What am I doing here? ~ Diego [Privat]

Tid; 22.00
Sted; Die Jeux
Vejr; Mørkt. Alle stjerner er dækket af skyerne
Omgivelser; Ingen?

Yuuki gik stille rundt i byens gader, hun så sig stille rundt og vidste ikke rigtig hvad hun skulle give sig til... hun sukkede stille inden hun bare lod sine ben føre sig, hun havde boet det meste af sit liv her i Di Morga, så hun vidste hvor hun var... hun var på vej mod legepladsen? hun sukkede stille igen, men ændrede ikke retning, da hun kom til legepladsen fik hun et lille smil på læben inden hun gik over og satte sig på en af gyngerne, hun så sig igen lidt rundt, hun undrede sig lidt over hvad hun lavede her... hvorfor hendes ben havde ført hende her over... men efter kort tid lagde hun det bag sig og sad bare stille og lod sine tanker få frit løb...

En skrigende lyd kom fra gyngekæden, som om den var levende og under store pinsler, mens den blidt gyngede fra side til side. Den uvante vægt var utroligt nok ikke for meget for gyngen, eller stativet, der holdt den over jorden. Men Diego skænkede det ikke mange tanker. Han så udelukkende op på den smukke nattehimmel. En let brise legede med hans sorte hår og bræste det væk fra hans røde øjne, som ved et kærtegn.
Et svagt suk slap hans læber, og som han trak vejret dybt ind igen, lagde han mærke til en fremmed lugt. Fremmed blod. Hvilket væsen det var, var han ikke sikker på, men han vidste i hvert fald, at det ikke var menneske.
Han satte sig ordentligt op fra sin position, lænet mod gyngekæden. Hans røde øjne rettede sig mod det levende væsen, mens hans øjne skiftede fra rød til en lysende isblå.
'Frokost, måske?', tænkte han. Et kort smil spillede på hans læber. Sulten nagede ham.

Yuuki sukkede stille igen, hun bed sig i læben inden hun lænte sig mod den kolde kæde der holdt gyngen oppe, det gav et lille sæt i hende da hun høte knirket fra en anden gynge, hun så op og undersøgte området med øjnene, hun kunne svagt fornemme et andet væsen, men hvilket det var kunne hun ikke bedømme, hun sukkede stille, havde ikke tænkt sig selv at opsøge personen.
Hun følte en lille svag uro i kroppen, igen så hun op, og over mod personen på gyngen lidt derfra, hun bed sig svagt i læben *Hvem... er det?* tænkte hun for sig selv mens hun undersøgte personen med øjnene så godt som mørket lod hende.

Diego studerede hende med blikket. Diskret, for ikke at virke påtrængende. Hun var køn ... Men tydeligvis ikke af hans race.
"Små piger burde ikke gå rundt alene om natten," sagde han, og selvom det lød som om han var ved at sende hende hjem, var stemmen stadig flirtende og indsmigrende. Roligt rejste han sig fra gyngen og lænte sig op af stativet istedet. Han strøg de blege fingre gennem hans sorte hår, mens hans blik langsomt kørte ned af hende. Fik hver en detalje med.
'Dæmon,' tænkte han med et svagt smil. 'Det er dét, hun lugter af.'
Efter at have set lidt på hende, kunne han også regne ud at hun måtte være en smule ældre end ham ... Kropsmæssigt, vel at mærke. Eftersom Diego havde lævet over et århundrede i den samme krop.

Hun fnøs stille "Og det burde små drenge måske?" spurgte hun en anelse koldt... hun studerede ham stille med øjnene, der var et eller andet ved ham... han fangede lidt hendes opmærksomhed, hun sukkede stille da han kørte fingrende gennem sit hår, selvom hun ikke vidste hvorfor, hun løftede svagt det ene øjenbryn da han så ud til at have konstateret et eller andet.
Hun smilte stille, han så ud til at være yngre end hende... i hvert fald krops mæssigt... hun vidste jo ikke hvor længe han havde levet i sin krop...

