Havets kald

Aubreiane så sig lidt omkring og så så pludseligt på ham idet han kom ned, himlede med øjnene og grinte for sig selv, ”jaa mega romantisk, eller noget, måske mere hvis det havde været i soveværelset med rosenblade på gulvet, såå..” hun tav og nikkede for sig selv med et smil, rakte let tunge af ham.
”Nårh min kære Athal, selvom jeg nyder dit selskab og jeg sagtens kunne se oz i en hed omgang sex, og ja det sagde jeg, så vare det kun en time før solen står op, så nu må du vælge hvad du helst vil,” smilte hun let og rejste sig tænkende gik let hen til ham, ”du må skam gerne blive her, men så skal du bare sige til når du skal gå, for så går jeg ind i et andet rum” sagde hun let og pillede ved sit lange røde hår. Hendes grønne intense øjne hvilede ind i hans, og på den måde fastholdt hun hans blik, det havde hun altiid været ekstremt god til.
”Og bare rolig, jeg har bare lidt svært ved at styre duften af blod, det en del af mig, og når jeg dufter det kommer rovdyret op i mig, jeg kan ikke gøre for det” smilte hun og hvilede drilsk hænderne mod hans bryst. ”Men vi kunne jo altid sige det var uafgjort, jeg har vist oz gjort dig lidt oprørt på kun en nat” smilte hun frækt og bed sig kort i læben.
Hun nød virkelig han var der, det kunne være rart han blev der, men hun ville helt sikkert ikke bebrejde ham hvis han hellere ville gå. Han var jo ikke et natvæsen som hende, og hun kunne bare ikke tåle solen som han kunne.

Athals latter passede til den dæmpede belysning, lysene gav "Vi kan jo hurtigt fiske et par blade op fra badekarret, hvis det skulle være .. " tilbød han drillende.
Den tomatrøde farve udgjorde tydeligt sit tema i hans ansigt, og han så tvivlsk på hende. Hvor var hun dog forbandet charmerende! Det røde hår bølgede og svang sig om hendes kønne ansigt med de endnu kønnere øjne, der stirrede dybt ind i hans. Varslen om hendes lyst til hans blod trak med usynlige snore ham hen mod døren. Flygt dog mens du stadig kan! hviskede de spøgelsesagtigt og insissterende. Han trak vejret dybt og skulle til at sige, at det nok ville være bedst, hvis han gik nu, da hun lagde sine hvide hænder på hans bryst.
Kulden fra hendes hud ramta hsns, der var fuldkommen blottet, og skød en gysen op gennem ham. Eller var det på grund af hendes kropstemperatur, han gøs? Han vidste det ikke. Uden at tænke over det trådte han et skridt nærmere, og så ét til, indtil de stod helt tæt på hinanden.
"Er du helt sikker på, at du stadig vil have mig her?" mumlede han hæst og lagde forsigtigt sine brændende hænder om hendes ansigt. "Hvis mit blod kan komme til at friste dig så meget, hvordan kan du så få dig selv til at overhovedet at give mig valget om at blive?"

Aubreiane så ham intenst i øjnene, vidste godt frygten for at hun bed ham gjorde ham usikker, og indrømmet : hun havde lyst, smagen af hans blod var bedre end en del andet, og hun havde været fristet til at lokke ham til at blive bare for at bide ham, men sandheden var en helt anden.
Hun nød han var der, hans selskab, det hele var egentlig meget rart, efter så mange år med kulde, havde det undret hende, hvordan hun kunne falde for en som ham, måske var det fordi han var lidt anderledes end andre.
Aubrei mærkede hans gysen under hænderne og smilte kort for sig selv, "Jeg ved det godt,.. jeg ved godt jeg er kold" mumlede hun og så kort ned, inden hun mødte hans blik igen, hendes hud blev en anelse varmere og hun smilte lidt igen, "Det gode ved at styre ilden er at jeg kan blive lidt varmere end andre vampyre" sagde hun tænkende og så på ham da han kom nærmere, kunne se på hans tomatrøde ansigt at han var usikker og meget genert. normalt ville hun have grinet håndligt, sådan en tåbelig menneskelig ting, men ikke idag, ikke nu.
"Jeg kan godt styre det.. og ellers har jeg en god ven der har givet mig noget falskt blod jeg kan drikke istedet, så bare rolig" hviskede hun legende i hans øre, "Kom ikk og leg hvis du ikke mener noget med det" fortsatte hun drillende og pillede ved hans hår, så mange ting fascinerede hende stadig med ham, hans hår, og hans hud ikke mindst, hvordan mon det var at være vanddæmon.
"Men jeg tvinger dig ikke til at blive.. du er ikke nattevæsen, derfor giver jeg dig valget, så det op til dig om mit selskab er godt nok, eller om du vælger at smutte fordi jeg er hvad jeg er.. det helt op til dig" hviskede hun blidt og bed sig lidt i læben, inden hun lod tungen glide ud og fugte læberne en anelse.

