En mørk aften på legepladsen

Diego havde lænt sig tilbage i sofaen og fraværende fuglt hende med blikket, mens hun så på såret. Da hun gik ind i soveværelset, så han ikke efter hende, selvom han da havde haft sine tanker om hvordan hendes krop så ud under tøjet ...
Han så den afslørende kjole i hendes tanker og kunne ikke lade være med at smile lidt. Han rettede sig lidt op og så ind mod soveværelset. Hans blik gled langsomt ned over hende og han smilede lidt bredere.
"Man kan godt fornemme, at du bor alene ... " Han hentydede til, at folk, der var vant til flere i huset, ville have husket at lukke døren efter sig.
At hun kiggede mod ham, fik ham ikke til at fjerne blikket fra hende. Han lagde svagt hovedet på skrå med et lokkende smil. Han overvejede lidt om han skulle gå ind til hende ... Ligge armene om hende som hun var nu og kaste sig i sengen med hende ... Men han lod være. Det var det bedste ...
Alligevel holdt han øje med hendes tanker, hvis hun nu fantaserede om det samme ... Has blik kaldte hende ind til ham igen, men det skulle ikke undre ham, om hun kunne modstå, hvir hun følte sig pinligt berørt - som han da regnede med at alle piger ville have gjort i den situation.

Evangeline rødmede kraftigt, da det gik op for hende, at Diego havde set hende klæde om. Han havde ret. Hun var altid alene og plejede normalt aldrig at lukke en dør, fordi hun skulle klæde om. Evangelines rødmen blev hurtigt forvandlet til et smil, da hun opdagede det ansigtsudtryk Diego havde i hovedet. Han kunne lide hvad han havde set. Det lyste ud af hans smukke, røde øjne.

Evangeline lod forførende en hånd glide igennem sit lyse hår, imens hun samtidigt smilede til den fantastiske skabning foran hende. Hun følte sig så heldig, at det var hende, han var sammen med nu. Han var uimodståelig.. hun kunne ligeså godt droppe kampen. Det nyttede ikke at benægte det. Hun var fuldstændig væk i ham, og hun ville ikke være i stand til at sige nej til ham, hvis han forsatte med at være så forførende, så... perfekt.

Evangeline gik fra soveværelset og ind i stuen igen, med langsomme og elegante skridt, imens hendes blik ikke flyttede sig fra Diegos smukke ansigt. Hun smilede, og satte sig ved hans side i sofaen. Hvis han dog bare ville ligge armene om hende, holde hende ind til sig, og fortælle hende at han kunne lide hende. At han havde det på samme måde med hende, som hun havde med ham. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik og ønskede. Ønskede at han ville være hendes..

Han trak hende blidt ind til sig - godt tilfreds med hendes tankegang og hendes små drømmerier.
Han smilede skævt og kyssede hende blidt på halsen, hvor han tidligere have bidt. Hans ene hånd gled blidt hen over hendes hår lige under den korte kjole og han følte sig allerede fristet. Dog vidste han, at han ikke burde gøre hende noget, så hans arm gled istedet om livet på hende mens han blidt trak hende ind tættere til sig. Han smilede til hende med det samme lokkende glimt i øjet, som han hele tiden havde haft.
"Den kjole klær dig," hviskede han i øret på hende med en drillende tone der kunne give en hver dødelig kuldegysninger. "Du er virkelig smuk."
Hans hænder kærtegnede hende blidt uden at det blev intimt. Hans øjne kaldte hende mod ham, mens han nøje overvejede hvor langt han kunne gå, før hun synes, han var gået for langt. Han ville lade hende føre an. I tankerne og i fysisk form.

"Du ved, jeg kan læse dine tanker," hviskede han med et drillende blik. "Men hvad med at bringe de dagdrømme frem, istedet for bare at lade dem være tanker?" Han kyssede hende langsomt ned over halsen og skulderen, hvor der ikke var noget der dækkede hendes perfekte hud. Han var ret så sikker på, hun ikke kunne modstå hans ord og han kunne snart ikke blive mere tilfreds med situationen.
"Lige meget hvilke dagdrømmerier ... I dag, er jeg kun din." Eftersom han ikke havde tilhørt nogen, siden han stak af fra sin skaber, havde han det bestemt ikke dårligt ved at være hendes for en dag. Eller et par stykker. Han nød at sidde med hende i hans arme og han nød den saftige duft af hendes blod. Alligevel måtte han indrømme overfor sig selv, at han ikke ville kunne dræbe denne skønhed.

Evangeline smilede lykkeligt, da han lagde armene om hende, og trak hende ind til sig. Hun nød det og lagde også hendes arme om ham. Hun stivnede da hans læber ramte såret, men hun slappede hurtigt af igen, og glemte alt om, hvor han havde sin mund, da hans hånd gled igennem hendes hår og ned til kanten af kjolen. Hans hånd føltes kold mod hendes lår. Men på en måde var det.. behageligt . Hun nød det egentlig, og blev en smule skuffet, da han flyttede sin hånd. Men da han til gengæld trak hende tættere ind til sig, kunne hun ikke andet end at smile. Hun var lykkelig i denne fremmede vampyrs arme. Hun vidste ikke hvorfor, det varhun bare.

