A World of Madness. //Lazarus - Privat.

A World of Madness

Omgivelser: Musik, kvinder,alkohol, stoffer.
Tid: 01:23 AM.


Musikken var en blanding af det nyeste tekno og dernæst det mest efter tragtede pop, man kunne forestille sig. Alt sammen havde en samlet handling: sex, fest, og druk. Alle gæsterne var ligeså ude efter det samme, og det hele tegnede skam også til at gå meget godt. Det var en meget normal nat på Terres strip kub der ikke kunne blive mere triviel og ens formet. Det ville sige at det var de samme fordrukne stamkunder der sad i boksende, et par fjantede teenage drenge der havde sneget sig vej ind og sad i et hjørne, for at grine over de kvindelige stripperes let påkædte kroppe. Og så et par nye ansigter i den store folk af mandelige så vel om kvindelige beskuerer.
En rødhåret kvinde der svang hofterne i et par sensuelle svaj var genstand for publikums opmærksomhed, i det øjeblik hvor den dunkende musik lavede et meget brat cut, lige midt i en lammende bas tone. Stripperen så ud til at blive distraheret af den manglende rytme, ligesom de andre gæster der alle vendte blikket hen imod der hvor Dj'en burde stå, men istedet for en latino mørk mand kunne en mørke rød farve skimtes oppe fra den mindre pult han havde stået ved. Den rødhårede kvinde trådte et skridt tilbage ved synet, imens angst fór igennem hende selv og resten af befolkningen inde i klubben. Ingen nåede at kommentere på det før en dyb latter skar igennem hele lokalet. Mørk og rungende, som var det ikke bare en menneskelig klukken men også en blanding af et dyrs kælende knurren. Og med et, som havde den mindre stilhed før latteren kom, været et sidste varsel inden døren indtil stripklubben blev sparket op, og en høj dæmon skikkelse iført noget der kunne ligne postapocalyptisk punk tøj, stod i dør åbningen med et bredt smil der afslørede en række af dinosaur agtige tænder hvor de forreste var helt flade imens de andre gradvist blev skarpere og spidsere, tand for tand.

,, Time to party!!", råbte han på et fremmed sprog.

Abyssel der var dæmonernes foretrukne tale, da alt andet blot var noget de brugte skulle de være nødsagede til det. Det lød om en blanding imellem en hvæsen, knurren, og klikken med underkæben.
Personen stormede ind og efter ham fulgte flere og flere med samme udseende. Hankøn som hunkøn, alle sammen med et ugudeligt udseende og alle iført enten sort eller rødt tøj der tillod andre væsener at fortabe sig i sadistiske SM drømme, skulle man være tiltrukket af den slags kødelig omgang.
Efter at en strøm af dæmoner var løbet ind i klubben og havde grebet fat i mennesker så vel som andre raser omkring sig, med henblik på at se dem som nattens 'bytte' og deres personlige legetøj, trådte tre mere autoriserede skikkelser frem i dør åbningen.
En slank, veltrænet, kvinde men med en mands stærke udstråling, og et ansigt der kunne få folk til at dåne. Hun var iført en mørke rød let dækkende kjole der sad stramt over hofter og røv, og pressede hendes bryster sammen så de dannede en tydelig kavaler gang. Hendes øjne var lyse grønne og stikkende, og malet af en mørkerød øjenskygge der passede til kjolen og de stilet sko hun gik med. Hendes frisurer var oprindeligt skabt til at være en lilla hanekam, men til lejligheden havde hun ikke rejst den op men skubbet den bagud så den lå pænt og glat ned.
Ved hendes side stod en meget bemærkelsesværdig herre som mange i Di Morga sikkert havde hørt om, den mørke fyrste, det alt seende øje, Lord Ma'lakel. Hans hår var redt tilbage så det lå ned langs hans hovedbund, hans overkrop var synlig for resten af omverdenen da han i modsætningen til sit følge ikke så nogen grund til at klæde sig fint på, når målet med denne lille offentlige opvisning blot var til for Ma'lakels egen fornøjelse. Det betød også at den snoede tatovering der kørte over hele den venstre side af hans overkrop blev synlig for andre. Dog var det kun få der så direkte på den.
Han var iført sorte cowboy bukser der mundede ud i de så velkendte militær støvler, og i et sort læder bælte rundt om liver hang en sølv glinsende pistol i sit hylster. Hans mørke, solkyssede, hudfarve ville ligeså få ham til at stå meget ud, da han var en af de eneste i dæmon flokken der ikke var enten ligbleg eller normal i hudfarven. Hans ansigt var hårdt og markant, en lignede mest af alt en soldat der havde fået lidt for mange tæsk i sin tid, men til trods for dette var han ikke grim, tvært imod, men han var skam heller ikke underskøn. Hans øjne lyste kort idet han så udover flokken af artsfælder og tilhængere, et mindre smil prydet hans smalle læber imens at han nød synet af kaos.
På den anden side af den store halv-dæmon stod en anden af hunkøn. I modsætningen til den anden kvinde var hun iført en halv lang sort kjole med et stort sliz i siden der gjorde at en stribe af nøgent hud kunne ses. Kjolen lignede, til trods for dens former, et stykke stof der ikke var langt nok til at nå rundt om hele den kvindelige krop og derved stoppede efter netop lige at have dækket det ene bryst, og hang dernæst kun sammen ved hjælp af sorte snore der var syet ind i stoffet. Hundæmonen der bar kjolen var i sig selv en skønhed at se på, hun havde fyldige rød malede læber, gyldne og forførende øjne, og et langt bølget rødt hår. Ligesom den anden var hun iført stilet hæle, og gik med en royals udstråling og et ophøjet blik.

