Playground fun is the best fun i know!//Åbent Emne//

Evangeline sukkede stille, da han slap grebet om hende. På en måde havde hun nødt det, og på en anden måde, var hun lettet over, at han ikke havde armene om hende længere.
Hun sad lidt og kiggede ned i jorden, imens hun tænkte over, hvad hun skulle gøre eller sige. Hun kunne ikke finde på noget, der ikke virkede dumt eller forkert..

Hun tøvede ganske vist en lille smule, inden hun tvang sig selv, til at se ham i øjnene. Men hun kunne ikke. Hun ikke se ind i hans fortryllende øjne... Ej heller, kunne hun se på hans smil. Det smil, der havde tiltrukket hende i første omgang..
Derfor besluttede hun sig for, at vende sit blik mod hendes hænder, som hvilede på hendes lår. Det virkede ikke så fraværende, som at hun kiggede ned i jorden.
"Vil du have at jeg... skal jeg gå?"
Hun bandede over sig selv indvendigt, fordi hun ikke engang kunne få skruet en hel sætning sammen. I hvert fald ikke fejlfrit. Igen bed hun sig i læben. Det her var så.. hun havde ingen ord for det. Tårerne pressede sig på, uden at hun anede hvor i alverden de kom fra. Hun bed sig hårdere i læben, for at holde dem væk.

Aidan var helt chokeret, men grinede så. Stille, men på en meget glad måde.
"Nej da... jeg bliver helt glad mens du er her..." han smilede lidt, og så ned mod hende, selvom hun ikke tillod ham øjenkontakt.
"Meeen... jeg vil gerne prøve den der!" sagde han med ærefrygt, og pegede mod tårnet midt på legepladsen, og den rør-agtige rutsjebane(WTF?).
Han var aldrig rigtigt nogle steder henne som legepladser, og han nød hvergang at være meget barnlig, og prøve de ting, som små børn enten ikke var høje nok, eller modige nok til at prøve.
Han smilede stort.

"Så bliver jeg" Hun smilede svagt.. glad for, at han var glad, når hun var hos ham.
Evangeline kunne ikke lade vær' med at grine af ham, og så turde hun at se på ham igen.. Måske var det slet ikke så slemt at tilbringe tid sammen med ham? Bare som venner? Hun smilede drillende til ham og begyndte at løbe hen mod tårnet.
"Jeg kommer først!" Råbte hun efter ham. Hun følte sig som en på 10 igen.. og hun kunne faktisk lide det.
Inden længe nåede hun hen til tårnet. Hun stoppede ved trappen derop, og ventede på ham med stort grin på hendes læber.

//Smutter - er først hjemme onsdag aften, just as you know :3//

//Okaaay :3//

Aidan så truende, men underligt på hende. "Du snød! HALLO!?"
Han hoppede op fra vippen med et grin, og løb hurtigt hen mod hende.
Der var noget over dette, som gjorde ham inderligt glad.
Vinden i håret, knasende grus under sig. Han kunne ikke huske hvornå han sidst havde 'leget', men han savnede det vidst grufuldt.
Pludselig stod han bag Evangeline, tog fat om hendes liv, og kildede hende.
"Du skal straffes for at have snydt!" grinede han, og tog hende med i et fald på gruset, hvor han stadig havde fat i hende.

Evangeline skreg og grinede på samme tid, da han tog fat om livet på hende, og begyndte at kilde hende.
"Ej, lad vær! Slip mig!!!" Hun grinede endnu mere, da hans kilden, resulterede i et fald ned i gruset. Det gjorde ikke ondt, og hun nød bare, at de lå der, og at de havde det sjovt.. Selvom hun lå i hans arme, syntes hun ikke, det virkede forkert på nogen måde. Ikke længere. Det var efterhånden begyndt at gå op for hende, at hun egentlig bare gerne ville være hans ven. Der behøvede ikke, at være mere mellem dem end blot venskab.

Hun forsøgte desperat at få ham til at slippe hans tag om hende, så hun kunne stoppe hans kildren. Hun både skreg og grinede, og forsøgte at rive sig løs, hvilket var stort set umuligt.

