Havets kald

Aubreiane grinte stille for sig selv, hun bebrejdede ham ikke, som han selv sagde de havde kun lige mødt hinanden, hun kunne jo heller ikke vide om han var det. Blidt mødte hun hans blik igen og smilte for sig selv, “Du stirre sådan på mig?” spurgte hun legende.
Let så hun mod byen og tøvede en anelse inden hun betragtede ham igen “Uhm.. Okay..” mulede hun langsomt og pillede tænkende ved sin halskæde “Jeg havde kendt ham længe.. Han var vel lidt sådan en flugtvej for mig fordi han helst ville ses om natten, jeg syntes det var farligt.. Og spændende, og selvom jeg ikke vidste han var vampyr så.. Jokede jeg da lidt med det i mit hoved,. Som tiden gik blev han mere og mere voldelig overfor mig, og til tider forsvandt han i uger. En aften mødte jeg ham i byen på vej hjem fra arbejde og jeg sagde det var slut, jeg ville ikke hans af og på noget mere.. Han tog det ikke så pænt” Aubrei tav lidt og trak vejret dybt ind inden hun lod blikket hvile på et fast punkt i jorden. “Efter at have givet mig et lag tæv, fortalte han mig hvad han var, og jeg tryglede ham om ikke at bide mig, jeg ville ikke ende som ham, men det gjorde han. og smerten var.. Ubeskrivelig, jeg har aldrig oplevet noget på samme måde.. Han plejede at lægge sorte roser på min seng når han var hjemme, fordi jeg elskede dem, og denne aften smed han den ved min side mens jeg lå og vred mig i smerter, forvandlingen tog lang tid.. Flere timer fordi jeg nægtede at overgive mig til det der skulle ske. Men self bukkede jeg under til sidst og vågnede om natten. de efterfølgende år fandt jeg sorte roser på min seng, og uden foran min dør, det hans måde at fortælle han er her.. Så jeg pakkede mine ting og rejste rundt, blev ikke nogle steder for længe. Jeg har været her længe nu, og derfor frygter jeg han kommer igen..” hun tav endnu en gang og trak vejret dybt ind, det gjorde lidt ondt at snakke om det faktisk.
“Det jeg ked af at høre Athal.. Det må virkelig være irriterende, men hvorfor bliver du ikke bare i vandet?” spurgte hun, efter han havde fortalt.
Let grinte hun og himlede med øjnene “Ja Athal, det kunne du jo,alsa” grinte hun og rystede blidt på hovedet af ham, han var rar at snakke med.

Athal lo en smule. "Nej, jeg gør da ej," indvendte han trodsigt. Han var ikke meget for at indrømme sin fortsatte tvivl. Jovist regnede han med, at hun regnede med, at han endnu ikke stolede på hende., men det ville simpelthen være for dumt at sige højt.
Nu tog øjenbrynene højere plads i panden, og han lyttede med tålmodighed. I starten lå et smil på hans læber, men efterhånden som hendes historie nåede længere ud, blev blikket mere og mere chokeret. Det hele virkede ærlig talt som noget fra en gammel vampyrfilm med dårlige kulisser og overdramatiske skuespillere, men i det virkelige liv virkede det langt mere forfærdeligt. Der gik et helt minut, før han endelig havde stemme nok til at sige noget, da hun var færdig. "Det var dog .. " begyndte han, men måtte rystede på hovedet, oprevet. "Det lyder jo helt forfærdeligt, Aubreaine!"
Ved lyset - eller rettere skyggerne - af hendes historie, vidste han næsten ikke, hvad han skulle mene om sin egen. På en måde var de vel lige slemme. "Ikke engang havet er sikkert at blive i længere af gangen," svarede han bare.
Han lagde armene over kors og så lumsk på hende. "Nåh, sig mig .. kan du så også glimte som krystaller i sollys?" spurgte han med et mindre grin, mens filmlegenden om "Twilight" vitterligt gik i hans tanker.

