Battle of Titans: Zane D'tarion vs. Karl van Ricter

S: Drake Arena
T: Middag
O: Samtlige pladser på tribunerne er optaget, og flere tusind folk står udenfor arenaen, hvor der er sat kæmpe skærme op som viser kampen.
V: Skyet og noget kunne tyde på at der snart kommer til at regne.

-------------------------------------

En kølig vind blæste over Drake Arena. Et par sandkorn på den nyligt reparerede kampplads blev hvirvlet op i luften...
Publikum ventede spændt på denne kamp... Di Morgas tidligere hersker, Zane D'tarion... mod Karl van Ricter, den mystiske kriger som arbejdede for Alexander Lazarow.
Dette havde potentiale til at blive en uhyre spændende kamp, og efter Zanes præstation mod vampyren Logan, var forventningerne høje.

En port under tribunen gik op, og Zane gik langsomt ind på arenaen. Publikum gik amok af forventning. De hujede og heppede og klappede... alt sammen totalt ligegyldigt for Zane.
Dette var en magtkamp for ham.. en måde at vise Di Morga at han var tilbage, og at han var farlig.

Zane var iført et par lange, sorte bukser og tunge, jernbeslåede læderstøvler.
Hans lange, sølvhvide hår hang løst, og vinden legede en smule med det.
Zane lilla øjne lyste af forventning. Han glædede sig til at finde ud af hvad denne Karl kunne.
Han havde faktisk også en idé om at han ville blive positivt overrasket over den mystiske mands evner... Karl havde virket både anderledes og stærk på sin helt egen måde da de to sidst havde mødtes.

Zane lagde armene over kors og så sig roligt om i arenaen.. det var lidt en skam at Alexander Lazarow var blevet forhindret... Zane ville have brudt reglerne og dræbt ham på stedet for den forbrydelse at bosætte sig i en Valshars hus.
Abbadon var Zanes, han havde bygget det og regeret Di Morga derfra, og han havde mistet fæstningen samtidig med st liv, til Ma'lakel Lemoris, hans tidligere højre hånd, som havde forvandlet fæstningen til et slagtehus... og nu... nu var Abbadon en militærbase.
Zane fnøs.
Ynkeligt...

Der kom en spændt strammende lyd fra de sorte læderstøvlee mens Karl strammede dem, de var det eneste af hans normale tøj der stadig sad som det plejede, resten var skiftet ud, han havde en sort dragt på og henover skuldrene var der en form for metal i snørklede symboler der ikke helt var til at tyde da det lignede en blanding mellem elvisk og oldgræsk, på hoved havde han som som altid den sorte maske der ikke afslørede nogen af hans ansigtstræk, på hans arme hvilede sølvklingerne med et foruroligende skær, i dagens anledning var de monteret på et kugleleje der gav dem plads til at snurre rundt og bevæge sig på helt andre måder end dem man først ville forvente når man så dem, en fejltagelse som de færreste havde overlevet var at undervurdere ham på grund af sine spinkle bygning og den lave krop, (Godt 1.79).
Karl pudsede hans støvler en sidste gang inden han rejste sig og nogen dybe klik kom fra hans krop, det var som om den trak sig selv igang når han bevægede sig, da han havde rette sig helt op kom den velkendte tikken der lød som et urværk og hans dybt metalliske vejrtrækning begyndte, han kunne vel lige så godt lade op med det samme så Zane ville falde hurtigt, for falde det ville han og med grusomme konsekvenser. Karl gik i spagat, rullede frem på gulvet og gik i bro hvorefter han rejste sig op, alt sammen i den samme glidende bevægelse der var meget lig en kats, han var Klar, men det det var heller ikke for lidt at forvente af en mand eller djævel som ham.
Karl gled afsted i hurtige bevægelser og nåede op til selve arenaen hvor de mange lys pegede ned mod ham, det måtte betyde at det kun var ham man ventede på, hvilken skam, han ville ellers gerne have haft lidt tid til at kigge på terrenet før han gav Zane en afklapsning der ville efterlade det meste af arenaen i smadder. Med rolige skridt trådte han ud i lyset og der blev med det samme stille, der var ikke nogen der kendte noget til Karl, han var mest af alt bare en mystisk håndlanger som Alexander havde sendt på banen i hans sted, i manges øjne var det surt at de ikke fik chancen for at se Alexander i kamp igen, han havde trods alt smidt rundt med sin modstander som en kludedukke i den første runde. Deres tilråb og buhen ragede Karl en skid, han var slet ikke interesseret i alle de svage væsner som dansede rundt og råbte op, det var kun Zane der var for øje.
Da begge de to nu var kommet på banen begyndte en Kommentator at snakke.
I den østlige fløj af arenaen har vi med en kampvægt på 59 kilo og en højde på 1.79m Karl van Ricter som vil træde i vores elskede konges sted da han ikke vil være til stede under den sidste runde af disse kampe, Karl hørte slet ikke efter hvad det var som kommentatoren sagde, det eneste han kiggede på var Zanes øjne, han læste ham forsøgte enda at forstå ham så han selv ville kunne slås bedere mod ham, det var ikke en evne eller et talent, det var simpel kampteknik, hvis man så i sin modstanders øjne kunne der ske en af to ting, man ville læse hans angreb, eller indgyde frygt og siden Zane ikke ville kunne stirre tilbage i hans øjne uden at møde andet en sort glas havde han allerede en fordel der.
Alt karl ventede på var Zanes første træk.

