Havets kald

Alt, hvad Athal så for sit indre blik, var blod, lig - og blod! Irritationen og vreden voksede i ham, og han kastede sig rastløst til siden i bølgerne, der var opstået samme tid med hans humørskift, i en intention om at svømme dem til hjælp. Men en usynlig hånd holdt ham tilbage. En usynlig hånd, der advarende påpegede, at han måske burde lytte til Aines ord, inden han kastede sig ud i noget alt for farligt.
Han var begyndt at trække vejret i ophøjet nervøsitet, men efterhånden som hun med helt rolig mine argumenterede for sin handling, svandt det lidt ind. Forvirret stirrede han på hende, uden rigtigt at kunne bestemme sig for, om han skulle tage den for gode varer eller ej. Da hun med en håndvending slukkede branden på skibet, røg et ukontrolleret gisp ud af ham. Som om han var bange for, at rædslerne ville genopstå, så snart han kiggede væk, blev han ved med at kigge på det. Det var først, da hun rejste sig, at han vendte blikket mod hende.
Et øjeblik vidste han slet ikke, hvad han skulle sige.
"Hov, vent nu lige!" udbrød han og manøvrede sig op på kanten af broen. Som hans arm , der støttede sig op af broen, ikke rørte vandet mere, begyndte skæl og de grønne nuancer at forsvinde. "Jeg havde god grund til at råbe af dig! Du satte ild til noget, for pokker!" Endnu et plask lød i vandet, da han baskede med benene. "Du kan da ikke bare gå!"

Aubreiane bed sig i læben, og fejede det ildrøde hår om på ryggen, hun sukkede kort for sig selv, og rettede let på kjolen så den ikke sad forkert, så godt hvordan Athal overvejede at svømme hen for at redde dem, men hvis hun virkelig havde besluttet sig for at de fiskere skulle dø, havde hun nok valgt en nemmere måde.
Aubrei så ganske kort ind i hans øjne, og lod armene glide om sig selv ganske svagt, og smilte for sig selv, “Det igen den der med jeg er den onde vampyr ikke?” smilte hun roligt, og så mod himlen, strakte sig ganske kort, pillede ved sin halskæde og lukkede øjnene, inden hun nikkede for sig selv.
Åbnede så øjnene og så på ham, “Well.. Nu det ikke fordi jeg ikke nyder at folk hader mig, men jeg gider faktisk ikke blive for bare at du skal hade mig, jeg kan godt finde på andre ting… “ svarede hun let og smilte for sig selv, “Hvem ved Athal.. Vi ses jo nok snart” mumlede hun og så en anelse legende på ham.
Let rettede hun på sværdet ved sin side, og pillede kort ved den ædelsten der sad i toppen af den.

Athal vidste næsten ikke helt, hvad han skulle sige om Aines opførsel. På en eller anden måde ønskede han, hun blev, men hans stolthed tillod langt fra sådan noget.
"Du kunne i det mindste have gjort det mindre voldsomt!" protesterede han. Han trak sig op på broen, og skæl og gæller begyndte med det samme at forsvinde. Med vandet dryppende fra hver en kropsdel og en smule rystende i nattekulden stirrede han på hende.
"Ja, vi ses vel nok en anden gang, Aubreaine, og jeg håber, det er på bedre fronter!" Han greb tøj, sko og taske og begyndte at trave hen ad broen i, hvad han håbede, så bestemt og selvstændigt ud. Det er naturligvis derfor, det gik galt.
Et lavmælt lyd lød fra ham, da et specielt vådt sted på broen fik ham til at glide og lande næsegrus på det hårde træværk. Et par sekunder lå han helt lammet, men tog sig med en rysten sammen til at sætte sig op. Et opgivende suk og en grimasse løb over hans ansigt, da han mærkede den varme strøm af blod fra sin næse.
Hvor var det dog bare typisk og ufattelig ydmygende!

