Tomt? //Arthur Privat//

T: 16:46
S: Metroen
V: Uvejr
O: Meget få
P: Se avatar

Naina steg ind i metroen idet den var kommet susende. Hun hadede at skulle ned i sådan nogen rum og hun trak altid vejret utroligt dybt. Men der var ikke andre veje at tage for hende denne sene eftermiddag da det var stormvejr oppe på overfladen. Så hun var vel på en måde tvunget ned i metroen som altid fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Hun satte sig på en af pladserne og så rundt. Det var da underligt der alligevel ikke var flere. Der sad kun et par mænd og en ung kvinde med stor hat så hendes ansigt var skjult. Det hele virkede så mystisk. Men der var jo også andre vogne så måske var der flere i dem, men hun bare havde fundet en der var ret stille. Hun havde kun taget metroen utrolig få gange før da hun ikke havde det utrolig godt nede under jorden hvor der ikke var særlig meget frisk luft og der hurtigt eller allerede var utroligt indelukket.

Vinden hev fat i en jakke og nogle beskidte sko som lænnede sig op af en væg. Hvis man havde dårlige øjne vil det ligne den beskrivelse. Næh nej det var en høj dreng strittende rødt hår og grønne øjne iklædt en læderjakke og sorte støvler. Drengen så vred ud da de grønne øjne kiggede skarpt på den anden væg. Mange ville nok tro at drengen var et helt normalt menneske. Menneske var han. Men også kun halvt menneske. Og halvt ulv. Hel varulv. Drengen hvæssede af pigen der trådte ind i vogn. Arthur rejste sig og fulgte pigen nøje ind i en stille perron. Tanken havde tit strejfet ham af at se hvad andre væsener lavede sådan en stormfuld dag. Arthur satte sig på sædet overfor pigen hun havde set gå ind.

Naina så sig lidt rundt, men fik et lille chok da der var en der satte sig overfor hende. Hun kunne se han stirrede på hende i lidt tid. Hun kneb øjnene kort sammen, men så så væk og ud af vinduet. Det eneste der gjorde dette sted lyst var lyset fra loftet i metroen. Hun så mod dørene da de lukkede og metroen begyndte at sætte i bevægelse. Hvis hun skulle mellem at være i jorden og være i den friske luft mellem skyerne, men det helt klart det sidste. Hun knyttede hænderne lidt da hun aldrig følte sig tryg. Men til gengæld var det også den hurtigste vej til bjergene. Eller i hvert fald et godt stykke dertil.
hun lod blikket glide hen på drengen overfor hende. Han virkede som en der havde været ude for lidt af hvert når man bare så på ham, men hun ville ikke dømme nogen. Dog kunne man vel altid gætte. Hendes blik gled dog hurtigt ned igen da hun ikke ville ha han fattede mistanke af at hun kiggede på ham. Det virkede altid uhøfligt for andre og det var ikke noget hun havde i sinde.

"Hvad glor du på?" snerrede Arthur og puttede hænderne i lommen. Han samlede en sten op og kastede efter pigen. Stenen sprang dog i luften inden den nåede at ramme hende. Gnistrene fløj til alle sider. Hvis man havde kigget ordenligt på Arthurs øjne da stenen sprang i luften, ville man kunne se hans venstre øjes pupil blev rødt. "Der var du heldig. Jeg plejer at springe den i luften når den har ramt dig." sagde Arthur surt og bankede næven op i bagage holderen. En glemt hat sprang ud fra hylen. Arthur nåede at gribe den og tage den på. "Man må tage det man (ikke) har! Vi ses, eller gør vi?" Arthur tog hatten på og gik ud imod døren ud. Dog skulle han vente noget tid før de var ved næste station. Men det var som om han havde glemt formålet med han kom.. når jo! Han skulle se hvad andre lavede på sådan en dag som i dag. Arthur tog hatten af og drejede den rundt på fingeren. "Det ser ud til at jeg bliver lidt endnu" sagde Arthur og kastede hatten op i bagage beholderen.

Hendes blik røg med det samme op mod hans da han talte til hende. Hun nåede ikke at svare da hun hævede øjenbrynene over den sten han kastede efter hende. Hun regnede med den ville ramme hende, men til hendes store forbløffelse eksploderede den foran hende. Hun så uforstående på ham da stenen var smuldret i atomer. Hun så på ham med et mere skarpt blik, mens hun så ham tage hatten på og rejse sig op. Hun ventede bare. Han kunne selvfølgelig ikke komme ud lige nu. "Jamen så må du jo blive" sagde hu bare, mens hun betragtede ham. Han virkede hverken venlig eller til at tale med. Men man kunne jo altid prøve og se om det kun blev være eller bedre. "Hvis du så gerne vil ud hvorfor blev du så ikke bare ude?" Spurgte hun lidt næsvist. Hun hadede sådan nogen der enten skulle spille smart eller dem der bare var gnavne. Det var jo ikke fordi hun havde gjort om noget. Kun kigget kort på ham som man nu gør nu og da når man ser nogen personer.

"For de at der er noget jeg skal have gjort. Er det meget forlangt? Eller vil den lille frøken også ødelægge alting? Hvad laver du enlig på sådan en forbandet blæse vejrs dag?" spurgte Arthur og lænede sig tilbage i sædet og kiggede på pigen med en blanding af had og nysgerrighed i øjnene. Arthur rettede lidt på tøjet kiggede så ud af et vindue.


//Undskyld det blev så kort.. jeg synes bare ikke emnet er så kreativt.//

Hun brød sig bestemt ikke om hans attitude og det kom han også til at få at mærke. Hun hadede dem der var så flabede og kun kunne tænke på sig selv. "Hvis du siger jeg kan ødelægge alting...hvad er der så at ødelægge?" Spurgte hun roligt uden at blive for påvirket af ham. Dog så hun med et skarpt blik på ham som bestemt ikke var venligt. Men det kunne han jo heller ikke forlange. "Det behøver du jo egentlig ikke at blande dig I. For jeg kan jo bare spørge om det samme og så finder vi intet svar på det" sagde hun og så væk fra ham. Hvor var han godt nok egoistisk. Ikke ligefrem en som man ville tænke sig til havde særlig mange venner. Men alle der var fredelige havde jo heller ikke venner. Hun havde ikke selv nogen. Hun anede ikke hvorfor. De var bare forsvundet i årenes løb.

//Nej, men så kan man gøre det kreativt?