Zane stirrede på Karls maske der hvor hans øjne ville være.
Havde han kunnet se væsnets blik, ville han med det samme have målt ham. Han kendte selv den taktik...

Zanes øjne viste ingen tegn på svaghed, men faktisk en vis beundring og nysgerrighed.

Komentatoren begyndte igen: ”Og i den vestlige fløj har vi med en kampvægt på 75 kilo og en højde på 185 centimeter Zane D'tarion! Dette, mine damer og herrer er den tidligere hersker af Di Morga!”

Zane ignorerede kommentatoren... han havde kun øje for Karl lige nu.
Han blev ved med at stirre ind i mandens tomme, stirrende maske, og et fornøjet smil bredte sig langsomt over Zanes ansigt.
*Det her... bliver en god kamp.* tænkte han.

Så rakte han armene ud så han dannede et kors, og med et lysglimt, dukkede hans to scimitars op i hans hænder.
Zane gik ned i sin foretrukne kampstand (Se avatar) og smilede forventningsfuldt og koldt til Karl.
*Han er smart... han venter...* tænkte Zane. Han mærkede adrenalinen pumpe i hans krop, men han stod alligevel helt stille, mens han roligt skiftede vægten fra det ene til det andet ben.
Det var tydeligt for ham at se at Karl var erfaren, og ville være de fleste modstandere langt overlegen, og det gjorde ham helt fyr og flamme.
Han havde ikke kæmpet mod sådan en modstander i lang tid, ikke siden Asparaen Barishan...

*Du venter, Karl van Ricter... og jeg ved at jeg ikke kan sætte dig skakmat på første træk... men jeg kan give dig en god start på dit livs kamp...* tænkte han... og forsvandt, opslugt af skygger.
Næsten samtidig med at han forsvandt, dukkede Zane op ved siden af Karl og huggede lynhurtigt ud efter ham med begge sværd.
Han var dog klar til hurtigt at parere eller rykke væk.

Zane var slet ikke i tvivl om at Karl var en god modstander.

Mens Karl stod og betragtede hvordan Zane flyttede rundt på sin vægt kunne han mindre end et sekund se en ganske lille forandring i hans øjne, det var så lidt at dem der ikke havde den samme erfaring som ham ikke ville opfatte den, han følte intet mærkede intet, i samme øjeblik som Zane forsvandt gik Karl i spagat så Zanes klinger susende hen over hoved på ham og i en snurrende bevægelse ville han forsøge at feje benene væk under Zane, Karl var lavt nok til at Zanes parrade ikke ville gøre en dyt og desuden havde han efterladt sine ben helt åbne for park sådan som Karl selv gjorde nu.
I samme bevægelse som sparket ville han lade benet fortsætte stil det kom bag ham igen og lave en to-tre araberspring til han kom på afstand af sin modstander igen, her stillede han sig i samme søgende position som før og ventede på Zanes næste træk nu da karl havde vist han var hurtigere og meget mere erfaren end sin modstander.
Karl var ikke overrasket, det blev han aldrig, han var heller ikke bange eller stolt, han var bare tom, som altid var han bare tom og ventede på at skæbnen skulle ske, det var bestemt at han skulle vinde og med de sløve bevægelser hans modstander satte frem var der ikke megen tvivl om hvem der var den mest dødbringende af de to, dog med den forskel at Karl ikke sagde noget om det til nogen og på den måde kunne være meget mere farlig fordi ingen kendte til ham eller hans evner.