Aubreiane grinte lidt for sig selv igen og så mod himlen, det var stik mod hendes natur at være så venlig, men det var hun alsa lige nu og det var meget rart faktisk. Let mødte hun hans blik igen og tyggede sig i læben så de spidse hjørnetænder kom til syne, dem kunne hun endnu ikke rigtigt trække ind.
“Jaa… det er det jeg mener med at jeg ikke selv har valgt det.. Jeg gør bare det nødvendige for at overleve” mumlede hun for sig selv og gned sine øjne lidt, inden hun begyndte at smile igen, “Ej.. Ikke rigtigt, jeg bliver faktisk til aske hvis jeg er for længe ude, så der er ikke lige noget solbadning til mig” svarede hun med et legende smil og så drilsk ind i hans øjne, skubbede en anelse til ham, “Men jeg kan godt styre mine lyster?” smilte hun legende og lod hovedet glide en anelse på skrå, hun nød sådan at drille folk, det var nok noget af det sjoveste hun vidste, endnu mere hvis de gik med på legen.
“Det da irriterende du ikke kan få lov til at være i fred?” spurgte hun langsomt og pillede ved sine sko, det syntes hun i hvert fald selv det havde været, når man hele tiden skal være bange for noget, og flygte.

Klogt nok valgte Athal at ignorere Aubreaines fremskudte hugtænder. Han spilede øjnene lidt mere op og stirrede på hende som en vanvittig i et forsøg på ikke at se foruroliget ud. Det gav selvfølgelig den helt modsatte effekt.
En smule tynget af dårlig samvittighed gjorde han sig nikkende enig. "Det er jeg ked af," sukkede han.
Han grinede højt, så det lød udover hele havnen. "Ahvad for nogle lyster, om jeg må spørge?" spurgte han og puffede mindst lige så drillende igen. "Hør, hvis du tror, du snakker om mig og den kjole, du har på, så har du vist tænkt lidt for langt." Han lod dog sit blik strejfe hendes noget nedringede kjole og forsøgte igen ikke at rødme for meget. Hvorfor skulle der også bare ikke mere end en sølle pige og hendes forførende outfit til for at få ham til at klokkes totalt i det hele?!
Han trak på skuldrene og smlede skævt. "Jeg har vel på en måde vænnet mig til det," svarede han. "Jeg mener, det er selvfølgelig langt fra let, og du aner ikke hvor tit, jeg drømmer om, at alt var som før .. " Ordene svandt lidt ind, og han bed sig nervøst i læben, inden en tung vejrtrækning hvsilede ud mellem tændenre. "Men .. Nu er jeg her, og efter mine livserfaringer, skal man leve så meget, man kan!"

Aubreiane grinte drilsk for sig selv og rakte tunge, så den sorte kugle i hendes tungepiercing blev synlig, “Tro mig søde Athal, jeg kan mærke du kan li min kjole” grinte hun for sig selv, og pillede lidt ved sin jakke, let smilte hun “Jeg er nu stadig smigret over du sys om mig” smilte hun legende, og strakte sig lidt.
“Uha det kunne du li at vide, mine lyster holder jeg for mig selv, måske” grinte hun charmerende og så ham tænkende i øjnene, let så hun mod havet og smilte for sig selv, “Ja bare man kunne svømme” sukkede hun glad for sig selv,.
“Det bare synd du er nød til at vænne dig til altid at være på flugt, det virkelig belastende i længden” sukkede hun efter en kort tænke pause, mørket virkede en anelse trykkende mod hende syntes hun lige nu, måske var det fordi hun prøvede at være venlig, eller måske fordi hun faktisk nød Athal’s selskab, han var egentlig rar at snakke med, nu når han ikke længere så hende som en simpel morder, eller det kunne jo godt være han så hende sådan stadig, men han viste det ikke mere lige nu dog.
Hun lod kort sine øjne glide en gang op og ned af ham, jo klart han så da ret sød ud, men det ville hun nok aldrig indrømme hvis han spurgte hende.

Athal var ikke særlig overrasket, da hun sagde, hans tilstand overfor hende ikke var særlig svær at idenfiticifere. Han måtte jo være som en åben bog i dette øjeblik! "At jeg synes om dig eller din personlighed?" spurgte han så og hævede lumsk øjenbrynene.
"Jeg ville nu ikke have noget imod at høre om dine lyster," konkluderede han muntert og blinkede kækt med øjet. Hendes dybe blik blev gengældt, men han var tæt på at se væk i samme øjeblik, som hendes skød det mod havet.
"Kan du ikke svømme?" ploppede det forbløffet ud af ham, og han fik straks travlt med at se endnu mere fascineret på hende. Tænk ikke at have egenskaben til at kunne dét!
"Tro mig, jeg ved det." Han skrabede dystert i jorden med sin skosnude og kastede en løssluppen sten ud i vandet. I stedte for at sige plop! som nu altid er den typiske lyd for tunge ting, der synker i vand, lagde den sig på vandoverfladen. Athal stirrede stift på den, lod ringe dannes i vandet via trykbølger, der skulle holde den oppe, og skabte en lille bølgestrøm. "Nogle gange sker ting så hurtigt, at man ikke ordentligt når at reagere." Ved disse ord lod han vandet skylle over stenen , så den sank mod bunden.