Aidan grinede, og holdt lidt op da han var forpustet.
"Du kommer ikke først, MWUAHAHAH!" han grinede overdrevent ondt, selvom han godt vidste, at hans skuespiller evner var pænt nedern.
Han gav hurtigt slip på Evangeline, og hoppede hurtigt op igen. Han stirrede på hende med et barnligt, drillesygt blik, og smilede intenstfør han pludselig gav sig til at hoppe rundt i en vild rytme som et hypert barn(på speed(det giver dig en idé om det)).
"Jeg kommer først nanaaanaa..." han grinede lidt over sin åndsvage opførsel, men han havde lyst til at lege. Eller noget derhen af.

Han grinede lidt, og rakte en hånd til Evangeline. "Jeg kommer stadig først!"

Evangeline var næsten også forpustet af at grine så meget.
"Ja, du er rigtignok ond, hva?" Hun var flad af grin over hans nedern skuespiller-evner, som da var alt andet end overbevisende. Hun følte sig, som en lille pige på 10 år igen, og hun nød det virkelig. Hun havde aldrig mødt en som Aidan i hele sit liv, og hun var overbevist om, at hun ville have haft en endnu bedre barndom, hvis han havde været en del af den.
Hvis hun havde grinet over hans skuespil, var det ingenting i forhold til, hvor meget hun grinede af hans "onde" latter.

Hun smilede snedigt, da han rakte hånden ned til hende.
"Du var måske kommet først, hvis du ikke havde begået den fejl dér" hun grinede, og hentydede til, at han rakte hånden ned til hende. Hun tog den nemlig, og med en enkel bevægelse, trak hun ham ned at ligge i gruset. Selv rejste hun sig op, og begyndte at løbe op af trapperne, op til tårnet, imens hun dårligt og tydeligt efterlignede hans "onde" grin.

Aidan rejste sig forurettet op, og spyttede en smule grus væk fra sine læber.
"DU SNYDER!" hylede han indædt, men han kunne ikke holde sin latter inde. han gad ikke følge hende op af trappen, da det virkede som den nemmeste vej op. Istedet lod han sig betage af klatrevæggen, der ikke var specielt lang, og de ting man skulle holde fast i som var malet i barnlige farver.
Han samlede sig selv op fra grusets favntag, og gav sig til at klatre hurtigt opad.

"Det er snyd når du snyder," sagde han instinktivt, og så forurettet op mod hende, på en barnlig og ret så komisk måde.

"Jeg må godt! Jeg er en piiige!!" Evangeline grinede højt, og lænede sig udover kanten, så hun kunne se ned på ham. Hun betragtede også klatrevæggen, og hun regnede med, at Aidan ville tage den vej.
Hun kunne ikke lade vær' med at smile ved synet af ham. Hun var virkelig glad for, at hun ikke var gået, da han afslørede for hende, at han var til drenge, helt som hende selv. Han virkede til, at være en rigtig god ven, som man uden problemer kunne stole på. Når hun var sammen med ham, var hun ikke bange for, at virke barnlig, som hun så tit var bange for. Men sammen med ham, var det sjovt at opføre sig, som et barn igen. Det var befriende og det gjorde hende glad. Hun var virkelig begyndt at kunne lide Aidan.. men på en venne-agtig måde.

Aidan grinede, og nåede enden af væggen, hvor man så skulle kravle ind for at komme længere op i tårnet. Han klemte sin overkrop igennem, men llagde så mærke til noget han ikke normalt gjorde.
"De har lavet den her alt for lille til mig!" han stirrede ud i luften, og kravlede spå med besvær - og mange benspjæt, ind i tårnet.
"HVEM SÆTTER OGSÅ BRÆDDER PÅ INDGANGEN, COME ON!" han surmulede lidt, men besluttede sig så for at gå op af trappen så han kunne komme helt op til Evangeline.

Han løb hurtigt op af trappen. Og han gled.
Han hoppede op på benene igen, let rødmende begrund af generthed, og en mindre akavet forslåenhed, og råbte hurtigt,: "Jeg er OKAY!"

Evangeline var mildest talt flad af grin, da han næsten ikke kunne komme igennem hullet. Det kunne godt være, de lod som om de var 10 år igen, men det ændrede jo ikke på, at de ikke havde samme størrelse som 10-årige.
"God undskyldning!" Hun sendte ham et drillende smil, og brød ud i et højt grin, da han forsøgte at komme igennem. Hun havde vidst aldrig grint så meget på en aften, som hun gjorde nu.

