BegivenhederPlot ⤋
Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.
Seneste emner
Nyheder
Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!
Mest aktive brugere denne måned
Statistik
Der er i alt 512 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er ziko41
Vores brugere har i alt skrevet 255494 indlæg i 12833 emner
Den sidst registrerede bruger er ziko41
Vores brugere har i alt skrevet 255494 indlæg i 12833 emner
# The Weight Of Life And Death #
Vie La Mort :: Off Game :: Archives
Side 1 af 1
# The Weight Of Life And Death #
af Gæst Søn 31 Jul 2011 - 20:03
Tid # Unknown
Vejr # Quiet with drops of rain
Sted # Unknown, et hus udenfor Di Morga
Land # Near Paris
Omgivelser # Only Jace and Kaiden
Beklædninger # Hvid jakke, sort trøje,
sorte mønstrede gennemsigtige leggins, stiletter.
Privat - Jace
Vejr # Quiet with drops of rain
Sted # Unknown, et hus udenfor Di Morga
Land # Near Paris
Omgivelser # Only Jace and Kaiden
Beklædninger # Hvid jakke, sort trøje,
sorte mønstrede gennemsigtige leggins, stiletter.
Privat - Jace
Gruset knitren mod bilens bund, havde tidligere kunnet høres, da de drejede af mod en smal grusvej, der førte op til et mere eller mindre falde færdigt hus. Huset var i en grå farve med flækker op af dens ru sider fra spartlen der var blevet strøget over dens tidligere stærke og robuste vægge. Dette var et af de huse der kunne være med i en gyser men så ligeså snart man trådte indenfor, ville man gå igennem en smal gang indtil man ville komme til enden af den smalle gang med det blodrøde tæppe læggende langs gangens indgang til dens sidste dør. Tæppet var i blodrød farve med sorte roser på der havde mistet deres blade, der langsomt faldt ned til bunden, hvilket ville sige udgangen. Der var to døre, en til højre for sig når man kom indenfor, i bunden, samt den dør foran en, der ville føre ind i en entre samt til venstre for en ville der ingen væg være, men et stort rum med sorte læder sofaer, en 3 mands og en lænestol med skammel og et glas bor i midten, alt ville være støvet og næsten umuligt at bruge, ligeså køkkenet der ville lægge på ens højre hånd når man kom ind i rummet, også uden en væg til at separer disse steder, dog køkkenet havde blodrøde fliser og resten var i sort eller hvidt stil, som skabene var sorte og bordene hvide samt vasken var os hvid. Vis du dog fortsatte ligud, kunne man se nogle trapper der rundet op, som var det en brænd trappe, lavet af et specielt metal med sort lak ud over sig der ej smittet af, dog ligeså dette var dækket med det perfekte lag sløret støv i gråhvid. Når du så gik ovn på, kunne du allerede se et loft, stort og rummeligt, med et enkelt vindu over i den ene side, samt en seng i midten, direkte overfor trappen men med et godt stykke for. Der hang pære i lange baner, dækket med sort matriale for sig, så lyset ej var så stærk men mere svagt.
Sengen var i kuld sort undtagen silke lagnet ovn på, det var i blodrød satir og yderst tyndt uden stof inde i sig.
Badeværelset lå henne i hjørnet, med vægge kroget op og en dør i sort for. Fliserne der ude var ligeså blodrøde som dem nede i køkkenet, mens alt andet i huset var næsten hvidt?, hvide smukke trægulve bedækket af støv og med små katte fodspor, fra eventyr lystne katte, der var kravlet ind igennem det smadret vindu henne fra stuen.
Kælderen var næsten som en fange kælder, med en pære i loftet, et lille firkantet vindu, masser af kasser stablet her og der, ikke utrolig megen plads, og med lænker hamret fast til væggen i den ene side, dog os foran det lille firkantet vindu, dette var en dødsfælde til vampyr, vis de ej havde været ovnlig kunne de lænkes til væggen overfor vinduet, og når så solen vågnede op, ville dens lys langsomt ramme dem og brænde dem op, fra ansigt til tær, eller omvendt vis den var ved at gå ned ville det blive fra tær til ansigt.
Dette var et hus med ej for mange vinduer, sorte plastik poser og gaffa tape i skufferne, intet mad eller køleskab, samt ingen vand sat til og ingen elektronik.. Pærene duede sjældent og om aften var der altid køligt og det kunne skam mærkes.
En gylden brun hud kunne skimtes fra vinduet vis man da kunne lure for den ellers hvid hudet jæger der tidligere havde fanget hans bytte og slæbt hende med til intet heden. Der var intet at se i nærheden andet end en skov ikke nær så langt fra dem, ellers var der blot marker og atter marker..
De orange øjne holdte et fast men stift blik mod Jace, mens hun langsomt fik vredet lænkerne af sine tynde håndled og de faldt med ødelagte og upræcise klir ned mod det kolde og klamme gulv, mens hendes stiletter kunne høres klik, klik, klik... mod gulvet som hun nærmet sig Jace. Langsomt tog hun sin hvide lange jakke af og den faldt til jorden som sne på en vinter fyldt nat. Mens de orange øjne glinsede af frygt, viste hendes udtryk intet, det var stift og koldt i sit blik. Læberne vibrerede let af frygt for at sige ordene der snart ville glide ud af hendes hals og langsomt fylde rummet med endnu mere stilhed eller det frygtet Yes..
"If you want me as your toy... then make me your toy" hun hentydet til at han skulle gøre hende vampyr, en del af hende var nysgerrig efter at vide hvordan det måtte være at blive det mest ondeste væsen og så alligevel? måske ikke.
Hun håbede på styrke til at kunne vælde Jace væk fra sig og slippe ud af den rustne fordør med krads mærker fra negle og størknet blod... men hendes ønske ville muligvis ikke gå i opfyldelse. Hun var svag af bygning og ikke muligvis stærk i forvejen og hendes engle side ville den dø hen?.
Hun åbnede det skam ikke. Det platin hvide hår faldt blidt ned af hendes skuldre og hun strøg det blidt væk med sine lange finger med de skindende glas klare negle, mens hendes nakke blev blottet, prikkede hendes skind som skreg det om nåde, men hun lyttede ej, og vendte blikket bort fra Jace for ej at se ham i øjnene mens hans kriminelle gerninger skulle udføres..
Hvad hun ikke vidste var at, et bånd mellem en skaber og skabelse, var meget kraftigere end forventet, man kunne ikke blot flygte fra dette og følelsen af nærhed og magt.. en følelse af man ikke længere havde den frihed som før, når man tilhørte en anden.
"Bite me"
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Søn 31 Jul 2011 - 21:27
Jace kunne kun finde et ord der kunne beskrive hans situation. Latterlig. Latterlig af fandens til, der var intet der bare hede peget på at dette bille ske. Måske var det fordi at scenen virkede så absurd? En vampyr og engel under samme tag, det var normalt, ganske normalt næsten, latterligt normalt, ligesom at de stod i en kælder, med en ødelagt pære et sted på gulvet som var blevet knust samtidig med at lænkerne var faldet ned til jorden hvor de var blevet knust på uforklarlig vis. Noget de fleste mennesker vil mene var – latterligt. At kunne destruere metal var ikke noget specielt mange kunne forstille sig, men alligevel var der en hel by fyldt med mennesker, eller det rette ord for disse skabninger var væsner. De kendte alle til det at have en eller to evner som de ofte kunne styre som de ville. Latterligt at så mange skulle vide det, og alligevel så få der kunne det, ud af jordens 6,6 milliarder mennesker. Latterligt, ingen logik, men hvorfor skulle der også være det?
Lyden af stiletterne rungede næsten i stilheden som virkede altopslugende da de høje hæle ramte det hårde beton gulv der virkede klamt og beskidt, ikke ligefrem noget nogle ville ligge sig på, ikke hvis de var ved deres fulde fem. En svag lyd af blødt stof der gled ned over hud hørtes svagt, bomuld mod englhud. Den lange jakke lage sig i bløde folder hen af gulvet, mens lyden af klik fortsatte mens hendes øjne virkede som vinduer ind i hendes indre krop, som helst af alt ville flygte, mens hendes smukke ansigt, med de høje kindben, lige næse, orange øjne der var indrammet af lange sorte øjenvipper og hele ansigtet der var indrammet af de platinblonde lokker virkede fast besluttet på at forblive, at blive hvor de var, uden at røre sig, ikke mod udgangen, op af de mørke trapper der knirkede højlydt som om huset var et andet spøgelseshus, men det var jo også næsten det huset var. En hver der ville se huset ville sikkert være frastødte ved synet af huset, men hvis alligevel var dumdristige nok til at bevæge sig der ind, ville de sikkert nok bemærke bilen, gruset der lå en smugle ujævn og når de åbnede døren, ville man kunne bemærke to forskellige slags sko. Det ene var et par mande sko, hvilke tydeligt kunne ses på sko af trykket der var bredt og solidt mens det andet par sko, var spinkle og elegante, en kvinde. Det ville sikkert få de fleste skræmt af vejen, men hvis de alligevel var dumme nok til at kante sig ned af de knirkende trapper der øjeblikkeligt ville afsløre dem med høje gennemtrængende knirk, ville de komme ned til et latterligt syn, efter de havde passeret en dør, med kradsemærker og blod, som ville virke som den sidste foranstaltning mod synet de videre ville se. En mandlig bleg fyr, klædt i sort, eller noget der kunne minde mest om sort. Det var jo ikke ligefrem fordi der var meget lys i rummet, hvis man da ikke kunne sige intet. Han stod rank og tavs som en soldat med øjne rettet frem mod en kvinde, en engel, ikke noget man bare kunne sige om hende fordi hun lignede en engel, men også fordi at hun lignede en! Mandes mørke øjne var rettet mod kvinden, man kunne ikke helt afgøre hvor henne, men et sted på kvinden. Det første bud ville sikkert være på de runde fyldige bryster, men deres situation ville ikke lige ligne noget hvor de ville kaste sig ned på gulvet, flå tøjet af hinanden mens de kyssede inderligt og højt, det ville virke … latterligt.
Det virkede mest af alt som om stemningen var anspændt, som om der var nogle der skulle give deres liv til en anden. Det var jo ganske vist også det der skulle ske hvis nogle af de to partner kunne se ud i fremtiden, men sådan lå landet ikke, der var ingen der ville vide det, aldrig nogen sinde, først når de begge trådte ud af huset, som nattens børn.
Man kunne svagt høre hvordan luften blev trækket ind mellem de fyldige bløde læber før de engelske strofer kom ud som en blød melodi i Jace’s øre som næsten ikke kunne holde sin overraskelse nede, hvilke også kunne ses ved den lille forstrækning ved hans mundvige.
Make me…
De to ord blev ved med at køre rundt i hans hoved som i en cirkel som aldrig nogen sinde ville tage en ende. Efter lidt tid, mens tavsheden stadig hang i rummet som tåge for en sol, kom en svag trækning over hans ene mundvige der blev trukket let op, en trækning de fleste ikke ville bemærke hvis det ikke det var fordi han havde stået så stille og tavs, uden at fortrække en mine før. Ud af øjenkrogen bemærkede han hvordan hendes glasklare negle blev angrebet af månens skær der kastede et blegt lys ind i rummet efter at have ramt de blanke negle der skinnede smukt og perfekt i lyset mens hendes klaver fingre, slanke og bløde fjernede noget af de platinhvide hår. Da de to sidste ord var udtalt skulle man være dummer end dum for ikke at vide hvor hans mørke øjne var faldet hen. Den blege næsten uberørte hals skinnede næsten mere end neglende, det var selvfølgelig bare en latterlig ide der var i hans hoved, men det virkede som om at den var overdrysset med lak så de to forhenværende mærker fra hans tænder trådte i baggrunden for at lade den klare bløde overflade træde frem.