Gåsehuden, der havde bredt sig på Athals bryst, skrumpede ind, idet hendes kropstemperatur nåede højere grader, og musklerne slappede i automatik en anelse mere af. Overrasket kiggede han på hende, og så smilede han skævt. "Jeg troede ellers, det var noget, I vampyrer ikke kan tåle. Ilden altså?" spurgte han med ægte interesse.
Hendes ansigt var nu så tæt på hans, at han kunne mærke hendes kolde ånde mod sin kind. Hvis blot han drejede hovedet en anelse ...
Det var som om, hendes ord satte en vis respekt i gang. Instinktivt vidste han, at hun ikke var en, hvis følelser, man likke skulle lege med, og en nagende tanke prøvede desperat at hive ham tilbage i vandet igen. Han kunne bare ikkr få ordentligt fat om den.
"Hvad mener du med, at du godt kan styre det?" nærmest hviskede han. Han mødte alvorligt hendes blik, forsøgte at forstå de gådefulde tunneler, der snoede sig i hendes øjne. "Er du tørstig? Lige nu?" En knytnæve lukkede sig om hans lunger, og han bed sig usikkert i læben, mens noget af rødmen forsvandt.
"Jeg synes, dit selskab er godt nok!" sagde han så, og en sær snert af fornærmelse sneg sig i spillende undertoner ind i stemmen, som om det gjorde ham sur, at hun overhovedet kunne overveje andet. Men tanken gjorde ham også en smule forvirret. Havde han ikke lovet sig selv at hade hende fuldstændigt?

Aubreiane hvilede ganske kort læberne mod hans hals, mærkede hans livlig puls under sine læbber og smilte stille, "Jovist er jeg det.. men jeg kan godt styre det.. så længe siden er det heller ikk jeg spiste, men havde det været det.." hun tav og bed sig svagt i læben. jo det var fristende, han stod med halspulsen fuldstændig blottet lige under hendes mund, og virkede ikke til at tænke over det, men det gjorde han nok.
"Det med ilden, det kan de fleste heller ikk, derfor er det lidt mærkeligt for mig at jeg sagtens kan, men jeg udnytter det skam oz, især til at blive lidt varmere, det jo ikke noget jeg tænker over mere, kun når jeg ser andre reagere på det" sagde hun tænkende og så ham længe i øjnene, hvorfor var han ikke gået, var han ikke en der hadede vampyre som han havde sagt?, det forvirrede hende faktisk en anelse, men det var nu rart med lidt selskab.
Blidt lod hun hovedet glide på skrå og smilte for sig selv. "Så du nyder mit selskab? det jeg da glad for, når nu du ikke hader mig mere" grinte hun stille og så kort mod døren, "Sig til hvis du vil gå, din trøje skal bare lige være færdig med at tørre, jeg vil bare gerne vide det" sagde hun blidt og pillede ved hans nakkehår, lod blidt blikket glide tilbage på ham, og mødte hans blik med intense øjne, inden de gled ned til hans læber, skulle hun? ville det virke for anmasende, det vidste hun faktisk ikke helt, men hun kunne jo nok kun tage chancen og håbe på det bedste. Forsigtigt lænede hun sig lidt frem, og mødte hans læber med sine egne, kyssede ham blidt og ømt, inden hun trak sig lidt tilbage og smilte tænkende.

Athal gøs og lukkede beredvidende øjnene. Hendes læber mod hans hals føltes voldsomt forførende og samtidig meget oprivende. Adrenalinen susede rundt i kroppen, og han lagde begge hænder meget bestemt på hendes arme. Pludselig var han ikke længere i tvivl om hendes kræfter. Ville hun bide ham nu og her, gjorde hun det, og så ville han trække alle sine kræfter fri. Gjorde hun det, ville hun være en bedrager i hans øjne.
Den oprivende følelse sled stadig i ham, da hun trak hovedet tilbage for at se ham i øjnene. Han sank en klump. "Det er godt .. med lidt varme indimellem," medgav han med lettere blævrende stemme.
Hendes ord var lige ved at få ham til at grine. Hvad hun ikke vidste, var, at ønskede han at trøjen skulle være tør, skulle han blot gå hen, røre den og udføre lidt letavanceret magi. Det var naturligvis ikke noget, han havde tænkt sig at fortælle hende, og han kendte udmærket selv grunden til det.
"Jeg tror, min trøje har det meget fint." Hans hånd fandt undersøgende vej om til hendes ryg, og han begyndte at stryge hendes hår med fingrene i takt med han så overvejelserne i hendes ansigt. Sekundet før hendes læber mødte hans, tøvede han mindst lige så meget som hende. Hvilke risici ville der komme ud af det her? Ville det overhovedet være i orden at kysse sådan en som hende?
Men nu var det for sent. Aine omfavnede ham i en salig dulm af lidenskab og længsel, og da hun trak sig tilbage igen, kunne han ikke tænke på andet end kysset. Et kort øjeblik så han på hende med fuldstændig vilde øjne, men så afveg al eftertænkning.
De stod stadig tæt sammen, så det var intet problem, da han heftigt kyssede hende igen.