Aubreiane så ham intenst i øjnene og lod hovedet glide på skrå, “Det svært at vurdere, mest om mig, du stoler stadig ikke på mig, så derfor har du ikke nogen mening som sådan om min personlighed, andet end at jeg er rar at snakke med” svarede hun tænkende og smilte lidt til ham, “Vil jeg tro” fortsatte hun lidt efter.
“Neij det ville du vel ikke.. Hvorfor vil du vide noget om dem? Du vil måske udfylde dem for mig?” drillede hun og bed sig blidt i læben grinte lidt for sig selv. Langsomt forsvandt smilet, og hendes blik gled mod hendes støvler hun stadig pillede ved. “Neij.. I know bare dril mig men jeg kan ikke.. Om det fordi jeg kan kontrollere ild og derfor føler mig lidt sårbar ved vand, ved jeg ikke, men jeg kan ikke…” sukkede hun og rystede lidt på hovedet af sig selv.
Aubrei så derefter en anelse rundt for at se om der var nogen i nærheden. “Jeg kan ikke li at flygte.. Selvom jeg er god til at gemme mig, så kan jeg ikke altid li at skulle frygte nogen..” sukkede hun og fulgte hans blik mod stenen i vandet, hun smilte svagt for sig selv, og holdt hænderne i en lille skål foran sig, en lille flamme dukkede op, hun lod blikket hvile intenst på den, mens den blev større og større.

Forbløffet spærrede Athal øjnene op, og i et øjeblik havde han fuldkommen tabt mælet. Det var noget af et bagslag, hun havde givet! "Øh .. " stammede han og kløede sig forlegent i nakken. "Det'øh .. Okay, hør her .. " Han lænede sig frem og gjorde sit bedste for at se lige så indtrængende ud i øjnene som hende. "Jeg er ked af det, men jeg gør faktisk mit bedste. Du aner ikke hvor modstridende, det her faktisk er for mig." En grimasse kritisk grimasse løb over ansigtet.
Lidt efter fandt noget af den selvsikre holdning, han så pænt havde vist, tilbage, og han lo igen. "Det kommer da an på hvilke slags lyster, du snakker om," inssisterede han drillende.
Brynene trak sig eftertænksomt mod hinanden, og han skænkede havet endnu et af sine blikke. Utroligt at man kunne være så ræd for at svømme! Det var en tanke, det slet ikke kunne passe ind hos Athal. Det var ligesom at forsøgte at mase en firkant gennem et trekantet hul.
For øjeblikket havde han fuldkommen glemt, at han havde lænet sig frem og nu sad tættere på hende end nogensinde, men så snart flammen opstod mellem hendes håndflader, fór han tilbage, som havde en bi stukket ham bagi. "Det .. Det er da trist, at du så ikke kan lide at svømme," sagde han, en smule rystet, og stak hende et skævt smil. "Du skulle alligevel tage og prøve, synes jeg." Han gned sig i hænderne og så med et skævt blik på de livlige farver af varme, der sprang i Aubreaines håndflader, og undertrykte et gys.

Aubreiane så ham smilende i øjnene og nikkede tænkende for sig selv, “Jeg ved det godt Athal jeg er heller ikke sur eller noget, jeg svarede bare det jeg troede “ svarede hun langsomt og betragtede ham længe og intenst “Jeg ved godt det må være svært med det jeg er, o det oz helt okay, det fint du prøver” sagde hun mildt.
Kort efter grinte hun igen og så svagt rundt, inden hun så smørret på ham og lod blikket glide en gang op og ned af ham igen “Ja det jo lige det..” drillede hun legende og rakte blidt tunge igen.
Aubrei lod blikket glide ud mod vandet igen og smilte lidt for sig selv “Der er ignen chance for jeg skal i det vand der, alene, så drukner jeg sikkert” sagde hun eftertænksomt og tyggede sig lidt overvejende i læben, havde for en stund glemt alt om flammen i sin hånd, indtil det gik op for hende han havde trukket sig væk, let lod hun den forsvinde, “Beklager” smilte hun let og trak på skuldrene, tænkte ikke altid på det. Det var bare noget hun gjorde, måske oz for at kunne styre det lidt bedre, hun havde altid haft problemer med det, mest når hun blev vred heldigvis havde hun ikke gjort det længe, så hun håbede da lidt det var ved at være ovre.
“Jeg tænkte ikke over du nok ikke kunne li flammerne, min fejl” sagde hun let og pillede lidt ved sin kjole.

