Sove med tag over hovedet.

Tid: 20:34
Omgivelser: Fine mennesker, par der vil genopleve romantikken og så videre.
Vejr: Det trækker op til regnvejr i løbet af natten...
Sted: Foyren. Det sted med Receptionen og så videre

Raphael sad ganske stille på en af de dyre lædersofaer.
Hans lasede og lettere revet tøj faldt rimelig tydeligt ikke i smag hos alle de fine, men indtil nu havde ingen gjort noget imod det, men det var snart ved at være nok. Det kunne ses.
Han havde ikke generet nogen, men han havde bare heller ikke nok penge til at kunne sove her.
Han havde halvt om halvt håbede på at receptionsten havde været en pige, for så ville han sagtens kunne indsmigre sig til at få en gratis suite, men det kunne han ikke med den gamle mand der stod og stirrede vredt på ham i hotellets uniform.

Alecia kom gående ind på hotellet. Hun havde brug for et sted at sove den næste uge, eftersom at flyene ikke kunne flyve de næste par dage. Da hun trådte ind af de fine glas døre, fik hun straks øje på drengen.. Hun lagde også mærke til at hun ikke var den eneste der stirrede på ham, men alle de andre så ned på ham.. Hans tøj faldte ikke i alle de oppustede snoppers smag. Hun snisede lidt. *Oppustede snopper, den må jeg huske.* Tænkte hun, og gik hen til køen ved receptionen. Hun gad ikke stå og vente, så hun satte sig ned ved siden af drengen. Han lugtede ret godt, måtte hun indrømme.

"Godaften" sagde Raphael uden at kigge på hende, det var simpelt hen ren refleks. "Jeg flytter mig ikke fr..." Han stoppede da han kiggede op og kiggede direkte på Alecia. Ordene satte sig fast i halsen på ham.
Den pige var ikke normal... Det vidste han, ellers ville han ikke være ligeså tiltrukket af hende som han var nu.
Et hurtigt mentalt ryst i hovedet fik ham til at kigge på hende. Uden at være ligeså tiltrukket af hende som han var nu.

"Det behøver du skam heller ikke." Sagde hun og smilede.. Hun kiggede længe på ham. Og han stirrede tilbage på hende.. Hun rødmede let, og kiggede så væk fra ham.
"Øhm.. Mangler du et stede at sove?" Sagde hun at kigge på ham. Hun ville ikke møde hans blik..
Hun følte en underlig trang til at kigge på ham, men kunne ikke få sig selv til det.

//Sorry tiden//

Han tyggede lidt på sine ord før han omhyggeligt sagde dem. Hans mund føltes underligt tør mens han prøvede at sige ordene. "Ja... Men de vil ikke rigtig lukke fattige índ"
Der var altså noget utroligt tiltrækkende over hende... Noget umenneskeligt, spørgsmålet der nagede ham ned til tåspidserne og ud i øreflipperne.
Han kunne simpelthen ikke lade være med at kigge på hende.

Hun smilede lidt til ham.. Men stoppede hurtigt med at kigge på ham.. Hvad var det der skete med hende? Hun kunne ikke stoppe med at have en frygtelig lyst til at kigge på ham. Det kildede hele vejen fra hendes tær op i hendes mave og op i halsen på hende, når deres blikke mødtes. *Hvad sker der med mig?* Tænkte hun og tænkte over om hun turde kigge på ham.. Hun tog sig sammen og kiggede over på ham.. "De er nogle fjolser." Saggde hun og smilede lidt.. "Du må gerne få nogle penge af mig til noget andet tøj og et værelse?" spurgte hun. Hun havde arvet utrolig mange penge efter hende forældre døde. Penge var nærmest det eneste hun egede..

"Nej... Jeg har det ikke godt med at tage penge fra folk... Føler jeg skal gøre et eller andet tilbage" sagde han stille og kiggede lidt hurtigt væk fordi følelsen igen begyndte at lægge sig som en knude i hans mave. Det føltes så utrolig underligt bare at kigge på hende... Hvad skete der dog her? Det var fuldstændig forvirrende... Normalt kunne en Lokke Dæmon kigge på hvad som helst uden at føle det mindste... Men det måtte være fordi han ikke havde været med Lokke Dæmoner i så lang tid....

"Du kan sove i det samme rum som mig? Det ville betyde meget for mig.." Sagde hun uden at kigge på ham.. Det var ikke løgn.. Det var længe siden hun ikke havde sovet alene.. Hun savnede det.. "Altså jeg mener.." Sagde hun hurtigt og ville skynde sig at rette det hun havde sagt. "Altså, jeg sover på sofaen.." Sagde hun, og mærkede sine kinder blive varme..