Aubreiane mødte hans blik indtagende, og smilte for sig selv,tænderne var stadig tydelige når hun smilede, men hun var som hun var, og det kunne hun ikke ændre på, og det ville hun heller ikke, ville ikke ændre sig for en fyr, den fejl havde hun begået en gang, og det skete aldrig igen.
Kysset havde været dejligt og hans læber bløde, hun havde nok kun trukket sig tilbage for at se ham i øjnene og se hvad han sagde til det, havde været så meget i tvivl om hvorvidt det var klogt, for han havde jo udtrykt sin foragt for hende, men nu havde hun gjort det, og vejen tilbage var ikke inden for rækkevidde mere. Let mødte hun hans blik og gispede så en anelse overrasket da hun mærkede hans læber mod sine endnu en gang, dog mere bestemt og krævende, hvilket hun godt kunne lide. langsomt lod hun hænderne glide om bag hans nakke og gengælde det hedt og forførende, som kun en vampyr kunne. vidste ikke hvad det ville føre til, om det ville føre til noget, eller hvad der skulle ske, men det var rart at overgive sig selv uden at være bange for det ville gøre ondt.
Aubrei hvilede efter lidt tid, hænderne mod hans bryst igen, og slap hans læber, "Athal.. hør.. du skal alsa ikke gøre det fordi du er bange for jeg gør dig noget, det helt okay hvis du syntes det var forkert af mig" sagde hun let og smilte for sig selv, han var nu meget sød egentlig. "Og.. du kan jo heller ikk li vampyre vel?" drillede hun legende og grinte blidt for sig selv, kyssede ham flygtigt igen inden hun strøg hans kind og gik hen til døren, tog et sort tæppe ned foran den, og hvilede blidt ryggen mod den, med et ret så intenst blik på ham, hun smilte en anelse legende for sig selv,.

Hun måtte have en inddragende funktion. Athal var slet ikke i humør til at slippe Aiine igen og kunne have tilbragt langt mere tid i selskab med hendes læber, hvis det ikke havde været fordi, hun havde trukket sig væk. Rødligheden havde atter nået højdepunkt i hans ansigt, og øjnene skinnede på måling med et sollysreflekterende hav.
Hun satte et oprør i gang i ham. "Tror du, jeg kysser dig, fordi jeg er bange for, at du bider mig?" udbrød han og udstødte en vantro latter. Igen lænede han sig frem for at fange den sødlige essens, ergo Aine, men da havde hun allerede bevæget sig adskillige skridt væk.
Athals hår var altid ubestemmeligt rodet, men nu lignede det en hel fuglerede. Vanrto betragtede han hende tage tæppet og svinge det op på døren med sig selv som det afsluttrende mønster. Hvad i al verden skulle det til for? Forventede hun, at han løb igennem det eller sådan noget?
Han lo igen, hæst, og støttede sig famlende op ad den modsatte mur. Sænkede blikket men fokuserede snart på hende igen. "Og hvad så nu?" kom det. Han bed sig i læben og rystede svagt på hovedet. "Vi kan da godt tjekke hvor tør, min bluse er, hvis det skulle være .. "

Aubrei bemærkede godt undren i hans blik, idet hun tog tæppet ned over døren og efterfølgende hvilede ryggen mod døren, "Søde, hvilken del af : sollys dræber mig, forstod du ikke? grinte hun glad og lod hovedet glide på skrå "jeg sætter tæppet over for at være sikker på solen holder sig ude, det lige til at fjerne hvis du vil ud" sagde hun mildt og gik hen mod ham,.
"Men jeg har jo egentlig ikke vist dig rundt" drillede hun, efter en ret hurtig gennemgang af huset havnede de på hendes værelse, "Jaah det så.. min lille hule" grinte hun for sig selv og snoede en tot hår om fingeren,. som det eneste rum i hele huset var dette værelse dystert og sort, det var ikke noget hun som sådan havde gjort med vilje, men det var her hun fandt tryghed og især her hun fandt sin kreativitet frem, hun skrev og malede meget når hun kunne, hvilket man oz kunne se på det stafeli der stod i hjørnet, hvor hun var ved at male et stort billede, med en masse farver.
"Såe... nu har du set mit hus og.. din trøje er vist oz tør, medmindre du vil blive lidt?" drillede hun legende og så ham intenst i øjnene,.
Lydløst gik hun hen til ham og hvilede hænderne mod hans bryst igen, smilte lidt for sig selv, og lod kort læberne hvile mod hans kind, "Uanset hvad, har jeg hygget mig sammen med der, det sker sjældent, så det har været dejligt" mumlede hun langsomt og pillede ved hans hår, det var meget rodet, men egentlig ret dejligt.

