Havets kald

Blanke, uforståelige tanker føg gennem Athals hoved, og han betragtede Aine med en snigende frygt. Hvad var det nu, der var med den rose? Han havde med det samme vidst, at det havde betydet noget dårligt, da den sådan lå efterladt i entréen - intet normalt væsen ville da gøre sådan noget! -, og Aines reaktion havde straks sat en endnu mere forfærdet process i gang i ham.
Han åbnede munden for at spørge, hvad meningen var, da det med ét ramte ham. Erindringen om Aine ved havnen. Aine, der fortalte om en sindssyg forfølger, som havde forvandlet hende til en vampyr og derefter pønsede på noget ondskabsfuldt. Historien lød i hvert fald lidt hen af i den retning.
En isnende kulde, koldere end Aines blege hænder, nåede hjertet, og han stirrede nu med opspilede øjne på hende. Nu gav det pludselig meget mere mening, at hun stod og undgik hans blik. I samme øjeblik hun løftede blikket, voksede vreden, varmt og pulserende.
Hans hænder lukkede sig beroligende om hendes, og det var lige før, han måtte koncentrere sig om ikke at klemme for hårdt.
"Ingen problem," sagde han kortfattet og uden at fortrække en mine, da hun takkede ham for så en simpel ting. Øjnene gled på detektivagtig vis rundt i entréen og undersøgte dernæst trappen.
Han mærkede hendes hænders greb slækkes og så med bekymret mine på hende. "Aine .. " sagde han langsomt, som overvjede han noget. "Tror du, han er her?"

Aubreiane bed sig hårdt i læben endnu en gang, og hvilede blikket mod den sorte rose, "Jeg ved det ikke.. han er god til at skjule sit sind så jeg kan som regel ikke mærke ham.. men han har været her.. mange gange.. han kommer nok igen når mørket falder på.. rosen er bare for at skræmme mig.. fordi han så ved, at jeg ved han er her.. at han har fundet mig igen.." sukkede hun og pillede ved sin kjole.
"Jeg orker bare ikke at flygte mere Athal.. men jeg ved ikke.. om jeg er stærk nok til at komme af med ham... og nu ved han oz du har været her.. så nu du heller ikk sikker mere.. jeg skulle aldrig have inviteret dig hjem.." mumlede hun og rystede på hovedet, gik lydløst ind i soveværelset og satte sig på sengen.
Hendes før så rolige og selvsikre ydre, var krakeleret, så det nu var tydeligt, hvor meget hun egentlig frygtede denne vampyr. "Jeg kan oz bare give ham hvad han vil.. så sker der ikke dig noget i hvert fald.." sagde hun langsomt og så ganske kort frem for sig,.
Ville det virkelig være det nemmeste? at lade Aubrey den ondsindede vampyr få magten over hende?, ja.. ja det ville det med garanti. let lod hun hænderne hvile over øjnene kort for at klare sindet, lod det så glide yndefuldt om i håret og begyndte så at pille ved en enkelt tot af det. Idet hun hvilede blikket ned i det mørke trægulv, faldt lidt af håret ned foran hendes øjne. De var stadig røde, Athal vidste jo hvad hun var, så det ville være dumt at bruge energi på at holde øjnene grønne.
"Jeg er alsa ked af at rode dig ud i det her.. det er jeg virkelig" sagde hun stille og bed sig igen i læben, hun mente det oprigtigt, havde faktisk aldrig sagt den sætning før og ment den.

Athal kiggede sig ængsteligt omkring i entréen, som om han forventede, at vampyren ville springe frem fra den nærmeste jakke med polkaprikket hat og paraply som camouflage.
Aines ord havde en nævebringende virkning. Pusten blev næsten slået ud af ham ved tanken om endnu en syg forfølger, og et kort øjeblik - bare et øjeblik - var han stærkt på nippet til at tage benene på nakken og flygte. Ligesom hende orkede han ikke flere opgør og kampe med sindssyge mordere. Men så snart øjnene igen faldt på hendes kønne ansigt, vidste han, at alt andet end at blive hos hende ville være kujonsk og modarbejdende mod hans egen morale. Tanken om at hun også skulle være alene med en skabning som denne, der luskede rundt udenfor hendes hus, gav ham også voldsomt myrekryb.
Han fulgte efter hende, da hun atter svævede ind på soveværelset. Hendes ansigt så simpelthen så fortabt og bekymringstynget ud, at han med det samme fik lyst til at pakke hende ind i et tykt lag vat.
Verden gyngede en smule, og først troede han, det var selve huset, at vampyren faktisk allerede var kommet, men så gik det op for ham, at det var ham selv, der stod og svajede usikkert. Hvor mange timer havde han nu været vågen? 24-25 timer?
Med tør mund skridtede han over gulvet, og sengen gav sig blødt, da han satte sig ved siden af hende. "Det skal du ikke være ked af, Aine," sagde han indtrængende og strøg hende beroligende over ryggen. Han aede hende blidt på kinden, og en dyb indånding rullede gennem ham, inden han sagde: "Selvfølgelig bliver jeg hos dig. Og du skal ikke så meget som tænke på at overgive dig."
Når han sagde, han blev hos hende, betød det naturligvis, at hun den kommende nat heller ikke skulle være alene.

