Battle of Titans: A2(Kitty) Vs. B1(Duncan)

T: Drake Stadium
S: Aften - mørkt
V: Det er mørkt, der er dog nogle stjerner som titter frem på himmelen, samt en måne med et lettere rødligt skær.
O: ALle de tilskuere som der nu er plads til. Deriblandt børn som er ledsaget af voksne.



Det var mørkt. Men der var ikke stille. Langtfra. Faktisk var det ikke til at kunne føre en normal samtale gennem de gentagne råb som kom fra tilskuerne rundt omkring. Folk ville se blod. Folk ville en kamp. De ville have noget godt at se. Der var både børn og voksne som stod med næverne i vejret og gentagne gange gentog det samme ord igen og igen ’Kæmp! Kæmp! Kæmp!’. Det var en rytmisk lyd der var ledsaget af musik. Hvad var en kamp uden musik? Men dette var ikke almindeligt hygge musik. Ingen viste præcis hvor den kom fra. Den var der blot. En musik der udgav den rytme som folk brugte som undskyldning til at gentage deres blodtørstige råb igen og igen.

Præsentationen gik i gang. I den ene ende af arenaen dukkede hun dæmonen op iført noget lidt anderledes end hun plejede at vise sig frem i. Dette var en kamp og ikke en sædvanlig dag derhjemme på Point Du Lac. Man måtte jo se præsentabel ud ikke sandt? Hun var dog iført en høj taljet hvid nederdel som gjorde det nemt for hende at bevæge sig frit. En sort/grå trøje med albuelange ærmer. Knælange strømper, og et par sorte støvler som så ud til at have en eller anden form for metal på sig der burde gøre et velrettet spark endnu mere smertefuldt end det i forvejen ville være blevet. Derudover havde hun på hænderne et par sorte handsker lavet ud af noget læderagtigt stof. Mange ville tro dette var for lookets skyld, men i virkeligheden var det for at gøre slagene mere dæmpede, for at kun ikke selv kom til skade når hun ramte nogen og noget. Håret var blevet delt op, og der var blevet bundet en elastik om hver af hår delende på hver side af hovedet, nede omkring skuldrene, så det fortsat så løst ud, men fortsat ville holde håret på plads så hun ikke ville få det lige i ansigtet. Man kunne vel kalde hende praktisk..
"I den ene ende af Arenaen har vi Kitty! En hun-dæmon som egentlig ikke er under nogen specifik kategori! Originalt overacen ilddæmon, hvis evner er blevetændret så der er fundet nye og bedre evner under dette! Giv en stor hånd til Kitty!!" En jubel brød ud og overdøvede et kort øjeblik den rytmiske musik som man før kunne have anet var roden i de blodtørstige råb.

Kitty mærkede hvordan lysten til kamp dunkede i hele hendes krop. Blodårerne nærmest sitrede efter mere bevægelse. Og adrenalinen som for det meste holdt sig på sin plads pumpede løs og gjorde det svært for hende at så helt stille. Det der med at stå stille når der var en stor kamp på vej, var ikke ligefrem hendes stil. Så.. måske ville hun få et lille problem på det punkt. Ikke noget hun tænkte yderligere over. Hun havde trænet med vampyrer. Hun var vokset op med vampyrer omkring sig. Hun var vant til dem. Hun havde nær taget nogle af deres vaner med sig på grund af dette. Og nu skulle hun op imod en vampyr i denne kamp. Kitty fugtede læberne. Ikke pga. nervøsitet, mere for at fortælle sin krop at, om lidt ville det hele gå løs. Om lidt skulle den få lov til at kæmpe for det den så gerne ville.


