Just another day at the office- Angelin

T: lidt over midnat
S: Den mørke del af skoven
O: træet, buske, væltede træer
P: http://fc03.deviantart.net/fs70/i/2010/201/f/e/Ezio_Auditore_De_Firenze_by_sXeven.jpg billede siger det hele, http://www.madmaxmodels.com/images/proparmor_belt11.jpg hans skulderplade
V: stjerneklart.

Logan var gået ud fra hans hemmelige skjulested skoven, eller rettere i den anden ende af skoven, en af de steder som man ikke lige ville lede efter ham.
Logan var blevet endnu mere eftersøgt end han var da Malakel var hersker... Disse nye plaktater ned ham, der får det til at fremstå som om han er den ondeste onde på jordens overfalde, mord, voldtægt og så meget andet, sikke meget der kunne skrives om ham.
Selvom Logan var blevet vampyr havde han stadig sit 'gamle' udstyr på, selvom han havde fået at vide af sin skaber Kajika, at han var stærkere og ikke behøvede, brugte han det stadig, det var det sidste der holdt ham fast til at være menneske.
Hans udstyr bestod stadig af to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad ( http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd ( http://www.kormax.com/images/UC1373.jpg ). Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive ( http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ).
Logan gik rundt uden for sit skjulested, mest fordi han havde brug for luft, men også fordi at de fleste vagtposter rundt om skjulestedet havde fået fri, så hvis nogle Af Scars' spioner ville gå rundt havde de muligheden for det, den tanke brød Logan sig ikke specielt meget om.
Logan stoppede og sukkede stille. Gid at alt var som før, gid han ikke var vampyr og gid han ikke var eftersøgt... ønske tænkning...
Logan tog op fra sin lomme en lille sprøjte og stak sig i låret med den, det var en blanding af syntestik blod og et serum Logan havde opfundet, for at styre sin trang til blod. Det var det eneste der kunne holde Logans trang til blod nede.
Logan sukkede stille og gik hen til et væltet træ og satte sig på det.

En meget blev skikkelse kom til syne i en lille lysning, et stykke inde i skoven. Skikkelsen var helt klart en kvinde, da man kunne se de kvindelige former i hendes halvslidte tøj som hun bar. Egentlig bare resterne af en kjole? En mosegrøn kjole, som hendes ’herre’ havde foræret hende, da hun blev hans slave. Kjolen havde kun få skrammer, men den var dog rimelig klam at have på, især oppe omkring halsudskæringen. Efterhånden var det blevet normalt for hende, at rende rundt med to små ar, på siden af halsen. Hun var mere eller mindre blevet offer for en del vampyrer, der tørstede efter engleblod. Den kvindelige skikkelse var selvfølgelig en engel, og bar navnet Angelin. Et skønt navn at hede, men også meget typisk for en engel. Dog havde hun ikke skiftet navn, eller blevet tildelt det navn.
To måneder efter hendes fødsel, havde hun fået det smukke navn, Angelin, da hendes forældre mente at hun var et lille englebarn. Egentlig lignede hun også den typiske engel, som man havde hørt om, da man var lille og fik læst eventyr op af sine forældre. Denne Angelin, havde krystalblå, tryllebindende øjne og langt, let krøllet gyldenblond hår. Hun var ekstremt tynd, og det var virkelig ekstremt. Dog kunne man ikke se hendes ribben eller hendes hofter så tydeligt, men nu var det jo heller ikke så tit, at folk skulle glo på hendes nøgne mave. Man ville nok fortrække at kalde hende mager og slank, i stedet for tynd. Det blonde hår, var sat op i en knold på baghovedet, og en tot af hendes pandehår hang løst, hvis ikke hun havde skubbet det til side.
Angelin var faktisk et godt stykke inde i skoven, før det gik op for hende, hvor langt hun var inde, og hvad klokken dog kunne være. Den var ihvertfal over midnat, kunne hun tænke sig til. Dog mindede hun mere om en vampyr der aldrig sov. Hun havde energi nok til flere dage, hvis altså hun ikke sov. Faktisk blev hun bare ved med at gå, fuldkommen ligeglad med hvor skoven dog ville føre hende hen, eller hvem den ville føre hende til.
//Undskyld at det blev så kort._.//

Logan sukkede lavt og så rundt, han rettede på sin skulderplade, den skulderplade der højst sandsynligt havde reddet hans liv i hans kamp mod Zane.
"Ehmmm... Logan, vi har et mindre problem, det ser ud som om at vi har en der er inde på vores område, højest kun 100-150 meter nord fra vores position." sagde en stemme i Logans øre. Stemmen tilhørte hans gode og loyale ven, Matt O'Meyers, en teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har være venner siden.
"Perfekt Matt, måske har vi heldet med os, måske er det en af Lararows spioner, også får vi endelig krammet på Lazarow og alle hans venner" sagde Logan ind i mikrofonen.
Logan begynde at løbe i en nordlig retning for at finde denne indtrængende som Angelin faktisk var, hun viste det sikkert bare ikke.
Logan var nu kun 10 meter fra hende, han kunne tydeligt lugte nær været af en engel, tørsten var kommet op igen, han slikkede sig om munden, bare en enkel tår af en engel... Nej det ville være forkert.
Logan fandt endnu engang en lille sprøjte frem og stak sig i låret med den, bare for at holde tørsten nede, ikke nu, ikke her..
Fra et sekund til et andet satte Logan i løb, han var bestemt på at fange englen, det kunne ændre krigens gang, og kunne kun gå bedre.
Efter få sekunder sprang Logan for at tackle Angelin, han ville med sikkerhed ramme hende, og fælde hende.
Logan tacklede hende, han fik vendt hende rundt og fik lagt hende i håndjern.
Han rejste hende op og gave hende en lille sæk på hovedet før han begynde at gå med hende tilbage til hans skjulested.
Efter 3 min blev Angelin sat ned i en stol og fik hevet sækken af, de sad nu nede i et lille rum.
Logan havde lise så taget sin hætten af.
"Hvem er du og hvad vil du?" sagde Logan og så på hende, hun lignede ikke en spion, hun var simplenethen for tynd.