Zane havde overhovedet ikke forudset et så... fremmedartet modangreb, og de kostede ham hans balance da Karl sparkede ham.
Det lykkedes væsnet at feje benene væk under Zane, men sortelveren var hurtig: Han landede på hænderne og skubbede så hårdt at han nærmest hoppede... og landede på fødderne, igen i kampstand.

Zane smilede. Karls modangreb havde taget ham på sengen, og det var bare endnu et bevis på at dette var en værdig modstander.
Han rettede sig op og fulgte Karls bevægelser med blikket, mens han ventede...
*Nu!* tænkte han, og i det øjeblik Karl satte af i endnu et araberhop, slyngede Zane en lilla ildkugle efter ham.
Med lidt held ville han kunne fange Karl i øjeblikket hvor han ikke kunne undvige.

Samtidig med at han kastede ildkuglen, forsvandt han igen i skyggerne, og denne gang dukkede han op et stykke over Karl.
Zane vendte sig i luften og huggede hurtigt ud efter sin modstanders skulder, hvorefter han satte en fod i jorden, og et par meter væk.

Stilheden der var det korte øjeblik hvor folk måbende så til mens Karl fejede benene væk under Zane var dejlige, det gav ham ro til at tænke meget mere klart, det var enkelt, han havde bevidst lavet arberspringene for at lokke dette ud af Zane, en rigtig kriger ville aldrig give sig til at lave denslags åndsvage ting med mindre han havde en plan og o Karls tilfælde var det således, han havde fulgt med i Zanes tidligere kamp og vidste godt hvad hans reaktion på hans akrobatik ville være, manden var nemmere at læse end en malebog, men Zane var åbenbart ikke klar på at få en modstander der vidste mere om kamp end hamselv, hvilken belejlig svaghed ved en modstander, gad vide om Scars havde sat ham mod Zane for at se om Karl stadig havde de gamle dyder i sig, for i så fald ville han mere end bevise det.
Karl havde lagt mærke til at Zanes ild ikke var så stærk som han ellers havde læst sig frem til, det åbnede for en verden af muligheder i Karls brutale lille hjerne, ud af øjenkrogen så han ildkuglen komme flyvende mod ham og hvordan Zane igen blev slugt af skygger, hans træk var forudsigeligt, han havde brugt næsten det samme mod Logan.
Karl skubbede fra med hånden så hans fødder kom susende op i luften mod Zanes kæbe samtidig med at han lige langsomt nok forsøgt at dække sin ene arm mod ilden, kuglen ramte ham på armen, men smerte var ikke noget som Karl følte, det var ikke engang en del af hans bevidsthed mere, kun et svagt minde om en pige der græd var alt han kunne huske til smerte, mindre end et sekund efter at ildkuglen havde strejfet Karls arm kom Zane til syne, hans overraskelse ville være enorm når han så støvlerne komme bragende mod ham i stedet for den skulder som nu alligevel var blevet ramt, men dog ikke af hans knive som nu missede dere originale mål, men skar dybe rifter i de ellers smukke støvler.

Overraskelsen stod malet i hans ansigt, lige før det kolliderede med Karls støvler.
Zane fløj op og landede hårdt på sandet.
Han rejste sig lynhurtigt op og spyttede blod ud. Karl havde ramt godt, og Zanes læbe var flækket.
Hans syn var også slørret på grund af slaget, og det var en farlig ting.

Zane sprang hurtigt tilbage og med et udfordrende smil, aktiverede han sin Hellfire.
De klare, lilla flammer dansede omkring ham i den sædvanlige aura, men det var tydeligt at de før så voldsomme flammer, var blevet svagere af en eller anden grund.

”Så stopper legetimen...” sagde han højt mens han kiggede på sin modstander.
Han løb frem, og stoppede op et par skridt fra Karl.
*Lad os se hvor god han er med de klinger!* tænkte Zane frydefuldt. Han havde høje forventninger til Karls evner med sine våben...
Zane tog et skridt frem og lod en sand regn af elegante, hurtige og mesterligt udførte hug og snit regne ned over Karl.