Evangeline rødmede ekstremt, da han komplimenterede kjolen og sagde hun var smuk. Hun vendte blikket mod vampyren. Den unaturligt smukke vampyr. Syntes han virkelig at hun var smuk? Det var næsten for godt til at være sandt.
"Tak.." Hun smilede og forsatte så. "Jeg kan kun sige; i lige måde.." Hendes ansigt var rødt som en tomat, men selv ikke det, kunne forhindre hende i, at betragte Diegos unaturligt, smukke ansigt.

Evangeline stivnede. Hu havde glemt at han kunne læse hendes tanker. At han vidste alt det hun dagdrømmede om.. Igen rødmede hun, og denne gang vendte hun blikket mod jorden. Hun smilede, da hun mærkede Diegos læber mod hendes hals, dernæst hendes skuldre. Det føltes helt vidunderligt, og hun ønskede kun at han ville blive ved.
Evangeline kunne ikke modstå den måde han snakkede på, og de ting han gjorde ved hende, og hun følte at hun bare måtte fortælle ham det hele, men inden hun nåede at sige noget, begyndte Diego at snakke igen. Hun smilede lykkeligt over hans ord. Idag.. var han hendes.. Kun hendes! Hun kunne umuligt blive mere lykkelig end hun var nu. Langsomt lod hun hendes læber kysse hans kind, hvorefter hun satte munden hen til hans øre.
"Og idag er jeg kun din.."
Hun var fuldstændig ligeglad med hvad han gjorde ved hende nu. Han var hendes! Det havde han selv sagt. Hun kunne umuligt blive lykkeligere end hun var nu.

Et stort smil breste sig på hans læber og hans hænder begyndte langsomt at røre lidt mere intimt ved hende.
"Godt at høre," hviskede han med en lokkende tone mens han trak hende ind til sig så hun lå lænet op af hans bryst. Dagen var ligeså ung som natten, og så længe gardinerne var trukket for havde han intet at frygte. Alt var perfekt og pigen han sad med var så vidunderligt naiv. Han smilede bare, mens hendes tanker fløj omkring og han lyttede bare nysgerrigt og tavst.
Måske var det forkert af ham at misbruge sådan en ung skikkelse - måske så de ud til at være på samme alder, men han var troeds alt rimelig gammel efterhånden. Og han havde stadig ikke regnet ud, at grunden til den anderledes smag i hendes blod, var fordi hun var en elver. Hvordan skulle han dog også kunne gætte noget som det?

Hans hånd gled blidt over hendes lår og søgte tøvende op under hendes kjole. Han gav hende en fair chance for at stoppe ham, mens han tillagde sig selv en flask generthed, som han var sikker på, hun bare ville finde kær. Hun var fanget i hans spind og han kunne ligeså godt spille sin rolle til grænsen. Der var ingen grund til at bryde ilussionen. Især ikke lige nu, hvor han var så tæt på at få alt hvad han ville have; Blod, skønhed og muligvis få stillet de kødelige lyster!
Hans smile blev et kort øjeblik brumdt ved tanken og han pressede sine læber mod hendes i et langt sekund.
"Sig mig nu, hvad du ønsker ... Jeg er din for i dag, men du ved jo aldrig hvornår jeg må til at rejse igen." Han så trist ud ved tanken, selvom det egentligt bare var endnu et trick, for at få hende revet mere med af stemningen.

Evangeline smilede og nød følelsen af, at være så tæt på denne vidunderlige vampyr. Hun lod sig trække med, da han trak hende ned at ligge på hans bryst. Hun kunne ikke lade vær' med at smile af ham og nød at ligge der i hans arme. Hun følte at hun hørte til der. At det skulle være hende og Diego.. for altid. De levede begge to til foraltid.. hun behøvede aldrig at miste ham..
Et svagt suk, undslap hendes læber, da han begyndte at røre hende mere intimt. Hun sukkede af lyst, og det overraskede hende selv, at hun havde så meget lyst til ham, som hun åbenbart havde. Hun måtte skjule det.. hun ville ikke virke så desperat overfor denne vidunderlig skabning.

Evangeline smilede over Diegos åbenlyse generthed, som hun var overbevist om, at det var. Hun smilede af ham, og nikkede så, som for at fortælle ham, at han godt måtte gøre det. Hun ville lade ham gøre alt, indtil hun hørte hvad han sagde, da han fortalte hende, at hun kun havde ham en dag.. at han måtte rejse. Som ved et trylleslag, som tvivlen tilbage igen, og hun trak sig væk fra Diego - overrasket over, at hun kunne få sig selv til det.
"Så.. du vil bare i seng med mig, og rejse bagefter..?" Hun så på ham med store, sårede øjne. Hun havde været villig til at gøre alt for ham.. men han ville forlade hende alligevel? Tanken var ikke til at bære, og hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun ville ikke have han bare rejste fra hende.. og glemte alt om hende..

