Havets kald

Tid: Tusmørketid - omkring 9-10 om aftenen
Sted: Havnen
Vejr: Beskrivelser kommer ^^
Omgivelser: Havnearbejdere, skibe, alt det, der hører til ved en havn

Aaahh, duften af saltvand! Efter en hæsblæsende tur i metroen var Athal endelig kommet ud i den friske luft. Lettelsen strømmede igennem ham som nye energier, og lugten af hav sad ham stærkt i næsen, som en velduftende parfume tiltrækker kvinder.
Roligt slentrede han hen ad kajen og betragtede interesseret de mange skibe, der var tøjret til kajen. Han havde tit gjort sig tanker om at sejle (havde sågar set det som en god flugtmulighed) og aldrig se sig tilbage, men han havde allerede forsøgt én gang, og da var det næsten gået helt galt. Det havde ligget lige op af oplevelsen med den forfærdelige ulykke, og han havde slet ikke været i stand til at tænke. Nu var han blevet klogere og kunne nu kun nyde det smukke syn.
En sømands råb til en anden lød lidt længere fremme, og Athal skottede interesseret. Det viste sig dog blot at være en kommando, og interessen føg hurtigt for den unge dæmon. Snart udså han sig en plads - en ensom bænk midt i det hele -, og sad snart og kiggede udover det mørkelagte hav.
Solen var lige gået ned, og få striber af dagslys havde endnu lov til at blive. Det hele var et uendeligt smukt syn, og Athal sukkede tilfreds.

Aubreiane havde stået i skyggen fra et af skibene et stykke tid, hun havde Brugt det meste af dagen med højt solskin indendøre i sit hjem, for at holde sig væk fra solen, ikk at den som sådan gjorde ondt, den irreterede bare, og derfor var det bedst at holde sig væk. Den korte nedringede læderkjole smøg sig om hendes krop som havde den altid siddet der, støvlerne sluttede lige over hendes knæ, oz i sort, men dog ikke med hæl som hun ellers fortrak, idag var de flade.Det var mest egnet hernede, end at hun pludselig faldt på træbroen fordi hendes stilethæl hang fast, det syn havde hun ikke lyst til at more andre med.
Let lod hun en spinkel bleg hånd løbe gennem sit bølgede lange hår, og fulgte den nye person med øjnene, helt klart ikke menneske, men dog virkede han interresant, så hun valgte at træde ud af mørket fra båden, for delvom det var mørkt nu, skjulte båden hende lidt bedre,. Den sorte fodlange læder jakke hvislede let bag hende idet hun begyndte at gå hen imod personen på bænken, hun stoppede op lige bag ham og lod blikket hvile på ham, hvad var han mon, hun kunne ikke bedømme det i mørket, og duften af ham fortalte ikke rigtigt noget. "En sen aften at være ude på" lød hendes stemme, rolig og forførende, intet faretruende lige nu, men kun lige nu. Hendes stemme havde en tendens til at lyde forførende, selvom hun ikk altid bad den om det, men hun havde lært at leve med den del.

Drømme og håb. Håb og drømme. Athals tanker var helt væk, fløjet med vinden, der strøg udover havet, og videre ned på den dybe havbund. Hans opholdstid i denne by havde ikke været synderligt mange dage, og hidtil havde han kun nået at besøge søen i skoven. Det havde også været en god oplevelse. Men med havet var det helt anderledes. Her følte han sig endnu mere hjemme, og visheden om, at sprang han i nu, ville han kunne svømme helt til verdens ende, hvis han ville, gjorde ham på en måde tryg.
Tankerne knævrede uafbrudt, og Athal var helt opslugt. Derfor kom det naturligvis fuldkommen bag på ham, da han hørte den lavmælte (og samtidig charmerende) stemme.
Han skreg simpelthen.
Med et forskrækket hyl snurrede han omkring på stedet og kom i ren overlevelse til at sende en tyk vandstråle i personens åbne ansigt. Ja, nu var det naturligvis ikke sådan, at Athal havde en skjult vandpistol på ryggen eller noget; det skød derimod direkte ud af hans hånd.
Med vidt åbne øjne stirrede han på væsenet, og da det først gik op for ham, hvad det var, blev han helt brødebetynget - men samtidig også en smule skeptisk.
Langsomt sænkede han hånden igen og fremstammede et: "Und-undskyld."