“Jeg satte ild til et håndklæde, hvad skulle jeg ellers have gjort? Brændt motoren af?” mumlede hun og så ham længe og alvorligt i øjnene, let smilte hun og så på ham iden han begyndte at gå væk fra hende, gav så et let gisp fra sig da han faldt, og gik hen mod ham for at hjælpe ham op, men stoppede så og trak sig lidt væk,.
Duften af blod trak noget så intenst i hende, og hun måtte virkelig bruge alle sine kræfter på ikke bare at kaste sig over ham og drikke hans blod, let bed hun sig i læben, og gik forsigtigt hen og trak ham op, “Jeg… jeg kan alsa ikke.. Det.. Undskyld” mumlede hun og rystede på hovedet gik væk fra broen og ind på gaden, hans puls dunkede i hendes hoved, men hun ville ikke, hun måtte ikke bide ham, han kunne sagtens dø af det, og hun ville ikke risikere det, det ville hun bare ikke.
Hårdt knyttede hun hænderne og måtte trække vejret dybt ind for at prøve at slappe lidt af, men duften var virkelig intens, og det var svært at kæmpe imod den, det var nemlig ikke noget hun normalt gjorde, og selvom hun havde spist her til aften var det ikke nok til at hun ikke bemærkede duften af hans søde og lækre blod, hun kunne næsten fornemme den blide følelse af at det løb ned gennem hendes hals.

Bare den ikke var brækket. Athal følte forsigtigt på næsen. Jo, lidt øm var den dog, men det føltes ikke videre alvorligt. Uden at tænke sig om vendte han sig direkte mod hende.
Han havde vel regnet med, at hun ville stå og grine ad ham, og en række modargumenterende sætninger var allerede begyndt at kredse i tankerne, men så snart han så hendes ansigtsudtryk, vidste han, at den var gal.
Blodet var allerede løbet ned over hans læber og var ved at bane sig en sti på hans hals. I et desperat forsøg på at dække og stoppe det, pressede han hånden mod næsen, mens han forsøgte at fjerne blodet fra resten af ansigtet. Bare det ikke var nået til tøjet!
Som et skræmt hjortekid fór Aine tilbage over broen og tilbage på kajen. Athal kom langsomt på benne og stavrede en smule usikkert hen mod hende. Hvor langt kunne han gå uden at komme til at gøre hende mere ondt? Han kunne i hvert fald iikke bare efterlade hende der.
"Undskyld," sagde han forsigtigt og turde ikke rigtigt nærme sig med mere end ti skridts afstand. Dum som han var, havde han ikke tænkt over, at det blod, han tørrede af sit ansigt med blusen, selvfølgelig også endte PÅ blusen. "Kl-klarer du den ..?"

Aubreiane vendte langsomt hovedet mod ham, sulten stod nærmest i hendes øjne, og hendes hænder skælvede stadig en anelse.
Normalt ville hun have grinet, hvis hun havde set sådan et stunt, men det kunne hun ikke rigtigt, hun brugte virkelig alt hvad hun havde for ikke bare at kaste sig over ham,. Let bed hun sig i læben og så længe og usikkert på ham, prøvede virkelig at styre sig.
“Årh Athal.. Det jo ikke din skyld du faldt” mumlede hun stille og pillede svagt ved sin jakke,. Let trak hun vejret dybt ind endnu en gang, og sukkede forsigtigt “jeg håber det..” mumlede hun forsigtigt og smilte lidt for sig selv, var smigret over han prøvede at fjerne sit blod for at hun ikke skulle få det dårligt. Men det var jo nok ikke til at gøre, for hun fik det dårligt, blodet havde sådan en tiltrækkende virkning på hende, men hun gjorde ikke noget.
“Uhm hey.. Vil du med hjem til mig? Jeg kan vaske din trøje..” sagde hun forsigtigt og gik langsomt hen til ham, var i en indre strid med sig selv for en stund om hvor vidt hun burde lade ham klare det selv og gå sin vej, eller om hun skulle hjælpe ham og gå hen til ham, men nu stod hun da lige ved siden af ham, og hun så ud til at slappe lidt mere af, underligt nok kunne hun næsten få skubbet duften af hans blod væk, hvis hun virkelig koncentrerede sig om det, så self prøvede hun på det.

Athal overvejede usikkert, om det ville være bedst, hvis han forsvandt. Med de sultne blikke, Aine sendte ham, ville enhver idiot jo opfatte faresignalerne.
Han havde lige åbnet munden for at komme med sin konklusion, da hun sagde noget. Noget overraskende. Han sank højlydt og stirrede uforstående på hende, som om hun pludselig var begyndt at tale kinesisk. Formaninger og hviskende mistanker florerede og udfoldede sig indbydende ud i hans hoved.
Hvad mente hun med, at han kunne komme med hende hjem? Havde blodet allerede påvirket hende så meget, at hun ville gøre alt for at komme til at drikke det? Tanken virkede kvalmende, og han var stærkt på nippet til at sige nej.
På den anden side var hans næse temmelig øm efter den pludselige smasker på broen, og det med en ren bluse virkede faktisk meget tillokkende.
Han skar en opgivende grimasse og nikkede så. "Okay, det .. kan du godt. Jeg tror ikke, det ville pynte særlig meget på mit ego, hvis jeg render rundt med blod på blusen."