Han greb blidt fat om hendes håndled, da han var kommet sig over chokket. Hun trak sig rent faktisk væk fra ham! Han så på hende med et lige så såret blik, som det, hun sendte ham. Roligt trak han hende ind til sig igen, men denne gang var der intet intimt. Denne gang var det blot en trøstende omfavnelse.
"Jeg sagde intet om, at jeg skulle tage af sted," hviskede han i hendes øre og kyssede hende blidt på kinden. Han sukkede svagt og ledte efter de ord hun helt ville høre.
"Jeg sagde blot, at jeg ikke ved, hvor længe jeg kan blive ... " Han så hende i øjnene med et svagt smil og pressede kort sine læber mod hendes. "Jeg lover, jeg bliver så længe jeg kan ... " Kort efter slap han hende og så væk med samme nedtrykte udtryk som før.
"Tror du virkelig, jeg kunne finde på at misbruge dig på den måde?" Han så på hende, rejste sig så pludselig fra sofaen og vendte sig så væk fra hende. "Jeg er daked af det, hvis du troede at jeg kunne blive her for evigt, bare fordi jeg vil ... Hvis det skal være på den måde, kan du da bare gå ind og sove. Jeg skal nok være ude så snart mørket falder på," ved den sidste sætning dirrede hans stemme og hans skuespil var ikke til at se igennem. Han var virkelig 'såret' over hendes påstand om, at han ville kunne udnytte hende ...
"Du stoler tydeligvis ikke på mig ... Hvis du ikke stoler på mig, har vi vel ikke en chance sammen," sagde han lavmælt og så på hende igen. Han ville ikke sætte sig ved hende igen - eller, jo, han ville virkelig gerne, men han ville ikke lade hende tro det.

Evangeline måtte indrømme, at det var en fantastisk følelse, at han bare holdt hende ind til sig, for at trøste hende. Hun følte sig som en lille pige i hans arme. Hun følte sig tryg. Hun smilede, da han sagde, at han ikke skulle afsted.. betød det, at han måske ville blive hos hende? Tanken var næsten for fantastisk til, at hun turde håbe på det. Hun smilede om muligt endnu mere, da hans læber endnu engang mødte hendes.

Evangeline så på Diego med en skuffet mine, da han rejste sig op. Hendes smil forsvandt, da han begyndte at tale. Hun havde så ondt af ham, og hun var så ked af, at hun havde såret ham. Det var jo ikke ment på den måde.. Hun var overbevist om, at hun havde taget fejl mht. at han udnyttede hende, og nu ville hun bare have den vidunderlige skabning, som pludselig så så lille og såret ud, i sine arme. Gøre ham glad igen.

Evangeline rejste sig op, gik hen til Diego og lagde armene om ham. En tåre løb ned af hendes kind, da hun så på ham. Hun havde dårlig samvittighed, over at have beskyldt ham for noget så utænkeligt..
"Diego.. jeg tog fejl. Det er jeg virkelig ked af.. Undskyld" Hun så på ham i et kort øjeblik. Hun var direkte fortvivlet over, at denne smukke vampyr, var såret pga. noget hun havde sagt.
"Jeg er så ked af det... vil du ikke nok blive?" Hun så på ham med et bedende blik. Han måtte ikke forlade hende nu.. Tanken var nok til at gøre hende ulykkelig. Hun var villig til at gå gennem ild og vand for denne næsten fremmede mand. Hun vidste ikke hvorfor, og skænkede ikke det faktum en tanke, at det måske var sket lidt for hurtigt. Naive Evangeline i en nøddeskal..

Han vidste godt, at det hele måske var gået alt for hurtigt - og han havde ikke noget som helst imod det. Det var fuldstændig perfekt alt sammen. Pigen anede jo ikke, hvad hun gik med til.
Han så på hende og kæmpede imod lysten til at trække hende ind til sig, presse sine læber mod hendes og ...
Han skubbede tanken fra sig og så bare på hende, uden at sige noget i et par sekunder. Så rystede han på hovedet og tog fat om hendes hænder, så hun ikke kunne holde om ham.
"Jeg troede, vi havde en fremtid sammen ... Men ... Du stoler jo overhoved ikke på mig, gør du vel?" Han så på hende med et dybt suk. Så slap han hendes hænder og satte sig ned i sofaen igen. Han så op på hende med et charmerende smil men med triste øjne.
Sekunderne gik langsomt forbi og han rakte tøvende ud efter hende med et svagt suk.
”Du stoler ikke på mig, du tror jeg vil udnytte dig og alligevel vil du have mig til at blive … ” Han sukkede tungt og tog blidt hendes hånd og trak hende lidt mod sig. ”Evangeline,” hviskede han og så hende i øjnene. ”Du bliver nød til at sige, hvad du ønsker … ” Han kunne ganske vist læse hendes tanker, men ofte tænkte folk ikke på det, de virkelig ville have. Ofte tænkte man på de langt ude drømme man troede, man ville have til at gå i opfyldelse, men det gik aldrig som håbet … Den slags ville han ikke opfylde. Han ville være tålmodig og vente på, at hun guidede ham igennem hendes hjertes lyster.

Evangeline så på ham med et såret blik, da han fjernede hendes hænder.
"Jamen.. jeg stoler på dig.. jeg vil.. jeg vil have en fremtid med dig.." Hun så på ham med et bedende blik. Hun var ganske overrasket over, at han havde tænkt på, at de skulle have en fremtid sammen. Hun havde ikke regnet med, at ham havde det sådan, men hun havde absolut ingenting imod det, og ville hellere end gerne dele sin fremtid med ham.