Hun grinede igen, da han faldt, men så gik hun hen til trappen, for at se om han var okay. Hun smilede lettet, da han råbte, at han var okay, og så brød hun ud i et grin igen. Hun rakte sin hånd ned til ham, for at hjælpe ham op.
"Rød klæder dig virkelig, Aidan" Hun grinede igen, og hentydede til, at han rødmede, og dermed blev rød i hovedet. Hun sendte ham et drillende blik, imens hun ventede på, at han tog hendes hånd, så hun kunne hjælpe ham op.

Aidan skulede. "Pftshchhhhh..." udstødte han, halvt fornærmet, halvt fornøjet.
Han tog hendes hånd, uden intentioner om at vælte hende igen. Han VILLE altså helt vildt gerne prøve den tube rutsjebane, lidt længere oppe af trappen.
Han hev sig op med hjælp fra Evangeline, og smilede lidt.
"Okay, eftersom at vi begge to kommer først, vil det så sige at ingen af os kommer først? Eller skal vi tage den sammen?" han kiggede spørgende på hende, og smilede. "Jeg er bare lidt bange for at sidde fast. Det gør nemlig pænt meget ondt!"
Han nikkede vidende, og grinede en lille smule, på en fnisende måde.

"Vi prøver den bare sammen, men JEG vil sidde forest!" Evangeline grinede, og tog blidt fat i Aidans arm og førte ham hen til rutsjebanen. Hun grinede og satte sig ned på rutsjebanen, klar til at køre. Hun trak blidt Aidan med sig, så han kunne sidde bag hende hele vejen ned. Hun var så glad for, at hun havde mødt ham. Han var den første hun havde turdet opføre sig så barnligt udenfor, uden at være forlegen over det. Han var en.. ven. En ven man kunne være sig selv, sammen med. Sådan en havde hun egentlig aldrig rigtig haft før. Alle de hanskønsvæsener hun nogensinde havde mødt, havde på en eller anden måde, forsøgt at ligge an på hende, så de kunne gå i seng med hende. Det var så typisk. Men med Aidan var hun sikker på, at han ikke havde de hensigter. Han var jo ikke til piger... Han ville bare være hendes ven. Hun kunne ikke lade vær' med at smile igen over tanken.

Aidan grinede, og da hun trak ham med, var han bare fulgt efter.
"Jaaarh jarh!..." han satte sig bag hende, og tog armene rundt om hendes liv.
"Jeg er bange..." sagde han med et grin.
Det var ikke selve rutsje banen, men tanken om hvis hans skjorte gled op af hans ryg. Det gjorde nas at rutsje med bar hud. Og det gav hudafskrabninger der sved som bare fanden.
Han grinede lidt. "Du passer hodt på mig ikke?" spurgte han, med stemmen fuld af fantastisk alvor, og så så lidt ned mod hende.
han krammede hende tæt indtil sig, som et lillebarn med en bamse - dog ikke så hårdt.
"Mao..."

Evangeline smilede, da han satte sig bag hende. Hun lænede sig lidt tilbage, så hun næsten sad op af ham.
"Aww... Lille Aidan" Hun grinede over, at han var bange, hvilket nok mest var for sjov, men det fik hende altså til at grine alligevel.
Hun sad lidt og kiggede ned i rutsjebanen. Den var meget lang, og derfra hvor de sad, kunne man ikke se bunden. Men det gjorde hende ikke bange, bare ivrig efter at rutsje ned af den.
"Jo selvfølgelig!" Hun fniste som en lille pige, da han krammede hende, som var hun hans bamse. Det fik hende bare til at føle sig endnu yngre, end hun havde følt sig i forvejen.

Aidan smilede lidt, og kiggede lidt nedaf i mørket.
"Skal vi?" han gjorde sig selv mentalt klar, og grinede blidt.
Han kunne virkelig godt lide at være sammen med Evangeline. Hun var sød, helt oprigtigt, som i helt inde i hjertet, og hun var sjov, og det ville ihvertfald ikke se dumt ud hvis han gik med hende i byen.
Hun var som en søster han aldrig havde fået, men som han altid havde ønskjet sig. Der var selvfølgelig de andre dæmoner, men de holdt sig tit lidt på afstand af ham, ihvertfald dem han havde været sammen med før han flyttede til terre.
"Er vi mærkelige?" spurgte han med et grin. "... nej glem det, igen, skal vi?"