"nej nej... Jeg sover på Sofaen... Jeg er gæsten" sagde han og tilføjede det sidste hurtigt efter en hurtig gennemtænkning over sine ord.
Raphaels kinder begyndte at blive lettere røde i det. Det havde han ikke oplevet i århundrede... Det burde være umuligt...
"Men... Det ville nu være dejligt at sover indendørs en enkelt nat" sagde han så stille.

"Det.." Hun kvalt i sine egne ord, da hun så ham rødme.. Hun rystede let på hovedet og tog sig sammen.. "Det ville være mig en fornøjelse.." Smilede hun så.. Og kunne stadig mærke varmen i hendes kinder.
"Så kom dog." Sagde hun smilende, og rejste sig op.

Raphael rejste sig hurtigt og kiggede rundt. Nogle af folkene havde siddet og kiggede på dem med interesse, for at se hvor det ville føre han.
"Hvilken etage bor du så på?" spurgte han nysgerrigt... Som man nu skulle være for at være en Lokker Dæmon...

Hun fnisede lidt.. "Jeg er ikke tjekket ind endnu.." sagde hun og bevægede sig hen mod receptionen. "Et værelse tak." Sagde hun, og smilede venligt til den gamle gnavne mand bag skranken. Han så tvivlsomt over på drengen ved siden af hende. "Ja han skal med." Sagde hun en anelse hidsigt.. Det var noget forbandet svinderi at dømme fold på deres udséende! Manden spærrede sine øjne op, efter hun havde besvaret det spørgsmål, han havde tænkt. Han tastede surt noget ind på sin computer, og hun betalte.

//Skal logge.. Vi skriver bare videre i morgen! :]//

Raphael lagde hovedet lidt på skrå da han så hvordan pigen bare hev pengene op fra lommen, som om de voksede ud af lommeulden.
"Du har mange penge" Hviskede han ud af mundvigen til hende.
Raphael havde ikke særlig mange penge, så selv folk, med normalt mange penge, havde mange penge i forhold til ham. Men pigen her havde jo abnormt mange penge... Så det var helt utroligt hvor mange hun havde.
Han kiggede på den gamle mand og så meget selvtilfreds ud.

Hun fnisede lidt igen. Hun kunne godt lide at være sammen med ham.. Han gjorde hende i godt humør. Og så var der et eller andet over ham.. Noiget som bare gjorde at hun følte sig tiltrukket af ham. Noget der gjorde at hun hele tiden havde lyst til at kigge på ham.. Men lod være...
"Hehe, ja.." Sagde hun, og smilede lidt. "Jeg arvede en masse penge efter mine forældre døde.." Langsomt plejnede smilet. Hendes tanker fløj tilbage til da hun var lille. Tilbage til da de slog dem ihjel. Tilbage til da de slog hendes lillesøster ihjel.. De havde trænet hende. Ladet hende blive 17, og trænet hende til at blive en af de stærkeste vampyre i det nordlige London.. Men hun var undsluppet.. Hun havde dræbt alle der stod i vejen.. Og hun havde med et smil på læben halshugget Bossen...
Hurtigt vendte hun tilbage.. hun smilede til drengen, og begyndte at gå hen mod elevatoren. "Hvad hedder du egentlig?" Spurgte hun, og holdte stadig det falske smil..

Raphael mærkede hvordan hun ændrede sin væremåde... Han må ha sagt noget der havde husket hende på noget dårligt... Familie måske? Det kunne jo ikk erigtig være andet.
"Raphael Ricciolli" sagde han med et venligt smil og lod en snert af italiensk Accent ramme navnet, så man bedre kunne høre at det var italiensk.
"Jeg har heller ikke fået dit" sagde han så med et grin.
Hans kinder blev lettere røde da han kort så hende i øjne. Hvorfor reagerede han dog sådan på det?

Hun smilede oprigtigt da han udtalte sit navn med den italienske accent, *En fransk man hva'?* Tænkte hun og kiggede længe på ham. "Alecia Mason Fannington." Sagde hun fint, og en lille snert af den engelske accent kom frem.. "Oprindeligt fra det nordlige London." Sagde hun fornemt. Hun kunne se at han begyndte at rødme igen. Hun kiggede hurtigt væk. Hun følte sig blottet overofr ham. Hvorfor kunne hun ikke bare se koldt på ham, som hun gjorde ved alle? Hvad var det han gjorde ved hende?
Hun fik et lettere chok, da lyden af et *PLIING* forstyrrede hendes tankespind. "Nå skal vi komme der op?" Sagde hun, og smilede, uden at kigge på ham. Hun var bange for at hun ville blive rød i hovedet igen.. Hun følte sig underligt sårbar i hans selvskab.. En underlig følelse hun ikke havde mødt før..