Evangeline så blot Diego i øjnene. I hans smukke, røde øjne Hun nød følelsen af, at han holdt om hende igen.
"Jeg tror ikke du vil udnyttte mig - det var en stor fejl, at beskylde dig for det, Diego.." Hun så ind i hans røde øjne. Det var tydeligt i hendes egne øjne, at hun virkelig fortrød, at have beskyldt ham for noget så utænkeligt, som udnyttelse.
"Tilgiv mig.." Evangeline hviskede det sidste. Hendes stemme havdee en bedende tone. Hun kunne ikke bære, at have såret Diego. Diego som hun holdt så meget af. Diego som hun ønskede at være sammen med for altid. Diego som hun.. elskede? Hun vidste det ikke. Men det føltes sådan..

Evangeline så forsat Diego i øjnene, da han spurgte hende, hvad hun ønskede. Hun tøvede inden hun svarede:
"Jeg.. jeg ønsker, at du bliver hos mig.. og.. forsætter, med det du var.. igang med.." Hun sagde det meget tøvende og rødmede flere gange, da hun ikke var vant til, at sidde og fortælle en anden hvad hun drømte om, og havde lyst til. Hun havde forsøgt at fortælle ham, at han skulle forsætte med at røre hende, på den intime måde, han var begyndt på, før hun ødelagde det hele ved at skubbe mig væk. Hvordan havde hun dog fået sig selv til at gøre noget så dumt? Hun vendte blikket mod Diego, og så afventende på ham.

Han smilede svagt og kyssede hende ved mundvigen, da hun bad om hans tilgivelse. Han holdt hende blidt ind til sig og sagde ikke noget i et stykke tid.
"Jeg tilgiver dig ... Evangeline," han hviskede hendes navn og det var som om hans stemme rørte hende mere intimt end hans hænder havde gjort. Hans øjne strålede mat af hemmeligheder og viden om jorden fra en anden vikel end den hun kendte.
Gu' ville han udnytte hende, hvis han fik chancen. Han kunne nu ikke sige, at det var dumt af hende, hun ikke kunne se igennem hans skuespil. Han vidste jo hvor magtfulde hans slags var på det punkt.

Et smil spillede på hans læber, da hun bad ham røre hende igen. Han kyssede hende blidt op over halsen og lod hende mærke den isnende ånde og kulden der strømmede ud fra hans krop. Han mærkede en rystelse gå gennem hendes krop og overvejede kort om hun ville finde denne kulde ubehagelig.

Den kolde hånd gled langsomt op over hendes lår og op under hendes kjole, som den havde gjord tidligere. Han bed drilsk i hendes hals, uden at lade tænderne gå gennem hendes hud igen. Hun havde allerede mistet nok blod, og han ville ikke gøre det værre.
"Alt hvad du ønsker, min kære," hviskede han med lokkende stemme.
Han skubbede hende blidt ned at ligge i sofaen og pressede sine læber mod hendes, mens hans hånd gled længere op. Det overraskede ham hvor nem hun havde været, men han var stadig godt tilfreds.
"Evangeline ... Jeg vil blive hos dig." Han smilede svagt. Det hele var tænkt igennem. Han skulle have et sted at være om dagen, og så kunne han ligeså godt være hos hende. Om natten skulle han ganske vist jage efter blod, og så havde hun jo også tid til alt hvad hun nu skulle ... Og hvis han bare kunne skjule for hende, hvor mange piger han satte tænderne i, ville der jo ikke være nogen problemer.

//Undskyld det tog så længe.

Evangeline smilede lykkeligt, over hans tilgivelse. Hun var så lykkelig for, at han ikke var sur på hende længere. Tanken gjorde hende så glad og lettet.. og så lykkelig. Hun var overbevidst om, at hvis Diego var ved hendes side, ville intet kunne gå galt. Hun smilede forventningsfuldt over hans stemme, som om muligt fik hendes lyst til ham, til at vokse endnu mere. Hun ville have ham til at røre hende.. mere, hårdere.. hun stoppede sin tankegang, og rødmede svagt. Hvorfor tænkte hun dog sådan? Hun plejede ikke at være så ivrig, så.. desperat efter en person, som Diego. Hun kendte ham knapt nok, og alligevel var hun så vild efter ham. Hvad var det dog han gjorde ved hende? Hvorfor var hun så vild med ham? Sådan havde hun aldrig følt for en anden mand før. Men hun var fuldstændig væk i ham, og alle de fornuftige tanker var forsvundet som dug for solen. Hun ville have ham, og det skulle være nu..

Evangeline smilede, da hun mærkede hans kolde ånde. Selvom den var kold, var det en behagelige følelse. Hun rystede en anelse, og gengældte hans smil.