Den eneste lyd man ville kunne høre ville være lyden af hendes åndedræt, blødt og roligt, måske blot overfladisk? Han selv var stoppet med at trække vejret, af en eneste grund – skræk, frygt. Latterligt … latterligt! Hvorfor skulle han være bange for denne engel der kiggede på ham med sine orange øjne som lyste af frygt men med en gudindens skønhed af et ansigt der var fast besluttet på noget. Det ville ikke overraske nogle at han blev stående hvor han var, mens han panisk rode rundt i sin hjerne efter grunden til at han selv var bange, for at lyve for andre havde altid været en let sag, men at lyve for sig selv! Det var jo næsten døden! Efter adskillige minutter trak han endelig vejret og åbnede let læberne, men sagde ikke noget i første omgang. ”You really want me to …” Han stoppede sig selv med ordet liggende på læberne som om han skulle tage sig sammen til at sige det. ” … kill you?”
De fleste mente at man døde af at blive forvandlet, og det var i grunden også det der skete, man stoppede ændringen af ens krop, den døde, sammen med hjertet og følelserne. ”You really want to be my – toy?” Han stod i længere tid og stirrede på hende, før han lod et rigtigt smil glide over sine læber, eller noget der mere virkede som et smil, noget der trak op i begge mundviger et kort øjeblik før de faldt ned igen, og ansigtet blev efterladt neutralt. ”Why?” Han gik tætter på hende, ved lyden af hans skosåler der gled hen over jorden. ”Why do you want to be my toy, before you will die, you hate me …” Han stoppede kort op, før han fortsatte. ” … now you want me to give you a new life …” Han slog en kølig latter op, ikke for at virke ond, men han kunne ikke finde på at gøre andet. ”Why shall i do this?”
Det virkede stadig latterligt i hans hoved. Fandens latterligt …
Lyden af stiletterne rungede næsten i stilheden som virkede altopslugende da de høje hæle ramte det hårde beton gulv der virkede klamt og beskidt, ikke ligefrem noget nogle ville ligge sig på, ikke hvis de var ved deres fulde fem. En svag lyd af blødt stof der gled ned over hud hørtes svagt, bomuld mod englhud. Den lange jakke lage sig i bløde folder hen af gulvet, mens lyden af klik fortsatte mens hendes øjne virkede som vinduer ind i hendes indre krop, som helst af alt ville flygte, mens hendes smukke ansigt, med de høje kindben, lige næse, orange øjne der var indrammet af lange sorte øjenvipper og hele ansigtet der var indrammet af de platinblonde lokker virkede fast besluttet på at forblive, at blive hvor de var, uden at røre sig, ikke mod udgangen, op af de mørke trapper der knirkede højlydt som om huset var et andet spøgelseshus, men det var jo også næsten det huset var. En hver der ville se huset ville sikkert være frastødte ved synet af huset, men hvis alligevel var dumdristige nok til at bevæge sig der ind, ville de sikkert nok bemærke bilen, gruset der lå en smugle ujævn og når de åbnede døren, ville man kunne bemærke to forskellige slags sko. Det ene var et par mande sko, hvilke tydeligt kunne ses på sko af trykket der var bredt og solidt mens det andet par sko, var spinkle og elegante, en kvinde. Det ville sikkert få de fleste skræmt af vejen, men hvis de alligevel var dumme nok til at kante sig ned af de knirkende trapper der øjeblikkeligt ville afsløre dem med høje gennemtrængende knirk, ville de komme ned til et latterligt syn, efter de havde passeret en dør, med kradsemærker og blod, som ville virke som den sidste foranstaltning mod synet de videre ville se. En mandlig bleg fyr, klædt i sort, eller noget der kunne minde mest om sort. Det var jo ikke ligefrem fordi der var meget lys i rummet, hvis man da ikke kunne sige intet. Han stod rank og tavs som en soldat med øjne rettet frem mod en kvinde, en engel, ikke noget man bare kunne sige om hende fordi hun lignede en engel, men også fordi at hun lignede en! Mandes mørke øjne var rettet mod kvinden, man kunne ikke helt afgøre hvor henne, men et sted på kvinden. Det første bud ville sikkert være på de runde fyldige bryster, men deres situation ville ikke lige ligne noget hvor de ville kaste sig ned på gulvet, flå tøjet af hinanden mens de kyssede inderligt og højt, det ville virke … latterligt.
Det virkede mest af alt som om stemningen var anspændt, som om der var nogle der skulle give deres liv til en anden. Det var jo ganske vist også det der skulle ske hvis nogle af de to partner kunne se ud i fremtiden, men sådan lå landet ikke, der var ingen der ville vide det, aldrig nogen sinde, først når de begge trådte ud af huset, som nattens børn.
Man kunne svagt høre hvordan luften blev trækket ind mellem de fyldige bløde læber før de engelske strofer kom ud som en blød melodi i Jace’s øre som næsten ikke kunne holde sin overraskelse nede, hvilke også kunne ses ved den lille forstrækning ved hans mundvige.
Make me…
De to ord blev ved med at køre rundt i hans hoved som i en cirkel som aldrig nogen sinde ville tage en ende. Efter lidt tid, mens tavsheden stadig hang i rummet som tåge for en sol, kom en svag trækning over hans ene mundvige der blev trukket let op, en trækning de fleste ikke ville bemærke hvis det ikke det var fordi han havde stået så stille og tavs, uden at fortrække en mine før. Ud af øjenkrogen bemærkede han hvordan hendes glasklare negle blev angrebet af månens skær der kastede et blegt lys ind i rummet efter at have ramt de blanke negle der skinnede smukt og perfekt i lyset mens hendes klaver fingre, slanke og bløde fjernede noget af de platinhvide hår. Da de to sidste ord var udtalt skulle man være dummer end dum for ikke at vide hvor hans mørke øjne var faldet hen. Den blege næsten uberørte hals skinnede næsten mere end neglende, det var selvfølgelig bare en latterlig ide der var i hans hoved, men det virkede som om at den var overdrysset med lak så de to forhenværende mærker fra hans tænder trådte i baggrunden for at lade den klare bløde overflade træde frem.
Den eneste lyd man ville kunne høre ville være lyden af hendes åndedræt, blødt og roligt, måske blot overfladisk? Han selv var stoppet med at trække vejret, af en eneste grund – skræk, frygt. Latterligt … latterligt! Hvorfor skulle han være bange for denne engel der kiggede på ham med sine orange øjne som lyste af frygt men med en gudindens skønhed af et ansigt der var fast besluttet på noget. Det ville ikke overraske nogle at han blev stående hvor han var, mens han panisk rode rundt i sin hjerne efter grunden til at han selv var bange, for at lyve for andre havde altid været en let sag, men at lyve for sig selv! Det var jo næsten døden! Efter adskillige minutter trak han endelig vejret og åbnede let læberne, men sagde ikke noget i første omgang. ”You really want me to …” Han stoppede sig selv med ordet liggende på læberne som om han skulle tage sig sammen til at sige det. ” … kill you?”
De fleste mente at man døde af at blive forvandlet, og det var i grunden også det der skete, man stoppede ændringen af ens krop, den døde, sammen med hjertet og følelserne. ”You really want to be my – toy?” Han stod i længere tid og stirrede på hende, før han lod et rigtigt smil glide over sine læber, eller noget der mere virkede som et smil, noget der trak op i begge mundviger et kort øjeblik før de faldt ned igen, og ansigtet blev efterladt neutralt. ”Why?” Han gik tætter på hende, ved lyden af hans skosåler der gled hen over jorden. ”Why do you want to be my toy, before you will die, you hate me …” Han stoppede kort op, før han fortsatte. ” … now you want me to give you a new life …” Han slog en kølig latter op, ikke for at virke ond, men han kunne ikke finde på at gøre andet. ”Why shall i do this?”
Det virkede stadig latterligt i hans hoved. Fandens latterligt …
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Søn 31 Jul 2011 - 22:08
Ordene make me, gav nærmest genlyd i hendes hoved, mens de orange øjne fortsat holdte dette stifte blik mod ham, som var hun en kat der så på sit bytte og så alligevel ikke. Dog holdte hun sin position, fast og stolt så hun ud, som hun stod der rank og klar til at mærke den forfærdelige smerte igen fra hans tænder. Nogle ville tænde på det mens for andre ville det være som at blive skåret i, netop.. det var hvad det var, det var som at blive skåret i, at få stukket en spids kniv ned i sin hals to steder for så at skrige af smerten fra det, uden at kunne heale det. Der var allerede to gamle mærker fra sidst han havde bidt. Hvilken engle hun var, en engle der ingen gang kunne finde ud af at heale hendes smukke ydres mur, der langsomt ville krakalere til ingenting i hans blodige tainted hands. Hun slog let blikket op mod ham da han spurgte om hun virkelig ville dræbes af ham. Et snert af vrede kunne ses i øjnene, var han virkelig så dum at tro hun ville sige ordene uden nogen som helst grund bagved"Yes" det var hendes eneste svar forløbig til hans munds tørstige spørgsmål, der flød ligeså rundt i hans hoved, mens hendes krop rystede af spænding og frygt. Ville han mund nogen sinde sætte hans tænder i hende, for at dræbe hende?. Hun fjernede skamfuldt blikket igen fra ham og sagde"No.. now i´m not even close to be your toy, so.. if you really want me, if you want this toy of an angels heart and blood, then make me to a vamp like you, make me your vamp.." hun slog forsigtigt og nærmest sky blikket op mod Jace igen, der var rykket utrolig meget tættere på hende, og mund ikke også hendes fødder havde løftet sig lidt, ved hælene, men... hun veg ikke væk fra dette sted hun havde plantet sig på beton gulvet, hun stod der stadig.. stolt og rank, med håret strøget let væk fra hendes hals, mens hun badet i månens lys der kom fra det firkantet vindu forovn."Yes i hate you.. that is why... " hun holdte en pause for at trække nyt mod og luft ind mellem de fyldige silkebløde pinke læber og sagde så roligt men dog lettere tøvende"it has to be you... that kills me" hun regnede med at der ikke ville ske nogen som helst forbindelse mellem dem, vis det var af en hun hadet det bed hende. Hun så bedende op mod ham og lod blidt de perle hvide tænder glide mod sin underlæbe i et nænsomt klem, mens hun langsomt og tøvende nærmede sig Jace så deres afstand blev til intet. Hun lagde armene langsomt om hans nakke og hviskede i hans øre med en harmonisk og rolig stemme denne gang"Kill me.. and i will be yours" hun lod blidt læberne afslutte med af nippe ham i øreflippen, blot for en kort stund, ingen gang et sekundt. Langsomt gled hendes arme væk fra hans skuldre igen, langsomt.... faldt de ned på siden af hende, der hvor de hørte til og så berørte hun ellers med sin pege finger, langsomt sin hals og lukkede så øjnene"Only yours... in body and mind, in flesh and blood" hun lod fingeren stoppe ved hendes hals buen til skuldrene og lod så armen endnu en gang være ved hendes side mens de orange øjne lyste let op, afventende på hans svar, på hvad hans handlinger nu mund ville blive?.
Rummet syntes at være ekstremt koldt til det punkt hvor det var latterligt, og natten ville ikke være ung forevigt, dog det ville Kaiden, men Jace ville ikke overleve i dagslyset. *hvorfor tøver han* hun ville lægge hovedet på skrå som undrede hun sig, men hendes kolde fasade viste ingen følelser ej en lille brist i hendes forsvar. Hendes smukke ydre mur var så blidt begyndt af flække i små stykker der ville forsvinde som støv i luften... mens månen ville kaste lys på hendes indre dæmon der ville blive åbnet for vis han da bed hende. Turde han nu ikke at berør så rent og uskyldigt et væsen som hende... et væsen der ikke kendte til kærlighed, hvilket var grunden til hun aldrig havde sagt noget til Andrija.. ja hun var et væsen der ej kendte til kys og omfavning, hun var allerede følelses kold til det punkt hvor man aldrig ville kunne give hende nogen. Hun lærte stadig om livet og om væsner, om verden omkring hende og om disse nye følelser hun mærkede i sig der fik hendes hjerte til at pumpe hendes blod hurtigere rundt i kroppen, der fik hjertet til at sidde oppe i halsen så det var næsten umuligt at trække vejret, fordi sådan var det. Som vis man ville overraske en, der ikke vidste at man kom?, følelsen af at trække luft ind men.. ikke mærke det, som fik man intet luft, nærmest gispede efter det, mens ens hjerte og krop gik i panik.. mens angsten for afvisning var malet over hele ens krop.. den værste følelse nogen sinde.