En svag latter slap hans læber. Den lød glad, men Diego følte det ikke. Han havde ikke følt andet end fysiske behov meget længere. Men skuespil var han god til. Det var rene instinkter. For at jage, skulle man kunne nare sit bytte.
Han smilede varmt og imødekommende til hende og rystede svagt på hovedet.
"Jeg burde måske tage hjem ... Der er bare ét problem ved det ... " Han lagde hovedet på skrå mod stativet og så hende i øjnene. Han kunne fornemme en vis uvilje i hendes aura. 'Skønt,' tænkte han sarkastisk. 'Dæmoner er åbenbart helt ens.' Han var ikke rigtig en fordømmende person. Han var bare sulten.
"Jeg har ikke et hjem ... Så det er lidt svært at finde." Han smilede skævt og virkede pludselig som den uskyldige lille dreng, han engang havde været.

hun sukkede *Den slags?* tænkte hun for sig selv, hun kunne svagt mærke hans skuespil, men ikke så meget at hun lagde mærke til det, hun kiggede på ham med svagt sammenknebne øjne for at gennemskue hvad han var ude på.
Hun så på ham med det svagt løftede øjenbryn, hun bed sig svagt i læben da han sagde der var et problem, hun sukke da han sagde det "Få et hjem?" sagde hun lidt koldt, hun fik dog et jag i maven da han lignte den lille uskyldige dreng, hendes kolde blik forsvandt lidt, så hun drejede hurtigt ansigtet væk fra ham i håb om at han ikke havde set det.

Han så virkelig stødt ud, da hun talte til ham helt koldt. Han så det som en hån. Hun burde da vide at et 'barn' ikke bare lige kunne finde et hjem!
Han så ned og virkede overbevisende såret.
"Få et hjem," gentog han. "Tror du virkelig ikke, jeg havde fået et, hvis det var så let?" Han lagde hovedet tilbage mod aluminiumstangen og så op mod stjernerne, der blinkede som et vildyrs øjne.
Han overvejede lidt om han mon havde skræmt pigen væk. Han håbede det ikke. Så skulle han bare jage videre og det havde han ikke krafter til at gøre i øjeblikket. Ikke fordi han følte sig afkræftet, han orkede bare ikke. Dovenskab længe leve. Selv for rovdyr.

Hendes krop skælvede svagt, hun bed sig i læben, hun havde aldrig brudt sig om 'uskyldige' der var triste... hun bed sig hårdt i læben for ikke at se på ham "Jo... men... Arg! bare lad mig være!" sagde hun inden hun hurtigt rejste sig og gik over mod den anden ende af legepladsen, hun ville ikke lade ham se at hun havde det dårligt med at han ikke havde noget hjem, hun bed sig endnu hårde i læben mens hun bare gik og lod 'barnet' stå her helt alene...

Diego måbede og lignede virkelig et fortabt barn med de store øjne, han havde.
"Jeg har da ikke gjort dig noget!" Hans stemme lød hjælpeløs. Han havde fundet hendes svage punkt og han udnyttede det så godt han kunne. Han satte sig trist ned på gyngen igen, tog fat i kæderne og med sunket hoved gyngede han langsomt frem og tilbage med et suk, der var tæt på at blive teatralsk. Diego havde nok altid været en lidt teatralsk person, men det var ikke godt i skuespil, der skulle bruges i det virkelige liv. Han havde brug for at vinde hendes medlidenhed.

Hun bed sig i læben "Nej det ved jeg" sagde hun med let skælvende stemme *Lad være med det der!* tænkte hun panisk for sig... hun hørte gyngen da han gyngede stille frem og tilbage, hun stod i den anden ende af legepladsen mens hun så på ham, hendes krop skælvede stadig, hun kunne stadig mærke hans aura og pludselig gik det op for hende hvilket væsen han var og det slog klik for hende, hun rystede stadig, men det var ikke længere fordi hun prøvede at holde sin milidenhed tilbage... det var fordi hun var blevet så rasende over at det først gik op for hende nu...