Hun stivnede et kort øjeblik, da hun mærkede hans hånd på hendes lår, hvorefter hun blot lukkede øjnene og nød det. Hun åbnede øjnene, da hun mærkede hans tænder i hendes hals, og åndede lettet op, da han ikke bed hul i hendes hud. Hun slappede af igen, og nød hans hånds kærtegn, som kun gjorde hende endnu mere vild efter ham.
Evangelines smil blev bredere, da han sagde; alt hvad du ønsker, min kære. Hun følte sig selvfølgelig lokket, af hans vidunderlige stemme, som skubbede hendes fornuftige tanker om muligt endnu længere væk. Hun sukkede svagt af nydelse, da han skubbede hende ned i sofaen og kyssede hende. Hun sukkede endnu engang, da hans hånd gled længere op. Hun lod ham naturligvis gøre det, da hun nød det helt ubeskriveligt.
Hun smilede stort, da han sagde at han ville blive hos hende. Hun lagde armene om ham og hviskede ind i hans øre: "Jeg vil også gerne have dig hos mig.."

//Det går n.n //

Et smil spredte sig på hans læber, mens han lyttede til hendes fantasier, tanker og hendes ord. Hans hænder kærtegnede fortsat hendes krop, og hans læber rørte flere gange hendes, hendes hals og længere ned af hendes halsudskæring.
"Sådan en smuk krop," hviskede han mens hans hånd gled op under hendes korte kjole. "Synd at du skjuler den sådan." En svag latter slap hans læber. Han måtte holde sig selv tilbage for ikke at flå kjolen af hende med det samme. Men uanset hvad så var det langt sjovere at pirre hende - og langt mere tilfredsstillende at høre hendes tanker længtes efter ham.
Han kyssede hendes hals og hviskede hendes navn. Hans stemme holdt den samme lokkende tone, som den hele tiden havde haft.

"Du kan jo bare fjerne det, du synes der skal væk..." Hun grinede, og hentydede til, at hvis han syntes, hendes kjole skjulte for meget, kunne han jo bare fjerne den..
Hun rødmede svagt, da det gik op for hende, hvad hun havde sagt. Dog var hun overbevist om, at han havde lyst til hende. Pga. af de ting han sagde og gjorde. Hun lod langsomt en hånd glide ned på hans lår, hvor hendes fingre begyndte at køre op og ned af det. Hun smilede, og så på ham med et afventende blik, der lyste langt væk af lyst og begær. Efter ham. Kun ham.
Hvor havde hun dog lyst til ham.. hvorfor fjernede han ikke bare kjolen? Rev den af og kærtegnede hendes bare hud under den.. Hun længtes så forfærdeligt meget efter ham. Hvorfor gjorde han det så langsomt? Hvorfor skulle hun dog pirres sådan? Det var næsten uudholdeligt!

Evangeline lod et smil pynte på hendes fyldige læber. Hun var skam ikke pinlig berørt, blot i et kæmpe dilemma. Hun havde lyst til ham, lyst til.. blot at slå sig løs med denne ukendte vampyr. Lyst til at mærke hans hænder på hendes krop.. På den anden side, ville hun ikke virke desperat. Hun ville ikke virke billig.. hun måtte spille lidt kostbar, skønt dette forhavende stort set var umuligt med denne forførende og charmerende vampyr foran hende. Hun havde lagt mærke til, at han betragtede hendes krop, og hun nød det. Eftersom han smilede, måtte hun jo gå ud fra, at han kunne lide hvad hun så. Hun havde på den anden side, heller aldrig hørt noget om, at et hankønsvæsen skulle være utilfreds med noget på hendes krop. Den var så tæt på det perfekte som noget kunne være. Men det var Diegos krop også. Og han tiltrak hende så ufatteligt meget. For længst, havde hun glemt alt om hans evne, til at læse hendes tanker. For så ville hun da have forsøgt at skjule dem, skønt det sikkert kun ville blive til et sølle forsøg. Hun kunne ikke koncentrere sig i Diegos nærvær. Han var alt for forførende og charmerende. Som et stof, hun bare måtte have mere af. Hendes hæmninger var ikke helt forsvundet endnu. De var der stadig. Men langsomt forsvandt de fra hendes sind, i takt med jo mere han rørte hende.

Hun smilede, og måtte bide sig i læben for at holde et "kælent" støn tilbage, idet hans hånd bevægede sig højere og højere op. Langsomt lynede hun kjolens lynlås ned. Den sad akurat sådan, at hun var i stand til at gøre det uden hjælp. Langsomt - for ikke at virke desperat, og måske også lidt for at gøre vampyren ivrig - trak kjolen op over hovedet, så hun var iført sit undertøj. Igen smilede hun. Et smil fyldt med endnu mere begær end før.

//Godt at høre fra dig igen n.n//

Hans øjne var fæstnet til hende. Han kunne virkelig kun se én fejl ved hende ... Hun var så tæt på at være hans drømmepige. En godtroende, fantaserende sjæl, men renhjertet. Hvis bare hun ikke var blondine. Det var utroligt overfladisk af Diego, men sådan havde han vel egentligt altid været, så det var ikke noget nyt.

