Rage (Maylea)

Maylea lå gispende nede på jorden og krummede sig sammen. Det var tydeligt at nu hvor barrieren var forsvundet at store dele af hendes tøj simpelthen var svedet væk. Hendes hår som ikke havdre taget skade, men som til gengæld var blevet lettere rodet af at vride sig nede på jorden, havde fortsat den sædvanlige bune glans. Huden havde næsten heller ikke taget skade, ligeudover de få sekunder til allersidst hvor barrieren simpelthen var forduftet og ikke havde kunnet beskytte hende imod de altædende flammer.

May stønnede over smerten da hun anstrengt kom op at sidde, ligegyldigt hvor ondt det gjorde nægtede hun simpelthen at ligge ned foran sortelveren, som et svagt misfoster der ikke kunne holde sig oppe. Hun mødte trodssigt hans blik mens han udtalte sine 'storslåede' ord om at han ville træne hende, hvis hun villegive efter for ham. May bed hårdt tænderne sammen så de lavede en skurrende lyd mod hinanden. Høj nok til at hun var ret så sikker på han hørte dette.

Hun mærkede hvordan det gibbede let i kroppen da hun lagde mærke til det lille glimt af respekt i hans øjne. Havde han udvist respekt.. overfor hende ? Det kunne ikke passe. Og han blev virkelig ved med at give hende chancer.. man havde vel nok et åbent sind. Men så dukkede tankerne op om hvad dette væsen faktisk havde gjort tidligere fik endnu engang vreden til at blusse op i hende i en form for nyfunden energi. Dette var dog kun noget hun bildte sig ind. For i virkeligheden kunne hendes krop ikke klare mere. Den var færdig. Og dog.. Dum og ung som den teenage-tøs hun var, blev det eneste svar hun gav ham, en velrettet spytklat mod hans fødder.
Og hun var ret så sikker på at den ramte.. hvilket inderst inde gav hende en følelse af tilfredsstillelse.

Spyttet, Maylea's dødsdom, gled langsomt ned ad hans højre støvle, og Zanes blik blev hårdt, ondt, og sadistisk.
”Nuvel...” sagde han med et uhyggeligt smil. ”Det tager jeg som et nej... og det betyder også at du lige har dødsdømt dig selv, min kære.”

Zane knælede og med en hurtig bevægelse, fejede han spyttet af sin støvle og tørrede det af i græsset.
Så kiggede han på Maylea og hans øjne glimtede ondt af fryd.
”Endelig...” mumlede han med et smil.

Så knipsede han med fingrene, og fire skygger fløj ud fra de omkringliggende træer.
Skyggerne forsøgte lynhurtigt at gribe fat i May's håndled og ankler, og hvis de fik fat, ville de med stor styrke lægge hende ned på ryggen, og strække hende ud, dog uden at skade hende.

Spytklatten havde sikret hende en yderst væmmelig og ekstremt smertefuld død.

Maylea som efter hun havde spyttet, endnu engang var sunket sammen ned på græsset af udmattelse, løftede blikket, for at se hans reaktion. Det havde haft den ønskede effekt. Hans øjne havde endelig fået deres sande glød. Hun vidste at dette var sortelverens sande jeg, og at det var sådan han i virkeligheden var - ikke det falske 'barmhjertige' ydre. Trods hun allerede vidste at hun havde underskrevet en dødsdom, nægtede hun stadigvæk at blive kaldt ordet 'kære' i hvert fald når det kom var HANS mund. Lige da ordene havde forladt hans mund hvæsede hun som en kat ville have gjort det.

Hun hørte knipset, men hun nåede ikke at opfatte HVAD der skete. Hun mærkede kun noget hun ikke kunne sætte ord på greb fat i hendes håndled og derefter ankler, for at sprede både arme og ben, på samme tid med at de tvang hende ned på ryggen - så lang vej igen var der nu heller ikke, eftersom hun havde siddet og krummet sig sammen som et såret dyr.