Aubreiane så ham langsomt i øjnene, da han sagde hun ikke blev alene, smilte så ganske stille, og strøg hans kind svagt, lænede sig hen og kyssede hans kind, "Athal.. tusind tark.. læg dig nu ned... du træt, jeg kan se det på dig, læg dig og sov, jeg bliver her sammen med dig" mumlede hun mildt og smilte charmerende.
Det at Athal ville blive hos hende, selvom hun lige havde advaret ham om Aubrey, og hvad der ville ske, hvis Aubrey besluttede sig for at komme efter ham, gjorde hende mere afslappet, rolig. at vide han bekymrede sig for hende, gjorde hende faktisk glad.
Hun rejste sig og gik hen til et af skabene, hvor hun fandt en ekstra dyne, og en ekstra pude som hun langsomt gik hen til sengen med, og lagde så de begge kunne ligge der.
"Hør.. jeg tror ikk han komme efter dig.. det burde han ikke men nu er du advaret.. tark.. fordi du bliver her lidt endnu, og ikke bare løber derud af" smilte hun svagt og så tænkende på ham.
Gad vide om hun skulle skifte til nattøj, ville han ikke blive genert over det? jo det ville han nok, så måske skulle hun bare sove i sit tøj, hun ville nødig gøre ham mere genert end hun allerede havde gjort. "Han vil have mig.. han vil bare have mig som sin personlige slave blodbank.. som han kan gøre hvad han vil med.." hun sukkede og lod den spinkle hånd løbe gennem det knaldrøde hår.
Langsomt lagde hun sig ned under den ene af dynerne, og nussede blidt hans arm, betragtede ham tænkende mens hun gjorde det, vidste ikke om han hellere ville sove på sofaen, hvis det var det han hellere ville, skulle hun nok gå ned og rede op til ham, men hun vidste det ikke.
"Hør uhm.. vil du hellere ligge i stuen?.. undskyld jeg ikke spurgte jeg glemte det lige" smilte hun svagt, og lod kort tungen glide ud og fugte sine læber lidt, hun tog let hans hånd.

I dette ene tilfælde ønskede Athal næsten, at han også var en vampyr. De kunne i det mindste holde sig vågen i op til flere dage. Men selv en dæmon som ham behøvede søvn, og Aines stemme var som en blid svanefjer mod øjnene.
Han smilede skævt og slog ud med armene. "Det er jeg ked af. Hvis du måske havde en masse sukker på lager, kunne jeg godt holde mig vågen et par timer mere, men .. " Et stort gab krængede sig klagende ud, og han faldt dovent bagover i de bløde pudefald. Hvis det ikke havde været ved højlys dag, ville han nok aldrig have givet efter så let, men vampyrer færdes jo bedst i mørke. Så Aine var vel ikke i så stor fare lige nu - vel?
"Tro mig," brummede han og gav efter for lukkede øjne. Sanser fortalte ham, at hun lagde sig tæt ved siden af ham, og gløder og gnister gik straks i selvsving inden i ham. Trætheden fik ham til at vrøvle. "Tro mig; jeg har en del erfaring med at flygte. Isdæmoner, eller hvad de nu hedder, er nogle rigtig .. æh, badass." Han fniste lidt ad sine egne ord.
Aine virkede stadig en smule anspændt, og han åbnede anstrengende øjnene en smule. "Sådan en idiot. Hvorfor er det også altid sådan, at der er nogle onde væsener, der er så sygeligt besat af en, at man ikke engang kan gå i bad uden at høre Psycko-melodien spille i ens hoved?"
Han begyndte at himle med øjnene, hvilket også viste sig at være nyttigt i hans næste bedrift. "Hva'?" Nej, jeg synes da, jeg ligger meget godt her." Han smilede bredt til hende, men han lignede mest af alt en, der lige havde været en tur i tandlægestolen med lattergas på fuld tryk. Hendes fingrene kildrede dejligt op ad hans arm, og han greb hendes anden hånd.

Aubreiane smilte og nussede hans hår længe og blidt, ville bare have han lå behageligt, og kunne sove, hun vidste det var vigtigt han fik søvn, selv behøvede hun det næsten ikke,.
Efter han var faldet i søvn lå hun bare og stirrede på ham, lå og lyttede til hans puls, hun misundede ham for at kunne gøre som han ville, hvad ville hun ikke give for at være som ham. nogle gange savnede hun sollyset, andre gange gjorde det hende ikke så meget.
Efter et par timer rejste hun sig, gik langsomt ned i køkkenet og tog et glas, fyldte det langsomt med vand, og fandt nogle piller, hun smd en enkelt pille i der gjorde vandet til blod.
En stikkende fornemmelse fik hende til at se om bag sig, hun gispede og tabte glasset der knustes mod gulvet, en hånd lukkede sig om hendes mund, self havde han gemt sig, hvorfor havde hun ikke regnet det ud, han havde bare ventet på Athal faldt i søvn. for så at kunne fange hende.
Aubrey's iskolde røde øjne borede sig ind i hendes, stilheden sænkede sig over dem, de snakkede i sindene, men hans kolde hånd havde allerede fanget hendes og vredet dem om på ryggen, hvorfor gjorde hun ikke modstand, hvorfor kunne hun ikke? det havde hun aldrig kunnet.