Hans øjne fuglte hendes hænder, mens hun lynede kjolen ned. Han hævede brynene lidt og havde læberne lidt skilt, mens hans åndedrag blev lidt tungere.
"Alle dine fantasier kan blive virkelighed," hviskede han til hende og kærtegnede hende i siderne. "Bare drøm videre ... " Han smilede tilfreds, da hun trak kjolen af. Smuk, det var hun i hvert fald ... Utrolig.
Han greb fat om hendes hage og pressede sine læber mod hendes. Det var det mindste han kunne gøre, det vidste han godt ... Men det var sjovt at se, hvad han kunne få hende til ved at være lidt passiv.
Han brød kysset og lænede sig tilbage i sofaen mens han så ned over hende. "Hvem skulle have troet en elver ville have sådan en sexet krop ... " Hans stemme var lav og næsten upåvirket selvom hans åndedrag afslørede ham. Han vidste også at mørket snart faldt på udenfor igen. Men han kunne nok bare drikke lidt mere af hende, hvis det skulle være.

// Det er godt at være tilbage~

Evangeline så smilende på vampyren foran hende, som sikkert ejede en fejl eller to. Hun så dem bare ikke. Hans charme og hans forførelse gjorde hende blind for alt andet end hans vidunderlige skønhed. Den skønhed der gjorde hende så blød, og samtidigt overbeviste hende om, at han da måtte være det mest ærlige og betænksomme væsen på hele planeten. Hun havde så uendeligt meget lyst til ham. Hun havde brug for at få den lyst stillet, af lige netop ham. Som en stofmisbruger havde brug for sine daglige portioner af et stof.. måske endda så meget, som et menneske havde brug for luft. Sådan føltes det i hvert fald i dette øjeblik.
Diegos berøringer var kolde, men skruede så meget højere op for hendes begær, at hun knapt bemærkede det. Faktisk, fandt hun den svage kolde fornemmelse, som trængte igennem hendes tanker - der ellers kun kredsede om den unge vampyr, og de lyster hun havde, som kun han kunne stille - virkede behagelig mod hendes varme, nøgne hud.

Evangeline smilede bredt, idet hun hørte hans åndedræt blive tungere. Han måtte da kunne lide hvad han så.. hun havde aldrig opdaget at nogen ikke kunne lide hvad de så. Men det betød alligevel noget, at han også længtes lidt efter at røre hende, eftersom hun havde så meget lys til ham. I hendes tanker gennemgik hun de mulige drejninger denne situation kunne tage. Eller rettere; hun gennemgik det, hun håbede ville ske. Hun forestillede sig hans hænder glide langs hendes hofte, op med den fyldige barm, kun dækket lidt at bh'en og tilbage igen, og derefter længere ned.
Diegos hviskende stemme, stoppede omgående hendes tanker. Hun rødmede svagt, men hendes begær steg også et niveau højere, idet han sagde, at alle hendes fantasier kunne gå i opfyldelse... og hvad var det hun lige havde siddet og tænkt på? En fantasi i allerhøjeste grad..

Hun mærkede hans læber mod hendes. Ivrigt kyssede hun ham tilbage, men inden længe stoppede han kysset. Alt for tidligt.. hun længtes efter mere. Meget mere!
Evangeline kunne mærkede den svage rødlige farve vende tilbage i hendes kinder, da han komplimenterede hendes krop. Samtidigt smilede hun, og betragtede ham, imens hun overvejede sit næste træk. Han sad lænet tilbage i sofaen og det tog hende ikke mange sekunder at smide lidt flere af sine hæmninger. Ikke dem alle sammen.. men nogle. Hun lænede sig hen over den unge vampyr. Lod blidt sin krop presse mod hans, imens hun så ham i øjnene. Hun behøvede ikke at sige noget - hendes øjne talte et tydeligt sprog; Hun ville have ham.

Diegos blik gled ned mod hendes kavalergang, mens hun lænede sig frem mod ham. Han nød at høre hende længtes efter sig, på den lidenskabelige måde. For hans vedkommende længtes han bare efter sex ... Det var måske lidt ynkeligt, men når man ikke havde haft nogen, der virkelig kunne lide en, i så mange år, glemte man hvordan det føltedes.
Hans hænder gled langsomt op over hendes lår, over hendes hofter og op igennem hendes sider.
Han ville have hende til at længtes, til hun ikke kunne mere. Hvis hun stadig legede 'artig lille pige', ville det jo ikke være meget sjovt.
Rolig flyttede han sine hænder om på hendes ryg og åbnede hendes BH ... Han trak den blidt af hende og smilede så. Det var skønt at se hende sådan. Men han overvejede også, om hun ikke var genert overhoved? Han sad trods alt stadig påklædt, mens hun nærmest kastede tøjet fra sig. Ikke fordi Diego havde noget imod det. Så absolut ikke. Men det var stadig overraskende. Hun virkede nok bare som typen der var lidt for artig til den slags. Men skinnet kunne jo bedrage.

// Jeg skal lige ind i det igen >.< Undskyld at mine indlæg er lidt korte.