Aubreiane så ham længe og intenst i øjnene, ingen tvivl om at hun mest af alt havde lyst til at lokke ham i en fælde, men hun gjorde det ikke. Hun ville ikke, nu prøvede hun bare at glemme hans lokkende duft af blod, der duftede en del bedre end så mange andres blod, og hun havde jo aldrig smagt hans blod, så det gjorde det endnu mere fristende.
“Fint.. Men lov mig du ikke siger hvor det er” mumlede hun da han havde svaret. Let smed hun det lange røde hår om på ryggen, og lukkede jakken, der tydeligt var figursyet specielt til hende, blidt lod hun hænderne glide ned i lommerne, og gik ganske langsomt ned langs molen, med blikket hvilende en anelse på vandet. Til sidst fik hun løsrevet blikket og så mod ham mens de gik, “Jeg har aldrig taget nogen med hjem før.. Og som jeg fortalte dig er jeg ikke interesseret i at blive fundet af nogen.. Så.. Plz…” spurgte hun forsigtigt og pillede ved sin halskæde,. Jovist kunne hun da sagtens slås for sig selv når det kom til stykket, men hvis personen var stærkere end hende, havde hun nok ikke en chance.

Om det var med vilje eller ej, var ikke til at sige, men da Aine noget så intenst stirrede ham ind i øjnene, havde Athal ingen viljekraft til at se den anden vej. Følelsen af at have et usynligt reb om halsen blev mere mærkbar, og han vendte hurtigt blikket udover havet, da hun kiggede væk, så det trods alt ikke skulle være så tydeligt.
Da hun begyndte at gå fulgte han forsigtigt efter. Eftersom han ikke havde megen forstand på vampyrer, vidste han ikke hvor meget hun kunne klare af ham. Han snak en klump og slog let ud med hånden. "Øh .. Hvis det gør dig tryg, kan jeg da gode binde noget om øjnene .. " Han slog et positivt anigtsudtryk op og tilføjede en opmuntrende nikken.
Netop disse forholdsregler og tanker Aine havde, havde han ingen problemer med at leve sig ind i. På den ene siden var han ikke i tvivl om, at hvis hun fik ordentligt fat på ham, kunne hun suge al blodet ud af ham, hvis hun ville. På den anden side: Hvis han var en sladderhank, ville skaden jo allerede være sket, når han havde åbnet munden.
Når man sådan bliver bedt om ikke at fortælle vejen til nogen, kan man naturligvis ikke lade være med at lægge mærke til alt endnu mere, end man normalt ville have gjort. Athal skævede diskret til alle vinkler, og det var som om, vejen blev røngtentfotograferet ind i hans hukommelse.

Aubreiane gik roligt ned gennem den næsten tomme gade, selv alle butikkerne lå mørklagte hen nu. hendes øjne var rolige, men hun holdt dog diskret øje med om nogen fulgte efter dem,. Hun kunne sagtens fornemme hvis en persons duft fortsatte efter dem, og chancen for at den person ville overleve det,. Langsomt hvilede hun blikket på ham, kunne sagtens se han nærmest filmede vejen. “Okay.. Hør Athal.. Nu kan jeg jo se du går og holder øje med hvilke veje jeg går, hvis du en dag kommer ud til mig og jeg er hjemme, så nøjes med at banke 4 gange langsomt så jeg ved det er dig.. Ellers kommer du ikke ind nemlig” mumlede hun let og betragtede ham længe.
Til sidst begyndte hun dog at gå igen, “Jeg har ikke i sinde at smide noget om øjnene på dig.. Det har aldrig været min stil” smilte hun svagt og strakte sig.
Aubrei tog ham langsomt hen mod en lille skov, og fandt en ret gemt sti, især i mørkte kunne den være svær at finde hvis man ikke lige vidste det. Langsomt tog hun fat i hans hånd og trak sig forsigtigt med ham, “Ved sin højre fod kommer der et hul nu, så du skal lige tage et stort skridt“ mumlede hun lavt, ville tydeligvis ikke have nogle hørte dem. Efter de havde fulgt stien et stykke tid nåede de til et stort flot mørkerødt hus. Hun så let om på ham, og gik så hen og låste 3 forskellige dørlåse op, inden hun smilte lidt. Langsomt gik hun ind og tændte lys rundt omkring, inden hun gik ud i gangen for at se om han var der. På alle vinduerne var der et tykt stykke sort stof der dækkede. Udover det var der faktisk ret moderne indrettet, en stor pejs midt ude i rummet, lyste en del op. Hun havde tændt den ved lige at hvile hånden på glasset kort.