Diego mærkede et pludseligt skift i natten og kiggede chorkeret op. Han så pigen i den anden ende af legepladsen ... Rystede hun? Det så sådan ud. Men hvorfor?
Han læste hendes tanke og spærrede kort øjnene op, hvorefter han kneb dem sammen igen. 'Typisk!' Han sukkede tungt og lænede hovedet mod gyngekæden.
"Bare fordi jeg er, hvad jeg er, betyder det ikke, at jeg ikke har følelser ... eller har et hjerte ..." Han skævede mod hende igen. "Og jeg er faktisk overrasket over, at en dæmon ville dømme nogen, for at være anderledes."

Hun bed sig hårdt i læben, sad han bare der og så på hende... vent... blev han lige overrasket? hun hamrede tænderne sammen "Du er hvad du er!?" sagde hun med hæs stemme "Hvorfor kom du mon over og snakkede med mig!?" spurgte hun stadig hæst "Jeg er skide ligeglad med hvad du tror du kan bilde mig ind!" hvislede hun af ham og stod pludselig foran ham "Jeg må ikke dømme dig, men du må dømme mig!?" spurgte hun med skinger stemme.

"Jeg kom ikke hen til dig. Jeg sad på gyngen. Du kom herhen." Han sukkede tungt og lagde hovedet på skrå. Hans stemme var helt rolig og fornuftig. Til stor forskel for hvordan hun virkede.
"Og jeg har ikke dømt dig. Men jeg kan se at du flygter. På grund af min race." Han rejste sig roligt fra gyngen i én lang elegant bevægelse og begyndte at gå mod hende. Hans skridt var ledte og langsomme. Det var ikke hans hensigt at skræmme hende. Han ville ikke have, hun skulle flygte.
"Jeg dømmer ikke ... " Han smilede igen. Ligeså imødekommende som tidligere. Men når man tænkte på hvilket tandsæt der var skjult bag de perfekte læber, havde man nok alligevel foretrukket at en giftslange smilede til en.

hun rystede på hovedet "Jeg bad dig ikke snakke til mig, jeg bad dig ikke lade som om du var en ynkelig lille dreng så du kunne få lov at overleve af mig!" hvislede hun af ham "Og jeg har SLET ikke flygtet fra dig på grund af din race, jeg gik fordi..." hun stoppede, pludselig blev hendes ansigt ændrede fra det hårde til personen der havde ondet af ham, hun slog sig per automatik i ansigt med et flad hånd 'Tag dig sammen' hviskede hun lavt til sig selv.
"Du dømmer ikke? nej... du tænker kun på at overleve af andre racer's blod!" nærmest hvæsede hun af ham.

"Så man må ikke snakke til folk, når man er vampyr? Jeg har ikke bedt om dit blod. Og jeg vil ikke have det ... Sådan en sur tøs må fandme smage bittert." Han gik stadig mod hende og stoppede kun en meter fra hende. Han så hende i øjnene, mens hans øjne skiftede fra isblå, til græsgrøn, til blodrød ...
"Du aner ikke, hvad jeg tænker ... Og du bør ikke prøve at gøre dig klog på ting, du ikke aner noget om." Diego var tankelæser, og selv han synes ikke at han burde gøre sig klog på andre. Han kunne trods alt ikke vide præcis hvordan et andet væsen var skuet sammen. Auraer og tanker var kun små dele af det levende væsen.
"Men jeg undskylder da, lille prinsesse. Jeg fortryder også, at jeg snakkede til dig." Med de ord begyndte han at gå væk fra hende igen, i næsten samme retning som han var kommet fra. Måske ville han ikke spilde meget energi på at jage, men han valgte sine ofre meget nøje, og hun var ikke det værd.