Det var sådan Kaiden havde det lige nu mens hun stod overfor nutidens mest farligste jæger.. en vampyr, samt hankøns væsen.. hvad ville der mund ske...
Rummet syntes at være ekstremt koldt til det punkt hvor det var latterligt, og natten ville ikke være ung forevigt, dog det ville Kaiden, men Jace ville ikke overleve i dagslyset. *hvorfor tøver han* hun ville lægge hovedet på skrå som undrede hun sig, men hendes kolde fasade viste ingen følelser ej en lille brist i hendes forsvar. Hendes smukke ydre mur var så blidt begyndt af flække i små stykker der ville forsvinde som støv i luften... mens månen ville kaste lys på hendes indre dæmon der ville blive åbnet for vis han da bed hende. Turde han nu ikke at berør så rent og uskyldigt et væsen som hende... et væsen der ikke kendte til kærlighed, hvilket var grunden til hun aldrig havde sagt noget til Andrija.. ja hun var et væsen der ej kendte til kys og omfavning, hun var allerede følelses kold til det punkt hvor man aldrig ville kunne give hende nogen. Hun lærte stadig om livet og om væsner, om verden omkring hende og om disse nye følelser hun mærkede i sig der fik hendes hjerte til at pumpe hendes blod hurtigere rundt i kroppen, der fik hjertet til at sidde oppe i halsen så det var næsten umuligt at trække vejret, fordi sådan var det. Som vis man ville overraske en, der ikke vidste at man kom?, følelsen af at trække luft ind men.. ikke mærke det, som fik man intet luft, nærmest gispede efter det, mens ens hjerte og krop gik i panik.. mens angsten for afvisning var malet over hele ens krop.. den værste følelse nogen sinde.
Det var sådan Kaiden havde det lige nu mens hun stod overfor nutidens mest farligste jæger.. en vampyr, samt hankøns væsen.. hvad ville der mund ske...
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Tirs 2 Aug 2011 - 9:22
Han forbande hendes tavs mens han stod og kiggede på hendes stolte ranke holdning der fik hende til at udstråle en ikke eksisterende selvtillid, eller han mente ikke hun var så kæp høj som hun så ud og lød, faktisk ville han heller tro at hun gemte sig bag denne facade i et vagt og ynkeligt forsøg på at jage ham væk, men han kunne frygte at det blot var hans eget ønske, hans eget svage ynkelige ønske om magt. Hans neutrale ansigt blev ved med at sidde hvor det skulle, trods hans indre dele var i kaos, hvilke var underligt for ham, for hvorfor? … Han havde jo bestemt sig, der var ingen grund til at dvæle ved det, hendes ord havde haft deres ønsket virkning på ham. Tanken om at få denne engel med de orange øjne, og de lange platinhvide hår virkede for tillokkende til at han kunne afslå tilbuddet om at drikke hver eneste lille røde dråbe i hendes krop. Hver evig eneste saftige velsmagende dråbe af den røde væske der skød igennem hendes åre.
Hans forbandelser blev ikke mindre af at hun lage armene omkring hans nakke, og nippede i hans øre, mens han kunne høre hendes bløde sprøde stemme der pressede sig ind i hans øre med en dejlig blød klang mens han stadig stod neutral og lod hendes ord suse igennem ørene for at komme ind til hans hjerne, som var død, men alligevel fungere fint.
Skulle han svare hende, svare hende på alle disse latterlige ord som ingen alligevel vil få noget ud af, hun vil aldrig overleve, ikke hvis det stod til ham. Hun ville dø, ja, det ville hun. Et svagt smil begyndte svagt at knitre i hans mundvige, mens han betragtede hende uden at tilføje et ord til alle de ord hun havde sagt. Hvis han kunne få hende i krop, tanker, kød og blod ville det være perfekt. Han ville sikkert have været en smugle mere forsigtigt, men alligevel også ivrig hvis han kendte til det bånd der blev lavet imellem dem, et bånd der aldrig ville kun brydes, kun med døden af den ene partner ville de kunne skille sig fra hinanden. Hvis han vidste hvordan de ville hænge sammen rasten af livet ville han med glæde gøre det, for at nyde hendes blod i alt evigheder. At drikke det fra hende ville være en glæde han aldrig ville kunne få ved nogen andens blod. Aldrig …
Hans øjne havde flyttet sig fra hendes orange øjne der stirrede tilbage mod ham, mens hans var rettet mod den blege blottet hals der skinnede svagt i lyset, klar til endnu en gang at blive gennemborde huden, blød og varm, ned til den varme væske der lød i hendes vener. Det han havde været så evig afhæng af de sidste mange år han havde levet, de sidste mange hundrede år hvor han havde vandret rundt på guds jord som en – fortabt sjæl? Det ville være intet mindre end fantastisk at få sig en følgesvend, en hybrid, men alligevel en følge der kunne slå følge, lege hof nar, og donere blod til hans evig tørstende sult efter den røde væske der løb i venerne på kvinden foran ham, fristende og tillokkende.
Han slog armene omkring hende i et hårdt solidt greb, mens han trak hen ind mod sin brystkasse, og lod kort tungen glide hen over hendes hals, før han bed sig fast i den bløde hud som en flåt og begyndte langsomt at drikke blodet. Hans øjne blev lukket mens han til fulde nød den dejlige varme væske han ophyggeligt guide ned i sin hals, så ikke en dråbe gled over hans læber mod hendes hud. Ganske langsomt gled blodet fra hendes krop mod hans tørstende mund, hvor de to hugtænder havde bordet sig dybt ned i den lyse hud der før havde været lysebrun i en dejlig brun farve, men som nu for evigt ville være bleg og klar, og farve hendes øjne røde, en smuk blodrød farve der ville lyse på i hendes smukke ansigt med skønhed og elegance som en andre Daeva vampyr ynde og elskede. Et spil med følelser som de aldrig kunne deltage rigtigt i, for følelse var intet de kunne føle, ikke noget de havde prøvet eller ville prøve. Mon hun blev som han, eller vil hun blive anderledes? Uden de kendte kendetræk for en Daeva. Ville hans blod aldrig forvandle hende helt, ville den ikke slå hendes engle dej helt ihjel, men blot halvt, så hun for evigt måtte rande rundt som den hybrid hun nu var skabt til at blive hvis man troede på skæbnen.
Han smagte på hver en lille dråbe af hendes blod mens det langsomt forlod hendes krop for at glide over i hans krop der glædeligt tog imod det som en tørstig lille hvalp efter en lang løbetur, som en tør ørken efter vand, eller blot som en tørstende vampyr efter en engels evige søde blod der kunne give vinger, trods vampyr aldrig havde kunne flyve, men kun kunne bruge sit smukke ydre til at tryllebinde andre. De ville aldrig kunne få en engels bløde fjer vinger, brede og store, med et stort vingefang, som kunne drive dem op mod skyerne hvor de kunne med rolige elegante slag svinge sig højre op i den lyseblå himmel hvor solen ville skinne ned på dem, hvor deres hår ville skinnede i den opstigende røde sol, noget Kaiden aldrig ville kunne se hvis hun lod hans blod tage over for alle hendes sanser i hendes krop. Det var prisen for skønhed som ingen anden vampyr havde, intet andet væsen, de sanser som intet andet væsen ejede. Prisen, en evig tørst efter blod, og en evig frygt for solens stråler der ville brande sig vej igennem en til man forsvandt som så mange andre vampyrer havde gjort i denne kælder, en vampyrs død. Lænket fast til muren mens man så solen stå op over horisonten med et tempo der kunne virke skræmmende hurtigt før smerten ville gnave sig ind i hver evig eneste døde celle i ens krop mens man kunne ligge og vride sig i smerte, mens solen brande ens krop op, så der til sidst ikke længer var mere tilbage end det svage ekko af de skrig der havde lydt, som man ville kunne mærke i mange år efter, noget man aldrig ville glemme … aldrig.
Væsken blev ved med at flyde fra hendes hals over imod hans læber, der kunne eskortere det ned i hans tørstige mund der nød dråberne, men begge partner vidste at det ikke ville vare evigt, men hvorfor ikke nyde det, når det nu var der. Han ville være den eneste 'levende sjæl' tilbage i dette rum når han en gang havde drukket sig færdigt, selvom han ønskede at han aldrig nåde denne - ende.
Hans forbandelser blev ikke mindre af at hun lage armene omkring hans nakke, og nippede i hans øre, mens han kunne høre hendes bløde sprøde stemme der pressede sig ind i hans øre med en dejlig blød klang mens han stadig stod neutral og lod hendes ord suse igennem ørene for at komme ind til hans hjerne, som var død, men alligevel fungere fint.
Skulle han svare hende, svare hende på alle disse latterlige ord som ingen alligevel vil få noget ud af, hun vil aldrig overleve, ikke hvis det stod til ham. Hun ville dø, ja, det ville hun. Et svagt smil begyndte svagt at knitre i hans mundvige, mens han betragtede hende uden at tilføje et ord til alle de ord hun havde sagt. Hvis han kunne få hende i krop, tanker, kød og blod ville det være perfekt. Han ville sikkert have været en smugle mere forsigtigt, men alligevel også ivrig hvis han kendte til det bånd der blev lavet imellem dem, et bånd der aldrig ville kun brydes, kun med døden af den ene partner ville de kunne skille sig fra hinanden. Hvis han vidste hvordan de ville hænge sammen rasten af livet ville han med glæde gøre det, for at nyde hendes blod i alt evigheder. At drikke det fra hende ville være en glæde han aldrig ville kunne få ved nogen andens blod. Aldrig …
Hans øjne havde flyttet sig fra hendes orange øjne der stirrede tilbage mod ham, mens hans var rettet mod den blege blottet hals der skinnede svagt i lyset, klar til endnu en gang at blive gennemborde huden, blød og varm, ned til den varme væske der lød i hendes vener. Det han havde været så evig afhæng af de sidste mange år han havde levet, de sidste mange hundrede år hvor han havde vandret rundt på guds jord som en – fortabt sjæl? Det ville være intet mindre end fantastisk at få sig en følgesvend, en hybrid, men alligevel en følge der kunne slå følge, lege hof nar, og donere blod til hans evig tørstende sult efter den røde væske der løb i venerne på kvinden foran ham, fristende og tillokkende.
Han slog armene omkring hende i et hårdt solidt greb, mens han trak hen ind mod sin brystkasse, og lod kort tungen glide hen over hendes hals, før han bed sig fast i den bløde hud som en flåt og begyndte langsomt at drikke blodet. Hans øjne blev lukket mens han til fulde nød den dejlige varme væske han ophyggeligt guide ned i sin hals, så ikke en dråbe gled over hans læber mod hendes hud. Ganske langsomt gled blodet fra hendes krop mod hans tørstende mund, hvor de to hugtænder havde bordet sig dybt ned i den lyse hud der før havde været lysebrun i en dejlig brun farve, men som nu for evigt ville være bleg og klar, og farve hendes øjne røde, en smuk blodrød farve der ville lyse på i hendes smukke ansigt med skønhed og elegance som en andre Daeva vampyr ynde og elskede. Et spil med følelser som de aldrig kunne deltage rigtigt i, for følelse var intet de kunne føle, ikke noget de havde prøvet eller ville prøve. Mon hun blev som han, eller vil hun blive anderledes? Uden de kendte kendetræk for en Daeva. Ville hans blod aldrig forvandle hende helt, ville den ikke slå hendes engle dej helt ihjel, men blot halvt, så hun for evigt måtte rande rundt som den hybrid hun nu var skabt til at blive hvis man troede på skæbnen.