Det lykkedes Athal at føle sig temmelig dum, og han slog opgivende ud med armene. Selvfølgeligt! Sollys! Hvor dum kunne man være?
Straks føltes alting meget mørkere og mere dystert, og han så sig spekulativt onkring. Havde han allerede været vågen en hel nat? Tiden havde åbenbart gået hurtigere, end han havde troet.
Uden rigtig at mestre nogen form for vilje lod han sig lede rundt i hendes hus, hvor han opmærksomt slugte enhver detalje. Øjnene faldt straks på maleriet i hjørnet, så snart de dukkede op i hendes soveværelse, og et øjeblik stod han blot og stirrede paf på det. Så, med et mindre gisp, gik opmærksomheden tilbage til Aine, da hun forførende snakkede til ham igen. På dette dystre værelse lignede hun mere end nogensinde en vampyr.
"Det lader vist til, at du hellere vil have at jeg bliver," kommenterede han slævtsmilende og så med hævede øjenbryn på hende.
Nøj, hvor det forbløffede ham, at det lykkedes at være så cool hele tiden. I lignende situationer ville han have været på tærskelen til et rødmalet dampskib, men nu busede alle tankerne bare ud af ham.
Han strøg hende over armen. Lod en kildrende finger følge huden opad, indtil den endte aende på hendes kind. I en rum tid stod han blot og betragtede hende. "Jeg tror, min trøje er tør nu," sagde han endelig.

Aubreiane hvilede blikket ind i hans øjne og grinte lidt for sig selv, let strakte hun sig og gik hen til billedet, "Jeg kan se du kigger på mit nye billede? jeg maler en del af og til, det skifter lidt hvordan de ser ud" smilte hun for sig selv, og gik så tilbage til ham, stod tænkende ved ham, vidste ikke hvorfor han så så underligt på hende.
"Well.. jeg kan godt li du er her ja.. det sjældent jeg snakker med folk og du er jo ret nuttet" drillede hun og puffede blidt til ham. let nussede hun hans arm og lod hovedet glide på skrå.
"Jaa du har nok ret.. og du er vel oz ved at være træt.. jeg henter den lige" sagde hun langsomt og gik ud på gangen og videre ud på badeværelset, fandt hans trøje og kom langsomt ind med den til ham, rakte ham den, og smilte ganske kort, "Såe.. en anden dag måske" sagde hun tænkende og hvilede ryggen svagt mod væggen bag sig, self ville han ikke blive her, kunne hun overhovedet forlange det af nogen der ikke var nattevæsner.
"Så uhm.. vi ses bare" smilte hun svagt og blev hvor hun var, havde jo sagt hun ikke kunne tåle lyset fra solen der nu stod ret så højt på himlen allerede, timerne var bare fløjet afsted og hun havde ikke en gang bemærket det.
"Jeg bliver heroppe okay, ellers bliver det en tand for farligt, så.. bare luk døren bag dig når du går" smilte hun stille og smed det lange hår om på ryggen og gik hen for at re sin seng. var egentlig lidt små trist over han allerede skulle gå.

Athal gjorde en fejende håndbevægelse mod det kunstfærdige håndværk. "Det er meget pænt," komplimenterede han ærligt. "Jeg ville ønske, jeg kunne male mere end tændstikmænd og heste, der ligner hunde." Han skar en grimasse.
Blusen var stadig fugtig, da hun rakte ham den, og han tog imod med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. Et kort øjeblik fór en masse tanker kun gennem hans sind. Så tog han sig sammen, og en masse energi blev trukket ud af trøjen, så den endte knastør i hans hænder. Et skævt smil hvilede sig dovent op ad Athals læber, og han så opmærksomt på Aine. Var det indbildning, eller så hun lidt fortrydelig ud ved, at han gik?
Lettere åndsfraværende nikkede han og vendte sig, som nærmest i en drøm, mod døren. Men der var noget galt. Det var som om, han ikke rigtig kunne få sig selv til at gå. En sær følelse fjedrede sig i ham, og han prøvede desperat at famle sig frem til grunden, som endnu var gemt for ham.
"Sandheden er .. " sagde han langsomt og vendte sig mod hende igen. Hjernen arbejede på højtryk, og han så en smule desperat ud. "Sanheden er," gentog han, "at jeg ikke kan komme hjem, fordi .. øh .. ja! Jeg har ikke min nøgle, og min sambo, hun .. er ikke hjemme!" Noget af det var da sandt.