//OOG. På Avataret ses blusen dog minus farven og ærmernes længde.//

Larmen var høj men det betød intet det der sku ske nu var noget stort noget der ville få folk til at juble de ville se blod, sved og tåre alt det håbe de at få at se men de sku ikke blive skuffet, den første deltager var allerede kommet frem man kendte hende ikke, men måske ku hun noget. I venterummet stod en høj skikkelse på over to meter høj skikkelse helt ret, han var iført en sort kappe som dække hele den høje krop hætten på kappen var trukket op men inde fra dens mørke ku man skimte to blod røde øjne disse øjne udstrålede en utrolig ondskab, manden her hed Duncan og var vampyr ikke mange kendte ham men landets hersker kendte ham, Duncan fnøs koldt idet en sagde at han sku til så gå ud dog smutte han kort da han så det kolde blik, Han tog kappen af og smed den roligt på gulvet hvorefter han rette sig fuldt op igen under kappen havde en sort lidt løs trøje under den var noget fra en rustning sat fast dog ku det ikke ses udover trøjen bar han også et par sorte bukser dog havde han intet på fødderne, hans hud var ligbleg og hans øjne blodrøde de var rammet ind af et lag sort øjenskygge som fik ham til at se mere sindssyg ud, hans hår var langt og gik ham til lidt under skuldrede dog var det nu sat i en stram hestehale. Duncan fnøs koldt han vendte blikket mod døren hvorefter han gik over til den og trådte ud samtidige med at opråber begyndte at præsenterede ham"I den anden ende af arenaen har vi Duncan, en vampyr på ikke mindre end to metre endda mere, han er kendt af kongen og er ikke som alle andre vampyrer, giv en stor hånd til Duncan"slutte han af, imens Duncan begyndte at gå ind på banen han løftede kort armene hvorefter folk brølede, han stoppede op overfor sin modstander dog på lang afstand et koldt smil gled over hans læber imens han studerede hende og prøvede på at få øjenkontakt, øjenkontakt hvilke gøre at hans ene evne ville blive aktiveret, han stillede sig klar imens han nøje så på hende" Damerne først"råbte han højt for at overdøve larmen hvorefter han lo koldt en latter som skar igennem larmen og fik få folk til at stivne, han glæde sig til denne kamp det sku nok blive sjovt.

Kitty stod der i Arenaen. I den korte ventetid trådte hun et par skridt frem mod midten og spredte så let benene. Hun havde ikke gjort sig den ulejlighed at medbringe pistolerne.. Han var jo en vampyr – så dermed ville hun højst sandsynligvis ikke have fået ret meget ud af dette alligevel. Kitty var ikke en fuldt udvokset dæmon hvis man kunne sige det på den måde. Hun var faktisk forholdsvis ung, hvad man kunne kalde en teenage-dæmon velsagtens. Dette ændrede dog ikke på hendes styrke – som hun til gengæld stadigvæk ikke mestrede helt igennem. Jo mere hun trænede, jo ældre hun blev – desto stærkere og mere udholdende blev hun. Dette var endnu en grund til at hun havde meldt sig til dette. Der var en smal chance for at det kunne udvikle hendes evner – og derudover var det selvfølgelig også fordi hun kedede sig noget så grusomt derhjemme. Hun placerede hænderne på hofterne og lod blikket hvile på det sted hvor vampyren Duncan om lidt ville dukke op.
Kommentatorens stemme genlød over hele arenaen idet den overraskende høje vampyr trådte frem. Åh så han var kendt af herskeren? Hvor hyggeligt at hun fik lov til at kæmpe mod en SÅ betydningsfuld vampyr. Men steder som de her betød den slags absolut intet. Her var det udelukkende kampstyrken som blev sat på prøve. Og det blev gjort foran flere tusinde personer som befandt sig ved tilskuerpladserne, bag det hegn som skulle forestille at holde dem fra at springe ind på banen – og sørge for at ingen kom til skade under kampen som foregik udelukkende mellem de to deltagere der på nuværende tidspunkt befandt sig i Arenaen. En vampyr og en dæmon.
Kitty lod straks blikket glide ned på hans bare fødder og derefter langsomt op ad hans krop. Studerende. Lettere befamlende, et blik der kunne virke en anelse ubehageligt for folk der ikke var så vant til den slags. Han ser virkelig.. anderledes ud.. hun havde ikke forventet at vampyren Duncan ville se sådan ud. På sin vis overraskede det hende en smule. Men kun lidt. Øjnene lod hun ikke til at kigge i nærheden af. Hun havde for travlt med at se på hans hår.. hans lange hår.. gad vide hvordan det hår føltes? Tørt? Blødt? Filtret? Hun besluttede sig for at hun måtte finde ud af det på en tidspunkt.