Han smagte på hver en lille dråbe af hendes blod mens det langsomt forlod hendes krop for at glide over i hans krop der glædeligt tog imod det som en tørstig lille hvalp efter en lang løbetur, som en tør ørken efter vand, eller blot som en tørstende vampyr efter en engels evige søde blod der kunne give vinger, trods vampyr aldrig havde kunne flyve, men kun kunne bruge sit smukke ydre til at tryllebinde andre. De ville aldrig kunne få en engels bløde fjer vinger, brede og store, med et stort vingefang, som kunne drive dem op mod skyerne hvor de kunne med rolige elegante slag svinge sig højre op i den lyseblå himmel hvor solen ville skinne ned på dem, hvor deres hår ville skinnede i den opstigende røde sol, noget Kaiden aldrig ville kunne se hvis hun lod hans blod tage over for alle hendes sanser i hendes krop. Det var prisen for skønhed som ingen anden vampyr havde, intet andet væsen, de sanser som intet andet væsen ejede. Prisen, en evig tørst efter blod, og en evig frygt for solens stråler der ville brande sig vej igennem en til man forsvandt som så mange andre vampyrer havde gjort i denne kælder, en vampyrs død. Lænket fast til muren mens man så solen stå op over horisonten med et tempo der kunne virke skræmmende hurtigt før smerten ville gnave sig ind i hver evig eneste døde celle i ens krop mens man kunne ligge og vride sig i smerte, mens solen brande ens krop op, så der til sidst ikke længer var mere tilbage end det svage ekko af de skrig der havde lydt, som man ville kunne mærke i mange år efter, noget man aldrig ville glemme … aldrig.
Væsken blev ved med at flyde fra hendes hals over imod hans læber, der kunne eskortere det ned i hans tørstige mund der nød dråberne, men begge partner vidste at det ikke ville vare evigt, men hvorfor ikke nyde det, når det nu var der. Han ville være den eneste 'levende sjæl' tilbage i dette rum når han en gang havde drukket sig færdigt, selvom han ønskede at han aldrig nåde denne - ende.
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Tirs 2 Aug 2011 - 14:57
Kaiden havde lovet sig selv at hun ikke ville skrige overfor Jace igen, hun ville aldrig skrige overfor ham, ikke ved mindre hun var døden nær, som hun sikkert var nu i hans arme. Hun huskede tydeligt eventyrene hun havde hørt da hun var lille fra hendes adoptiv familie, et bånd mellem en skaber og skabelse er ubrydeligt, de hænger sammen via blod, de kan fornemme hinanden dog mest herren der kan fornemme hans lam hvor det er, de kan forbindes via tanker, men samtidig kan de os blive afhængig af hinandens blod. Hun mærkede hårene i nakken rejse sig ved blot tanken, men det så ej ud til Jace han vidste yderligere noget om dette. Hun håbede inderligt at hendes had til ham var stort nok til at dette bånd aldrig ville skabes mellem dem. Hun så chokeret på ham da hun pludselig endte lettere hårdt mod hans brystkasse og hendes ene hånd lagde sig blidt over hans brystkasse og hun pressede let læberne sammen i nervøsitet og de orange øjne slog blidt blikket op af mod ham mens hun blot ventede på at han ville slå til mod hendes hals. Hun gøs let ved tungens berøring mod hendes hals, det føltes ubehageligt og nærgående, det var bestemt ikke noget hun var fan af at han gjorde. Kaiden mærkede noget underligt, hendes krop føltes slap og svag, hendes hjerte slog langsommere som ville hun snart dø og luften kom ikke så godt ind mellem hendes læber mere.. hun følte dødens klamme greb om hendes hjerte, klemmende, skrigende efter at ville rive det ud så hun døde med det samme, dog ville hendes død i nat være langsom og pinefuld..
Hendes vinger rev sig inde i hendes ryg kunne hun mærke som ville de forhindre det der var ved at ske, som ville hun aldrig kunne flyve igen..Hendes engle side var så småt ved at dø hen men.. dog holdte hun hovedet koldt så at sige og bedte til at den ikke ville dø ved dette.
Kaiden kunne mærke hendes hals blive tør og en umådelig trang til at skrige efter hjælp eller at stoppe Jace men det var allerede forsent her, og sveden gled allerede ned af hendes pande i det hun anstrengte sig så hårdt for ej at skrige sine lungers fulde styrke ud og græde disse gyldne gennemsigtige tåre der plejede at komme når man mærkede umådelig stor smerte, det var alt sammen forsent..
Hun håbede blot at når enden endelig kom at så ville han ikke lade hende lægge død midt i rummet men give hende noget af hans blod for derefter at hun kunne leve videre os.
Hun gispede let i det hun mærkede tårene trille frit nu, hun var ikke mere herre over disse tåre der viste smerte og lidelse.. langsomt begyndte hjertet så småt at briste og slagene syntes at blive langsommere og ikke så ofte mere og så skete det.
Hun mærkede pludselig sine vinger nærmest rive sig igennem hendes tshirt der rev sig i stykker og vingerne skød ud af hendes ryg og gjorde små bask i et forsøg på at få hende væk, et forsøg på at slå tilbage men så lag de sig ellers mod det hårde beton gulv mens Kaiden mistede mere af sin smukke farve og de gyldne fjer fra hendes vinger langsomt falmede og faldt af hendes smukke vinger, så kun knoglerne var tilbage hængende fast til hendes friske kød mens de langsomt trak sig ind i den døde Kaiden der lå livløst i Jace arme..
Læberne var let adskilte og fugtige fra hendes saltede tåre der havde ramt dem, mens tårene syntes at ha stoppet over hendes kolde skind... nu var det hele op til Jace hvad han ville gøre...
Hendes vinger rev sig inde i hendes ryg kunne hun mærke som ville de forhindre det der var ved at ske, som ville hun aldrig kunne flyve igen..Hendes engle side var så småt ved at dø hen men.. dog holdte hun hovedet koldt så at sige og bedte til at den ikke ville dø ved dette.
Kaiden kunne mærke hendes hals blive tør og en umådelig trang til at skrige efter hjælp eller at stoppe Jace men det var allerede forsent her, og sveden gled allerede ned af hendes pande i det hun anstrengte sig så hårdt for ej at skrige sine lungers fulde styrke ud og græde disse gyldne gennemsigtige tåre der plejede at komme når man mærkede umådelig stor smerte, det var alt sammen forsent..
Hun håbede blot at når enden endelig kom at så ville han ikke lade hende lægge død midt i rummet men give hende noget af hans blod for derefter at hun kunne leve videre os.
Hun gispede let i det hun mærkede tårene trille frit nu, hun var ikke mere herre over disse tåre der viste smerte og lidelse.. langsomt begyndte hjertet så småt at briste og slagene syntes at blive langsommere og ikke så ofte mere og så skete det.
Hun mærkede pludselig sine vinger nærmest rive sig igennem hendes tshirt der rev sig i stykker og vingerne skød ud af hendes ryg og gjorde små bask i et forsøg på at få hende væk, et forsøg på at slå tilbage men så lag de sig ellers mod det hårde beton gulv mens Kaiden mistede mere af sin smukke farve og de gyldne fjer fra hendes vinger langsomt falmede og faldt af hendes smukke vinger, så kun knoglerne var tilbage hængende fast til hendes friske kød mens de langsomt trak sig ind i den døde Kaiden der lå livløst i Jace arme..
Læberne var let adskilte og fugtige fra hendes saltede tåre der havde ramt dem, mens tårene syntes at ha stoppet over hendes kolde skind... nu var det hele op til Jace hvad han ville gøre...
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Tirs 2 Aug 2011 - 23:42
Hans første tanke var at gribe fat i hendes vinger, for at få dem til at stoppe, og han kom da også så langt som at gribe ud efter dem, men stoppede da han mærkede de bløde fjer der kærtegnede hans håndryg. Blide og bløde, men alligevel ikke som før, anderledes. Uden rigtigt at gøre det bevidst greb han hårde fat omkring englen i hans arme da han kunne mærke tyngden fra hendes livløse krop mens han mærkede den sidste dråbe af hendes dyrebare blod forlade hendes krop ind i hans mund, hvor det forlod en himmelsk eftersmag. Han trak sig langsomt tilbage, mens han betragtede den livløse engel, eller det var vel mere døde engel? Han sukkede tavst før han kiggede indgående på denne krop, mens han langsomt førte sin hånd op mod sine læber. Hvorfor ikke lade hende dø, dø i sit eget mørke rum hvor lyset ville fange hendes blege lokker og sende hendes sjæl tilbage til hendes fader, i en bunke af hendes aflagt fjer.
Tanken virkede fandens tillokkende, men alligevel, han ville have sit toy og det kunne han jo ikke hvis han lod hende dø. Et stykke over hans pulsåre fandt hans læber et perfekt sted og lod sine tænder glide ind i huden for at anbringe to huller hvor blodet ville løbe ud i et par få korte sekunder inden det ville hele igen. Han førte hånden mod englens læber og lod blodet løbe ned i hendes let adskilte læber der glinsede svagt af den sidste væske der ikke var blod der var i hendes krop. Han spændte hånden for at presse mere blod ud, i de sidste få sekunder der ville komme noget ud, før såret helede og han fjernede hånden mens han betragtede englen, og overvejede om han skulle give hende mere, men droppede det. Det burde være nok. Det burde være nok til at få hende til at fortsætte sit liv der ville være i hænderne på ham.
Han kunne stadig ikke mærke noget fra englen, ingen forandringer, intet, men så snart hun ville vågne, eller hvad hun havde tænkt sig at gøre mens blodet løb ned i hendes krop for at tvinge liv i hendes krop, ville han kunne mærke at han var forbundet til hende, som en usynlig snor der forbandt en hund med sin ejer.
Han stod stadig op med hendes krop presset ind mod sin brystkasse som om hun ville løbe væk så snart hun ville vågne selvom hun sikkert ikke ville, men der var stadig en chance for det, men hvis hun kun ville være en hybrid ville hun på flere områder ikke være så stærk som ham. Denne tanke virkede dejlig opløftende på ham, underligt opløftende men ikke desto mindre opløftende. Magt og begær …
Tanken virkede fandens tillokkende, men alligevel, han ville have sit toy og det kunne han jo ikke hvis han lod hende dø. Et stykke over hans pulsåre fandt hans læber et perfekt sted og lod sine tænder glide ind i huden for at anbringe to huller hvor blodet ville løbe ud i et par få korte sekunder inden det ville hele igen. Han førte hånden mod englens læber og lod blodet løbe ned i hendes let adskilte læber der glinsede svagt af den sidste væske der ikke var blod der var i hendes krop. Han spændte hånden for at presse mere blod ud, i de sidste få sekunder der ville komme noget ud, før såret helede og han fjernede hånden mens han betragtede englen, og overvejede om han skulle give hende mere, men droppede det. Det burde være nok. Det burde være nok til at få hende til at fortsætte sit liv der ville være i hænderne på ham.
Han kunne stadig ikke mærke noget fra englen, ingen forandringer, intet, men så snart hun ville vågne, eller hvad hun havde tænkt sig at gøre mens blodet løb ned i hendes krop for at tvinge liv i hendes krop, ville han kunne mærke at han var forbundet til hende, som en usynlig snor der forbandt en hund med sin ejer.
Han stod stadig op med hendes krop presset ind mod sin brystkasse som om hun ville løbe væk så snart hun ville vågne selvom hun sikkert ikke ville, men der var stadig en chance for det, men hvis hun kun ville være en hybrid ville hun på flere områder ikke være så stærk som ham. Denne tanke virkede dejlig opløftende på ham, underligt opløftende men ikke desto mindre opløftende. Magt og begær …
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Ons 3 Aug 2011 - 0:02
Kaiden mærkede ej blodet der langsomt flød over hendes jordbær røde tunge, dybt ned i hendes hals og langsomt gjorde alt hvad det kunne for at komme rundt i kroppen og det fik sig da os sneget rundt, i det... det langsomt viklede sig om det døde hjerte og gik ind i det, som en parasit der var ved at æde et kadaver, mens blodet gik ud til finger og op til hoved og ned til tærene af hende, langsomt ville hun kunne mærke livet suse ind i hende, dog ville dette være et liv hun nok ikke helt havde ønsket sig eftersom hun var sig selv men noget var gået galt i denne process af blod overførelse. Hun mærkede langsomt luften sive ned i hendes døde lunger og alt føltes underligt, som at verden var lun og ikke kold mere, som om intet rigtig påvirket hende andet end den sindsyge lyst til at drikke?, men at drikke hvad vidste hun dog ikke helt, eftersom hun ikke var vand til blod overhovedet, så gik det ikke ind i hendes hoved som det første, nej, blot at slukke tørsten, at få den meget tørre hals til at blive fugtig igen.