Det gik op for Athal, at han havde overreageret, og tanken gjorde ham en smule flov. "Du må også have det svært," sagde han så og smilede en anelse genert. Han brød sig ikke kun om at være "syndebukken".
Hun modtog noget af et vurderede blik, og Athal overvejede lidt, om han mon skulle gå til yderligere drillerier. Men eftersom han selv syntes, han var elendig til sådan noget, droppede han hurtigt idéen.
"Hmm, jamen .. " sagde han og måtte tøvende holde inde et par sekunder. "Jeg mener, du kan jo bare gøre det med mig ..?" Inssisterende og med et smil, der udstrålede tilbud, slog han ud med hænderne.
Igen skar han en grimasse, men han rystede noget hastigt på hovedet. "Nej, nej, det er helt okay!" sagde han hastigt. "Jeg blev bare lidt .. æh, forskrækket. Alt for meget varme og mig, det er - " han rystede kraftigt på hovedet og lavede en parodi på en overskåret hals - ", og så overreagerede jeg. De der små flammer gør mig ingenting." Han slog en overbærende latter op.

Aubrei smilte lidt forsigtigt og så ham i øjnene med et drilsk blik “Jaa.. Joo… lidt måske.. Men det jo aldrig noget jeg ville indrømme” svarede hun og strakte sig kort, inden hun rejste sig, og rettede lidt på sin kjole.
“Du vil bare se mig uden tøj vil du” smilte hun legende og grinte så for sig selv, “Ej.. Måske.. Jeg ved det ikke, det kunne jo være du udnyttede muligheden til at sende mig langt ud på havet velvidende jeg ikke kan svømme” smilte hun spørgende og lod hovedet glide en anelse på skrå, hun bed sig kort i læben og så afventende på ham.
“Hey det helt okay, jeg skulle have tænkt mig om, men det ikke altid jeg får gjort det.. Det oz derfor jeg har problemer med at styre ilden af og til” hun trak langsomt på skuldrene og gik lidt hen til vandet og betragtede det tavst.
Jo vist var vandet da roligt og blidt lige nu, men det blev det jo ikke ved med at være,. Hun forstod slet ikke sig selv lige nu, at hun var så venlig overfor en anden person, det havde hun aldrig været før, og det lå slet ikke til en vampyrs natur, alligevel fandt hun sig selv, nikkende til hans tilbud om at prøve at lære hende det, trodssalt kunne hun jo nok godt klare det hvis hun ikke var for langt ude.

Athal kunne ikke lade være med at grine, og han slog sig for panden, som om hun havde ret. "Pokkers!" jamrede han med falsk ærgelse. "Så gættede du det sgu alligevel! Så må jeg vist bare finde på en anden, lusket plan. Måske kan jeg forvandle dig til en fisk eller noget?" Han kom på benene og smilede fortsat til hende. Det var en blanding af drilleri og en smule udfordring.
"Så længe du bare ikke stikker det lige op i næsen på mig, går det nok," berolighede han og troppede op på siden af hende.
Selv i mørke så vandet klart og indbydende ud. Athals vejrtrækning blev en smule ustadig, og han måtte hive sig gevaldigt i nakkeskindet for ikke at springe i med det samme. Han kastede et blik på Aubreaine og forventede nærmest, at samme længsel skinnede i hendes ansigt, men fik et helt andet indtryk.
Hvordan måtte vandet ikke se ud for andre? Det var dybt, det var en mørk aften, og hun havde aldrig prøvet at svømme før. Det var næsten lige før, han gøs på hendes vegne.
"Det skal nok gå," lovede han og smilede til hende "Jeg lover at holde fast i dig hele tiden."