Overgangen fra den vågne tilstand og over i drømmeverdenen var så blød og uhindret, som at falde gennem vandets kølige overflade, at Athal ikke engang bemærkede det. Oplevelser og bearbejdelser arbejdede sig gennem hans hjerne, og han snorkede slumrende.
Hvad det så var, der vækkede ham, vidste han ikke engang selv. Trætheden burde have fået ham til at sove i mindst 12 timer, men en uhindret kraft fik ham lettere forundret til at vågne.
Måske var det den manglende tilstedeværelse af Aine - han var ikke sikker -, men da han opdagede, hun var væk, greb iskolde fingre om hans indvolde og vred dem en dobbelt omgang. Hvor var hun?!
Med så tyste skridt, som det var muligt, kom han, omend en smule vaklende, på benene og stavrede forsigtigt hen til døren ..

Et knytnæveslag ramte Aubrey hårdt på siden af hovedet og ville være nok til at slå en hårdfør vampyr som ham en smule ud af kurs. Næven bestod nemlig ikke af menneskelige eller andre former for levende væv. Den kæmpemæssige knytnæve, som næsten lignede en komisk tegning fra kendte tegneserier, var professionelt fremstillet af det pure vand og havde et tryk, som stammede vandstrålen direkte fra Stillehavsbunden.
Ved døråbningen til køkkenet stod en noget pjusket Athal. De sorte vinger havde atter fundet deres plads fra hans ryg, og de skarpe tænder tilsatte et ekstra gram til det morderiske udtryk, han nidstirrede indbryderen med.
"Slip hende!" snerrede han. Igen hævede han armen, og en kaskade af vand ramte Aubrey.

Aubreiane gispede idet Athal's slag ramte Aubrey, Aubrey vendte sig koldt om mod Athal, og gjorde ingen mine da vandet ramte ham, "Årh, er det din nye ven Aub? han er da sjov hva?" han smilte faretruende.
Aubrei så svagt mod Athal, derefter tilbage på Aubrey "Du holder dig fra ham.. Athal har intet med det at gøre" mumlede hun lavt, og det indløste et hårdt slag fra Aubrey, direkte ind i hendes ribben, det gav en væmmelig lyd da et af dem brækkede,. Hun tog sig kort til lige under brystet, det gjorde tydeligt ondt, for selvom det healede igen hurtigt, mærkede hun stadig smerten,.
Aubrey så koldt mod Athal igen, "SKulle du ikke bare smutte tilbage til vandet før du kommer til skade?, jeg skal nok være sød ved hende" smilte han koldt og holdt fast i Aubreiane's hår,. Hun så diskret mod AThal, og lod langsomt den ene hånd glide ned mod låret, hvor hun stadig havde en kniv spændt fast,.
I en hurtig bevægelse havde hun stukket Aubrey i brystet med kniven, og mens han bandede af smerte, smuttede hun hen og tog fat i Athal, "Kom med" bad hun og trak ham hurtigt med sig op på værelset, lukkede døren og låste den.
trak en gemt jerndør frem bag et tæppe der hang ved døren og lukkede den foran den normale dør. "Det burde stoppe ham lidt.." mumlede hun lavt,.
"Athal.. du må hellere gå mens du kan okay.. jeg kan ikke gå ud.. det stadig for lyst.." sukkede hun lavt.

Vreden voksede sig kun større, idet Athal så hvor uberørt denne Aubrey var af hans slag. De vampyrer var jo også så pokkers robuste! En stærk trang til at løbe hen og smadre knoerne i dennes grimsse fjæs, arbejede sig på vej op af hans hals, og han bed anstrengt tænderne sammen.
"Jeg synes nu ellers, jeg står meget godt her," sagde han afmålt. Men det var ren svindleri; Hvis han ikke passede på, ville stemmen snart begynde at ryste af vrede.
Slaget ramte Athal mindst lige så hårdt mentalt, som den ramte Aine fysisk.
"Nej! Aine!" råbte han. Rædslen klemte sig nådesløst om ham, og han havde netop taget et resolut skridt frem - nu var det nu eller aldrig! -, da hun i et ryk rev sig løs.
Han kunne stortset ikke gøre meget andet end at lade sig trække med af Aine, men hvis det var muligt at dræbe med de blikke, han sendte Aubrey, var denne allerede død.
Inden lange havde hun barrikeret dem oppe i soveværelset. Athal så med store øjne på jernrøret og dernæst på døren. Var det skridt, han kunne høre lige udenfor?
"Aine, nej!" Han greb hende om skuldrene og så hende stædigt i øjnene. "Er du sindssyg? Jeg kan da ikke efterlade dig alene i et hus med sådan en som ham!" Sveden perlede sig på hans pande og gjorde alt varmere, og et mindre koncentreationsbesvær gik gennem ham.
Vand, dannet af den blå luft, glimtede og trak sig regelmæssigt sammen. En brusende mur af bølger lukkede sig om døren og skabte et fast skjold mellem Aine, Athal og Aubrey. Det ville sådan cirka være nok til at smølfesparke Aubrey, men det ville i det mindste give et par sekunders forspring.
"Det er dig, han er ude efter!" Med et vildt udttryk i øjnene trådte Athal ind foran Aine. De mørke vinger bredte sig beskyttende ud foran hende. "Bare rolig. Mig kommer han ikke forbi."