Hun åbnede forsigtigt øjnene, og først var alt blot helt sløret og hun syntes ikke at kunne se noget ud for sig, men langsomt blev hendes blik mere skarpt og lysere, skønt aften stod højt på himlen som skrevet i stjernerne..*Hva?* hun så undrende på Jace og de nu lysende blodrøde øjne der havde et strejf af forførelse og charme i sig betragtede ham mens hendes hår ligeså var groet lidt længere... og hendes hud var blevet helt porcelæns hvid med et strejf af blidhed over sig og ej denne hårde kolde kontrast. Hendes hår havde fået en smuk pearl white farve, ikke helt hvid men ej noget guld farvede rapunzle hår at se. Hun tog blidt fat i hans skuldre og rejste sig langsomt op og skubbede ham så hårdt væk fra sig og blottet sit hvide tandsæt i et hvæs i det hun stod let bøjet forover dog ikke overdrevent meget. Hun forstod ikke helt hvad der var sket men langsomt da hun så på sin blege hud og tog sig til det lange forandret hår kunne hun se hvad der var sket..."Je..jeg er en.. en vampyr?!" hun havde faktisk ikke regnet med han ville gøre det men han havde skam gjordt det.. dog følte hun stadig af den del af hende, hendes vinger og godhed var i hende men noget var forandret, hun havde lyst til at tage fat i Jace og..."AH!?" hun tog sig let til hovedet og tænkte straks*hvad fuck tænker du på Kaiden? er du blevet rablende sindsyg?* hun lod blidt de røde øjen vende sig mod Jace mens hendes tunge gled over de mere blege rødlige farvede læber af hendes egne og følte sig stærker dog os forvirret..
Hun havde sådan en trang til at bide Jace..
Så hun gik langsomt over til ham og tog fat i hans skjorte i det hun trak ham tæt på sig og så ham så i øjnene og vis han da ikke forhindret hende ville hun sætte tænderne ned i hans skuldre, hvor halsens runding ville være og mæske sig lidt i hans blod, dog dette var ej nok til at mætte hende, dette var blot vampyr blod og det ville aldrig være nok..
Vis han havde ladt hende suge noget fra ham, ville hun slippe ham afvisende med et koldt og blodigt blik, mens hun langsomt slikkede sig over de blodige læber og ville så vende sig mod trapperne"Jeg keder mig, find mig noget mad" og i mad var dette tydeligt ment som bytte, et hun kunne suge blod af... dog kunne hun tydeligt os mærke båndet mellem dem hvilket gjorde hende mere og mere urolig...*hvorfor... har jeg det som om jeg ikke kan fjerne mine øjne fra ham..* hun tog sig let til hovedet og uglede blidt op i sit næsten hvide hår med en blid farve og fyldig bragt, som var et ægte monster født i nat.. der lignede en gudinde men ville være alt andet end det..
Hun åbnede forsigtigt øjnene, og først var alt blot helt sløret og hun syntes ikke at kunne se noget ud for sig, men langsomt blev hendes blik mere skarpt og lysere, skønt aften stod højt på himlen som skrevet i stjernerne..*Hva?* hun så undrende på Jace og de nu lysende blodrøde øjne der havde et strejf af forførelse og charme i sig betragtede ham mens hendes hår ligeså var groet lidt længere... og hendes hud var blevet helt porcelæns hvid med et strejf af blidhed over sig og ej denne hårde kolde kontrast. Hendes hår havde fået en smuk pearl white farve, ikke helt hvid men ej noget guld farvede rapunzle hår at se. Hun tog blidt fat i hans skuldre og rejste sig langsomt op og skubbede ham så hårdt væk fra sig og blottet sit hvide tandsæt i et hvæs i det hun stod let bøjet forover dog ikke overdrevent meget. Hun forstod ikke helt hvad der var sket men langsomt da hun så på sin blege hud og tog sig til det lange forandret hår kunne hun se hvad der var sket..."Je..jeg er en.. en vampyr?!" hun havde faktisk ikke regnet med han ville gøre det men han havde skam gjordt det.. dog følte hun stadig af den del af hende, hendes vinger og godhed var i hende men noget var forandret, hun havde lyst til at tage fat i Jace og..."AH!?" hun tog sig let til hovedet og tænkte straks*hvad fuck tænker du på Kaiden? er du blevet rablende sindsyg?* hun lod blidt de røde øjen vende sig mod Jace mens hendes tunge gled over de mere blege rødlige farvede læber af hendes egne og følte sig stærker dog os forvirret..
Hun havde sådan en trang til at bide Jace..
Så hun gik langsomt over til ham og tog fat i hans skjorte i det hun trak ham tæt på sig og så ham så i øjnene og vis han da ikke forhindret hende ville hun sætte tænderne ned i hans skuldre, hvor halsens runding ville være og mæske sig lidt i hans blod, dog dette var ej nok til at mætte hende, dette var blot vampyr blod og det ville aldrig være nok..
Vis han havde ladt hende suge noget fra ham, ville hun slippe ham afvisende med et koldt og blodigt blik, mens hun langsomt slikkede sig over de blodige læber og ville så vende sig mod trapperne"Jeg keder mig, find mig noget mad" og i mad var dette tydeligt ment som bytte, et hun kunne suge blod af... dog kunne hun tydeligt os mærke båndet mellem dem hvilket gjorde hende mere og mere urolig...*hvorfor... har jeg det som om jeg ikke kan fjerne mine øjne fra ham..* hun tog sig let til hovedet og uglede blidt op i sit næsten hvide hår med en blid farve og fyldig bragt, som var et ægte monster født i nat.. der lignede en gudinde men ville være alt andet end det..
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Ons 3 Aug 2011 - 0:45
Han stirrede et kort sekund overrasket på hende, men ansigtet lage sig hurtigt i de rette folder, mens han stirrede tavst på hende, som han før havde gjort. Uden et ord eller mine betragtede han hendes genopstandelse fra de døde. Sikke et navn, ikke et han normalt ville bruge, men hey, hvorfor bruge normale ting, denne verden var jo bestemt ikke normal.
Han betragtede hans afkom om man så kunne sige, det var vel noget af det tætteste på man kunne komme på det menneskelige mening med ordet som vel betød noget med noget der var kommet fra et menneske, og nu levede denne engel, eller vampyr på hans blod, så det var vel hans afkom. Et svagt smil krusede i hans læber da han hørte hendes ord, men lod ellers tiden passere mens han betragtede hende med et roligt blik mens hun fik et blik på sig selv, og fandt sig til rette i sin nu sollys sky krop.
Hans førte ide var at flå hende væk fra sig, da hun greb ud efter ham, men hans opmærksomhed blev fjernet af noget andet, noget han bestemt ikke kunne lide som fratog ham hans opmærksomhed fra hendes tænder der gled ned i hans hals, og drak af hans blod som endnu en gang blev den eneste måde hun kunne overleve på, hvis hun da i grunden ikke kunne overleve uden blod eller?
Han blev revet ud af sine tanker da hun skubbede ham væk fra sig med et hårdt blik der uden at bruge ord kunne tolkes som et blod-blik. De efterfølgende ord bekraftede blot hvad hun lige havde sagt, som om han var hendes tjener, men hvis der skulle være nogle tjener her, var det da hende! Han pressede irriteret læberne sammen og stirrede lige så koldt tilbage. "Why?"
I bund og grund var han ikke i specielt godt humør, ikke fordi han ikke var tilfreds med hende, for det var han skam, hun var smuk og yndig, men der var noget ved hende, der konstant fik ham til at kunne mærke hvor hun var, konstant fik ham til at kigge på hende og vide sig sikker på at hun stadig stod op. Den sidste del var den der irriterede ham mest, for siden hvornår var han blevet bekymret for om der var nogle der havde det godt?!
"As you say; you are a vampire, you dont need me to find your - blod." Snerrede han og trak let læberne tilbage så hun kort kunne se hans tænder, før han lod læberne dække for dem igen. "But - maybe you're still too much angel, too soft, weak, pathetic." Han fnyste kort, og blev stående hvor han var, mens han kunne mærke en dråbe blod som løb ned af hans hals, ned fra de bidemærke hun havde efterladt. Han ville med glæde se hendes jagt evner men om få timer vil solen stå op, så hvis hun skulle jage, og være i live til den følgende nat, blev hun nød til at få lidt fut i røven, ellers måtte hun tørste, for hun fik ikke mere fra hans side, hun havde drukket nok, hun havde drukket hvad hun skulle.
Et svagt smil og et køligt blik kunne ses i hans ansigt, mens han kom i tanke om hvad det var hun havde givet ham, og han skulle personligt nok gøre hende til det, om hun ville eller ej. Hun skulle ikke være så naiv at tro at han havde glem det, blot fordi hun evnede at distrahere ham i starten, hvilke irriterede ham mere end rigeligt. Ikke at have styr på tingene kunne virkelig kræve sine nerver, og ham som elskede at være den stærke syntes bestemt ikke om at blive overrasket på den måde.
Hvis det ikke var fordi der var et eller andet der tvang ham til at være bare en smugle bekymret for hende ville han med glæde havde ladet hende brande op i et eller andet stinkende hul, men han måtte vel bare håbe dette ville forsvinde når hun blev ældre. Vampyr blev jo kendt som rovdyr - så de ville vel holde liv i deres afkom ikke? Han klamrede sig næsten til dette håb, selvom det ikke var til at se i hans kolde neutrale ansigt der kiggede trodsigt på den kønne vampyr der stod og stirrede tilbage som om de var to rivaler. Hvem gav sig? Ville hun indrømme at hun var svag, ynkelig, for meget engel til dette liv, eller ville hun forsvinde ud i morgen som snart ville brande hende op. Hvis hun forsvandt ud af døren, ville han følge efter, blot for at se om hun overlevede eller om hun ville gå til grunde den første dag. Han ville være flad af grin hvis det skete, ligesom mennesker sagde.
Det glæde ham underligt at han kunne tænke dette, så var han ikke helt fortabt i det afkom halløjsa hvor han skulle beskytte kvinden, Kaiden.
Han betragtede hans afkom om man så kunne sige, det var vel noget af det tætteste på man kunne komme på det menneskelige mening med ordet som vel betød noget med noget der var kommet fra et menneske, og nu levede denne engel, eller vampyr på hans blod, så det var vel hans afkom. Et svagt smil krusede i hans læber da han hørte hendes ord, men lod ellers tiden passere mens han betragtede hende med et roligt blik mens hun fik et blik på sig selv, og fandt sig til rette i sin nu sollys sky krop.
Hans førte ide var at flå hende væk fra sig, da hun greb ud efter ham, men hans opmærksomhed blev fjernet af noget andet, noget han bestemt ikke kunne lide som fratog ham hans opmærksomhed fra hendes tænder der gled ned i hans hals, og drak af hans blod som endnu en gang blev den eneste måde hun kunne overleve på, hvis hun da i grunden ikke kunne overleve uden blod eller?
Han blev revet ud af sine tanker da hun skubbede ham væk fra sig med et hårdt blik der uden at bruge ord kunne tolkes som et blod-blik. De efterfølgende ord bekraftede blot hvad hun lige havde sagt, som om han var hendes tjener, men hvis der skulle være nogle tjener her, var det da hende! Han pressede irriteret læberne sammen og stirrede lige så koldt tilbage. "Why?"
I bund og grund var han ikke i specielt godt humør, ikke fordi han ikke var tilfreds med hende, for det var han skam, hun var smuk og yndig, men der var noget ved hende, der konstant fik ham til at kunne mærke hvor hun var, konstant fik ham til at kigge på hende og vide sig sikker på at hun stadig stod op. Den sidste del var den der irriterede ham mest, for siden hvornår var han blevet bekymret for om der var nogle der havde det godt?!
"As you say; you are a vampire, you dont need me to find your - blod." Snerrede han og trak let læberne tilbage så hun kort kunne se hans tænder, før han lod læberne dække for dem igen. "But - maybe you're still too much angel, too soft, weak, pathetic." Han fnyste kort, og blev stående hvor han var, mens han kunne mærke en dråbe blod som løb ned af hans hals, ned fra de bidemærke hun havde efterladt. Han ville med glæde se hendes jagt evner men om få timer vil solen stå op, så hvis hun skulle jage, og være i live til den følgende nat, blev hun nød til at få lidt fut i røven, ellers måtte hun tørste, for hun fik ikke mere fra hans side, hun havde drukket nok, hun havde drukket hvad hun skulle.