Aubreiane så let om på ham og grinte for sig selv, latteren virkede rolig og blid, lidt ligesom hendes stemme, men hun nød nu hans selskab, let strakte hun sig og sukkede en anelse, “Jeg tænkte godt det var det du ville, men må jeg så ikke nok blive en pæn fisk? Ikke en tun eller sådan noget” drillede hun og skubbede blidt til ham.
“Jeg skal nok være sød så, det skal jeg nok” smilte hun og nikkede lidt for sig selv, det havde jo ikke været med vilje hun nær havde skræmt livet af ham, men hun tænkte bare ikke så meget over det.
Aubrei bed sig lidt overvejende i læben, måske var det dumt, hun ville være ti gange mere sårbar i vandet end på land, og alligevel ville hun gerne prøve det.
Langsomt lod hun den sorte jakke glide af og lagde den på jorden ikke så langt fra vandet, hun spændte bæltet med sværdet af, og lagde det samme sted, derefter rød hende støvler, og kjolen som nænsomt smøg sig ned af hendes krop da hun tog den af, på låret var en lille dolk spændt fast som hun oz tog af.
Som alle andre vampyre var hendes hud snehvid, hvilket nærmest fik hende til at lyse op i mørket, hun tog sit tøj og lagde det lidt nærmere ned mod vandet for ingen skulle se det.

"Jeg tænkte nu mere på en blæksprutte, men det kan da komme med i mine overvejelser," svarede Athal med et selvtilfredst grin.
Han nikkede og kunne ikke undgå at føle sig en smule lettet, hvilket i sig selv vel var en smule underligt. Hvad kunne han have forventet? At hun uden videre fra nu af ville forskrække ham med flammespydende drager og andet, der kunne foråsage for meget varme? Hmm, det var vel den paranoide side angående vanpyrer, der stadig groede i ham. Et opgivende suk slap over hans læber, og han prøvede ihærdigt at holde den nede via mentale håndhjern.
Så snart Aubreaine begyndte at tage det øverste lag tøj af, kogte Athals ansigts til kogeniveauet. Han sørgede onhyggeligr for at kigge den anden vej og begyndte så selv at smide det meste. Til sidst stod han tilbage i bokser og .. Ja, sådan set ikke mere.
En smule genert pegede han ud mod en af de nærmeste broer. "Vi kan gå derud, så du ikke slipper for at springe i vandet fra sådan en højde," foreslog han effektivt.

Aubreiane grinte for sig selv og rystede på hovedet “Ikk en blæksprutte plz..” drillede hun og så ham i øjnene.
Aubrei så langsomt ud mod vandet, og bed sig usikkert i læben, stod lidt og følte sig ekstremt sårbar uden sine våben, langsomt nikkede hun og så ud mod broen, gik hen til starten af den, og stoppede langsomt, hun hadede de broer der.. Var bange for de styrede sammen så snart hun trådte der ud.
Langsomt trak hun vejret dybt ind, og begyndte at gå ud på broen og ned til kanten af den, stoppede en meter fra slutningen af den og tøvede længe, så usikker om på ham, “Du går i først” mumlede hun usikkert og pillede ved sit lange knaldrøde hår, der faldt blidt ned omrking hendes mave, let sukkede hun og så mod ham.
“Undskyld.. Jeg er ked af du rødmer” smilte hun svagt og grinte lidt forsigtigt til ham, let lod hun hovedet glide på skrå, og så afventende på ham.

"Nå, så hellere en søhest, måske?" foreslog Athal og kunne samtidig ikke lade være med at grine ad et diashow af Aubreaine som fisk, der nu kørte for hans indre blik.
Havet brusede som et levende organ under dem, og skridtende genlyd i den brusende stilhed. Athal kastede et blik tilbage mod de to sømænd, der nu havde tændt lys i deres skibs kahyt. Han var en smule nervøs for, at han og Aubreaine måske ville blive taget i noget ulovligt (hvem vidste- der fandtes mange mærkelige regler for badning), men indtil videre så det ikke ud til, at de havde andet for end deres snak og øller.
"Selvfølgelig," forsikrede han med så meget ro i stemmen, han kunne mønstre. Der var ikke noget som en beroligende stemme til at gøre en modigere, og han vidste, at Aubreaine mere end nogensinde havde brug for støtte.
Hendes undskyldende bemærkning fik ham kun til at rødme endnu mere, og han skyndte sig at vende sig for at kravle ned af stigen. "Åh, det .. " Han gjorde et kast med hovedet, som prøvede han at daske en usynlig flue væk. "Det - hrm - er vel okay. Det er ikke noget, jeg selv kan styre .. "
Han blev meget glad for vandet, der nu ville kræve al deres opmærksomhed. Så snart bølgerne omsluttede hans ankler, blev huden grøn og skællet der, hvor vandet havde gjort det vådt. Han løftede blikket for at overvåge hendes reaktion, før han langsomt sænkede resten af kroppen i vandet. Skæl, gæller og svømmehud dannedes med det samme overalt, og det sorte hår gik over til det mere blågrønne.