Det virkede næsten helt surealistisk sådan at vandre ned af mørke gyder med en vampyr, som måske var mere end fristet af ens blod. Athals øjne blev efterhånden kuglerunde og store, og følelsen af at være paranoid tog til. Hvad kunne der muligt gemme sig bag næste gadehjørne?
Det gippede i ham, da hun lod til at have bemærket hans gloen. Først regnede han med nedkæmpet vrede og irritation fra hende, men i stedet lod hun til at tage det helt roligt. Det var lige før, han mistede mælet en gang til. "Øhm .. okay så .. Ja. Ja, det skal jeg nok," stammede han forbavset. Kunne det passe, at hun allerede nærede så stor tillid til ham?
Men snart havde han ikke tid til at gruble mere. Man kan aldrig vide sig sikker nok med huller, og Athal prøvede varsomt at undgå det store hul, som angiveligt åbnede sig under dem, mens han inderligt ønskede, at han havde nattesyn.
Det var et rigtigt vampyrbo. Opmærksomt slugte Athal enhver detalje. Den måde, vinduerne var dækket på, den måde hun havde sikret sin dør med fire låse . Det var jo helt utroligt! Det ville tilmed ikke undre ham, hvis der hvilede en forbandelse over stedet for uvelkomne indtrængere.
"Flot bo du har dig," komplimenterede han slattent og slog beskrivende ud med armen. Han stak hende et skævt smil og måtte koncentrere sig om ikke at komme til at trække på skuldrene. Her kunne da være meget hyggeligt .. Man skulle bare lige vænne sig til mørket.

Aubreiane så længe rundt i huset inden hun lukkede døren bag ham, og låste de fire låse igen,. Let lod hun blikket glide om på ham og smilte ganske svagt “Tark.. Det meget vampyr artigt i Know” mumlede hun og trak stille på skuldrene, hun tog langsomt jakken af og smed den op på knagen, lod til at overveje hvor vidt hun skulle tage sværdet af eller ej, men hun besluttede sig for at tage det af, og hænge det på en anden knage. “Uhm.. Hvis du smider trøjen så viser jeg dig badeværelset, så kan du vaske dig, jeg har oz lige noget sæbe du kan bruge, det burde fjerne hævelsen på din næse” sagde hun langsomt og smilte forsigtigt.
Hun tog let hans hånd og tog ham med op af trappen, meget af det lys der var, kom fra stearinlys, som der var en del af over det hele, let bed hun sig i læben og strakte sig, hun lod håret blive sat i en høj hestehale ved at binde det med et sort silkebånd. De gik ned af en gang og hun åbnede en dør indtil et stort flot badeværelse, lod ham komme med ind, tænkende tændte hun det varme vand i vasken og gik hen til et skab, begyndte at lede lidt i det. Badeværelset var faktisk ret lyst, væggene var hvide, og en god bid af resten af det var guldfarvet, hun gik tydeligt op i at tingene skulle være pæne, og at det ikke virkede for gammeldags. For selvom hun ikke var helt ung længere, behøvede alt jo ikke at være kedeligt og træfarvet, så selvom at det så lidt gammeldags ud, udenfor, skulle det bestemt ikke være det indenfor. “Well.. Jeg ved ikke.. Uhm vil du helst i karbad?” spurgte hun og så om på ham, de røde øjne virkede mere afslappet nu, hun prøvede stadig at lukke af for alt blodet.