Da Evangeline var lænet så tæt ind mod vampyrens perfekte krop, forsvandt de sidste hæmninger langsomt. Sivede ud af hendes sind, som var den en hullet si. Da hun mærkede hans hænder på hendes lår, og så hendes hofter forsvandt de sidste. Hun længtes så meget efter ham, at det næsten gjorde ondt. Hun ville have ham. Nu! Hun kunne ikke vente. Han pirrede hende så uudholdeligt. Hun ville have ham. De var så tætte.. deres kroppe rørte hinanden. Nøgen hud mod.. tøj. Hun havde slet ikke skænket det en tanke. At fjerne noget af hans tøj. Men hvad, hvis han ikke ville have hende til at gøre det? Var det dén tanke, der havde holdt hende tilbage? I det samme mærkede hun hans hænder på hendes ryg, som uden problemer åbnede hendes BH.. Det havde han vidst prøvet før. Hun smilede, og tog det som et grønt lys til, at hun også måtte fjerne noget af hans tøj. Han fjernede jo trods alt hendes.. først. Blidt lod hun en hånd glide ind under hans trøje, op mod hans bryst, og lod den ligge der lidt. Hans muskler var tydelige at mærke under hans kolde hud. Langsomt lod hun den anden hånd tage fat i trøjen, imens den anden gled ned ved siden af, og hurtigt men alligevel på en langsom måde fik hun trykket t-shirten af ham. Maven var ligeså perfekt, som resten af ham. Det overraskede hende ikke engang, men fik hende kun til at længes endnu mere. De sidste hæmninger forsvandt sammen med fornuften, og lysten og begæret tog over.

Evangeline pressede blidt sine læber mod hans. Hun var mere modig nu. Nu, hvor de sidste hæmninger havde forladt hendes sind. Nu var hendes tanker og bevægelser udelukket var styret af lysten. Langsomt bevægede hendes hånd sig hen mod vampyrens bukser. Der lagde hun hånden. Henover lynlåsen. Og ventede på reaktionen med et forførende smil på læben.

//Helt iorden n.n//

Diego pressede hendes krop mod sin, mens han gengældte det ivrige kys med et smil på læberne. Han havde ladet hende tage trøjen af ham, uden nogen specielle tanker om det. Hvorfor dog også det? Han havde prøvet det hele før. Det var ikke længere så specielt. Og alligevel var hver gang på en måde som den første. Det havde måske også noget at gøre med, at han aldrig havde gjort sådanne ting i sit menneskeliv. Dengang skulle man giftes først, hvis man var en ordentligt menneske. Men menneskers etik og verdensbillede havde han smidt over bord, da han blev forvandlet. Der var ingen grund til at holde fast i dødeliges støvede gamle regelsæt. De ændrede sig alligevel konstant. Men det gjorde Diego ikke. Han var sig selv og han var svær at lave om på.
Med hænderne mod hendes varme ryg, nåede han slet ikke at gøre noget, før hendes hånd må mod hans bukser. Han stønnede svagt mod hendes læber mens han følte en bule presse op imod hendes hånd. Langsomt, men sikkert. Han var også ved at være træt af at pirre hende. Tiden var ikke noget, der burde spildes. Et evigt liv var heller ikke nogen undskyldning for det ...
"Evangeline," hviskede han, næsten åndeløst, mens hans kys fortsatte ned over hendes hals og hænderne på hendes lænd sukkede hendes underliv mod hans. Tøj eller ej, det føltes skønt.

// Der burde vist være et 'XXX' i overskriften xD

//Yup.. men øhm.. vi vidste jo ikke de ville flå tøjet af hinanden dengang for 100 år siden, da vi startede emnet xD//

Evangeline kyssede ivrigt med, glad for, at han åbenbart intet havde imod, at hun havde fjernet hans trøje. Hun nød deres kys, som føltes mindst lige så perfekt som det første. Altså, det på legepladsen for et par timer siden. Hun huskede stadig følelsen. Den ivrige, som for alt i verden bare ville mærke hans læber mod hendes. Følelsen havde hun også nu, men kyssende var ikke længere nok for at få den til at forsvinde. Denne gang var det noget andet hun havde lyst til. Hun vidste det, Diego vidste det.. men hun vidste ikke, om Diego ville gå så langt med hende, dog blev hun sikker på, at det ville han, da hun mærkede en langsomt voksende bule under hendes hånd. Det havde jo været meningen, den skulle komme. At han samtidigt stønnede, gjorde det kun mere sikkert, at han gerne ville..
Hun sendte ham charmerende smil, og lod hendes hånd glide blidt henover bulen. Frem og tilbage i et langsomt tempo.

"Ja..?", hviskede hun, usikker på, om han rent faktisk ville sige noget til hende, eller om han bare sagde hendes navn, uden at forvente et svar. Da hans kolde læber ramte hendes hals, lukkede hun øjnene og nød det. Hun var ikke længere bange for at han skulle bide hende.. hun var ligeglad. Ligenu dækkede hendes lyst over alle andre følelser. Frygt, usikkerhed, fornuft - væk.
Et støn forlod hendes læber, i det han sørgede for, at deres underliv berørte hinanden. Der var ganske vidst tøj imellem dem, men følelsen var fantastisk. Desuden, var Evangeline ret overbevist om, at tøjet ikke ville være i vegen for dem, meget længere.