Der hvor den formodentligt døde DJ før havde stået, hoppede en dæmon af hankøn op, rodet rundt med nogle forskellige ting indtil at musikken vendte tilbage, men denne gang var genren meget anderledes: det var gået fra tekno og pop, til heavy metal og old rock.
De mange dæmoner der havde indtaget baren gik nærmest i en form for selvsving da musikken startede, der blev lavet håndtegn, råbt og hvinet på de mest ugudelige sprog man kunne forestille sig, for ikke at nævne indtog de kvindelige dæmoner nu stripper scenen imens at et mindre orgie begyndte i den før 'fredelige' natklub. De ofre der var blevet fanget, mænd såvel som kvinder, blev ikke bare leget katten efter musen med, men nogle af dæmonerne så endda sit snit til at få afløb for kødelige lyster igennem de mindre stærke raser der ikke kunne vriste sig fri og derved måtte udestå en ubeskrivelig smerte til det ufrivillige samleje var fuldbyrdet, for blot at blive grebet af den næste og undergå samme behandling engang til.
Det hele mindede om intet andet end ren kaos og galskab der var blevet sluppet løs, og som ingen for alt i verden kunne stoppe!
Ma'lakel og hans følge trådte ind i natklubben og begav sig imod en tilfældig boks.

//sowwie for ventetiden.. kreativiteten er som sagt på et minimum.^^

Lazarus kunne høre de mange skrig fra natklubben. En velkendt lugt ramte hans næse. Blod. Lazarus stoppede og kiggede mod stripbaren. Han kneb sine øjne sammen og koncentrerede sig. Der var så mange lugte der inde der mindede om hinanden. Lazarus fnøs. Der var en lugt. Han havde svært ved at sætte en finger på den. Lazarus stod lidt og lugtede. Efter et kort øjeblik kom et smil frem på hans kolde læber. Lazarus vidste dette ville være en mulighed han ikke ville få ofte. Lugten huskede han alt for godt nu. Malakel var der inde. Lazarus var en mand med stil. Han var ikke bare en til at træde ind i et rum og sige hej. Nej han gjorde ting på hans måde når han ville hilse på ~gamle venner~. Lazarus gik over bagved og ødelagde de strømledninger der tilførte strøm til stripbaren. Så sprang han op på siden af stripbaren og sprang ind af ruden som sprang. Glasskår fløj til højre og venstre. Lazarus landede på scenen i den nu mørklagte stripklub. Kun månes lys ramte ind. Dog ramte den scenen der var til at se udefra nu hvor det før tildækkede vindue var smadret. Månelyset ramte Lazarus da han landede elegant. Hans blodrøde frakke blaffrede og faldt langsomt ned efter han havde landet. Han havde bukket ben og han havde hænderne på scenen. Hans kiggede ned mod scenen. Han rejste sig langsomt op og da han kiggede langsomt op så hans ansigt blev synligt så man kunne se det var Lazarus. Hans hvide tilbagelænede hår sag perfekt og hans blege veltrænede overkrop blev svagt fremtydende da månelyset svagt ranke ham. Lazarus mørkerøde øjne hvilede på Malakel. Hans øjne bar et koldt og neutralt blik. Han havde et svagt smil på hans læber. Der var helt stille og alle var stoppet da alt strøm slukkede og baren blev mørklagt. De kiggede alle sammen op på scenen med onde blikke. Det var nemt at regne ud af det var denne hvidhåret mand der havde stoppet deres sjov. Det var som stilheden varede for evigt før Lazarus endelig åbnede munden og sagde stille og roligt ’’ Did you miss me ’’. Lazarus vidste hvordan man skulle skaffe folks opmærksomhed. Det var ikke hver gang han lavede så meget ud af hans entre. Men han stod jo overfor en Konge. Eller som Lazarus mente. En konge der snart ville dø. Lazarus havde ikke tænkt sig at slås. Det var tydeligt at se. Dog stod han der på hans provokerende, elegante og snobbede måde. Ja han vovede faktisk at stoppe Malakels sjov og kaos. Det havde også lykkes for ham. Uden musik og lys var der ingen sjov. Kun mørke og stilhed. Lazarus bevægede sig overhovedet ikke. Han ventede på at se Malakels reaktion og respons.