Aubreiane fulgte personens blik udover vandet, havet brød hun sig ikke rigtigt om, faktisk kunne hun ikke en gang svømme når det kom til stykket, og dog.. Måske kunne hun alligevel, det var jo ikke sådan at hun havde prøvet det før, så måske.. Men lige nu var det klart for koldt, og hun havde ingen ideer om at lige at hoppe i vandet,.
Pludselig rejste personen sig, og vendte sig mod hende, hun gispede let da en kold vandstråle ramte hende, mærkede hvordan vandet løb nedover hendes krop og gjorde hende helt iskold ind til skindet.
Langsomt men sikkert løftede hun hånden og lod den glide ned foran sig, hendes hånd glødede kort rødt og gjorde så hun var tør og varm igen, blidt sukkede hun, det var rart at blive varm igen, og selvom det ikke var med vilje havde hun dog været ved at hoppe på ham og bide ham noget så grusomt. Men nej.. Hun var ikke sulten lige nu, for så havde hun nok valgt at tage en af de gamle fiskere der højst sandsynligt ikke kunne komme væk fra hende.
“Det er okay, jeg siger oz undskyld nogle gange glemmer jeg hvor stille jeg er” lød hendes rolige og stadig forførende stemme, langsomt lod hun hovedet glide en anelse på skrå og betragtede ham tænkende “Hvad er du?”

Athal var bange for - og så var det også af ren erfaring - , at vampyren i ren raseri ville angribe ham. Han havde endnu en masse, ubrugte energireserver, han kunne benytte som forsvar, men kampen ville stadig være umådelig farlig - især efter hvor gammel vampyren var.
Et øjeblik troede han også, det ville ske, men en sær ro sænkede sig åbenbart over det fremmede væsen, og Athal måtte koncentrere sig om ikke at tæbe underkæben. Først åbnede han munden, lukkede den igen, og så dukkede der et skævt smil frem.
"Jah, det har du ret i. I er jo nærmest de perfekte listetyve." Han lo lidt for sig selv. Da næste spørgsmål, via hende, blev smidt over bord, måtte han bruge et øjeblik til at tænke sig om. Mest omkring det praktiske og det sikre. "Jeg er en dæmon. En vanddæmon," svarede han endelig. Stemmen var sænket adskillige toner, og de blå øjne flakkede flygtigt frem og tilbage mellem de to havnearbejdere. Athal så dog snarrest igen på vampyren, og han så beredvidende ud, da han stolt sagde: "Og jeg går ud fra, du er en vampyr? Eller et meget talentfuldt menneske i forklædning, naturligvis."

Aubreiane betragtede ham med roligt sind, hun havde ikke i sinde at myrde ham i hvert fald ikke lige det første stykke tid, han havde jo som sådan ikke gjort noget, havde hun dog været i sit dårlige humør havde hun med garanti gjort en hurtig ende på ham, men hun var i roligt humør så medmidre han dummede sig gevaldigt ville hun intet gøre ham. Hendes øjne glimtede ganske kort idet hun mødte hans blik intenst. "Ah.. det var vand delen der forvirrede mig så.. jeg mente nok du ikk var normal" sagde hun med charmerende stemme. "Du gætter helt rigtigt dæmon, jeg er vampyr og har været det.. puha.. længe efterhånden, men du er ny her.. havet trækker stadig i dig.. det kommer du nok af med.. og dog" hun tav og gik om på den anden side af bænken, satte sig langsomt og strakte sig med rolige bevægelser.
Aubrei stirrede længe og intenst på de to fiskere, skulle man mon?.. neij.. neij det var en tand for åbenlyst, og selvom hun godt kunne li at maden var nem, var det sjovere når hun kunne lege med den.

Hendes øjnes intense gløden frembragte en kuldegysning i Athal, og han følte sig helt forvirret, da hun snakkede til ham. "Nåh - jah, det er selvfølgelig rigtigt," istemte han uden rigtigt at kunne finde eller hale ved sine egne ord. Han åbnede og lukkede munden, men da hun nåede til det omkring havet, kom det skeptisk (og en smule modargumenterende) fra ham: "Hvorfor skulle jeg komme af med det?"
Havet var og ville nok altid være hans ømme punkt. Det havde naturligvis noget med hans race at gøre, og så kunne man jo også lægge baggrunden oveni.
Han betragtede vampyren, der nu (antog han) stirrede med et sultent blik over på de to fiskere. Athal sank en klump og var nu pludselig endnu mere glad for, at det ikke var endt ud i en slåskamp. Hun virkede som typen, der ikke ville tøve med at knækken halsen på en for at få blodet, hvis hun bare var tørstig nok - eller hvis hun nu kedede sig. Den sidste tanke trak en ny rislen af ubehageligheder ned af hans ryg.
"Hvad hedder du så?" spurgte han. Det var hverken uvenligt eller ufatteligt muntert (han var stadig en smule fornærmet), og han betragtede hende nysgerrigt.