’Damerne først’ ordene rungede i hendes ører da de overdøvede larmen fra tilskuerne. Såh man var vist en rigtig gentleman hvad? Efterfulgt af latteren som fik publikum til at tie. Kittys eneste reaktion var et skævt kækt smil som fandt vej henover de rosa farvede læber. Hvis han da så gerne ville have hun startede..
Hun vidste at vampyrer var hurtige, men hun havde flere gange set denne hastighed i aktion eftersom hun havde trænet hos dem. Altså var hastigheden som hendes dæmondel gav hende også hurtig – kunne ikke måle sig helt så langt som deres, men det var tæt på. Og hun var lige præcis hurtig nok til at kunne undvige deres angreb når de kom. Hun satte i bevægelse. Men fuld fart helt fra starten af. Hun var oppe imod en vampyr,, trods dette tog hun det roligt lidt fra start af – udelukkende for at se hvad han kunne. Eftersom Kitty var angrebstypen havde hun intet imod at være den der skulle lægge ud med først træk.

I løbet af få sekunder fra hun henne ved ham, satte af fra jorden og lavede en salto henover ham for derefter at gribe fat i hestehalen som han havde sat sit hår i og hvis han ikke var hurtig nok – hvilket hun havde på fornemmelsen han var – ville hun på denne måde slynge ham gennem luften mod den modsatte ende af arenaen. Et kort øjeblik kunne man se de rubinrøde øjne hun ejede, glitrede fulde af kampgejst. Kampen var i gang.

Godt nok var Duncan kendt af kongen men det var langt fra på den gode måde nok mest fordi han havde brudt kongens regel om at man ikke måtte eje slaver men en person som ham måtte eje en sådan var han blot, de blod røde øjne så stift imod hende imens han betragte hvordan hun betragte ham hun havde nok ikke regnet med at møde en som ham men måske en mere ung samt muskuløs vampyr som ikke havde styr på noget som helst, men sådan var det ikke hun stod nu overfor Duncan en gammel meget mystisk mand som bar på meget ondskab og som havde styr på alle vampyrers goder samt han vidste hvad hans svaghed var og vidste også derfor hvad han sku undgå, han vurderede hende nøje hvad mon hun ku?? eller ku hun overhovedet noget som ville ku skade ham?? dette måtte tiden vise men efter hans mening sku han nok få ramt på hende*lad os se hvad du dur til*tænkte han kort imens han stillede sig klar.
publikum begyndte igen at råbe deres råb blev næsten til en helt sang"kæmp, kæmp, kæmp"lød det igen og igen imens de begyndte at trappe i gulvet i takt til rytmen, Duncan var klar han vendte nu blot på hendes første træk han så hende komme løbende mod ham og han lod hende også hoppe over ham men hun ville ikke nå at få fat på hans hår for da hun var over ham greb han hurtigt fat i hendes bluse for så at skubbe hende af al styrke væk, vis han havde rørt hende vil hans stærkeste evne nu blive aktiveret dog ville han vendte lidt med at bruge den, vis hun var røgt længer væk ville han vende sig hurtigt om og se nøje på hende før han ville sætte i løb mod hende, men før han ville nå hende ville han stansede brat op så en sky af støv ville komme op imellem dem. Vis skyen kom, ville han hurtigt slå ud efter hende med den ene hånd i, ens han med den anden ville gribe fat i en lille kniv som han hev op af lommen og kaste mod hende fra modsatte side, vis dette ikke var sket ville han skabe afstand imellem dem og lade hende angribe igen.
Alt efter vad der var sket ville han igen være klar til at ku gøre modstand et iskoldt legesygt smil var kommet frem på hans læbe og fortalte at han fandt dette morsomt, han havde meldt sig af mange grunde for det første ville han vise kongen vad han ku og for det andet var en god kamp altid sjov desuden ville han vise verden hvem han var of vad han kan, han ville kæmpe til det sidste og aldrig give op for han var en mand som aldrig ville tabe eller indrømme det, han var langt fra en mand med manere han havde blot fået hende til at starte fordi han havde det bedst med at se hvad personen han kæmpe imod først ville gøre. Duncan knytte hænderne hårdt sammen så hans lange sorte negle borde sig ind i hans blege håndflader uden det mindste tegn på smerte.