Aubreiane så ud som om hun overvejede hans forslag ganske kort og nikkede så “Meget hellere en søhest kan du tro” drillede hun og grinte for sig selv, langsomt lod hun armene hvile tæt om ham,. Tatoveringen på hendes ryg der næsten hele tiden var skjult af det lange røde hår, forestillede en stor farverig drage, udover den havde hun ingen tatoveringer, kun en navlepiercing, hvor der hang noget dingleværk i med grønne sten.
Aubreiane så meget tøvende ned på vandet under dem, og betragtede forbavset hans hud der ændrede sig mens han rørte vandet, let lagde hun hovedet på skrå og så bare dybt forbavset på hans hud, let bed hun sig i læben og nikkede så forsigtigt, “Woaw… jeg anede ikke i skiftede udseende på den måde der..” mumlede hun smilende og gik langsomt hen til kanten, stoppede så og stirrede ned i det mørke dybe vand. Hun var usikker, for slet ikke at snakke om bange.
Langsomt gik hun lidt tilbage og lukkede kort øjnene, inden hun let gik tilbage og gled ganske langsomt ned i vandet, selvom hendes hænder holdt hårdt fast om broen, der var ingen tvivl om at hun ikke brød sig om vandet, og hun var ikke videre ivrig efter at slippe broen lige nu.
“Såe… er det fint?” spurgte hun langsomt og holdt hårdt fat i broen, vandet nåede hende til navlen. Hun var vred, vred over at være så bange for noget så dumt som vand, hun følte sig så tåbelig.

Hvis man skulle sammenligne Athal med noget andet lige nu, så ville et passende ord måske være en tomat. Så snart Aubreaine lavede sit stunt med armene om ham, blev han helt overvældet og anede ikke, hvad han skulle gøre. Til sidst valgte han den nemmeste og letteste løsning: Han slog en nervøs latter op
Opmærksomt så han på hende, og de spidse tænder dukkede frem i en lydløs latter, da hun kommenterede hans udseende. "Kan du lide det?" spurgte han med oprigtig interesse. "Nu er du vel ikke blevet bange for mig?" Det sidste var naturligvis ment i ren spøg som en tilføjelse til al den drilleri, de havde haft.
Han slap gelænderet og sparkede sig ud i vandet, så hun kunne komme til. Han var meget påpasselig med, at hun ikke gled eller noget, men samtidig kunne han ikke rigtig tage dén chance seriøst, eftersom hun jo var en vampyr, og vampyrer var jo altid yndefulde!
Og så er der lige det spørgsmål: Hvilke væsener var ikke det? Athal havde allerede mødt tilstrækkeligt med magiske racer i denne by, og alle havde indtil videre vist sig som yndefulde personer. Hver eneste gang havde det lykkedes ham at blive charmeret af deres strålende udseende, og imens havde han selv formået at rødme til det ugrænselige og ikke engang være på skalaen over det elegante.
Hvor trist var det ikke lige?!
Han skød hurtigt tanken væk, da han hørte Aubreaines nervøse ord, og ralkte en hjælpende hånd ud. "Jah, det går helt fint," sagde han og smilede til hende. "Du er ved at være der nu. Bare ... bask lidt med fødderne."