Hun skar irriteret tænder af ham "Sagde jeg det?" spurgte hun koldt, hun fnøs af hans næste ord, hun ville ikke kommentere det, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun fjerne håret fra sine øjne med et kast med hovedet da hans øjne skiftede "Jeg er ligeglad hvad du tænker... jeg bør ikke... Du bør ikke gå og prøve at få folk til at stole på dig ved hjælp af skuespil" sagde hun koldt.
da han kaldte hende prinsesse hamrede hun vredt tænderne sammen, og så mod hans ryk, hun gik hurtigt over foran ham og så ham i øjnene "Hvad så, er det så nu skal sige: Kæft hvor du sej?" spurgte hun, uanset hvor dumt det var ville hun ikke lade ham gå med det sidste ord.

'Hun siger, hun er ligeglad ... Hvorfor i al verden bliver hun så ved?' Han så helt roligt på hende, da hun gik ind foran ham. Han hævede roligt det ene bryn og så hende i øjnene. Et svagt smil sillede på hans læber. Den belastende stædighed hun besad, var faktisk nuttet ... Men det var nok fordi Diego havde slået hovedet så mange gange.
"Du kender mig ikke, prinsesse. Du ved ikke, hvad jeg tænker, du ved ikke hvordan jeg lever mit liv og du kan umuligt vide, om jeg spiller skuespil eller ej." Hvis personen foran ham kropsmæssigt havde været yngre, havde han klappet hende på hovedet som var hun en hund, og så gået videre. Men hendes alder satte instinktivt en stopper for det.
"Vil du fjerne dig eller skal jeg bare gå udenom dig igen?"

Hun bed tænderne sammen og så lidt på ham "Du skal ikke kalde mig prinsesse" sagde hun koldt, han irriterede hende lige nu, hun fattede ikke hvorfor hun ikke bare skred i stedet for det der, hun bed sig i læben, inden hun gik til siden "Sådan Deres højhed" sagde hun koldt og vendte ryggen til ham inden hun gik "forpuledelillemøgunge!" mumlede hun vredt mens hun bare gik, han havde irriteret hende så meget at hvis ikke hun havde kiggedet op var hun gået lige ind i en vippe, "jeghaderdenlillegnom" mumlede hun igen vredt og forsatte sin 'traven' over legepladsen.

Efter hun begyndte at mumle ting efter ham, kunne han ikke længere holde roen. Han begyndte at grine. Høj og uforfalsket latter.
"Hvor er du dog ynkelig." Han smilede af hende og fuglte hende med blikket over legepladsen.
"Hvorfor er du så vred på mig? Jeg har virkelig ikke gjort dig noget. Overhoved." Han lagde hovedet på skrå og så efter hende. Hans øjne skiftede fra blodrøde til en sølvskinnende gul, ligesom en kats øjne i måneskinnet.
"Du burde ikke tage det hele så nært. Du overbelaster dig selv og din aura med al den ubegrundede vrede." Han satte sig ned på vippen. der var ikke noget, han skulle nå, og der var ikke noget han gad tage sig til. Jagt var altid en mulighed, men han havde ikke lyst til at jage mere. Han var fasineret af den lille pige og den kraftige mængde følelser, der strømmede fra hende som vand fra et vandflad.
Han vidste godt, at hun ville blive gal over at han stadig talte til hende, men hva' pokker? Hun havde ikke engang givet ham en lussing, så det havde været en meget vellykket aften for ham allerede.