Kittys eneste henseende med dette angreb havde mere eller mindre været for at hun kunne se hvad vampyren egentlig var bygget af. Angrebs og forsvars mæssigt. Men hun måtte dog også indrømme at hun havde været forberedt på alt da hun sprang henover hovedet på vampyren. Det var en stærk race. De havde stærke reaktioner, og var hurtige. Der var så mange ting hun kunne gøre.. så mange muligheder på hvordan denne her kamp kunne udvikle sig. Kroppen blev mere og mere opstemt af publikums rytmiske råb. Der skulle ske noget, Og der skulle ske noget nu. Og det var præcis hvad hun havde gjort. SÅ nu var det kun hans reaktion der ville blive næste trin i kampen.
Hun mærkede hvordan han greb fat i blusen som sad tæt ind til hendes krop, med noget fleksibelt stof. Hun havde ikke engang nået at få fat i hans hår som planlagt, men på den anden side gav dette hende kun svar på hvad hun tidligere havde tænkt – denne vampyr var ikke ung. Han vidste hvordan han skulle styre sine bevægelser omhyggeligt nok til at kunne gøre præcis det han havde tænkt sig. Men den styrke han sendte hende af sted med var ikke noget der ville stoppe hende.. Hun landede på fødderne og gled en anelse tilbage i sandet på grund af den styrke hun var blevet sendt af sted med.

Hendes øjne opfangede hurtigt at han allerede var på vej igen, hvilken fik hende til at reagere hurtigt. Kitty så lukkede øjnene før støvskyen kom, og sprang bagud i en hurtig med effektiv bevægelse der fik hende til at undvige den næve som kort efter kom slyngende imod hende, endnu engang var hun heldig da hun lige så hurtigt drejede til siden, og knap nåede at opfange, at han faktisk havde kastet en kniv efter hende på præcis samme tid. Held kunne man vel kalde dette. Kitty valgte at mene det udelukkende havde været fordi hendes sanser havde været så gode at hun havde vist præcis hvilken vej hun skulle vælge for at undgå både næven og kniven.
Kitty bed tænderne sammen og lod i et millisekund adrenalinen overtage for at give slip på noget af den kolossale styrke som hendes krop indeholdt. Efter dette her nægtede hun simpelthen at gøre det så åbenlyst igen, det var starten. Og udover alt dette blev hun nød til at ignorere smilet på hans læber der på sin vis gjorde hende irriteret. Men hun kunne ikke tillade sig at lade sine følelser styre hendes træk. Det havde hun fået af vide så mange gange.

Denne gang ændrede hendes pupiller sig og blev mere aflange, som en kats vel sagtens. Øjne der først og fremmest var en del af hendes dæmoniske forvandling, og gav hende et bedre syn. Dette gjorde hende rent faktisk i stand til at kunne se hvordan hans styrke så ud. Hvordan den ville slå ud fra hans krop i en tavs udfordring. ”Håber du er parat til at tabe Dunny-Bunny..” Hun var allerede på vej frem igen. Hun så ud som om hun havde tænkt sig at ramme ham med de knyttede næver denne gang, i et direkte slag mod hans ansigt. Men denne gang var hendes næve ikke rettet mod ham, i sidste øjeblik flyttede hun sig fra sin oprindelige rute og smadrede den knyttede næve ned i sandet nær ham. Hvis Duncan ikke nåede at flytte sig ville der blive skabt et ’minikrater’ i sandet far hvor hendes næve havde ramt med en enorm styrke, og på denne møde ville en stor støvsky rejse sig i omkring ti meters omkreds. Styrken i slaget ville også give lette rystelser i både jorden og den nære luft. Så det var nu på tide at han legede en god lille vampyr og enten hoppede højt nok op i luften for at undgå trykket, eller nå at springe lidt over ti meter væk før sandet havde rejst sig i de sære bølger omkring Kitty.
Havde vampyren valgt at springe op i luften ville Kitty sende et velrettet spark op mod ham når han endelig var på vej ned igen. Ellers ville hun stå med hævede arme og let spredte ben, parat til sit næste træk.