Angelin nåede ikke at opfatte meget andet, end at hun blev taklet af et eller andet, gik håndjern på, fik en pose over hovedet eller noget og blev så ført af sted mod et eller andet, ført af en eller anden som hun ikke vidste hvem var. For pokker da også! Hvordan kunne det dog gå til, at hun altid var så uheldig at løbe ind i problemer? Det var virkelig bare typisk hende.
Der fik omkring tre minutter. Tre utrolig lange minutter, før Angelin fik det fra hendes øjne/hoved væk, så hun faktisk kunne se noget igen. Til hendes store frygt, befandt hun sig nu i et utrolig lille og indelukket rum. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, og hun trak nu vejret i korte stød. Klaustrofobien begyndte at hobe sig op i hende, og hvis ikke det var fordi hun sad på en stol, ville hun være sunket i knæ og besvimet.
Hun fattede virkelig intet, bortset fra at hun sikkert havde rodet sig ud i noget møg, som ville tage længere tid at få opklaret. Med forsigtigt blik, kiggede hun rundt i det rædsomme lille rum, hvor hun var placeret på en lille stol, og havde stadig håndjern på. ”Ehm,” kom det ud af hendes mund. ”Angelin.. Ehm..” Faktisk var hun lidt i tvivl om hvad han mente med hvad hun ville, da hun faktisk hverken var klar over hvad der var sket eller hvor hun var.
”Ehm.. Jeg vil sådanset intet.. Var bare ude at gå i skoven? Er det nu ikke tilladt længere?” Pludselig slog det hende, at han måske kunne være en af Averys venner? Måske havde han fået besked på at få fat på hende, da hun var stukket af? Hendes hoved dunkede, og hun så på den ukendte mand, som så var Logan.
Angelin tog en dyb indånding, både for at få hjertet til at lystre igen, og fordi hun forsøgte at dufte sig frem til hvilken en han mon var.
På nogle punkter mindede hun virkelig om en vampyr. Hun kunne tankelæse og sendte tanker tilbage, havde en god hørelse og hendes lugtesans var faktisk heller ikke værst.
Vampyr. Helt klart en vampyr. Langsomt begyndte hun at ryste. Måske var hun alligevel en smule bange?

Logan rystede på hovedet. Sikke noget at sige, tænk at hun turde at snare så flabet over for en der nemt kunne afgøre hendes skæbne.
Logan havde godt set hendes ar på hendes hals, hun var ikke vampyr, det kunne Logan se og lugte, så hun var vel en blodbank for en eller anden, højst sandsynligt Scars... Eller Logan vidste det med sikkerhed, han havde set dem sammen, på grund af at han holdt Scars overvåget hele tiden.
Logan så på hende.
"Svar mig ærligt, kender du Alexander Lazarow? Og lad for din egen skyld vær med at lyve, for jeg kan se hvis du gør" sagde Logan og lagde et finger på hendes hals, og kørte et over bid arret.
Du får lidt tid til at tænke over dit svar" mumlede Logan og gik ud af rummet.
Efter 4-5 min. kom han tilbage.
Denne gang holdt han et stykke papir i hånden.
"Sig mig, ved du hvem jeg er? Ved du overhovedet hvorfor du er her? Ved du hvem det her er?" sagde Logan og viste hende papiret.
På papiret var der en efterlysning af Logan selv, en af den mange plakater Lazarow havde hængt op rundt omkring i byen. ( http://www.vielamort.com/t7737-di-morgas-most-wanted-sarudgave?highlight=top+wanted ).
"Så nu stiller du spørgsmålet, hvad har Lararow at gøre med mig? Se det er det jeg vil vide"" sagde Logan og fandt en stol og satte sig foran hende.
"Vi kan da lave en aftale, jeg lader dig gå levende her fra, hvid du til gengæld lover at forråde Lazarow og få lokket ham i en fælde" sagde Logan og rejste sig op igen før han gik om bag hende.
"Jeg kunne selvfølgelig også bare få indformationer ud af dig, også bide dig og få noget dejligt engle blod" Hviskede Logan ind i hendes øre.

Der blev stillet et spørgsmål til englen, men der gik et stykke til før hun tog sig sammen og åbnede munden. Lige som hun skulle til at sige det, forsvandt han, men kom heldigvis tilbage lidt efter.
Klaustrofobien havde meldt sig en smule, og hun var blevet en bitte smule svimmel, af at være i det lille rum. Lidt ligesom hun var blevet i den vogn da hun blev holdt som slave på slavemarked.
Hurtigt så englen ned, da han så spurgte hende om noget igen. Hun ville hellere en gerne vente med at svare på alle hans spørgsmål, til når han havde spurgt hende om hvad han skulle.
I lang tid kigger Angelin blot på den ukendte herre, som det senere hen viser sig at være Logan, om hun kun har hørt en mikrosmule om. Underligt at hun egentlig ikke havde lagt mærke til de plakater der var hængt op rundt omkring i byen. Måske havde hun bare ikke ønsket at se dem, og derfor havde hendes hjerne måske bare ignoreret dem?
Kort rystede hun på hovedet, og kiggede så ned i skødet. Hvis hun bare kunne få sine arme løs, ville det være eget nemmere. Hun vidste ikke hvorfor hun var her, hvem han var, sådan rigtigt da eller hvorfor manden nævnte Scars.
”Jeg kender Alexander, ja.. Eller jeg kender ham ikke, men ved hvem han er…” Angelin tog en tænkepause, og rettede derefter blikket op mod manden.
Hun brød sig ikke om valgmulighederne han gav hende, og især ikke fordi hun var rædselsslagen for dem begge to. De havde noget tilfældes. Vampyrer begge to. De skræmte seriøst livet af den kønne unge engel.
Såret på hendes kind gjorde en smule ondt. Det sad under hendes kindben, og generede hende utrolig meget når hun talte. Det gjorde faktisk bare i det hele taget utrolig ondt.
Hvis hun havde haft sine hænder fri, ville hun nu lægge hænderne ved hendes hals bare for at beskytte den en smule. Det eneste problem var bare, at hun ikke havde sine hænder fri. De sad stadig i håndjern, og hun følte sig rimelig utilpas ved tanken om at han ville lade dem sidde på.

Logan rystede på hovedet.
Måske var et efter alt bare spild af tid, måske var hun bare spild af tid, hun så ikke ud til en der vidste specielet meget om Logan selv, eller Scars for den sags skyld.
"Sig mig engel, kan jeg overhovedet bruge dig til noget? Eller er du bare ved et tilfælde havnet i Scars klør?" sagde Logan.
To sekunder efter blev der banket på døren. Logan gik hen til døren og ud af den.
Efter 3 min. kom Logan ind igen.
"Jeg ved lidt mere om dig nu...... Du er åbenbart ejet af en hvis Hr. Avery D'tarion... D'tarion, sort-elver den skal nok blive slem når han finder dig, hvis jeg var dig ville jeg gå under jorden for altid eller også ville jeg håbe på at mine sortelver herre ser lyst på tingene" sagde Logan.
Han gik om bag hende igen, denne gang havde han dog fundet nøglen til hendes håndjern.
Han låste dem op og gik foran hende igen.
"D'tarion, du er virkelig på røven... Med mindre du får hjælp af nogle som har magt" mumlede Logan og gik hen og åbnede døren.
"Kommer du? Jeg mener det sår der skal da lige kigges på" sagde Logan og kiggede på hende som en gestus til at hun skulle rejse sig op og komme med.