Et hav af lysende øjne ville kunne ses i mørket da musikken stoppede og der blev mørkt i hele nat klubben. Irritable hvæs, og knurren kunne høres fra overalt, og da vinduet blev slået ind fordi en person valgte at brase igennem det, og lande på scenen, så de hundæmoner der havde stået der måtte træde til side for ikke at blive hamret ind i, af en skikkelse i en meget stor farve kontrast. En blodrød jakke og en kridhvid hud, så kunne man vel ikke være mere desperat efter opmærksomhed.
Havet af øjne blev rettet imod scenen som samtlige dæmoner hurtigt regnede ud at han var manden bag den nu manglende belysning og musik. Uheldigt eller ej for indtrængeren, så kunne samtlige dæmoner i lokalet se i mørket, så hvis denne havde haft intention om at bruge mørket som en kort overraskelses metode var det på sin vis fejlet. Men til trods for mængden af dæmoner vis syn blot blev mere skarpt og præcist af det sorte tæppe der nu lå over dem, måtte Ma'lakel der knap var nået hen til sin sidde plads knibe de gylden-grønne øjne en smule mere sammen for at se indtrængeren skønt denne var oplyst af månens blege skær.
Da den fremmede rettede sig op og søgte Ma'lakel med blikket blev dennes grund for indtrængen hurtigt gjort klart: han søgte Ma'lakel, men på hvilket grundlag? Da denne slog over i en engelsk tunge, der oversat var et spørgsmål, rynkede Ma'lakel vantro brynende. Den lilla hårede dæmon ved hans side greb fat i hans skulder og hviskede noget uhørbart for den fremmede, ind i hans høre, imens at hele klubben summede med en fjendtlig knurren.
Til hvad kvinden sagde kunne man ikke umiddelbart se nogen reaktion fra Ma'lakel der beholdt et mindre smil på sine læber, hvor en smøg nu havde fundet sig til rette.
Fra mængden af dæmoner lød da et lidt højere hvæs end de andre som en af dæmoner udbrød på Abyssel:
,, Its a deadblood!".
En anden kæftede dernæst op:
,, Kill it! t'is ha' not been invited!".
Og herfra begyndte en hel skare af dæmoner at give høje hvæs, og reptil agtige klikken med underkæberne idet de alle kommunikerede uden at denne udøde ville forstå dem. Men kort efter de var begyndt tog Ma'lakel et skridt over imod scenen, åbnede munden på hvid gab, så det næsten blev makabert og fuldstændig uhumant at se på, og et højt brøl der kunne minde om et menneskes råb men på samme tid havde en løves dybe klang, og et mågeskrigs resolute opmærksomheds krav, blev hele klubben stille igen: ikke engang en knurren kunne høres.
De mange øjne gik fra indtrængeren til deres herre som bevægede sig imod scenen. Dæmonene flyttede sig for ham med det samme og dannede en mindre vej hen til scenen hvor indtrængeren befandt sig.
Ma'lakel der var omkring de to meter i højden virkede som en kæmpe i forhold til de mange andre dæmoner der befandt sig omkring ham, og en aura af uforlignelig selvsikkerhed pulserede omkring ham som han gik imod den udøde med en ulvs sultne blik fæstnet på vampyren.
Som han nåede scenens kant, gik han op af de trapper der var lavet til at stripperne deroppe eventuelt kunne gå ned og færdes i blandt publikum.
Da han nåede derop kom en mindre klukken fra ham, som morede han sig gevaldigt over vampyrens dumdristighed. At trænge ind i en dæmon rede, og så med udødt blod i årene, han måtte være enten skingrende sindssyg eller lide af det kendte vampyr syndrom: hovmod.
Som en lille dreng der havde fået lov at pakke en julegave op inden jul, gik han hen til denne udøde der indikerede at de to skulle have mødtes før. Med et overnaturligt glimt i de gyldne øjne gik han helt tæt på vampyren så også måneskinnet oplyste ham, og malede den før mørke hud indtil noget gråligt.
Han rakte en hånd op til læberne for at ligge fingrende om dennes filter og fjerne den fra munden, for blot at læne sig tæt imod vampyren så den beskyttende intim atmosfærer ville brydes, og deres ansigter knap ville være ti centimeter fra hinanden. En mindre latter kom som en røgsky blev pustet ind i det hvide perlemors ansigt denne udøde uden tvivl besad, og med den velkendte mørke stemme spurgte han med et hint af morskab i tonen.
,, Og hvem... er så du?".

// Når jeg taler engelsk i mine posts, bliver der talt Abyssel, med mindre jeg siger noget andet ;D just so you know.