Hun knyttede hænderne og bed hårdt sammen da han grinte, hun sukkede og lod dog bumpe ned på jorden et godt stykke fra ham "Sig hvad du vil!" svarede hun bare "Jeg er ligeglad med om DU har gjort mig noget, det var din latterlige race der tog mine forældre fra mig!" sagde hun koldt, hun skar voldsomt tænder da han sagde at hun 'overbelastede sig selv og sin aura' "Du kan være ligeglad!" sagde hun bare koldt og hårdt til ham, det irriterede hende grænse øst at han havde gjort hende så vred, det så jo ud som om han morede dog over det…

Han så lidt overrasket ud, da hun (efter hans mening) spyttede ordene i hovedet på ham.
"Fordi det tilfældigvis var en vampyr, der har gjort din familie ondt, skal det gå ud over mig, der intet har med det at gøre?" Han rynkede brynene og mærkede for første gang noget i ham røre på sig. Had. Men ikke mod hende.
Han rejste sig fra vippen og så ned på hende.
"Tror du, jeg har bedt om at blive forvandlet til, hvad jeg er?" Han slog ud med armene som om han kastede skylden på verden omkring ham. Den sorte aura lagde sig tæt om ham og han glemte et øjeblik helt hendes tilstedeværelse.
"Jeg bad ikke svinet om at stikke tænderne i mig! Jeg bad ikke om at være fanget som en forpulet syttenårrig til dommedag! Jeg lever med min egen forbandelse og nu skal jeg også have skylden for dine forældre?" Han sænkede armene og sukkede tungt.
Han rystede på hovedet og hans bryst føltes tomt igen efter at han havde givet afkald på vreden. Han så bare ned et øjeblik, mens auraen faldt til ro omkring ham. Han rettede blikket mod hende og hans øjne var blevet grå og følelsesløse.
"Det er da synd for dig, at du har det hårdt ... Men du skal fandme ikke tro, du er den eneste."

Hun fik det nærmest dårligt da hun mærkede hans aura ændre sig så voldsomt, mest fordi hun følte det var hendes skyld… okay det var hendes skyld… hun rejste sig stille og lod ham sige hvad han ville, så bed hun sig i læben og så på ham "Undskyld jeg… ved ikke hvad der skete for mig… det var ikke… meningen du skulle føle skyld for det der skete med mine forældre… jeg troede… jeg vidste ikke at…" hun kunne ikke finde ordende, og midt indet hele fik hun tåre i øjnene og så væk fra ham fordi hun havde det så dårligt med at hun havde dømt ham på sin race…

Han gik et skridt hen imod hende. Han havde aldrig fortalt nogen, hvordan den vampyr havde behandlet ham. Den vampyr, der forvandlede ham. Og han havde heller ikke tænkt sig at fortælle det. Han havde det fint med at være ynkelig, når det gjadt skuespil, men ikke når det gjaldt virkelige hændelser i hans liv.
Hans aura lå om ham som en moses tågeslør. Hverken sort eller nogen anden farve. Bare bleg og følelsesløs.
"Jeg føler ikke skyld over, hvad der skete med dine forældre. Jeg ved, det ikke var min skyld." Han lagde svagt hovedet på skrå. "Men jeg ved, hvordan du har det." Det var ikke for at lyde empatisk. Det var bare en konstatering. "Jeg blev revet fra alt, da jeg blev forvandlet ... Jeg ved at min familie døde for længe siden, uden at jeg har nogen anelse om hvordan eller om de led ... " Han stoppede op ... Tanken om at hans familie havde lidt. Det var meningen, at han skulle føle smerte nu. Men hans bryst var tomt.
'Vrede, men ikke smerte?' Tænkte han hånligt af sig selv. 'Det er nok også bedst sådan.'

Hun lukkede øjnene og undgik stadig at se på ham "Jeg er stadig ked af det jeg sagde… det var ikke fair at dømme dig på den måde" sagde hun stille, hun bed sig svagt i læben og satte sig ned igen, hun hev benene op under sin hage og lod son hage hvile på dem mens hun så ned i jorden, man kunne se at hun var oprigtig ked af det hun havde sagt til ham, en tåre løb over hendes kind da han fortalte hende det med sin familie "H orgie fortælle du mig det? Hvorfor fortjener jeg at vide hvad der skete med din familie?" spurgte hun stille og så på ham da en ny tåre løb over hendes kind og som hun hurtig tørrede væk