Hvis hun ærligt skulle indrømme det, var hun rimelig skræmt. Både fordi ham manden vist var morder og en hel masse andet, men også bare fordi han egentlig så rimelig uhyggelig ud.
Da det pludselig bankede på døren, åndede Angelin lettet op, både fordi hun så kunne få tankerne under kontrol igen, men også så hun slap for ar være skræmt i tre sekunder. Han var seriøst skræmmende, og dem der ikke kunne se det, var virkelig frygtløse, modsat hende. Stik modsatte faktisk. Angelin var hunderæd for nærmest alle væsner. Altså. Hun var en smule bange for Dæmoner, utrolig bange for vampyrer og frygtede Djævle.
Kort rystede hun på hovedet af sig selv, og så manden komme tilbage igen. Kort nikkede hun, da han forklarede hvad han nu vidste. ”Det passer, det passer.. Men.. Hvem tror du der har givet mig det sår på kinden?” Selvom hun ikke selv kunne se det, vidste hun hvordan det så ud og at det var et rimelig stort sår, som strakte sig fra omkring hendes næse til to centimeter fra hendes øre. Og så var det mindst 3 mm. Bredt.
Faktisk gjorde det rimelig ondt, nu hvor hun tænkte på det, og hun blev utrolig lettet, da han løsnede hendes arme fra håndjernene. Angelin brød sig decideret ikke om ting man holdte fanger med, selvom hun mere eller mindre var en selv. Fange, slave eller hvad man nu ville kalde det. Det værste var vel bare, at hun snart ville få en ny herre.. Scars..
Forsigtigt rejste Angelin sig op, og så usikkert på manden. Hun kendte ikke hans navn, men kunne gætte ud fra plakaten at han nok hed Logan.
Forsigtigt gik hun med ham, selvom hun var utrolig bange for hvad han ville gøre.

Logan gik hen til et par folk der stod i samme 'uniform' som ham og hviskede noget hun med garanti ikke ville kunne høre.
"Du behøver ikke være bange for mig" sagde Logan imens han gik ned af en ok stor gang.
"Jeg kan ikke se hvad jeg har gjort som skule gøre dig så bange, jeg har hverken slået dig, bidt dig eller tortureret dig, alt i alt har jeg faktisk været meget sød mod dig" sagde Logan og stoppede ved en dobbelt dør.
"Jeg byder dig velkommen til Casa De Logan" mumlede Logan og skubbede dørene op.
Inde i rummet var Logan værelse, det var forholdsvis stort, med badeværelse for sig. I rummet stod der en kæmpe topersoners seng, en sofa, et skrivebord og et spise bord med 4 stole ved.
"Det er op til dig om du vil blive, men hvis jeg var dig ville jeg nok blive her, indtil du er blevet glemt af elveren, men husk jeg siger ikke at du skal blive, jeg opfordre dig bare til det" sagde Logan og gik ind i rummet.
Ved siden af sengen stod der en slags manikin der var formet som en overkrop.
Logan gik hen til den, og begynde at tage sit tøj af, eller rettere sin skjorte af, så han kunne ligge sin rustning på manikinen.
Da han var færdig stod han i bare overkrop. Hvis man så nøje efter ville man kunne se at han var forholdvis veltrænet og havde en del ar på overkroppen, det man nok mest ville lægge mærke til var hans tatovering på venstre overarm ( http://th04.deviantart.net/fs71/PRE/i/2010/009/f/6/Assassins_Creed__Assassin_Sign_by_Saskuto_Uzuchia.jpg ).
"Lad som om du er hjemme" sagde Logan før han smed sine våben ved foden af manikinen.
Logan pegede på sengen som tegn på at hun kunne sove der hvis hun ville.

Forsigtigt men forivret så hun på Logan. Han havde jo for gudsskyld ret i det han sagde, men alligevel var det noget ved ham der skræmte hende en lille smule. Ikke særlig meget længere, men dog nok til at hendes øjne stadig gemte på en smule frygt.
”Du har ret, og jeg kan heller ikke rigtig se det.. Men.. Det lyder sikkert tåbeligt, men..” Kortvarigt gik hun i stå, men skyndte sig så at fortsætte med at snakke. ”Jeg er ikke så glad for vampyrer.. Eller rettere er jeg faktisk rimelig bange for jeres slags..”
Angelin vendte hovedet en smule, så det lå omkring hendes skulder. Ved den hals, havde hun omkrig fire tandsæt fra en vampyr, og de fleste af dem var hun stort set blevet overfaldet. Også var der også dem hun var blevet tvunget til.
Hun så kort op, da han stoppede foran en dør. Hendes blik var nysgerrigt, og frygten var ingen steder at se længere.
Forsigtigt kiggede hun ind i værelset, og fik det pludselig en smule dårligt, da han sagde at hun var velkommen til at blive, og at han mente at det var klogest at gøre. ”Jeg ved ikke rigtig.. Det føles ikke rigtig, sådan at udnytte din gæstfrihed.”
Normalt var hun også så stædig, men kunne godt nok ikke lade vær med at overveje det utrolig meget. Med forsigtige skridt, trådte hun ind i værelset, og kiggede sig atter omkring. Typisk var Angelin meget forsigtig, og derfor sørgede hun for ikke at røre noget som helst.
Da Logen tog sin rustning, måbede hun et kort sekund, da han pludselig stod i bar overkrop. Nej! Hun vendte kort ansigtet mod noget andet, og lod tankerne glide et andet sted hen. Pludselig var Angelin ikke træt længere.