Aubreiane bed sig hårdt i læben, og tog fat om hans hånd, "Athal.. der må ikke ske dig noget.." mumlede hun lavt og så på hans vinger, de facsinerede hende noget så grusomt, så meget at hun lige var nød til at stoppe sig selv i at lægge en hånd på dem, bare for at mærke hvordan de føltes.
Langsomt strøg hun hans nakke, "Ja.. det mig han vil have.. så lad ham få det okay.. kom nu væk.. han vil ikk tøve med at fange dig, og højst sandsynligt så gøre hvad han vil med mig mens du ser det.. " mumlede hun og tyggede sig hårdt i læben, pillede ved hans fingre.
Aubrei så mod døren, hørte tydeligt Aubrey grine derude, vidste det ville være et spørgsmål om sekunder før han fik brudt døren op, holdt langsomt om hans mave bagfra, hun var faktisk bange.. det ville hun ikke have han vidste, men hun var bange. pludselig blev hun en anelse fraværende, hvlket betød hende og Aubrey nok snakkede i hovederne, hun støttede sig kort mod ham, det gjorde hende så mærkelig, så svimmel når han på den måde tiltvang sig adgang til hendes hoved.
"Athal.. plz gå.. jeg ville hade mig selv hvis han gjorde dig noget.. du har været så sød ved mig.. og selvom han så går nu, kommer han igen når du væk.. det holder aldrig op medmindre jeg giver op" sagde hun stille og pillede ved hans nakkehår,. hun tog mod til sig og lod den ene hånd glide over hans vinge, det føltes blødt, ligesom en fugl, *underligt nok* tænkte hun for sig selv, og smilte lidt, self føltes det som en fugl, hvad havde hun egentlig ventet.
Blidt lænede hun sig frem og kyssede hans nakke, inden hun gik hen foran ham, og langsomt skubbede ham hen mod vinduet, ville bare have han reddede sig selv, hun vidste udemærket hvad Aubrey var i stand til, og selvom hun aldrig nogensinde havde følt det hun følte for Athal før, så ville hun bare have ham væk, det var okay, det måtte bare ikke ske ham noget.

Aines berøring føltes som små sommerfuglevinger mod hans hans, og Athal smilede til hende. Hvordan skulle han kunne forlade hende? Ikke engang hvis det gjaldt en blodtørstig morder, der ventede lige uden for døren.
Hans arme lukkede sig bekynret om hende, da det så ud til, at det svimlede, og han skottede mod døren, hvor muren af vand fortsat bølgede og brusede.
"Aine, hør på mig." Han vendte sig om og tog hendes ansigt mellem sine hænder, kyssede hende let på munden. "Du må aldrig give op, hører du?" Han bed sig usikkert i læben og busede så ud med det hele: "Hør, jeg har selv været på flugt fra to sindsgale isdæmoner de seneste to år. De er begge stærkt besluttet på at slå mig ihjel som en eller anden dum hævn. Det er allerede lykkedes med min familie." Hans hænder gled længere ned og holdt hende ind til sig. "Du må ikke give dig ind til ham," hviskede han lige så stille, velvidende om den anden vampyrs gode hørelse. "Ellers har alt været forgæves."
Med resolutte kræfter strittede han imod, da hun skubbede ham hen mod vinduet i et forsøg på at redde ham. "Nej, Aine!" inssisterede han og skubbede sig længere frem igen. "Hvis du siger, han kommer igen, må vi jo bare sørge for, at det ikke kan lade sig gøre."
Han så sig omkring. Hvor blev beholdningen af træpæle af, når man havde brug for det?!

Aubreiane så lidt forbavset på ham da han tog fat i hende, og kyssede hende, men gengælde det dog blidt og forsigtigt, let nussede hun hans kind, og lod hovedet glide lidt på skrå, pillede ved hans trøje.
"Uhm.. jeg.. Athal du skal være sikker.. du må ikke høre på noget af hvad han siger okay.. han vil sige en masse løgne, og en af hans stærkeste sider er at manipulere med folk.. " hun så usikkert mod døren, idet Aubrey begyndte at hamre mod døren. Vidste det var et spørgsmål om tid før han ville komme ind.
Hun gemte sig lidt ind mod ham, "Inde i mit skab.. ligger en kniv i et mørkt skrin.. det en vampyrjæger kniv.. hvis du stikker ham med den, healer hans sår ikke.. jeg kan ikke bruge den.. jeg risikere at skade mig selv" sagde hun langsomt og så ham i øjnene.
"Men ville det ikke være nemmest? ville det ikke? bare at give efter.. så ville de rikke ske dig noget" sagde hun stille, og pillede ved hans trøje.
Langsomt lod hun armene hvile om hans hals som han stod der med armene om hende, hvorfor gjorde han hende så tryg? det forundrede hende virkelig lidt. hun gemte sig ind mod ham, "Hvorfor vil du overhovedet hjælpe en vampyr.. du hadede dem jo?.. jeg vil virkelig ikke have du gør noget som du ikke vil" sukkede hun blidt og lænede læberne ind mod hans, lod dem mødes ganske blidt, inden hun trak sig væk,.
Med et ordenligt brag, stod Aubrey pludselig i rummet, og så advarende på dem, stadig med et faretruende smil på læberne.