Lazarus ville normalt blive sur over ikke at blive genkendt men ikke i det her tilfælde. Lazarus bevægede sig ikke. Det virkede ikke til at gå ham på at Malakel stod så tæt på ham. Et svagt smil gled hurtigt over Lazarus læber og forsvandt igen. Det var klart det måtte være en tanke der var strøget gennem hans hoved. Lazaurs sagde blidt, dog så højt at alle kunne høre det ’’ Jeg er den fremtidige Konge af Di Morga ’’. Lazarus vidste at Malakel sikkert havde hørt den linje mange gange før. Lazarus var faktisk ligeglad med om Malakel ville grine af ham. Det virkede også sådan. Han havde et provokerende blik imens han kiggede på Malakel. Det virkede ikke til han var bange for Malakel. Dog var det til at se han var opmærksom på de andre Dæmoner. Han lyttede rigtig godt efter. Han stod jo midt i en Dæmon rede. Ikke det bedste trick og det var meget ulig Lazarus at lave sådan en dumdristig handling. Men han kunne ikke dy sig. Det var nok den eneste måde han ville kunne mødes med Malakel før helvede brød løs. Lazarus fnøs svagt ’’ Du må virkelig have dårlige informationer.. Hvis du ikke ved hvem jeg er.. Jeg havde regnet mere af dig ’’. Lazarus fnøs ’’ Jeg havde forventet mere af dig ’’. Lazarus var omkring de 1.90 høj så han måtte kigge en smule op for at se Malakel i øjnene. Lazarus stod og stirrede på Malakel. Han sagde ikke mere. Lazarus mente også det ville dumt at tirrer Malakel for meget. Han måtte jo indrømme at det var Malakel der havde overtaget i denne situation. Det var ikke til at se på Lazarus iskolde fremtoning at han faktisk var en smule nervøs. Der var lidt flere Dæmoner en han havde regnet med. Det var lidt som at stå i fjendes hær. Han vidste dog at hvis de to skulle udveksle ord. Så var dette nok den eneste chance de fik. Lazarus førte langsomt en hånd op til hans hår og kørte den langsomt igennem hans hår. Hans Klan ring var til at se på hånden. Chimera Klanens mærke. Den Vampyr Klan der herskede over Italien. Dens guldomslag viste han var en fra hoved familien. Lazarus prøvede at finde en mening i den underlige dæmoniske tale. Dog havde det ikke lykkes for Lazarus at torturere en Dæmon nok til at den ville lære ham at forstå dette sprog. Men han lærte lidt og Malakel for hver sekund der gik. At de brugte dette sprog så meget var et tegn på de sikkert også ville gøre det når kampene begyndte. Så det ville være kritisk at alle Lazarus allierede lærte at forstå dette sprog. Igen kom en hurtigt smil på Lazarus læber. Han stod med længsel og afventede Malakels respons.

Som man nok ikke helt havde forventet slog Ma'lakel ikke over i en manisk og ukontrollabel latter da vampyren så ham i øjnene og påstod at han var Di Morga's fremtidige herre. Selvom det sikkert ville være dejligt at få leet en så idiotisk udød lige op i ansigtet, valgte Ma'lakel blot at udtrykke sin morskab i en stille latter, der fik det til at krible dejligt i struben.
Den overnaturlige gnist i hans øjne slog over i en klar legesyge, som kunne ses i både hans blik og hans åbenlyse kropssprog der frygtløs lod denne fremmede vide hvad for et slags humør der dominerede ham, dog ikke hvilke tanker han gjorde sig. Som en kat der havde fanget en mus og trængt den op i et hjørne, betragtede han koldblods væsenet med stigende interesse. Denne interesse kunne diskuteres hvorvidt den var en god ting eller ej. Ma'lakels legesyge og interesse resulterede tit i andres lidelser, og måske var dette ikke en undtagelse?
Med en vel bevaret ro, satte han ud i en mindre gå tur rundt omkring vampyren. Han cirkulerede omkring denne, imens han lod hånden med smøgen føres op til hans læber igen for at tage endnu et sug. Som han tog den mindre gå tur omkring den udøde lod han blikket glide op og ned af ham, som vurderede han denne for sig selv. Hans lille tur rundt om vampyren stoppede da han nåede samme punkt han stod på før, og med et mindre smil på læberne talte han først på Abyssel.
,, He wants to become king he says.. then how come he hasn't sat his undead ass on my throne yet?".
Klubbens dæmoner satte af i en række af mindre hæse hvæs der kunne tolkes som gnækken eller fnisen, noget der indikerede at Ma'lakel ytrede sig om noget de andre fandt morsomt.
Ringen som vampyren bar fik desværre ikke nogen ønsket opmærksomhed, da Ma'lakel ikke havde særlig stor kendskab til Italiens vampyr bestand, dog kendte han til de mest overordnede familier da han selv havde stået for nogle af deres slægtningens bortgang, men Chimera havde han kun basis viden omkring, så hvilken status denne havde vidste Ma'lakel ikke. Dog kunne han nu konstatere vampyrens føde land.
,, Hvis det er sandt.. deres højhed" tiltalen blev udtalt i intet andet end hån, og med en nedladende tone der lå i dække under en morsom klukken i stemmen.
,, Så lad os da lege en leg... Siden du så ubehøvlet braser ind og forstyrre en hel flok ild-dæmoners fest, går jeg ikke ud fra du regner med at forlade os, uden... skal vi sige et par minder?", en lille røg sky blev pustet i retningen af vampyren igen.
,, Eller er den fremtidige konge bange for at lege med..", han lagde en hånd på brystet af sig selv og noget åbenlyst skuespil satte igang.
,, en så ufarlig person som mig selv, der uden tvivl slet ikke har nogen relevans for hvorfor din blege røv ikke er i Abbadon men... lad os gætte.. en lille fancy hytte et eller andet sted, hm?".
Dæmon flokken satte endnu engang af i nogle mindre gnæk efter Ma'lakels ord, og den før trykkede stemning lettede en smule som den blev skiftet ud med sarkastisk humor.

