Ah hell. Im not quite what I seem.

luciel nåede hjørnet lidt efter. hun så muntert op mod tagene for at finde pigen..
en sort skikkelse fangede hendes opmærksomhed oppe på en afsats. det måtte være hende.. hvem skulle det ellers være.. hvem andre ville være dumme nok til at gå ud om natten med vampyrer i nærheden.
- kommer du ikke herned, pige? jeg lover ikke at gøre sig noget..
hun holdt hænderne op, som tegn på at hun ikke ville gøre noget.. ikke at hun ville få brug for andet end sine hænder til at dræbe englen, men alligevel..
- jeg har ikke engang fået dit navn.. jeg er luciel..
munterheden i hendes stemme var ikke til at overhøre, og hun virkede ikke så farlig lige nu..

Anthon rettede sig op og kiggede ned på hende. Hun var ikke bange for hende og det sås i Anthons blik. Hun nikkede kort. "Kald mig Anthon." sagde hun så og betragtede længden fra afsatsen og til jorden. Hun satte af og landede let og elegant på benene. Hun betragtede vampyren i et stykke tid, ikke overbevidst om at hun ikke ville prøve på noget. Hun kendte dog til disse væsener.. men.. ikke til sit eget. Hun bed sig kort i læben og nikkede derefter.

Et stort smil lyste vampyrens ansigt op, da Anthon landede på jorden. hun blev stående, bare for ikke at virke agrresiv.
- Anthon.. jeg kan se at du er forvirret.. hvad er du forvirret over? måske kan jeg hjælpe...
hun så direkte på pigen, og der var ingen kulde i hendes øjne, kun ærlighed. det var sjældent at ærligheden viste sig hos luciel, og det vidste de fleste der kendte hende.
hun plejede bare at være kold, og gerne hånlig og ondskabsfuld.
men ikke lige nu..

Anthon sukkede kort og betragtede opgivende luciel. "Jeg ved ikke hjem jeg er." sagde hun så og sukkede endnu engang. "Det har jeg ikke gjort i en uge nu." sagde hun så og kiggede lidt op ad imod regnen. Hendes lange sorte hår klæbede sig til hendes smukke ansigt og hendes lange sorte frakke. "Siden den dag jeg døde åbentbart." mumlede hun så og mærkede sig kort i siden hvorarret var. Arret efter dne klinge hun ikke huskede.
Hun så igen på Luciel og lagde hovedet på skrå.

- pokker! det er noget af det eneste som kun du selv kan finde ud af.. men det ved du vel..
hun gik henad gaden, stadigt langsomt og slentrende.. regnede med Anthon fuldte med.
hun smilede og vendte hovedet om imod regnen og mærkede dråberne i sit ansigt. hendes lange pandehår lå igen ned over hendes øjne..

//bliver nød til at logge.. fortsætter vi imorgen? ^^//

"Jeg ved det." sagde hun stille og fulgte efter uden egentlig at tænke over det. "Jeg har prøvet alt.. den ene religion til den anden.. endevendt biblioteket og spurgt ind til alle lærde her i byen. Ingen kan hjælpe mig." sagde hun opgivende med et lille suk. "Sindet er så fandens svært at knække åbentbart." mumlede hun så og betragtede Luciel bagfra.

//yep//