Aubreiane smilte lidt da han komplimenterede hendes malerevner, "Jaah det gør mig bare rolig at male nogle gange, så det gør jeg istedet for at myrde folk" smilte hun stille og betragtede ham tænkende, ville han ikke gå var det det?, hun kunne ikke rigtigt finde ud af det fakitsk, men den historie han pludselig fandt frem virkede lidt.. hurtigt flettet sammen.
"Well.. du må gerne blive her men.. men jeg går nok snart i seng, måske.. nu må vi se" smilte hun og betragtede trøjen der blev tør i hans hænder, så havde hun alsa haft ret i nogle af sine tanker om ham.
"Uhm.. er du sulten eller noget? en kop kaffe måske?" smilte hun forsigtigt og satte sig kort på sengen, hun smilte for sig selv, jo den seng var nu meget rar egentlig, blidt gled hun ned og lagde sig i den istedet, sukkede tænkende,.
"Jeg er da ked af du så er tvunget til at være her sammen med mig så længe?"drillede hun legende, og gled om på siden at ligge for bedre at kunne se ham, svagt grinte hun for sig selv, "Eller hvad har du lyst til?" spurgte hun drilks, lod kort tungen glide ud og fugte læberne en anelse, de blev så hurtigt tørre for tiden, det var egentlig lidt irreterende.
"Du kunne da egentlig bare have sagt du sagtens kunne tørre din trøje selv, jeg mener hvis du ikke er så glad for at være her og sådan, så hvorfor gjorde du ikke det?" spurgte hun roligt, hendes øjne der stadig var røde hvilede nu intenst ind i hans.

Aines forklaring gav Athal en smule myrekryb, og igen kæmpede hans følelser mod de forskellige vendinger, tankerne truede at tage. Alt ville bare have været meget lettere, hvis hun ikke var en vampyr!
Hvad? Ønskede hun alligevel, at han gik? Athal havde følt sådan en stærk trang til at blive, at han straks havde bikset op med en eller anden tilfældig historie, der bare udsprang fra hans tanker. Han havde vel regnet med, at Aine havde det på samme måde, men hendes ord forvirrede ham lidt. Eller prøvede hun bare at spille kostbar?
"Nej, det .. " sagde han med et mat smil og rystede lidt på hovedet. Trætheden begyndte nu at kunne mærkes, men ikke sådan så det var forfærdelig galt. Sidste aften var han kommet til at se et komdieprogram i fjernsynet lidt for længe, og så var dagen bare gået med at sove.
Han var netop ved at trække blusen over hovedet, da hun sprugte ham om hvorfor, han blev her, hvis ikke han nød det. Et latterfnys arbejede sig på vej op i halsen, og han tittede ud fra blusen. "Siden hvornår har jeg givet udtryk for ikke kunne lide at være her?" spurgte han listigt, men samtidig også oprigtigt undersøgende. Hvordan i al verden havde hun fortolket deres samtaler?

Aubreiane så ham intenst i øjnene, let smilte hun for sig selv, “Jeg ved jo godt du hader jeg er vampyr søde Athal.. Men det kan jeg alsa ikke gøre så meget ved.. Hvis der var en måde så jeg kunne blive som dig, ville det være fantastisk men så vidt jeg ved, kan det aldrig ske og… sådan er det bare” mumlede hun stille og strakte sig kort.
“Hør uhm…. Det vil være rart du bliver.. Som sagt nyder jeg dig selskab” smilte hun svagt og rejste sig, strakte sig tænkende, self ville hun have han blev, men hun ville heller ikke virke totalt stalker underligt,”Skal jeg rede op til dig på sofaen? Eller vil du bare ligge her sammen med mig? Jeg kan godt holde mig varm mens jeg sover?” smilte hun drilsk.
Let gik hun hen til ham og hvilede hænderne mod hans brystkasse igen, han var egentlig ret rar, det var dejligt at være sammen med ham, hun havde bare lyst til at være sammen med ham i stedet for at sove, men det ville ikke være videre godt for hende senere hen,.
Blidt lod hun læberne hvile mod hans kind i et blidt kys inden hun så ham legende i øjnene, “Du ved stadig ikke hvad du skal sys om mig vel?” smilte hun drilsk og pillede ved hans trøje, lod hovedet glide på skrå. Vidste ikke helt hvad hun kunne gøre for at gøre ham sikker på hun ikke var så slem længere.

Var hun tænkelæser eller sådan noget? Athal stirrede usikkert tilbage i hendes øjne, som i konstant form vedholdte sin intense styrke. Det var ubehageligt hvor let, han nogle gange var for andre at læse. Nu var han jo heller ikke ligefrem den bedste skuespiller, og det havde tit vist sig som en ulempe i kamp (han havde stadig et gammelt mærke på bagdelen, som lignede . nej, ligemeget), og i rum med sådan en som Aine virkede det heller ikke videre fornuftigt.
Han gned sig i nakken og forsøgte tilfældigt at se væk, undgik at besvare spørgsmålet. "Jeg tror, der skal lidt mere til, før jeg er træt nok til at gå i seng," sagde han så, da hun yndefuldt bevægede sig hen til ham, men gabte uheldigvis i samme øjeblik.
Kulde og varmede kullidrerede i hans indre bryst, og han lagde eftertænksomt hænderne mod hendes hofter. "Nej," sagde han så, og en lille latter slap med ud i forbifarten. "Nej, jeg aner ikke, hvad jeg skal synes om dig, Aine." Forsigtigt rakte han en hånd op og strøg en hårlok væk fra hendes ansigt. "Og jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet burde stå her." Han rystede lidt på hovedet. "Men alligevel kan jeg ikke lade være. "