"Selvfølgelig," mumlede Athal bekymret. "Ellers må jeg jo finde noget vat at putte i ørene eller sådan noget." Han smilede skævt.
Da Aine vidregav beskeden om sin vampyrjægerkniv, fandt hans blik straks vej til skabet. Det trak allerede forfærdeligt i ham, som ville en usynlig snor hive ham hen til bvåbenet, og han vidste også, at nu gjaldt det om at hente den. Hvis Aubrey først var nået ind, uden at Athal havde fået kniven på sig, ville det sandsynligvis være forsent.
Hans blik havde nærmest ætset sig fast i skabsdøren, uden at han havde rørt sig en centimeter. Det havde naturligvis en forklaring med, at han stod med Aine. Tanken om at det måske ville være sidste gang, han .. Nej, han kunne ikke holde ud at tænke på det.
Et suk slap over hans læber, og han strøg hende over håret. "Hvor mange gange skal jeg sige det?" sagde han stille. "Jeg tror desværre, at du allerede har involveret mig alt for meget. Jeg ender med at gå til psykolog resten af livet, hvis jeg forlader dig for ham her." Han lo uden humor og kastede så endnu et blik på skabet.
"Aine, lov mig at du kæmper så meget, du kan. Lov mig det!" Han gav hendes hånd et tæt klem og sprang så over mod skabet.
I det øjeblik, Aubrey troppede op med sit brede, klamme smil, havde Athal netop grebet fat i vampyrjægerkniven. Det bølgende slør af vand forvrængede vampyrens udseende, og Athal snurrede omkring sekundet efter. Nu skulle alle kampteknikker og forsvarsparader vist opgraderes!

Aubreiane så ham langsomt i øjnene, ville ikke vide hvad der skete, ville ikke have der skete ham noget. "Jeg lover det Athal" hviskede hun mildt og strøg hans kind lidt, pillede ved hans fingre længe og tænkende. slap ham det Aubrey brasede ind gennem døren.
"Nårh.. gemmer i jer for mig?" drillede han roligt og gik hen mod Aubreiane, hun så ham i øjnene, "Vi gør hvad det paser oz Aubrey.. skrid fra mit hus, du har intet at lave her overhovedet" hvislede hun koldt, hendes hænder begyndte svagt at blive røde, idet små gnister slog om dem. Hun begyndte at blive vred, det var ikke klogt, hun vidste udemærket hvor lidt kontrol hun havde over sig selv når hun først blev vred nok, og det kunne ende grueligt galt.
"Bliver du vred nu Aub? ved du godt hvad der skete sidst, husker du det startede ved at jeg bed dig?" drillede han koldt, hun så kort væk. "ti stille Aubrey det mange år siden." mumlede hun stille og bed sig hårdt i læben, skævede kort mod Athal for at se om havde kniven.
"Årh du må da ikke blive sur, jeg skal nok lade din kæreste være, selvom jeg ikke fatter hvad du vil med sådan en" grinte han let og så mod AThal, gav ham et kort elevator blik, og himlede så med øjnene,. "du kan være ligeglad med om han er min kæreste, forlovede eller ægtefælle, uanset hvad skal du bare skride" svarede hun vredt og lodt armene glide over kors.

//sry det korte svar ^^

Man ville ikke ligefrem kunne sige, at Athal blev mildere stemt overfor Aubrey. Ulmende følelser voksede sig større og større i ham, og han trådte et varsomt skridt frem, mens han omhyggeligt sørgede for at holde vampyrjægerkniven gemt bag ryggen.
"Drop det, Aubrey," sagde han med isnende stemme. "Hvorfor ikke bare give op nu? Jeg forstår ikke engang, at du synes, det er det værd med Aubreiane. Helt ærligt, du kan få hvem som helst."
Inderst inde var han ved at dø af adrenalin og skræk over, at der skulle ske Aine noget. Hun stod så forfærdelig tæt på Aubrey, at denne med lethed kunne hage sig fast og suge al livet ud af hende, hvis han ville. Det måtte ikke ske!
"Kom nu," lokkede Athal videre. Øjnene hvilede opmærksomt på Aubrey og opfattede enhver bevægelse. "Lad os da i det mindste tale om det .. "
I samme øjeblik, som ordene forlod hans mund, trak han kniven frem og kastede sig voldeligt over Aubrey. Han lod vandet tillægge sig en del kræft i slaget, så de væltede begge hårdt tilbage mod væggen; Aubrey med ryggen presset op mod væggen og Athal over ham.
Athal hævede kniven og sigtede mod vampyrens døde hjerte, men vildskaben gjorde ham ukoncentreret, og i stedet ramte han denne i skulderen. Kniven begravede sig dybt og smertefuldt i Aubreys skulder.

