften og kastede ham mod en af banens vægge med enorm fart, alt sammen i den samme bevægelse, men det første og vigtigste var jo bare at han ramte Taioro så han kunne før det andet ud i livet, men han havde svært ved at se hvordan hans kære ven skulle nå at parrere eller flytte sig da det var mere elle mindre en chokmanøvre som Alexander havde sendt afsted.
Alexander havde med vilje ignoreret Taioros lille opvisning, den ville være skræmmende selv for ham hvis han gav den for meget omtanke og han ønskede ikke at give sig selv den svaghed at bringe følelser med i denne kamp, det ville gøre det for sørgeligt når han skulle slå på en person som han så som sin ven. Desuden forstod Alexander ikke hvorfor han valgte at skære i sig selv, så underligt og sørgeligt som det var på sin egen måde gav det bare Alexander endnu større fordel, for det var da almindeligt kendt at en vampyr der først havde lugtet dit blod ville kæmpe hårdere og endnu mere indædt for at se mere af det eller måske drikke det.
Som Alexanders næve kom tættere og tættere på Taioro kiggede han ham i øjnene med et hint af sorg, det var en fed kamp og den skulle også nok fortsætte længe, det var Alexander ikke i tvivl om, men det var nu stadig lidt underligt at slå på personer man så som en af sine venner. Alexander kiggede ham hårdt i øjnene så Taioro i et splitsekund ville kunne se de syregrønne øjne have en endnu mere end normalt intensiv farve som næsten fik dem til at lyse. Alt der var at vente på nu fra Alexander side var at høre braget fra en hårdt slag og derefter en susen og lyden af et brag mere hvis Taioro blev ramt som det var tænkt.