Aubrei løsrev sit blik fra fiskerne, og vendte det hen mod ham idet han snakkede, hun kunne tydeligt fornemme han ikke var videre tryg ved hende, men det bebrejdede hun ham nu ikke for, hun ville nok heller ikke være tryg ved sig. “Årh jeg ved ikke… det sker for nogle af og til” svarede hun med en rolig stemme, og så ham i øjnene, hendes blik vaklede ikke, havde aldrig gjort det, selv som dødelig havde hun gjort sig bemærket ved at være kold overfor alle der ikke betød noget, det havde skabt en del fjender desværre.
Aubrei grinte kort for sig selv, meget kort, “Jeg ved godt du så hvor jeg kiggede hen, og dine tanker er helt korrekte, hvorfor jeg ikke bare går hen og myrder dem? Jeg nyder at lege med maden, jo ældre jo kedeligere.. Du derimod.. “ hun tav og hvilede igen blikket på¨ham, hendes blik fik et drillende skær, hvilket betød hun ikke ville gøre ham noget lige nu. Hun lod hånden glide gennem sit ildrøde hår, og smed det bag ryggen “Mit navn er Aubreiane” svarede hun let og tyggede sig kort i kuglen på sin tungepiercing “Og dit navn?” spurgte hun derefter og pillede ved sin halskæde. Halskæden forstillede et hjerte med en kniv igennem, et hun havde fået for længe siden,.

Athal kunne ikke andet end at finde hendes svar kryptisk, og de stålsatte øjne fik hans psyke til at vakle. Han så væk et øjeblik, men forbandede så sig selv for at være så svag. Med sit blå blik så han igen ind i hendes, og trods vældede med det samme op i ham, som opkastgylle i halsen. Ordene om sømændene og derefter om ham selv gjorde ham vred. Han fik lyst til at råbe og skælde ud over, at hun overhovedet kunne sige sådan noget. På den anden siden lå det jo til enhver vampyrs natur, og det var vel næppe noget, man kunne bebrejde.
Munden var knebet tæt sammen, som prøvede han at lukke alle ordene inde, men da hun gav ham sit navn, åbnede han den igen: "Jeg hedder Athal," svarede han. Han så sig omkring og dernæst på vampyren igen. "Hvis du ikke er her for at dræbe sømænd," kom det småprovokerende fra ham, "hvad laver du så?"
Havet brusede uafbrudt mellem dem, og tusmørket tog mere og mere til, som minutterne gik.

Aubreiane smilte svagt for sig selv, hun vidste han var vred, en nem ting hun kunne gøre ved folk, tit tænke hun ikke over det, men i dag var hun i et lunefuldt humør, og kunne ikke selv lige gøre for hun havde lyst til at drille. “Årh jeg overvejede at dræbe dem ganske kort.. Men jeg nyder at gå for mig selv om aftenen, og i dag er det årsdagen, for jeg blev forvandlet så jeg nyder at gå alene når det er” sagde hun roligt og så på ham.
“Nårh men, jeg kan godt mærke du helst er fri for mig, så nu vil jeg lade dig være alene” erklærede hun roligt, og rejste sig derefter, hun lod de spinkle blege hænder glide ned i lommerne, jakken skjulte hvis hun havde noget dernede i lommerne, Men efter hendes rolighed, kunne man sagtens tro det. “Så jeg byder dig farvel, Athal vanddæmon, “ fortsatte hun let, men nu havde hendes stemme ændret sig tilbage til at være forførende og charmerende, hun fandt ingen grund til at blive der hvis hun var uønsket, ikke i det her tilfælde i hvert fald. blikket gled mod de to fiskere igen, kort overvejede hun det, men trak så på skuldrene, og traskede lidt ned af havnen. Hendes skridt var stadig lydløse, og hendes bevægelser en anelse svævende, meget yndefuldt når man tænkte over det.