Evangeline smilede og var da også begyndt at se Aidan som en bror. Hun havde altid været ene-barn, og hvis hun nogensinde skulle have haft en bror, skulle han være præcist som Aidan. Sød, sjov.. en man kan lege 10-årig med, uden at han grinte af én. Hun kendte ham ikke særlig godt, og alligevel følte hun, at de på en eller anden måde, havde kendt hinanden i lang tid. Hun smilede og nød at være den "bamse", som Aidan holdt ind til sig. Det føltes på en måde.. trygt. Selvom man måske skulle tro det, så føltes det ikke på nogen som helst måde "kæreste-agtigt", at sidde her med Aidan.. Mere som en søster-bror ting? Men hvis han sagde det, ville han sikkert synes at hun var underlig.. Efter en enkelt dag, havde hun det allerede, som om, han var hendes bror. Hvis hun sagde det til ham, ville han bare tro at hun var.. desperat? Først havde hun kastet sig over ham, og set ham som kæreste-potentiale, hvorefter hun så fandt ud af, at han var til drenge. Hun ville ikke genopleve den føleles af, at blive afvist igen. Og det var hun bange for, at hun kom til, hvis hun afslørede for ham, hvor meget hun holdt af ham på den der bror-søster måde. Og så efter så kort tid..

Pludselig gik det op for Evangeline, at hun ikke havde svaret på hans spørgsmål, da han gentog det efterfulgt af et andet spørgsmål.
"Neej, vi er bare 10 år igen!" Hun grinede, og to fat i rutsjebanens sider, for at skubbe sig selv længere frem af, så de begge to kom til at rutsje nedaf.
"Jada! Jeg skal nok passe på dig.." Hun smilede spændt, og gjorde sig klar til, at skubbe dem det sidste stykke, hvorefter de ville rutsje ned i mørket.

Aidan grinede lidt, og følte en sær kildren i maven. "Everythings under control houston!" sagde han med en dyb radio stemme, og lænede sig lidt ned så de kunne glide. "Det her bliver så sejt. På ære!" sagde han, gravalvorligt.
Han rettede på et par usynlige briller, og tog et fast greb om Evangeline. "NOW DRIVE!"
Han skubbede dem begge frem, lænede sig tilbage, og de gled hurtigt igennem røret der gav sig, og spyttede lyden af tøj mod plastik, som var underligt hul, ud.
Aidan skreg, ikke højt, men som om det havde været en ti meter høj og 1 kilometer lang forlystelse.
Han havde det sjovt, og da de nåede til enden af røret, grinede han ekstremt meget, og prøvede at rejse sig op. Det kariktaristiske 'DONK', efterfuldt af en rungen, og en intens smerte i panden, gisnede om at det nok kun var Evangeline der var kommet helt ud af røret.

Evangeline grinede højt, pga. hans snakken, og hun lænede sig tilbage mod ham, da de gjorde hende tryg.
Ligesom ham, skreg hun en anelse på vej ned af rutsjebanen. Den var meget stejl, og det gik lige ned af, mange steder på vej ned af banen.
Hun nød virkelig følelsen af, at rutsje ned i mørket, sammen med Aidan.

Hun grinede højt, da hun så lyset forude, og skreg en anelse, da det gik stejlt nedaf, mod enden af røret. Hun smilede, og rejste sig op. Hun vaklede kun en smule, og selv det, så yndefuldt ud, når hun gjorde det.
Hun kunne ikke lade vær' med at grine lidt, da Aidan slog sit hoved mod kanten, men så fik hun ondt af ham.
"Aww.. lille Aidan", hun kunne ikke lade vær' med at fnise lidt, og hendes blik var uden tvivl drillende, men også sødt.. Hun satte sig ved hans sidde og holdt ham ind til sig, som var han en bamse, hun havde tabt, så den "havde slået sig".. ligesom dengang man var 10..

Aidan sukkede lidt, med et grin, og tog sig til hovedet.
"Så lille er jeg nu heller ikke... lidt lav måske, men jaaarh..."
Han grinede rigtig meget, på trods af at han vidste at en dundrende hovedpine ville følge efter dette slag.
"Orh hvad, hvem mon kunne vide at plastik kunne være sådan et godt våben... må få fat i de dersens børne sværd, ingen ville turde kæmpe mod mig... Plastik gør mere nas end... frugt?" Han grinede lidt, pågrund af hans egen usammenhængenhed, og lod sine øjne falde på jorden.
"Aww, stakkels små børn der for slag af plastik sværd... de må da få ar for livet!?" Han så op på hende med et smil, der var varmt og drillende.
Et vindstød purede let op i hans hår, og han kunne føle kulden helt ind i marven, hvilket var meget sært. Han frøs næsten aldrig.