Karl kunne mærke sine støvler baldre ind i Zanes kæbe, den naturlige modstand fra knoglen var en dejligfølelse og den sitrede hele vejen igennem Karls krop, ikke at han anede hvad det var for noget, eller hvad følelsen dejlig betød, men for andre ville det være de følelser der beskrev hvordan han havde det. Karl landede med en elegant bevægelse på jorden og der kom en dyb vejrtrækning fra ham efter fulgt at en stærk mislyd der gik væk da han dunkede sig selv i brystkassen.
Karl stillede sig i kampposition og lod klingerne komme frem fra hans håndled med en skarp og skræmmende lyd, de kuglelejer der var på hans arme kom med en lav knirken inden han begyndte at bevæge armene så de snurrede foran ham med en umiskendelig hvislen.
Zane var en stærk modstander og han fortjente stor respekt som en der ikke var bange for at kæmpe mod en der allerede havde fået ham til at bide støvet to gange på mindre end 10 minutter, en ting som han umuligt kunne have prøvet før så hurtigt, Karl var imponeret, det var de færreste der kunne holde så længe i ringen med ham overhoved så Zane kunne også godt være stolt, men på den anden side havde Karl heller ikke foldet sig ud på sine kreative måder endnu.
Zane kom mod ham på konventionel vis og angreb med sine våben, Karls respekt for hans modstander faldt et hak, han burde da kunne sige sig selv at han ikke havde en chance på den måde siden Karl havde vist ham mere end en gang at han var hurtigere end de fleste andre kunne følge med, men Zane skulle få en lærestreg mere hvis det skulle være det.
Karl mødte Zane med en sand 'Bladestorm' Hans bevægelser var så flydenden og hurtige at Zane ligeså godt kunne have slået ud i luften, i stedet blev hvert eneste af hans angreb vent mod ham når Karl lod sine knive danse på mystiske måder der virkede umulige, det lignede mest af alt en dans mens han kæmpede, en enkelt gang brød Zanes angreb igennem og snittede ham dybt i skulderen, men Karl der ikke tænkte på smerte, eller bare ikke kunne føle den, fortsatte ufortrødent med at lave modangreb mod Zane. Karls gik nu mere til angreb end holdt sig i forsvaret, han svingede klingerne så de sang og kun en der havde havde samme krafter som Karl ville have en chance for at følge med, hele tiden angreb han og hele tiden sørgede han for at hvis han ramte ville sårene kun blive små og overfladiske så aromaen af hans modstanders blod kunne fylde rummet.

Zane parerede lynhurtigt de første af Karls angreb, og indså at han havde fundet en modstander med en kampstil, som var så anderledes og mærkelig, at han ikke kunne regne den ud.
Derfor besluttede han at gøre dette på den hårde måde.

Zane sprang tilbage efter næsten at være blevet ramt i ansigtet af et lynende hurtigt hug fra Karls klinger.
Han stak sit ene sværd i jorden, knyttede næven... og hamrede den i jorden foran ham.
En shockbølge spredtes fra ham, og han fokuserede sin energi i en højere grad en han plejede.
Dette var en ny teknik han havde tænkt på at afprøve, og hvis den lykkedes, ville den muligvis kunne vende kampen til Zanes fordel.

En skygge rejste sig nu på hver sin side af Zane, og han rejste sig op igen.
Skyggerne havde samme højde som ham, faktisk samme størrelse... og da de åbnede øjnene, var deres øjne lysende lilla.
Ulmende, sort 'hår' skød ud fra deres hoveder og hver af skyggerne skabte sig nu to sværd, også lavet af skygger.

”Denne form for skyggevæsener er en anelse anderledes end de normale... ser du, de er nærmest en slags kloner af deres skaber, og de har derfor stort set de samme nærkampsevner som jeg har. Måske endda med et par fordele.” sagde Zane og hev sit sværd op ad jorden igen.

”En af de fordele er, at de kan forsvinde nøjagtigt som jeg kan...” sagde han så.. både han og de to skygger forsvandt for næsten øjeblikkeligt at dukke op igen.
Den ene skygge var på Karls højre side, den anden bag ham, og Zane lige foran ham.
Alle tre lod en regn af slag hagle ned over Karl.
*Lad os se om du kan klare noget så farligt som tre af mig...* tænkte Zane med et hurtigt smil.