Aubreiane så ham forførende i øjnene og grinte stille for sig selv, "Jeg begynder at få den mistanke du er bange for jeg æder dig mens du sover?" drillede hun og hvilede armene om hans nakke, så roligt ind i hans øjne, hendes havde altid været lidt anderledes, lidt mere dybe end andres.
Aubrei lyttede tavst til det han sagde, og smilte så lidt igen, lidt tænkende dog, "Jeg har som regel den virkning på folk, det ikke noget jeg gør med vilje" smilte hun og pillede ved hans nakkehår, "Men det undre mig stadig du er her faktisk.. jeg kan li du er her, men når du nu ikke bryder dig om vampyre., så havde jeg slet ikke regnet med du gik med hjem til mig" smilte hun og bed sig ganske kort i læben.
"Jamen.. hvad har du så lyst til at lave? når nu du ikke vil have mad, kaffe eller sove?" drillede hun og så kort mod vinduet for at se om der kom lys ind, noget generede nemlig hendes øjne lidt. men det gjorde der ikke, så hun trak blidt på skuldrene, og så igen ind i hans øjne, smilte svagt for sig selv.
"Men du ved.. hvis jeg virkelig ville gøre det af med dig, så havde jeg nok gjort det for længst tror du ikk?" smilte hun en anelse legende og så langsomt ned på hans læber, der nu endnu en gang ikke var så langt væk fr ahendes, hvor fristende at lade dem mødes igen, men han ville nok ende med at blive sur denne gang.

Athal slog en nervøs latter op. "Æder? Nej, det tror jeg ikke, du kunne finde på." Et tandsmil dukkede frem. "Jeg tror mere, du foretrækker den finere måde med bare at drikke mit blod." Pludselig var det som om, det blev en sjov leg; det der med at drille Aine med blodet. "Jeg tror vist, jeg har noget ketchup et sted, hvis det er den røde farve, der ophidser dig," tilføjede han med et bredt grin.
Han så op i loftet og trak overvejende på skuldrene. "Mine forældre havde det med at kalde mig en paranoid, lille knægt," fortalte han med en opgivende grimasse som tilbehør. Et kort øjeblik tog hans tanker en flyvetur og endte et helt andet sted, langt væk fra Aine og ham. Så snakkede hun igen, og han vendte med et sæt tilbage til virkeligheden.
"Lad mig lige tage den op til overvejning," skævtsmilede han og overvejede kraftigt af kysse hende igen. Ved nærmere eftertanke ville det måske være bedst at lade være.
En tanke faldt ham ind. "Vent - burde du ikke, sådan, ligge og sove nu?" Han nidstirrede hende mistænksomt. "Jeg troede, det var sådan, at I gik ud som et lys, så snart solen stod op."
Okay, indrømmet; Han havde ikke særlig megen viden om vampyrer, men onde - det var de dog! De fleste i hvert fald ..

Aubreiane så ham drilsk i øjnene, og grinte kort for sig selv, "Jaa.. måske har du ret, det kan godt være det er den røde farve der ophidser mig noget så grusomt" drillede hun og skubbede lidt til hans arm, rystede blidt på hovedet af ham.
Kort så hun mod døren, og det gik op for hende lyset kom ude fra gangen, hun tøvede meget længe, inden hun så op på ham, tæppet var nok faldet af ude på vinduet, det skete så tit, det var egentlig lidt mærkeligt for det var kun det vindue.
"Mig? joo det burde jeg nok.. og neij det behøver vi ikke, vampyre kan holde sig våge i flere dage, især på en blodrus, men jeg er bare ikk så god til den del med at sove" smilte hun og strøg hans kind, bemærkede godt han blev lidt fraværende og bare stod og tænkte.
"Du har ret, du er nok lidt parnoid" drillede hun og grinte for sig selv, hvis han måtte drille hende, måtte hun i hvert fald oz drille ham, og det gjorde hun så oz, så meget hun nu kunne, hun elskede at drille folk.
Blidt så hun ind i hans øjne igen da han så tilbage på hende, let lod hun hænderne løbe gennem hans hår, nussede hænderne igennem det for en stund, det var egentlig ret rart at røre ved. endnu en gang hvilede hendes blik mod hans læber, skulle hun tage chancen, tænkte han mon på det samme.
Svagt lænede hun sig frem og lod deres læber mødes i et dybt og intenst kys, havde igen ladet armene glide om bag hans nakke.