Normalt ville sådan en hån få Lazarus til at springe i luften og dræbe alt omkring sig for at tale sådan til ham. Dog var han trænet helt fra fødsel til at undertrykke og skjule sådanne følelser. Lazarus vidste skam godt at Malakel ikke var noget skvat. Men faktisk var Lazarus en smule skuffet. Han havde regnet med at Malakel havde taget dette mere alvorligt. Måske var det også det Malakel gjorde. Hån kunne sagtens bruges til at finde ud af om Lazarus var dum nok til at blive sur og angribe. Lazarus fortrak ikke en mine. Da Malakel gik rundt omkring ham fulgte han ham ikke engang med sine øjne. Da Malakel atter stod foran ham, kiggede Lazarus på ham med sit kølige blik. Han kunne vælge at spille med på Malakels lille hån rakke og svine ham tilbage, men det ville han ikke rigtig få noget ud af. Lazarus kunne ikke lade være med at grine en smule. Det virkede som om Malakel morede ham. Lazarus rystede let på hovedet og sagde roligt og fattet ’’ Du skuffer mig ’’. Lazarus stod stille i et øjeblik. Da Lazarus hørte Malakel snakke om at lege en leg kunne Lazarus ikke lade være med at give Malakel et blik. Det var nok ikke en blik en som Malakel fik tit. Men det var klart at se Lazarus helt klart syntes at Malakel var ynkelig. Lazarus grinede en smule igen ’’ Hvordan du er forblevet på Tronen.. Undrer mig ’’. Lazarus kendte godt svaret dog. Malakel var stærk. En kongerige kunne styres med frygt og der var det Malakel gjorde. Alle så op til Malakel som denne uovervindelige slags gud. Men Lazarus syntes ikke han havde fået noget nær den effekt af Malakel. Lazarus kunne se at dette morede Malakel. Men det måtte jo også være derfor Malakel overhovedet var kommet i første omgang. For at more sig. Lazarus vidste ikke om han skulle bryde ud i latter. Malakel ville lege med ham. At Malakel overhovedet troede Lazarus ville være ynkelig nok til at lege med på hans leg så Malakel kunne more sig mere var, fornærmende. Lazarus havde faktisk troet Malakel var et taktisk geni. Det var det Barishan havde fortalt ham. Lazarus kunne ikke lade være med at undre sig. Var Malakel ved at falde af på den. Var han virkelig ved at blive så overmodig at han ikke brugte god tid på at lære sine fjender at kende. Var Malakel virkelig blevet så arrogant at han ikke længere gad bekymre sig over hvem der ville tage magten fra ham. Det gjorde Lazarus nysgerrig og han kunne derfor ikke lade være med at åbne munden igen ’’ Betyder magt intet for dig mere ’’. Det var enten fordi Malakel simpelthen var stoppet med at værne om sin trone eller fordi Malakel var blevet så Arrogant at han faktisk mente ingen ville kunne ryste tronen fra ham. Lazarus kiggede nu undrende på Malakel. Han havde stadigvæk ikke bevæget andet en sit hoved en smule. Han stod som en statue.