Idet kniven borede sig gennem Aubrey's hud, gav han et smertefuldt gisp fra sig, og skubbede hårdt Athal væk, tog kniven ud og holdt sig mod skulderen, med uhyggelig lethed, kastede han kniven efter Aubreiane, der med forbavselse havde fulgt Athal's angreb, og egentlig bare var blevet stående, den ramte hende tæt på hjertet, hvilket fik hende til at skrige og falde sammen.
Aubrei så mod Athal, derefter hvilede hendes blik koncentreret på AUbrey, han gik med et op i flammer og forsvandt i et grønt skær, bagefter virkede Aubrei udmattet, som om hun bare ikke havde mere at give af nu, kniven gjorde helt klart oz sit for at gøre det af med hende,. Hun hev en anelse efter vejret, lukkede så øjnene og hev den ud, smed den væk fra sig, og åbnede øjnene. "Den burde jeg have set komme" grinte hun hæst, selv om der ikke var meget sjov over lige netop dette punkt, havde hun da stadig sin humor.
Hårdt hvilede hendes hånd mod såret hvor blodet livligt fossede ud, selvom man ikke skulle tro det var muligt, blev hun blegere hele tiden. pludselig gik det op for en hvor skrøbelig hun egentlig var hvis først hun mistede blod. "Hvis du skal gøre mig noget Ath, er det en perfekt ide nu" drillede hun fraværende, og bed sig hårdt i læben.
Smerten der løb gennem hendes krop var en hun ikke havde mærket lignende før, kun en gang og det var ved forvandlingen til at blive vampyr. Hun sukkede for sig selv, det var typisk hendes held.

Athal baskede og slog forvirret om sig med næver og arme. Det her var endt ud i en helt forkert retning! Gulvet føltes hårdt, idet Aubrey skubbede ham væk, og han havde netop skubbet sig op at sidde efter et par sekunder med at sunde sig, da kniven blev kastet mod Aine.
Athals "NEJ!" kollidrerede samtidigt med Aines smertesskrig. Vilde følelser og trods ramte ham mavepustende, og han vendte sig med morderiske instinkter mod Aubrey. Han hadede nu den vampyr mere end nogensinde.
"Det kommer du til at dø for!" hvæsede han og var netop ved at samle alle sine energiresever, da denne gik op i flammer. For anden gang på få sekunder var det som om, alt gik i stå for Athal. Øjnene blev kuglerunde og store, og han sad og stirrede med et vantro ansigtsudtryk. Var det det? Var Aubrey allerede død? Forundret så han ned på sine hænder og tænkte på, om det virkelig kunne have været ham, og i samme øjeblik hørte han Aines gispende ord.
I samme øjeblik gik det op for ham, at det naturligvis var hende, der havde foråsaget Aubreys fald. Samme tidspunkt regnede han også ud, at hun måtte være døende.
"Nej .. " Ordet forlod halvkvalt hviskende hans mund. Det var ikke møntet på nogle af hendes ord; snarere en fornægtelse af det, der var ved at ske. På uskre ben stavrede han hen, indtil han faldt på knæ ved siden af hende.
Så slrøbelig var hun. Hænderne rystede, da han lagde armene om hende. "Det kan ikke være rigtigt," hviskede han knust. Han strøg hende over håret og dernæst faldt blikket på det drabelige sår.
Hvad i al verden skulle han gøre? Der ville ingen chance være for at redde hende; det vidste han. Vampyrjægerkniven kunne være dødelig, og selv en vampyr kunne miste meget blod af det.
Lige et øjeblik. Blod ..
"Aine." Han tog en dyb indånding, og en form for omsorg, der aldrig før havde vist sig foran hende, dukkede op i hans øjne. "Jeg vil have dig til at drikke af mig. Det vil redde dig, og jeg - jeg kan ikke holde ud at se dig .. " Resten af sætningen forsvandt i hans bekymrede blik, og med resolut vilje satte han håndledet mod hendes mund. "Bare - bare drik det, der skal til, Aine. Gør det!"

Aubreiane så ham i øjnene og strøg svagt hans kind, "At drikke dit blod vil ikke hjælpe før såret er lukket.. Athal.. du nød til at sy såret for mig.. " mumlede hun stille og åbnede en skuffe i sit natbord, "Der ligger nål og tråd dernede.. jeg kan normalt selv men.. men eg ved ikke om jeg kan gøre det nu" mumlede hun stille og bed sig hårdt i læben.
Hendes hånd nussede tavst hans kind, og fjernede hans håndled fra sin mund, "Hvis jeg bider dig... så ved du godt det indebære at jeg kommer til at kende dig.. ud og ind.. dine svagheder.. dine styrker.. vi vil dele sind.. alt det må du vide.." mumlede hun lavt, og lukkede øjnene, hun bed sig i læben igen, smerten var virkelig intens, men det gode ved det var at hun nok ikke ville mærke han syede såret, og det var egentlig fint nok, den ene gang hun selv havde gjort det havde det ikke som sådan gjort ondt, men det kunne da mærkes.
"Athal.. jeg er virkelig ked af at bringe dig den her smerte.. jeg håber han er død.. men jeg er ikke sikker.. i det mindste fik du nok skadet ham ret godt" smilte hun for sig selv, og lod hånden løbe gennem, sit hår. Hun ville ønske han ikke var blevet udsat for det, men håbede nok så inderligt at Aubrey var væk nu, væk for altid forhåbentlig. Hun var for første gang i flere hundrede år bange. Bange for at det virkelig var enden, og dog.. men hun holdt en del af Athal..