Evangeline grinede. Hun havde stadig armene om ham, som var han hendes bamse.
"Du er da højere end mig..." Hun kunne ikke lade vær' med at grine igen. Hendes blik betragtede ham med en stille mine, imens hendes hånd blidt kærtegnede det sted, hvor rutsjebanen havde ramt ham.

Hun var flad af grin, da han begyndte at snakke om plastiksværdene.
"Det er et farligt våben..." Hun grinede højt og smilede drillende til ham. Hun havde aldrig oplevet, at en person, kunne få hende til at grine så meget. Hver gang han sagde noget sjovt, grinte hun, og det gjorde hende i meget bedre humør. Endnu engang var hun glad for, at hun var blevet istedet for at gå, efter afsløringen af hans seksualitet.

"Nu skal der heller ikke meget til for at være højere end dig, vel?" Sagde han, med et fornøjet blik, og et sjovt ansigtsudtryk.
Han grinede over hendes kærtegn, og lod sig krammes helt tæt indtil hende.
"Spindespinde, mao!" sagde han, smilende, og kiggede på hende med sine blå øjne.

Aidan nikkede lidt. "Det er det farligste ud over knojern... de må gøre rigtig nas, tror du ikke? Av..." han krummede sig lidt sammen, pågrund af den smerte han forestllede sig ved et slag med knojern.
"Derfor skal man aldrig nogensinde blive bande medlem... og så er jakkerne også ret grimme..." han grinede lidt, og krammede Evangeline tilbage, sælsomt og beskyttende.

Evangeline skubbede drillende til Aidan, da han lavede lidt grin med hendes højde.
"Jo der skal!" Hun grinede og holdt ham stadig ind til sig. Hendes Aidan.. Hendes ven, Aidan. Når hun tænkte nærmere efter, havde hun egentlig ikke særlig mange drenge-venner. Ingen, faktisk. De fleste hankøns-væsener, så kun hendes udseende og krop, og så havde de da slet ikke tænkt sig, kun at være venner med hende. Men Aidan.. han var til drenge. Han så hende slet ikke, som de andre gjorde. Han så igennem skønheden - den forførte ham jo ikke - og ind til hendes personlighed. Hun kunne ikke lade vær' med at smile, blot pga. af tanken.

"Ja, det har du nok ret i" Evangeline grinede og hendes svar, besvarede begge de ting han sagde. Både det med Konojernene og jakkerne.
Evangeline nød hans kram. Der var en fornemmelse af tryghed, over den måde, han krammede hende på.

Aidan grinede stort over Evangeline. Hun var et fantastisk væsen, og han nød hendes nærvær meget.
Han gabte lidt, og manglen på ilt gjorde hans blik lettere sløret.
"Jeg er trær..." mumlede han på en smaskende og meget træt måde.
Han rullede sig nærmest sammen til en bold, et rum hvor kun Evangeline sad imellem.

Aidan smilede lidt, og lukkede øjnene. Han følte sig lidt barnlig, men det havde man vel også brug for en gang imellem, ikke?
Evangeline gjorde ham glad helt indeni, og han var sikker på, at de helt klart skulle mødes igen.
Hun var... Hun var jo en ven, ikke?
Han smilede, lalleglad ved tanken.

Evangeline smilede over hans træthed, og lagde blidt en arm om ham, imens han rullede sig sammen til en bold. Hun lod fingere køre blidt igennem hans hår, imens hun betragtede ham lidt. Et gab sneg sig over hendes læber, og hun lagde en hånd over munden, som for at skjule det. En gammel vane, måtte det vel være. Hun smilede og så lidt på Aidan, inden hun begyndte at tale.
"Jeg er vidst også lidt træt"

Hun var så glad for, at Aidan og hende selv var sammen ligenu. Selvom de kun havde kendt hinanden i ganske få timer, føltes det som så meget længere.. Hvorfor, vidste hun ikke. Han var bare noget... specielt.