Et svagt smil og et køligt blik kunne ses i hans ansigt, mens han kom i tanke om hvad det var hun havde givet ham, og han skulle personligt nok gøre hende til det, om hun ville eller ej. Hun skulle ikke være så naiv at tro at han havde glem det, blot fordi hun evnede at distrahere ham i starten, hvilke irriterede ham mere end rigeligt. Ikke at have styr på tingene kunne virkelig kræve sine nerver, og ham som elskede at være den stærke syntes bestemt ikke om at blive overrasket på den måde.
Hvis det ikke var fordi der var et eller andet der tvang ham til at være bare en smugle bekymret for hende ville han med glæde havde ladet hende brande op i et eller andet stinkende hul, men han måtte vel bare håbe dette ville forsvinde når hun blev ældre. Vampyr blev jo kendt som rovdyr - så de ville vel holde liv i deres afkom ikke? Han klamrede sig næsten til dette håb, selvom det ikke var til at se i hans kolde neutrale ansigt der kiggede trodsigt på den kønne vampyr der stod og stirrede tilbage som om de var to rivaler. Hvem gav sig? Ville hun indrømme at hun var svag, ynkelig, for meget engel til dette liv, eller ville hun forsvinde ud i morgen som snart ville brande hende op. Hvis hun forsvandt ud af døren, ville han følge efter, blot for at se om hun overlevede eller om hun ville gå til grunde den første dag. Han ville være flad af grin hvis det skete, ligesom mennesker sagde.
Det glæde ham underligt at han kunne tænke dette, så var han ikke helt fortabt i det afkom halløjsa hvor han skulle beskytte kvinden, Kaiden.
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Ons 3 Aug 2011 - 1:03
Tiden kunne ikke ha været bedre, der var only 2 timer til at solen ville stå op og huset var ej sikret til at man kunne gøre hvad end man ville inde i det, uden at blive forbrændt i de firkanter som vinduerne lavede, vis man ikke fik tapet plastik poserne i sort for dem. Dog havde vinden udenfor gjordt husets duft meget renere og mindre støvet, mere tiltalende og meget mere comfy vis man da kunne kalde det, det. Månen var så småt ved at gå ned og gemme sig mens skyerne var ved at komme frem fra deres mørke skjul og vejret ændret sig skam os mere og mere fra en blid kølig temperatur til en mere intens varm luft der var spredt ud over det øde landskab om dem, og ligeså inde i den travle by Paris kunne man skam heller ikke sige at varmen ej var der, fordi der var det lige godt 26 gr og ej 24 som ude ved dem, hvorfor der var så megen forskel var nok på grund af befolkning og bygninger. Intet til at varme det op som veje i sort der ville ose op med varme eller spejlende huse der ville sende solens stråler direkte mod en og fordoble dem. Men her var Kaiden så, forvandlet og følte sig allerede mere kold og anderledes end nogen sinde før, hun følte ingen grundt til at være sød overfor denne engelske herre Jace og følte ingen frygt for ham mere, hvilket var gruden til hun forblev i huset og ej var dum nok til at gå udenfor og grille sig selv som en eller anden gril kylling?.
"Because you are boring and can be to some good if you do it for me"
Kaiden stoppede brat op og vendte sig vredt om i det hun hørte det med at hun var for meget engle og hendes øjne begyndte faktisk så småt at lyse lidt op i det hun pludselig stod foran Jace og smadret knytnæven direkte ind i væggen ved hans hoved så hans hår havde strøget blidt efter den hurtige bevægelse, og lidt af væggen bagved var så småt smadret"Call me that again and the wall is your head!... do you" hun prikkede hårdt til hans brystkasse og lod hånden til sidst blive flad og skubbe ham op mod muren mens hun lagde hovedet let på skrå og pressede sin krop og sine bryster op mod hans brystkasse og hviskede ham sensuelt i øret"Understand that!" hun smilede ondt og trådte så væk fra ham og sagde"I will be right back, in the mean time you can close the house off darling" hun blinkede provokerende til ham som var han hendes bitch, i det hun ellers skyndte sig ovn på og ud af døren for så at se op mod himlen der var blevet mere lys blå i det og ellers kiggede mod den nærtlæggende vej..
Kaiden havde fået stærk blod fra Jace hvilket påvirket hendes nuværende evner så da hun stillede sig ud på vejen lukket hun øjnene og håbet inderligt til der ville være en bil dum nok til at komme hendes vej og mund ikke, dette var en meget bred og meget ensom vej med nærmest ingen biler men der var der skam en, en hurtig bil der syntes at køre med en hastig fart, en ung fyr der vel ville ha adrenalin suset fra at køre for stærkt og ikke fanges af politiet. Hun smilede blot og trak den ødelagte tshirt af sig så hun nu stod i sin hvide silke bh med sorte fronser og sorte leggins hun langsomt trak af før bilen ville runde hjørnet og se hende og som hun havde håbet sank han farten nok til hun kunne stille sig midt på vejen og der skete det så. Hendes øjne blev mere eller mindre reptilske ved den sorte pupil der blev aflang og bilen stoppede brat og hårdt foran hende mens selen spændte fyren fast hårdt, fordi at selen var ikke metal men det man klikkede den fast med var og det var skam nok til at fange hendes smukke unge kød.
Hun smilede og han så helt panisk ud dog havde hun ikke forventet han ville trække en pistol og hun kunne skam ødelægge pistolen men undlod at gøre dette, i det hun langsomt lod sine vinger folde sig ud, smukke sølv grå vinger kom frem, meget bløde og dugnet så de skam ud og majestætiske ligeså. Hendes pupiller blev langsomt normale og hun nærmede sig fyren med en elegance og charme der strålede af selvtillid mens hun blidt sagde"Rolig min ven jeg vil intet gøre dig" hun smilede let over det dyriske tandsæt og stod nu overfor ham og åbnede langsomt døren for så at hviske i hans øre og han blottet hans hals for hende i det hun bed hårdt ned i hans hals og sugede blodet til sig, for derefter at få selen væk fra ham og tage fast i hans hvide skjorte og trække den 20 årigt udseende model type fyr med hen til huset mens han så nærmest helt fortryllet på hende.. Hun havde intet gjordt andet end at vise sin sande skønhed, engle og vampyr i en.. *Hm sikke en idiot ham her er* hun ville dræbe ham efter at ha brugt ham som drikke dunk det meste af dagen. Dog lige nu slog hun vingerne ind og ville ej sige til Jace hvad hun havde a planer for med denne underskønde menneskelige fyr."Look Jace.. a new sports car " hun kastet nøglerne hen til Jace og grinte lettere ondt i det hun koldt og kynisk gik indenfor med sit bytte og trak hans skjorte af og sagde"den låner jeg lige snut" hun iførte sig den lidt store hvide skjorte der dækkede hendes ellers tiltalende krop og strøg så menneskefyren hen over håret og sagde"blot sæt dig i sofaen så kommer jeg darling"<(fransk)
"Because you are boring and can be to some good if you do it for me"
Kaiden stoppede brat op og vendte sig vredt om i det hun hørte det med at hun var for meget engle og hendes øjne begyndte faktisk så småt at lyse lidt op i det hun pludselig stod foran Jace og smadret knytnæven direkte ind i væggen ved hans hoved så hans hår havde strøget blidt efter den hurtige bevægelse, og lidt af væggen bagved var så småt smadret"Call me that again and the wall is your head!... do you" hun prikkede hårdt til hans brystkasse og lod hånden til sidst blive flad og skubbe ham op mod muren mens hun lagde hovedet let på skrå og pressede sin krop og sine bryster op mod hans brystkasse og hviskede ham sensuelt i øret"Understand that!" hun smilede ondt og trådte så væk fra ham og sagde"I will be right back, in the mean time you can close the house off darling" hun blinkede provokerende til ham som var han hendes bitch, i det hun ellers skyndte sig ovn på og ud af døren for så at se op mod himlen der var blevet mere lys blå i det og ellers kiggede mod den nærtlæggende vej..
Kaiden havde fået stærk blod fra Jace hvilket påvirket hendes nuværende evner så da hun stillede sig ud på vejen lukket hun øjnene og håbet inderligt til der ville være en bil dum nok til at komme hendes vej og mund ikke, dette var en meget bred og meget ensom vej med nærmest ingen biler men der var der skam en, en hurtig bil der syntes at køre med en hastig fart, en ung fyr der vel ville ha adrenalin suset fra at køre for stærkt og ikke fanges af politiet. Hun smilede blot og trak den ødelagte tshirt af sig så hun nu stod i sin hvide silke bh med sorte fronser og sorte leggins hun langsomt trak af før bilen ville runde hjørnet og se hende og som hun havde håbet sank han farten nok til hun kunne stille sig midt på vejen og der skete det så. Hendes øjne blev mere eller mindre reptilske ved den sorte pupil der blev aflang og bilen stoppede brat og hårdt foran hende mens selen spændte fyren fast hårdt, fordi at selen var ikke metal men det man klikkede den fast med var og det var skam nok til at fange hendes smukke unge kød.
Hun smilede og han så helt panisk ud dog havde hun ikke forventet han ville trække en pistol og hun kunne skam ødelægge pistolen men undlod at gøre dette, i det hun langsomt lod sine vinger folde sig ud, smukke sølv grå vinger kom frem, meget bløde og dugnet så de skam ud og majestætiske ligeså. Hendes pupiller blev langsomt normale og hun nærmede sig fyren med en elegance og charme der strålede af selvtillid mens hun blidt sagde"Rolig min ven jeg vil intet gøre dig" hun smilede let over det dyriske tandsæt og stod nu overfor ham og åbnede langsomt døren for så at hviske i hans øre og han blottet hans hals for hende i det hun bed hårdt ned i hans hals og sugede blodet til sig, for derefter at få selen væk fra ham og tage fast i hans hvide skjorte og trække den 20 årigt udseende model type fyr med hen til huset mens han så nærmest helt fortryllet på hende.. Hun havde intet gjordt andet end at vise sin sande skønhed, engle og vampyr i en.. *Hm sikke en idiot ham her er* hun ville dræbe ham efter at ha brugt ham som drikke dunk det meste af dagen. Dog lige nu slog hun vingerne ind og ville ej sige til Jace hvad hun havde a planer for med denne underskønde menneskelige fyr."Look Jace.. a new sports car " hun kastet nøglerne hen til Jace og grinte lettere ondt i det hun koldt og kynisk gik indenfor med sit bytte og trak hans skjorte af og sagde"den låner jeg lige snut" hun iførte sig den lidt store hvide skjorte der dækkede hendes ellers tiltalende krop og strøg så menneskefyren hen over håret og sagde"blot sæt dig i sofaen så kommer jeg darling"<(fransk)
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Ons 3 Aug 2011 - 21:00
Han fnyste kort, mens han kiggede på mens Kaiden forsvandt op af trapperne der knirkede svagt under hendes fødder da hun gik op for at forsvinde ud af hans synsfelt. Han syntes bestemt ikke om hende, egentligt burde han bare skaffe hende af vejen igen, selvom han lige havde skabt hende, men hun kunne tydeligvis ikke mere end at tro at hun var verdens centrum! Han trampede højlydt op af trapperne, op til gangen og gloede lidt på døren hvor hendes søde duft var forsvundet ud af. Den første tanke var at låse døren, så hun kunne brande op udenfor, men han droppede det kort efter, ved tanken om det var meget sjovere at se hende lide.
Han valgte til sidst at sætte sig til venstre for døren, hvor han kunne sætte sig i den ældre lænestol og vente på at Kaiden skulle komme tilbage efter sin første jagt, hvis hun da nogen sinde kom tilbage.
Han måtte indrømme han blev lidt skuffet da hun faktisk kom tilbage, men han kiggede overrasket på hendes offer som hun havde slæbt med sig! Et svagt smil krusede i hans mundvige, mens han greb nøglerne, og hun fik mandens skjorte på. "Who is he?" Han kiggede lidt på fyren der så ud til at være en pen del yngre end ham selv. Han rejste sig op og kiggede på manden der fulgte hendes ord. "Do you really think i want to do what you say?" Han fnyste kort, og kiggede lidt til manden før han smilede ved den nye ide og lange ud efter den unge mand før han rigtig nåde at komme til at sidde i den støvet sofa. Han trak hurtigt manden ind til sig, og blottede hurtigt hans hals, før han bed tænderne ned i mandens hals hvor han havde kunne se Kaidens mærker fra lidt før.
