madness (Zann)

Omgivelser: det der nu er tilbage af den gamle galeanstalt
Tid: 02:30
Vejr: køgeligt og vindstille
Sted: galeanstalten
Dato: 1/7


Forundrende øjne så op på den blanke måne, som denne nat var fuld. Den lyste galeanstalten op i et blegt skær der ikke ligefrem gjorde det hyggeligt at være der. De sorte øjne lyste smukt og ville tiltrække meget opmærksomhed hvis nogen så dem, på trods af at de var sorte kunne de lyse? Det så sært og alligevel meget smukt ud. Et nærmest morderisk smil sad på kvindens læber. Hun stod på det var tilbage af 2 sal på galeanstalten, der var gået hul i loftet så man kunne let se månen. Hun gik tættere på den skindende måne som afslørede hendes smukke former, og næsten perfekte udsende, hun havde en laset hvid kjole på hvilket afslørede utallige ar på ben, arme, ryg og mave. De eneste steder der ikke var ar var i hendes ansigt, og hænder, de stæder andre ville se hvis man tog en langærmet trøje på samt bukser, der var der ingen skader, så man kunne skjule alle sårene med tøj. En vidunderlig duft kom fra hende, en duft man ville ha svært ved at modstå, den ændrede sig fra person til person alt efter hvad man nu aller helst ville dufte til… noget der både var farligt for hende, men som også skaffede hende mad. Lige nu var hendes fulde opmærksomhed rettet mod månen, det var endnu en fejl ved hende.. hun var egentligt ude for at jage... men hun var blevet distraheret af månen, og ville nok ikke opdage hvis der kom nogen med mindre personen skubbede til hende... hun var yderst nem at distrahere til tider, hvilket var farligt for hende.

Zann var en halv engel halv dæmon som var ved at stikke af fra en masse dusørjægere han løb alt hvad han kunne mod galeanstalten med overkroppen drejet imod dem og 2 pistoler hævet som ikke stod stille de blev affyret det ene skud efter det næste i en stor regn af skud og brag pludselig kiggede han ligeud for sig og en væg stod foran ham "fuck" sagde han til sig selv og hans øjne så hurtigt rundt for at se hvor han kunne flygte hen men han var nød til at afsløre han var et magisk væsen han slog sin blodrøde vinger ud røde som dæmon vinger men med fjerd som englevinger og lettede fra jorden og fløj med høj fart op på taget af galeanstalten og landede på taget hvorefter hans vinger forsvandt igen og han begyndte at skyde mod dusørjægerne igen men de kastede gribekroge op efter ham en af dem ramte hans fod så der kom et hul og blodet sivede ud han skreg af smerte men skød snoren af gribekrogen og kastede krogen væk hvorefter han begyndte at løbe igen og så et hul i loftet som han med et kraftigt spring fik sig sprunget ned af og landede lige foran en kvinde hans røde lande læderjakke blafrede kort fordi luften fra springet havde skubbet den op han satte sine pistoler i holderne på bæltet ved ryggen igen og så mod hulet kort før han smilede og gemte sig i skyggerne han havde ikke engang set kvinden endnu han havde for travlt med at overleve hans halvrøde øjne var rettet mod hulet i loftet for at sikre sig de ikke fulgte efter ham mens han trak efter vejret han havde et par ret store bukser på og sorte sko men ingen trøje så hans åbne læderjakke dækkede kun for hans arme og noget af hans brystkasse men selvom det meste var dækket var det tydeligt han havde en flot kraftig sixpack og en ellers nydelig krop hans sværd på ryggen var sort og det man kunne se af det var at det var et dobbeltsværd så stort var skaftet hans hvide hår dækkede for hans ansigt men man kunne se at Zann var ikke en type man bare skulle lægge sig ud med han havde flere tricks i ærmet end det han indtil videre havde vist