Maylea stønnede og bed hårdt tænderne sammen for at holde et par spydige ord tilbage, som hun mærkedeat hendes indre rigtig gerne ville slynge mod hans ansigt, som de sidste ord. Det eneste der skete var det lettere hånlige smil hun sendte ham. Som vidste hun hvor meget bedre end ham hun var. Trods tydeligheden i at han var over hende.

Zane knæledened ved siden af hende og rystede langsomt på hovedet.
”Så ung og smuk... og så lovende evner... det er i sandhed en skam at du skal dø, min kære. Men du har selv valgt det.” sagde han med en blid stemme, gemmende på en ond og kold sadisme.
Han rakte hånden ud og tog fat i kanten af hendes forbrændte top. Så skubbede han den op og blottede hendes mave helt.

”Ah... du er i sandhed en skønhed.” hviskede han og lod sine fingre løbe blidt hen over den bare hud.
”Dette, er en af de smukkeste dele af kvindekroppen. Og samtidig, er det også et af de svageste...” sagde han mørkt, og et sygt smil bredte sig på hans ansigt.

En lang skygge kom nu ud af skoven, bærende på noget som lige nu var gemt i dens sorte hænder.
Uden at tage blikket fra May's blottede maveskind, rakte Zane ud mod skyggen, som nu placerede genstanden i sin herres hånd.
Zane tog et elegant greb om genstanden og førte den ned foran May's ansigt så hun kunne se den.

Det var en af hendes egne kasteknive.

Han smilede ondt og førte langsomt klingen ned mod hendes mave.
”Forestil dig alle de slag i maven du har fået gennem dit liv... og gang dem med tusinde.” sagde han mens klingen kom tættere på.

”Det er den smerte du vil opleve nu.”

Maylea mærkede hadet for sortelveren krible og svide under hendes hud, da han endnu engang valgte at kalde hende 'sin kære'. Kunne han da ikke forstå hun var det modsatte ? Kunne han ikke mærke den had hun følte både for ham og hans race ? Hvor meget hun hadede deres eksistens.. Hvor meget hun hadede hvad de havde gjort og hvad de ville gøre. Med ham som lederen. Maylea vidste når en kamp var tabt, og det var nu meget tydeligt for hende hvad der ville ske.. lige undtagen.. hvad lavede han ? Hun mærkede hvordan han skubbede op i hendes trøje og blottede maven. Hun vidste det.. for hun kunne mærke den lette luft stryge kærtegnende hen over den som for at fortælle at den ikke ønskede der skulle ske hende noget. Men at den og skoven ville tage imod hende, og være hos hende til det sidste.

På grund af kontakten med vinden og skoven som hun pludselig følte, virkede sortelverens ord hende lettere fjerne. Som om hun kunne høre hans stemme, men hun var ikke helt sikker på hvad det faktisk var han sagde. Men denne behagelige fraværende følelse var kort. Alt, alt for kort. Hun fik ikke lov til at mærke den brede sig i kroppen. Fro hadet som sved under hendes hud blev overtaget af en stigende angst da hun så hvad sortelveren holdt ned mod hendes ansigt. Angsten som stod ud af hendes øjne blev blandet med raseri over sortelverens frække tankegabng. Hvor kunne han i det hele taget TÆNKE på at bruge hendes egne knive mod sig!

Maylea så op mod sortelveren med et had så stort at det i dette øjeblik næsten kunne ses, stråle ud fra hende som en kraft. Men det var intet. Sortelveren behøvede intet at frygte, for han vidste lige så vel som hende - at hun var magtesløs.

Han smilede ondt da han så hendes angst og had.
”Du frygter og hader mig... men før dette øjeblik, havde du chancen for at komme af med al dit had... al din smerte... alt det, som gør dig ondt... men i stedet valgte du at lide en yderst pinefuld død. Jeg sørger over dit valg... men jeg takker også.” hviskede han mens han så hende i øjnene.
Zane lod stille den flade sid af knivens klinge stryge hen over May's bare mave.
Han ville virkelig nyde det her... og han ville virkelig nyde hendes frygt...
”Hvor ønsker du at jeg starter?” hviskede han ondt.
Så satte han spidsen af kniven mod hendes hud, lige under navlen.
”Her?” spurgte han.
Han førte kniven op til punktet mellem hendes bryst og hendes navle, lige på midten.
”Her?”
Så hørte han langsomt kniven op til hendes solar plexus.
”Eller måske her?”
Han kørte kniven ned ad hendes mave i en langsom bevægelse – ikke hårdt nok til at skære gennem hendes hud, men stadig nok til at hun kunne mærke hvor skarp kniven var.