Athal bed sig i læben og måtte kigge den anden vej for ikke at komme til at grine. Det var næsten heldigt, de begge vidste, hvad situationen drejede sig om: Ellers ville det jo ende som det rene Moulin Rouge.
Det var svært ikke at sukke lettet, da hun sakkede om en eller anden healene sæbe. Hans næse var stadig temmelig øm, og han var hvert øjeblik bange for, at den ville begynde at bløde igen - af flere grunde!
Til trods for den noget usædvanlige indgang viste det sig at være et temmelig udsøgt badeværelse, og Athal snusede interesseret rundt. Det kunne da umuligt være Aubreaines indretning, kunne det? På den anden side havde nærmest alle hunkønsvæsener et behov for mode, så det kunne være meget sandsynligt.
Han mærkede sit ansigt eksplodere i røde farver, da hun foreslog et karbad, og havde svært ved at møde hendes blik. "Øhm .. æh, ja, det er ikke .. hrm - jeg mener, jeg kan godt nøjes med et brusebad," kvækkede han og gav sig samtidig et mentalt klask over nakken. Nu lød det jjo bare som om, han nøjedes!
Et indre billede af dem begge to siddende i karbad med stearinlys og romantisk musik dannede sig, og han rystede det skyndsomt af sig.
Selv om de begge havde smidt overtøjet på havnen, da de lavede deres lille visit i vandet, var det pludselig noget andet at smide det foran Aine på hendes badeværelse. Athal kunne mærke, at han var ved at permanemtdanne den røde farve, og han rakte hende forsigtigt sin blodplettede trøje. Mon hun kunne holde det ud?

Aubreiane bed sig hårdt i læben og tog langsomt imod trøjen, lagde den tænkende ind i en vaskemaskine og startede den, så på blodet på sin hånd, skævede til ham, derefter tilbage på sin hånd, han tænkte i forvejen underligt om hende, så hvorfor ikke. Langsomt lod hun tungen glide ud og fjernede blodet på sine fingre, inden hun betragtede ham igen, “Undskyld.. Det.. Undskyld” hun trak blidt på skuldrene, og betragtede ham længe, “Hold nu op Athal, hvis du gerne vil i Karbad jamen så self” smilte hun ivrigt og gik hen og tændte vandet i det støre karbad. “Vil du gerne have jeg vender mig om?” smilte hun og tog langsomt en lille gennemsigtig gul kugle og lagde den i det varme vand i karbadet, en duft af citron gled langsomt rundt i badeværelset, og hun smilte for sig selv, de virkede desværre ikke på hende mere.
En skål med rosenblade i vand stod henne i vinduet, og hun gik langsomt hen og tog et par blade og lagde i vandet, “De gir en sødlig duft der fjerner den vamle duft af citron.” sagde hun tænkende og strakte sig lidt, hun smed sine støvler henne ved døren og virkede mere afslappet nu de var hjemme hos hende,. Lige nu duftede hun faktisk ret meget af havvand, og det irriterede hende en del, men hun gjorde ikke rigtigt mine til at gøre noget ved det.
Da vandet var ved at være nået op til kanten slukkede hun det og vendte ryggen til ham, “Der er sæbe i kurven på gulvet, både til vandet og til håret hvis du vil bruge det, uhm… jeg ved ikke.. Skal jeg hjælpe dig med næsen?” spurgte hun og blev stående for ikke at virke som om hun overbegloede ham.

Athal stod og betragtede Aubreaine varsomt, idet hun tog imod hans bluse. Han kunne ikke lade være med nervøst at holde vejret, da han så blodpletten på hendes finger. Da hun satte den til munden og slikkede det, vendte det sig ubehageligt i hans mave. Nej, han havde tydeligvis ikke vænnet sig til hendes anderledes adfærd.
"Det - det er okay," sagde han, temmelig perplekst og begyndte at bakse med nogle værdigenstande, han havde haft i sine bukselommer. En sær trang til at spørge hende om han smagte godt, rørte sig i han, men han skubbede det hurtigt væk med en gysen. Hvad i al veren gik han og tænkte?!
Han så op igen, så snart han hørte hendes hjælpsomme ord og var lige ved at skære en grimasse. Så havde hun alligevel misforstået ham! "Nej, vent!" udbrød han. "Jeg kan altså sagtens nøjes med .. åh." Hun havde allerede tændt for karbadet, og han mærkede opgivelsen synke i livet på ham.
"Nej, det er fint. Gå du bare," svarede han og trak en forsikrende smil frem, inden det blev alt for pinligt. Han kunne pludselig ikke bestemme sig for, om hendes omsorg var for mor-agtigt eller for intimt. Og hvad ønskede han i grunden selv, at det var?
Aubreaine var en meget pæn vampyr, og han var ikke i tvivl om, at skruede hun charmen på, ville han være under hendes herredømme på ingen tid. Men der var en nagende tanke i baghovedet; en tanke om en elverpige, han havde mødt for ikke så få dage siden ..