Athal knyttede hænderne ned langs siden og stirrede med en blanding af irritation (og en underlig form for længsel - men det ville han langt fra indrømme) på Aubreaine. Han kunne slet ikke lide det, hun fortalte ham; slet ikke. Forskellige kræfter trak i ham, da hun vendte ham ryggen, og en indre diskution var godt i gang. Til sidst kunne han dog ikke holde det ud mere. Med bestemte skridt satte han efter hende, og da han endelig nåede op på siden af vampyren, lagde han, uden at tænke over det, hånden på hendes arm. "Du skal ikke tro, jeg er dum!" sagde han heftigt. Blikket flakkede mellem hende og fiskerne. "Hvis du absolut skal tage nogens blod, kan du så i det mindste ikke gøre det et sted, hvor jeg ikke ved noget om det?"
De blå øjne syntes mørkere, og han mærkede en velkendt trækken i sine skulderblade. Tanken om at Aubreaine når som helst kunne finde på at dræbe fiskerne - nærnest for sjov skyld! - gav ham kvalme helt ind til marven.
Det gik op for ham, at han stadig stod og holdt på hende, og han trådte hurtigt et skridt tilbage. Én ting havde hans flugt lært ham; og det var ikke at tage sin modparts styrke forgivet.

Aubreiane lod blikket flakke udover havet med tænkende øjnene, han virkede spændende, og dog.. hun kunne umuligt viste interesse for nogle på den måde, men han virkede anderledes, det var jo klart nok.. Hun bebrejdede ham ikke at han foragtede hende, det ville hun nok oz selv gøre hvis hun ikke havde været hvad hun var.
Pludselig mærkede hun hans hånd på sin arm, hun snurrede rundt og vred hans arm rundt på ryggen, en skarp negl hvilede mod hans hals, det havde været ren refleks, og da hun først opdagede hvad hun havde gjort slap hun ham langsomt, hans puls der dunkede uden den tynde hud på halsen gjorde det svært at fokusere, nemmere end hos andre, men svært stadig,. Lydløst gik hun hen foran ham igen, “Undskyld” sagde hun kort for lige at have angrebet ham uden videre. Hun grinte roligt og så ham i øjnene “Har jeg sagt du var dum? Jeg ved udmærket hvad du tænker om mig, tror du selv jeg har valgt det her liv? For det har jeg ikke, og jeg hader at bide folk og dræne dem for blod, men jeg skal oz overleve, sådan er jeg, jeg har ikke et valg, du har et valg med hvad du vil spise, så hold op med at døm mig, du kender mig ikke, og du ved INTET om hvordan det er” hendes stemme var neutral hun var ikke vred som sådan, irriteret.. Skuffet over sig selv, at se på ham og vide at hun så let som ingenting kunne bide ham. Og at det ikke mindst fristede hende, hun lod vægten glide over på det ene ben, og hvilede armene ned langs siden, mødte hans blik stadig, det vaklede ikke, havde aldrig gjort det.

Aubreaines forsvarsteknik skete så hurtigt, at Athal ikke nåede at registrere andet end at han pludselig befandst sig i en stærk armlås og at noget skarpt befandt sig meget tæt på hans hals. Alle muskler stivnede, og et øjeblik kunne han slet ikke trække vejret af ren frygt. Så bed han tænderne sammen. Det rykkede igen i skulderbladene, og denne gang var han lige ved at lade det store vingeomfang bryde løs, men i samme øjeblik gav hun slip på ham.
Han sprang adskillige skridt tilbage og stirrede på hende med store øjne. Hånden var hævet, parat til angreb, men da hun undskylde, sænkede den sig adskillige centimeter. Grunden at hun ikke lød særlig fortrydelig fik ham dog til at holde smilet nede, og han stirrede på hende med en isnende kulde i blikket. "De mænd har et formål med livet," snerrede han ud mellem sammenbidte tænder. Den løftede arm blev nu brugt til store armbevægelser i stedet for. "De har koner, børn - og det vil du bare tage fra dem?!" Han udstødte et fnys af væmmelse. "Nej, jeg forstår dig ikke, og det kommer jeg nok aldrig til."
Der var en grund til, at han handlede sådan, og de flashbacks, han fik i samme øjeblik, gav ham lyst til at kaste op. Vrede øjne, råb, skrig ...