"Hvordan er du kommet ud i så meget lort? Jeg mener ende op hos en sort elver, prøver du på at flygte vil han torturere dig til døde næsten... Jeg føler med dig, men en ting kan jeg forsikre dig om, jeg er en god vampyr" sagde Logan god og god, det var vel fra hvis øjne man så det fra.
Logan rystede på hovedet over hendes reaktion.
"Kunne du ikke tænke dig at give mig min trøje der hænger på stolen ved siden af dig?" sagde Logan og smilede, det var sku lidt sjovt den måde hun reagerede på.
"Glem det jeg henter den selv" mumlede Logan og gik hen og tog den på, idet at han stod lige ved siden af hende lagde han mærke til tandmærkerne. Logan lod let en finger glide over arene.
"Du er ikke den eneste der har oplevet at være en blodbank, tro mig, jeg har prøvet hvad du har gennemgået" sagde Logan og kiggede på hende, før han stilede sig på knæ så hun kunne se det, der var to små huller på hans vestre side af halsen. Logan rejste sig op og gik lidt væk fra hende.
Lige det sekund han vendte sig rundt kom en mand klædt i samme uniform som Logan havde på ind.
"Logan her er det du bede om" sagde Manden.
"Perfekt tak Nathan, du kan gå nu" sagde Logan og gik hen og tog bakken.
På bakken lå der nål og tråd, vat, sprøjte og to kolbe med noget klar væske i.
Han pegede på sengen som et tegn på hun burde sætte sig.
"Du burde næsten få det sår syet sammen, ellers går der betændelse i det, også kommer det først til at gå galt tro mig, det er ikke sjovt at gå rundt med et betændt sår" sagde Logan og fyldte sprøjten op med væske fra den ene af kolberne.
"Eller du kan lade vær og håbe på det bedste, udnytte min gæstfrihed, pssh det kan du ikke, jeg hjælper dig bare, hvis Avery D'tarion finder dig, så er du færdig, så i princippet hjælper jeg bare en borger i nød" sagde Logan og gik hen til sin bunke af våben og begynde at hænge dem op på væggen ved siden af hans rustning.

Angelin sukkede kort, og begyndte at fortælle om hvordan det hele var gået til. ”Jeg spadserede rundt ude på gaden en sen aften, og tænkte ikke rigtig på at det kunne være utrolig farligt for mig. Pludselig hørte jeg gispen bag mig, og nåede ikke at vende mig om, før en kutteklædt mand, hurtigt slyngede en arm om livet på mig, og den anden om min mund. Derefter husker jeg ikke så meget andet, end en del gispene folk..” Kort stoppede hun med at fortælle, og satte sig over på sengen som hun var blevet bedt om. Hellere end gerne ville hun have såret lukket til, men var en smule ræd for nåle. Klart at hun ikke var overlevet da hun døde som menneske i den ulykke.
”Da jeg vågnede dernæst, opholdte jeg mig i en slags skurvogn. En ekstrem lille skruvogn, og jeg hørte stemmer ude foran den. Pludselig føltes væggene fra skurvognen at krympe, og jeg fik et anfald af Klaustrofobi og besvimede derfor. Jeg vågnede ved at døren til skurvognen blev åbnet og hørte dernæst stemmer ude bag døren. Panikken greb mig og jeg var tæt på at skrige, men holdte det inde da jeg var for bange..” Igen stoppede hun op, og lod det gyldenblonde hår falde ned over den ene skulder. Den modsat af hvor hendes mange ar befandt sig.
Egentlig fandt hun det en smule underligt, at Logan lige før havde været kold og hård over for hende, og nu tilbød at hjælpe hende. Sådan havde ingen være over for hende længe, men nu var det heller ikke så længe siden at hun var kommet til byen igen. Hendes fødeby.
Angelin ville ikke fortælle mere, medmindre Logan gav hende grønt lys for at plapre videre. Hun mente allerede at hun havde sagt nok. Måske endda for meget i forhold til at han måske kedede sig over hendes historie.
Uden et ord, kiggede hun nu over på hans våben, og forsøgte at finde ud af hvad det ene og det andet var. Hun fandt intet viden blandt våbnene, men hvad? Hun kendte nok også kun til dolke?
I hendes første tid som engel, havde hun gået rundt med en dolk eller en kniv, hvis hun nu skulle blive overfaldet. Da hun så begyndte at tjene familier, røg hendes kniv eller dolk, da hun ikke ville have at familierne fik dårligt indtryk af hende.
Forsigtigt så hun over på Logan igen. ”Nu skal jeg bare lige sikre mig, at dit navn er Logan.. Det er rigtigt nok ikke?”

Logan smilede over hendes spørgsmål.
"Mit navn? Det kommer an på hvem du spørger, for Høj-elverne er mit navn 'Baelavel', lettere oversat beskyttende-sværd, spørger du de normale borgere er jeg 'Logan 'The Bucther' O'Connor', spørger du menneskene, englene, aspara'erne og animagusserne er jeg enten 'Helten Logan O'Connor' eller 'tåben der kæmper en kamp der ikke er hans', hvis du spørger mine mænd er det enten 'Logan', 'O'Connor', 'Sjant', 'Sergent' eller bare 'Hr' spørger du mig eller min familie hedder jeg 'Logan Brian O'Connor'" sagde Logan, han håbede at det var nok svar for hende.
Logan tog fat på vattet og dyppede det i det andet klare væske.
"Det her kommer måske til at svie lidt" mumlede Logan før han kørte vattet over såret for at rense det.
"Nu vil du mærke et stik også vil du ikke mærke det meste af din kind" sagde Logan med et grin til sidst, ikke fordi han ikke vidste havd han gjorde han havde bare aldrig rigtigt plejet et sår på en 'civil' før, det var mest hans mænd eller noget i den stil.
Logan stak nålen ind omkring såret og trykkede til, stille og roligt ville væsken bedøve hendes kind og han ville begynde at kunne sy det sammen.
Logan kiggede på hende med et smil, bare for at få lettet stemningen.
Han stak nålen ind ved starten af såret og begynde at sy skråt over såret, det ville måske give hende et grimt ar, men det var enten det eller betændelse.
Efter 10 min. var Logan færdig, han klippede tråden over og kørte vattet over såret endnu engang.
Logan rejste sig op og gik væk fra sengen så han stod med ryggen til hende, han så på sine våben.
"Sørgelig historie, på grund af den måde slave handlere fanger deres slaver på sørger jeg altid for at have et våben på mig hele tiden, gerne skjult men altid have et våben på sig, hvis du kigger under min puder i sengen skulle der gerne ligge to pistoler" sagde Logan det var en latterlig tankegang, men den havde reddet hans liv før.
"Og det er derfor jeg synes du burde blive her indtil du er klar igen, jeg siger ikke du skal, men det ville være det bedste for dig selv" sagde Logan og vendte sig rundt og smilede til hende.

