En kamp i tusmørket

Tid: Tusmørketid - ved 9-10tiden om aftenen
Sted: Skoven¨
Vejr: Der er lettere køligt, selv om dagen har været ret varm, men da træerne skygger meget for solen, er køligheden også forblevet. Med tusmørkets komme er det blot blevet lidt mere køligt
Omgivelser: Intet andet end skoven og dets lyde

Athals tøj var stadig fugtigt efter den lange dukkert i søen, men det generede ham ikke synderligt. Faktisk var tanken om, at han rent faktisk havde badet i en sø (hvilket han ikke havde haft lejlighed til i adskillige uger nu) utrolig opmuntrende, og et let smil lå strøget hen over hans læber, da han travede gennem skoven.
Han kunne sagtens have plasket i søen resten af natten, men en sult efter noget ordentligt menneskemad og ikke kun det, som han kunne fordøje, når han befandt sig i sin meget lignende vanddæmonform, trak ham atter op af det sumpede vand. Det kunne sandelig også høres, altså sulten, for nu knurrede Athals mave meget højlydt. Dæmonen skar en grimasse og kiggede sig en smule vagtsomt omkring, men skoven forblev sagte og tyst, og han tænkte, at nok ingen farlige dyr eller skabninger havde hørt ham alligevel.
Han fortsatte lidt endnu, rundede en lille lysning, hvor han fik øje på månen, der efterhånden var blevet en del tydeligere, og lod derefter skoven lukke om sig igen.
Det var i det øjeblik, han igen hørte en rumlen, og han antog det først som sin mave. Han klappede den let og forsøgte at berolige den med et par mentale beskeder, men da lyden blot blev endnu højere ("Aaaahrrrwrraaaahhh!"), faldt mistanken ham ind.
Det kunne da ikke være hans mave, kunne det? Blikket flakkede rundt, men han så kun skygger og træer. Men hvis det ikke var maven, hvad var det så ...
I samme sekund ramte slaget ham med en kraft så stor, at al luft blev slået ud af Athal. Gispende efter luft forsøgte han at finde hoved og hale i situationen, og han fandt sandelig også ud af det, da han stirrede ind i et par mørke øjne. Vildsvineøjne ...
Tænder og snude huggede ud efter ham, men Athal var hurtig. En kaskade af vand skød ham ud af hånden og endte lige ind i vildsvinets åbne fjæs. Den gav et utilfreds brøl fra sig og veg et fra skridt tilbage. Athal nåede kun lige akkurat at komme på benene igen, før det voldsomme dyr atter var over ham. Athal sparkede ud efter det og forsøgte at forsvinde op i et træ. Vinger begyndte at gro frem fra hans skulderblade, men dyret havde pludselig fået et godt tag i hans gevandter. Athal gav en forskrækket lyd fra sig, da dyret halede ham ned igen og atter kastede sig over ham. Nu var det blot et spørgsmål om sekunder, før han ville blive ædt med hud og hår ...

Vanessë Havde trippede rundt inden i sin lille træhytte som altid, det var endt med at blive kedelig at gøre rent og hendes lille kæle egern havde drillet hende ende vildt med at kaste små kukker ned fra nogle flotte træhylder, som var elegant skæret med små bevægelser, hun så mod egernet med opgivende øjne da hun havde løb rundt i rummet og sprunget over de møbler som var inden i hendes stue og køkken, hun stoppede op med blikkede ud af et vinduet og lagde et suk "Så det nok" sagde hun og begyndte igen at sætte kukkerne op på deres plads, "Okay... Vis du keder dig så meget.... Lad os gå ud", sagde hun til egernet og rettede en hånd frem, så den kunne Kravlede over på hendes skulder, den sætten sig til rette, mens hun vandre hen mod døre.
Inden hun gik ude af døren greb hun udefter sin flotte bue, der var små mønster skæret inden i den langsiden, det ligne blade fra et egetræ, men det kunne, kun ses tæt på, hun drejede rundt om venstre og stoppede op fra den træ plade som var foran Træhytten, hun så ned og kiggede ned på en tom lysning "Hmm." sagde hun men tænkt dog *Så stille, vildsvinet er her* hun så mod trægren som var på den anden side af træhytten, hun sprang elegant derover, med en elegant og overnaturlige bevægelse, gren bevægede sig ikke engang, hun bevægede sig som et egernet *Skal ikke kæmp for meget med dødende* tænkt hun og sprang videre til næste gren, indtil hun endt på en gren ved modsætte side af sin træhytte, som var godt gemt i mellem træernes tæthed, kun vis du ledet efter noget vil du se den, den var flot og godt byggede, som den kunne holde til lidt af hvert, men stadig elegant og ikke særlige store...
Et smil breddes sig over Vanessë læber mens hun lagde sig til rettede op af træet og falde stille i søvn, hun vågende af nogle tung skridt som gik ned i mellem træerne *Ahh, lyder som et menneske, men dufter af.... dæmon.... vand.... natur.... og en gnist af overnaturlig væsen ... spændende bladning* tænkt hun og så mod sit egernet som tydeligt også havde hørte og duftede ham "Shhh" sagde hun lavt og vendt blikkede ned mod lysning og fik store øjne ved af hvad hun så... en som var yngre end hendes selv, men flot, var mange overnaturlig væsner i deres menneske form *er han dum* tænkt hun og hørte nu ...."Aaaahrrrwrraaaahhh!"
Vanessë trækkede sig tilbage og var godt gemt bag bladene, hun kunne ikke ses af ham lige nu eller vildsvinet, hun lagde dog mærke til han flyttede mod det træ hun var i, hun tog det med ro og lagde buen tilrettede og trækkede vejret dybt og tænkt *Lad den stærkeste overlev* hun spændt buen tilbage lagde en pilen og sigtende mod panden på vildsvinet, hun lod den ligge lidt og valgt det rigtigt tidspunkt til at skyde af og slap strengen.... Pilen flyv med store kæfte mod Vildsvinet og Dæmon, hvem sigtede hun efter.. Dæmon .... eller Vildsvinet.... den flyv lige forbi Dæmons hovede og lige inden i midten af vildsvinets panden, perfekt ramt...
Vanessë bliv var nu synlig og stod ud på gren af træers gren, det virkede overnaturligt at hun kunne så på sådan en lille gren, uden den bukkede under for hendes vægt, hendes blondt hår bevægede sig elegant med vinden og i hendes panden bare hun en blå sten, hun var lidt beklædt, lignede en som lille og ånden for skovens natur, hun lagde hovedet på skrå og så mod vildsvinet som lå dø foran dæmons, et egern kravelede rundt på den, som om den undersøgende, Vanessë ligne en mystisk skønhed, men farlige og vidste hvordan man overlevet i skovens verden.