Aubreiane så smilende ind i hans øjne “Det alsa fint nok, det alligevel sjældent det bliver brugt” grinte hun og himlede med øjnene, hun var mere til bare lige at smutte i et hurtigt brusebad også var det fint,. Let strakte hun sig og så om på ham inden hun lod hovedet glide på skrå. “Aw.. Det kunne da ellers være hyggeligt at se dig tage tøjet af og hoppe i badet med dig” drillede hun med en forførende smil og grinte for sig selv, kunne ikke gøre op med sig selv om hun faktisk kun drillede eller om hun mente det, desværre nok mest det sidste.
Det ærgede hende en del at hun tilsyneladende var faldet for ham, men det vidste han forhåbentlig ikke. “Okay du skal bare holde vandet op til din næse et par sekunder, så burde den blive normal, jeg har et par af dem tilbage, alsa de healende citron kugler, dem må du gerne få, de virker ikke på mig mere efter jeg blev forvandlet, det rent held jeg stadig har dem.” det sidste var nok egentlig mest sagt for sig selv, for hun virkede lidt tænkende. Let rettede hun på sin kjole, og prikkede ham legende på kinden, “Et lille romantisk karbad ikke?” drillede hun charmerende og mødte hans blik,.
Hun burde egentlig slet ikke lægge så kraftigt an på ham, slet ikke efter hun havde mødt den anden vampyr, men ham kunne hun stadig ikke regne ud, præcis som med Athal, hun kunne ikke finde ud af hvad han ville, det ene sekund virkede han ligeså legende som hende, det næste virkede han som om hun var en koldblodig morder. Sandt at sige havde han ret i den sidste del så det kunne hun vel ikke tillade sig at blive sur over. “Jeg finder lige nogle håndklæder til dig” sagde hun lidt efter, da det gik op for hende hun ikke havde nogle hængene, langsomt gik hun ud af rummet.

"Nå, så det kunne du tænke dig?" sagde Athal med en stille latter. Han nikkede til hendes instruktioner og følte sig helt lettet. Med hendes healingsmetoder og den måde vand normalt påvirkede ham på, skulle hans næse føles helt normal igen på ingen tid. "Det lyder da nemt nok," konkluderede han muntert.
Han smilede svævende til hende, da hun prikkede ham drillende på kinden, og han var lige ved at række ud efter hende. Men kun lige ved. En opmærksom nikken drev fra ham, da hun sagde, hun ville skaffe nogle håndklæder. Han stirrede efter hende, da hun gik.
Så rystede han på hovedet. Hvad i al verden gik der af ham? Det her var forkert - det var helt forkert! For det første, så var der jo stadig den der hændelse med Evangeline, og på en anden side, så var hun jo også vampyr! Athal var helt forvirret, og til sidst endte det med, at han bare klædte sig af for at gøre et eller andet.
Vandet føltes helende og hjertesvarmende, da han steg ned i karbadet. Det var længe siden, hans krop sidst havde slappet af på den måde, som den gjorde nu, og som i en fortryllet trance lænede han sig tilbage, betragtede skællende og svømmehuden dannes og legede med det skummende sæbe. Det var godt, sæben skummede så meget ..

Aubreiane kom ind igen med to sorte håndklæder og så legende ned på ham “Og ja det kunne jeg sagtens tænke mig, men hvis du kendte mine tanker lige nu, ville du nok være helt rød i hovedet putte” smilte hun og lagde langsomt håndklæderne på gulvet ved badekarret, så tænkende på ham og smilte lidt for sig selv, kunne egentlig godt li den måde hans hud så ud på.
Aubrei pillede lidt diskret ved sin halskæde og smilte for sig selv, tændte lidt flere lys derude da der egentlig var lidt mørkt, “Skal jeg holde dig med selskab eller bare lade dig sidde alene?” spurgte hun en anelse legende og betragtede ham smilende, det var godt han kunne li vandet, de små healende kugler havde hun fået en gang i sine teenager år fra en ven, og de havde hjulpet hende meget den gang, men nu gik hendes vampyr gen selv ind og healede det, så de var ikke nødvendige mere.
Hun satte sig på den kant der vad, nærmest som et enkelt trappetrin, rundt om badekarret, og lod den ene hånd hvile i vandet, pillede lidt ved et af rosenbladende, og tog det op i hånden,. Blomsterne var fra den have hun havde bagved huset, hun nød at plante nye blomster, men desværre så hun dem sjældent være åbne fordi de lukkede sig igen om natten, det irriterede hende af og til, men sådan var det jo bare.

