Blue Fire - Diego

~Info findes i emnet~

Et lyn flænsede himmelen i to dele og lyste nattehimmelen op. Det var ikke så normalt at man så storme som den der var gang i lige nu, særlig tit på denne tid af året. De havde lovet sne og alle havde gået og ventet at det ville komme i nat, men der tog de fejl. Det styrtede ned, blæste og lyn og torden prægede hele den overskyede nattehimmel.
I samme sekund som lynet havde flæset himmelen, sprang en kvinde sammen. Hun havde siddet i et af vinduerne der var placeret i biblioteket. Her var ingen bortset fra hende selv. Kvinden havde siddet med sin bog, helt rolig før lynet havde slået ned. Nu sad hun med en samme klappet bog på skødet med store, forskrækkede øjne.
Da det var begyndt at regne, havde Vanilla, hvilket var kvindens navn, haft for langt hjem og hun havde stået ude foran biblioteket. Til hendes store overraskelse havde døren til biblioteket været åben. Hvem mon var her inden ud over hende? Den tanke havde hun ikke tænkt da hun var gået ind, først nu, da det gik op for hende, at hun nok ikke var alene. Eftersom det styrtede ned, måtte der være andre der havde søgt ly inde på biblioteket.
Der havde ikke været meget lys da hun var gået ind. Men eftersom hun havde set at der var stearinlys, var hun begyndte at tænde op med den blå ild, hvilket gav et helt andet lys inde på det rustikke bibliotek.
Vanilla åbnede bogen igen og gav sig til at læse igen, uden at tænke videre på om der var nogle der holdte øje med hende.

Diego havde aldrig haft noget imod regn. Eller blæst. Eller storme i det hele taget! Han nød uvejret, men det var ikke altid lige sjovt, når man var fanget i elementernes rasen. Han havde søgt ly flere steder, men man kan ikke flygte fra moder natur.
Det var derfor, han havde søgt ind på biblioteket. Han havde endnu ikke fundet sig et hjem i den nye by, skønt han havde boet der i næsten et halvt år. Han var nok bare for bekymret. Hvis han blev fundet, og slæbt ind i alt det, han netop var undsluppet ... hvor ville han så stå henne i verdenen? Han ville ikke tilbage. Han nød livet som en fri fugl alt for meget.

Diego så overrasket op fra sin plads, lænet op af væggen, da stearinlys blev tændt med blå flammer. Han hævede det ene bryn og tænkte øjeblikkeligt at en ild dæmon var på spil. Men det var ikke den slags blod, han kunne lugte. Det var en fremmed duft, men ikke noget ubehageligt.
Han lagde den bog, han havde skimlæst, fra sig og så rundt i det mægtige rum med gange dannet af reoler.
Hvor kom duften fra? Vinduet. En lyshåret hunkønsskikkelse sad der. Han strøg roligt det sorte hår ud af sine øjne. Skulle han mon henvende sig til hende med det samme? Han var ikke rigtig sulten, og blodet han kunne lugte var ikke ligefrem uimodståeligt.
"Bange for torden?" Han havde set hende spjætte, da lynet slog ned og den mægtige storm viste sig overlegen fra de blege stearinlys.

En lettere irriterende lugt ramte hendes næsebor. Hun var ikke alene og den person der var i samme lokale som hende, var en af dem hun havde været før. En levende død, der hungrede efter det varmeste og bedstesmagende blod de kunne få fat i. Jo mere jo bedre.
Vanilla rystede en smule ved tanken og bemærkede kort tid efter denne person. Han snakkede til hende, så ret så mystisk ud, sådan som han blot stod der og kiggede på hende.
Det undrede hende nu ikke bestemt meget. Sådan var de fleste vampyrer af hvad hun selv havde fundet ud af.
Hun rettede blikket mere over mod ham, ledte efter de rette ord at bruge til hendes svar. ”Tjaa.. Måske en smule.. Vedkommer det dig?”
Selvom hun kom med denne kommentar, var der stadig et lille smil på hendes læber. Måske for at signalere at hun faktisk var i gang med noget og egentlig ikke ville forstyrres.
Vanilla stak snuden i bogen igen, for at læse lidt videre på den roman hun havde udset sig for et par uger siden. Det med at læse var blevet hendes ting efter hendes ’forvandling’.

Blikket skiftede fra at læse et par sætninger, til at studere denne vampyr der stod ikke langt fra hende. Det var nu ikke fordi han var grim eller noget. Hun kunne bare ikke holde vampyrer ud efter det der var sket med hendes sidste gang. Hun ønskede ikke at få noget gentaget. Nu var hun endelig blevet det hun ønskede.
Tankerne om fortiden gjorde hende uopmærksom på omgivelser og selv da et par lyn flænsede himmelen udenfor, lagde hun ikke rigtig mærke til det.
Vanilla skubbede tankerne væk og begyndte nu at studere ham vampyren tæt ved hende. Han havde sort hår og han så nu egentlig ret godt ud.. Men han var en vampyr, måtte hun nok huske på. Dem skulle man ikke spøge med.

Diego læste hendes tanker, og hævede det ene bryn yderligere ... Hold da op hvor tøsen havde høje tanker om sig selv! Han kunne ikke døje det. Han stoppede straks med at læse hendes tanker, da hun faktisk irriterede ham. Hvis hun virkelig helt seriøst troede, at han hungrede sådan efter hendes blod, havde hun ikke meget mellem ørene, og han havde ikke synderligt lyst til at spilde sin tid på sådan en.
Han hørte hendes stemme, så hendes smil, men han så ingen følelser. Hendes aura var lysende grå, og det gav ham kuldegysninger.
"Det gør det nok ikke," sagde han kort for hoved. Da hun så ned i bogen igen, sukkede han og rullede teatralsk med øjnene. Hun var åbenbart helt væk. Men fint nok, så ville han da lade hende være i fred. Det isblå blik faldt på bogen igen og han slog fraværende op på siden han havde været på, mens han satte sig ned på gulvet og lænede hovedet mod reolen ved siden af ham.
'The Night World' var fremragende skrevet og meget medrivende, men desværre skrevet af et menneske, og derfor ikke synderligt realistisk i hans øjne. Selvfølgelig ikke. Mennesker kaldte jo den verden 'fantasy.' Som om de ikke eksisterede ...

Et svagt smil spillede på hans læber, da en karakter i bogen afslørede sin sande skikkelse. Varulv. Det havde Diego da sleeet ikke gættet. Det var sådan set en bog, hvis målgruppe var teenage-piger. Og efter at have levet hundrede år i en hankønskrop kunne han vist ikke komme længere derfra. Men alligevel nød han litteraturen. Forfatteren var fantastisk. Ligegyldigt hvem han eller hun prøvede at ramme ...
Diego lukkede bogen og så mod det mægtige vindue. Lynene fik himlen til at eksplodere i et vidunderligt lysshow, og han huskede pludselig det, han engang havde sagt til sin lillebror tilbage i menneskelivet, om at lyn bare var englenes lanterner. Det havde bragt hans lillebror til ro, men nu, så længe efter, morede han sig over sin egen fortælling. Alligeve var der ikke mange følelser at se i det blege ansigt.