"Der tror jeg ikke jeg har været før..." sagde han og smilte venligt til hende. Han kunne faktisk godt tænke sig at komme til England, men han havde bare ikke kunne komme derhen.
"Me..." Han blev stoppet af PLINGET da det kom som noget af en overraskelse. "Ja klart" sagde han venligt og prøvede at kigge direkte på hende, men det kunne han bare ikke uden at rødme.
Han fulgte bare stille efter hende.

//Skal logge... Skriver når jeg kommer igen//

"Du burde komme med engang." Sagde hun og smilede venligt til ham. Hun kiggede undrende på ham. "Hvad skulle du til at sige?" Spurgte hun, med et smil på læben, da hun lagde mærke til at det gennemtrængende *PLING* havde afbrudt ham. Den anspændthed der var i elevartoren irriterede hende. Hun kiggede engang i mellem på ham. Men kiggede hurtigt væk igen.. Hun mærkede varmen i kinderne stige hende til hovedet. *Hvad sker der med mig?* Tænkte hun. Hun trykkede på knappen med det store 4 tal. Hun tænkte over at det var lang tid siden hun havde sovet et andet sted end på hendes legeplads, inde i midten af den store skov i London.. Hun savnede den.. Savnede gyngerne.. Men hun ville jo snart komme hjem igen.. Hun havde en underlig trang til at tage ham med. Vise ham alt, han ikke havde set før..

"Bare at jeg godt kunne tænke mig at komme til London en dag" sagde han med et svagt smil. Hvorfor al den anspændthed mellem de to? Det kunne der jo ikke være nogen grund til.... Eller var der? Åårh... Det her var alt for forvirrende....
"Så hvorfor er du her?" spurgte han hende så venligt om.
Så venligt han nu kunne uden at se på hende, fordi han rødme sig selv til ukendelighed...

Hun kiggede genert ned i gulvet.
"Nåårh. Jeg havde bare lovet mig selv at løbe et lille ærende før jeg..." Hun havde svært ved at sige døde, for tekniskset var hun jo død? "Går ned med flaget." Sagde hun, og sendte ham et strålende smil. Hun kunne mærke varmen i kinderne igen, og kiggede hurtigt ned. Hvad var det lige der skete her?! Det irriterede hende at hun ikke kunne kigge på ham, koldt og vredt, som hun gjorde ved alle andre.

"Går ned med flaget?" spurgte han lidt forvirret... Sagde sømænd ikke det hvis skibe var ved at gå ned? Og når folk... Dødede.
Han kunne mærke nysgerrigheden blande sig med en uro han ikke havde mærket i længere tid end han kunne huske... Og han kunne huske rimelig godt efter sin mening.
"Og med det mener du?" spurgte han med hovedet lidt på skrå. Selvom han prøvede kunne han ikke holde en lille rysten ude af stemmen. Det var det der forvirrede ham mest

Hun knep øjnene sammen. Han vidste godt hun ikke var normal..
"Jeg er ikke et menneske Raphael.." Sagde hun og sukkede. hun kiggede irriteret ned i gulvet igen. hun hadede at tale om det. "Med det mener jeg, når jeg ikke eksistere længere.." Sagde hun og sukede igen.. Hun hadede hvad hun var, men ikke desto mindte var det det hun nu engang var.

Raphael kunne ikke holde et lettet suk tilbage...
"undskyld, det var ikke for at virke irriterende... Men jeg er heller ikke... Helt normal" sagde han og kiggede rundt, for at se om der var nogen der overhøret deres samtale... Også selv om de var i en elevator.

"Det ved jeg." Sagde hun, og sendte ham et strålende smil. Hun lagde en hånd på hans skulder, "Men lad os ikke tale om det nu." Sagde hun, og mærkede straks at hendes kinder blev brændvarme, da hun rørte ham. Hun flyttede hurtigt hånden og kiggede ned i gulvet igen. Hun lod håret falde ned over hendes ansigt, så han ikke kunne se hendes kinder koge.

Han smilte og kinderne blev igen røde.
"Fint" sagde han så med et lille smil og kiggede så på hende med et grin. Han kunne ikke lade være med at smile over det... Det var nok første gang han havde hørt om det.