Sick ænsede ikke de utallige skud, hun hørte dem ikke, var dybt fokuseret på den skindende måne og tillod ikke at nogen skulle stille sig i vejen for hende. Det morderiske smil forsvandt langsomt i takt med den tid hun brugte på at se på månen, som om månen gjorde hende rolig. Skriget og duften fra blandingsvæsnet tog hun sig heller ikke af, lod det passere og nægtede at tage sig af det, dog blev hendes fristende duft stærkere og stærkere jo tættere man kom på hende, og den krævede opmærksomhed, snoede sig ind i sanserne på den blandingsvæsnet, fortalte ham at han ville finde duftens ejer, fortalte ham at han var sulten, meget sulten ! og skulle bruge sine kræfter på at finde hende!
Hendes opmærksomhed mod månen blev brudt ide blandingsvæsnet landede foran hende og sørgede for at hun ikke kunne se månen, de sorte øjne lyste kort op i had til ham fordi han havde brugt hendes ’øjenkontakt’ med månen. Dog nåede hun ikke at se hvor han gik hen fordi skud ude fra krævede hendes opmærksomhed, hun lænede hovedet en smugle på skrå og det morderiske smil kom tilbage mad tænkte hun, og gik hen mod et ødelagt vindue som hun kunne hoppe ud af , hun så på de bevæbnede dusørjægere som om de var uskadelige høns der råbte om at blive spist… Og det skulle de nok, hun var fuldstændig ligeglad med deres våben og der kunne ses på hende. Hun satte sig op i vinduet så hun let kunne springe ned på jorden og lande foran en af dem… dog ventede hun lidt da hun kom i tanke om den person der var her inde… han gemte sig for de dusørjægere eller hvad de nu var? Og han var skyld i at hun ikke fik lov at se på månen! NAR! Hun hissede sig kort op over dette og glemte for en stund at hun ville til at springe, da endnu et skud blev affyret blev hendes opmærksomhed revet ned mod ’dusørjægerne’ igen og hun ville til at springe…

Zann stod roligt i mørket og så på hullet han havde endnu ikke opdaget der var en anden indtil han hørte skridt og duftede den kraftige duft han vendte blikket mod hende og så på hende kort med et ondt smil før han kom frem fra skyggerne og forsvandt før han pludselig kom frem bag hende "har du tænkt dig at springe" spurgte han roligt og så på hende kort med et følelsesløs ansigt og så så ned "forresten din duft? Den dufter godt" sagde han roligt med pistolen klar vis hun nu ville angribe ham og i den anden hånd havde han samlet en masse energi så han bare behøvede at sige besværgelsen så ville der komme en ild rødere end nogen anden flamme og meget varmere men han ville ikke skade hende vis hun prøvede at skade ham mens de stod der og kiggede ned havde de endelig fået sig samlet sammen til at begynde at kravle op af væggen med deres reb Zann smilede et ondt og morderisk smil "nu kommer legetøjet" sagde han og satte pistolen væk og tog sit sværd op af holderen det var et kæmpe dobbeltsværd men han holdte det som var det et ethåndssværd mønstrene på sværdet var ældgamle og meget flotte hans veltrænede arm holdte det stramt og parat til at dræbe dem når de kom "Forresten navnet er Zann" sagde han og så på hende kort med et smil før han gik lidt væk fra hende og så på loftet "Hell sword" sagde han før der kom flammer om sværdet og kort efter stak han sværdet op igennem loftet et skrig kom hvorefter han skar en cirkel og en mand faldt ned blødende på gulvet på den lille smule tag han havde skåret ned før han satte sværdet væk og tog pistolerne og med et hårdt hop hoppede han op af hullet og gik i split så han havde en hæl på hver side af hulet og begyndte at skyde dusørjægerne en efter en med et ondt smil og morderiske øjne bare blev ved med at skyde løs og kort efter var der ingen på taget de eneste tilbage var 3 mænd nede på jorden som rystede meget fordi de havde hørt skrigene og skudene han lod sig falde ned i hulet igen og ladte sine pistoler med et ondt smil "det var vist det de sidste løber alligevel" sagde han før han begyndte at gå væk fra hulet væk fra vinduet og væk fra hende med langsomme skridt før han satte pistolerne holdrene og gik ind på en af galeanstaltens værelser og satte sig på den ødelagte dog bløde seng