Taioro nåede at bemærke Alexanders følelse af ærgelse, men ikke overveje, da de fem sammenstrukne fingres overflade, nærmest skabte en fantomreaktion i maveregionen på ham. Ikke kun denne indre omplacering, men også den tidligere omskæring i siden af ansigtet, fik Taioror til at rykke hals og hage fremad, sammenklemme de to hudfolder og bare lade læberne skilles, idet en tynd streg af rødt væske plaskede udenfor i intethedens luftrum. Man kunne se smerten gennemryste i enhver hudcelle, ethvert stykke af ham, der endnu lå helt. Mere blod flød ned af hagen, skabte et dramatisk look over Taioros status, som lægerne ville kalde "ude af stand til at trække vejret selv". Hele scenariet, virkede svagt, som et æble uden modstand. Svars ejede hånden, der med de buttede fingre befamlede æblets tykke ydre, men den hungrende munds tænder kendte til bedre. Dette slag, der kunne få mange mænd til at brække sig i uger, ligge i psykose og dø derefter, ikke istand til at svare igen, kun tage imod. Dette var kun det andet bid, normalt halvt igennem æbleskroget, og Taioro måtte finde sig i det. På sin vis, med det ellers udtryksfulde smertstøn, lod det til at Taioro mente at virke svag. Lade som om han ikke kunne gøre noget, magtesløs, overfor sin bekendte. Hvad Alexander ville kalde ven, så han ham som en man kendte bare for at kende. De levede ganske vidst nogengange i samme hus, spiste af den samme mad, sloges for sjov og med en vis hengemt latter, men den var der, under de hovmodige ydre. Imens at han faldt på knæ, armene skærmende foran maven som et slags skjold, for flere slag. Mere nåede han ikke før det næste bid gravede mere af sjælen ud på ham, efterlod et mindre skrog. Fjernede man opmærksomheden fra ham, imens at kroppens side stødte imod vægsiden, idet et større brag skød igennem luftrummet, som en levende elektropuls.
Der var Scars, tydeligvis ville han være overnaturligt skuffet, for at se sin "ven", blive slynget rundt i lokalet uden modstand. Det eneste Taioro nænnede, var at løfte hånden, der kun ville forårsagde flere brækkede knogler og dets marv, flået til mikroporganismer. Lade salen hører et grufuldt knæk, idet at bræk-essensens duftpartikler endnu engang ville overtage rummet. Taioro var ikke svag, det eneste, der virkelig gemte sig bag en rigtig maske af biologiens blodkar, hylstre med platin beige tråde og så hjertets ydre kammer, var det at han ikke ville give Alexander den ydmygelse, ved at slå ham, foran sine mange undersåtter. Han mærkede blodet glide strømfuldt ud af mundskillingen, idet han lod hænder og knæ skærme for sit fald, lande på det støvede sand, der kredsede om ham som en tynd forfølgende tåge, spm gasserne gjorde, bare usynligt. Ikke til at se, og hvad kommentatoren ønskede at sige, nåede aldrig at blive sagt. Blodet blev ved med at strømme, som en endegyldig strøm af sorg, der aldrig rigtigt ville blive glemt, selv efter at den kunne og ville blive stoppet. Hvis man satte ham i rampelyset, undersøgte overkroppen med fingrene, ville der tydeligvis være tale om to brækkede øverste ribben og et langt sår ned af øret, og igen længere nede, uden at vide han selv havde forårsaget det. De violette øjne bemærkede sandkornenes cirklen, den måde de bevægede sig på, rundt omkring hans hænders blodige hudstrimler. Han kunne mærke hvordan knoglerne svigtede under ham, blikket formørket af mangfoldige prikker, skabt til at sløre hans blik, men sammentidig løsne op for hans logik. Den blodige væske, skabte en senade af blomster, der smeltede sammen med gruset under hans skrabede håndflader, han begyndte at tvivle. Hvorfor gjorde han intet? Følte at det egentlig var meningsløst, bekæmpe Alexander, når planen alligevel lå i et tabe? Forårsagde 40.000 slynger i at blive grebet, heppe på en anden mand, end kongen selv. Som han havde sagt selv, med håb for Alexander at høre - klynge sig til håbet om et regelfrit land, endnu engang lovløs. Høre hvordan tilskuerne hylede, med enten anger over at vælge Taioro som sin kæmper, eller i glæde, over at vinde ret så mange euros, idet kongen havde været et ret så sikkert valg. Hele dette scenari, kun til ære for en joke, faktisk så elendig, at den var god. Hvad Taioro vidste, at Alexander så dette mere end en kamp, men som den geniale måde at pågribe de sidste rotter fra affaldet, idet han kunne bruge denne idé som en slags ost. En ligegyldig madding, der på en måde, som han så igennem kongens øjne, alligevel havde dets betydning? Usikkert, men dog ikke retfærdiggjort, til at Taioro ville angribe igen. Slå dobbelt, for hvert af de mærker, Scars nu engang havde givet ham i dette sandarena. Fuldkommen ligegyldigt, og med al respekt, tåbeligt.
Han rejste sig op, så publikum og andre tydeligt kunne bemærke de røde spots, i den lettere solbrændte hud. De seriøse øjne, lettere feminine på den barske måde, spottede sig igennem Alexanders. Armen løftede sig dovent, som en slags handling, idet alle spændt holdt vejret - ventede på et uforudset træk. Som de håbede, opfyldte han den nu:
"Slå løs Alexander"

//mit svar bliver kort da jeg knapt har tid til at svare, håber du forstår//

Alexander kiggede på Tai med et stort smil der ikke afslørede hvordan han i sandhed havde det, han undrede sig over hvorfor Taioro ikke foldede sig ud, han var stærkere end dether og det var sørgeligt for en af hans kaliber ikke at folde sig ordenligt ud, for at sige det helt ærligt var det en skuffelse at Taioro bare lod ham tæve løs på ham, det var uværdigt både for ham og Tai. Forsigtigt nærmede Alexander sig Tai mens han stadig holdt en god afstand til Tai, larmen fra tilskuerne var for høj til at de ville kunne høre at Alexander snakkede til Taioro,

Hvad er det du laver? Du forsvare dig jo ikke, jeg ved du er bedere end dether og det er pinligt for digselv at du ikke kæmper imod... hav en smule stolthed, for det virker som om du har misted den, hvis du tror det gør mig glad at vinde uden kamp kender du virkelig ikke min sande natur... se nu at tage dig sammen, du er pinlig.