"Jaah, man skulle næsten tro, jeg var rødhåret .. " fortsatte Athal grinende. Det var lige før, det udviklede sig til et grineflip. Gud, hvor måtte han dog været træt!
Instinktivt fulgte han hendes øjne, til de begge stod og skottede ud mod gangen. Først kunne han ikke rigtig finde ud af, hvad der var i vejen, men så gik det efterhånden op for ham, hvad det var. Langsomt, nærmest i slowmotion, så han på Aine. Blikket var spørgende.
"Det må da være sejt at kunne blive oppe i flere dage," kommenterede han og glemte for et kort øjeblik alt om det mistænkelige lys. "Du ville være et pragteksemplar i skolen." Han tilføjede en professor-agtig nikken, mens billeder af Aine, siddende med sygeligt opspilede øjne ved en skolepult, trillede forbi hans indre blik.
Hendes hænder føltes som et koldt slør mod hans bryst. Det var noget mere behageligt, nu da han trods alt havde en bluse på, men han kunne stadigvæk tydeligt mærke, at hun ikke var helt menneskelig. Hendes øjne borrede sig glødende ind i hans, og nu var det helt umuligt at kigge væk. Hvis Aine havde haft den indstilling at forføre Athal til det grusomme, ville det have været muligt for hende nu.
Kysset virkede ikke overraskende. Nej, det var nærmest som om, det var noget, han havde ventet på. I gammel erfarenhed lukkede han øjnene og gengældte lidenskabeligt vampyrkvindens kys. Hendes frodige krop brusede mod hans, og han udforskede hende i sin egen umættelige tørst.

Aubreiane nussede blidt hans nakke og lod den ene hånd hvile omme bag den, nussede bare hans hals, nød den blide føelelse af hendes kolde fingre mod hans varme hud, stille pillede hun ved hans trøje, lod sig selv blive lidt varmere for at han kunne holde ud at røre hende
Gaard hvor det lys dog irreterede hende, selv den lille smule der kom ind af sprækken, gjorde at hun havde ret svært ved at fokusere på meget andet. alligevel formåede han dog at trække hende tanker lidt væk, fik dem til at falde på hvor dejligt det ville være hvis han blev der, hvis han ikke behøvede at gå, men self havde han brug for at gå, det ville nok ikke vare længe.
Længe og intenst holdt hun læberne mod hans i kysset, nød virkelig den måde han lagde så meget følelse i kysset på, mærkede hans dejligt varme læber mod hans, det var virkelig rart.
Til sidst måtte hun dog bryde kysset og se mod døren, "Ej undskyld.. jeg ved godt jeg ødelægger det hele.. men hvis nu jeg gemmer mig under dynen, gider så ikke gå ud og sætte tæppet for vinduet igen? det har det med at falde ned og jeg forstår det viirkelig ikke.. jeg har prøvet alt for at holde det oppe, men som det eneste falder det ned hele tiden" sukkede hun og strøg hans kind ganske kort, inden hun smilte for sig selv og lagde hovedet på ryggen.

Selv om man næppe skulle tro, det var tilfældet med en vampyr, føltes kysset som kom det fra selve solen. Ikke fordi det ligefrem medbragte svedeture - kold var hun jo -, men det gav ham en helt speciel følelse.
Ophidselsen tog til, og det føltes også som om, Aine havde det sådan. Athals hænder fandt belejligt om til hendes bagdel, og en kortfattet latter undslap ham tankeløst, idet han skubbede hende lidt længere frem.
Som når man bliver vækket midt i i en dejlig drøm, afsluttede Aine kysset. Athal blinkede et par forbavsede udtryk frem. En svag skælven gik gennem ham, og han smilede usikkert til hende. Et flygtigt sekund overvejede han at kaste et tankeløs kommentar over bord, men rystede skyndsomt på hovedet, da hun kom med forklaringen.
"Nåh," sagde han. "Nååh, jah .. jamen, selvfølgelig." Han frigjorde sig fra hendes greb og stod i et kort øjeblik i forstenet ømhed. Så, med et blomstrende smil, snurrede han omkring, sprang flere trappetrin over på vejen ned og hev ivrigt gardinet for.
En undrende tanke slog ham drillende i baghovedet, da han vendte sig om for at gå op til Aine igen: Det var da lidt underligt, at det bare sådan faldt ned af sig selv!