Hun var dybt optaget af ’lejemorderen’ eller hvad de nu var, med lysende øjne så hun ned på en af dem der for længst havde fordybet sig i hendes øjne, han stod bare der og så på hende uden at gøre noget som helst, han var nærmest fortryllet af hendes prægtige øjne.
En høj og farlig knoren kom fra hende da han snakkede til hende, det resulterede i at hun så på ham og den person som før var blevet ’hypnotiseret’ af hendes specielle øjne fik ’friheden’ igen. Han så sig forvirret omkring som om han ikke anede hvad han lavede, et akavet let morderisk og hysterisk grin kom fra ham og han begyndte at skyde omkring sig som en galning. I stedet for at svare ham lød et højt skrig inde i hans hoved, et skrig der efter kun få minutter ville ha givet så stor psykisk smerte at man enten ville besvime, eller ligge på gulvet og rulle rundt af smerte. Skriget fortsatte og blev højere og højere. Det stoppede da han snakkede til hende igen, den duft han kunne dufte forsøgte at distrahere ham og gøre ham ’sulte’ fortælle ham at han ikke skulle koncentrere sig om andet end hende og hendes kød og blod. Noget der for det meste virkede…
Hun så iskoldt på ham da han begyndte at dræbe hendes mad, og skræmme resterne væk. ”mad” kom det psykopatisk fra hende da han præsenterede sig, som om hun ikke kunne være mere ligeglad med hans navn, og bare havde stemplet ham som værende mad, vandrende mad. Hun så op imod ham da han skar manden ned fra loftet, og da hun koncentrerede sig om ham nåde manden der før havde ligget på gulvet foran hende at løbe væk.
Den mand der havde taget skade af hendes øjenkontakt løb forvirret rundt og var også med til at skræmme de sidste 3 mænd væk. Et vredt skrig kunne høres fra hende da hun så sig omkring… ingen! Absolut ingen var der tilbage som hun kunne dræbe!!! Hva helvede billede det stykke kød sig ind! Med faste besluttede skridt gik hun ind på værelset hvor han også var, hendes øjne skiftede frem og tilbage igen og igen mellem en lysende rød og en lysende sort, hendes sylespidse tænder var let blottet og lange klør voksede frem samt en lang sort hale med spids som piskede faretrugende frem og tilbage…. ”mad” kom det morderisk og psykopatisk fra hende, igen hørtes det kvælende skrig inde i hans hoved, ingen andre end ham kunne høre det… Skriget var højere end før og derfor også mere smertefuldt for ham, dog var det ikke lige så langt som før, hun brugte det denne gang kun til at forskrække ham, samt give ham en kort pinsel inden hun ville angribe ham.

Zann så ikke ud til at påvirkes af det "det minder mig om det sorte rum jeg boede i" sagde han roligt før han rejste sig op "jeg var fanget i et bælsort rum stilheden var lige så slemt som dine skrig tror du så virkelig at det vil virke?" spurgte han koldt og så på hende med røde øjne før han langsomt og svagt så rundt med et roligt og mistænksomt blik før der pludselig med en hurtig bevægelse fik trukket sin pistol og sigtede på hendes pande "jeg er bestemt ikke din mad vis du prøver at bide mig ja bare røre mig på en truende måde så slår jeg dig ihjel" sagde han roligt og så fortsat på hende lidt før han så op og ned af hende ja han tjekkede hende ud "men jeg må indrømme det morderiske udseende gør dig fandeme sexet" sagde han roligt og så på hende fortsat før han langsomt gik mod hende stadig med pistolen rettede mod hendes pande tættere og tættere på hende helt foran hende så de kun var 1 centimeter mellem deres bryst med et smil "og lækker" hviskede han før han tog hende om halsen og tvang hende op mod en væg og pressede sig ind mod hende og kyssede hende hårdt på læberne mens han tog en arm ind mellem hendes ben og løftede hende op af væggen med den arm så hans arm pressede hårdt mod hendes underliv