Alexander flyttede sig igen væk mens han ventede på at Taioro skulle gøre noget, for at det ikke skulle virke for underligt begyndte Alexander at vinke til publikum og give dem kyshånd som om der ikke var nogen tvivl om kampens udfald mere og han bare ville tiltvinge sig mere opbakning fra den allerede frådende og råbende mængde tilskuere der fik det hele til at runge ved den enorme larm som de kunne skabe.
Efter lidt tid mente Alexander at han havde givet Taioro nok plads til at samle sig og han vendte sig igen om mod hans ven... bekendte... whatever, hans blik var tydeligt at læse, det ville komme til at gøre nas som bare pokker hvis Tai ikke gjorde et eller andet fantastisk. Alexander løb frem i enorm fart inden han sprang op i luften og lagde an til at lave et cirkelspark mod Taioros ansigt. Det havde indtil videre næsten været pinligt for Taioro, man blev ikke meget i nogens øjne hvis man tabte med vilje og det var ikke et udelt syn på sagen.
Mens Alexander sprang op i luften kiggede han hårdt i øjnene på Taioro, det var nemt at læse hans angreb, men det ville nemt brække knogler og snede en til tælling hvis man ikke fjernede sig, han vidste Taioro kunne gøre det meget bedere end han gjorde og det måtte han igang med at bevise.

//Det helt ok, mit bliver også kort og det sidste overhovedet, da jeg til 6 imorgen aften, er ude og køre igennem landet uden net, så vi er nød til at ende det med dit svar efter dette//

Taioro sukkede. Ikke bare igennem det vibrerende luftrør, der skaffede alting en lyd, før den blev lukket ud. Det var igennem nerver, hudtråde, blod, og alt andet, der tilhørte ham, var ham... Blev til ham. Scars var sørgmodig, det var lettere at se end noget andet, men fik ham til at tænke på den glæde de begge ville have følt, hvis ikke han havde været for ignorant til denne kamp. Den eneste måde de begge kunne indgyde deres mening til folket, de væsner, der så frygtfuldt stolede på den leder, der var ved at mørbanke en helt tilfældig mandsling, der kun var uhyggelig med masken på. Ikke engang øjnene tydede på særhed længere, når ansigtet lå indsmurt i eget dna. Overkroppen såret, aret, af hans "ven". Eller... Det der tydede på at være en relation, der havde at gøre med de tilfældigheder, skæbnen aldrig lod være tilfældigheder. Brystet foldede sig ud, men på en måde stadig indsunket, ikke kraftigt bygget, derfor tiltalt som slank. Det var en pudsig betegnelse, for selvom maven lå en smule indad, markeret af den stramme hud, lod musklerne være sig tykke og aldeles synlige, ikke overdrevent, bare synligt nok til at bemærke. De bredte sig ud, idet at en del luft syntes at flyde sammen med kroppen, blive et med det følelsesmæssige uskud, Taioro syntes at være. Han forstod ikke sine egne ønsker. Hans handlinger, der kun gav alle i salen skuffelse, en slags ærgelig bemærkning om, at nogengange kan man bare ikke skue hunden på hårene. De ord Alexander lod sig udtale, fik ham til at knebe øjnene skeptisk sammen, men også var der indtryk af sår. Tykke rifter i de ellers klare øjensten, pulserende med en dyrisk erfaren violet, men istedet for de normale brune pletter, var der sorte ar. Sådan skulle Scars ikke tale, slet ikke til ham. Ikke nu, aldrig nogensinde i livet, eller døden, ville han tillade denne opførsel. En skændsel, lidt som ham selv. Minderne om fortiden, der forblev pressende, imod hans hoveds yderste punkter. En distraktion og dog, en bemærkning om den virkelighed, han nu engang befandte sig i. Stol ikke på andre, hjælp dem ikke og nærm dig kun de, der er lam for evigt. Lad synet komme dem til gode, men ikke hørelsen.

Alexanders fod, der varslede om den størst mulige død, fik Taioro til endelig at reagere. Hænderne gik ikke op, men tilgengæld svang benene sig til side, lod atter kroppen vælte imod den ene af dem. Kroppen twisted i en grotesk drejning, idet han lod sig vende lidt tilbage, kroppen atter rank, velsmurt som en slangedanser. De brændende øjne, der med sine flydende nuance, lod sig drage ondt på Alexander. En gammeldags lidelse, akilleshæl, var at se, mærke, igennem det blik, han sendte sin ven. Der gik kun sekunder, før han vendte blikket imod samme retning som resten af kroppen fremstod. Der var intet stop, kun den klikkende lyd af skridt, indtil at døren han kom fra, atter blev lukket i.
Han ønskede ikke at slås imod Alexander, muligvis imod udfordreren... Men ikke ham.
Alt for dyrebar for Taioro. Ikke kun i det ydre, men også... Det indre.