Karl huggede og huggede og Zane opdagede åbenbart at han havde jogget i spinaten ved at gå til angreb på den måde, Karl var ham overlegen på den måde og tiden var ved at være inde til at vise Zane hvorfor han var så farlig og hvordan han havde overlevet så længe som han havde, Karl fortsatte lidt med at hugge efter Zane som tydeligt ikke brød sig om denne form for kamp, snart trak han sig da også tilbage, tydeligt overrasket.
Karl slynede lidt rundt med klingerne mens han ventede, de lavede en distinkt skarp lyd når de skar gennem luften og så med et standsede han og stillede sig i en ny kampposition, han lod den ene hånd glide om på ryggen mens han stillede sig med rank ryg og siden til Zane, hans blik var fastlåst mens han lod den anden kniv komme op i en provokerende dårlig parradestilling.
Zanes lille tale afslørede at han måtte være ved at være desparat, et godt tidspunkt for Karl at træde til og gøre den endnu mere total end før. En stille tåge begyndte at komme fra mundstykket på hans maske, den gled ned på jorden og blandede sig med luften omkring så den blev usynlig efter et par sekunder. Karl kiggede som igennem hele kampen bare tomt på sin modstander, skyggerne på hver side af Zane skulle åbenbart være gode, men så snart de trådte mere end to skridt frem ville det være Zane der fik sig en overraskelse.
Og så skete det, Zane og skyggerne forsvandt, men kun Zane kom frem igen foran ham og Karl kunne fortsætte hvor de havde sluppet, med de samme hurtige angreb som før ville Karl meget hurtigt få overtaget og denne gang ville han ikke kun bruge knivene, nej denne gang sparkede og slog han også ud efter Zane når han fik chancen og forsøgt at ramme ham i nyrerne og leveren med enten et spark/knæ eller et hårdt slag fra albuen mod mellemgulvet, det var de steder hvor det ville gøre mest ondt og forerette mest skade hvis han ramte, Zane måtte uden tvivl være overrasket eller desparat nu.

Zane opdagede omgående at hans to skygger ikke dukkede op, og havde han været en normal kæmper, ville det have fået ham til at stoppe forbløffet op, hvilket ville have været en fatal fejl.
*Gassen...* tænkte han med et smil mens han huggede voldsomt ud efter Karl.
**Nuvel, Karl van Ricter. Så gør vi det på en helt anden måde.**

Zane gik i defensiv med sine to sværd, og angreb kun Karl for at provokere ham til at angribe.
Når Karl så angreb, ville Zane parere alle de slag han kunne, undvige nogle, og blive ramt af nogle få.
Det var en smertefuld taktik... men den skulle nok virke.
Zane observerede mens de kæmpede, han observerede Karls bevægelser, kampteknik, forsvar... alt.

Ved at bruge tiden på at observere, ville Zane i sidste ende kunne gennemskue sin modstanders taktik og teknik. Dette var en ganske nyttig evne, som kom af hans mere end to hundrede års træning i nærkamp.
Hvis man møder en modstander som er så anderledes, at man ikke kan vinde kampen, så må man observere og finde de huller der helt sikkert ville være i ethvert offensiv og defensiv.

Besynderligt, det virkede som om Zane ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre, han undveg og dansede rundt med klingerne susende om ørene som man nu engang altid gjorde når man brugte korte våben der var hæftet ved begge ens hænder, han var en værdig kriger og en god modstander, men det virkede ikke som om han havde meget mere at byde på, en skam men han havde opnået en ting som meget få personer havde opnået i Karls leve tid, nemlig respekt. Han så ikke Zane som noget vidunder, som alle andre havde han sine fejl, men han var ikke svag nok til at lade alle sine kort ligge i sine kræfter, det var beundringsværdigt og ikke mindst ret snedigt når man kæmpede mod en der kunne tage dem fra en.
Karl åndede tungere, han var næsten klar til at lade den sidste del af hans angreb gå igang, Zane var tilbageholdende og kiggede på ham, han forsøgte at læse Karl, en smule tåbeligt i Karls øjne da hans kampteknik bestod af præcist det uventede, han kæmpede på sin modstanders svagheder og angreb, han havde ikke en bestemt teknik der rigtigt kunne spores til for eksempel karate, nej Karls teknik var helt hans egen, den gjorde brug af fart, hans umenneskelige smidighed og så selvfølgelig det faktum at den hele tiden blev ændret så førsøg på at læse hans træk ville være besværligt.
Tiden var inde, Karl standsede med at slå ud efter Zane og gik et par skridt bagud så der blev plads mellem dem og så Zane ikke kunne nå at gøre et eller andet dumt. Karl bukkede dybt for sin modstander, det var den største ros der nogensinde var blevet givet til nogen af Karl og Zane skulle føle sig beæret over denne gestus. Kort efter rettede Karl sig op igen, Zane ville ikke finde den plads han desparat havde brug for nu til at gøre noget, Karl slog sig selv hårdt i brystet og der lød en larm af indre mekanik der føltes som to knive der blev stykket i trommehinderne på folk, men det varede kun et øjeblik og så var det væk igen.
Tyk rød gas/røg rullede ud af munden på Karl, det var hans blod der blandede sig med den neutralisernede gas og gjorde den ugennemtrængelig så man ikke kunne se mere end en armslængde foran sig, den lille sky der havde omkring den samme længde hvis ikke lidt mindre end den neutraliserende gas omgav nu Karl og Zane, det gav Karl endnu en fordel selv på trods af at det ville slå ham ihjel i længden at bruge denne blanding af hamselv og gassen, hans gasmaskes øjenglas var lysfølsomme og derfor kunne han hele tiden se Zanes omrids selvom han ikke kunne se Karls. Karl bevægede sig lydløst som en kat i mørket inden han gik til angreb fra Zanes side, han gik målrettet efter ørene og knæhaserne så hans modstander ville falde om i smerte, det skulle gå hurtigt da Karls lille manøvre ikke kunne opretholdes særlig længe, han havde trukket knivende til sig og brugte dem nu kun på siden af armene til at forsvare sig med.
Alt var nu i Zanes hænder, ingen overlevede normalt dether, men idag var det ikke til døden de kæmpede.