Aubreiane så ham iskoldt i øjnene og grinte for sig selv “Prøver du at være bedrevidende Athal? Tror du ikke jeg ved det? Tror du ikke jeg ved hvad de tænker i de sidste sekunder inden jeg bider dem, bare så du ved det, så prøver jeg at undgå det, og vær du bare glad for jeg er i godt humør ellers havde du ikke klaret dig så længe “ hvislede hun koldt og gik et par skridt tilbage og så så ud mod havet.
Hun lod langsomt hånden køre gennem det røde hår og lod det glide nedover skulderen, inden hun vendte blikket tilbage til ham hun smilte lidt “du ved intet om mit liv Athal, du er ikke hæmmet af noget som helst, det er jeg, og det har jeg været så længe efterhånden, at jeg ikke tæller længere, for det kan ikke betale sig, hvis du virkelig væmmes sådan af mig, hvorfor gik du så hen for at forhindre mig i at gå?” hendes stemme der før havde været kold som is, var nu mere rolig, fattet, og øjnene begyndte nu igen at glimte roligt, hun lod dem et øjeblik blive røde for at slappe lidt af, det var besværligt at holde dem grønne så længe af gangen, men hun blev bedre og bedre til det.
Aubrei lod ryggen hvile mod en husmur, og lod den spinkle hånd glide henover sin hals, hvor der stadig var to små ar, de stammede fra den gang hun blev bidt, dem havde hun endnu ikke formået at gemme, hun havde da hørt om man kunne, men så langt var hun ikke.

Han var glad for, at blikket ikke kunne dræbe, for med det blik, Aubreaine sendte ham, ville han da ligge adskillige meter under jorden i en kiste, allerede nu. Hendes iskolde blik overskyggede dog ikke én centimeter af hans egen foragt, og han gengældte det uden at blinke. Hvis hun troede, hun kunne vinde kampen ved at stirre ondt på ham, så skulle hun se ham give den gas!
"Så vælg dog nogle andre at æde!" udbrød han, så det næsten steg til en råben. "Tag - tag en af de ensomme junkier ved stripbare! Sug al blodet ud af seriemorderen! Deres liv er i det mindste ikke spildt!" Han lod luft hvisle ud mellem tænderne. "Hvis du tror, det gør mig bange, at du siger det der, så tager du helt fejl!"
Han troede ikke, det kunne blive meget værre, men hendes næste ord fik et stik af raseri tændt i ham. Det trak nu mere end nogensinde i hans skulderblade, og han kunne smage blod i munden, da han havde bidt tænderne sammen. De var allerede blevet skarpe. "Hæmmet?" hvæsede han. "Siger du, jeg ikke er hæmmet? Vampyr, du ved mindst lige så meget om mig, som jeg ved om dig! Du ved intet omkring det, jeg har været igennem!"
Han hev efter vejret, idet en ild af en indre eksplotion gik gennem hans rygrad. Frem groede to vinger. De var lige så mørke og blågrønne som hans hår og stod i skærende kontrast til de havblå øjne, der nu var blevet en tand mørkere, dybere. Som et hav i oprør.

Aubreiane så iskoldt på ham stadig, hun havde ikke i sinde at sænke blikket og lade ham vinde, “Så lad være med at snakke om mig, med så meget foragt i din stemme, du ved intet om hvem jeg går efter, hvis du vidste hvor svært det er at lade de mennesker være, når man kun kan høre deres puls hele tiden, igen og igen “ hvislede hun iskoldt, hendes hånd dirrede let idet hun måtte tage sig selv i nakken for ikke at lange noget så grusomt ud efter ham,.
Aubrei smilte idet hans vinger kom frem, de var ret flotte, men hun måtte ikke hoppe ud af fokus igen, det kunne blive fatalt for hende, “Det er dem jeg går efter, jeg går efter dem der intet liv har, men jeg kan ikke altid styre det, for det ikke altid der er nogen okay” sagde hun roligt og lettede lidt på jakken, så både den ret forførende kjole kom til syne, men også det sværd der hang ved hendes side, “Er du villig til at tage den chance dæmon, er du villig til at se hvem af oz to der falder først?” spurgte hun roligt, var ikke bange, og slet ikke for at dø, det ville med garanti gøre mindre ondt end første gang,. Med et skuldertræk rettede hun sig op, “Jeg gider ikke slås med dig, det alt for tidligt på natten til det” sukkede hun, lukkede dog ikke jakken igen, den var alligevel lidt varm, havde hun haft et hjerte, var det nok sprunget ud af brystet på hende, af bare spænding, det var længe siden hun havde sloges med nogen, men egentlig ville det være synd for dem begge at starte.