Aubreiane så langsomt rundt og holdt stadig en anelse fast i broen, inden hun vendte sig om mod ham, og forsigtigt fik fat i hendes hånd, vandet var heldigvis ikke så koldt lige nu, men hun rystede allerede over det hele,. Det kunne dog sagtens være fordi hun var så nervøs for at drukne at hun ikke var meget for at gøre noget som helst. Let mødte hun hans blik med sine stadig røde øjne.
“Dit udseende i vand? Uhm ja.. Ja det flot..” svarede hun oprigtigt og smilte lidt forsigtigt, “Jeg kan godt li den farve og dine skæl faktisk.. Det.. Er så anderledes” smilte hun og betragtede ham let, stille lagde hun hovedet på skrå, havde godt set han havde holdt øje med hun ikke faldt, men det gjorde hun faktisk aldrig efter hun var blevet forvandlet,. Det var egentlig lidt sjov når man tænkte over det, men det var nok bare en del af den forvandling hun havde gennemgået, hun var jo anderledes på alle punkter. Både indeni og udenpå.
Aubrei så ham langsomt i øjnene og nikkede lidt for sig selv, slap langsomt hans hånd, men holdt sig i nærheden af broen for at kunne komme op hurtigst muligt, hun havde altid sørget for at kunne komme væk uanset hvor hun var, og selvom chancen var ret lille for at hun kunne komme væk når nu de var i hans element, sørgede hun for det alligevel.
“Så… Athal.. Når nu jeg ligner et eller andet misfoster i vandet, så lover du at du ikke griner ikke?” smilte hun svagt og så på ham med et drilsk glimt i øjnene, svømmede blidt hen til ham, selvom det så lidt akavet ud, og holdt så svagt om hans arm igen, “Ser det virkelig dybt latterligt ud?” mumlede hun stille og sukkede lidt for sig selv.

Det var noget helt andet at se en vampyr være så bange. Athal havde kun mødt vrede og opkogte vampyrer, og derfor var det naturligvis helt uvant at se Aubreaine hige sig fast til noget ikke-vand-agtigt i frygt for at falde til bunds.
"Synes du virkelig det?" spurgte han udforskende og smilede bredt til hende. Hun virkede som om, hun mente det oprigtigt, men han havde lidt brug for at få det bekræftet. Det var længe siden, nogen havde komplimenteret hans grønne udseende.
"Ved du hvad?" røg det med ét ud af ham. En tanke, der var kommet ud af det blå. "Jeg synes, du mangler et kælenavn! Jeg mener, dit navn er jo lidt langt .. " Han lo lidt. Når de allerede var kommet på kælenavnefronten, lå fjendskabet vist et godt stykke bag dem. "Aubrei .. Aine .. Au .. " Han plaskede tankefuld i vandet.
Han cirklede om hende i sikre bevægelser, da hun med mine som en modig, men bange helt, vovede sig lidt ud fra badebroen. Omhyggeligt sørgede han for at holde det beroligende og venlige ansigt oppe, og han lagde straks en støttende hånd på hendes ryg, da hun lagde sin på hans arm.
Han kunne næsten ikke undgå at føle kulden fra hendes hud og undertrykte et spontant gys.
"Jeg lover ikke at grine," forsikrede han, fordi hun så så usikker ud, og hans humør steg straks et par grader.

Havde det ikke været fordi hun var så usikker havde hun nok grinet af hans blik på hende, hvor måtte det oz se komisk ud, vampyre og især hende selv, var kendt for at være følelseskolde personer, der lokkede andre i døden med deres charmerende og forførende blikke, og hun havde da oz selv udnyttet den del en gang eller to.
“Jaa jeg sys.. Jeg har aldrig set sådan noget før” svarede hun smilende og holdt tæt om hans arm, hun sukkede lidt forsigtigt og så ham i øjnene da han snakkede om at give hende kælenavne.
“kælenavne? Uh jeg kan godt li Aine?” smilte hun og så svagt rundt, hun smilte og nikkede lidt, “Okay okay… så du.. Du en vandmand” drillede hun og grinte svagt for sig selv, inden hun mødte hans blik igen og bed sig blidt i læben “Er jeg meget kold?” spurgte hun let, hun tænkte ikke selv over det mere, men hun var jo koldere end alle andre, det gav lidt sig selv.
Forsigtigt lod hun armene glide om hans hals, “Gaard der er alsa dybt” mumlede hun og lod blikket glide ned mod vandet igen, selvom det faktisk ikke var så dybt igen, så virkede det bare ekstremt dybt på hende.