"frygter dig ?" spyttede hun ad ham, med en hånlig tone. Jo vel nok vidste hun at hun skulle dø, og hun.. hun havde ikke ord på den følelse hun havde når hun så en af sine egne elskede knive blive rettet mod hende. Knive som hun stadigvæk havde siddende i bæltet omkring hofterne, men som hun vidste at hun aldrig ville kunne nå, på grund af de skygger som holdt hende fast. Så fast med den styrke, ville hun ikke have en eneste chance for at komme fri igen. Så klog var hun dog.

Maylea skælvede ved følelsen af kniven som berørte hendes mave med fjerlette, kærtegnende bevægelser. Hvor hun dog ville ønske at kniven befandt sig i hendes hånd i stedet for i hans. Så mærkede hun knivens spids, Først det ene sted, og så det andet. Hun kunne ikke gøre for det. Et gisp undslap hendes læber da det gik op for hende at knivens kølige ægge ville bryde igennem hendes hud før eller senere.. Når sortelveren var færdig med at tvinge hende op i et hjørne af frygt. Hadet strålede ud fra hendes blik og borede sig lige igennem ham, om han ville lægge mærke til dette anede hun ikke. Hun vidste blot at hun hadede denne sortelver, næsten lige så meget som den hersker til Ma'lakel. Næsten..

Endnu et gisp, endnu en skælven. Hun bed sig hårdt i underlæben, for ikke at sige noget til ham som måske ville give ham større grund til at pine hende. Lige indtil det gik op for hende at det var slut. At dette var det sidste hun ville komme til at opleve. Smerten. Hvorfor så ikke bare give den hele armen ? Hvorfor ikke bare kyle alle frustrationer lige i hovedet på ham og give ham en endnu større grund til at pine hende ?
"Er du snart færdig med at lege den store stygge sortelver?" Stemmen skælvede iikke som man ville have troet, den var rolig. Hård. Frygtløs. "Eller er du måske bange for rent faktisk at gennembryde huden på et så rent væsen?" hånede hun. Det var lige før man kunne se et smil på hendes læber, hårdt. Hadfuldt. Rettet mod ham, og kun ham.

Zane hævede et øjenbryn og følte faktisk en smule ærgrelse... hun var både smuk, modig og havde potentiale. Det var i sandhed en skam at dræbe hende.
”Du kunne være blevet mægtig... mægtig nok tilat stoppe Alexander Lazarow, mægtig nok til at stoppe slaveriet i Di Morga sammen med mig, mægtig nok til at blive min nye Angelie...” sagde han mens han så hende i øjnene.

Så stak han hende lige over navlen. Kniven gik dybt ind, og et trist blik gled hen over hans øjne.
Han trak kniven ud af hende igen, og stak hende igen. Denne gang under navlen.

”Og nu...” hviskede han mens han kyssede hende blidt på kinden.
Han trak den skarpe kniv ud af hendesstakkels mave, og førte den op til hendes solar plexus.
”Dette bliver smertefuldt... Solar Plexus er et nervecenter... og du dør af det...” hviskede han blidt i hendes øre... og så hamrede han kniven hårdt ind i hendes solar plexus.
Han slap kniven og rejste sig op.
Uden at se på hendes maltrakterede mave, vendte han sig om, og begyndte at gå ud af denne dødens lysning.
Skyggerne slap hende og forsvandt, og en enkelt fugl sang sørgmodig oppe i et af træerne.