Hvis Aubreaine havde tænkt sig, at hendes ord skulle have en særlig effekt, virkede det. Athals ansigt føltes igen lige så varmt som vandet, han befandt sig i, og han udstødte en usikker latter. "Så er det jo lige før, jeg skal kende til dem," konkluderede han, mindst lige så drilsk.
Næsen føltes igen lidt øm, og han dukkede ned under vandet. Den unaturlige sæbe skar en smule i øjnene, men ikke destro mindre fungrede han stadig fuldkommen optimalt under vandet. Han mærkede de spidse tænder omhyggeligt dukke frem og så totter af det nu grågrønne hår bølge omkring sig. En varm følelse strakte sig i hans næsebord, og det var som om, der var noget, der gik i orden.
Snart dukkede han op til overfladen igen, og han så eftertænksomt på hende ved spørgsnålet.
"Nu har jeg jo sådan set ikke noget valg, vel?" påpegede han skævrsmilende, da hun slog sig ned ved siden af ham.
Hans øjne gled undersøgende over hendes ansigt og videre ned til hånden, der undersøgte blomsterbladet. Han blev nu pludselig meget bevidst om det tynde skum, der adskilte ham fra at vise sig fuldt upåklædt.
"Får du så tit gæster på besøg?" spurgte han oprigtig interesseret. Det kunne godt være, man flygtede og skulle være forsigtig, men man kunne jo stadig have venner.

Aubreiane så ham blidt i øjnene og grinte for sig selv, “Well.. Mine tanker om dig og den krop du har dig der, holder jeg for mig selv” drillede hun og pillede ved bladet stadig, hun smilte legende til ham “Men hvem siger jeg mente det som at jeg ville sidde her, og ikke at jeg ville ned i vandet til dig?” drillede hun frækt og grinte lidt igen, så kort ned i vandet, og for første gang viste der sig en let rødmen på hendes hvide kinder, idet hun lænede sig lidt tilbage, “Uhm.. Det.. Vil du have mere skum?” smilte hun lidt perpleks.
“Gæster? Nej.. Nej du faktisk den første der er hjemme hos mig, så det må du være glad for” smilte hun og betragtede ham, let pillede hun ved sin halskæde og så på ham som han dykkede under vandet, ventede tavst på han kom op til overfladen, “Jaa nu ser det mere rigtigt ud igen” smilte hun forsigtigt, “Det klær dig bedre med den normale Næse må jeg sige” smilte hun blidt,
“Du rødmer helt igen, sagde jeg noget forkert?” drillede hun og pillede ved hans grønne hår, “Ej det føles sjovt” udbrød hun smilende og pillede ret så ivrigt ved hans hår, syntes det var spændende at se ham når han kom i vand, men det var virkelig anderledes at se ham når han kom under vand.

Var det overhovedet muligt for vampyrer at rødme? Det fandt Athal i hvert fald ud af nu, og latteren pressede sig på i brystet. Han lagde begge arme op på badekarets kant og så afslappet på hende - eller forsøgte. Hendes bemærkning havde sat et eller andet i gang i ham.
"Nejh, jeg tror, jeg klarer mig med hvad, jeg har," svarede han, endnu skævtsmilende, og kastede et blik ned på sløret af skum, der lå og pyntede den dampende vandoverflade. Velduftende dufte snoede sig rundt i lokalet og lokkede indbydende med det healende badekarsvand.
En kende overrasket blev han, da han hørte hendes svar, og denne gang lod han latteren slippe ud. "Det havde jeg ikke troet," konkluderede han eftertænksomt. Han betragtede hende, mens hun begyndte at nulre hans hår; ja, det var ærlig talt svært overhovedet at se den anden vej.
"Måske," svarede han kryptisk og overvejede kortvarigt at sprøjte noget skum over på hende. "Prøver du at vaske mit hår for mig?" drillede han og strejfede let hendes arm med sin ene hånd.