Som en dyster tåge, der forevarslede død og ødelæggelse, gled den røde, gasagtige røg hurtigt rundt omkring ham og gjorde det umuligt at se noget som helst andet end den dystre, røde farve.
Zane rettede sig op og lukkede sine smukke, lilla øjne.
Han stod så stille som en statue, hans sværd lå løst i hans hænder... og han lyttede.
Hvis der var noget, som Elvere var gode til, så var det at lytte. Deres lange, spidse ører var bestemt ikke bare for sjov... de var et mægtigt værktøj som gjorde en trænet elver eller sortelver i stand til at høre vinden i græsset, bækkens stille klukken på den anden side af en gigantisk bakke... og modstandere, som troede de var snedige.

*Tre...*
Zane løftede lige så stille sit ene sværd, åbnede munden og satte klingen mellem tænderne.
På denne måde holdt han sværdet med tænderne, mens han havde højre hånd fri.

*To...*
Han rakte lydløst hånden ned i sin ene lomme, og trak den lydløst ud igen... i hånden havde han nu tre små sten med en klar, gylden farve. Deres overflade var ru og de vibrerede ganske let i hans hånd, da han gav dem et roligt klem.

*Én...*
Zane førte venstre fod tilbage, helt lydløst, så han nu stod i en stand så han kunne reagere hurtigt.
Han hævede roligt højre hånd hvor de tre små sten var.

*...NU!*
I det øjeblik Karl satte af, hørte Zane hans bevægelse, hans krop der susede gennem luften, hans klinger der næsten lydløst sang når de kløvede den gasfyldte luft omkring dem... og Zane reagerede nu med en ynde og hurtighed som kun elvere ejede:

Han lod sig hurtigt falde sidelens mens han vred kroppen rundt, og på samme tid, kastede han en af de små sten efter Karl, sigtende efter hans hoved. Hvis den ramte, ville der ske en kemisk reaktion inde i stenen som ville frembringe en lyd, som lød nøjagtigt som et tordenskrald, og med samme volume.
Når Zane ramte jorden, ville han have vendt sig rundt lige akkurat nok til at han kunne tage af med venstre hånd.
Han lod sig glide helt ned i sandet og rullede lynhurtigt rundt og kom op at stå.
Da han var oppe at stå igen, kastede han den næste sten efter Karl, med hensigt på igen at ramme ham i hovedet, og så sprang han lynhurtigt bagud, så langt han kunne mens han kastede den tredje sten hårdt ned i jorden mellem ham og Karl. Stenen gav en gnist fra sig, og den høje, tordenskaldsagtige lyd fyldte igen arenaen.

Da Zane landede igen, var han nu uden for den røde sky.
Han tog fat i sit sværd igen, og slap det med tænderne.
Hans ører sang smertefuldt og hans hoved rungede af den lyd de små sten havde frembragt.
Med lidt held havde han mindst givet Karl et chok... eller måske havde han endelig fundet en svaghed?