Hun så kort undrende på ham da han ikke rigtig reagerede…. Hun burde nok ha skreget højere? Måske det hjalp? Hun hævede skeptisk et øjenbryn da han kom med sit udsagn… som om en stilhed kunne være kvælende? I 3 år havde hun været spærret inde i det samme lille sorte rum… 3 år, og nu var hun endelig fri! Og selvom hun havde mødt en der havde lidt samme skæbne som hende, var hun stadig ikke immun over for Sick’s psykopatiske skrig… Hun skulle nok bryde igennem ham, om ha så ville det eller ej!
Hun blev ikke forskrækket over hans hurtige bevægelser og viste heller ikke den mindste smugle frygt… hun havde ikke lært den følelse, så uanset hvad han prøvede ville hun ikke blive bange, hun gik en smugle tættere på ham så hans pistoler rørte hendes pande, for at vise at han ville få svært ved at finde en der var mere ligeglad end hende! Et iskoldt fnys kom fra hende da han kom med sine trugende ord, hurtigt hævede hun sin hånd og lod 4 af sine klør bore sig ind i halsen på ham hvorefter hun trak til så ca 10 centimeter lange flænger kom over hans hals… de var ikke særlig dybe… hun viste ham bare at han kunne rande hende noget så grusomt! Hun tog roligt hånden til sig og gik et skridt baglands mens hun slikkede sine klør for blod. Hendes øjne skiftede nu nærmest som et blinklys imellem rød og sort, og et morderisk smil sad på hendes læber.
En faretrugende knoren kom fra hende imens hun så forvirret på ham, hun trak sig let tilbage dog stadig uden at vise den mindste form for frygt. Knoren blev voldsommere da han kom tættere på hende, og hun nåede kort at væse af ham inden han satte sin hånd omkring hendes hals og skubbede hende ind mod vægen… dette lykkedes ham fordi hun langt fra var forberedt på det, og også fordi hun var så let, hun vejede nærmest intet. Hun vendte hovedet ide han kyssede hende og derfor varede deres kys knap 1 sekund, et halvkvalt støn kom fra hende da han løftede hende op, dog tog knoren hurtigt over. Hun vendte hurtigt hovedet så hendes fangende nu kun lysende sorte øjende så ind i hans… Forhadte og ødelagte var de… men de var skræmmende og hypnotiserende på samme tid. Hun skubbede hårdt til ham så han var nød til at flytte sig for ikke at miste balance og hun kom væk fra ham. Hun gik 3 meter væk fra ham, men blev dog stående så hun kunne se ham. ”la dig ikke nare af det ydre… jeg er bestemt ikke den du vil slås med” stemmen var følelseskold og bestemt en man normalt ville lytte til!

Han grinte roligt. Da hun skubbede ham. Han behøvede egentlig ikke. Men han tænkte det kunne være sjovt. Roligt gik han et skridt tilbage. Og slap hende. Hans 2 håndssværd var væk fra hans ryg. Det var forsvundet mens han havde presset sig imod hende. Og et øjeblik efter. Placerede det sig svævende for hendes hals. "Puf du død." Sagde han roligt og begyndte at gå imod hende igen. "Lad dig ikke nare af det ydre heller. For jeg er bestemt den sidste du nogensinde vil slås med. Jeg har set ting selv en psykopat som dig ville synes var skræmmende. Jeg har levet længere end nogen anden du nogensinde kommer til at møde. Jeg var den person der besejrede Zane da han overtog Di Morga første gang. Jeg har været død 3 gange. Og hver gang kommet tilbage i live." Sagde han roligt og smilede roligt før han placerede sin trukne pistol i holderen på lænden. Før hans jakke lukkede sig om ham. Og gik i flammer. Et kort øjeblik efter var han væk. Og i stedet kom der et lille puf fra bag hende. Zann stod nu bag hende. Og med en hurtig bevægelse. Hoppede han baglæns. Placerede sig på siden. Og stoppede hans fald med hans hånd. Sværdet fløj hurtigt væk fra hendes hals. Hvorefter han sparkede ud med hans højre ben. Og ville give hende et kraftigt trykspark i ryggen hvis hun ikke flyttede sig. Da han havde sparket færdig. Om han havde ramt hende eller ej. Løftede han sig op på den arm han havde støttet sig på. Og hoppede så med armen. For at lande på sine ben i stedet. Sværdet der så ud til at have sin egen vilje. Fløj roligt hen ved siden af ham. Og så ud til at beskytte ham.