Aubreaines argument fik lukket munden på Athal et godt stykke tid. Jo, okay, godt nok vidste han ikke lige hvem, hun gik og dræbte, men hun havde jo for pokker lagt så meget op til, at det ikke ville gøre hende noget, hvis fiskermændene blev aftenens hovedret! Han havde vel al mulig grund til at tænke sådanne tanker om hende - havde han ikke?
Hvor hendes smil gjorde han sur! Han kunne nemt mærke, at det især var med til at påvirke hans vrede, og vingefanget syntes kun at vokse sig endnu større. "Jeg vil ikke kæmpe med dig, nej," svarede han med en stemme, hvor det lykkedes at få den kontrolleret ned til kølighed på køleskabsniveau. Det kølige blik vaklede dog en smule, da hendes yndefylde kjole kom til syne, og en rødmen steg til kinderne."Men hvis det er nødvendigt, vil jeg ikke tøve med at brække halsen på dig!"
Athal var ikke lige typen, der dræbte folk, men med visheden om at en vampyr skulle bruge meget mere råstyrke og et par spidse pæle til at blive slået ihjel, vidste han, at det ikke ville gøre så meget. Indtrykket af at vampyrer var onde og følelsesløse var trukket dybt ind på hans nethinde, og han hadede denne vampyr mere og mere, som sekunderne gik.

Aubreiane bemærkede hans blik på sin kjole og lod ham stirre hvis han ville, han vidste intet, hun havde ikke bedt om det her liv, hun havde faktisk tigget om ikke at blive det, men hun havde ikke haft valget, forvandlingen havde taget flere timer fordi hun kæmpede så meget imod, hvilket var grunden til hun var så stærk som hun var.
Et smil bredte sig på hendes røde læber “Hvis det blev nødvendigt Athal, ville jeg ikke tøve med det samme, men jeg fornemmer at denne kamp kunne ende med vores død, så måske det kun godt.” sagde hun roligt og rettede lidt på sin kjole,.
Hun lod blikket glide over hans vinger igen, de fascinerede hende faktisk, måske fordi hun ikke havde set en levende vanddæmon før, hun vidste det faktisk ikke. Let lod hun blikket hvile ind i hans øjne igen “Athal, din foragt over for vampyre er ret tydelig, men er du ikke rar at holde op med at kigge på mig som en koldblodig morder,? Indrømmet årene har gjort mig mere morderisk, og det beklager jeg, Men jeg bad ikke om et liv som vampyr, og når alle hader en, så kan jeg ikke lade være” sagde hun kort, hendes stemme virkede fraværende denne gang, men det var tydeligt hun mente det hun havde sagt,.

Athal åbnede munden for at komme med en spydig kommentar, men godt det samme, da hun snakkede videre. Det var måske en god ting, eftersom den uudtalte kommentar kunne have været dråben, der ville få bægeret til at flyde over. Måske ville de begge have fortrudt det grueligt bagefter, eller også havde der slet ikke været noget at føle i døden.
De altoverskyggende vinger faldt ligesom lidt sammen, da han lyttede til Aubreaines ord, og øjnene syntes knap så mørke mere. Han sank en klump og så ned. Så, med en lyd som når man vrider en mellemvåd klud, forsvandt vingerne ind mellem skulderbladene igen. Spidse tænder blev normale igen, og øjnene genvandt sin normale, blå farve. Al truende adfærd forsvandt fra Athal.
Med et blik tilbage, som kiggede han efter en siddeplads bag sig (dog var der ingen), dumpede han ned på jorden. Han støttrede albuerne op af knæene og rodede sig frustreret i håret. "Det må du undskylde," mumlede han. Det var oprigtigt ment, men der var stadig en smule bitterhed gemt i stemmen.

Aubreiane bed sig svagt i læben og så mod himlen, det var stadig tidligt, i hvert fald for hende,. Et suk undslap hendes læber, idet hun hvilede øjnene på ham, stadig en kende fraværende, indtil hun pludselig blinkede og smilte svagt “Jeg bebrejder dig ikke..” svarede hun stille og satte sig langsomt overfor ham dog på knæ. “Jeg ville nok tænke det samme hvis jeg ikke havde været det jeg er” hun lød som om hun overvejede det, inden hun nikkede bekræftende.
Blidt lod hun hånden skubbe sit hår om på ryggen, “hvor bor du henne så?” spurgte hun langsomt, prøvede klart at bløde lidt op for den tryggede stemning,. Let lod hun fingrene pille ved sin halskæde, hun burde for længst have smidt den langt væk af ren og skær had, og så alligevel var den hendes eneste forbindelse til et liv som dødelig, hun havde endnu ikke kunnet finde ud af det.”Jeg kan godt li dine vinger” mumlede hun en anelse langsomt, det var tydeligt lidt svært for hende at komplimentere andre, men hun gjorde sit bedste, og stak ham et undskyldende smil bagefter. Han virkede stadig rar at snakke med, og hun skammede sig lidt over at have gjort ham sur, men hun havde ofte den virkning på andre.