Aubreiane smilte for sig selv og gned sine kinder, hvor pinligt, tænk hun virkelig havde gjort det, hun plejede ellers kun at være rød i kinderne efter et blodmåltid. Let hvilede hun blikket på ham. Intenst og indbydende, hun bed sig kort i læben og lod tungen glide ud og fugte dem lidt.
“Tja dig om det” drillede hun legende og betragtede sine ene hånd der pillede ved et rosenblad igen, duftene der kom fra badekarret var virkelig rare, hun havde altid nydt at der kom dufte når man var i bad, især hvis man kunne slappe mere af med dem i vandet, og det kunne man som regel.
“Havde du ikke? Hvilken del af blodtørstig ond vampyr er det du ikke helt har opdaget endnu?” grinte hun for sig selv og himlede blidt med øjnene, inden hun skubbede til hans hoved. “Ej hvis jeg skal vaske dit hår bliver jeg jo mega våd, og det ikke sjovt når man har tøj på” hun smilte legende til ham og lagde hovedet en kende på skrå, smilte charmerende til ham. Let strakte hun sig og gabte for sig selv, hun var egentlig lidt udmattet, måske skulle hun snart ud og finde noget at spise, men det kunne nu godt vente lidt, hun var ikke lige i humør til det faktisk. Så måtte hun jo lide under det om en dags tid.

Athal lo. "Nåh, ja! Jeg havde helt glemt princippet med skeletvennerne," svarede han muntert. Han baskede legesygt ud med hånden, da hun skubbede til hans hoved, og det var lige før han sendte en hel kaskade af vand efter hende.
Hendes flirten ig indsmigrende smil var dog ikke til at komme udenom, og Athal gav sig med halv samvittighed lov til at gengælde det. Han havde jo trods alt ikke noget fast med Evangeline, vel? Med det udseende hun havde, gik hun sikkert også rundt med en mere end én romance. Tanken stak lidt, men så så han igen ind i Aines dybdegående øjne og glemte igen sine bekymringer.
"Tror du ikke, det ville være bedst, hvis jeg fik mig selv vasket, og så kan vi mødes inde i din stue bagefter?" foreslog han produktivt og slog et roligt tonefald op i et forsøg på at være lige så charmerende som hende. Det var dog ikke noget, han synderligt var trænet i, så han var ikke helt sikker på hvordan, det lød.

Aubreiane så ham legende i øjnene “Jaa.. Så pas du bare på, måske sender jeg mine skeletvenner efter dig” drillede hun og grinte for sig selv, gispede let da vandet ramte hende og grinte for sig selv, “Nu er jeg jo våd” grinte hun og himlede med øjnene, blev tør igen ret så hurtigt.
“Tjo… hvis du sys jeg skal gå”? drillede hun og rejste sig, smed det lange knaldrøde hår om på ryggen og smilte for sig selv idet hun yndefuldt som altid gik hun ud og ned i stuen,.
Blidt pillede hun ved sit hår da hun kom ned i stuen, og tændte nogle flere lys så der ikke var så mørkt, så på sit ur og bed sig i læben, nu måtte hun snart sende ham hjem, eller i hvert fald tage afsked med ham i et andet værelse, hun var egentlig oz ved at være træt i kroppen, men det gjorde ikke noget, hun nød hans selskab. Det eneste der havde fuldendt det var en blodrus, men det syntes hun nu altid. Let smed hun sig i sofaen, og hvilede fødderne udover armlænet, og gabte for sig selv.

"Sig mig, er det en trussel?" spurgte Athal med et livligt udtryk. Han var lige ved at skubbe sig op af badekarret med lumske hensigter, da han med ét kom i tanke om sin nøgenhed, og skummet virkede nu pludselig som en fantastisk barriere.
'Ja, gør det - jeg vil jo helst ikke gøre dig mere våd!' - havde han lyst til at sige, men holdt alligevel inde. Han lå ikke lige til typen, der flirtede så åbenlyst, og så var han stadig forvirrede over sine følelser med hensyn til situationen.
Atter forsvandt hun ud af døren. En mystisk auroma bredte sig lokkende i rummet efter hun var gået, og Athal kunne først ikke regne ud, hvad det var. Først, da han havde gnedet sig færdig (i håret - og ikke andre kropsdele! xD) - og hvor var det dejligt at få et ordentligt bad igen! - opdagede han, hvad det var.
Det var duften af Aine.

Fem-syv minutter senere kom han ud igen. Håret var allerede tørt, og det havde selvfølgelig noget med hans magiske kræfter at gøre, og denne gang var han kun iført bukser og sko. Han havde jo ingen bluse!
Med nysgerrig mine vandrede han ind i stuen, hvor han så Aine vente. Stearinlys blafrede udsmykkende, og han kunne ikke lade være med at løfte øjenbrynene en smule. "Rimantisk?" kommenterede han underfundigt og listede lidt nærmere.
Håret føltes blødt og helt behageligt, da han kløede sig i baghovedet. "Æh, tak for badet og - øh - gæstfriheden, selv om jeg vst gjorde dig ret oprevet," takkede han og skar en mindre grimasse.