"Fedt! Nu lyder jeg som en eller anden sjælden blæksprutte," erklærede Athal. Men det var ment for sjov, og han slog en høj latter op.
Lyset fra de to sømænds kahyt flakkede en smule, og da Athal skyndsomt så derovermod, nåede han lige at se en skikkelse vende sig fra koøjet for derefter at sætte sig igen. Han mærkede en sær nervøsitet brede sig og skrev en mental note bag øret om, at han nok burde grine lavere fra nu af, inden de endte på en fiskesnørre.
"Aine?" sagde han og smaskede lidt mere på den. "Ja. Jah, det passer godt til dig .. Aine." Han smilede fredsommeligt til hende, men det blev brudt lidt, da han atter måtte undertrykke en svag kuldegysning, da hun lagde armene om halsen på ham. Det var næsten heldigt, han var immun overfor havets kulde - ellers ville han nok være blevet en menneskelig istap!
Tanken bed, og han smed den snart væk igen, glad for at hun ikke kunne læse tanker. Dén havde været lidt for hård.
Han overvejede sit svar lidt. "En smule," svarede han så. Det skæve smil trak hans mundviger op, og han lagde nu også den anden arm om hendes liv. Helt ærligt, det var bare en sikkerhedsforanstaltning!
Selv om han havde lovet at lade være, måtte han stærkt undertrykke en latter. "Kom, lad os øve dine svømmeteknikker lidt," foreslog han hjælpsomt. "Du klarer dig allerede rigtig flot ved bare at være hernede, Aine."

“Jaa er det ikke super?” drillede hun og så ham legende i øjnene, hun grinte svagt for sig selv, og så mod fiskerne.
Hendes øjne glimtede kort rødt og der lød et par råb derinde fra. “Så.. Er de nok beskæftiget med noget andet” smilte hun og betragtede kort flammerne fra båden, hun havde kun sat ild til et håndklæde, så hvis de da ikke havde drukket en tand for meget, burde der intet ske. Men måske var det alligevel godt de ikke sejlede ud med den mængde de havde fået af spiritus.
“Jaa Aine lyder fint” nikkede hun tænkende og smilte for sig selv, slap ham langsomt og trak sig hen til broen igen, “Nah… det må du undskylde, jeg tænker ikke over jeg er kold.. Tror jeg går op igen” sagde hun og trak på skuldrene, holdt svagt fast i broen, og så tilbage på ham, hun hadede at være så usikker på sig selv, det lå bare ikke til hende at vise sårbarhed og svaghed, selvom hun gjorde det lige nu, og det irriterede hende.
Hun tøvede lidt ved broen og bed sig kort i læben, svagt rystede hun på hovedet af sig selv, og hev sig let op på broen, hun blev siddende oppe på broen, hendes fødder hvilede lige over vandet,. Imens hvilede hendes blik intenst på ham, hvorfor skulle andre væsner oz være så uimodståelige.

Athal gispede og så oprørsk mod skibet, hvor stærke røde og gule farver udsprang. Den velkendte lyd af knitrende ild lød som en gongong mod Athals trommehinder, og forfærdelige tanker begyndte at samarbejde. "Hvad er det, du har gjort?!" udbrød han og stirrede chokeret på hende. Uvidende om hvad hun havde sat ild til, forestillede han sig allerede det mest uhyggelige.
Han lod hende kravle op på badebroen, da en velkendt trækken i skulderbladene nåede ham. Fejl - han havde taget fuldkommen fejl! Aine var ikke en følsom vampyr, men derimod en, der morede sig med at sætte ild til folks skibe, så hun selv kunne få ro. Var hun overhovedet klar over, hvad det kunne koste?
Ja, sagde en skuffet stemme i ham, det var hun sikkert.
Han gjorde et oprørsk plask med sine arme og hævede sig adskillige centimeter via bølgers hjælp. "Få det slukket - nu!" knurrede han og nedstirrede hende så groft, han kunne.

Aubreiane så let og undrende ned mod ham, smilte for sig selv, han brød sig ikke om det, det forstod hun nu godt, et eller andet sted. “Athal slap af, det et håndklæde, der er intet andet der kan gå ild i, jeg gad bare ikke have to fulde mennesker der stirrede på mig” sagde hun med et skuldertræk. “Hvad vil du ellers have, det hvad jeg har lært” fortsatte hun og lod hånden dreje en gang, ilden slukkede ret pludseligt. “Desuden ville det have forhindret dem i at sejle ud mens de er pløre fulde, så inden du tænker de værste tanker om mig, så tag lige det med i dine tanker” mumlede hun og rejste sig.
“Det var min fejl at overgive mig til dig, jeg skulle aldrig have vist min sårbarhed” mumlede hun en anelse såret, og lod sit undertøj blive tørt, inden hun langsomt spandt dolken om sit lår, og lod den sorte kjole glide nedover sin velformede krop, let smed hun det røde hår om på ryggen, og tog sine støvler på.