Da Logan kom med den lange forklaring omkring hans navn, lyttede hun så godt hun nu kunne, men alligevel kunne hun ikke helt finde ud af, hvordan det kunne være at havde så mange navne. For det første var det mærkeligt for hende, da hun havde et ganske simpelt navn: Angelin Cloud, og for det andet lød det som om at de fleste var lidt uenige i hvad de skulle kalde ham.
Nok ville hun selv bruge navnet Logan, selvom hun var engel og egentlig kunne kalde ham det som han havde sagt, at engle, mennesker, aspara’er og animagusserne kaldte ham, men alligevel faldt navnet Logan, lidt bedre til i hendes hoved, også selvom hun var van til at give folk kaldenavne og alt det der. Mange mennesker eller andre væsner for den sags skyld, havde fået et kaldenavn af Angelin. Ikke fordi hun ikke ville kalde dem deres rigtige navne, men mere fordi hendes hukommelse, hvad navne ihvertfal angik, var utrolig svag. Hun huskede nemmere øjne eller smil.
Folk kunne kalde hende skør, hvis de ønskede det, men hun var bare anderledes, og det havde hendes mor altid fortalt hende. Gud hvor hun egentlig savnede sin familie.
Lige da hun skulle til at åbne munden for at bekræfte at hun havde hørt efter, og at hun fortrak at kalde ham Logan, stak hun i et kort og stort set lydløst hyl. Den gennemsigtige væske på det lille stykke vat, sved kraftigt i hende sår, selvom det nok ikke var et særlig godt tegn. Pludselig føltes hendes blege hud utrolig varm. Hun var blevet utrolig rød i hovedet.. Igen.. Utrolig typisk hende at fortryde skrig eller lignende.
Logan sagde så pludselig at hun nok ville mærke et lille stik, og lidt efter mærkede hun rigtigt nok et stik, som hun var tæt på at skrige af. Nåle var en af de ting hun frygtede sammen med smerte, så dette.. Det var virkelig ikke noget for hende.
Kort efter føltes hendes kind helt underlig, som om hun ikke havde den ene kind længer. Lidt som om der bare var et huld under hendes ene kindben. Heldigt at det så ikke gjorde ondt, da han lagt om længe begyndte at sy hendes sår sammen, og hun stæng efter stæng, følte sig mere hel igen. For lidt siden da hun havde det kæmpe sår under kindbenet, havde hun følt det som om hendes ansigt var delt i to. Virkelig ubehagelig følelse.
Da Logan nu begyndte at tale om det med at han altid havde vågen på sig, overvejede Angelin at anskaffe sig en dolk eller en kniv igen. Det lød nemlig ikke helt ringe at være bevæbnet igen, selvom det var længe siden sidst. Hurtigt rettede hun blikket hen mod sengens puder, og løftede den ene. Ganske rigtigt lå der en pistol under den. Efter kun at ha set en pistol, gik hun ud fra at den anden lå under en af de andre, eller rettere den anden.
”Mange tak. Jeg føler mig ærligtalt også mere tryg her, ind på den åbn gade. Hvem ved hvad der kunne ske, med en skrøbelig kvinde som mig?” Kort blinkede hun et par gange, for derefter at sende Logan et forsigtigt smil.

Logan så på sine våben, studerede dem nærmere, før han begynde at smile.
"Om et par timer vil du måske kunne mærke din kind, det er en rimelig stærk bedøvelse jeg fik fat i, men sådan er livet" grinede Logan, og stoppede da han hørte hendes spørgsmål.
Hvad ville der ske med en skrøbelig kvinde som hende?
Sikke et godt spørgsmål...
Logan så på sine våben før han vendte sig rundt og så på hende.
"Hvad der ville ske? Hvad ville der ikke ske med dig? Se det er den uvished jeg vil have dræbt, det er derfor jeg gør alt det her, jeg gør alt det her, så folk undgår alt den smerte jeg har gennemgået, ingen skal nogle sinde prøve det jeg har prøvet" sagde Logan og smilede til hende. Logan prøvede på at lyde optimistisk selvom det var svært for Logan, når han prøvede at hjælpe Di Morga, og får ødelagt sit ry af Scars.
Logan fandt plakaten frem igen og viste hende den.
"Du tror vel ikke på de løgne der står på den her plakat vel? For voldtægts mand, morder det passer aldrig, jeg har aldrig dræbt en uskyldig, jeg har kun dræbt folk der fortjente det.... Jeg er blevet angrebet på ugyldigt grundlag" sagde Logan og tog sin tank top af og pegede på et ar der gik fra hans venstre skulder og hele vejen tværs ned over hans overkrop.
"Det gjorde min bedste ven, han mente at være vampyr ikke var mig, og at det var ikke et liv at leve" sagde Logan og smed sin tank top på sofa'en, han gik over til sin rustning hvor hans skjorte hang.
Logan tog fat om skjorte og svingede den rundt om overkroppen, han lukkede den dog ikke.

Angelins blide krystal blå øjne mødte Logans i et kort sekund, hvorefter hun rettede dem hen mod hans våben igen. ”Jeg er virkelig glad for at du lader mig være her, men jeg ved bare ikke hvor længe jeg kan blive her, uden at Avery finder mig og slår mig ihjel..” Frygten for at hun kunne dø, inden for hvert åndedræt hun tog, var virkelig svært at tænke sig til. Men hvis der var en ting der var sikkert ved livet, var det at man skulle dø en dag, og når det så skete så var livet altså slut. Nogle var dog så heldige at få livet tilbage, ligesom hun havde, eftersom hun nu var engel, og døde i en alder af seksten år.
Faktisk døde hun en uge før hendes fødselsdag, men det var nok også det eneste hun huskede ved den dag hun døde. Og hvornår hun havde fødselsdag, kunne hun ikke længere huske, nu da hun var engel.
Da Logan nu atter trak plakaten op, studerede hun den mere grundigt, og læste nogle af tingene der stod at han var eftersøgt for. Ved nogle af dem, kiggede hun kort op på ham, for derefter at ryste på hovedet af det. ”Nej. Jeg tror ikke et eneste ord af hvad der står, faktisk så ville jeg aldrig tro at du var voldtægtsmand eller morder, med mindre jeg havde set det med mine egne øjne, som jeg selvfølgelig ikke håber at se,” det sidste mumlede hun ekstremt lavt, hvorefter han begyndte at snakke igen.
Da han viste det ar som strakte sig fra hans ene skulder og tværs over han overkrop, rejste hun sig fra sengen, og gik hen mod ham.
Arret chokerede hende noget så grusomt også på kort afstand. Og han sagde at han bedste ven havde gjort det? Hun kunne næsten ikke tro sine egne øre, da han fortalte det.
Forsigtigt lod hun et par fingre flugte sig parallelt med arret på hans overkrop. Hun ønskede ikke at gøre ham utryk, men hun havde nemmere ved at være fysisk tæt på det hun skulle kigge detaljer i, eller bare være tæt ved det med noget af hendes eget. ”Hvad lavede han dog det sår med? Et sværd?”