Ma'lakel syntes at more sig gevaldigt selvom vampyren gentog sine første ord og udtrykte skuffelse, og gav ham blikke som kun en selvoptaget og sikkert møg forkælet, lille hvalp kunne udvise. Men det var vel også sådan Ma'lakel så vampyren: som noget ungt og ulært. Dumdristigt og naivt. Hvis denne havde haft bare den mindste smule at flytte med, måtte denne da have indset for længst at bare det faktum at han kom vadende og gjorde et krav på tronen som en anden tosse ude fra gaden, ikke kunne resultere i andet end useriøsitet fra Ma'lakels side. Ville en konge måske tage en bondes ord alvorligt? Ville den almene mand give en vagabond et ekstra blik? Et utvivlsomt nej var svaret. Ma'lakel følte sig ganske enkelt ikke truet, da han vidste vampyren bare kom for at pege og råbe: jeg synes du er dum. Og bare det faktum at han snakkede hen over Ma'lakels mindre tilbud om en 'leg' viste ligeså at denne hvalp, knap nok vidste hvordan man kommunikerede på et højere plan. Eller var det sådan vampyrer 'legede'? Den ene mere højrøvet end den anden?
En bestemt udød med langt sort hår og et par flammende røde øjne, dukkede op på net hinden ligesom den tanke slog ham: i det mindste kendte han en koldblods der ikke lod dumdristighed og status stå i vejen for simpel fornuft.
Denne udødes selvoptagethed kendte tydeligvis ingen grænser og i dennes egen fejlagtige selvopfattelse, havde den troet at Ma'lakel ville blive hvad... berørt af en vampyrs børnegråd over at ønske Ma'lakels magt.
Ahngels ord gav genlyd i hans hoved: ' hvor der er magt er der jalousi' - aldrig havde han troet at nogle ord kunne være så sande, men det var disse. Dette var udelukkende et resultat af andre væseners misundelse. Denne udøde var jo som et barn fra de mindre klasser der havde set noget en ældre elev havde, og nu ville den puste sig op, som en høne for at få fat i det. Udfordre den ældre elev, udelukkende fordi at den i sidste ende ville ønske den var den ældre elev, og et eller andet sted i dennes sind beundrede den ældre elev for at have fået fat i det.
Var det ikke i sidste ende det som alting gik ud på? De var to børn, den ene jaloux og overset, den anden sad med alting, fik alting. Alt det som den anden gerne ville have.
Ja det var sådan, det hang sammen.
Ma'lakel's smil levede fortsat og han så i stilhed på vampyren i det han tog nogle få sekunder til at tænke. De gylden grønne øjne stirrede ind i hvad end farve vampyrens var, og selvom øjenkontakten ligeså var en form for magt kamp, så så Ma'lakel det ikke som det, han havde jo allerede vundet.
Flokken af dæmoner var imellem tiden begyndt at blive ophidsede igen, og knurren samt hidsige hvæs kunne høres fra de mindre tilskuer pladser.
Ma'lakel lænede sig lidt tættere på vampyren, bare for at give denne en smagsprøve på hvor uhæmmet, dyrisk, og helt igennem ligeglad med fysisk beskyttelse, Ma'lakel var over for ham.
,, Du må hellere tænke en smule mere, lillebror.. ellers ender det med at de andre i klassen giver dig buksevand..", en metafor for at den udøde ikke skulle glemme hvor han befandt sig.
De var trods alt ikke helt alene, og måske fandt Ma'lakel den udødes ord overflødige, men han kunne ikke tale for resten af dæmonerne. Hvis de alle sammen valgte at springe på vampyren kunne (og ville) Ma'lakel ikke forhindre dem.
Men om den udøde fattede dette eller lod sin forfængelighed opsluge al tanke var jo op til denne selv. Han var trods alt kun en misundelig hvalp.
,, Så.. skal vi prøve igen, tør du lege eller foretrækker du igen at kaste rundt med ligegyldige udtagelser om hvad du synes omkring mig, hm? For vi ved jo begge to godt, at imellem dig og mig, og du ved hvem.. så er din mening så ufattelig ubetydelig, eller.. er du så optaget i din egen lille verden at du foretrækker at gentage dig selv igen og igen?".