Athal lod begge hænder falde og løftede varsomt blikket, idet hun satte sig overfor ham. Det overraskede ham, at hun pludselig kunne være så .. blid. Han rettede sig lidt mere op ved hendes ord, og et skævt smil dukkede frem.
"Ja, det er jo lige det," svarede han med træt stenme. "Jeg har ikke været her i så lang tid, at jeg har nået at finde mig en bolig endnu. Indtil videre har søen været mit bedste opholdssted." Han tøvede lidt. "Men det er nu også fint nok. Jeg er jo trods alt født til elementet, ikke?"
Blikket flyttede sig fra hendes ansigt og fandt ro ved havets blide brusen. Tusmørketiden var ovre dem nu, og natten lå på kanten til at tage over. Han bed sig i læben og spurgte så: "Og hvor holder du så til?"
Der var stadig den der ting. Den der nagen ved at snakke så venligt med en vampyr. Athal ville aldrig have tilladt sig selv det, men nu, da de alligevel havde været så tæt på at toppes fuldstændigt, indså han, at der trods alt ikke var noget videre galt med at snakke lidt med hende. På en måde følte han sig vel lidt nysgerrig.
Med et ryk drejede han hovedet, da hun komplimenterede hans vinger, og han måtte tage sig sammen for ikke at måbe. "Hva' - nåh, men'eh .. tak." Han udstødte et latterfnys. "Du har da også nogle meget pæne .. øh - øjne."
Rødmen trak atter hans kinder op, og han skar en indre grimasse. Det kunne nemt misforstås, men det havde nu også været en oprigtig kompliment.

Aubreiane lod ham sidde i sine egne tanker for en stund, lod stilheden sænke sig over dem, det var rart med stilhed af og til, det befandt hun sig ofte i. Hun prøvede virkelig af en god bid af sit sorte hjerte at være venlig, selvom det var ret svært for hende, uvant faktisk.
Hun grinte ganske svagt og lod hovedet glide på skrå, månen fik hendes øjne til at glimte en anelse, og for første gang længe nåede smilet hendes øjne, “Du er vel oz fint tilfreds nede ved vandet, end hvis du pludselig skal bo i et indelukket hus?” spurgte hun langsomt og pillede lidt ved en nitte på sin støvle. “Årh mig?.. Bare et par km herfra, jeg ville gerne fortælle dig hvor, men man ved aldrig hvem der lytter” mumlede hun stille, et kort øjeblik blev hendes røde øjne næsten sorte, og en skamfuld skygge dukkede op i hendes ansigt, tænk at hun tillod sig selv stadig at frygte ham, efter så mange år.
“Er du helt sikker på det var ordet øjne du ville bruge?” smilte hun drilsk og bed sig en anelse i læben, hun så legende ind i hans øjne, “Men tark, uanset hvad du så hentydede til” sagde hun charmerende og så kort mod en båd der lagde til, overvejede kort om hun skulle smutte, men nej, denne gang ville hun blive og snakke med Athal, hun kunne ikke gå hver gang der kom dødelige, det havde hun efterhånden lært. “Men hvorfor kom du hertil Athal? Jeg mener… der er sikkert en masse andre steder du kunne have valgt?” spurgte hun derefter langsomt og pillede igen ved sin halskæde, en ekstremt dårlig vane.