Hans arme havde låst sig fast omkring manden for at Kaiden ikke ville kunne få chancen for at få ham tilbage med mindre hun rev så hårdt til at mandens hals ville knække på grund af Jace's tænder. Hvis hun ikke greb fat i ham, og lod ham drikke færdig, til der ikke var en dråbe mere i fyren slap han manden og kiggede på Kaiden mens han slikkede læberne rene.
"Sorry dear." Han skred ned af gangen mens han prøvede at huske om der var et sted i huset uden vinduer som de kunne gå ind i og få afsluttet dette nonsens hvor hun pludselig havde fået den latterlige ide at hun var den der have magten, men nej, det skulle hun bestemt ikke tro. Da han var kommet ned for enden af gangen, foran døren til køkkenet vendte han sig om mod Kaiden. "Come Kaiden." Han åbnede døren til køkkenet der begyndte svagt at blive oplyst af en ildrød himmel som snart ville lade de første morgenstråler glide hen over gulvet.
Han valgte til sidst at sætte sig til venstre for døren, hvor han kunne sætte sig i den ældre lænestol og vente på at Kaiden skulle komme tilbage efter sin første jagt, hvis hun da nogen sinde kom tilbage.
Han måtte indrømme han blev lidt skuffet da hun faktisk kom tilbage, men han kiggede overrasket på hendes offer som hun havde slæbt med sig! Et svagt smil krusede i hans mundvige, mens han greb nøglerne, og hun fik mandens skjorte på. "Who is he?" Han kiggede lidt på fyren der så ud til at være en pen del yngre end ham selv. Han rejste sig op og kiggede på manden der fulgte hendes ord. "Do you really think i want to do what you say?" Han fnyste kort, og kiggede lidt til manden før han smilede ved den nye ide og lange ud efter den unge mand før han rigtig nåde at komme til at sidde i den støvet sofa. Han trak hurtigt manden ind til sig, og blottede hurtigt hans hals, før han bed tænderne ned i mandens hals hvor han havde kunne se Kaidens mærker fra lidt før.
Hans arme havde låst sig fast omkring manden for at Kaiden ikke ville kunne få chancen for at få ham tilbage med mindre hun rev så hårdt til at mandens hals ville knække på grund af Jace's tænder. Hvis hun ikke greb fat i ham, og lod ham drikke færdig, til der ikke var en dråbe mere i fyren slap han manden og kiggede på Kaiden mens han slikkede læberne rene.
"Sorry dear." Han skred ned af gangen mens han prøvede at huske om der var et sted i huset uden vinduer som de kunne gå ind i og få afsluttet dette nonsens hvor hun pludselig havde fået den latterlige ide at hun var den der have magten, men nej, det skulle hun bestemt ikke tro. Da han var kommet ned for enden af gangen, foran døren til køkkenet vendte han sig om mod Kaiden. "Come Kaiden." Han åbnede døren til køkkenet der begyndte svagt at blive oplyst af en ildrød himmel som snart ville lade de første morgenstråler glide hen over gulvet.
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Ons 3 Aug 2011 - 21:18
Kaiden vendte sig mod Jace og sagde"He is my little pet toy?" hun smilede forsigtigt og strøg let håret til siden og flettede det, så hun ikke ville få blod i sit smukke hår og sagde"why?" hun kiggede lidt rundt og tapede noget for vinduerne så solens stråler ikke ville kunne komme ind, og hun sørget også for at Jace ikke blot kunne rive noget af uden at smadre vinduet, fordi hun ville nødig grilles bare lige sådan uden videre?. Hun kiggede dog hurtigt mod Jace da hun så ham tage fat i hendes bytte!? hendes fyr faktisk kunne man vel sige det, eller legetøj.
"NO! Jace let go of him!" hun tog hårdt fat i jace og prøvede at rive ham væk fra Fyren der skrig højt op og nærmest lød som om han var ved at dø og før hun vidste af det, var han skam også død.
Hun stod helt lammet tilbage og anede slet ikke hvad hun skulle sige, mens hendes lysende røde øjne nærmest glødet af vrede mens hun så på sit elskede bytte lægge dødt foran hende, mens hendes skaber havde det varme røde blod om hans læber og mundvig.. Dette tændte en ubeskrivelig vrede inde i hende, men hun var dog tavs uden at ytre sig et eneste ord mens hun stille boret sine negle ind i håndfladen af sig så blodet blidt piplede ned på det flotte meget lyse gulv af træ. Hun hørte dog hans Come Kaiden og sagde vredt"My name is not Kaiden anymore... only friends can call me that!, and you are no friend of mine!" hun fnøs let og tog fat i manden der lå død i det hun smed ham ud af døren og gik så hen af mod Jace og skubbede let til ham og sagde"Stupid idiot! why.... why!" hun blottet let tænder af ham og forsvandt så ovn på hvor hun os tapet vinduerne til og satte sig så på den halv støvet sengs kant og lod armene krydse og sagde"I dont understand why you did go and killed my pray, it was my pray..." hun sukkede forsigtigt og ville ikke gå i nærheden af Jace lige forløbig, og vis han da havde tænkt sig at komme nær hende ville hun blot vig væk fra hans side for ikke at komme yderligere til skade, end hun allerede var ved sine håndflader der dog healede med en vis hurtighed.. dog, stadig følelsen af forræderi og overtrædelse lå i hendes hjerte når hun så på Jace"Why did you kill him.."
"NO! Jace let go of him!" hun tog hårdt fat i jace og prøvede at rive ham væk fra Fyren der skrig højt op og nærmest lød som om han var ved at dø og før hun vidste af det, var han skam også død.
Hun stod helt lammet tilbage og anede slet ikke hvad hun skulle sige, mens hendes lysende røde øjne nærmest glødet af vrede mens hun så på sit elskede bytte lægge dødt foran hende, mens hendes skaber havde det varme røde blod om hans læber og mundvig.. Dette tændte en ubeskrivelig vrede inde i hende, men hun var dog tavs uden at ytre sig et eneste ord mens hun stille boret sine negle ind i håndfladen af sig så blodet blidt piplede ned på det flotte meget lyse gulv af træ. Hun hørte dog hans Come Kaiden og sagde vredt"My name is not Kaiden anymore... only friends can call me that!, and you are no friend of mine!" hun fnøs let og tog fat i manden der lå død i det hun smed ham ud af døren og gik så hen af mod Jace og skubbede let til ham og sagde"Stupid idiot! why.... why!" hun blottet let tænder af ham og forsvandt så ovn på hvor hun os tapet vinduerne til og satte sig så på den halv støvet sengs kant og lod armene krydse og sagde"I dont understand why you did go and killed my pray, it was my pray..." hun sukkede forsigtigt og ville ikke gå i nærheden af Jace lige forløbig, og vis han da havde tænkt sig at komme nær hende ville hun blot vig væk fra hans side for ikke at komme yderligere til skade, end hun allerede var ved sine håndflader der dog healede med en vis hurtighed.. dog, stadig følelsen af forræderi og overtrædelse lå i hendes hjerte når hun så på Jace"Why did you kill him.."
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Tors 4 Aug 2011 - 13:10
Han stønnede irriteret. "Fint, så kalder jeg dig engel, for det er du." Sætningen kom til at lyde aldeles barnlig, men han orkede ikke til at ændre det, han skulle fandme have lært det kvinde menneske ikke at være så sød. Da hun havde tapet vinduerne til, og sat sig på sengen gik han over til hende, og skubbede hende ned i sengen, og gren hende fast om håndledet, mens han stod lænet ind over hende. [color=red]["Du er fandme ynkelig."/color] Startede han ud i en kølig tone. Han stirrede på hende i noget tid, før han fortsatte. "Det er fandme ikke meningen du skal forelske dig i dit offer, og slæbe ham her til, og når han så dør, skal du ikke begynde at klynke op. Hvis du vil overleve det her, så drop det nuttethed. Opfør dig for dine opfør som du opføre dig over for mig, som en højrøvet kælling." Han pressede endnu hårde ned på hendes hænder og lænede sig helt ind mod hende. "Men måske er du bare for svag, for ynkelig og for englet til nogen sinde at kunne klare det. Måske burde jeg have dræbt dig." Han vrissede kort og slap hende og kiggede ned på hende.
"Hvis du vil overleve næste nat - så tag forhelved lige at vis mig at du faktisk er blevet vampyr og ikke en eller anden rådden engel, ellers skal jeg ordne dig, så du kommer tilbage hvor du tydeligvis høre hjemme." Han gik hen til vinduet og lod fingeren glide over ruden som stadig var kold, da solens morgenlys ikke havde varmet det nok op endnu.
Han havde aldrig selv haft problemer med følelser, ikke fordi han som menneske havde været følelsesløs, men han var skabt fra menneske, han blev ikke nogle hybrid - han var en hel vampyr, en hel Daeva vampyr uden følelser, ligesom alle andre af slagsen, ikke nogle der brød klynkende sammen hvis det kære lille offer blev dræb.
Han vendte blikket over mod Kaiden og betragtede hende tavst mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre med hende, for hvis hun ikke snart lærte livet - ville hun sikker bukke under. Ingen vampyr kom godt ud at være følelsesladet og han ville ikke selv sætte end af disse svage væsner i verden, så hvis hun ikke snart ændrede noget skulle han nok ændre noget om det så gav ar for livet, som mennesker kaldte det, ar der aldrig ville forsvinde men skulle minde hende om hvem og hvad hun var - en ynkelig engel med for mange følelser for mange tanker for lidt - ondskab som de fleste sikkert ville kalde det, selv ville han kalde det 'The Real life' eller noget i den stil.
Han vidste ikke helt om han skulle glæde sig til denne dag, i et rum med denne ynkelige engel der ikke kunne se døden.
//Rød: Engelsk - orkede ikke skrive det på engelsk xD//
"Hvis du vil overleve næste nat - så tag forhelved lige at vis mig at du faktisk er blevet vampyr og ikke en eller anden rådden engel, ellers skal jeg ordne dig, så du kommer tilbage hvor du tydeligvis høre hjemme." Han gik hen til vinduet og lod fingeren glide over ruden som stadig var kold, da solens morgenlys ikke havde varmet det nok op endnu.
Han havde aldrig selv haft problemer med følelser, ikke fordi han som menneske havde været følelsesløs, men han var skabt fra menneske, han blev ikke nogle hybrid - han var en hel vampyr, en hel Daeva vampyr uden følelser, ligesom alle andre af slagsen, ikke nogle der brød klynkende sammen hvis det kære lille offer blev dræb.
Han vendte blikket over mod Kaiden og betragtede hende tavst mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre med hende, for hvis hun ikke snart lærte livet - ville hun sikker bukke under. Ingen vampyr kom godt ud at være følelsesladet og han ville ikke selv sætte end af disse svage væsner i verden, så hvis hun ikke snart ændrede noget skulle han nok ændre noget om det så gav ar for livet, som mennesker kaldte det, ar der aldrig ville forsvinde men skulle minde hende om hvem og hvad hun var - en ynkelig engel med for mange følelser for mange tanker for lidt - ondskab som de fleste sikkert ville kalde det, selv ville han kalde det 'The Real life' eller noget i den stil.
Han vidste ikke helt om han skulle glæde sig til denne dag, i et rum med denne ynkelige engel der ikke kunne se døden.
//Rød: Engelsk - orkede ikke skrive det på engelsk xD//
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Tors 4 Aug 2011 - 15:11
Kaiden så lettere chokeret på ham mens han holdte godt fast i hende og hun kneb øjnene vredt sammen og hendes pupiller blev langsomt aflange og reptilske mens hun langsomt fik længere hugtænder og i det han trak sig fra hende bed hun ud efter ham og rejste sig så yderst hurtigt op og sagde"Jeg klynket ikke dit forbandet klamme uhyre!, jeg blev vred over du ødelagde alt det sjove!, jeg ville ha haft ham som et fucking kæledyr indtil hans blod var helt drænet og så ville jeg splitte ham op i stumper og stykker!" hun fnøs let og sagde"Utroligt du ingen gang kunne se det din jalouxe lille pis myre!" hun vendte ham ryggen hårdt og kontant og tog hårdt fat i sengen så den rullede let hen mod vægen der gav få knas efter sammen stødet fra sig..