Lazarus blik faldt kort på de Dæmoner der stod rundt omkring. De var ikke vigtige i hans øjne. De var blot bønderne. Lazarus havde altid holdt nogle få ord fortalt om og om igen. Der skal kun en bondes opsang til at skabe en oprør. Malakel var for arrogant. Det var som turde han kun åbne hans mund på sådan en måde fordi han havde skolegården på hans side. Lazarus var af en helt anden holdning. Man skulle aldrig undervurdere sine modstandere lige meget hvad. Men Han havde opnået det han ville. Et tilfreds smil viste sig meget kort på hans læber. Han vidste nu han selv kunne få en ’Konge’ til at gentage sig. Ikke nok med det men det virkede næsten som om Malakel var et lille barn der ville tude hvis Lazarus ikke ville lege med ham. Lazarus tænkte et kort øjeblik. Hvis det var en eller anden hånlig lille leg kunne han jo bare forlade det her sted. Selv om det måske var lettere sagt en gjort. Han havde dog et par Es i ærmerne. Han vidste denne bygnings vægge ikke var bygget til at modstå alt for meget. Så lige nu var hans veje væk stadigvæk sikre. Men Lazarus kunne nu ikke lade være med at være nysgerrig. Han undrede sig over hvad en banalt væsen som Malakel kunne finde på af lege. Lazarus elskede at lege, dog var dette kun med sine ofre. Han havde fået et helt andet indtryk af Malakel end Barishan havde fortalt ham den gang for lang tid siden. Han troede Malakel var snu, klog og eftertænksom. Men det kunne jo vise sig at det var det Malakel ville bruge denne leg til. Lazarus var begyndt at kede sig. Det var som om det eneste Malakel gjorde var at svine ham til med ting Lazarus ikke engang fandt særligt stødende. Han kunne have svaret igen med samme mønt. Men Lazarus havde set hvordan de mange Dæmoner blev påvirket af det mindste. De var virkelig ynkelige. Det samme var denne halv blods. Lazarus blik faldt igen på Malakel. Lazarus mørkerøde øjne viste ingen tegn på at disse hån der var meningen skulle gøre ham sur virkede. Men Lazarus vidste at hvis han skulle få noget ud af det her han faktisk kunne bruge til noget. Information om Malakels væremåde og taktikske evne så måtte han lege med. Lazarus sagde roligt og fattet ’’ Fortæl endelig om din.. Leg ’’. Det var svært for Lazarus at få sagt det. Han var ved at bryde ud i latter. Ham den mægtige Lazarus Chimera. Arvingen til Tronen af Italien. Lege med en snotunge som ikke engang var af nobel herkomst. Han måtte bide denne trang til at grine i sig. Det kunne være han rent faktisk undervurderede Malakel og at denne lille leg faktisk var Malakels måde at teste på om Lazarus faktisk var en trussel eller ej. Det var faktisk det Lazarus selv ville bruge legen til at bedømme om Malakel var. Intellektuelt set. Enhver kunne kræve en Trone hvis de var mægtige og stærke nok. Men få kunne havde hvad der virkelig skulle til for at styre et land.

Et smil formede sig på de tynde lysebrune læber, som døds blodet takkede ja til at 'lege'. En række af gullige tænder blev afsløret, spidse som et hav af skarpe klinger. Om dette tandsæt var medfødt eller ikke, det svar kunne man kun få hvis man rent faktisk var så direkte at stille spørgsmålet. En glæde, der var foruroligende ustabil, gled igennem det gylden-grønne blik som Ma'lakel betragtede den udøde med et tilfreds glimt i øjnene. Man kunne sige meget, men Ma'lakel var til trods for sit halv-blod et fænomenalt eksempel på hans dæmon blods evne til at vise sig at være yderst ubalancerede, men ikke blot det, ligeså legesyge til det punkt hvor det næsten var helt absurd. Som et dyr der fandt glæde i al form for leg, synes denne lille gnist at blive tændt, hvilket de andre dæmoner opfangede, og en bølge af glædelige hvin fór igennem klubbens rum, som Ma’lakel rakte en hånd op foran ansigt for blot at fremføre en så brugt bevægelse: de yderste led af pegefingeren, gav nogle ganske få ryk ind imod Ma’lakel selv, som tegn på at vampyren skulle følge efter ham. Alt imens at de mørke grønne øjne, med det gyldne skær der gled over blikket som en let tåge ville ligge sig over den mørke jord, havde en nærmest flirtende undertone.
Derefter ville Ma’lakel vende sig for at gå ned af trapperne igen, ganske roligt, og med en aura af at være i fuldkommen kontrol, det var trods alt ham der havde en mindre ’hær’ på ild-dæmoner i sin besiddelse, skulle vampyren være så dum at prøve på noget overilet. Ligeså var det at vende ryggen til en ’adelig’ vel sagtens også en form for fornærmelse, men i sidste ende, hvem brød sig om ædelt blod, status, og rigdom, man kunne gøre så meget mere når man blot legede afskum fra den kriminelle underverden. En sentimentalitet gled over Ma’lakel et kort øjeblik da, og et sted hungrede han vel efter at være ubetydelig, og ukendt, i stedet for ting som dette: et spil skabt af jalousi. Betegnelse om lillebroderen der var jaloux på storebroderen passede så fint.
Som de kom ned fra danse depotet, begav Ma’lakel sig imod den sidde boks som ham og hans følge før havde haft udset sig, i en viden at vampyren fulgte efter, hvis denne ikke gjorde det, eller på noget tidspunkt stoppede op, ville Ma’lakel dog ikke vente. Denne ville være ganske uklog hvis han brød sit følge med Ma’lakel, da han var den eneste der forhindrede de andre i at flå lemmer af, fortære kød, og suge marv samt indmad til sig!
Skulle de uden problemer nå den lille boks, hvor der var et bord i midten naturligvis, og en halv oval sofa anordning omkring denne, beklædt i mørkerødt læder, ville Ma’lakel sætte sig i den venstre side. De to hunkøns dæmoner der før havde været sammen med Ma’lakel i det han var trådt ind, satte sig ligeså. Hun dæmonen klædt i den stramme røde kjole, satte sig ved siden af Ma’lakel, skænkede vampyren uanset om denne havde sat sig eller ej, et arrogant og tydeligt væmmet blik, imens han lod det ene ben glide over det andet og ligge sig over kryds. Hendes ene arm lå langs ’sofa’ens ryglæn, imens han anden var placeret hvilende på låret.
Den anden kvinde, hende hvis kjole var yderst glad for at vise hud, og hvis hår var langt og rødt, ville da stille sig ovre ved vampyrens side, med albuerne på sofa anordningens ryglæn, og hænderne foldede så hagen let kunne støttes der mod. Hendes velformede underdel, struttende en smule ud som hun svajede med ryggen, og skubbede derved brystet længere frem, så hendes goder næsten ikke var til at overse. Hendes blik var i modsætningen til kvinden der sad ved siden af herskeren, legesygt og yderst flirtende.
Ma’lakel gav kvinden ved hans side et enkelt blik inden hun rakte den hånd der før havde ligget over låret, op til brystet, og fiskede et mindre kortspil og fra imellem dem. Hun holdt det imellem fingrene og lod så øjnene glide over vampyren, men uden faktisk at give ham øjenkontakt, da det var under hendes værdighed.
,, Er du nu sikker på at den kan holde til det? Det er trods alt, en koldblod?”
Som hun talte, kunne man ane en fransk accent i hendes undertone.
Ma’lakel to fat i kortspillet, og som det gled fra Aquires’ fingre, vendte hun blikket tilbage på ham og fik et smil som svar. Noget internt syntes et øjeblik at foregå imellem de to, indtil kvinden ligeså fik et smil på læberne og lod ham tage kort spillet.
Kvinden der ville stå ’bag’ Lazarus, næsten lænet ind over ham, eller det var den følelse man ville få, hvilede kinden med kun en hånd, imens at den anden let ville stryge over vampyrens hår, dog uden at røre.
,, Hvad vil De have at drikke?”, spurgte hun med en let hæs stemme.
,, Foretrækker de noget rent eller.. ”, man kunne næsten mærke hvordan tanken fik det til at krible rundt i kvinden som hun sagde det sidste.
,, .. noget beskidt?”, hun bed sig selv i underlæben.