"Jah, det er vel rigtigt," istemte Athal med et skævt smil. Hendes ord satte straks en længsel frem i ham, og han kastede et kærligt blik udover havet.
Han lod øjnene scanne området, da hun kom med det nogenlunde kryptiske svar, og de mørke bryn trak sig sammen. "Hvad mener du med, at hvis nogen lytter?" spurgte han. "Er du under dækning eller sådan noget?" Om det var ment som en spøg eller et oprigtigt spørgsmål, var han ikke engang selv sikker på.
Han lo kort. En latter, der slog hans nakke tilbage og fik skuldrene til at hoppe. "Helt ærligt?" smilede han. "Det ved jeg knap nok selv. Jeg er ikke vant til at sludre med vampyrer."
Vinden legede i en let dans med hans hår og bragte en stærkere duft af saltvand og hav med sig. Athal indsnusede intenst duften og betragtede det bølgende hav. Det var et godt stykke tid siden, han sidst havde været i havet, eftersom der kun havde været søer til rådighed så langt inde på landjorden. Han følte sig fristet. Det ville vel ikke skade med en lille dukkert?
Aubreaines spørgsmål bragte ham med et sæt tilbage til virkeligheden, og der passerede adskillige sekunder, før han forstod, hvad hun mente. Det venlige smil gled hen over i det mere mørke, og han mumlede bittert: "Det er det sikreste i øjeblikket." Så gjorde han et hovedryst. Havet havde en beroligende effekt, men nogle gange blev han lidt for eftertænksom. "Nogke gange har man bare ikke et valg, når man ser en by som denne," rettede han det til. Han gjorde en beskrivende gestus ud mod havet og havnen.
Nu skulle spørgsmålet sendes tilbage. "Hvad med dig?" spurgte han med sært glimtende øjne. "Hvad laver du isådan et sted?"

Aubreiane fulgte hans blik mod havet og bed sig i læben, hun syntes det var fint nok herfra, men ville nok ikke turde at hoppe i vandet alene, let sukkede hun for sig selv, og vendte blikket tilbage på ham da han snakkede, blidt snoede hun en tot hår om sin finger og smilte lidt til ham, “Så jeg er farlig?” drillede hun og grinte svagt for sig selv, mørket om hende gjorde hende altid mere rolig, nok derfor hun var blevet så dyster.
“Uhm… der hvor jeg boede før der vidste ham der bed mig den gang hvor jeg var… så jeg flyttede til sidst.. Uhm.. Og jeg tør ikke sige hvor jeg bor af fare for han høre det og finder mig” mumlede hun og så en anelse tænkende mod havet, hun tyggede sig stille i læben.
“Well.. Vi kan vist hurtigt konkludere jeg er.. Bange for ham selvom det er mod min natur, men.. Ej never mind, skal ikke sidde her og fortælle dig om min forvandling” smilte hun svagt og så tilbage på ham, blidt pillede hun ved en sten på jorden, og lod en finger køre rundt om den på jorden, små flammer omringede den snart, men døde hurtigt ud igen, “Hvorfor er det sikrest? Flygter du?” spurgte hun langsomt, ikke ment som en foragt, hun var bare nysgerrig, og flygtede jo selv så. Aubrei fangede hans blik idet han begyndte at snakke igen, smilte så en anelse drilsk og holdt hans blik fast, “Jaa.. Det jo lige det.. På min færd omkring i landet faldt jeg over det her sted og.. Ja stedets dysterhed tiltrak min, så jeg valgte at blive her, og nu har jeg været her ret længe faktisk.

Athal bed sig i læben for ikke at grine for højt. "Tjah, hvem ved? Jeg har jo trods alt lige mødt dig, Aubreaine," argumenterede han med en munter klang i stemmen. En nuance af sandhed delte dog spøgen, og han sendte hende et nysgerrigt blik. Hvor meget var hun værd at stole på?
En medfølende grimasse løb over hans ansigt, da hun fortalte om sin onde forfølger, og et stykke af foragten mod vampyrer - eller måske kun mod denne - flyttede sig fra hans samvittighed. Han pillede lidt ved sine skos snørrebånd og stirrede tænksomt ned i bølgerne. "Jeg har god tid," sagde han roligt, som sandt var.
En rødmen dominerede hans knder, da hun spurgte, om han flygtede fra noget, og han mødte varsomt hendes blik. "Det er en lang historie," svarede han med det samme, skæve smil. Han lænede sig tilbage på hænderne og sendte himlen et køligt blik. "Det korte af det lange er, at jeg i hvert fald ikke kan føle mig tryg i nogen by særlig længe. Den længste tid, jeg nogensinde har opholdt mig et sted, har højst været et halvt år."
En stjerne viste sig på himlen, og han gøs ubevidst. "Det har selvfølgelig ikke stået på for altid, du ved .. " fortalte han og lod atter sit blik møde hendes. "Vel omkring siden jeg var tretten."
Dysterheden havde igen sneget sig ind i hans stemme, som skygger sniger sig ind ved tusmørketid, men han virkede lidt gladere, da hun i et drillende tonefald svarede ham: "Det kunne jeg have sagt mig selv," kommenterede han kæphøjt. Man måtte vel have lov til at drille vampyren lidt.