Påklædning:

Om det passer, at man ser sit liv passere rëvy, lige inden man dør? Det var ikke til at sige, men i Athals tilfælde kunne han næsten ikke tænke på andet end vildsvinets hørn og kraft, plus en eller anden umulig udvej til at overleve. I det sekund, han lukkede øjnene, så han sine forældre for sig, som var de lyslevende og lige til at røre. Han trak vejret dybt og skulle til at trække alle kræfter af vand til sig, da vildsvinet med ét væltede omkuld.
Athal skar tænder af den pludselige vægt og skubbede sig pustende løs fra det døde dyr. Hvad kunne have dræbt det? En usynlig kræft? Havde han selv nogle magiske kræfter, han ikke kendte til? Hans blik flakkede rundt i skoven og fandt først kun træer, mørke og atter mørke. Så var det, at han fik øje på hende. Hun var lige til at ane, og uden at tænke over det rejste han sig op.
En elverkvinde! Hun så helt rolig ud, som hun stod deroppe, og et øjeblik var Athal hel mundlam. Han så flygtigt på vildsvinet og gav så et forskrækket hyl fra sig. Var det .. et egern, der klatrede rundt på det? Athal var nærmest blevet så paranoid nu, at han først regnede egernet som et eller andet dødbringende monster, men helt fredeligt så det dog ud, og endelig turde han vende sig mod elverkvinden i træet igen.
"Tak," sagde han med en stemme, der endnu var hæs af kampens hede. "Tak for hjælpen."

Vanessë havde stadig sine øjne mod egernet og et smil breddes sig da han lavede en højlyd, som hun ikke rigtigt kunne aflæse, var det frygt, chok eller grinede han, hun lod blikkede falde roligt mod dæmon som stod og takkede hende, hun lod en fod glid ud fra gren og lod sig falde mod jorden, hun lagde elegant og rettede sin krop op igen "Det var skoven vilje at lad dig live, men mellem os to, så være mere forsigtigt i fremtiden" hendes stemmen var rolige og blid, men stadig vis...
Hun begyndte at gå hen mod ham med små skridt, men stoppede ikke ved ham, vendt bare ansigt til ham "det var så lidt" sagde hun og forsætte mod egernet og vildsvinet "En ung-han, sikkert noget godt kød og skin" sagde hun og så mod egernet "Giver du mig ikke ret" sagde hun til egernet som kravelede op på hendes skulder og lavede et enkelt nik....
hun tog en kniv frem og begyndte at skær i skinet, det var lettede og elegant bevægelser, men stadig voldsomme og med kæft i. hun havde sæt sig med ryggen til ham og lagt sin bue på jorden ved siden af sig, over hendes ryg bare hun alle sine pile i et hylster, hendes hud var smuk guldende brune og flot...
Vanessë så mod dæmon efter lidt tid "Men kan jeg tilbudende dig noget mad, jeg kom til at overhøre din samtale med dig selv" hun vendte blikkede mod ham igen og kunne nu se hendes øjenfarve, de var blå som vandet... hun smilede til ham "Sulten kan dræb, selv den bedste " sagde hun med sin blide stemmen, hun virkede ikke nedgørende på ham, selvom hun var elver, derimod virkede hun omsorgende for ham.. "Hvad siger du" sagde hun efter lidt tid igen "jeg er en ret god kok ik? Ik var et spørgsmål til egernet og egernet kravelede ned fra hende og vandre og til dæmon med nygenrige øjne, dens øjne lignede hendes på en prik og ældsten i panden var den sammen som elverpigen bære os... det virkede som om de var en og samme person, men i forskellige udseende.