Nu var det Athals tur til at bide sig i læben. "Jeg - selvfølgelig!" Han rakte skyndsomt ind over hende og fik fat på både tråd og nål, og nu var det med nervøsitet, han så på hendes sår. For det meste var det ham selv, han havde syet lukket sår på (hvis de da havde været så slemme - ellers havde vandet altid været det bedste hjælpemiddel), og tanken om at skulle gøre det på en anden - en vampyr endda! - virkede fremmed.
Men det her gjaldt Aines liv, så det var med bestemt mine, han satte nålen til hendes opkrængede sår. "Undskyld," mumlede han, idet han begyndte at sy, for han vidste, det gjorde ondt af helvedes til. Et par minutter foregik sådan; han syede, mens han forsøgte at fordøje hendes advarende ord.
Alt. Hun ville praktisk taget vide alt om ham. Var det i det hele taget værd? En flygtig tanke om, at han måske kunne fange et tilfældigt menneske, som hun i stedet kunne suge af - måske det hele -, skød gennem hans hoved, men skubbede det lige så snart fra sig med væmmelse igen. Det ville han aldrig kunne have gøre.
"Så længe du bare lader mig holde mine toiletbesøg for mig selv," sagde han og smilede svagt til hende. Han havde ikke troet det muligt, men det var lykkedes hende at blive meget blegere, end hun allerede var. Puha, det måtte virkelig stå slemt til.
"Jeg kan holde til det, Aine," fortsatte han alvorligt. "Vil du ikke nok bare set at blive rask, hurtigst muligt?" Han aede hende på kinden og anbragte atter hånden foran hendes læber. Det var underligt at tænke på, at det havde været de selv samme læber, som havde kysset ham for få timer siden. "Er det nu, jeg skal smørre ketchup på min hånd?" Han hævede drilsk øjenbrynene og forberedte sig mentalt på biddet.

Aubreiane bed sig hårdt i læben idet hun mærkede nålen gennem hele hullet og lukkede bare øjnene hårdt i, og lod ham fortsætte, hun mærkede såret lukke sig hurtigt og hurtigere, og sukkede så forsigtigt, det var virkelig virkelig ubehageligt, at ligge sin tillid til et andet væsen, det ville hun aldrig have gjort.
Da han endnu en gang lagde hånden mod hendes læber tøvede hun meget længe, inden hun stille nikkede, så havde han alsa truffet sit valg, og der var okay så. Stille og nemt lod hun sine tænder bryde gennem hans tynde hud og lod sig overgive til den herlige smag af blod, tog ikke så meget, men alligevel nok til at han sikkert ville være lidt svimmel.
Til sidst trak hun tænderne til sig, og bed sig i læben, og så ham i øjnene, "Undskyld.. jeg håber ikk jeg har taget for meget.. mit falske blod i køkkenet burde kunne tage resten" mumlede hun og rejste sig, støttede sig dog kort til væggen, og så ned på de sting han havde lavet, virkede ikke påvirket over han havde været nød til at hive lidt ned i hendes kjole, "De fine.. det har du gjort godt.. og ketchup? ej vel" grinte hun svagt og så på ham, hun var stadig dårlig, men så nu lidt mere normal ud, "Er du okay? sig du okay.." hviskede hun lavt og bed sig hårdt i læben, havde så dårlig samvittighed.

Athal havde bidt tænderne sammen, og med de øjne, han sendte Aine, kunne hun ikke have meget andet valg end at gøre det overlevende.
Gispet, der fór ud fra hans læber, var absolut ikke planlagt. Af en eller anden grund var smerten større, end han havde regnet med, og det føltes praktisk taget som om, hun trak af hans inderste energiresever. Øjeblikket føltes så hurtigt passeret, men alligevel langsomt nok til, at han nåede at bekymre sig om hun nogensinde ville holde op igen.
Verden snurrede ubehageligt, og kvalmen steg til vejrs, idet han viljeløst faldt tilbage mod væggen for at støtte sig til noget, så snart hun slap ham. Håndleddet brændet efter hendes bid, og han holdt stramt om det med den anden, uskadede hånd.
"Det er helt fint." Han smilede op til hende (stod hun allerede op?) og prøvede at samle mod til at rejse sig. Mens florerede tankerne på livet løs: Hvor meget havde hun nået at tage? Han vidste, hans blod føltes meget tyndere og mere vandet på grund af hans element, så det var ikke til at sige, om hun var blevet narret til at indtage mere end nødvendigt.
Træthed blandet med ømheden af blodtabet blev rørt sammen til en god masse. Athal rystede en smule, da han ved hjælp af væggen trak sig op at stå, men han rystede overbærende på hovedet, da hun spurgte, om han var okay.
"Jeg har det helt fint," forsikrede han skyndsomt. "Jeg tror bare .. Mens du tager dit reserveblod .. så tager jeg et glas vand."
Hun virkede usikker, så han rakte en hånd ud for at hjælpe hende. "Spørgsmålet er snarere: Er DU okay?"