Hun skar tænder ad ham og hvæste som en kat ville have gjort det. Alt i alt lagde hun ikke skjul på hverken det uigennemtrængelige had, og fjendtlighederne. Nej selv alt hvad der havde med ordet høflighed var som forduftet fra hende. Den mørkebrune manke som indrammede det lille kønne halvforbrændte ansigt, lå spredt omkring hendes hoved eftersom hun lå ned. Hun kunne ikke rykke sig ud af stedet. Faktisk var det eneste hun kunne gøre at sende ham hadfulde blikke, kommentarer, og så hvæse. Trods dette kunne hun ikke lade være med at blinke overrasket et par gange over hans ord. Ord om hvad hun kunne være blevet til, hvis ikke hun absolut skulle underskrive sin dødsom så helt igennem effektivt. Men der var én ting hun ikke helt forstod. Og det var navnet som han nævnte. Hvad mente han med hans nye Angelie ? Havde det været en vigtig person ? En som han havde elsket?
Hvor meget Maylea end havde villet det, fik hun ikke lov til at tænke yderligere over disse ord som fik hende til at tænke. Tænke over hvor klogt det nu havde været at angribe ham på denne måde..

Alle tankerne forsvandt som dug for solen da knivens spids gennemborede hendes hud lige over navlen. Og ikke kun let som hun havde troet dette ville være. Nej. May var overrasket. Men overraskelsen var ikke alt. For aldrig havde nogen gennembrudt hendes rene og ellers så uigennembrydelige hud. Aldrig havde hun følt en smerte så lig den han gav hende nu. Den indre smerte da Korah forrådte hende til fordel for Ma'lakel havde været dødbringende. Men dette her. Dette var en helt anden form for smerte. Ikke kun de små nævekampe, som man i de yngre klasser startede ude i skolegården. Dette her var den virkelige verden.. Dette.. Udover gispet hun havde givet fra sig, var anden gang han stak kniven i hende ubærelig. May kunne ikke tillade sin krop at være stille længere. Skriget gled udover hendes læber. Hjerteskærende og smertefuldt. Selvom hun havde vist det ikke var til nogen verdens nytte vred hun sig i skyggernes greb. Hun vred, hev og sled. Prøvede forgæves at komme fri.

Øjnene var spærret op, mørke. Det mest sære var at det ikke var frygt eller smerte disse øjne var plaget af. Det var had. Den sidste følelse hun ville komme til at føle, udover smerten fra kniven som på sin vis var så smertefuld at hun vidste hun ville dø af dette. Men hadet fyldte det meste. Hun hadede denne sortelver. Hun hadede Ma'lakel. Hun hadede alle herskere som tænkte alt for store tanker om sig selv. Hun hadede disse beskidte væsener. Djævle, dæmoner, vampyrer, sortelvere.. DEM ALLE!! Hun hadede dem noget så dybt. Og mest af alle.. Så hadede hun Korah. Hun hadede ham for at have forrådt hende. Hun hadede ham for rent faktisk at vælge side med den mand som havde dræbt hendes far. Hun hadede ham for at give hende følelser som hun aldrig havde troet hun kunne være i stand til at føle.. Hun hadede dem alle. Hver og en.

Zanes sidste ord havde et slags slør over sig, så hun kun kunne høre ét ord.. 'dør' hun ville dø. Som alle de andre der havde måttet lade livet for disse afskyelige væsener ville hun nu dele plads med dem. Hun ville blive ét med skoven og dens natur. Og hun ville sørge for at ingen mand som denne sortelver nogensinde ville plante deres fod på dette sted hvor hun lå. Aldrig. Maylea stoppede med at vride sig, og lå nu helt stille. Med disse hadfulde øjne stirre lige op på ham. Gennemborede ham og satte sig fast. Hun ønskede at han ville huske dette blik. Og så skreg hun. Et skrig større og højere en det hun før havde skreget. Men også kortere. For snart havde hun ikke mere luft. Og hun brugte ikke engang den sidste energi på at gispe efter den, eller prøve at klamre sig fast til livet. Men trods døden kun befandt sig få sekunder fra hende, var der en stemme som gled udover hende læber og kastede sig efter ham. En stemme der meget vel kunne have tilhørt en sirene på dødens rand..
"Jeg er ikke den sidste.."

//OOG. Det var slutningen på den kønne Primrose..//