Logan sagde ikke noget da hun kom hen til ham.
Først da hun spurgte ham om hvordan han gjorde det, rykkede Logan sig.
Han gik hen til sit sværd ( http://www.kormax.com/images/UC1373.jpg ) og trak det ud af skeden (hylsteret), han så kort på det før han smed det på sengen.
"Han er grunden til at jeg begynde at gå med rustning. Vi stod og snakkede som vi gør nu, da han sagde jeg skulle vende mig om, for at se et eller andet, pludselig trækker han mit sværd, jeg vender mig selvfølgelig rundt, også sagde han 'Hvordan kan du leve med dig selv? Du er blevet til det du aller mest hader' jeg kan huske det som om det var igår, ja også svingede han sværdet, smed det og løb sin vej." sagde Logan og kiggede på hende.
"Jeg fandt ham så, liggende med to bidemærker i halsen den følgende dag, sådan er livet vel" sagde Logan og lod sværdet ligge på sengen, så kunne hun vel kigge på det, hvis det var det hun ville.
Avery finde hende her? Det måtte da være hendes spøg, man ville kun kunne finde det her sted hvis man fik at vide hvor det var, eller hvis man ved en tilfældighed fandt det, og hvis man fandt det ved et uheld, ville det ske det samme som der skete med Angelin, bare med en anden slutning.
Logan vendte sig rundt, han gik i knæ så han kunne se hende en øjnene, han holdt hende på skuldre med begge hænder.
"Hør her Angelin, der er 0,000001% chance for at Avery finder dig her, og hvis han gør vil han blive mejet ned af mine mænd inden han når at rører dig" sagde Logan, man kunne tydeligt høre på hende at hun elskede livet, og ikke ville miste det igen.
Logan så på hende, han smil var faldet ned, til hans mund til sidst var blevet helt lige.
"Angelin, jeg kan ikke leve for altid, min tid vil snart komme, jeg er ked af at sige det, men min skæbne er ikke at blive her for altid, tvært i mod... Derfor vil jeg råde dig til at blive her inde, også en dag vil der komme en elver der hedder Belegurion og spørge efter et menneske ved navn 'Baelavel'.. Ham vil du kunne stole på, han vil beskytte dig med sit liv hvis et skulle blive nødvendigt, og kun hvis du vil have ham" sagde Logan, han havde alt timet, når denne Haldir kom, skulle han føre krig mod Scars eller hjælpe Di Morgas befolkning, det var hans valg, men Angelin var nødt til at fortælle Haldir hvad der var sket med Logan.
Logan så på hende "Angelin, den dag denne elver opsøger dig, skal du fortælle ham hvad der er sket med mig" sagde Logan, det var ikke en opfodring, det var en orde.

”Men men? Betyder det at… Betyder det at du skal dø?” Hun så fortvivlet på ham, og hendes hænder begyndte at ryste. Hun havde aldrig troet at han faktisk skulle dø, og at han faktisk vidste hvornår han ville dø, og at der ville komme en anden og spørge til hvad der var sket med ham.
”Jamen? Der var så meget ville have nået at fortælle, at sige og for den sags skyld at gøre?!” Hendes stemme bristede midt over, og en tåre trillede ned af den i forvejen kolde og blege kind. Der var så meget hun aldrig fik chancen om at spørge om, eller sige for at det skulle være rigtigt. Der var også en ting, som hun lige siden han havde renset og syet hende sår sammen, havde haft lyst til at gøre. Sådan var hun nu tit. Faldt for de forkerte, eller havde lyst til at gøre ting som fik andre til at flippe fuldkommen ud, og det ville sikkert få folk til at flippe ud, og sikkert også Logan, selvom hun håbede på det bedste, men faktisk ikke var klar over om han ville flippe eller ej. Da han nu allerede var så tæt på hende, og faktisk sad på begge knæ og armene på hendes skuldre, besluttede hun sig for at gøre det. Hurtigt og uden tøven.
Uden han ville bemærke det, lagde hun hovedet let på skrå, og så ham kort i øjnene, før hun plantede et kys på hans læber.
Det føltes som en drøm der gik i opfyldelse og som om en sten lettede fra hendes hjerte, selvom hun godt vidste at han sikkert ville få et flip over det hun gjorde, og sikkert ville slå hende eller noget i den stil, men hun havde så godt nok også selv bedt om det, om man så måtte sige.
Tankerne om hendes første kys for mange, mange, mange, mange år tilbage gjorde hende helt blød i kroppen af raseri. Både til personen hun havde kysset og så denne vampyr som hun havde kendt som menneske. Endelig havde hun fundet sin elskede efter mange år hvor de havde været adskilt, og så følte han ikke længere noget for hende? Så var vampyren trådt ind i spillet, og dagen efter fandt hun sin elskede liggende med to bidemærker i halsen og helt tømt for blod. Tænk at de begge havde været sådan?
Tankerne om hvad Logan ville sige til det hun havde gjort, gjorde hende en smule ør i hovedet, og hun fik lyst til at besvime.


//Undskyld længden._.//

Logan blev lettere overrasket over kysset, dog gengældte han det.
Logan stoppede så og trådte et skridt tilbage, det var forkert, han havde lovet sig selv aldrig at binde sig til en person, det ville bare være for smertefuldt for personen hvis Logan gik hen og døde.
Logan så på hende, han kunne ikke få sig selv til at forklare hvorfor at han afbrød kysset, det var bare en alt for lang og smertefyldt historie.
Logan gik væk fra hende og hen til sin rustning, han så på den i et par minutter.
Logan afbrød tavsheden.
"Ja Angelin, det jeg siger er at jeg skal dø, jeg har ikke en eneste chance at overleve mod Scars, han er bare for stærk....." Logan tav, det var vel først nu det var gået op for ham hvor meget på røven han faktisk var.
"....Intet væsen uden en mindre hær kan då op i mod Alexander Lazarow og havde håb om at vinde, hvad har jeg? 50 mennesker, engle, animagusser og aspara'er, ikke så meget hjælp mod Scars hær" sagde Logan og lod en finger køre over rustningen, før han gik hen til sengen, tog sværdet og hang det på plads.
Logan smed sin skjorte så han stod i bar overkrop, skjorten mindede ham for meget om hvad der ville og skulle ske med ham.
Logan vidste udmærket godt hvad han gik ind til da han startede sit oprør mod Scars, derfor var der noget han måtte fortælle Angelin,
"Ange, lov mig at du bliver her nede, den dag jeg går min skæbne i møde, lad vær' med at tænde et fjernsyn eller tænde en radio, for hvis jeg bliver fanget, så er der ikke meget håb for mig...... Jeg.... Je-g.." sagde Logan og trak vejret dybt, han ville ikke have at Angelin skulle se ham lide, hvilket han nok ville komme til hvis han blev fanget.
Logan gik hen til hende og kyssede hende på munden endnu engang.
"Hvis jeg bliver fanget vil jeg enten blive tortureret indtil jeg dør, eller også vil jeg blive smidt ind på Drake Stadium og kæmpe for mit liv, det skal du ikke se" sagde Logan og fjernede Angelins tårer, nok var Logan stærk og græd ikke, men indvendigt græd han, indvendigt var han ikke lige så stærk som han så ud.
Logan gik væk fra hende igen, han kunne ikke klare at få et forhold med en person, især ikke nu, han tænkte for meget på sine med væsner til han overhovedet ville kunne få et forhold, Logan vidste hvordan det var at miste, og derfor ville han ikke havde andre skulle gå igennem det samme.