//Hahaha, lagde hovedet på RYGGEN??? xD //

Aubreiane smilte og nussede hans arm, gemte sig kort under dynen og ventede tænkende på han kom tilbage, hun kunne ikke høre hans skridt,måske han var gået? det håbede hun da ikke.. hun kunne mærke hans tilstedeværelse endnu, så han var nok stadig i huset i hvert fald.
Langsomt så hun frem fra under dynen, for at se om han kom tilbage, tøvende fik hun øje på noget ude på gangen, hun tøvede meget længe inden hun langsomt rejste sig og gik derud, han havde vist puttede tæppet foran vinduet igen, der var i hvert faldt ikke noget der generede hendes øjne mere.
Idet hun nåede der ud blev hun stående længe og betragtede den sorte rose der lå nøje udvalgt på gulvet foran et vindue, et rødt bånd prydede stilken. let lod hun de røde øjne glide rundt i gangen, havde han virkelig fundet hende? det kunne da ikke passe, hun havde været så påpasselig med hvor hun gik og hvem hun snakkede med.
Pludselig gik det op for hende, tæppet der faldt ned, lysene der blev pustet ud når tæppet faldt ned, det var fordi han kom ind, fordi han fik tæppet til at falde ned om natten,.
Stille samlede hun rosen op, og bed sig hårdt i læben, hun ville ikke til at flytte igen, hun var langt om længe faldet til, også havde han endelig fundet hende, hun magtede det ikke. og så var der jo oz Athal.. ham havde hun heller ikk lyst til at flytte fra, hun nød sådan hans selskab. for slet ikke at snakke om når de stod tæt sammen.. og når han drillede hende.


//Ja ja jeg var lidt distræt xD

Han vendte sig om - og kiggede forundret ned. Det havde kun været en lille bevægelse i øjenkrogen. Men skarp nok til, at det irriterede, skabte en ubalanceret effekt i Aines udsmykkede rum. Under alle omstændigheder ville han have fortsat op til hendes soveværelse igen, men noget holdt ham tilbage.
Og dér lå den så. Rosen.
Athal stirrede måbende på den, mens hver eneste muskel i hans krop gik i fuldstændig baglås. Han ville bøje sig ned og samle den op, men kunne alligevel ikke få sig selv til det. En ondskabsfuld og sælsom skønhed lå over blomsten, og det lignede næsten, den ville fryde sig over, hvis en iheldig person tilfældigvis kom til at stikke sig på en af dens torne.
Han så forskrækket op, da Aines hvide hånd rakte frem og tog den op. Så lydløs hun havde været; han havde slet ikke lagt mærke til noget, før hun stod foran ham. Måske havde det ligefrem været rosens værk.
"Det - jeg .. " Han stammede og kuldrede ordene sammen. Forvirringen rykkede i ham som inissisterende småfugle, og synet af hendes ansigtsudtryk fik ham fuldkommen til at moste mælet. Forsigtigt, som om han var bange for, det ville udkøse en eller anden reaktion, lagde han hånden på hendes arm. "Aine ... Er du okay?"

Aubreiane drejede rosen mellem fingre for en stund, mens hendes sind arbejde på højtryk for at finde ud af hvad hun skulle stille opp, hun orkede ikke at flygte mere, det kunne ikke betale sig, han skulle nok finde hende, uanset hvad.
Langsomt kom hun til sig selv igen, da hun mærkede Athal's hånd mod sin arm, drejede hovedet mod ham og mødte hans blik igen, "Ja.. jo.. han har fundet mig igen.." mumlede hun stille og lagde rosen i vindueskarmen, hun bed sig hårdt i læben, og lod den ene hånd løbe gennem håret, mærkede hvordan det gled mellem hendes fingre og faldt blødt ned på ryggen igen.
"Gaard noget møg" mumlede hun for sig selv og rystede lidt på hovedet af sig selv, hvorfor skulle han oz finde hende, hvorfor nu, hun forstod det ikke, hvordan havde han gjort det.
Blidt lod hun den ene hånd glide over Athal's kind, hun havde heller ikke lyst til at flytte væk nu, hun havde jo lige lært folk at kende, og hun nød dysterheden på stedet, men hun var virkelig i vildrede med hvad hun skulle, følelserne løb rundt i hendes krop,. Måske ville Aubrey bare skræmme hende, måske ville han ikke en gang vise sig, men hvad hvis han gjorde? var hun stærk nok til at forsvare sig selv? for slet ikke at tale om at forsvare Athal hvis han dukkede op mens Athal var der, hun vidste det ikke. For jo hun var stærk fordi hun havde kæmpet meget imod, men hun vidste det ikke, hun havde endnu ikke prøvet at sige fra mod ham.
Langsomt tog hun Athal's hænder og tyggede sig i læben, sagde ikke mere, for hvad skulle hun næsten sige, hvis hun så ham i øjnene nu, ville han helt sikkert se frygten i hendes øjne, så ville hun være svag, og han kunne sagtens finde en mulighedfor at myrde hende nu, mens hun var så usikker hvis det var det han ville. Men det mente hun nu ikke Athal ville, så kunne han jo have prøvet for længst.
"Tark.. fordi du satte tæppet op igen du ved.." smilte hun blidt og så ham ganske langsomt i øjnene, tog chancen, han måtte sige hvad han ville, for hun var bange, og hun var mest af alt fristet til at flygte langt væk og skifte navn, manipulere folk til at tro hun havde været der længe, ligesom så mange andre gange, men det ville hun ikke gøre denne gang, det var hun fast besluttet på. Kort lænede hun sig op og kyssede blidt og ømt Athal i mundvigen, inden hun trak sig tilbage, slap hans hænder, og holdt kort om sig selv.