//Undskylder ventetiden ^^

Lazarus gik med Malakel. Han kunne sagtens have nægtet. Han kunne sagtens slippe væk fra disse svage Dæmoner. De var styret af Kaos, de ville ikke være i stand til at arbejde ordentlig sammen så mange på så lidt plads. Det ville bryde ud i Kaos. Skabe nok tid til Lazarus sikkert ville slippe væk. Dog ville Lazarus se hvor denne latterlige uvidende Dæmon ville hen med hans lille leg. Lazarus fulgte efter med næsen i sky. Han gav ikke så meget som et blik på disse svage væsner der vovede at tro de kunne måle sig med hans magt og intelligens. Da Dæmon kvinden så mod ham lå hun med sin væmmet blik at Lazarus ignorerede hende. Det var som fandtes hun overhovedet ikke i hans øjne. Som var hun en kakerlak der ikke var værdig til at blive beskuet. Lazarus kiggede mod Malakel med et blik der viste han kedede sig. Alt den hån ville måske have haft en effekt hvis det kom fra modstandere han faktisk så en fare. Det var klart at se de blot var luft for ham. Lazarus kendte ikke dette kortspil. Det var også lige meget. Han skulle nok finde ud af hvad det gik ud på. Lazarus ville dog træde varsomt. Der var noget over hele denne situation der ikke huede ham. Lazarus vidste at dette sikkert ville blive sjovt. Især fordi Malakel undervurderede ham. Lazarus kunne ikke lade være med at fnyse af den kvindelige Dæmons kommentar. Dog sagde han intet. Han ville kunne have jordet hende med simple ord. Han ville kunne have gjorde hende mere end til grin med simpelt at komme med få ord. Disse væsner var så usandsynligt dumme. Hvordan de overhovedet havde fået magten over Di Morga var Lazarus en kæmpe gåde. Dog var dette alligevel til Lazarus fordel. Lazarus havde faktisk noget han ønskede at snakke med Malakel om. Dog ikke før Malakel havde fået respekt for ham. Det måtte dette spil jo kunne gøre. Malakel var ikke så dum som hans undersåtter. Lazarus havde lagt mærke til hvordan de andre Dæmoner kiggede på ham og hvordan Malakel gjorde. Han havde allerede lært meget af dette møde. Da kvinden lænede sig ind over Lazarus gav han et simpelt og neutralt smil. Lazarus sagde med en elegant og rolig stemme ’’ Det eneste i kan tilbyde er langt fra det jeg tilbyder mine laveste tjenere.. Så nej ’’. Lazarus blik faldt langsomt på kortspillet og så på Malakel igen. Han sagde ikke mere, han kiggede bare med sit kedsommelige blik på Malakel. Hvad ville det sjove i dette mon være. Det havde bare af at være noget godt. Lazarus sagde kort ’’ Skuf mig nu ikke’’.