Aubreiane så ham længe i øjnene og nikkede så ganske svagt, "Joo.. joo det går da.. er stadig ret svimmel og.. lige nu ligner du mere en god bøf med sovs til" drillede hun og skubbede blidt til ham, tog tænkende hans hånd og gik med ham ned mod køkkenet, placerede ham på en stol og gav ham så et glas vand.
"Det her lyder nok dybt psykotisk.. men du smager ret godt" smilte hun og så legende hen mod ham, strakte sig lidt, og samlede det smadrede glas op fra tidligere, tørte let det ret naturtro blod op fra gulvet, og tog istedet et nyt glas. lidt efter fandt hun pillerne, og puttede en i det klare vand.
Drak det langsomt og stilte så glasset fra sig, virkede mere afslappet nu, "Hør uhm.. vil du have noget af det? jeg ved ikk hvordan i får blod igen og sådan.. så uhm.. du må oz gerne få noget af mit hvis det er det?" smilte hun tænkende og satte sig op på køkkenbordet,.
Tog sig ikke synderligt af at hendes kjole var blodig, mest fordi hun ikke havde lyst til at gå fra ham, ville gerne være fuldstændig sikker på han var okay. det virkede godt nok mærkeligt. at føle sig så tæt på nogen. Det var næsten før hendes blik hvilede mere og mere intenst på ham, end det ellers havde gjort, som om hun rent faktisk så ind i ham.
Let lod hun hovedet glide på skrå, og lod tænkende fingrene løbe henover såret han havde syet. Hun ville aldrig have tilladt sig selv at ligge sit liv i andres hænder, og alligevel havde hun endt med at gøre det hos ham, men hvorfor? hvorfor gjorde hun det.. hvorfor hadede hun ham ikke? hun kunne så let som ingenting have taget alt hans blod lige før, og alligevel havde en stemme sagt i hende at hun ikke måtte.. at det ville være forkert.. oz fordi.. strengt taget havde hun stået i gæld til ham, uden han havde været der, havde hun nok enten tilbragt resten af sin tid som slave, eller været død nu.
Han kunne jo bare være stukket af da hun bad ham om det. Det havde hun egentlig regnet med han ville. "Jeg vil oz gerne.. lave lidt at spise hvis det var noget?" hun bed sig hårdt i læben, hvorfor kunne hun ikke bare tie stille, hun behøvede ikke spørge ham om ting hele tiden, hun behøvede ikke være venlig.. men hun kunne ikke lade være.. slet ikk nu hvor hun havde fået så meget insigt i ham, at han rent faktisk havde ladet hende gøre det, havde hun ikke troet. men det var dejligt. og hun følte sig mere tryg. mere afslappet.

Athal skar en grimasse. "Det må vel være en del af min charme. Selv mit blod er fristende. " konkluderede han og kørte drillende øjenbrynene op og ned. Villigt stavrede han efter hende og lod sig lettet synke ned på stolen, hun bød ham.
Han var netop ved at slubre store slurke af befriende vand i sig, da hun smed komplimenten omkring hans appetitelige blod over bord. Det var lige før, han spyttede det hele ud igen. "Hva'? Øhh, du mener sådan i forhold til andre, du har - øh - drukket af?" spurgte han og havde trods alt en masse blod tilbage til at blive godt rød i hovedet.
Et lettet sukket passerede, og han drak resten af glasset. Vandet havde allerede gjort en del, og verden føltes atter en del klarere. Det var næsten som om, han kunne mærke tabte blodceller blive genopbygget igen. Så han skyndte sig at ryste overbærende på hovedet, da hun tilbød ham blodet. "Uf, nej tak," sagde han og havde svært ved at skjule noget af sin væmmelse over den mørke væske. "Faktsik er vand allerede nok for mig. Man kan vel sige, at mit vand er dit blod." Han smilede skævt.
Som hun sad der på køkkenbordet og betragtede ham, fik han en ubehagelig følelse af at blive set ind i. Han huskede mere end tydeligt hendes ord: "Jeg kommer til at kende dig.. ud og ind.. dine svagheder.. dine styrker.. vi vil dele sind.. alt det må du vide."
Sad hun allerede nu og analyserede ham ud og ind? Var alle hans hemmeligheder på vej i lyn-mail til hendes sind? En sær myrekryb listede sig ind på ham, og han rykkede sig utrolig på i stolen.
Paranoiaen tog til og fik ham umiddelbart til at overreagere, da hun indviede ham i sin sult. "Mig?" røg det ud af ham, men han fortrød det straks. Han gned sig mellem øjnene og smilede undskyldende til hende. Skulle lige til at komme med en kommentar, da tanken atter kørte gennem hans hoved. "Vent - hvad?" udbrød han.

Aubreiane bed sig ganske svagt i læben, og så ham intenst i øjnene igen, lod hovedet glide på skrå inden hun rejste sig, og strøg hans kind lidt. "du ser træt ud Ath, skal vi smutte i seng? smilte hun stille.
Men ventede ikke på svar, tog bare langsomt hans hånd og gik med ham op til sit soveværelse, gik med ham derind og lagde ham i sengen, gik selv ud på badeværelset og skiftede til en lille grøn natkjole i silke, kunne ikke tillade sig at ligge i sengen med en blodig kjole.
Let hvilede hun armen mod dørkarmen, og så tænkende ind mod ham som han lå der, og smilte for sig selv, gik så tænkende hen mod ham og satte sig på sengekanten, så tænkende ned i gulvet, hun havde aldrig oplevet så mange ting på en enkelt dag. o alligevel følte hun sig.. afslappet og rolig. langsomt lagde hun sig ned under dynen til ham, og puttede sig ind mod ham, havde sørget for hun var lidt varmere end normalt så han ikke frøs.