Duncans styrke var ikke stor og det var derfor hun ikke var endt så langt væk fra ham men han havde det nu fint nok med ikke at være stærk han havde til gengæld andre fordele så som at han var utrolig smidig samt hurtig, hans sanser arbejde på højtryk dog var hans hovedet tom for tanker da han ikke var en mand der tænkte meget faktisk en ret god fordel da han ikke brugte sin tid på at udtænke planer men bare gjorde de ting der falde ham først ind dog var det ikke altid en god ting, han smilede skummelt og betragte hende da støvskyen forsvandt dog hvæsse han koldt da han så at hans kniv ikke havde ramt med nu sad fast i jorden lagt bag hende.

Han havde fornemmet at hun var blevet en smule overrasket over hans hurtig hed og at hun nok nu havde fundet ud af at han ikke var helt ung men hvor gammel han enligt var der igen der vidste for han havde slev glemt det for flere årtier siden men det betød nu intet, det kolde smil lå stadig på hans lege smalle læber imens han afvendte hendes næste træk imens han lod finger strække ud igen og der hvor neglene havde boret sig ind begyndte mærkerne at heale, han strakte finger kort så det gav en høj knæk lyd larmen fra publikum tog han sig ikke af faktisk lage han slet ikke mærke til at de var der det var kun hende han så og kun hende han ønske at se*kom an*tænkte han kort imens han stillede sig klar til at forsvare sig dog vidste han at han måtte bruge sin il snart da den sikkert ville ku skade hende.

Da hun kom løbende mod ham men stoppe op og harmede sin hånd ned i jorden forsvandt han ud i den blå luft dog først da støvskyen var oppe spå hun ikke ku se ham, kort tid efter dukke ham op et stykke bag hende dog stod han ikke normalt, hans ene hånd var stukket frem og hans knæ bøjede let imens en sort flamme af en mystisk ild begyndte at vokse frem fra hans håndflade og blev stører samt støre, dette var ondskabens ild eller det kaldte han den flammen ville ikke lyse op eller varme men vis den kom i kontakt med modstanderen ville en stor smerte gå gennem personens krop, denne smerte ville blive ved indtil han selv slukke den ville desuden efterlade brandsår og et menneske ville ikke ku klare denne smerte, den flammen her var den evne han var mest stolt af da den ofte fik folk til at falde sammen af smerte(læs profil der står mere om evnen). Duncan kaste i fuld fart ilden imod hende den kom med fuld far flyvende mod hendes hoved hvorefter han skabte endnu en flamme og sendte efter hende imens han løb et stykke væk dog uden at tag blikket fra hende, et sygt smil var placeret på hans læber imens han vendte på at se om hans ild havde ramt, han håbe på at den ville få hende til at falde sammen men vis ikke havde han flere trick i ærmet.

Idet ilden kom imod hende begyndte publikum at blive stille da alle nu så forventningsfuldt imod ilden som blev stører og stører imens den kom mod hende i fuld far, Duncan greb fat i kniven som nu sad fast i jorden bag han hvorefter han lod en tyk flamme vokse omkring knivens skaft før han kaste den af sted imod hende.

Kittys nu katteagtige øjne søgte rundt. Dette var endnu en af fordelene ved disse øjne. Selv i støvskyer som denne ville hun kunne ænse andre. Hun var ikke helt dum, Kitty havde allerede tjekket arenaen og vidste derfor udmærket at sandet ville skabe en forholdsvis tyk og effektiv støvsky hvis hun smadrede næven ned i det. Her var katte ørerne som nu var tittet frem ud af hovedet på hende, også en fordel. Dette gav hende en ekstra god hørelse, som når katte kunne høre en næsten lydløs mus pile henover marken. For præcis som hun havde regnet med forsvandt han fra jordens overflade idet hendes næve havde kollideret med sandoverfladen. Hun kunne høre ham lande i sandet. Ikke fordi han var der men udelukkende fordi hendes sanser fortalte hende at noget befandt sig lige bag hende et eller andet sted. Ikke det præcise, men der var noget.