//så kort var det da heller ikke :) //

Smerten buldrede gennem Angelins magre krop, og det gik op for hende at hun alt for tit kom ud for disse situationer. Hun forelskede sig i den som hun troede hun kunne leve livet sammen med, og så kom der altid noget i vejen, og underligt nok var det tit vampyrer der vandt hendes hjerte, og det forvirrede hende en smule.
Hvordan kunne man være bange for en race, hvor man tit blev forelsket i en af dem? Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at hun følte sig så bange for de bæster? Måske fordi hun havde dårlig erfaring med dem, eller bare fordi hun var bange for at miste livet igen?
Det hun var mest bange for at miste, var en hun holdte af. Selvom hun kun havde kendt denne vampyr kort, følte hun at der var et eller andet imellem dem, og håbede så inderligt at han ikke ville dø. Hun ville ikke kunne holde ud at høre om at han blev tortureret, men heller ikke tanken om at han skulle kæmpe for sit liv i Drake Stadium. Hvorfor var det lige at han skulle dø? Og hvorfor skulle det lige være ham? En hun faktisk følte hun elskede, skulle dø? Dø foran hende stort set, og hun kunne intet gøre? Hvad var det dog for en verden hun levede i?
Hvis ikke det var fordi hun nu brød ud i gråd, ville hun have sagt at hun ville kæmpe side om side med ham, men hvis hun sagde det, ville hun sikkert vare få en lussing eller blive råbt ad. Det var tydeligt for hende, at der intet var at gøre, og det sårede hende dybt inde.
Det var tydeligt at se på Angelin, at hun var fuldkommen ude af den, da tårerne væltede ned af hendes kinder og hun måtte tage hænderne op foran ansigtet, da hun ikke ønskede at han skulle se hende græde. Det var faktisk noget hun havde lovet sig selv. Hun skulle ikke græde medmindre det var noget hun virkelig måtte sørge over. Men hvorfor skjulte hun så ansigtet i sine blide hænder, når hun faktisk kunne vise hvor ulykkelig hun var?
Stadig med de blankeste tåre trillende ned over hendes kinder, lagde hun hænderne ved Logans kinder, og lod deres læber mødes i et ømt kys, som for den sags skyld også var en smule vådt, pga. hendes tuderri, som hun var en smule pinlig over, men glemte det fuldkommen da hendes blege rosarøde læber mødte hans.
Det var som om at fremtiden forsvandt fra hendes hukommelse, og det samme med fortiden. Som om verden stod stille i de sekunder hun lod kysset var ved. Hvis det var muligt, ville hun ikke give slip på ham foreløbig, men vidste at han ville trække sig tilbage.

//Det blev dette:[//

Logan så på hende idet hun brød ud i gråd, det var netop et han prøvede at redde hende fra, alt den smerte som bare blev ved med at være der.
Logan gik hen til hende, idet han mærkede hendes hænder på hans kinder, han trådte ikke tilbage, han lod hende bare gøre det.
Han lagde armene om hende, moralsk havde han det forfærdeligt med at gøre det, men inderst inde kunne han ikke lade vær' med at gøre det.
Efter e sekunder deres kys varede slap Logan hende og gik hen til sin rustning igen.
"Jeg er ked af at det vil komme til at slutte på en måde du ikke helt vil kunne lide, men jeg har en ikke chance, jeg er den eneste er tør stå imod Scars, ingen anden vil, ikke engang Zane D'tarion, den store elver leder, jeg er alene" sagde Logan.
Logan havde ret, ingen anden turde gøre hvad han skulle til at gøre, det var totalt selvmord, alle ville bare lukke øjnene for Scars' forbrydelser og håbe på at der ikke ville ske noget med dem.
Logan vendte sig rundt og gik hen til hende, han lagde armene om hende.
"Tag det roligt, jeg vil altid være hos dig, bare ikke i fysisk form" Hviskede Logan ind i hende øre.
"Jeg ville gerne overleve, men jeg kan ikke lade alle de svage racer blive til et ta' selv buffet for Scars og hans vampyr venner" hviskede Logan ind i hendes øre.
Han holdt stadig armene om hende, han gjorde det for at få hende til at føle sig tryg og for at få hende til at stoppe med at græde.
Logan havde aldrig brudt sig om at se en person græde, han havde altid set den anden vej, hvis der var en der græd, Logan var vel bange for at det var hans skyld at de græd.
Logan slap hende og satte sig på en stol der stod ved siden af hans rustnings stativ.
"Du kan få lov til at bo herinde, i mit værelse, altså så længe som det er muligt, indtil at du føler at du skal videre, jeg kan sagtens sove i en af de tomme senge inde i en af de tomme mandskabs rum" sagde Logan og begynde at tage sine ting ned fra væggen, han tog sin ringbrynje, brystplade og skulderplade på og gik hen til døren.
"Hvis der er andet så bank på døren så vil en af vagterne hente mig" sagde Logan og tog fat i dørhåntaget.

//Dette er skrevet fra min iPhone, og er sikkert hverken kreativt eller langt, men jeg havde lyst til at svare!:)//


Tårerne væltede stadig ned over hendes sne lege kinder, som efterhånden havde været igennem en hel del tåre, uden at tage skade af det iverhovedet, hvilket at meget heldigt da hun kunne græde over den mindste lille ting, selvom et måske intet havde med hende at gøre.
Selv hvis hun så en død fugl ligge på jorden, kunne hendes øjne begynde at løbe i vand, og få tåre ville nok trille ned af hendes kind, da hun følte at det var okay at græde over en død fugl.
Imens hun blot stod og stirrede ud i luften, havde Logan bevæget sig over mod døren, og havde lagt en hånd på dørhåndtaget, og det gik op for Angelin, T han nu ville lade hende alene, hvilket hun virkelig ikke ville.
Selvom der ikke var langt hen til Logan, småløb hun, og greb blidt fat i hans arm, da hun forsøgte at stoppe ham.
Hun ville ikke lades alene, og ønskede at tilbringe en nat sammen med ham, selvom det virkede dumt af hende, da hun blot ville blive såret hvis han føde, men hun måtte bevise at hun faktisk elskede ham, og at nogle ville savne ham efter hans død, hvis han altså døde.
"Nej vent! Bliv her. Det er det eneste jeg ønsker. Bliv her ved min side, be om!" Hendes stemme var bende, men det hun sagde var ikke løgn. Hvis bare han ville tilbringe natten i samme værelse som hende, ville det lette den unge kvindes hjerte en smule, selvom tanken om hans død var ubehagelig og smertefuld.
Gid hun kunne lindre hans smerter hvis det skete. Give ham ekstra blod at kæmpe på. Og faktisk kunne hun begge dele, og alligevel ikke.
Hendes nye evne var ikke helt lært endnu, og den var ekstrem svær at styre.
Tårerne strømmede nu ikke længere ud af hendes øjne, men sorgen var der endnu. Hvis han nu bare ville opfylde hendes ønske..