Hun knyttede næverne sammen og kunne slet ikke holde sin vrede for Jace nede, hvor ville hun dog gerne flå ham i stykker og fodre hans irriterende tunge til hans belastende mund!.
Hun strøg let håret til siden og så ned af sit blodige selv og sagde"Hellere grille op i den forbandet sol end at være ved en vampyr der ingen gang kan se hvad virkelig ondskab er, ondskab er ikke blot dræbe dræbe her og der, ondskab er når du lader dem lide både med deres følelser fanget i ens skønhed og så du lader dem lide fysisk os, psykisk og fysisk lidelse er det værste og vis du kan få dem til at dræbe dem selv så har du simpelthen ramt skalaen for ondskab, men ... jeg kan godt se vis nogen har slået sig ihjel i dit kedelige selvskab, du intet andet end en drengerøv der ikke aner hvad han snakker om!" hun tog sin stiletter af og kastet dem begge mod Jace og vis hun ramte ville hun blot række fuck til ham og så traske ned af trappen for da at gå ud i det brændende sollys .... skønt hun ville ikke dø med det samme eftersom hun var halv engle..
Hun knyttede næverne sammen og kunne slet ikke holde sin vrede for Jace nede, hvor ville hun dog gerne flå ham i stykker og fodre hans irriterende tunge til hans belastende mund!.
Hun strøg let håret til siden og så ned af sit blodige selv og sagde"Hellere grille op i den forbandet sol end at være ved en vampyr der ingen gang kan se hvad virkelig ondskab er, ondskab er ikke blot dræbe dræbe her og der, ondskab er når du lader dem lide både med deres følelser fanget i ens skønhed og så du lader dem lide fysisk os, psykisk og fysisk lidelse er det værste og vis du kan få dem til at dræbe dem selv så har du simpelthen ramt skalaen for ondskab, men ... jeg kan godt se vis nogen har slået sig ihjel i dit kedelige selvskab, du intet andet end en drengerøv der ikke aner hvad han snakker om!" hun tog sin stiletter af og kastet dem begge mod Jace og vis hun ramte ville hun blot række fuck til ham og så traske ned af trappen for da at gå ud i det brændende sollys .... skønt hun ville ikke dø med det samme eftersom hun var halv engle..
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Tors 4 Aug 2011 - 16:58
Han fnøs irriteret og flyttede sig lidt for ikke at blive ramt af hendes sko. "Myre?" Han kunne ikke lade være med at trække lidt i mundvigen før han vendte sig om mod hende igen. Hvorfor helved klynker du sådan, hvorfor jeg dræbte ham, hvorfor dit og hvorfor dat? Hvis du virkelig ikke var så ynkelig havde du kastet dig over mig, men nej, selvfølgelig, du er jo en engel." Han stirrede irriteret efter hende da hun gik ud i sollyset som var en mur for ham, men det hindrede ham bestemt ikke i at smide nogle flere ord efter hende. "Sikke meget du ved om lidelse?? Han kiggede hen på vinduet og lage hoved let mod vindueskarmen. "Ondskab er ikke bare lidelse på den plan du snakker om, du kan udføre ondskab på andre måder hvor du får et meget bedre udbytte ud af det." Han vendte sig halvt om mod Kaiden og kiggede på hende. Men hvis du er så fandens god til ondskab, så vis mig det ..." Udfordrede han hende og kiggede på hende med et sukkersødt smil.
Han gik væk fra væggen, og satte sig hen på sengen hvor han lage sig ned og gloede op i loftet mens han ventede på at høre om hun tog hans udfordring op, eller om hun var for ynkelig til bare at lade det ligge. Han ville elske hvis hun tog imod opgaven, bare for at prøve at se hvad det ville ende med, også selvom det nu skulle gå galt, men man fik vel kun det sjov man selv lavede. Nogle ville nok mene det lød latterligt at sige det var sjovt at kæmpe men nu havde han snart levet dette liv i hundrede år, så hvorfor ikke nyde livet, udfordre skæbnen som han alligevel ikke troede på.
Han fæstnede øjne oppe i loftet der lå henlangt i mørke pga tapet der dækkede vinduerne så der ikke slap nogle stråler ind i rummet. Det var utroligt så meget folk gjorde ud af at lave deres loft! Loftet var pudset og blankt, måske virkede det så fint fordi der ikke lå et tykt lag støv på det, som der gjorde på alle andre ting der stod under loftet, ja, lige bortset fra de to vampyr, eller den ene vampyr og den anden hybrid - møg hybrid!
Han gik væk fra væggen, og satte sig hen på sengen hvor han lage sig ned og gloede op i loftet mens han ventede på at høre om hun tog hans udfordring op, eller om hun var for ynkelig til bare at lade det ligge. Han ville elske hvis hun tog imod opgaven, bare for at prøve at se hvad det ville ende med, også selvom det nu skulle gå galt, men man fik vel kun det sjov man selv lavede. Nogle ville nok mene det lød latterligt at sige det var sjovt at kæmpe men nu havde han snart levet dette liv i hundrede år, så hvorfor ikke nyde livet, udfordre skæbnen som han alligevel ikke troede på.
Han fæstnede øjne oppe i loftet der lå henlangt i mørke pga tapet der dækkede vinduerne så der ikke slap nogle stråler ind i rummet. Det var utroligt så meget folk gjorde ud af at lave deres loft! Loftet var pudset og blankt, måske virkede det så fint fordi der ikke lå et tykt lag støv på det, som der gjorde på alle andre ting der stod under loftet, ja, lige bortset fra de to vampyr, eller den ene vampyr og den anden hybrid - møg hybrid!
Gæst- Gæst
Sv: # The Weight Of Life And Death #
af Gæst Tors 4 Aug 2011 - 17:28
Kaiden stoppede brat op og kiggede sig over skuldren inden hun ville gå ud fra huset og med et ord smilede hun blot over de fyldige læber og hun kunne ikke lade vær med at grine"Du er ynkelig Jace" dem der klyngede sig til noget som ondskab var ynkelige, de ville domineres og de var forbundet af følelser, noget hun bestemt ikke ejede overfor en som Jace. Hun kunne ikke holde hans væsen ud af en grund, fordi han troede ondskab var fysisk skade, men det var blot mobberi, hun kendte til rigtig ondskab og Jace var ingen gang tæt på dette, at være ond var intet af det han beskrev.. hun burde vide det bedst eftersom ondskab havde ramt hende op til flere gange.
Hun lod fødderne komme ud i solens lys og det føltes brændende mod hendes skind, dog trak hun skjorten lidt ned om skuldrene og vingerne skød blidt op og dækkede for hende som et slør, her ude kunne Jace ikke rør hende hvilket hun var yderst glad for. Han kunne bare sige hvordan han ville have hun skulle være. Hun ville ha sprunget på ham men hans ondskab i tankerne var tøser der kunne føle, en der ville sprætte sit offer op og være ligeglad med at dele med parasiotter som ham.
Hun vendte sig let om mod ham og sendte ham et morderisk blik og sagde så "Vis du prøver at finde mig, følge efter mig, eller nogen sinde rør mig... dræber jeg dig uden at tænke en eneste tanke eller skåne dig" Disse ord var sagt med alvorlighed og efter det begyndte hun så småt at gå langs grusstigen mens hun holdte vingerne der langsomt var forbrændte, over sit hoved og krop mens hun overvejede hvor hun nu skulle gå hen. Hun havde dog os i processen da hun vendte ryggen til huset, ladet den bil hendes offer havde kørt i, skride med en høj fart og styrke direkte ind i Jace smukke sportsbil så den ville ha fået en stor bule, dog var det noget hun kunne fikse med sine evner men... hun ville ikke være der til at høre hans råben og skrigen. Hun gik stille mod skoven hvor der ville være ly til natten og i mens hun var der fik hun skam os sovet lidt og slappet af indtil aften langsomt kom på. Hun healede sig selv langsomt for at spare kræfter og tog så i hurtig løb, et spurt hen til huset og åbnede så døren og sagde lettere irritabelt"Er du faldet til ro nu, eller skal du være mere tøset og flippe skråt fordi jeg ikke er som dine andre trash luder og vil ha sex med dig efter en hed kamp ?"
Hun gik stille indenfor og så undrende rundt og smuttede så ovn på så hurtigt hun nu kunne vis han da var der oppe, og vis han havde været i køkkenet havde hun jo blot spurtet forbi ham.
Hun følte lidt hun ikke blot kunne skride fra ham, men vis hun så ham ville hun skam slå hårdt ud efter ham med sådan en vildskab og virkelig give den hele armen for at smadre ham så han til sidst ikke ville kunne gå mere eller at huset ville falde ned på dem, eftersom hun ville skubbe og slå ham mod mure vis hun fik muligheden for det.
Det var ikke ondskab at udøve vold mod en, det var skam blot vold?... ondskab var noget helt andet...
Hun lod fødderne komme ud i solens lys og det føltes brændende mod hendes skind, dog trak hun skjorten lidt ned om skuldrene og vingerne skød blidt op og dækkede for hende som et slør, her ude kunne Jace ikke rør hende hvilket hun var yderst glad for. Han kunne bare sige hvordan han ville have hun skulle være. Hun ville ha sprunget på ham men hans ondskab i tankerne var tøser der kunne føle, en der ville sprætte sit offer op og være ligeglad med at dele med parasiotter som ham.
Hun vendte sig let om mod ham og sendte ham et morderisk blik og sagde så "Vis du prøver at finde mig, følge efter mig, eller nogen sinde rør mig... dræber jeg dig uden at tænke en eneste tanke eller skåne dig" Disse ord var sagt med alvorlighed og efter det begyndte hun så småt at gå langs grusstigen mens hun holdte vingerne der langsomt var forbrændte, over sit hoved og krop mens hun overvejede hvor hun nu skulle gå hen. Hun havde dog os i processen da hun vendte ryggen til huset, ladet den bil hendes offer havde kørt i, skride med en høj fart og styrke direkte ind i Jace smukke sportsbil så den ville ha fået en stor bule, dog var det noget hun kunne fikse med sine evner men... hun ville ikke være der til at høre hans råben og skrigen. Hun gik stille mod skoven hvor der ville være ly til natten og i mens hun var der fik hun skam os sovet lidt og slappet af indtil aften langsomt kom på. Hun healede sig selv langsomt for at spare kræfter og tog så i hurtig løb, et spurt hen til huset og åbnede så døren og sagde lettere irritabelt"Er du faldet til ro nu, eller skal du være mere tøset og flippe skråt fordi jeg ikke er som dine andre trash luder og vil ha sex med dig efter en hed kamp ?"
Hun gik stille indenfor og så undrende rundt og smuttede så ovn på så hurtigt hun nu kunne vis han da var der oppe, og vis han havde været i køkkenet havde hun jo blot spurtet forbi ham.
Hun følte lidt hun ikke blot kunne skride fra ham, men vis hun så ham ville hun skam slå hårdt ud efter ham med sådan en vildskab og virkelig give den hele armen for at smadre ham så han til sidst ikke ville kunne gå mere eller at huset ville falde ned på dem, eftersom hun ville skubbe og slå ham mod mure vis hun fik muligheden for det.
Det var ikke ondskab at udøve vold mod en, det var skam blot vold?... ondskab var noget helt andet...
Gæst- Gæst
Lignende emner» Life or death?(Plotsøgning)
» The life and death of a sailor //Rafael//
» The Life after The Death (Åbent emne)
» Death.. is not fun alone.
» Dance with Death (Amy)
» The life and death of a sailor //Rafael//
» The Life after The Death (Åbent emne)
» Death.. is not fun alone.
» Dance with Death (Amy)
Vie La Mort :: Off Game :: Archives
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» Athena Akademiet
» Maybe a freind? / Apolline
» The darkness - [Zakaroff]
» New experiences - [DuChance]
» Out of the ordinary - Nightrage
» Saint or Sinner? (Emnesøgning)
» Genkendelighed er farligt
» Music and alcohol - [Aleksei]
» Tilbage efter længere pause