// Vi burde måske rette det xD Men så kommer der bare nysgerrige blikke xP//

Han stønnede svagt, mens hun bevægede sin hånd mod hans skridt. Det føltes skønt, og dog var en lille stemme bagerst i hans hoved begyndt at tigge ham om at stoppe.
Hvorfor nu det? Hvad var der galt med ham? Han ville have hende ... han ville have hendes krop så inderligt, men alligevel forsøgte noget at bremse ham. Men som om han nogensinde havde lyttet til fornuft. Han kærtegnede fortsat hendes ryg med et svagt smil på læberne.
Da han hørte hende stønne, blev stemmen ydereligere skubbet i baggrunden. Han havde altid været en person, styret af sine drifter. Men var alle vampyre ikke sådan? Nogen gange greb Diego sig selv i at tænke, at han ikke var noget specielt ... Men måske var lige præcis den tanke noget, der gjorde ham speciel. Måske var det det Evangeline have fornemmet ved ham. At noget var anderledes ved ham.
Han smilede lidt bredere, mens han lyttede til hendes støn og pressede hende mod sig.
Han ville røre hende ... kysse hende ... tage hende ... Men hun føltes så fjen fra ham. Måske føltes de ikke ligefrem bestemt for hinanden, men hvad de havde gang i føltes rigtig i det øjeblik, og det var alt der betød noget. Han så ned af hende og smilede skævt.
"Jeg troede ikke en elver nogensinde ville falde for en vampyr ... " Han kunne ikke lade være med at grine lidt. Blidt bed han hende i halsen, men uden at bide igennem. Selvom han havde lyst til hendes blod, ville han ikke have, hun skulle være træt når de ...

Evangelines smil blev kun endnu bredere, fordi Diego tilsyneladende nød, hvad hun gjorde. Det var i hvert fald, hvad hun selv konkluderede udfra hans stønnen. Hun var overbevist om, at han på en måde holdt af hende, samtidigt med at han følte sig tiltrukket af hende. Han var så sød, så ærlig - eller, det var sådan han virkede. Der var jo en forskel fra, hvad hun så gennem det gardin af forførelse og charmerende, Diego have udsat hende for. I virkeligheden var han jo en helt andet. Med helt andre bagtanker.. Men det havde hun selvfølgelig ingen anelse om, og medmindre Diego direkte fortalte hende det, ville hun aldrig komme på denne - ifølge hende - fjollede tanke.

Hun mærkede Diego presse sig tættere på sig, hvilket hun bestemt intet havde imod. Hun smilede idet, han så ned af hende. Hun kunne godt lide, at han kiggede på hende... og smilede. Det betød vel, at han syntes om, hvad han så. Ellers havde han vel ikke smilet..
Evangeline svarede ikke på hans spørgsmål - eller, en konstatering var det vel nærme. Men det behøvede stadig et svar - lige med det samme. Hun lod sin hånd forlade hans skridt, hvorefter hun med en yndefuld bevægelse, satte sig på hans ben, imens hun lod sin hånd glide op, og kærtegne hans kind. Hun så ham i øjnene imens, og først der, svarede hun: "Det er ikke så svært at falde for dig, Diego. Du er ikke som de andre vampyrer jeg har mødt. Du er anderledes. Mere fantastisk. Mere ærlig. Mere perfekt" Det med at han var ærlig, kunne nok diskuteres, men det anede Evangeline jo ingenting om. Hun havde bevidst sat sig sådan, at hun sad med et ben på hver side af ham, og oven på den voksende bule. Hun smilede, og ventede på hans reaktion, både på det hun gjorde netop nu, men også det hun havde sagt.


//Haha, det har du jo ret i xD//

// Jeg må have glemt ALT, for jeg troede de sad sådan xD //

Engang havde han haft en samvigtighed. Og den samvigtighed ville sikkert have slået ham i hovedet med glorien, da hun snakkede om ærlighed. Så vidt han huskede, havde han løjet omkring hver anden gang han åbnede munden. Men løgn og sandhed havde ikke længere den hårfine blance for ham, som den havde for så mange andre. Han levede i en anden verden, hvor han havde sine egne regler og retningslinjer. At lyve var noget meget meget anderledes for ham. Og intet var løgn, hvis det ikke blev afsløret.
"Ingen er perfekte," mumlede han mens han kyssede hendes hals.
Men han havde tydeligvis fundet den helt rigtige lille elver. Hun var så vidunderligt godtroende. Hun mindede ham om en slave, han havde haft engang. Det var nok også noget Evangeline ville egne sig som ... En slave ... måske ligefrem sexslave. Tanken sørgede for at Diego ikke kunne stoppe et lumsk smil.

Han stønnede tilbageholdende og greb fat om hendes fintformede hofter, da hun havde sat sig overskrævs på ham. Ganske vist var hun overmenneskelig, men når man så på hendes krop ... Han pressede blidt sine læber imod hendes og prøvede at få dem bare lidt tættere på hinanden på denne måde. Han bed hende blidt i læben med en drillende latter, men endnu engang undgik han at bide hul på hende. At pirre var altid det sjoveste.
Hans hænder rørte hende efterhånden overalt på kroppen. Han længtes efter at være tæt på nogen. At høre nogen stønne hans navn. Og mens han vidste, han pirrede hende, blev han mere ophidset. Det var svært at styrre sig, men ligesom blodtørsten havde været svær at styrre sig overfor, havde han lært sig selv at tage den med ro. Man kunne holde noget ud meget længere end man egentligt troede ... Og ting, der var værd at vente på, var også altid de bedste.