Logan så på hende, han fik lettere dårlig samvittighed over at se hende så knust.
Sikke en fed situation Logan var kommet i, såre hende nu eller såre hende senere, kæft et dilemma Logan var kommet i.....
Fedt, virkelig fedt .
Logan så på hende, han hadede virkelig når folk græd over ham, Logan var slet ikke det værd, ingen skullegræde over en som ham tidligere soldat, hun skulle ikke græde over ham... Aldrig..
Logan så på hende og smilede, før han begynde at tage sin rustning af og smide dem på sofa'en han sad i før, sammen med sin rustning smed han også sin sine våben, han så på hende og smilede.
"Jeg fatter ikke at jeg gør det her" mumlede Logan lavt for sig selv før han gik hen til hende og så på hende.
"Hvad er det du ser i mig som er så godt? Jeg er jo slet ikke en god person, du græder over mig! Mig af alle væsner græder du over mig! Jeg er nr 1 bad guy i Di Morga, du burde juble over at Scars ender mit forfærdelige liv" sagde Logan før han gik hen til sin rustning og så på sin skulderplade.
"Jeg burde ikke engang være i live nu, hvis det ikke havde været for den her" sagde Logen og løftede sin skulderplade så hun kunne se den.
Bare at han holdt på den fik tydelige bogstaver til at forme sig på hans højre arm.
'Deus velox nex' stod der med store tydelige sorte bogstaver.
'Deus velox nex' var latin og betød 'Gud flygter en voldelig død.' men det vidste Angelin sikkert godt for hun var jo engel og alle engle kunne jo latin, eller burde.
"Det er prisen for at være en kujon som mig" sagde Logan og gik hen og satte sig på sin seng.

//Sorry længden :P //

I længer tid fulgte Angelin ham med blikket, indtil han gik hen til hende, og spugrt hende hvad hun så dog så i ham, at han ikke var en god person pluds at hun burde juble over at han ville forsvinde, når Scars slog ham ihjæl. Men sådan følte hun ikke. Hun følte ingen lykke over at nogle skulle dø, og især ikke ham.
"Du siger at du ikke er et godt menneske? Jeg tror der er nogle der har klippet lidt i din hukommelse og sådan. Eller nogle som har forsøgt at bilde dig ind at du ingen god person er, for det er du! Hvis du var fuldkommen ligeglad med alt og alle, ville du ikke have hjulpet mig, faktisk været bekymret for mig, på grund af min status som slave, lader mig bo her så længe jeg lyster, hvis du engang forlader denne jord, som jeg virkelig ikke ønsker at du gør, da du er noget helt specielt. Og hvis det er fordi du ikke selv kan se det, så skal du ikke tro at det passer, for du er noget unikt. En klasse for dig selv."
Faktisk sårede det hende en smule, at han var sådan over for hende, og faktisk forsøgte at såre hene endnu mere, men ellers ville hun bare blive såret hvis han døde.
Da Logan viste sin skulderolade frem, kiggede hun chokeret på hans højre arm, da tre ord på Latin dukkede op på hans arm, hvilket gjorde at hun gispede kort. "J-jamen h--hvor-hvordan? Det er j-jo?" Stammede hun.
Hendes stemme var ikke længere til at styre, og hun kiggede blot på ham, da han satte sig ned på sengen. Faktisk var hun utrolig bange for hvordan han ville tage det hun for kort tid siden havde sagt, og turde derfor ikke at gå hen til ham, og sætte sig ved hans side, selvom hun inderst inde ønskede det af hele sit hjerte, selvom hjertet aldrig rigtig var til at stole på.
Men denne gang var det rigtigt. Kærlighed. Den følelse hun ikke havde oplevet i flere hundrede år, og for den sags skyld allerede før hun blev engel. Efter den gang en af hendes kære(som havde været hendes kæreste, og der var hendes beste ven) blev dræbt af en vampyr, da hun var omkring de 15 år gammel. Efter den gang havde hun ikke rigtig været istand til at elske længere, bortset fra nu. Det var som om hednes hjerte kogede, boblede fik det hele til at eksplodere i hendes korp.

//Siger jeg ogs:3//

Logan så på hende og blev lettere overrasket over hendes reaktion på orderne.
"Ja det er latin... Det er en forbandelse, alle 'mørke' væsner der kommer i kontakt med et lyst væsens rustning vil få det her, eller af de rustninger der er smedet af engle og elvere... Så det er en måde at vise hvem der er kujonerne" sagde Logan og rejste sig op, han havde bare brug for luft, det var jo stort set umuligt når ens 'hus' lå under jorden.
"Vil du have mig undskyldt" mumlede Logan, han tog sin ringbrynje på og sværd mens han små løb ud af rummet og ud til hovedindgangen, eller rettere den eneste indgang.
Flere af hans mænd begynde at løbe efter ham og spørge hvad der var galt og om de kunne.
Logan satte bare farten op før han var uden for de store metal døre.
Han satte sig på knæ med sværdet foran sig.
"Belegion, du bliver nødt til at hjælpe mig, jeg ved ikke hvilken sti jeg skal følge, mit hjerte deler sig i to, og jeg ved ikke hvilke vej jeg skal tage" sagde Logan og mens han bøjede sig forover og lagde sin pande mod sværdet.
Det hjalp jo ikke, hans ven var død så hvad godt skulle det gøre? Nogle gange føltes det bare bedre at gøre det, end alt andet.
Logan så op på månen, den var næsten nede, snart ville det være lyst og så ville han være på røven... Men den tid den sorg.
En mand ( http://img2.timeinc.net/ew/dynamic/imgs/040512/113321__blackhawk_l.jpg )med skudsikker vest, camouflage bukser og store militær støvler kom gående hen til Logan.
"Hva Logan, hende du fangede der tror jeg er sku mere end øjet ser, jeg har nogle billeder du burde se" sagde Manden.
"O'Meyers, hvor fanden har du været henne?" sagde Logan og rejste sig op og gik hen og krammede manden. Stemmen tilhørte hans gode og loyale ven, Matt O'Meyers, en teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har være venner siden.
Også den mand der havde informeret Logan om Angelins færden i skoven til at starte med.