Kitty stod ikke længe og tænkte over sit træk, for hun havde en dårlig fornemmelse af at hun skulle væk nu, hvis hun ikke ville give ham et kæmpe forspring i kampen. Nej. Hun nægtede simpelthen at tabe – i hvert fald ikke uden at give ham en kamp! Man kunne sige at det var i lige netop sidste øjeblik at hun satte af fra jorden for at undgå den ild som susede imod hende. Hun var hurtig, men åbenbart ikke helt hurtig nok. Den snittede de metalliske støvler og greb fat i dem. Hun snurrede rundt i luften og landede et sted udenfor støvskyen som endnu engang var ved at sænke sig. Først og fremmest var hun heldig for at det kun havde snittet støvlen, for det andet ændrede det ikke på det ryk af smerte som pludselig gav et stød gennem hendes krop og fik hende tvunget ned i knæ. Her kunne Kitty så takke sin kæmpe smertetærskel for at redde hende. Flammen slikkede lidt op ad hendes ben, og trods denne ulidelige smerte som et normalt menneske ville ligge på jorden og vride sig over kom Kitty op på benene igen – før ilden af sig selv slukkede og efterlod et brandsår på øverste del af hendes skinneben. Smerten vred sig stadig inde i hende, men hun holdt sig oprejst, udstødte en hvæsende lyd i retningen af ham, som en advarende gestus. Dette her kom han til at fortryde. Kitty bed hårdt tænderne sammen og vendte opmærksomheden væk fra smerten som hun langsomt forvandlede til styrke i stedet for.

Men Kitty fik ikke lov til at stå stille mere end få sekunder før hun så den selv samme form for flammer blev sendt af sted dog denne gang omkring en kniv. Lærte han det aldrig? Han ville tabe! Kitty satte endnu engang af fra jorden – hurtigt. Hurtigere. Hurtigst. Udelukkende for at komme så langt væk som muligt. Hvilket lykkedes da hun så kniven ramme kanten af arenaen.
”Er det virkelig alt du har at byde på?” Hun sendte denne hånende kommentar i retningen af ham med en snert af noget bittert, men helt igennem selvsikkert. Et selvsikkert, katteagtigt smil fandt vej over de fyldige læber som sammen med katteørerne og øjnene kunne give folk den tro at hun var en muteret animagus. Nu var det hendes tur til at angribe igen, og hun ville nægte at acceptere en forbier. Hurtighed eller ej, hun måtte blive ved ind til hun ramte ham. Pokkers til vampyrer.

Uden at give ham mere tid løb hun imod ham, denne gang med et gå på og mod angreb. Slyngede først en næve mod hans hoved – som hun var ret sikker på han ville undgå – derefter snurrede hun rundt, svingede med hoften og sparkede ud efter ham. I tilfælde af hvor han var rykket hen fortsatte hun efter, uden rigtigt at bruge øjnene til at se, mere eller mindre kunne hun høre på luften hvor den blev skubbet til. Flere næver. Et spark bagfra. Hun kunne blive ved på denne måde. Rundt i hele arenaen uden at blive træt. Og styrken i næverne var enorm. Om så han ikke flyttede sig særlig meget ville man kunne føle trykket i luften fra slagene som skulle hagle ned over ham. Hvis det endnu ikke var lykkes for hende at ramme ham ville hun gribe ud og få han i hans trøje – og hvis dette skete – ville hun med den faste styrke holde fat. På få millisekunder ville hun derefter smadre sin fod mod hans solar plexus, og derefter trække sig tilbage i en hurtig bevægelse. Anstrengelsen var ikke til at se på hende. Det eneste der kunne virke anstrengt var måske hendes holdning omkring skinnebenet hvor brandsåret viste sig. Og hvor smerten fortsat sivede igennem.

En kattehale poppede nu frem udunder hendes nederdel, og øjnene begyndte svagt at gløde. Man skulle tro hun var ved at forvandle sig til en kat – hvilket dog ikke var helt tilfældet. Men sleve noget af denne forvandlingen var grunden til navnet som var blevet tildelt. Kitty. Hun var Kitty. Og hun ville ikke tabe. Smerte eller ej.

Så er kampen slut, og jeg vil nu meddele den, som skal i kamp mod Taioro!:

Kitty!

Begge modstandere har været fantastiske, og med en smule forlegenhed, må jeg indrømme at Scars og jeg måtte ty til plat og krone, for at bestemme hvilken der havde æren af at sejre (:

Godt kæmpet til begge.